2020: Annus corona horribilis – også i sportens verden

Fortsat usikkerhed om OL og PL 202(1) i Tokyo

Olympiske Lege (OL) og Paralympiske Lege (PL) er for sportsfolk, både i Danmark og internationalt, en helt særlig event – ikke mindst på grund af legenes enorme mediedækning samt den personlige, kollektive og nationale prestige, som er forbundet med at vinde OL- eller PL-medaljer. Allerede i slutningen af marts 2020 valgte den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Japans regering at udsætte OL 2020 til perioden 23. juli – 8. august 2021 og PL til perioden 24. august – 5. september 2021. Der er ingen tvivl om at IOC – og ikke mindst mange olympiske specialforbund, som har OL som den altovervejende indtægtskilde – vil gå ”utrolig langt” i forhold til den globale folkesundhed, for at gennemføre OL og PL i sommeren 2021. Aflysning af legene vil medføre tab af gigantiske tv-indtægter og stærkt faldende indtægter fra kommercielle partnere, hvilket vil kaste alle olympiske sportsgrene – undtagen fodbold – ud i en eksistentiel, økonomisk krise. Udsættelse af OL og PL har allerede medført en ekstraregning på 12 milliarder kr. for Japan som nation og Tokyo som by. Ekstraudgifterne skal især bruges til en lang række foranstaltninger, der skal forhindre smittespredning under legene. Derudover har opbakningen fra den japanske befolkning til afholdelse af OL og PL været markant faldende i de seneste måneder. Den seneste måling fra nyhedsmediet Kyodo News viser at over 70 % af den japanske befolkning går ind for en yderligere udsættelse eller en fuldstændig aflysning af legene. De fleste – og ikke mindst ”sportsfanatikere” – kan nu ”kun” håbe på at en godkendt vaccine kan skabe større og bedre sikkerhed for alle – atleter, trænere, ledere og tilskuere – når mennesker fra mere end 200 lande samles for at dyste om olympisk og paralympisk hæder.

Danmark har kvalificeret atleter og hold i mange sportsgrene

Årets aflysninger af VM i bl.a. badminton, brydning, kajak og roning samt aflysningerne af EM i bl.a. atletik og svømning gør det meget vanskeligt at vurdere de danske medaljechancer i Tokyo. Helt overordnet kan det konstateres at Danmark på nuværende tidspunkt har kvalificeret atleter og hold til OL i 12 forskellige sportsgrene: Atletik, bordtennis, bueskydning, brydning, cykling (bane og landevej), håndbold (mænd), kajak, ridning (dressur, military og spring), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Danmark rigtig gode chancer for at kvalificere atleter i badminton og golf ud fra ranglisteplaceringer, så antallet af sportsgrene formentlig lander helt tæt på 15, som var antallet af danske sportsgrene ved OL 2016.

Banecykling har de fleste og største OL-medaljechancer

De største danske OL-medaljefavoritter skal efter min opfattelse findes i banecykling, hvor de danske ryttere ved VM i februar opnåede imponerende resultater. Årets suverænt bedste danske sportspræstation er efter min mening VM-guld og verdensrekord med tiden 3.44.672 i 4 km holdforfølgelsesløb. Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Rasmus Pedersen vandt foran New Zealand og Italien, hvorimod stolte banecykelnationer som Australien og Great Britain skuffede fælt. Disse to nationer har traditionelt kæmpet om OL- og VM-guldet igennem en længere årrække. Og de vil helt sikkert forsøge at udfordre Danmark i kampen om OL-guldet i Tokyo. Jeg tror også på OL-medalje til de to rutinerede baneryttere – Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv– i parløb. Begge har tidligere vundet OL-medaljer og i februar 2020 blev de suverænt verdensmestre. Det bliver også rigtig spændende at følge både Julie Leth og Amalie Dideriksen i parløb og Amalie Dideriksen i omnium ved det kommende OL. De seneste års VM- og World Cup-resultater har vist at der – også hos de kvindelige baneryttere – er medaljepotentiale.

Cykling er klart den sportsgren i Danmark, som har vist de bedste resultater og den største sportslige fremgang i de seneste 3-4 år. Danske ryttere har også i 2020 opnået flotte resultater, både i klassikere som Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a Espana samt endags-klassiskere som Gent-Welvelgen, som i år blev vundet af eks-verdensmesteren Mads Pedersen.  Det imponerede internationale niveau blandt danske ryttere blev også bekræftet ved VM 2020 i september, som blev afholdt i Italien. Det blev ikke til VM-medaljer, men hele 4 top 8-placeringer i 4 forskellige OL-discipliner: Jakob Fuglsang blev nr. 5 i linjeløb, Kasper Asgren blev nr. 6 i enkeltstart, Cecilie Uttrup blev nr. 8 i linjeløb og Emma Norsgaard blev nr. 7 i enkeltstart. Af den årsag må også landevejsryttere tilskrives gode medaljechancer, når det går løs på landevejene i og udenfor Tokyo.

