Blogs

UEFA Champions League: De rige bli’r rigere og de fattige bli’r …

13. oktober 2020

I næste uge spilles første runde af UEFA Champions League’s gruppespil i sæsonen 2020-2021. Og for første gang siden efteråret 2013 med en dansk klub – FC Midtjylland – blandt de 32 klubber, som er fordelt i 8 grupper. 47 klubber fra 40 nationer i Europa formåede ikke at kvalificere sig til gruppespillet og må hermed vente endnu et år på at komme igennem ”nåleøjet” til de mindst 225 millioner kr., som tilfalder alle 32 klubber fra 14 nationer i CL-gruppespillet.

FCM er debutant i CL-gruppespillet

FCM’s placering som nr. 102 på UEFA’s rangliste indikerer at klubbens kvalifikation til CL-gruppespillet og ikke mindst den medfølgende kapitaltilførsel absolut ikke er hverdag for den ambitiøse fusionsklub fra Herning-Ikast, der så sent for 7 år siden var snublende nær på økonomisk konkurs. Den engelske rigmand Matthew Benham, der også er ejer af den engelske Championship-klub Brentford F.C., opkøbte på daværende tidspunkt hovedparten af klubbens aktier og sikrede den hermed økonomisk. Efterfølgende har FCM med 3 danske mesterskaber, én sølv- og to bronzemedaljer samt en pokaltitel på 6 sæsoner overtaget FCK’s dominans i dansk fodbold. De kommende måneder og år vil vise om FCM også kan begå sig på den største internationale fodboldscene: UEFA Champions League.

Økonomisk kapitalkoncentration i de største ligaer

Pengestrømmene i UEFA Champions League er gigantiske, hvilket fremgår af den seneste årlige rapport fra den internationale revisions- og analysevirksomhed Deloitte. Den samlede omsætning i europæisk fodbold er på knap 220 milliarder kroner og udgør mere end 80 % af omsætningen for samtlige sportsgrene i Europa. Og næsten 2/3 af omsætningen i europæisk fodbold findes indenfor de fem største ligaer: Premier League (England), La Liga (Spanien), Bundesligaen (Tyskland), Serie A (Italien) og Ligue 1 (Frankrig). Den økonomiske koncentration i de største ligaer er kun gået én vej siden årtusindskiftet: Opad. Den økonomiske vækst skyldes primært astronomiske tv-kontrakter, både i forhold til de nationale ligaer og de to europæiske klubturneringer: Champions League (CL) og Europa League (EL).

Salg af TV-rettigheder = klubfodboldens økonomisk succes

 UEFA sælger tv-rettighederne til Champions League på flerårige kontrakter til en række forskellige tv-selskaber, som sender kampene på tirsdage og onsdage i ét eller flere lande. De enkelte CL-kampe indgår i forskellige pakker, hvor nogle kampe er ”gratis”, mens andre er ”pay-per-view” kampe. Tv-selskaberne handler også rettighederne imellem hinanden på tværs af landegrænserne. Salg af tv-rettigheder til Champions League udgør langt hovedparten af UEFA’s samlede indtægter. Og disse er næsten fordoblet igennem de seneste 5 år, nemlig fra 11 milliarder kr. i 2014 til 21 milliarder i 2019. Derimod udgør den økonomiske omsætning på kampdage fra tilskuere, både nationalt og internationalt, kun 10-15 % af den samlede omsætning. Den altafgørende årsag til at sidste sæsons Champions League og Europa League blev afviklet over én kamp, uden tilskuere og inden for få dage fra kvartfinaler og frem til finalen var ikke sportslig, men udelukkende økonomisk. De substantielle bidrag til UEFA og de enkelte europæiske topklubber fra tv-kontrakter og eksponering af multinationale sponsorer var simpelthen alt for store til at CL og EL ikke blev færdigspillet. 

Europæiske topklubber er ejet af ikke-europæisk kapital

UEFA understøtter koncentration af gigantiske summer i de fem største ligaer ved at fordele 70 % af udbetalingerne fra de to europæiske klubturneringer – Champions League og Europa League – til netop disse fem fodboldnationer. De fem største ligaer er også på forhånd tildelt 19 pladser – eller 60 % – ud af 32 pladser i CL’s gruppespillet. En væsentlig forklaring på denne fordeling er en latent trussel fra de pengestærkeste klubber – Real Madrid C.F., F.C. Barcelona, Manchester United F.C., F.C. Bayern München, Paris Saint-Germain F.C., Manchester City F.C. og Liverpool F.C. – om at gå egne veje i form af en ”lukket turnering” udelukkende for disse klubber. De europæiske topklubber, hvoraf de fleste er ejet af investorer fra Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, USA eller andre lande uden for Europa, har igennem det seneste tiår haft årlige vækstrater på 8-10 % og de enkelte klubbers årlige omsætning er i dag på 5-7 milliarder kr.

De rigtigste klubber har monopol på sportslig succes

UEFA har strakt sig meget langt sportsligt for at tilgodese de pengestærkeste klubber og i dag er Champions League en ”lukket VIP-fest” for de rigeste, mens mindre nationers bedste klubber – i bl.a. Danmark, Sverige og Norge – i langt de fleste tilfælde må ”nøjes med” at kvalificere sig til den næstbedste europæiske klubturnering: Europa League og fra næste sæson den tredjebedste europæiske klubturnering: Conference League. Den enorme kapitalkoncentration hos topklubberne i de fem største ligaer har også en række sportslige konsekvenser. I sæsonen 2019-2020 formåede ingen klubber fra andre end de fem største ligaer at spille sig videre blandt de 16 bedste klubber fra gruppespillet. Og på UEFA’s ranking, som er udregnet efter klubbernes resultater i de seneste 5 års europæiske klubturneringer, er der kun 3 klubber – F.C. Shaktar Donetsk fra Ukraine (nr. 12), F.C. Porto (nr. 19) og S.L. Benfica (nr. 20) fra Portugal – blandt de 20 højst rangerede klubber.  

Uligheden i europæisk klubfodbold bli’r større og større

Udviklingen i europæisk fodbold er éntydig: De rigeste klubber i de største ligaer bli’r rigere og rigere. Og klubberne i de mindre ligaer – bl.a. den danske Superliga – får (måske) en (marginalt) større økonomisk omsætning, men i relation til finansielle kapløb blandt Europas pengestærkeste klubber bli’r klubberne fra de mindre nationer fattigere og fattigere. De bedste spillere – også fra Danmark – vil naturligt søge mod de fem stærkeste ligaer og koncentrationen af topspillere er – og vil fremover yderligere være – på relativt få klubber. Det er tankevækkende at den næstbedste række i England – The Championship – i dag har en væsentligt større omsætning end f.eks. de bedste ligaer i Holland, Belgien og Portugal. På et ”globalt og ureguleret marked” vil de (få) stærkeste altid klare sig bedst. Og med kapitaloverførsler over landegrænser og kontinenter vil uligheden (bare) blive større og større – især inden for fodbold, som har hele verdens befolkning som forbrugere. 

Du kan få yderligere informationer her:

 

 

 

Læs mere

En gentleman fra Croydon

22. september 2020

På lørdag eftermiddag er der topopgør i verdens bedste fodboldliga: Crystal Palace FC møder Everton FC fra Liverpool på Selhurst Park i den sydøstlige del af London. Det er meget få, som havde forudset et topopgør mellem disse to klubber efter de to første spillerunder og det er helt sikkert endnu færre, som tror at hjemmeholdet – The Eagles – slutter i ligaens bedste halvdel, når sæsonens 38 kampe er færdigspillet. Alligevel sættes der hver gang Crystal Palace spiller ny rekord af den 73-årige manager Roy Hodgson – en gentleman fra Croydon, som hver dag beviser at alder er relativ og kvalitet kan være livslang.

Roy Hodgsons baghave: Et nedslidt, trist og fattigt forstadskvarter  

Jeg besøgte kort tid efter Roy Hodgsons tiltrædelse som manager i Crystal Palace for 3 år siden den nedslidte og triste bydel Croydon, hvor Roy Hodgson er født og opvokset. Roy’s mor arbejdede i et bageri og hans far var buschauffør i et af Londons fattigste områder, hvor boligblokke af beton, sammenbyggede rækkehuse, grønthandlere, frisørsaloner, fish-and-chips butikker, betting-firmaer og pubber udgør et rodet og rå forstadskvarter. På samme måde som de mange forskellige etniciteter udgør det pulserede og farverige gadebillede. Der var på ingen måde tilfældigt at Croydon for snart 10 år siden var centrum for en række uroligheder, hvor huse og butikker blev sat i brand og konfrontationer mellem politi og urostiftere blev forsidestof i medierne. Roy var som dreng, i modsætning til sin far som var Newcastle United-fan, glædende Crystal Palace-tilhænger og han forsøgte også at slå igennem som ungdomsspiller i favoritklubben. Det lykkes imidlertid aldrig, men drømmen om at vinde fodboldkampe, respekt og anerkendelse med Crystal Palace forblev uændret hos Hodgson igennem hans livslange karriere som manager for 16 forskellige klubber og landshold i 8 forskellige lande.  

Stor sportslig succes i Sverige: 4 mesterskaber og to pokaltitler

Roy Hodgson blev uddannet idrætslærer, men allerede som 23-årig begyndte Hodgson sin trænerkarriere i engelske amatørklubber. Det var imidlertid først med ansættelse som cheftræner i Halmstad BK i midten af 1970’erne at hans imponerende trænerkarriere for alvor tog fart. Halmstad BK var på daværende tidspunkt bundhold og nedrykningstruet i Sveriges bedste fodboldliga – Allsvenskan – men på rekordtid indførte Hodgson en ny spillestil med stor succes: Halmstad BK vandt sensationelt det svenske mesterskab i Hodgsons første sæson i klubben, hvilket gentog sig tre år senere. Også i Malmø FF, som altid har været en af Sveriges topklubber, opnåede Hodgson med 2 mesterskaber og 2 pokaltitler på fire sæsoner (1985-1989) stor sportslig succes. På grund af disse præstationer blev Hodgson meget anerkendt og han havde stor indflydelse på svensk fodbolds udvikling igennem 1970’erne og 1980’erne. Hodgson introducerede – sammen med sin gode ven og trænerkollega Bob Houghton – zoneopdækning med en høj offside-line af de fire forsvarsspillere samt et høj pres på modstandernes boldholder af midtbane- og angrebspillerne.

Grundstenen til FCK’s dominans i dansk fodbold

Roy Hodgson lagde også grundstenen til FCK’s sportslige succes i de seneste tiår, selv om han kun var tilknyttet klubben i en enkelt sæson: 2000-2001. Hodgson er efter min opfattelse den klart største trænerkapacitet, som har virket i Superligaen. På rekordtid lykkes det den rutinerede englænder, som på daværende tidspunkt også havde været træner for Milano-klubben Inter i Serie A og landstræner i Schweiz, med et klassisk britisk 4-4-2 spilkoncept og en stærk disciplin på holdet eksemplificeret gennem de to ledertyper: Jacob Laursen som midterforsvarer og Ståle Solbakken som bagerste midtbanespiller at opnå stor sportslig succes: FCK tabte kun 4 kampe i sæsonen 2000-2001 og blev suveræn dansk mester. På mange måder har Hodgson sammensat sit spilkoncept efter simple principper – i modsætning til mange ”moderne” trænere og managere. Hodgson har f.eks. altid troet på at jo længere bolden er fra ens eget mål, jo færre mål scorer modstanderne. Hodgson blev også i FCK kendt for sin rå – men også familiære – omgangstone med spillere, stab, formand og bestyrelse. FCK har naturligvis udviklet og nuanceret Hogdsons 4-4-2 spilkoncept, men der er efter min opfattelse ingen tvivl om at det primært var Hodgson, som ændrede FCK fra at være et middelmådigt hold til et mesterhold.

”England Manager”: Øretævernes holdeplads

Det er naturligvis langtfra kun succes, som kan hæftes på Roy Hodgsons karriere som manager igennem mere end 4 årtier. Blandt hans mere ”mørke” kapitler kan nævnes en meget kortvarig periode i efteråret 2010 som manager for et af storklubberne i britisk fodbold: Liverpool FC. På trods af en 3-årig kontrakt blev forholdet mellem Hodgson og spillere, stab, bestyrelse og ikke mindst fans i LFC aldrig velfungerende – kemien passede simpelthen. Heller ikke Roy Hodgson’s virke som manager for det engelske landshold i perioden 2012-2016 blev for alvor nogen succes. For enhver engelsk manager er drømmejobbet ”England Manager”, men presset fra især medierne på denne position er ubønhørligt og til tider meget smerteligt. Det virker som om flere af de engelske medier stadig lever ”i skyggen af” VM-triumfen på Wembley i 1966. I løbet af Hodgsons 4-årige ansættelse som manager opnåede England sin hidtil bedste placering som nr. 2 på FIFA World Ranking (efterår 2013). Det lykkes også Hodgson at kvalificere England til både VM 2014 i Brasilien og EM 2016 i Frankrig, men begge slutrunder blev sportslige fiaskoer. Forventningerne til det engelske landshold var tårnhøje forud for VM 2014, men nederlag til både Italien (1-2) og Uruguay (1-2) samt en målløs kamp mod Costa Rica sendte nationens stolthed – ”The Three Lions” – ydmygede retur efter det indledende gruppespil. Resultaterne satte Hodgson under et voldsomt pres i de britiske medier og blandt de entusiastiske – eller mere præcist fanatiske – engelske fans. Og med det absolutte lavpunkt – det traumatiske nederlag på 1-2 til ”miniputnationen” Island i ottendels-finalen ved EM 2016 – var Hodgson’s tid som manager for det engelske landshold forbi.

Hjem til barndommens gade og ungdommens legeplads

På grund af de manglende resultater med det engelske landshold var der også mange som tvivlede på Roy Hodgsons kvalitet som manager for barndomsklubben Crystal Palace, da han blev tilbudt jobbet i september 2017. Og starten som Crystal Palace-manager var også alt andet end prangende: 7 tabte kampe og en målscore på 0-17. Hodgson havde imidlertid en stærk tro, både på hans spilkoncept og på stenhårdt arbejde, hvilket altid har været en del af Hodgsons hverdag. Langsomt – men sikkert – fandt holdet og Hodgson hinanden. Og med 44 points i de resterende 31 kampe opnåede klubben en formen 11. plads i Premier League. Der er aldrig tidligere sket i Premier Leagues historie at et hold har undgået nedrykning efter at have tabt de første 7 kampe af turneringen. Også Hodgsons anden sæson (2018-2019) blev en succes med en 12. plads og 49 points – det højeste antal points, som klubben nogensinde har opnået. Heller ikke i Hodgsons tredje sæson (2019-2020) var Crystal Palace med en 14. plads og 43 points i nærheden af nedrykning, hvilket betød at Hogdsons kontrakt med barndomsklubben blev forlænget til sommeren 2021.

På lørdag eftermiddag vil efterkrigs- og arbejderdrengen fra Croydon igen sætte sig ved sidelinjen på Selhurst Park og følge hver detalje ”on the pitch” – en gentleman er tilbage i barndommens gade og på ungdommens legeplads. 

Du kan læse mere om her:

  • Richard Allen: Roy Hodgson: A football Life: The first biography of England’s manager (2014).
  • Mike Carson: The Manager – Inside the Minds of Football’s Leaders (Bloomsbury Publishing Plc., 2013).

 

 

 

 

Læs mere

Putin, statsdoping og ny (inter)national lov

28. august 2020

Sport har, både før og efter kommunismens sammenbrud i starten af 1990’erne, haft en helt særlig status og rolle i Rusland. Det skyldes ikke mindst præsident Vlademir Putins stærke personlige passion for sport, som han har anvendt som et essentielt våben til at styrke sig selv og sit politiske projekt om et forenet Rusland igennem de seneste to årtier. Og ikke mindst har Putin gennem internationale sportsevent, som bl.a. VM 2013 i atletik, Vinter-OL 2014, VM 2015 i svømning, Formel 1-løb og senest VM 2018 i fodbold brugt sport til at positionere Rusland internationalt. Langt hen af vejen er Putin, der bl.a. har sort bælte i judo og stadig spiller ishockey, lykkes med at anvende sport som internt og eksternt ”våben”, men et statsstyret dopingprogram og de efterfølgende udelukkelser fra OL 2016, vinter-OL 2018 samt de kommende to olympiske lege – OL 2021 i Tokyo og vinter-OL 2022 i Beijing har også været – og er fortsat – en alvorlig trussel mod Putins nationale projekt og Ruslands internationale renommé. Kun russiske atleter, der kan bevise, at de ikke har været en del af det statslige dopingprogram, må på nuværende tidspunkt deltage i internationale sportsevents under neutralt flag.

En af “fædrelandets sønner” vendte Rusland ryggen 

Det statsstyrede dopingsystem er hovedtemaet i bogen: «The Rodchenkov Affair. How I Brought Down Putin’s Secret Doping Empire« (Ebury Publishing, London, UK, 2020), som netop er udkommet. Bogens forfatter er Dr. Grigory Rodschenhov, der i perioden 2006-2015 var direktør for Ruslands eneste World Anti-Doping Agency-akkrediterede laboratorium. Den 61-årige Rodchenkov, der har en Ph.d.-grad i kemi fra Moskva Universitet, valgte i starten af 2016 at flygte fra Rusland til USA, efter at WADA’s uafhængige kommission igennem en længere periode havde fremkommet med adskillige beskyldninger mod Rodchenkov, bl.a. om bortskaffelse og destruktion af 1.417 dopingprøver fra vinter-OL 2014 og afpresning af russiske atleter for at skjule deres positive testresultater. Rodchenkov frygtede for sin sikkerhed i Rusland og han lever i dag – 4 år senere – stadig skjult under USA’s vidnebeskyttelsesprogram. To af Rodchenkovs nærmeste medarbejdere fra ”antidoping-laboratoriet” i Moskva – Vyacheslav Sinyev og Nikita Kamaev – døde “uventet” i månederne efter, at dopingskandalen startede. 

