På torsdag eftermiddag vil flere hundrede færinger være på plads i Max-Schmeling-Halle i Berlin og titusinder på ø-riget midt i Atlanten vil med glødende interesse følge Færøernes VM-kvartfinale for U21-landshold i håndbold mod Serbien. 5 sejre i lige så mange kampe, bl.a. mod Spanien (34-31) og Portugal (27-19) – de to finalister ved ”U20 EHF 2022” – har overrasket og imponeret alle med interesse for international håndbold. Det vil være sensationelt – men bestemt ikke urealistisk – såfremt Færøerne med kun 2.500 registrerede håndboldspillere i den kommende weekend vinder en VM-medalje i ungdomshåndbold.
Håndbold – en meget populær sport for børn og unge på Færøerne
Færøerne, som består af hele 18 øer af vulkansk oprindelse mellem Storbritannien, Island og Norge, har siden 1814 været en del af Kongeriget Danmark med selvstyre i et af verdens ældste parlamenter: Lagtinget. Befolkningstallet på Færøerne er beskedne 54.000 – samme antal som i kommuner som Hillerød og Fredericia. På de fleste færøske øer er håndbold – sammen med fodbold – den mest populære og nogle gange også eneste fritidsaktivitet blandt børn og unge. Håndboldens popularitet på Færøerne betyder at den relative andel af børne- og ungdomsspillere er næsten tre gange så stor som i Danmark. Hondbóltssamband Føroya (HSF), som blev stiftet i 1980, har i dag selvstændig status hos både European Handball Federation (EHF) og International Handball Federation (IHF).
Færøerne uden selvstændigt medlemskab af IOC
Færøerne har siden midten af 1980’erne – desværre indtil videre forgæves – søgt selvstændigt medlemskab af den Internationale Olympiske Komité (IOC), som har afvist medlemskabet til Færøerne af politiske årsager. Samme holdning har IOC til selvstændigt medlemskab for Grønland. På nuværende tidspunkt har tre færøske atleter deltaget ved OL – repræsenterede Danmark – svømmeren Pál Joensen (2012) og de to roere – Katrin Olsen (2012) og Sverri Nielsen (2021). Færøerne vil heller ikke optræde som selvstændig nation ved det kommende OL 2024 i Paris.
Færøernes største profiler på vej til Bundesligaen
Færøernes pt. største profil på U21-landsholdet er utvivlsomt Elias Ellefsen Á Skipagötu, som både er VM-topscorer med 39 mål og den mest assisterende VM-spiller med 31 afleveringer i 5 kampe. Den 21-årige Elias Ellefsen Á Skipagötu har de seneste tre sæsoner spillet for IK Sävehof, hvor har i sæsonen 2021-2022 var den mest værdifulde spiller (MVP) i Handbollsligan. Efter sommerferien fortsætter stortalentet karrieren hos det tyske mesterhold THW Kiel på en 3-årig kontrakt.
Også højreføljen Hákun West Av Teigum, som i lighed med Ellefsen er profil på både U21 og A-landsholdet, skiftede som 16-årig til Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA). De seneste tre sæsoner er Hákun West Av Teigum blevet mere og mere værdifuld for ligaholdet i Skanderborg Aarhus Håndbold og han skifter hen over sommeren adresse til en af topklubberne – Füchse Berlin – i verdens stærkeste liga: Bundesligaen.
Herreligaen på Færøerne består af 7 klubber, men flere og flere af de allerbedste spillere vælger – ofte som ungdomsspillere – at fortsætte karrieren i de bedste eller næstbedste ligaer i Norge, Sverige, Danmark eller på Island. Der er pt. 25 spillere fra Færøerne, som enten er fuldtidsprofessionelle eller kombinerer elitehåndbolden med studier eller deltidsarbejde i udlandet. Blandt andet vil Rói Ellefsen Á Skipagötu (lillebror til Elias) og Pætur Mikkjalsson i næste sæson repræsentere IF Hallby HK, mens den kun 18-årige Óli Mittun (MVP og topscorer ved ”U18 EHF 2022”) fortsat vil spille for IK Sävehof. Færøernes internationale succes blandt de mandlige ungdomslandshold har allerede fået mange agenter og flere storklubber i bedste europæiske ligaer til at rette blikket mod talenterne fra de 18 mindre øer i Atlanten.
Robusthed og identitet er blandt de vigtigste årsager
Ifølge Peter Bredsdorff–Larsen, som de seneste to år har været cheftræner for A-landsholdet, er der flere sammenhængende årsager til den unikke talentudvikling i færøsk håndbold. For det første er spillerne særdeles robuste – ikke mindst mentalt. De er opvokset i barsk natur og under til tider ekstreme vejrforhold, som stiller fysiske krav om udholdenhed, mod og styrke. For det andet stiller spillerne – som meget ofte har familiære relationer med hinanden – store krav til sig selv og deres holdkammerater. Spillerne kender således hinanden rigtig godt, både i med- og modgang. Og for det tredje udviser de enkelte landshold stor intensitet og energi – uanset om modstanderen er Danmark, Sverige, Frankrig eller Tyskland og uanset om holdet er langt foran eller bagud.
Færøerne – eller Danmark II – til OL 2028 eller OL 2032?
Fightervilje, mod og intensitet bliver der også brug for når Færøerne om 7 måneder skal deltage i nationens første internationale slutrunde for seniorlandshold: EHF EURO 2024 i Tyskland. Færøernes kampe i den indledende pulje afvikles i Berlin, hvor modstanderne er Norge, Slovenien og Polen – alle nationer, som er seedet til en højere ranking end Færøerne. Ø-riget i Atlanten vil naturligvis være ”underdogs” i alle kampene, hvilket imidlertid en rolle, som passer dem glimrende. Drømmen om succes ved EM 2024 eller deltagelse ved VM 2025 i Kroatien, Norge og Danmark er absolut ikke urealistisk for det færøske landshold. Og måske er kvalifikation til OL 2028 i Los Angeles eller OL 2032 i Brisbane også mere end bare et drømmescenarie for det stolte folkefærd. Spørgsmålet er så om en eventuel OL-deltagelse skal ske under navnet Føroya … eller Danmark II. Det sidste vil være en ”skamplet” – både for Danmark og især for IOC.
Kilder:
Hondbóltssamband Føroya (HSF) – https://hsf.fo/
International Handball Federation (IHF): https://www.ihf.info/competitions/junior-men/310/24th-ihf-mens-junior-u21-world-championship/121823/