Sejlsport er traditionelt en stærk dansk OL-sportsgren 

Jeg tror også på OL-medaljer i sejlsport – en af de klassiske danske OL-sportsgrene. Danske sejlere har igennem årene vundet hele 30 OL-medaljer, heraf 12 af guld. VM 2020 i olympiske discipliner som 49’er, 49’er FX, Nacra og Laser Radial, der blev afholdt i Australien umiddelbart før pandemiens udbrud, gav desværre ingen VM-medaljer, men hele 4 top 8-placeringer: Anne-Marie Rindom blev nr. 4 i Laser Radial, Jonas Warrer og Jacob Precht blev nr. 7 i 49’er, Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby blev nr. 6 i 49’er FX, mens Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck blev nr. 8 i Nacra. Størst OL-medaljepotentiale i Tokyo har efter min mening Anne-Marie Rindum i Laser Radial. Rindom har bl.a. vundet 2 VM-guld og 2 VM-bronze inden for de seneste 5 år og ved OL 2016 blev det til OL-bronze. Jeg tror også at Cenholt og Lübeck har gode chancer for at erobre en (overraskende) OL-medalje i farvandet ud for Tokyo.

Roning og badminton har også OL-medaljekandidater

Blandt gode danske præstationer i 2020 bør også nævnes Sverri E. Nielsens EM-guld i roning, ikke mindst fordi to af den stærke færings formodentligt værste konkurrenter til det kommende OL – Kjetil Borch fra Norge og Oliver Zeidler fra Tyskland – blev besejret klart i en flot disponeret finale.  Også Viktor Axelsens All England-sejr i badminton, der blev spillet umiddelbart før Covid-19 pandemiens globale lock-down var blandt de bedste danske sportspræstationer i 2020.

Håndboldlandsholdet for herrer leverede det mest skuffende resultat

Årets mest skuffende sportspræstation var efter min opfattelse det danske herrelandshold i håndbold ved EM i starten af 2020. Det er yderst sjældent at en regerende olympisk mester og verdensmester må forlade EM efter det indledende gruppespil. Men étmål-nederlag til Island og uafgjort mod Ungarn betød tidlig hjemrejse for et ellers meget sejrs- og medaljevant dansk landshold. Det bliver spændende at følge herrelandsholdets præstationer, både ved VM i Egypten om få uger og ikke mindst ved OL, hvor titlerne skal forsvares. Jeg bliver ikke overrasket, såfremt det bli’r til både VM- og OL-medalje – måske ikke af guld – men kvaliteten og især bredden af topspillere på det danske herrelandshold er i disse år helt unik. Samme kvalitet og bredde findes ikke på kvindelandsholdet i håndbold, selv om EM på hjemmebane indeholdt flere opløftende elementer og godt spil frem til en meget skuffende præstation mod turneringens overraskelse Kroatien i kampen om bronzemedaljer.

Fodboldlandsholdet for herrer skal til to “eksaminer” i det kommende år

Det danske herrelandshold i fodbold står overfor to meget spændende ”eksaminer” i 2021: EM-slutrunden 2020 med tre hjemmekampe i Parken: Finland (12. juni), Belgien (17. juni) og Rusland (21. juni). Ud fra de enkelte nationers placeringer på FIFA’s verdensrangliste er Belgien (nr. 1) og Danmark (nr. 12) favoritter til at gå videre fra gruppespillet, men også i fodboldens verden sker der af og til store overraskelser. For mig vil det også være en stor overraskelse – eller mere præcist en stor skuffelse – såfremt det ikke lykkes Danmark i 2021 at kvalificere sig til VM 2022 i fodbold, der skal afholdes i oliestaten Qatar. Modstanderne i VM-kvalifikationer – Østrig (nr. 23), Skotland (nr. 48), Israel (nr. 87), Færøerne (nr. 107) og Moldova (nr. 177) – er alle placeret markant lavere på FIFA’s verdensrangliste end Danmark (nr. 12).

Til slut vil jeg gerne ønske alle – atleter, trænere, ledere og tilskuere – i dansk og international eliteidræt – en glædelig jul og et særdeles travlt nyt sportsår.

Felt