En livsfarlig “cocktail”

Efter flugten fra Rusland har Rodchenkov, dels i interviews med medier, dels via medvirken i Netflix-dokumentaren Icarus og dels gennem vidneudsagn til McLaren-rapporten, været særdeles åben om hans centrale rolle i Ruslands systematiske statsdoping. Især Mc-Laren-rapporten, som var en uafhængig undersøgelse bestilt af WADA, indeholder detaljerede oplysninger om at det russiske sikkerhedspoliti (FSB) deltog aktivt i at dække over positive dopingprøver fra mere end 1.000 russiske atleter fra mere end 30 forskellige sportsgrene, såvel sommer-, vinter- som parasportsgrene. McLaren-rapporten fastslog også at Moskva-laboratoriet under Rodchenkovs ledelse opererede under statskontrol og at ansatte på Moskva-laboratoriet blev pålagt at være en del af det statslige system, der gjorde det muligt for russiske atleter at konkurrere og ikke mindst vinde OL- og VM-medaljer via brug af dopingstoffer. Det største svindelnummer blev foretaget i forbindelse med vinter-OL 2014 i Sojti, hvor Rodchenkov i dagtimerne fungerede som internationalt anerkendt leder af “antidoping-laboratoriet”, men om natten var hjernen bag et gigantisk svindelnummer. Rodchenkov udnyttede sin faglige viden som kemiker til at udvikle en ”cocktail” bestående af tre anabolske sterioder – oxandrolone, methenolone og trenbolone – som han blandede med spiritus og ”leverede” til et stort antal russiske atleter. ”Cocktailen” skulle gugles rundt i munden et par gange inden den blev spyttet ud. De forbudte stoffer blev opløst i alkoholen og optaget gennem mundhulen. Samtidigt blev der udarbejdet en særlig liste med atleter, hvis dopingprøver automatisk skulle udskiftes for deres egen rene urin opbevaret i ”FSB Command Center” i Sotji. Det lykkes nemlig agenter fra det russiske sikkerhedspoliti at finde en metode til at åbne og genlukke de reagensglas, der normalt skulle være umulige at manipulere med. Forud for vinter-OL var der blevet boret et hul i væggen på “antidoping-laboratoriet”, som var under streng kontrol af WADA og en række internationale dopingeksperter. Og under vinter- OL blev de russiske atleters urinprøver om natten smuglet ud en hemmelig agent forklædt som VVS-mand og hen til det det nærliggende hovedkvarter for sikkerhedspolitiet, som lå i samme bygningskompleks. Rodchenkov var, både i 2014 og i dag, overbevist om at ”cocktailen” var med til at forbedre de russiske atleters sidste procenter i jagten på OL-succes – og ikke mindst medaljer – på hjemmebane i Sotji.

Doping – også et familieanliggende

Den nye bog tilføjer en række nye oplysninger om statsdoping i Rusland og ikke mindst Dr. Grigory Rodchenkov’s rolle i ”systemet”. Bogen indeholder spændende kapitler om Rodchenkovs barndom og ungdom som talentfuld mellemdistance-løber og ikke mindst hans første erfaringer med anvendelse af doping som 22-årige student ved Moskva. Den unge Rodchenkov fik især råd og vejledning af hans mor, der arbejdede som læge på et hospital i Moskva, hvor hun bl.a. skaffede ampuller med nandrolon – et væksthormon, som var meget anvendt af atleter fra især Østbloklande som Sovjetunionen og DDR. Bogen indeholder også kapitler om Rodchenkov’s karriere inden for Ruslands Olympiske Komité og hans ”samarbejde” om brug af ulovlige stoffer med hans søster – Marina Rodchenkova – der i 2012 blev dømt og fængslet for indkøb og salg af forbudte stoffer. Rodchenkov fortæller bl.a. i bogen at han ikke blev fængslet af russiske myndigheder i 2012, fordi de havde ”øremærket” ham til at dope ”fædrelandets atleter” ved vinter-OL 2014 i Sotji.

Ny lov i USA kan “vende op og ned” på magtforhold i international eliteidræt

Bogen er udkommet på et særdeles interessant tidspunkt, hvor USA’s senat står overfor at vedtage en særlig lov – ”The Rodchenko Anti-Doping Act (RADA) – som vil give de amerikanske myndigheder en hidtil uset kontrol over international eliteidræt – til stor utilfredshed for både den Internationale Olympiske Komité (IOC) og World Anti-Doping Agency (WADA). RADA blev i efteråret 2019 vedtaget af Repræsentanternes Hus og såfremt den også vedtages i Senatet skal RADA derefter underskrives af præsident Donald Trump før den officielt ophæves til lov. Lovens formål er at retsforfølge personer, organisationer og virksomheder – herunder sponsorer – som har viden om og/eller medvirker til doping af atleter – amerikanske og ikke-amerikanske – i større international sportskonkurrencer gennem brug af forbudte stoffer eller metoder. Loven gælder alle større internationale sportskonkurrencer – som f.eks. OL og VM – hvor amerikanske atleter deltager og hvor arrangørerne modtager sponsorering fra virksomheder, der driver forretning i USA. Lovens sanktioner inkluderer bøder på op til $ 1 million eller fængsel på op til 10 år, afhængigt af lovovertrædelsen. Individuelle atleter, der bliver testet positiv for doping, vil ikke blive straffet i henhold til loven, men atleter, der mener at de er blevet snydt af konkurrerende atleter eller andre, der er involveret i statsstøttet doping, kan anlægge civilt søgsmål mod disse. IOC og WADA ser ”The Rodchenkov Anti-Doping Act” som en meget stor trussel mod de internationale organisationers ”autonomi” og suverænitet, som efter deres opfattelse bør være ”hævet over” nationale love og retssystemer.

Det russiske antidopingagentur (RUSADA) anses i øjeblikket for ikke at være i overensstemmelse med WADA’s retningslinjer og kodeks. Men RUSADA har anket en 4-årig udelukkelse fra bl.a. de Olympiske Lege og verdensmesterskaber i udvalgte sportsgrene, til den internationale sportsdomstol – ”Court of  Arbitration for Sport” (CAS). Der venter flere storpolitiske dramaer i de kommende måneder og år – med Putin og Trump i baggrunden … eller frontlinjen.

 

 

 

Læs mere

Skal der indføres tilsyn med dansk eliteidræt?

8. august 2020

Eliteidræt har meget lav prioritet hos Folketingets politikere og regeringens ministre, undtagen når de er gæster hos Danmarks Idrætsforbund under de Olympiske Lege eller der skal uddeles priser ved årlige TV-gallashow, hvor Danmarks dygtigste sportsfolk hyldes. I løbet af det kommende efterår skal Folketingets partier imidlertid for kun tredje gang i fire årtier drøfte dansk eliteidræt i et internationalt perspektiv. Baggrunden for tilføjelserne til Lov om eliteidræt er primært den såkaldte ”svømmesag”, som udspringer af DR’s dokumentarudsendelse: ”Svømmestjerner – under overfladen” (21. april 2019) og Kammeradvokatens efterfølgende rapport: ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion”, som blev offentliggjort 7. februar 2020. På baggrund af ”svømmesagen” – og tilsvarende sager i bl.a. Badminton Danmark og Dansk Orienterings-Forbund – om mistrivsel, krænkelser og uacceptabel adfærd har Kulturministeren for få uger siden besluttet at ” … der er behov for at ændre reglerne vedr. Team Danmarks virksomhed og bestyrelsens sammensætning for at understrege Team Danmarks tilsynsforpligtelse, styrke atleternes stemme og minimere potentielle interessekonflikter/inhabilitet i Team Danmarks bestyrelse” (Pressemeddelelse fra Kulturministeriet, 2. juli 2020).

Eliteidræt på internationalt niveau er et selektivt og ekskluderende system

Der er ikke tale om en gennemgribende revision af den eksisterende Lov om eliteidræt, men udelukkende om tilføjelser. Det er efter min mening både uhensigtsmæssigt og ærgerligt. Der er nemlig mere end nogensinde før brug for at politikerne sætter ord på og retning for de(t) væsentligste formål med dansk eliteidræt i en international kontekst. Eliteidrætslovens første paragraf fastslår at ” … Team Danmark er en offentlig selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde” – men udvikle dansk eliteidræt til hvad? Der er i dag en uheldig sammenblanding af mål eller midler i forhold til Eliteidrætslovens overordnede formål. Sportslige resultater er f.eks. ikke nævnt specifikt, hverken i lovens formålsparagraf eller i de 12 opgaver, som loven beskriver. Det er imidlertid meningsløst ikke at anskue Team Danmarks arbejde ud fra et internationalt resultatperspektiv, dvs. gode sportslige resultater ved internationale mesterskaber som OL, VM og EM – men absolut ikke for enhver pris. Seksuelle krænkelser, udlevering af medicin uden lægefaglig godkendelse eller lignende hører (heller) ikke til i sportens verden, men eksempler på bl.a. mistrivsel og spiseforstyrrelser vil altid forekomme i bestemte træningsmiljøer. Ligeledes er det min opfattelse at ” … eliteidræt på internationalt niveau er et selektivt og ekskluderende system, hvor atleter kan og skal fravælges. Langtfra alle trives i et sådant system. Ja – måske er det egentligt de færreste. Der vil altid være en magtrelation mellem atlet og træner, da trænerens opgave er at fravælge og prioritere blandt atleterne. Af den årsag er det også meningsløst at sammenligne eliteidrætsmiljøer med for eksempel arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor inklusion og social omsorg er bærende værdier” (”Vil al den snak om trivsel tvinge danske atleter ned fra medaljeskamlen”, Jyllands-Posten, 8. juli 2020).

Får tilføjelserne til eliteidrætsloven konsekvenser for Team Danmarks næste støttekoncept og rammeaftale med Kulturministeriet?

Såfremt Kulturministeren og Folketingets partier undlader at drøfte og tage stilling til det mest essentielle spørgsmål i diskussionen om dansk eliteidræt i et internationalt perspektiv – nemlig de(t) overordnede formål med og retningen for udvikling af danske eliteidræt – bliver det spændende at følge lovtilføjelsernes konsekvenser, dels for Team Danmarks støttekoncept 2021-2024 og dels for rammeaftalen mellem Team Danmark og Kulturministeriet i samme periode. De seneste 4 støttekoncepter (2005-2020), der definerer hvem, hvad og hvordan Team Danmark kan støtte atleter, hold og forbund og seneste tre rammeaftaler mellem Team Danmark og Kulturministeriet (2009-2020) har betonet at det vigtigste mål har været at ” … Team Danmark-støttede specialforbund skal præstere på højeste internationale niveau og vinde medaljer ved EM, VM og OL. Samtidig skal Danmark som nation placere sig i top-5 blandt nationer under 10 mio. indbyggere og i top-25 blandt alle nationer målt på internationale ranglister” (Rammeaftale mellem Team Danmark og Kulturministeriet 2017-2020, februar 2017). Vil objektive, målbare sportslige resultater have samme værdi og betydning, når tilføjelserne til Lov om eliteidræt træder i kraft pr. 1. januar 2021 eller vil andre målsætninger opnå højere prioritet efter ønske fra Team Danmark og/eller Kulturministeren?

En ”uafhængig” funktion kan være en helt forkert løsning  

Kulturministeren ønsker med tilføjelserne til Lov om eliteidræt som tidligere nævnt at styrke Team Danmarks tilsynsforpligtelse, således at institutionen ” … er forpligtet til at føre tilsyn med, at de regler og retningslinjer, der gælder for Team Danmark, og som Team Danmark fastsætter, bliver overholdt, og at arbejdet i de specialforbund og lignende partnere, som Team Danmark samarbejder med, foregår i overensstemmelse med Team Danmarks etiske og sociale grundlag” og ” … Team Danmark etablerer en uafhængig funktion med en særligt udpeget person, som atleter, trænere og andre kan henvende sig til, hvis de oplever uacceptabel adfærd i de elitetræningsmiljøer, som Team Danmark samarbejder med. Den uafhængige funktion refererer direkte til Team Danmarks bestyrelse”. Det mest interessante med ovenstående tilføjelse er imidlertid at ” … Team Danmark er ansvarlig for at etablere og udarbejde en nærmere beskrivelse af den uafhængige funktion efter drøftelse med atleternes repræsentanter og inddragelse af Datatilsynet. Beskrivelse af funktionen skal fremgå af Team Danmarks vedtægter” (Forslag til Lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud af lotteri, juli 2020). Det vil imidlertid være altafgørende for værdien og kvaliteten af en ”uafhængig” funktion at de almene retsprincipper om adskillelse mellem en lovgivende, udøvende og dømmende magt er gældende. Såfremt Team Danmarks bestyrelse skal være både lovgivende og dømmende instans med en ”særligt udpeget person” med reference til Team Danmarks bestyrelse som udøvende instans, vil der tale om en særdeles uheldig konstruktion. Jeg har altid været meget betænkelig, når idrættens organisationer – eller andre – har etableret og udviklet ”parallel-systemer” til de almene domstole. Og lige netop i forhold til eliteidræt, hvor virksomheden i form af træning og konkurrencer hviler på et lovgrundlag, bør konflikter, tvister og alvorlige uenigheder efter min bedste overbevisning afgøres ved almene domstole, når en part – atlet, træner, sportschef, forbund eller andre – oplever et lovbrud af en modpart. De største styrker ved almene domstole er nemlig at alle aktører har ret og pligt til at afgive vidneforklaring og at alle udtalelser sker under vidneansvar. Medier og offentlig debat er helt centrale i ethvert demokratisk retssamfund, men tolkning, straf og sanktioner i forhold til samfundets love og regler – herunder også Lov om eliteidræt – skal varetages af domstolene og ikke af andre instanser. 

Habilitet gælder for alle – undtagen Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesmedlemmer

Tilføjelserne til Lov om eliteidræt indeholder også nogle positive ændringer, ikke mindst i forhold til bestyrelsesmedlemmers habilitet. Kulturministeren foreslår at ” … medlemmer af Team Danmarks bestyrelse ikke samtidig må være ansat i Danmarks Idrætsforbund eller specialforbund under Danmarks Idrætsforbund eller være medlem af bestyrelsen i et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund” (Forslag til Lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud af lotteri, juli 2020). Team Danmark bør efter min mening være en uafhængig, faglig videns-institution uden bestyrelsesmedlemmer med snævre idrætspolitiske og økonomiske egeninteresser. Det er meget positivt at Kulturministeren – efter den groteske sammenblanding af interesser hos Dansk Svømmeunions direktør, der var indstillet af DIF til Team Danmarks bestyrelse – nu foreslår at dette ikke fremadrettet kan finde sted. Men det er fortsat særdeles uheldigt at bestyrelsesmedlemmer i Danmarks Idrætsforbund fortsat – også – kan være bestyrelsesmedlemmer i Team Danmark. Der har nemlig igennem årene været en række sager, bl.a. Dansk Volleyball Forbunds stævning af og retssag mod Team Danmark (2010-2011) og sagsbehandlingen vedr. placering af et nationalt elitesportscenter (2011-2014), hvor flere af Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer, der var indstillet af DIF, havde mere end svært ved at finde ud af hvilke interesser, som de varetog: Team Danmarks eller Danmarks Idrætsforbunds. Der er efter min opfattelse ingen begrundelser for DIF’s bestyrelsesmedlemmers særstatus – i forhold til DIF’s medlemmer: Bestyrelsesmedlemmer og ansatte i specialforbundene – når det gælder medlemskab af Team Danmarks bestyrelse.   

Du kan læse om mine synspunkter og holdninger vedr. Lov om eliteidræt og ”svømmesagen” i følgende blogs:

https://ma57.dk/fortsat-paa-dybt-vand-en-redningskrans-blev-kastet-men-uden-land-i-sigte/

 

 

Læs mere

Med kroppen ind i kulturen – Idrætshistoriske strejflys

24. juli 2020

Vidste du at kærlighedsforhold mellem unge sportsmænd og mellem dem og ældre mænd, der tog sig af deres opdragelse, var en del af hverdagen i antikkens gymnasier, at gladiatorkampe i det romerske kejserrige mellem bevæbnede mænd og mod dyr var særdeles blodige og ofte med dødelig udgang, at den danske sundhedsapostel og sportsmand J.P. Müller i starten af forrige århundrede udgav en bog om hjemmegymnastik ”Mit system”, som blev solgt i mere end 1 ½ million eksemplarer både i og udenfor Europa, at Niels Bukh – grundlæggeren af Gymnastikhøjskolen i Ollerup – og Ragnhild Hveger – Århundredets danske kvindelige idrætsudøver – var særdeles tæt knyttet til og beundrer af Nazi-Tyskland før og under 2. verdenskrig, at DDR med kun 17 millioner indbyggere under Den kolde krig blev næstbedste nation ved OL 1976, OL 1980 og OL 1988 ved anvendelse af et systematisk statslig dopingsystem, at Kina anvendte 40 milliarder dollars på afholdelse af OL 2008 for at opnå status som politisk, økonomisk og sportslig stormagt og at Rusland og Putins hidtil største sportslige prestigeprojekt – de olympiske og paralympiske vinterlege i Sotji 2014 – havde en samlet pris på 55 milliarder dollars eller mere end samtlige tidligere vinter-OL tilsammen. Denne viden og meget, meget andet kan du få i bogen ”Med kroppen ind i kulturen – Idrætshistoriske strejflys” (Syddansk Universitetsforlag, 2020), som netop er udkommet. Bogen er skrevet af Hans Bonde, dr.phil. i historie og professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet under medvirken af idrætshistoriker Stanis Elsborg, som er analytiker hos Idrættens Analyseinstitut og Play the Game.

Meget mere end en undervisningsbog 

Bogens primære målgruppe er gymnasieelever og -lærere, men den henvender sig også til studerende og undervisere på seminarier, højskoler og universiteter samt personer, som er interesserede i kroppen som historisk, kulturelt, politisk og identitetsmæssigt fænomen. Bogen er altså først og fremmest en undervisningsbog, hvilket bl.a. illustreres af de mange opgaver, analyser, turguider og spørgsmål, som er indeholdt i bogens seks kapitler. Bogen består af et imponerede historisk kildemateriale, både i tekster og billeder, som giver anledning til og mulighed for læring og fordybelse hos læseren. Og de to historikere demonstrerer bogen igennem at de besidder både ”menneskekundskab og verdensforståelse”, hvilket er afgørende for at kunne stille og besvare spørgsmål på kvalificeret vis. Derudover er bogen suppleret af en række podcasts på kanalen ”Mediano Sport & Perspektiv”, hvor Bonde og Elsborg uddyber og diskuterer bogens hovedtemaer. Den nye kanal, som også indeholder en række aktuelle udsendelser om sport og politik, er blevet til et samarbejde mellem Idrættens Analyseinstitut og formidlingsportalen Idrætshistorie.dk.

Det er en svær og kompliceret opgave at gennemgå, analysere og formidle kroppen som fænomen fra det antikke Grækenland til nutidens olympiske lege. Af den årsag har forfatterne også været nødsaget til at foretage en række fravalg og i stedet fokusere på udvalgte krops- og idrætshistoriske hovedtemaer: Sporten i det antikke Grækenland og det romerske kejserrige (500 f.v.t. – 480 e.v.t.), den danske gymnastikpioner J.P. Müller og den moderne gennembrud (1870-1890), det dansk-tyske idrætssamarbejde før og under 2. verdenskrig (1933-1945), sporten som magtpolitisk middel under Den kolde krig (1948-1991) og stormagterne Kina og Ruslands anvendelse af OL 2008 i Beijing og vinter-OL 2014 i Sotji som nationalpolitisk propaganda. 

Kildekritik og metodisk indsigt er en utalt mangelvare blandt elever, studerende og undervisere

Det er desværre efter min opfattelse færre og færre gymnasieelever, studerende og undervisere, som har sikker og stærk metodisk indsigt og viden, bl.a. i forhold til kildekritik og metodiske nøglebegreber. Derfor er bogens første kapitel: ”Historisk metode og teori” et rigtig godt afsæt for de efterfølgende fem kapitler. Gennem brug af billeder, film, symboler og kilder introduceres læseren til begreber som historiebevidsthed og -brug, troværdighed og tendens, primære og sekundære kilder, første- og andenhåndsvidne, kommunikationsmodel, visuel analyse, ”blød” og ”hård magt” samt forestillende nationale fællesskaber. Her er der tale om obligatorisk pensum, såfremt læserens idrætshistoriske synsfelt skal udvides og nuanceres.

Sport, kropskultur og politik – fra antikken til Putin’s vinter-OL 2014 i Sochi

Der er, både i Danmark og udlandet, udgivet mange bøger om sport og kropskultur i det antikke Grækenland. Årsagen til dette er den franske baron Pierre de Coubertin (1863-1937), der ønskede at forbedre unge menneskers opdragelse og uddannelse igennem sport. Coubertin var meget inspireret af antikkens olympiske lege og ikke mindst at unge igennem sport og ædel kappestrid kan lære at opføre sig efter bestemte regler og tilegne sig bestemte værdier. Derudover havde Coubertin også en vision om at sport kan være et middel til at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt, bl.a. ved at unge mennesker fra hele verden mødtes hvert fjerde år for at skabe fred og forståelse mellem mennesker. Og i 1896 lykkes det så Coubertin af genoplive de olympiske lege, dog i en form og et indhold, som ligger langt fra den form og det indhold, som vi kender i dag.  

Der er en sammenhæng mellem den antikke og den moderne sportskultur, men det lykkes også på fornem vis Bonde og Elsborg at påvise nogle markante brud mellem sportens rolle i det antikke Grækenland og de moderne olympiske lege, som vi bl.a. har oplevet dem i de seneste årtier. Lidt forenkelt kan man sige at den antikke sport var fuldstændig sammenvævet med samfundskulturen i form af religion, demokrati, politik, krig, kunst og seksualitet. I dag er de olympiske lege efter min opfattelse fuldstændig sammenvævet med gigantiske kommercielle interesser mellem stormagter, multinationale sponsorer og internationale TV-selskaber, som efterstræber et underholdningsshow uden alt for mange forstyrrelser. Den konklusion er kun blev befæstet efter dels personligt at have oplevet OL 2008 og OL 2014 på tætteste hold og dels at have læst bogens kapitel om ”Nutidens olympiske lege: Beijing 2008 og Sotji 2014”.

Ny viden er der til overflod i kapitlet om den danske gymnastikpioner J.P. Müller, som bygger på Bondes seneste forskningsværk: ”Sundhedsapostlen J.P. Müller, bind 1: Det kropsligt moderne gennembrud” (Syddansk Universitetsforlag, 2020). Det moderne gennembrud forbindes som oftest med et åndeligt, demokratisk og litterært opbrud, men Bonde tilføjer opbruddet en ny dimension: Et sanseligt-erotisk opbrud, som sundhedspædagogen J.P. Müller blev pioner for. Müllers individuelle, holistiske gymnastik har også fokus på ernæring, rygning, søvn, underbeklædning, stuetemperatur, sex samt pleje af tænder, mund, hals, hår og fødder – og den frigjorte. nøgne krop blev således et voldsomt oprør mod victoriansk samtid i slutningen af forrige århundrede. 

Der er også masser af ny viden i kapitlet om ”Den kolde krig i arenaen”, hvor sport i 1970’erne og 80’erne blev et særdeles brugbart middel i kampen mellem Østblokken med USSR i front og Vestblokken med USA i front. Ikke mindst kampen mellem de to Tyskland: DDR og BRD på sportsarenaerne og ikke mindst i dopinglaboratorierne under Den kolde krig er på en og samme tid både fascinerende og skræmmende læsning. Murens fald og Tysklands genforening er efter min opfattelse en af verdenshistoriens største og bedste begivenheder, hvor sport – og ikke mindst det ”nye” Tysklands VM-triumf i fodbold i 1990 – fik utrolig stor betydning for tyskernes selvforståelse og identitet.

Vi forstår ikke nutiden eller fremtiden – uden at kende fortiden   

Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre (1905-1980) har udtalt at ” … intet ændrer sig så ofte som fortiden. Enhver generation skaber sit eget historiske billede”. Bogen ”Med kroppen ind i kulturen – Idrætshistoriske strejflys” kan være med til at give vores generation en rigtig god referenceramme til at forstå og forklare vores historiske billede(r) om kroppen i kulturen … på godt og ondt. God læselyst – MA

Du kan få yderligere information om bogen her:

 

 

Læs mere

Hvor står de nordiske lande sportsligt et år før OL 2021?

6. juli 2020

I slutningen af marts 2020 besluttede den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Japans regering efter udbruddet af COVID-19-pandemien at udsætte de XXXII Olympiske Lege, der skulle have været afviklet i perioden 24. juli – 9. august 2020. Og der vil formentlig helt frem til sommeren 2021 fortsat være stor usikkerhed om legenes gennemførsel på grund af risici for smittefare blandt atleter, trænere, ledere og tilskuere fra verdens fem kontinenter. For alle aktører er det helt uvant at forholde sig til en udsættelse af OL på 12 måneder, både sportsligt, sundhedsmæssigt og økonomisk. På nuværende tidspunkt er ca. 60 % af OL-kvalifikationspladserne fordelt, enten personligt eller som nationspladser. I alt vil 11.090 atleter fra mere end 200 nationer kæmpe om 339 medaljesæt i 33 forskellige sportsgrene næste sommer i Tokyo. Men hvor står de nordiske lande – sportsligt– et år før OL: Hvilke atleter og hold er kvalificeret og hvem er blandt medaljekandidaterne på nuværende tidspunkt?

Svenske atleter og landshold vandt hele 16 VM-medaljer i 2019

Sverige har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2021 i 13 sportsgrene: Atletik, bordtennis, brydning, bueskydning, cykling (landevej), fodbold (kvinder), gymnastik (redskab), judo, kajak, ridning (dressur, military og spring), sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Sverige også rigtig gode chancer for at kvalificere sig i håndbold, både for kvinder og mænd, golf og taekwondo i de kommende kvalifikationsturneringer eller via verdensranglisten. Derimod er der intet som tyder på at Sverige kvalificerer sig til de nye sportsgrene på det olympiske program: Baseball (mænd), softball (kvinder), klatring, karate, skateboard og surfing. Sverige har altid haft tradition for at kvalificere sig i mange sportsgrene, men efter min opfattelse får Sverige meget svært ved at kvalificere sig i 22 forskellige sportsgrene, hvilket var tilfældet ved OL 2016, hvor Sverige vandt 11 medaljer i 7 forskellige sportsgrene. Svenske atleter og hold har imidlertid i de seneste år opnået rigtig mange gode VM-resultater i olympiske discipliner. Blandt andet vandt Sverige ikke mindre end 16 VM-medaljer i olympiske discipliner i 2019 og top 8-placeringspoints ved VM har også været større i de seneste år end i årene forud for OL 2016. Sverige står altså stærkt forud for OL 2021 med de største medaljekandidater i atletik ved den kun 21-årige stangspringer Armand Duplantis, der vandt VM-sølv i 2019 og for få måneder siden satte ny verdensrekord med et spring på 6,18 meter. Også diskoskasteren Daniel Ståhl, der vandt VM-sølv i 2017 og blev verdensmester i 2019, er en stærk medaljekandidat i Tokyo. Størst medaljefavorit er efter min mening imidlertid den 26-årige svømmestjerne Sarah Sjöström, der vandt hele 3 medaljer ved OL 2016 og ikke mindre end 4 medaljer i olympiske discipliner ved VM 2019. Også i sportsgrene som brydning, golf, ridning, sejlsport, skydning og fodbold for kvinder har Sverige efter min opfattelse realistiske medaljechancer ved OL 2021.

Danmark er meget langt fra niveauet før OL 2016

Danmark var bedste nordiske nation ved OL 2016, hvor det blev til i alt 15 medaljer i 9 forskellige sportsgrene – et af de historisk bedste danske OL-resultater nogensinde. Danmark har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2021 i 12 sportsgrene: Atletik, bordtennis, brydning, bueskydning, cykling (landevej og bane), håndbold (mænd), kajak, ridning (dressur, spring og military), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Danmark rigtig gode chancer for at kvalificere atleter i badminton og golf via ranglisteplaceringer, således at antallet af sportsgrene med dansk deltagelse ved OL 2021 kommer meget tæt på 15, som var antallet ved OL 2016. Danske atleter og hold viste gode VM-resultater i 2019 i olympiske discipliner, hvor det blev til i alt 12 medaljer og ikke mindre end tre af guld: Mads Pedersen i cykling (landevej), Anne-Marie Rindum i sejlsport (Laser Radial) og håndbold for mænd. Både Rindom, der vandt OL-bronze i 2016 og håndbold-herrerne, der er forsvarende OL-mestre, er efter min opfattelse medaljekandidater i Tokyo. Største danske medaljefavoritter er efter min opfattelse imidlertid 4 km-holdet i banecykling, som i februar 2020 blev suveræne verdensmestre og samtidig satte ny verdensrekord med tiden 3 minutter og 46,203 sekunder. Også Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv i parløb har vist verdensklasse igennem de seneste år og de to rutinerede ryttere er et rigtig godt bud på dansk OL-guld i Tokyo. Foruden banecykling, sejlsport og håndbold må også badminton med Viktor Axelsen og Anders Antonsen i herresingle samt kajak med Emma Åstrand Jørgensen i K1 200 tildeles realistiske medaljechancer ved OL 2021. Modsat Sverige og Norge har Danmark opnået markant færre medaljer og top 8-placeringspoints ved VM i de seneste tre år end i sammen periode forud for OL 2016. Derfor bliver det efter min opfattelse mere end vanskeligt at komme bare i nærheden af 15 medaljer ved OL 2021.

Norske atleter og landshold har vist meget markant fremgang i de seneste 3 år

Norge har opnået mange rigtige gode VM-resultater, både i forhold til medaljer og top 8-placeringspoints, i de seneste år. Og alt tyder på at Norge vinder væsentligt flere medaljer og får langt flere top 8-placeringspoints ved OL 2021 end ved både OL 2012 og OL 2016, som begge var meget skuffende for en af verdens bedste sportsnationer. Norge har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2021 i 8 sportsgrene: Atletik, cykling (landevej og bane), gymnastik (redskab), ridning (dressur og spring), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Norge rigtig gode chancer for at kvalificere sig til den olympiske håndboldturnering, både for kvinder og mænd. Og begge hold må også efter min opfattelse anses for at være realistiske medaljekandidater. Især Norges håndboldlandshold for kvinder har opnået imponerende resultater ved de seneste tre olympiske lege i form af to guld- og en bronzemedalje. Blandt de største medaljekandidater bør også nævnes 400 meter hækkeløberen Karsten Warholm, som blev verdensmester på distancen i både 2017 og 2019, svømmeren Henrik Christiansen, som vandt VM-sølv på 800 fri i 2019 og singlesculleren Kjetil Borch, som vandt VM-guld i 2018 og VM-bronze 2019. Blandt Borchs konkurrenter til en OL-medalje er færingen Sverri Nielsen, som har vist imponerede fremgang i de seneste år.

Finland kan få svært ved at undgå sportslig OL-fiasko 

Finland har i modsætning til Norge vundet meget få VM-medaljer og opnået få top 8-placeringspoints i de seneste år. Blandt andet vandt finske atleter og hold kun en enkelt VM-medaljer i olympiske discipliner i 2019. Og meget tyder på at Finland kan få vanskeligt ved at forbedre nationens dårligste sommer-OL nogensinde, nemlig OL 2016 i Rio hvor det kun blev til en enkelt bronzemedalje. Finland har i dag kun sikret sig kvalifikation til OL 2021 i 6 sportsgrene: Atletik, cykling (landevej), ridning (dressur), sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Finland gode chancer for at kvalificere atleter i kampsport som boksning, brydning, taekwondo og judo samt vægtløftning og golf. Jeg tror imidlertid ikke at Finland kommer i nærheden af repræsentation i 16 sportsgrene, hvilket var tilfældet i Rio. Størst medaljechancer blandt de finske atleter har efter min opfattelse bryderen Petra Olli, som tidligere har vundet VM-guld og sejleren Tuula Tenkanen i Laser Radial samt Lizzie Armanto, der er født og opvokset i USA, i den nye olympiske sportsgren – skateboard. 

Island har ingen medaljekandidater, men opnår formentlig kvalifikation i 5 sportsgrene

Island har igennem tiderne vundet fire olympiske medaljer, senest sølvmedalje i mændene håndboldturnering ved OL 2008. Nationen med kun 300.000 indbyggere har imidlertid ofte været repræsenteret af atleter og hold i forskellige sportsgrene, senest ved OL 2016 i følgende: Atletik, gymnastik, judo og svømning. På nuværende tidspunkt har Island kun kvalificeret svømmeren Anton Sveinn McKee (200 m bryst), men mon ikke at det lykkes at opnå kvalifikation i en eller to sportsgrene mere i løbet af de næste 11 måneder.

Der kan naturligvis ske meget i løbet af det kommende år. Nogle atleter og hold kan opnå stor fremgang, mens andre kan få svært ved at bevare deres nuværende niveau – eller blive ”overhalet” af konkurrenter for andre nationer. Overordnet set er der dog grund til optimisme for de nordiske nationer – ikke mindst Sverige og Norge – mens Danmark, Finland og Island kan få svært ved at opnå resultater som ved OL 2016.

Du kan få yderligere informationer om de enkelte landes resultater og OL-kvalifikationer på følgende websites:

Læs mere

You’ll Never Walk Alone

26. juni 2020

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don’t be afraid of the dark

At the end of a storm
There’s a golden sky
And the sweet silver song of a lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone

You’ll never walk alone

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone

You’ll never walk alone

På næste søndag, når Liverpool Football Club møder Aston Villa fra Birmingham i Premier League, vil sangen ”You’ll Never Walk Alone” igen lyder fra højtalerne på Anfield – Liverpool FC’s legendariske hjemmebane siden klubbens stiftelse i 1892. Desværre uden tilskuerne på “The Kop”og de øvrige tribuner, men for alle klubbens millioner af tilhængere – i Liverpool og overalt på kloden – vil sangen og følelserne denne aften være helt speciel. Tilhængerne kan nemlig fejre Liverpool FC’s første nationale mesterskab i 30 år. En klub, som har gennemlevet triumfer og tragedier af ufattelige dimensioner igennem de seneste årtier.

Fra musical om en fars “fejltrin på jorden” til verdens mest berømte fodboldsang

”You’ll Never Walk Alone” er først og fremmest kendt som verdens mest berømte fodboldsang. Teksten får det til at risle ned ad rygraden, og når så sangen lyder på Anfield i Liverpool, Celtic Park i Glasgow eller Signal Iduna Park i Dortmund, må man ydmygt konstatere, at hvor emotionel og generøs fodbold også kan være. Sangens rækkevidde og holdepunkt gennem generationer for millioner af fodboldfans, er egentlig overraskende. Historien om ”You’ll Never Walk Alone” begyndte tilbage i 1945, hvor den blev forfattet af den legendariske duo Rodgers & Hammerstein til musicalen ”Carousel”. Musicalen er en meget sørgelige historie om en far, der bliver sendt ned fra himlen for at søge tilgivelse for nogle af de fejltagelser, han gjorde sig skyldig i gennem livet på jorden. ”You’ll Never Walk Alone” optræder bl.a. som afslutningsnummer i musicalen, hvor faren får lov til at vende tilbage til himlen efter at have forsonet sig og overværet datterens high-school afslutning. Denne slutning har bl.a. betydet, at sangen ofte er blevet – og fortsat bliver – sunget i forbindelse med skoleafslutninger i USA.

LFC – håbet om storhed for en trist og fattig havneby

Havnebyen Liverpool har alle dage været tæt kulturelt og socialt forbundet med USA, og den unge sanger Gerry Marsden havde i biografen i starten af 1960’erne set den amerikanske filmatisering af ”Carousel”. Selve filmen var han ikke så imponeret af, men ”You’ll Never Walk Alone” kunne han ikke ryste af sig. Gerry Marsden var forsanger i Liverpool-gruppen ”Gerry and The Pacemakers”, og i efteråret 1963 var Gerry Marsden parat til at indspille sangen på single. Gerry Marsden havde set og ikke mindst hørt rigtigt: En klassiker var født, men ingen havde overhovedet drømt om, hvilken indflydelse sangen med tiden skulle få. Dengang i efteråret 1963 havde Liverpool FC med den legendariske Bill Shankly som manager netop begyndt sin opstigning til de bedste fodboldklubber i England. Klubben var bl.a. sæsonen før vendt tilbage til den bedste division – efter 8 sæsoner i den næstbedste. De mange havnearbejdere fra Liverpools dokområder havde også netop vundet retten til at holde fri hver lørdag eftermiddag, og “Merseybeat” med bands som ”The Beatles” og ”Gerry and The Pacemakers” var for alvor med til at sætte Liverpool på landkortet. Og på verdens mest berømte ståtribune – “The Kop” – stod 28.000 “scousers” hver anden lørdag og skrålede med på tidens hitparade, som før hver hjemmekamp blev spillet over højtaleranlægget. Da turen kom til ”You’ll Never Walk Alone” blev publikum ved med at synge, også efter at højtalerne var slukket. Og selv da sangen forsvandt fra hitlisterne, fortsatte fansene på “The Kop” med at synge den. Herefter gik der ikke lang tid, inden den blev fast repertoire til alle LFC’s kampe. Et ufravigeligt ritual lige inden spillerne løber på banen. Senere samme sæson (1963-64) vandt klubben sit første nationale mesterskab i 17 år, hvilket også var det første mesterskab med Bill Shankly som manager. Og ”You’ll Never Walk Alone” har siden akkompagneret klubben i med- og modgang.

To tragedier, som aldrig bliver glemt 

Blandt klubbens største triumfer kan nævnes 6 titler i den fornemmeste europæiske turnering ”Champions League”, 3 titler i UEFA-Cup’en, 19 nationale mesterskaber (incl. sæson 2019-2020) og 7 FA Cup-titler, hvilket har gjort Liverpool FC til en af de mest vindende engelske klubber nogensinde, og den klub i Storbritanien, som har vundet flest europæiske titler. Men sangen har virket stærkest og mest trøstende i klubbens sorte stunder – ikke mindst i forbindelse med tragedierne på Heysel og Hillsborough. Tragedien på Heysel Stadium i Bruxelles fandt sted under finalen i den europæiske mesterholdsturnering mellem Liverpool FC og Juventus FC i maj 1985. En time før kampen viste det sig, at de opstillede afspærringer, der skulle opretholde et såkaldt neutralt område på tribunerne mellem Liverpool- og Juventus-tilhængere, var alt for spinkle. Afspærringerne gav efter, og der opstod kaos blandt Juventus’ tilhængere på grund af presset fra Liverpool’s tilhængere. Det resulterede i, at alle fans blev samlet på den ene tribune, som styrtede sammen, hvorved 39 mennesker mistede livet. Kampen blev spillet færdig trods protester fra holdenes managere, og det endte med en 1-0 sejr til Juventus. Efterfølgende blev 14 Liverpool-tilhængere idømt fængsel i op til 3 år for uagtsomt manddrab.

Kun 4 år efter gennemlevede Liverpool FC og dens tilhængere endnu en tragedie på Hillsborough Stadium i Sheffield, hvor 96 fans omkom og mere end 400 fans blev kvæstet. Ulykken skete i forbindelse med en kamp, hvor ”The Reds” mødte Nottingham Forest i FA Cup-semifinalen. Mere end 25.000 Liverpool-tilhængere havde taget turen til Sheffield og kort efter kampens start blev de 96 tilhængere – bl.a. enkelte børn på 6-8 år – mast ihjel. Både umiddelbart efter kampen og helt frem til for få år siden har der været utallige undersøgelser og forklaringer på årsagerne til tragedien. For kun 4 år siden – og et kvart århundrede efter tragedien på Hillsborough Stadium – offentliggjorde en jury, som var nedsat af den britiske regering, at de 96 LFC-tilhængere omkom som følge af en strafbar handling. Politiet, der var til stede under kampen, blev således dømt for uagtsomt manddrab. Desuden blev arrangørerne af kampen kritiseret for ikke at have haft styr på afviklingen af kampen, herunder at have undladt at udskyde kampstarten på grund af den massive tilskuertilstrømning. Og endelig fik redningsfolkene kritik for ikke at have indset katastrofens omfang i tide. Dermed fik Liverpool-tilhængerne oprejsning for de beskyldninger, der gennem årene havde været rettet mod dem for meddelagtighed i tragedien.

I glæde og sorg …. 

”You’ll Never Walk Alone” synges også andre steder end på Anfield Road og den har en forståelig global appel. Men uanset det faktum vil sangen altid være tæt forbundet med Liverpool Football Club. Tilhørsforholdet til sangen er blevet forstærket efter Hillsborough-tragedien, og for Liverpool-fans er ”You’ll Never Walk Alone” blevet indbegrebet af, hvad både fodbold og livet går ud på: Vi står sammen – i glæde og sorg.

Du kan få yderligere information om Liverpool Football Club på websitet:

Følgende bøger om Liverpool Football Club kan anbefales:

  • Gaarskjær, Jesper: Liverpool. Historien om The Reds (Gyldendal, 2015).
  • Christensen, Esben Suurballe m.fl.: Liverpool i blodet (Turbine, 2017)
  • Hughes, Simon: The Red Journey. An Oral History of Liverpool Football Club (de Coubertins Books, 2017).
  • Platt, Mark: Liverpool Football Club. Champions of Europe. (Grange Communication Ltd., 2019).

Læs mere

Kampen om DM-guldet: FCK vs. FCM … også i de kommende år

13. maj 2020

I næste uge genoptages Superligaen i fodbold efter næsten 3 måneder pause på grund af corunavirus. Desværre uden tilskuere på stadion – men bedre sent end aldrig og bedre med næstbedste løsning end ingen løsning. Det allerbedste ved afvikling af de resterende to runder i grundspillet, mesterskabs- og nedrykningspillet er imidlertid at ligaklubberne nu får mulighed for at modtage de resterende 2/3 af de årlige tv-indtægter – et beløb på mere end 275 mio. kr., som er eksistentielle indtægtsgrundlag for stort set alle superligaklubberne. De resterende kampe vil også give svar på tre vigtige spørgsmål: Hvem vinder DM-guldet, hvem kvalificerer sig til medaljeslutspillet og hvem bliver de tre nedrykkere?

Tæt sammenhæng mellem lønkroner og sportslige resultater

Analyser fra både international og dansk fodbold har igennem de seneste tiår vist at der er en klar sammenhæng mellem lønkroner til spillere og sportslige resultater. Idrættens Analyseinstitut har bl.a. vist at superligaklubbernes personaleomkostninger kan forklare mere end 4/5 af sportslige resultater siden årtusindskiftet. Konklusionen er at de klubber, der over tid kan opretholde det højeste lønbudget til spillere, trænere, sundhedsstab og administration, alt andet lige vinder mest. Det er dog langt fra alle superligaklubber, som har været lige dygtige og effektive i forvaltning af deres økonomiske ressourcer. Nogle klubber, som f.eks. FCN, FCM og Hobro IK, har sportsligt overpræsteret markant, mens andre klubber som f.eks. Brøndby IF, OB, AGF og AaB har underpræsteret stort sportsligt igennem de seneste fem sæsoner.

PARKEN Sport & Entertainment A/S er meget andet end FCK

Der er i dag kun to kandidater til DM-guldet 2019-2020:  FC Midtjylland og FC København. FCK har igennem de seneste 20 sæsoner været helt suveræn i dansk klubfodbold med i alt 12 DM-titler og kun én sæson (2017-2018) har klubben ikke vundet medaljer. FCK er også den eneste danske klub med succes i international fodbold med gentagne deltagelse i både Champion League- og Europa League-gruppespil siden årtusindskiftet. Det er tv-indtægter fra disse turneringer og ikke mindst PARKEN Sport & Entertainment A/S’ ”side-business” i form af feriecentrene ”Lalandia”, som har skabt økonomiske ressourcer til spillerindkøb – og hermed også lønomkostninger – som ligger et pænt stykke over de nærmeste konkurrenter. Ud fra de økonomiske ressourcer, som er til rådighed for klubbens sportslige ledelse, har FCK’s resultater i Superligaen i de seneste 5 år imidlertid ikke været imponerede – snarere tværtimod. Det er ganske vist blevet til 3 DM-titler, men vinder FCM dette års mesterskab, hvilket efter min opfattelse er mest sandsynligt, har FCK faktisk underpræsenteret sportsligt i Superligaen i forhold til klubbens økonomiske ressourcer. Derimod har FCM overpræsteret i Superligaen siden rigmanden Matthew Benham, der også ejer af den engelske Championship-klub Brentford, i 2014 opkøbte hovedparten af FCM’s aktier i forbindelse med en truende konkurs. ”Ulvene fra Heden” vandt året efter klubbens første mesterskab, som blev genvundet i sæson 2017-2018. Og i dag er klubben efter min mening også storfavorit til at vinde klubbens tredje mesterskab og hermed femte DM-medalje på bare 6 sæsoner. Derudover har klubbens også overpræsteret på transfermarkedet med salg af spillere som Pione Sisto, Aleksander Sørloth og Paul Onuachu. Talentudvikling på klubbens akademi har igennem hele FCM’s historie været en af klubbens kerneydelser. Og dette med meget stor succes, idet akademiet har bl.a. udviklet spillere som Simon Kjær, Winston Reid og Erik Sviatchenko.

FC Nordsjælland er klart bedst til at købe, udvikle og sælge spillere 

Også FC Nordsjælland har været særdeles dygtige til at udvikle talenter via Superligaen til salg til udenlandske klubber. Klubben blev i 2015 opkøbt af en investorgruppe – ”The Pathway Group Limited” – med bl.a. Tom Vernon, som tidligere havde startet i fodbold-akademiet ”Right to Dream” i Ghana. Formålet med samarbejdet er at FCN skal være selvforsynende med spillere fra FCN’s samarbejdsklubber i lokalområdet og ikke mindst unge spillere fra Afrika, som skal bruge Superligaen som springbræt til en karriere i de største europæiske ligaer. Det er i høj grad lykkes, idet FCN netop er tildelt topkarakter – ”højeste internationale klasse – i DBU’s licenssystem. Klubben har – i lighed med FCM – har tjent rigtig mange penge i de seneste år – mere end 250 mio. kr. – på transferindtægter, bl.a. på spillere som Emre Mor, Mathias Jensen, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard. Transferindtægterne i både FCN og FCM har også ”udlignet” betydelige driftsunderskud i de to klubbens regnskaber. Samtidig er det imponerede at FCN hver sæson har kvalificeret sig til top-6 og hermed medaljeslutspillet. Det tror jeg også bliver tilfældet i denne sæson, hvor FCN er min favorit til bronzemedaljerne.

“Traditionsklubber” underpræsenterer, både på banen og i regnskaberne 

Der er imidlertid også superligaklubber som f.eks. Brøndby IF, OB, AGF og AaB, som resultatmæssigt har underpræsenteret i de seneste 5 sæsoner i forhold til klubbernes økonomiske ressourcer. Årsagerne til dette faktum er mangfoldige og komplekse: “Dårlige” køb og salg af danske – og især udenlandske – spillere, manglende kvalitet og kontinuitet blandt spillere, trænere, sportsdirektører og bestyrelse, svag talentudviklingsstrategi, vigende tilskuer- og sponsorinteresse og meget, meget andet.  Især Brøndby IF har både sportsligt og økonomisk været en rigtig dårlig forretning. Det er alene astronomiske økonomiske ”donationer” på 50-80 mio. kr. årligt fra hovedaktionæren Jan Bech Andersen, som har holdt klubben ”oven vande”. Lønomkostninger har været tårnhøje sammenlignet med de fleste andre superligaklubber og det seneste tiår har klubben fra Vestegnen været uden DM-titler og ”kun” vundet 2 sølv- og 3 bronzemedaljer. Også andre traditionsklubber i dansk fodbold som AGF, OB og AaB har haft det særdeles vanskeligt resultatmæssigt i de seneste år. Den fynske fodboldstolthed OB er allerede med to resterende kampe i grundspillet uden chance for kvalifikation til kampen om medaljer. På trods af et af ligaens højeste budget er det kun lykkes OB at kvalificere sig én gang blandt landets 6 bedste hold i de seneste 5 sæsoner. Resultatmæssigt er det kun AGF, som har præsteret dårligere i samme periode. ”De hviie fra Fredensvang” overraskende imidlertid alt og alle med en imponerede halvsæson i efteråret 2019, hvor holdet sluttede på en flot 3. plads. AGF’s start på foråret 2020 var – bl.a. uafgjort mod Hobro på hjemmebane og nederlag til Silkeborg – alt andet end prangende. Blot uafgjort i den udsatte kamp mod Randers FC, vil dog sikre AGF en plads i top-6, hvilket ikke er sket i de seneste 8 sæsoner. ”En svale gør dog ingen sommer”, så AGF bør – efter min opfattelse – fremadrettet ud fra klubbens økonomiske ressourcer kvalificere sig til medaljeslutspillet mindst 3 ud af 4 sæsoner. Samme forventning bør stilles til Nordjyllands fodboldstolthed – AaB – som efter danske mesterskaber i 2008 og 2012, har haft meget svært ved at opnå resultatmæssig stabilitet. Klubben er uden DM-medaljer i de seneste fem sæsoner og kampen om den sidste plads i medaljespillet kan meget vel tilfalde Randers FC – på bekostning af AaB. Randers FC, som faktisk er en af de klubber, som ud fra en relativ beskeden økonomi, har vist stor sportslig stabilitet som superligaklub over en længere årrække.

Esbjerg fB, Silkeborg IF og Hobro IK ligner tre nedrykker 

Måske venter de største dramaer i superligaen 2019-2020 i nedrykningspillet, hvor hele 3 klubber bliver ”sorteper”. Blandt kandidater til nedrykning er Hobro IK, der faktisk har overpræsteret markant sportsligt med de seneste 6 sæsoner, hvor klubben har haft det suverænt laveste budget af samtlige superligaklubber. Klubbens lønomkostninger udgør i denne sæson kun 1/10 af klubber som FCK, Brøndby IF og FCM. Jeg tror imidlertid ikke at Hobro IK – og Silkeborg IF – undgår nedrykning i denne sæson. Og så skal endnu en traditionsklub – Esbjerg fB – vise langt bedre spil i de resterende kampe for at undgå den sidste nedrykningsplads. Konsekvenserne for alle tre nedrykkere bliver et indtægtstab – primært i form af tv-penge og sponsorater – på 30—40 mio. kr. Den viden er også kendt i klubber som AC Horsens og SønderjyskE, som også kan komme i fare for nedrykning.  

Ud fra den økonomiske udvikling, både i dansk og international fodbold, tyder alt på at meget få ligaklubber i de kommende sæsoner bliver rigere og rigere, mens de ”fattige” klubber får mere og mere vanskeligt ved – resultatmæssigt over en hel sæson – at overraske og udfordre de mest pengestærke konkurrenter. Derfor tror jeg også at kampen om DM-guldet i de kommende år alene bliver et anliggende mellem FCK og FCM. Så må resten af superligaklubberne kæmpe om bronzemedaljerne eller …. nedrykning.  

Du kan få yderligere information om økonomi i danske superligaklubber og internationale topklubber på følgende website:

 

Læs mere

Danske ligaklubber under voldsomt økonomisk pres

23. april 2020

Ligaklubberne i dansk fodbold, håndbold og ishockey står i disse uger overfor nogle særdeles alvorlige økonomiske udfordringer. De professionelle klubber er ganske vist omfattet af de to statslige ”hjælpepakker” om lønkompensation og kompensation for aflyste begivenheder, som delvist dækker klubbernes omkostninger til løn, husleje, forsikring og meget andet. Derudover har flere af landets kommuner valgt at supplere de statslige støtteordninger med kommunale tilskud, som især gavner ligaklubbernes øjeblikkelige behov for likviditet. Offentlige støtteordninger er altså helt afgørende for stort set alle danske ligaklubbers overlevelse, men i de kommende måneder skal alle – spillere, trænere, medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, tilskuere, sponsorer og tv-selskaber – forholde sig til en helt ny hverdag. Og kun ligaklubber med målrettet og effektiv økonomistyring kombineret med åben og troværdig kommunikation i forhold til omverdenen vil efter min opfattelse komme igennem ”COVID-19 pandemien” uden betalingsstandsning eller i værste fald konkurs. 

Stor forskel på superligaklubbernes omsætning og sammensætning af indtægter 

Ud fra de seneste års økonomiske analyser kan det estimeres at den totale omsætning i Superligaen (fodbold) i sæsonen 2019-2020 er på ca. 2,8 mia. kr. Der er imidlertid meget store forskelle imellem de 14 selskabers omsætninger, som varierer mellem 30-35 mio. kr. for selskaber som Hobro IK A/S og Silkeborg IF A/S til 800-820 mio. kr. for PARKEN Sport og Entertainment A/S – koncernen bag FC København, som igennem mange år har været suverænt højeste blandt Superligaens selskaber, primært på grund af ikke-fodboldrelaterede aktiviteter som feriecentrene Lalandia og udlejning af Parken. FCK, der har vundet 12 danske mesterskaber siden årtusindskiftet og været ”fast deltager” i europæiske klubturneringer i samme periode står altså bag næsten 1/3 af omsætningen i dansk fodbold.

Håndbold og ishockey er mere sårbare end fodbold

Omsætningen i Primo Tours-ligaen (herrehåndbold) og HTH-ligaen (kvindehåndbold) kan i indeværende sæson estimeres til ca. 300 mio. kr. Også blandt de 28 ligaklubber i håndbold er der meget store variationer i forhold til selskaberne eller klubbernes omsætninger. Der er variationer fra få millioner i ligaklubber som EH Aalborg og Ajax til ca. 30 mio. kr. i selskaber som Aalborg Håndbold A/S, Skjern Håndbold A/S og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold A/S. Derimod er de omsætningsmæssige variationer i danske ligaklubber i ishockey langt mindre end i såvel fodbold som håndbold. Den totale omsætning i dansk ishockey kan i indeværende sæson estimeres til ca. 80-90 mio., fordelt på 7-14 mio. kr. i de 9 ligaklubber. Ligaklubbernes indtægter fordeler sig primært på 4 hovedkilder: Matchday-indtægter (entre og sæsonkort, salg af mad og drikkevarer, merchandise etc.), sponsorindtægter, tv-indtægter og transferindtægter (salg af spillere). Sidstnævnte er helt afgørende for langt de flest superligaklubbers økonomiske succes eller fiasko, mens transferindtægter stort set ikke eksisterer i hverken håndbold eller ishockey. Der er naturligvis også variationer i de enkelte ligaklubber relative andel af hovedkilderne. Den primære indtægtskilde for ligaklubber i håndbold og ishockey er sponsorindtægter, der typisk udgør 75-85 % af den samlede omsætning. Matchday-indtægterne i disse to sportsgrene udgør typisk 15-20 %, mens ligaklubbernes direkte indtægter af tv-rettigheder i håndbold og ishockey er begrænset til 3-6 % af de samlede indtægter. Dog har det stor betydning for ligaklubbernes muligheder for sponsorkontrakter at sponsorer kan eksponeres via direkte tv-kampe. For ligaklubberne i håndbold og ishockey udgør sponsorindtægter, enten som ”frie midler” eller barteraftaler, som er en byttehandel af ydelser med samme værdi imellem ligaklub og virksomhed i stedet for at betale hinanden for udført arbejde, langt den største andel af indtægterne. Hovedparten af disse ligaklubber har som oftest enkelte hovedsponsorer og et stort antal lokale virksomheder, som støtter den lokale ligaklub.

TV-indtægter samt køb og salg af spillere er altafgørende for superligaklubberne 

Sammensætning af indtægtskilder i dansk fodbold er meget anderledes end i håndbold og ishockey. Superligaklubberne er meget afhængige af indtægter fra tv-rettigheder, som udgør i alt 275 mio. kr. for indeværende sæson eller næsten 20 mio. kr. pr. ligaklub i gennemsnit. For enkelte superligaklubber udgør tv-indtægterne altså den største procentdel af klubbens samlede indtægter. Beløbene til de enkelte superligaklubber udbetales ”normalt” efter klubbens placering ved spillerunde 13 og 26 samt ved sæsonafslutning. Men i dag mangler de to sidste rater af tv-pengene at blive udbetalt til superligaklubberne. Det vil derfor være en økonomisk katastrofe for alle superligaklubber, såfremt de resterede kampe i sæsonen 2019-2020 aflyses. Alt tyder da også på at de resterende kampe i superligaen, både i grund- og slutspillet, afvikles – desværre – uden tilskuere i maj og juni måned.

Der er heller ingen tvivl om at danske superligaklubber vil opleve et markant fald i forhold til transferindtægter. Det bliver i de kommende ”transfer-vinduer” langt sværere at sælge spillere fra danske klubber til udenlandske klubber, som også er særdeles hårdt ramt økonomisk. Ligeledes har mange af superligaklubberne bundet en meget stor del af udgifterne i længerevarende kontrakter med spillere og trænere. Og det kan være meget vanskeligt at justere udgifterne i takt med et markant fald i indtægter. På det område har ligaklubberne i håndbold og især i ishockey på grund af typisk ét-årige kontrakter med spillere nogle komparative fordele frem for superligaklubberne i fodbold.

Både kort og langsigtede økonomisk konsekvenser for alle ligaklubber 

Det er naturligvis svært at vurdere hvor stort et fald i sponsorindtægter danske ligaklubber vil opleve til den kommende sæson 2020-2021. Mit personlige bud vil være et fald på 20-30 %, men med store variationer imellem de enkelte klubber. Jeg tror også at ligaklubberne i håndbold og ishockey vil blive relativt hårdere ramt økonomisk af ”COVID 19-pandemien” end superligaklubberne i fodbold, idet en meget stor andel af indtægterne i håndbold og ishockey er baseret alene på sponsorindtægter. Det er meget få virksomheder og brancher, både i Danmark og globalt, som ikke vil opleve markante fald i omsætning og indtjening i 2020 og evt. også i efterfølgende år. Virksomheder og koncerner i særlige brancher som f.eks. flyselskaber, detailhandel og restauranter, som allerede i dag har afskediget et stort antal medarbejdere på grund af svigtende salg, vil naturligt være meget tilbageholdende med at gentegne sponsorater eller indgå nye aftaler med ligaklubber i dansk fodbold, håndbold og ishockey – ikke på grund af manglende vilje, men på grund af manglende … penge.  

Yderligere informationer om økonomi i danske ligaklubber:

Rasmus K. Storm & Christian Gjersing Nielsen: ”Mindre tilbagegang i den danske ligaøkonomi i 2018” (17.8.2019 – Idrættens Analyseinstitut) https://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2019/b233_mindre-tilbagegang-i-den-danske-ligaoekonomi-i-2018/

Rasmus K. Storm & Christian Gjersing Nielsen: ”Dansk håndboldøkonomi har fundet et mere stabilt leje” (5.9.2018 – Idrættens Analyseinstitut) https://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2018/b143_dansk-haandboldoekonomi-har-fundet-et-mere-stabilt-leje/

Læs mere

Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år.

26. marts 2020

Ny bog om OD, dansk gymnastik, højskoler, politik og kulturhistorie i anledning af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 100 års jubilæum.

Ingen stat, organisation, virksomhed eller skole kan etableres eller udvikles af enkeltpersoner, uanset disses viden, evner, passion eller handlekraft. Men personligt lederskab er alligevel en af de altafgørende faktorer for stater, organisationer, virksomheder og skolers indre styrke og sammenhængkraft. Og især har kompetent og engageret personligt lederskab stor betydning og værdi for stater, organisationer, virksomheder og skolers forhold til omverdenen. Personligt lederskab er et helt centralt begreb i professor, ph.d. og dr.phil. i historie Hans Bondes nye bog: ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” (Syddansk Universitetsforlag, 2020), som er udgivet i anledning af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 100 års jubilæum. Og lad det være sagt med det samme: Bogen er fremragende historiefortælling, både i ord og billeder.

En fantastisk rejse i ord og billeder 

Bogen bringer læseren på en fantastisk fortløbende rejse, hvor begivenheder – gymnastikopvisninger, jordomrejser, elevmøder, Landsstævner, bygninger og kunstværker, demokratifestivaler og meget, meget andet – beskrives i 100 opslag af én eller flere kilder. Kilderne er centrale aktører – som via Bondes fortolkning – fremkommer med synspunkter, holdninger og erindringer med udgangspunkt i en perlerække af billeder fra fortid og nutid. Blandt de historiske vidner er spændvidden stor, lige fra tidligere elever, lærere, forstandere, gymnastikpædagoger, journalister, arkitekter, professorer, diplomater, ministre til Kong Christian X. De 100 opslag, ét for hvert år fra Gymnastikhøjskolens indvielse i 1920 og frem til i dag, skaber et sammenhængende forløb baseret på særdeles omfattende dokumentation.  

Bogen indeholder en indmarch og en udmarch, som enhver folkelig gymnastikopvisning, syv kapitler og skriftlige referencer. Indmarchen sætter scenen for bogens struktur og hovedtemaer samt beskriver Bondes personlige forhold til Gymnastikhøjskolen fra starten af 1990’erne, hvor daværende forstander Gunnar B. Hansen overdrog Bonde ansvaret for at udarbejde en uvildig doktordisputats på baggrund af Niels Bukh’s private arkiver, som havde været ”skjult” viden for offentligheden siden Bukh’s død i 1950.

Niels Bukh – en karismatisk gymnastikpædagog med naive politiske visioner 

Hvert kapitel beskriver en historisk periode, hvor gymnastik som kulturelt, kropsligt, politisk, socialt og æstetisk fænomen knyttes tæt sammen med konkrete begivenheder, som gennem årtier har sat sig dybe spor og afgørende inspiration for livet hos rigtig mange unge, både fra Danmark og udlandet. Gymnastikhøjskolens motto: ”Ord og Dåd” har igennem et århundrede været langt mere end tre små ord. OD har nemlig også været betegnelsen for ”Ollerup Delingsfører”, som mere end 20.000 har opnået gennem et højskolekursus på minimum 12 uger.  Bonde betoner imidlertid at ” … ord alene ikke flytter ret meget. Der skal handling (dåd) til” og ”Dog kan dyrkelsen af ”handling” frem for omtanke også føre til en anti-intellektualisme, der giver afkald på kritisk refleksion og dialog” (p. 18). Med det udgangspunkt er bogens to første kapitler ”En ny mandetype” (1920-1932) og ”Den tyske dragning (1933-1943) fascinerende læsning. Kapitlerne fokuser bl.a. på Bukh’s opstart af Gymnastikhøjskolen, der i forhold til den traditionelle danske højskole med fokus på ”det levende ord” og sangen, anvendte kroppen og specifikt gymnastikken som centralt sprog og redskab. Niels Bukh og Gymnastikhøjskolen var en naturlig del af en dansk national vækkelse, hvor landbefolkningen gennem andelsbevægelsen og ikke mindst gymnastik- og skytteforeninger, udviklede et kulturelt og politisk engagement, både lokalt i sognene og nationalt i partiet Venstre. Gymnastik var ikke i første halvdel af det 20. århundrede en sportsgren som fodbold, atletik og svømning, men ” … en aktiv kulturkraft, der på landet dels formgiver hele generationer af unge mænd og kvinder, dels står som et alternativ til byernes konkurrencesport og endelig via utallige opvisninger bliver vartegn for danskhed i udlandet” (p. 17). De to første kapitler kommer helt tæt på den karismatiske, homoseksuelle og politisk naive Niels Bukh, der over en meget kort årrække – sammen med elever, medarbejdere og lokalbefolkning – opbygger et krops-, kunst- og kulturcenter på Sydfyn med en imponerede hovedbygning, landets første indendørs svømmehaller (1926) og en af Europas største idrætshaller (1932). Bukh’s sympati, beundring og ønske om samarbejde med andre stærke mænd i diktaturer – som Hitler i Nazi-Tyskland og Mussolini i Italien – er også mere langvarigt og stærkt end mange andre danskere, som først henimod slutningen af 2 verdenskrig ”skiftede side”. Det er i dag en kendt sag, at rigtig mange danske virksomhedsejere tjente enorme summer, både før og under 2. verdenskrig, på at samarbejde med eller arbejde for den tyske krigsmaskine. Men Bukh tog aldrig for alvor afstand fra sine politiske synspunkter og holdninger efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945. Derfor blev Bukh’s sidste leveår frem til hans død som 70-årig i 1950 en personlig nedtur af dimensioner. Disse år er beskrevet i bogens tredje kapitel ”Nyorientering” (1944-1950), hvor det også fremgår at et stort statslån fra Venstre-regeringen i 1948, trofaste medarbejdere og tidligere OD’eres opbakning overraskende hurtigt bragte elevtallet på den genopbyggede gymnastikhøjskole tilbage til tiden før Besættelsen.

Den svære vej ud af Bukh’s “skygge” 

Bogens fjerde kapitel ”I mesterens fodspor” (1951-1967) afdækker bl.a. en langvarig og opslidende intern magtkamp mellem Arne Mortensen og Jørgen A. Broegaard, som delte forstanderposten på Gymnastikhøjskolen efter Bukh’s død. Arne Mortensen var efter ansættelse som gymnastiklærer i 1936, leder af skolens elitehold og nærmeste ven Bukhs oplagte afløser som gymnastikhøjskolens forstander, men ”Morten” var uden en kvalificerende uddannelse. Det kriterium opfyldte Jørgen A. Broegaard, som havde været elev på skolen i 1930’erne og efterfølgende uddannet som teolog og hermed kvalificeret til at være ansvarlig for gymnastikhøjskolens historiske, kulturelle og åndelige fag. De to “medforstandere” var imidlertid meget uenige om forvaltningen af ”arven efter Bukh”. Arne Mortensen ønskede at videreføre gymnastikhøjskolens “ånd, sjæl og gymnastik” som forbilledet Bukh, mens Broegaard foretrak et kritisk eftersyn i forhold til Bukhs homoseksualitet og politiske holdninger, især under Besættelsen. Bukh’s tro væbner – Arne Mortensen – vandt i 1966 magtkampen, da Gymnastikhøjskolens bestyrelse valgte af afskedige Jørgen A. Broegaard. Og hermed kunne ”Bukh-kulten”, som også omfattende en ekstrem konservatisme, både politisk og gymnastisk, videreføres frem til næste forstanderskifte i 1976.

Ungdomsoprøret, som “gik forbi” Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Inden dette skifte skete der imidlertid voldsomme forandringer, både nationalt og internationalt, udenfor Gymnastikhøjskolens mure. Disse forandringer i form af oprør mod autoriteter, seksuel frigørelse, ligestilling mellem kønnene, pigtrådsmusik og fri hash er bl.a. beskrevet i bogens femte kapitel ”Ungdomsoprøret og Ollerup” (1968-1975). Ungdomsoprøret kulturelle frisættelse bevægede sig imidlertid langt udenom Gymnastikhøjskolen til forstander Arne Mortensen udelte tilfredshed. Han udtalte i 1970 følgende til medierne: ”Der er overhovedet ikke grobund for et ungdomsoprør her på Skolen. Man kan ikke uddanne ledere uden anvendelse af autoritet. Det fundament, Niels Bukh skabte Skolen på, er stadig Skolens”. Det var derfor både et ydre pres og en indre ”nødvendighed” – langt snarere end ønsker eller behov hos Gymnastikhøjskolens bestyrelse og mange tidligere OD’ere – at der i begyndelsen af 1990’erne, dvs. mere end 40 år efter grundlæggeren Niels Bukhs død, sker et ”Opgør med fortiden” (1976-1998). Gunnar B. Hansen, der havde været elev på Gymnastikhøjskolen, leder af eliteholdet, viceforstander og fra 1976 forstander fandt det altafgørende for Gymnastikhøjskolens aktuelle omdømme og ikke mindst fremadrettede troværdighed at belyse Bukh som forstander og menneske – med styrker og svagheder.  

Inspiration for nogle gymnastik- og idrætshøjskoler – og modbillede til andre  

Opgøret med ”faderfiguren” Niels Bukh er hovedemnet i bogens sjette kapitel, som også omhandler beskrivelse af den nye forstander Gunnar B.’s introduktion af Beatles-musik til primitiv mandsgymnastik, elevdemokrati og internationale elevers kursusophold indenfor demokrati og foreningsliv. I dette kapitel beskrives også Gymnastikhøjskolens rolle for forbillede eller modstykke for andre af landets gymnastik- og idrætshøjskoler. På mange gymnastik- og idrætshøjskoler, bl.a. Gerlev Idrætshøjskole (1935), Gymnastikhøjskolen ved Viborg (1951), Idrætshøjskolen i Sønderborg (1952), Idrætshøjskolen i Aarhus (1971) og Nordjyllands Idrætshøjskole (1986) var forstandere og langt størstedelen af lærerne tidligere elever eller lærere fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Men der var også idrætshøjskoler, bl.a. Den Jyske Idrætsskole (1943 – nu Vejle Idrætshøjskole) og Idrætsskolerne i Oure (1987), som blev etableret med udgangspunkt i konkurrencesport i form af træner- og instruktøruddannelser i fodbold, atletik, sejlads, golf eller moderne dans. Og med faglige profiler, ordens- og leveregler, som lå milevidt fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Balancen mellem tradition og fornyelse – højskolernes vigtigste opgave   

Bogens syvende kapitel ”Kulminerede springserie – Flagskib for demokratiet” (1998-2020) sætter fokus på de seneste to årtier med den nuværende forstander Uffe Strandby, tidl. elev på Gymnastikhøjskolen, som frontfigur. Kapitlet har to centrale temaer: Renovering og nybyggeri samt introduktion af nye former for ”gymnastik”. Bissetraditionen, der blev introduceret af Niels Bukh i 1922 og som stadig praktiserer i dag, har skabt imponerende bygninger på Gymnastikhøjskolen. Men dagligt slid og bygningsmaterialer af varierende kvalitet har også i seneste år medført et stort behov for renoveringer og mere tidssvarende faciliteter, som f.eks. et topmoderne springcenter, som blev indviet i 2002. Og senest er den gamle idrætshal blevet omdannet til en moderne multifunktionel arena med mobile tilskuertribuner til opvisninger, sportskonkurrencer, udstillinger, koncerter og kongresser. Renoveringen af idrætshallen, inden- og udendørs svømmehal samt kunstværker rundt om på skolens område er bl.a. blevet tilvejebragt via donationer fra private fonde som Realdania, Ny Carlsbergfondet og A.P. Møller Fonden. Renoveringen og de nye faciliteter har også betydet at skolens faglige profil inden for gymnastik har ændret sig radikalt. I dag er moderne dans, fitness, parkour, crossfit, teamgym, tumbling, zumba, yoga og performance vægtet på samme niveau som tidligere tiders ”kerne-discipliner”: Springgymnastik og rytmisk gymnastik. Med udvidelsen af den faglige profil har Gymnastikhøjskolen i Ollerup formået at balancere mellem tradition og fornyelse, hvilket er én af højskolernes allervigtigste opgaver.

Udmarch samler de syv kapitler i en overskuelig og præcis syntese. Men allervigtigst opstiller Bonde en række valg og spor for udviklingen af Gymnastikhøjskolen i Ollerup, som alle med hjerte og hjerne for Skolen har ret og pligt til at forholde sig til. Jubilæumsbogen ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” fortjener et flere minutters stående bifald – og Gymnastikhøjskolen i Ollerup fortjener tak for ”ord og dåd” samt god fornøjelse med de næste 100 år.

Du kan læse mere på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, både fortid og nutid, her:

  • Gymnastikhøjskolen i Ollerup – https://ollerup.dk/
  • Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. I. Danmarks store ungdomsfører (1880-1939) (Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2001).
  • Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. II. Ikaros fra Ollerup (1940-1950). (Museum Tusculasnums Forlag, Københavns Universitet, 2001).

Bogen kan bestilles her:

Fra udkant til forkant – Kampen om gymnastikken gennem 100 år

Læs mere

Sport som middel til en bedre hverdag eller … big business

3. marts 2020

Det er særlige oplevelser, som bliver til minder for livet – både i og udenfor sportens verden. Et af disse er for mig de Olympiske og Paralympiske Lege i 2012 med London som en fantastisk værtsby. Det er ikke tilfældigt at netop London hele 3 gange har været værtsby for verdens største sportsevent. London har nemlig igennem århundreder været politisk, økonomisk og kulturel metropol for ”Commonwealth of Nations”, der i dag består af 52 nationer fordelt på alle fem kontinenter. Sidste uge var jeg tilbage i London, dels for – sammen med Idan Forum – at besøge forskellige velgørenhedsorganisationer og projekter, som arbejder på at realisere Greater London Authority og London Sports vision om at blive verdens mest fysisk mest aktive hovedstad. Og dels for at gense ”Queen Elizabeth Olympic Park” i det østlige London. Parken, som er beliggende i Stratford, var tidligere et af Londons mest trøstesløse og forurenede industriområder, men i dag har området udviklet sig til ét af Londons mest attraktive med masser af nye boliger, tech-virksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner, parkanlæg, legepladser, shopping center, kulturinstitutioner og faciliteter til sports- og musikevent til glæde og gavn for både børn, unge, voksne og ældre fra hele London.  

London – en af verdens mest spændende metropoler

Der er mange ting, som er uforandret siden OL og PL for snart 8 år siden: Fiskesuppen på ”Borough Market”, som er et af Londons største og ældste fødevaremarkeder, musicalen ”Les Misérables”, som er opført dagligt på ”Queens Theater” siden 1985 og menneskemængden i ”The Tube” – Londons metrosystem, som betjener 1,3 milliarder passagerer om året. Men der også sket markante forandringer: Antallet af cyklister er mangedobbelt, priserne på sæsonkort til Premier League klubberne Arsenal, Tottenham, Chelsea og West Ham er eksploderet og briterne udtrådte – beklageligvis efter min mening – for få uger siden formelt af EU efter næsten fem årtiers medlemskab.

England – og måske mere præcist United Kingdom – kan med rette kaldes for sportens oprindelsesland, idet sportsgrene som fodbold, cricket, rugby, tennis, badminton og bordtennis blev opfundet og udbredt over hele verden af briter tilbage i sidste halvdel af det 18. århundrede. UK var dengang – og er fortsat i dag – et meget fragmenteret samfund med store indkomst- og formueforskelle i befolkningen, både nationalt og lokalt. En af de allerstørste udfordringer for britisk sport i dag er netop at den voksende afstand mellem den professionel sport og ”Sport for All”. Også mellem de enkelte sportsgrene er uligheden et voksende og synligt problem – ikke mindst i London, hvor langt de fleste sportsaktiviteter for børn og unge er organiseret udenfor de traditionelle klubber og forbund. Den stigende afstand mellem sport som mål for økonomisk profit eller sport som middel til social integration, dannelse og læring for børn og unge afspejler sig også i forhold til den statslige, økonomiske støtte til sport. UK Sport har ansvaret for tildeling af ressourcer til olympiske forbund og atleter, mens Sport England støtter både forbund, skoler, velgørenhedsorganisationer og private projekter, som arbejder på at realisere visionen om flere aktive medborgere – uanset køn, alder, uddannelse og race. Den statslige støtte, både til UK Sport og Sport England, er stigende, mens den lokale, offentlige støtte er yderst begrænset. Den voksende afstand mellem sport som mål eller middel er også en af de væsentligste forklaringer på at meget få børn og unge under 18 år – mindre end 20 % – dyrker sport i organiserede klubber og forbund. De tilsvarende medlemstal for børn og unge i de nordiske lande er mere end 3 gange så stort, dvs. over 60 %.  

God opførsel – både på og udenfor sportsarenaen 

Et af projekterne, som har fokus på rekruttering af børn og unge til sport i London, er Green House Sport (GHS). Projektet anvender sport – bl.a. bordtennis, basketball, svømning og judo – til at engagere og inspirere børn og unge fra socialt belastede områder. Ud fra et holistisk perspektiv arbejder veluddannede og fuldtidsansatte trænere fra GHS sammen med lokale skoler på at lære børnene og de unge færdigheder, som de kan anvende både i og uden for sport. Det overordnede formål er at forbedre børnene og de unges hverdag og livsvilkår. Green House Sport er primært finansieret af private fonde og omfatter mere end 8.000 børn og unge i London, der hverken har økonomisk råd eller social opbakning fra deres forældre til at blive medlem af en traditionel sportsklub.

Et andet projekt er ”Chance to Shine” (CTS), der anvender cricket som middel til at børn og unge lærer og udvikler sig, både fysisk, mentalt og socialt. På den måde er cricket med til at skabe en bedre hverdag for børnene og de unge, der meget ofte har en anden etnisk baggrund end den britiske. Velgørenhedsorganisationen ”Cricket Foundation”, der er iværksat uafhængigt – både organisatorisk og økonomisk – af det nationale cricketforbund, tilbyder cricket som aktivitet for mere end ½ mio. børn og unge på næsten 5.000 skoler i Wales og England. Foruden cricket i skolerne igangsætter projektet også cricket på grønne områder og parker i indre byområder, bl.a. i London.  Street cricket tilbyder på den måde en anden vej ind i sporten, idet mere end 85 % af børnene og de unge i CTS ikke er medlem af en traditionel cricketklub.  

Glædeligt gensyn med “Queen Elizabeth Olympic Park”

Manglen på organiserede klubber, mange familiers begrænsede økonomi og især lav offentlig støtte, både til faciliteter og aktiviteter, er nogle af de største udfordringer på britisk sport – ikke mindst i storbyer som London. Det var derfor også glædeligt for mig at gense ”Queen Elizabeth Olympic Park”, som jeg besøgte første gang tilbage i 2006 – kort tid efter at London var blevet tildelt værtskabet for OL og PL 2012. I dag anvendes flere af de olympiske anlæg til glæde og gavn for lokalområdets børn og unge, bl.a. Lee Valley VeloPark, som indeholder tracks til mountain-bike og BMX samt en meget flot indendørs cykelbane. Alle aldersgrupper har mod betaling adgang til cykelbanen og Lee Valley Regional Park indeholder rigtige gode muligheder for outdoor-aktiviteter som roning, kajak, fodbold, rugby, hockey og tennis.

Uligheden bli’r større og større – også i sportens verden

London Stadium, som er den største sportsfacilitet i ”Queen Elizabeth Olympic Park” er i dag hjemmebane for Premier League klubben West Ham United, der siden klubben blev stiftet i 1895, har haft tilknytning til den østlige del af London. Klubben er også kendt for nogle af de meste trofaste og stolte fans i verden. Mange af disse har imidlertid ikke været tilfredse med at forlade det legendariske stadion ”Upton Park” til fordel for det olympiske stadion med plads til 60.000 tilskuere. Frustrationen over det nye stadion viste sig imidlertid ikke lørdag eftermiddag, hvor “The Hammers” vandt fortjent 3-1 over Southampton og hermed bevarede troen på endnu en sæson i Premier League. Professionelle klubber som West Ham United er i dag multinationale koncerner med årlige omsætninger over 1 milliard kroner. Afstanden mellem ”Chance to Shine” og West Ham United er ufattelig stor. Og uligheden i sportens verden, både i og udenfor England, bliver desværre bare større og større.

Du kan få yderligere informationer på følgende website:

Læs mere

KSDH, KSDH, KSDH …

13. februar 2020

Aarhus Gymnastikforening af 1880, GF eller ”De hvii .. e fra Fredensvang”: Kært barn har mange navne. Sådan forholder det sig også med AGF fra Aarhus: Byens fodboldstolthed med 5 danske mesterskaber og 9 pokaltitler, hvilket er dansk rekord. AGF er også den klub i Danmark, der har spillet flest sæsoner i den bedste række (1. division og Superliga) under DBU. Det sidste DM-guld blev vundet i 1986, mens den seneste pokaltriumf blev opnået i 1996. Og vi skal næsten et kvart århundrede tilbage for at finde den sidste DM-medalje, nemlig bronze i 1997.

Mere end byens hold 

AGF’s præstationer og ikke mindst rigtig god opbakning fra tilskuere og kommercielle samarbejdspartnere i efteråret 2019 giver imidlertid klubbens mange fans i og udenfor Aarhus drømme om og realistisk tro på at der er nye og bedre tider på vej for klubben med de stolte traditioner. Lad mig nævne 3 af de vigtigste årsager til at AGF efter min mening – for kun tredje gang siden årtusindskiftet – har rigtig gode muligheder for at kvalificere sig til medaljespillet blandt de 6 bedste fodboldklubber. Og har rigtig gode chancer for at vinde DM-bronze. Guld og sølv fordeles mellem FCK og FCM – som de plejer. 

Stærk fightervilje og en gennemtænkt spilkoncept

For det første har holdet vist en flot stabilitet i sæsonens første 20 kampe. Der er kun et hold i Superligaen – FCM – der har lukket færre mål ind og kun tre hold – FCK, Brøndby og Randers FC – der har scoret flere mål end AGF. Der har i efterårets kampe været en god balance på holdet med udgangspunkt i et stærkt forsvar, en hårdt arbejdende midtbane og et effektivt angreb. Hovedparten af points er ikke hentet på teknisk og velpoleret spil, men på stærk fightervilje og et gennemtænkt spilkoncept. Jeg har især været imponeret af anfører Nicklas Backman, der har været uundværlig i det centrale forsvar, og længere fremme har Mustapha Bundu i mange kampe været kampafgørende med sin imponerende gennembrudskraft og flotte scoringer. AGF’s gode præstationer skyldes både godt arbejde på og uden for banen. Den sportslige ledelse med sportschef Peter ”PC” Christiansen i spidsen har købt godt ind, således AGF i dag formentlig har en af de bredeste trupper i Superligaen.

David Nielsen – En vindertype, som er blevet voksen

For det andet har ansættelsen af cheftræner David Nielsen i efteråret 2017 vist sig at være det helt rigtige valg for AGF. Den 43-årige Nielsen, som er født og opvokset i Skagen, er en vindertype, der har en meget realistisk og pragmatisk tilgang til spillet, holdet og den enkelte: Alle skal bidrage og yde en helhjertet indsats til fælles bedste. Det er meget positivt, både for AGF og David Nielsen, at parterne nu har forlænget samarbejdet med 3 år – frem til sommeren 2023. Kontraktforlængelsen giver klubben mulighed for at videreudvikle både spillestil, træningskultur og talentudvikling på Fredensvang, hvor et nyt klubhus skaber en optimal ramme for trænere, spillerne og staben rundt om holdet. AGF’s sportslige præstationer, især i efteråret, er også årsagen til at David Nielsen – sammen med Åge Hareide, Ståle Solbakken og Christian Nielsen – velfortjent er nomineret af DBU som Årets træner 2019, som kåres om kort tid.

Sportslig og økonomisk katastrofekurs er ændret – og sportsligt resultat, som matcher lønbudget

For det tredje tyder meget på at AGF er på rette vej i forhold til at få et godt sportsligt udbytte af klubbens økonomiske ressourcer. I lighed med David Nielsen var ansættelsen af ærkerivalen Randers FC’s tidligere direktør Jacob Nielsen tilbage i sommeren 2014 også det helt rigtige valg for AGF. Den direkte og kontante Nielsen har med målrettet fokus, stor energi og opbakning fra klubbens bestyrelse formået at skabe kontinuitet, hvilket er altafgørende for sportslig og økonomisk succes – ikke kun i fodbold, men i al elitesport. Der er nemlig – både i dansk og international fodbold – en entydig langsigtet sammenhæng mellem input af lønkroner og sportslige præstationer. Idrættens Analyseinstituts undersøgelser igennem de seneste to tiår viser at superligaklubbernes personaleomkostninger kan forklare mere end 80 procent af variationerne i de sportslige resultater. I praksis betyder det, at de klubber, der over tid kan opretholde det højeste lønbudget, alt andet lige vinder mest. FCK har været klart førende med aktuelle personaleomkostninger til spillere, trænere, eksperter og administration på 146 mio. kr., Brøndby har udgifter på 110 mio. kr. , mens FCM har udgifter på 94 mio. kr.. Derefter følger AGF, hvis aktuelle personaleomkostninger beløber sig til 66 mio. kr. – altså en samlet 4. plads. Og måske overraskende for de fleste et markant større budget end f.eks. OB med 42 mio. kr. og Randers FC med 33 mio. kr. Superligaklubbens økonomiske indtægter, som er forudsætningen for lønomkostninger, er altså langt den største del af forklaringen på at FCK har vundet 6 mesterskaber og 3 sølvmedaljer i det seneste tiår og at FCM har vundet 2 mesterskaber og i alt 4 medaljer i de seneste 5 år. Penge – uanset om de kommer Champions League-deltagelse, TV-rettigheder, kommercielle samarbejdspartnere, tilskuere eller private mæcener – spiller altså en altafgørende rolle for sportslige resultater. Så alene ud fra økonomiske perspektiver bør AGF være en stabil aktør i top-6 slutspillet – efter min mening minimum 4 ud af 5 gange. Det sidste har absolut ikke været tilfældet siden årtusindskiftet, ligesom køb og salg af spillere op igennem 00’erne og 10’erne helt frem til de seneste år samlet set har været en sportslig og økonomisk katastrofe. AGF har i dag flere spillere med stor markedsværdi, især den kun 22-årige Mustafa Bundu fra Sierra Leone. Jeg tror at det kan blive meget værdifuldt at AGF’s ledelse valgte ikke at sælge den særdeles talentfulde spiller – eller andre potentielle salgbare spillere – til udlandet i vinterens transfervindue. Flere af AGF’s nærmeste konkurrenter til bronzemedaljerne – Brøndby, OB, AaB, FCN og Randers FC – har valgt at sælge mange af deres største profiler, hvilket efter min opfattelse kan blive sportsligt meget kostbart.


På søndag eftermiddag vil mere end 10,000 tilskuere gå ad Stadion Allé mod Ceres Park, når AGF møder ærkerivalerne fra Randers FC. Kampen er meget vigtig, men ikke altafgørende for AGF’s chancer for slutspil og medaljer i 2020. Det resterende 5 kampe mod Hobro, AC Horsens, Silkeborg IF, OB og AaB er lige så vigtige og så vil vi –både nu og i de kommende sæsoner – råbe: ”Kom Så De Hvii .. e” – ”Kom Så De Hvii .. e” – ”Kom Så De Hvii ,,, e” ….

Læs mere

“Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion” – Personlige kommentarer

9. februar 2020

For få dage siden blev ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion” (6. februar 2020) udarbejdet af Kammeradvokaten offentliggjort. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af DR1-dokumentaren ”Svømmestjerner – Under overfladen”, som blev sendt i april 2019. Formålet med undersøgelsen er ” … i henhold til kommissoriet at belyse de forhold, der blev afdækket i dokumentaren, herunder de historiske og faktiske forhold, og kulturen i elitemiljøet under Dansk Svømmeunion. I den forbindelse beskriver kommissoriet en række undersøgelsestemaer, der skal besvares i undersøgelsen. Et af undersøgelsens temaer er at afdække og redegøre for træningsmiljøet og konsekvenserne heraf for elitesvømmerne i perioden fra 2001 og frem. Derudover skal undersøgelsen afdække, om de forhold der indgår i undersøgelsen, kan tilskrives konkrete ledelsesmæssige svigt eller systemiske svagheder. I den forbindelse skal også Team Danmark og Dansk Svømmeunions tilsyn med forholdene afdækkes. Undersøgelsen skal også undersøge de organisatoriske rammer i Dansk Svømmeunion, herunder om rammerne reelt gav og giver elitesvømmerne mulighed for at stå frem. Endelig skal undersøgelsen afdække, om Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i perioden fra 2001 og frem har levet op til deres ansvar”.

“Ledelsesmæssige svigt” og “systemiske fejl” – men ingen juridisk ansvarsvurdering

Det fremgår af Kammeradvokatens omfattende undersøgelse at ” … der kan konstateres en række kritisable forhold i forbindelse med den ledelsesmæssige håndtering af træningsmiljøet for elitesvømmerne i perioden 2003 til 2013. Dette gælder især Dansk Svømmeunion, men også Team Danmark”. Det fremgår også at Kammeradvokaten ” … ikke har foretaget en egentlig juridisk ansvarsvurdering i forhold til organisationer eller enkeltpersoner, det være sig ansættelsesretligt, økonomisk eller i øvrigt. Når vi her refererer til ledelsesmæssige svigt, refererer vi til svigt hos organisationerne som sådan”. Undersøgelsen betoner at ” … Team Danmark er som selvejende institution en del af den offentlige forvaltning og er dermed omfattet af bl.a. offentlighedsloven og forvaltningsloven”. Det betyder at ” … Team Danmark er forpligtet til at sikre, at organisationens økonomiske ressourcer anvendes i overensstemmelse med de formål, hvortil de er givet. Team Danmark har i den forbindelse ansvar for løbende at kontrollere, hvorvidt de enkelte specialforbund, som modtager støtte fra Team Danmark, agerer i overensstemmelse med de forventninger til tilrettelæggelsen af eliteidrætten, som er kodificeret i eliteidrætsloven”. Team Danmark har altså ikke tilsynspligt i statsretslig forstand, men handlepligt overfor samarbejdspartnere – i det konkrete tilfælde Dansk Svømmeunion – som ikke lever op til ”Lov om eliteidræt”, herunder ”Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt”, retningslinjer for vejning af svømmere og udlevering af medicin.

Behov for diskussion om – og evt. revision af – Lov om eliteidræt 

Som direktør – og hermed øverste administrative ansvarlige i Team Danmark – i perioden 1.9.2006 – 17.12.2014 har jeg et medansvar for at en række kritisable forhold ikke blev ændret på tilfredsstillende vis. Der er mange årsager til de ledelsesmæssige svigt – både før og under min ansættelsesperiode – hvilket også fremgår af Kammeradvokatens undersøgelse. Ligeledes er der også mange årsager til og forklaringer på de systemiske svagheder, som undersøgelsen afdækker. Det ændrer imidlertid ikke på følgende personlige kommentar: Det er dybt beklageligt – ikke mindst for de unge svømmere, som har oplevet svigt og hvor det har fået alvorlige konsekvenser for dem i livet – at dialogen, kommunikationen og samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion på mange punkter var mangelfuld og dårligt fungerende i ovenstående periode. Ligeledes kan jeg desværre i dag også konstatere at der – både i Dansk Svømmeunion og i Team Danmark – har været ansatte som har haft viden, som de ikke har lagt frem på rette tid og sted. Det er ligeledes yderst beklageligt. Jeg håber at den meget triste og alvorlige sag om forholdene i dansk elitesvømning får lovgivningsmæssige konsekvenser til glæde og gavn for udvikling af dansk eliteidræt.

Du kan læse rapporten: ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i dansk svømning” her:

  • https://www.teamdanmark.dk/nyheder/2020/februar/kammeradvokatens-undersoegelse/

Derudover kan du læse om mine tidligere synspunkter og holdninger om sagen her:

“På dybt vand – Lov om eliteidræt, inhabilitet og magt-relationer” (25. april 2019)

“Fortsat på dybt vand: En redningskrans blev kastet, men uden land i sigte” (10. maj 2019)

 

Efterskrift (14.2.2020):

Jeg har siden offentliggørelsen af Kammeradvokatens undersøgelse: ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion” (6. februar 2020), mine udtalelser i medierne (bl.a. Radio4 og BT) og ovenstående blog fået mange henvendelser – langt de fleste positive. Jeg har også efterfølgende nærlæst mine tidligere synspunkter og holdninger, både i medierne og i to tidligere blogindlæg (25. april 2019 og 10. maj 2019). Jeg fastholder gerne hver en sætning og komma i de to blogindlæg. Men naturligvis har jeg – alene og sammen med andre – brugt tid og kræfter på fleksioner, eftertanke og samtaler om undersøgelsen, som rækker helt tilbage til 2003 og fremtil idag  – dvs. 3 år før og 5 år efter min ansættelse som direktør i Team Danmark. 

En af mine samtaler indeholdt følgende udsagn: ”Michael – Det er meget ofte de mennesker, som råber højst om god etik og moral, som samtidig selv handler uetisk og dobbeltmoralsk”. Det udsagn har jeg tænkt en del over, bl.a. ud fra grundprincipper i en retsstat som Danmark. Et af de mest centrale grundprincipper i en retsstat er magtens tredeling, som blev omtalt af den franske filosof Montesquieu i ”De l’esprit des lois” fra 1748. Grundprincippet betyder at magten er opdelt i en udøvende magt (en regering, der leder den offentlige forvaltning), en lovgivende magt (Folketinget) og en dømmende magt (domstolene). Kammeradvokatens undersøgelse er omfattende, men den placerer ikke personligt ansvar, hverken i Dansk Svømmeunion, Team Danmark eller imellem de to parter. Kammeradvokatens undersøgelse afdækker altså ikke om der er sket overtrædelse af lovgivning. Det er imidlertid enhver persons, organisations eller institutions ret at anlægge en sag ved en domstol, såfremt man har opfattelse af et lovbrud. Og så kan domstolene – ikke offentligheden eller medierne – træffe en juridisk afgørelse, såfremt en eller flere personer, et forbund (Dansk Svømmeunion) eller en institution (Team Danmark) har overtrådt Lov om eliteidræt. 

Der kan være – og er – stor forskel på god og dårlig ledelse. Og meget ofte sker de forskellige vurderinger af god og dårlig ledelse ud fra subjektive kriterier og begrænset viden. Af disse årsager vil jeg også gerne opfordre alle til at gennemlæse hele undersøgelsen fra Kammeradvokaten.

På samme måde kan der være – og er – stor forskel på eliteatleters opfattelse af trænere i internationale eliteidrætsmiljøer. F.eks. udtalte Lotte Friis – den suverænt mest vidende elitesvømmer med bl.a. OL-bronze og mange VM-medaljer i olympiske discipliner – følgende efter DR1-dokumentarer: “Mark Regan har betydet meget for mig. Han var en slags reservefar for mig. Han var der for mig, han støttede mig, han var hård ved mig. Han var den træner, som for alvor fik sat gang i min karriere og fik mig ud af en dansk boble-mentalitet. Han pressede mig til det yderste. Og det er jeg utrolig taknemmelig for. For uden ham er det ikke sikkert, at min karriere havde været ligeså fin” og ”Vi er jo alle forskellige og skal alle håndteres forskelligt. Jeg har det helt fint med at have trænet under de to trænere (Mark Regan og Paulus Wildeboer). Jeg har det helt fint med den måde, tingene foregik på. Og det er efter min overbevisning også den måde, at tingene bliver gjort på i andre store svømmenationer” (DR – 23. april 2019).

Der er mange personer – både i Dansk Svømmeunion og Team Dammark – som har ansvar for mistrivsel, herunder spiseforstyrrelse og udlevering af medicin over en periode på mere end 10 år. Der er også en del personer – både i og udenfor DS og TD – som har et medansvar for de enkelte sager i dansk elitesvømning. Af den årsag er der også nu behov for en politisk debat om en revision eller en ny lov om eliteidræt i Danmark.

Læs mere

Gør dig umage – Ny bog om børn og unge i skolen, sporten og samfundet

14. januar 2020

”Tal pænt”, ”Opfør dig ordentligt” og ”Gør dig umage”. Født i 1950’erne, opvokset som barn i 1960’erne og ung i 1970’erne har udtryk som disse altid haft værdi og mening for mig. Men ordene har for nutidens børn og unge andre værdier og betydninger end for mig og min generation. Hver generation, enhver kultur og ethvert samfund har forskellige værdier, som vanskeligt kan videreføres eller transformeres til de efterfølgende. Derfor stiller de fire forfattere – Pia Schou Nielsen, Per Andersen, Poul Erik Kristensen og Jakob Freil – sig selv en meget stor, vigtigt og svær opgave i bogen: ”Gør dig umage – Sådan udvikler vi SAMMEN robuste børn og unge, der præsterer og trives – i skolen, sporten og samfundet”, der udkom i oktober 2019.

Fokus og eksempler fra fodbold – men også generel viden om børn og unges adfærd og holdninger

Bogens fire forfattere har mange årtiers erfaringer med idræt – og især med fodbold. Det betyder at bogen indeholder mange gode historier og eksempler på adfærd, sprog og holdninger hos børn, unge og deres forældre. Empirien er hentet, dels fra forfatternes praktisk, pædagogiske erfaringer med undervisning, træning og kampe og dels fra interviews med spændende og kompetente fodboldspillere, trænere, ledere og pædagogiske medarbejdere i institutioner og skoler. På den ene side er det en stor styrke at anekdoter og eksempler fra fodbold, som er den klart største sportsgren i Danmark, både blandt piger og drenge, er meget dominerende i bogen. På den anden side er det en markant svaghed at kultur, adfærd, sprog og værdier fra andre sportsgrene, både holdsport som f.eks. håndbold, ishockey og volleyball som individuelle sportsgrene som f.eks. atletik, svømning og gymnastik, ikke beskrives eller diskuteres i nævneværdigt omfang. Der er nemlig efter min opfattelse, flere forskelle end ligheder, når det kommer til de enkelte sportsgrenes DNA – ikke mindst når det gælder børn og unge.

Stærke værdier og holdninger er nødvendige – også i forhold til børn og unges hverdag 

Bogen indeholder tre hoveddele, fordelt på 9 kapitler. Bogens første 4 kapitler præsenterer en solid teoretisk viden om nutidens børn og unge, primært belyst og diskuteret ud fra dansk litteratur, undersøgelser og forskning. Det virker for mig ikke logisk at indlede bogen med en definition af vinderkultur med eksempler på ”High Performance team” som Manchester United. Forfatterne påpeger ganske korrekt at en hård præstationskultur med ensidig fokus på resultater og en perfekthedskultur blandt danske børn og unge har en række særdeles uheldige konsekvenser for ”kernen” hos det enkelte barn, nemlig tillid, tryghed, selvkontrol, empati, ansvarsfølelse og evne til at indgå i fællesskaber. Af den årsag bør børne- og ungdomstrænere, pædagoger, lærere, ledere og forældre efter min opfattelse heller ikke søge den vigtigste inspiration til at etablere og udvikle stærke idrætsmiljøer inden for eliteidræt. Eliteidræt og high performance handler ”skåret ind til benet” om prioritering, selektion og fravalg – og i langt mindre grad om glæde, trivsel og inklusion. Bogens andet kapitel er et velvalgt opgør med ”curlingkulturen”, som har præget opdragelse og holdninger i alt for mange familier, skoler og klubber igennem de seneste årtier. For langt de fleste børn sker opdragelse og dannelse i dag uden for familien og via sociale medier. Mor og far er som oftest udearbejdende, og der tilbringes mange timer udenfor hjemmet – i vuggestue, børnehave, skole, SFO og klub. ”Feje modstanden væk” fra velmenende voksne udvikler ikke selvstændige og robuste børn. Forfatterne bør roses for at markere klare og tydelige holdninger, bl.a. i konflikter blandt børn. Udsagn som f.eks. ” … at lære børn at håndtere og komme igen efter konflikter og modgang er en fremragende og nyttig beskæftigelse, som er en grundlæggende livsforudsætning for at kunne klare sig som voksen i et komplekst samfund med høj hastighed og mange modstridende interesser og livsmåder” og ”Det er en vigtig del af en sund børneudvikling, at børnene udvikler social læring og personlige egenskaber til at komme godt og styrket ud af en presset situation. De lærer, hvordan konflikter kan håndteres og overkommes uden mobning eller vold som foretrukken løsningsmodel” (side 51) er et kompetent modsvar til alt for meget voksenkontrol og -styring i langt de fleste børn og unges hverdagsliv.

Sociale relationer og dannelse skal læres – de kommer ikke af sig selv

Bogens tredje kapitel introducerer en af bogens mest værdifulde teoretiske bidrag og med forfatternes ord: ”en sammenfattende model for forståelsen og formidlingen af bogens budskaber”: Relationsmodellen eller dannelsescirklen. Ethvert menneske skal etablere, udvikle og mestre færdigheder på tre forskellige niveauer: Individuelt – Relationelt – Kollektivt. Nutidens børn og unge dannes og udvikles i en kompleks verden, hvor mange interessenter og forhold spiller ind på børns og unges muligheder for at trives og klare sig godt. Børn dannes og udvikles gennem tidlige relationer og opdragelse i familien, men også gennem institutioner som vuggestue, børnehave, skole og klubber og ikke mindst gennem kammerater, venner og sociale medier, i langt større og stærkere omfang og indhold end nogensinde tidligere. Forfatterne har også på dette område et klart budskab og en præcis anbefaling: ”En løsning omkring børn og unges udfordringer med robusthed og mentale styrke ser ud til at ligge i de relationelle færdigheder – evnen til at spille hinanden gode, som individ og gruppe. Præstationer udspiller lige midt imellem individuelle og kollektive færdigheder” … ”Evnen til at præstere som individ og hold kan trænes og skal rammesættes. Det kræver indsats og teamsamarbejde fra alles side. Især i de tidlige år skal børnenes kerne dyrkes. Senere skal de nødvendige livsfærdigheder og gameplaner for individet og holdet styrkes” (side 293). Det sidste teoretiske kapitel præsenterer en række almene psykologiske begreber og mere eller mindre videnskabelige teorier om bl.a. vedholdenhed, impulskontrol, adfærds- og personlighedsprofiler (rød, blå, gul og grøn kategori), risikoadfærd, indre og ydre motivation – alt i alt et rodet og usammenhængende kapitel, som savner kvalitet.

Masser af gode og brugbare værktøjer 

De efterfølgende 4 kapitler og bogens 2. hoveddel – ”Værktøjskasser til gameplan og den voksne som leder” (kap. 5), ” … dig som forælder” (kap. 6), ” … dig som underviser og pædagog” (kap. 7) og ” … dig som leder i en organisation eller forening” (kap. 8) – indeholder til gengæld masser af kvalitet. I disse kapitler kommer forfatternes omfattende praksisviden og konkrete redskaber i spil på fremragende vis. De fire kapitler indeholder en række konkrete øvelser, eksempler, cases og refleksionspørgsmål, som både giver læseren ny viden og udfordrer synspunkter, holdninger og adfærd i forhold til egen praksis. Det er ligeledes en stor styrke at de enkelte kapitler relaterer sig til forskellige arenaer for børn og unges hverdag og at der beskrives cases fra andre sportsgrene end fodbold. De enkelte kapitler indeholder en perlerække af emner og dilemmaer, som med stor fordel kan anvendes på pædagog- og læreruddannelsen, trænerkurser i forbund og klubber, på forældremøder og alle andre steder, hvor rammer og vilkår for børn og unges hverdagsliv italesættes og diskuteres.

Et kvalificeret modspil til “den enkelte barn i centrum” 

Bogens sidste kapitel opsummerer på en klar og præcis måde de vigtigste refleksioner, budskaber og anbefalinger. Forfatterne sammenfatter de tre væsentligste hovedtemaer for udvikling af robuste og livsduelige børn og unge, nemlig opdragelse, præstationskultur og behovet for ledelse. Det er befriende – og langt fra vanligt – at høre så klar en holdning som følgende: ”Der synes at være behov for, at voksne i alle sfærer, hvori børn og unge indgår, påtager sig tydelig ledelse og søger at opnå følgeskab. Der er behov for en tydelig rammesætning om børnenes dannelse, opdragelse og adfærd, og at det skitseres, hvordan man vil have det. Som voksne ledere for de forskellige arenaer, hvor børnene befinder sig, har vi en meget vigtig opgave i at lære vores børn og unge at mestre livet i en foranderlig verden og i et samfund, hvor det ligesom på fodboldbanen ofte går hurtigt. Uanset hvilken rolle vi indtager i barnets eller den unges liv, og uanset hvilken arena, vi møder den på, så har vi et ansvar for at gøre os umage og sikre, at de trives, lærer de rette færdigheder og rustes til livet. Det stiller store krav til os som mennesker og til vores samfund”

Det har været hele umagen værd at læse bogen. Den kan varmt anbefales til alle, der vil børn og unge alt det bedste.

Bogen kan købes her: 

  • https://www.bog-ide.dk/produkt/4945191/pia-schou-nielsen-goer-dig-umage 

 

 

 

Læs mere

Sportsåret 2019: Historisk VM-guld og få top 8-placeringer

7. december 2019

VM 2019 i håndbold blev to meget forskellige oplevelser, både for spillere, trænere, ledere, journalister og tilskuere. I årets første måned vandt de danske herrer for første gang nogensinde verdensmesterskabet i håndbold. På hjemmebane leverede herrelandsholdet igennem hele VM-turneringen – ikke mindst i semifinalen mod Frankrig og finalen mod Norge – en række fremragende præstationer med fantastisk støtte fra festklædte fans i Herning. Samme stabilitet viste det danske kvindelandshold langtfra ved de seneste to ugers VM i Japan. Flere kampe var præget af et stort antal tekniske fejl og et meget lavt bundniveau, hvilket betød at Danmark ikke opnåede en placering blandt verdens 8 bedste hold. Den skuffende præstation betød også at kvindelandsholdet – som i 2016 – ikke formåede at kvalificere sig til det kommende OL. Det er for mig forunderligt at både Team Danmark og de danske medier – ikke mindst TV2 og DR – bruger så mange ressourcer på et produkt af så ringe kvalitet.  

VM-guld i håndbold, landevejscykling og sejlsport 

Foruden Danmarks historiske VM-guld i herrehåndbold blev der glædeligvis også leveret andre sportslige præstationer i absolut verdensklasse af danske atleter og hold i 2019. Den kun 23-årige cykelrytter Mads Pedersen blev på regnvåde og vindblæste veje i Yorkshire den første danske verdensmester for mandlige professionelle i landevejscykling og sejleren Anne-Marie Rindom vandt både VM og EM i Laser Radial – en fantastisk præstation, som også gav genlyd i international sejlsport. Den sympatiske idrætsstuderende fra Aarhus blev da også på grund af resultaterne – som den første danske nogensinde – kåret som ”Rolex World Sailor of the Year 2019” af ”World Sailing”.

Danske atleter og hold har i 2019 vundet i alt 12 VM-medaljer i olympiske discipliner. hvilket er meget positivt. Cykling har været bedst med 4 VM-medaljer. Foruden Mads Pedersen imponerede VM-guld, vandt Lasse Norman Hansen og Casper Folsach VM-sølv i parløb (banecykling), mens 4 km-holdet i forfølgelsesløb (banecykling) samt Julie Leth og Amalie Dideriksen (banecykling) vandt VM-bronze. Cykling, især bane og landevej, har været klart den sportsgren i dansk eliteidræt, som har haft størst sportslig fremgang igennem de seneste år. Og det er især meget imponerende at rekruttering og udvikling af verdensklasseryttere sker ud fra et yderst begrænset antal ungdomsryttere. Sejlsport har også haft et rigtig godt år med 3 VM-medaljer i olympiske discipliner. Foruden Anne Marie Rindoms VM-guld, vandt Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck VM-sølv i Nacra 17, mens Ida Maria Baad og Marie Thusgaard vandt VM-bronze i Auckland på New Zealand. Cykling og sejlsport har med andre ord vundet mere end halvdelen af de danske VM-medaljer i 2019. De øvrige 5 VM-medaljer i 2019 er fordelt på 3 sportsgrene: Roning, badminton og kajak. Sverri S. Nielsen (roning) vandt VM-sølv i singlesculler, ligesom Anders Antonsen (badminton) gjorde det i herresingle (badminton). Endelig vandt Emma Aastrand Jørgensen (kajak) i K1 200 meter og W4- med Christina Juhl Johansen, Lærke Berg Rasmussen, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen (roning) VM-bronze.

Færre atleter og hold er med i kampen om VM-medaljer

Antallet af VM-medaljer i olympiske discipliner er – sammen med antallet og værdien af top 8-placeringer ved VM eller på verdensranglisten – de bedste parametre for dansk eliteidræts internationale niveau. Det er vanskeligt at sammenligne resultaterne i de enkelte år, idet antallet og karakteren af internationale mesterskaber er forskellig fra år til år. Det giver imidlertid god mening at sammenligne resultaterne i 2019 og 2015, altså det sidste år inden OL. Antallet af VM-medaljer i olympiske discipliner er i 2019 lidt højere end i 2015, hvor det blev til 11 VM-medaljer, fordelt på svømning (3), badminton (2), sejlsport (2), brydning (1), cykling (1), kajak (1) og roning (1). Derimod er antallet og værdien af top 8-placeringer i 2019 er dårligere end i 2015. Danske atleter og hold har i år kun opnået 21 top 8-placeringer ved VM mod 27 i 2015. Ligeledes har danske atleter og hold kun opnået 112 placeringspoints i olympiske discipliner mod 133 placeringspoints i 2015.

Danmark taber terræn på internationale ranglister 

Det vil være forbundet med stor risici at vurdere chancerne for dansk succes ved OL 2020 alene ud fra antallet af VM-medaljer i 2019. Det er nemlig et faktum at dansk eliteidræt i de seneste tre år har haft et markant faldende resultatniveau. Danmark har i perioden 2017-2019 opnået markant dårligere VM-resultater end i den sammenlignende periode 2013-2015. Antallet af VM-medaljer har i 2017-2019 været 25 (medaljepoints: 43) mod 31 (medaljepoints: 55) i 2013-2015, mens det samlede antal top 8-placeringspoints har i 2017-2019 været 349 mod 409 i 2013-2015 – dvs. et fald på 15-20 %. Det faldende resultatniveau er også gældende i ikke-olympiske sportsgrene, som f.eks. orienteringsløb, speedway, sportsdans og bowling. Den negative udvikling kan også aflæses på ”Greatest Sporting Nation-ranglisten” (https://www.greatestsportingnation.com/), som registrerer internationale resultater i 98 olympiske og ikke-olympiske discipliner, hvor Danmark således er faldet fra en samlet placering som nr. 26 i 2013-2015 til nr. 34 i 2017-2019 på ranglisten over samtlige nationer og fra nr. 9 i 2013-2015 til nr. 14 på ranglisten pr. indbygger – efter nationer som bl.a. Bahrain, Estland, Kroatien, Serbien og Finland. 

Grund til behersket OL-optimisme – efter svage VM-resultater i 2017 og 2018  

På baggrund af de seneste års VM-resultater vil en realistisk målsætning for OL 2020 efter min opfattelse være 10 medaljer. De mest oplagte medaljekandidater er efter min mening banecykling – både parløb og omnium for kvinder og mænd samt 4 km-holdforfølgelsesløb. Derudover må Anne-Marie Rindom samt Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck (sejlsport), Emma Aastrand Jørgensen (kajak), Viktor Axelsen og Anders Antonsen (badminton), firer uden styrmand og Sverri Nielsen (roning) og ikke mindst herrelandsholdet i håndbold anses for at være gode bud på danske OL-medaljer i Tokyo.  På nuværende tidspunkt ser jeg ikke danske OL-medaljechancer i hverken atletik eller brydning: To sportsgrene, hvor danske atleter vandt to OL-sølvmedaljer for 4 år siden. Der er naturligvis flere forklaringer på dansk eliteidræts markante dårligere resultater i de seneste 3 år end tidligere. Sportsgrene som f.eks. svømning, badminton, roning, skydning, orienteringsløb, sportsdans, speedway og bowling, som traditionelt har vundet mange internationale medaljer til VM og EM, har tilsyneladende ikke formået at sikre en stærk ”fødekæde” af atleter og hold på højeste internationale niveau. Og så har Team Danmarks støttekoncept 2017-2020 været alt for visionsløst og mangelfuldt til at udvikle dansk eliteidræt. Slutresultatet skal først endeligt evalueres efter OL 2020 i Tokyo, men 12 VM-medaljer i 2019 har bestemt øget min optimisme i forhold til danske OL-medaljer i cykling, sejlsport, roning, badminton, kajak og håndbold.

Til slut vil jeg gerne ønske alle – atleter, trænere, ledere og fans – i dansk og international eliteidræt en glædelig jul og et godt nyt sportsår.

 

 

 

Læs mere

Drømmen som blev knust af magtpolitik og en tåbelig lejeaftale

18. november 2019

For få måneder siden udsendte Team Danmark en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik ”… at Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund på et fælles bestyrelsesmøde har besluttet at løfte visionen om at bygge et nationalt elitesportscenter i København til en helhedsløsning, der inddrager hele landet” og videre ” … at Team Danmark etablerer innovationscentre i Aarhus, Odense, Aalborg og København, så man kan dække hele Danmark. På de nye innovationscentre vil trænere, atleter og forskere kunne mødes og udvikle ny viden om ernæring, fysiologi. sportspsykologi, test og meget andet, som kan give atleter og trænere konkurrencefordele”.

Beslutningen sker ikke mindst på grund af en flot bevilling på 100 mio. kr. i efteråret 2018 fra Novo Nordisk Fonden til Team Danmark. Af Novo Nordisk pressemeddelelse fremgår det at ” … 50 mio. kr. er målrettet etablering af topmoderne faciliteter, der skal bruges i forbindelse med idrætsforskning, f.eks. højdehotel, klimarum og andre træningsfaciliteter, hvor udstyret giver mulighed for at monitorere atleternes præstationer under træning og restitution. Bevillingen til disse specialfaciliteter er betinget af, at Team Danmark inden udgangen af 2020 har opnået støtte fra anden side til at etablere en bygning, der kan rumme specialfaciliteterne”.

Mere end en forklaring på ny strategi 

Der er imidlertid en anden forklaring på hvorfor drømmen om et nationalt elitesportscenter i København desværre kun tegner til at blive en bygning på Københavns Universitet, som kan rumme specialfaciliteterne. Enhver, som har beskæftiget sig med eliteidrætsforskning på internationalt niveau, er fuldstændig klar over at en anlægsbevilling på 50 mio. kr. ikke gør underværker.

Der var mange årsager til at Kjeld Rasmussen, Brøndbys borgmester fra 1966 til 2005, har rekorden som Danmarks længst siddende borgmester. En af de væsentligste årsager var at Rasmussen havde et meget stort hjerte for idræt, hvilket især Brøndby IF – én af Danmarks mest vindende fodboldklubber – har nydt godt af igennem mere end et halvt århundrede. Derudover indså den socialdemokratiske borgmester hurtigt at kommunale investeringer i idrætsanlæg og aftaler med eksterne samarbejdspartnere kunne være vejen til stabile indtægter i den kommunale pengekasse. En af Rasmussens mest ”geniale” aftaler blev indgået med Danmarks Idrætsforbund (DIF) i starten af 1970’erne, hvor Brøndby Kommune og DIF indgik en aftale om at DIF skulle opføre ”Idrættens Hus” på en mark på den københavnske vestegn. Bygningen, som blev indviet i 1974, var DIF’s ejendom, men placeret på en lejet grund, som tilhører Brøndby Kommune og som først kan tilbageleveres i år 2060 – altså om 41 år. Derudover har ”Idrættens Hus” i dag en belåning, som langt overstiger faciliteternes reelle markedsværdi.

Idrættens Hus – en kold administrationsbygning, hvor atleter og trænere ikke har førsteprioritet 

Der er formentlig ikke mange, som vil betegne ”Idrættens Hus” som en visionær og bæredygtig idrætsfacilitet med stor fokus på atleternes og trænernes ønsker og behov. Og der er formentlig heller ikke mange, som finder placeringen af ”Idrættens Hus” hensigtsmæssig i forhold til offentlig transport. Desuden er det heller aldrig lykkes DIF at udvikle ”Idrættens Hus” til andet og mere end en kold administrationsbygning. Disse tre forhold var også årsagen til at placeringen af et nationalt elitesportscenter i Brøndby efter min mening ville være lige så tåbelig, som DIF’s lejeaftale med Brøndby Kommune.

Verdens bedste sportsnationer har samlet ressourcer på Campus-område

Drømmen om et nationalt elitesportscenter i Danmark blev drøftet første gang på Team Danmarks bestyrelsesmøde i slutningen af 2011. Forbilledet var tilsvarende centre i nogle af verdens bedste sportsnationer på størrelse som Danmark: Australien, Norge og New Zealand, som med stor succes havde samlet stort set alle nødvendige ressourcer i én og samme facilitet: Atleter, trænere, eksperter som læger, fysioterapeuter, diætister, sportspsykologer og ikke mindst forskere, som enten var tilknyttet Australian Institute of Sport og University of Canberra (Australien), Olympiatoppen og Norges Idrettshøgskole i Oslo eller High Performance Sport New Zealand og University of Auckland i New Zealand – på ét campus.

Visionen om og indholdet af ét nationalt elitesportscenter blev første gang drøftet på et bestyrelsesmøde i Team Danmark i november 2011. På et bestyrelsesmøde i februar 2013 indstillede jeg til bestyrelsen at Team Danmark skulle udarbejde en analyse med en omkostning på ca. 1 mio. kr. om en mulig placering af et nationalt elitesportscenter, enten ved Royal Arena i Ørestaden eller ved Parken og Østerbro Stadion med Rigshospitalet og Københavns Universitet inden for gåafstand. Denne indstilling faldt absolut ikke i god jord hos DIF’s ledelse, som i dagene op til bestyrelsesmødet var i tæt kontakt med samtlige Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer. Konsekvensen af DIF-formanden hektiske aktivitet ved telefonen, blev en ikke-beslutning på Team Danmarks bestyrelsesmøde. Sagen blev sendt til ”hjørnespark” og mødet blev efter min opfattelse et af de sorteste kapitler i Team Danmarks historie. Fra det øjeblik mistede jeg også håbet om og troen på et nationalt elitesportscenter i København uden for ”Idrættens Hus” på niveau med tilsvarende centre i Australien, Norge og New Zealand.

Spild af ressourcer på ikke-eksisterende potentialer 

Team Danmark og DIF har nu i mere end 6 år ”videreudviklet” tankerne og ideerne om et nationalt elitesportscenter. Videreudviklingen af drømmen er beskrevet i rapporten: ”Nationalt elitesportscenter i Danmark – Fase 2, februar 2017). Derudover ansatte DIF og Team Danmark i 2017 en fælles ”projektdirektør”, som skulle være frontfigur i forhold til at realisere visionen, målsætninger og strategier i ovennævnte rapport. Projektdirektørens ansættelse er nu ophørt med DIF og Team Danmarks fælles beslutning om radikalt at ændre drømmen om ét nationalt elitesportscenter med alle funktioner og ressourcer samlet på én lokalitet er ”lagt i graven”. Efter min mening har Danmark hverken sportsligt eller forskningsmæssigt potentialer eller ressourcer til at opbygge eller udvikle 4 ”innovationscentre” i København, Aarhus, Odense og Aalborg – med mindre at de fire kommuner og de fire universiteter finansierer langt størstedelen af de økonomiske ressourcer til centrene.

Kjeld Rasmussen – ”Vestegnens konge” igennem flere årtier – var en meget klog og handlingsorienteret borgmester, men jeg tror faktisk at han ville være oprigtig ked af at lejeaftalen mellem DIF og Brøndby Kommune blev en altgørende forhindring for den bedste løsning for Danmarks bedste atleter: Et nationalt elitesportscenter i København – men uden for Brøndby Kommune.

 

 

 

Læs mere

US Olympic & Paralympic Training Center: En af faktorerne bag USA’s sportslige dominans

18. oktober 2019

USA har siden årtusindskiftet været verdens suverænt bedste sportsnation, især på grund af stor dominans i sommer-olympiske discipliner. USA’s dominans i international elitesport blev senest bekræftet ved OL 2016 i Rio, hvor atleter og hold fra USA vandt i alt 121 medaljer, heraf 46 af guld. På 2. pladsen i nationskonkurrencen kom Storbritannien med i alt 67 medaljer, heraf 27 af guld, mens Kina blev nr. 3 med 70 medaljer, heraf 26 af guld. Ud fra de seneste 3 års resultater ved verdensmesterskaber i de 33 sportsgrene og 339 discipliner, som er på programmet ved næste OL 2020 i Tokyo, er der heller ingen tvivl om at USA er storfavorit til igen at vinde nationskonkurrencen.

Coloroda Springs – “US Olympic City” 

Mange af USA’s topatleter og hold, bl.a. i svømning, gymnastik, brydning, basketball, boksning og skydning, har deres træningsfaciliteter på US Olympic & Paralympic Training Center i Colorado Springs. Centret indeholder også US Olympic & Paralympic Committee’s administration og mange forbund har deres administration i Colorado Springs, som næste år åbner verdens største sportsmuseum og Hall of Fame. Centret blev etableret i slutningen af 1970’erne og er i dag et af verdens absolut bedste træningscenter med bl.a. boliger til 140 atleter, trænere og eksperter, træningsfaciliteter, restaurant, serviceydelser til atleterne indenfor bl.a. sportsmedicin, fysioterapi, ernæring, sportspsykologi og præstationsanalyse. Centret anvendes ofte til træningssamlinger for de bedste atleter og hold, som forberedelse til de største nationale og internationale mesterskaber, som f.eks. Panamerikanske lege, VM og OL. Det er også muligt for college- og universitetshold betale for et træningsophold på centret, som har mere end 450 sengepladser. 

OL er en særlig event – også for USA’s største og bedst betalte sportsstjerner 

OL har stor status og prestige for alle  atleter i USA, også i kommercielle sportsgrene som basketball og ishockey. «OL har altid været noget helt særligt for USA og nationens topatleter. Atletik og svømning er for os de største sportsgrene ved sommer-OL, mens ishockey er den største sportsgren ved vinter-OL. Vi arbejder hver dag målrettet og hårdt på at USA skal være repræsenteret i alle sportsgrene ved OL og også helst være blandt medaljevinderne. Vi har heldigvis mange atleter, som kvalificere sig til både 3, 4 og 5 olympiske lege”, fortæller Susie Parker-Simmons, som er sportsdirektør for US Olympic Committee & Paralympic Committee. USOPC samarbejder med alle 28 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til OL 2020 i Tokyo og alle 7 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til vinter-OL 2022 i Beijing. ”Vi er optimistiske i forhold til de kommende OL, men vi kan også konstatere at mange forbund har svært ved at fastholde de største talenter, som tiltrækkes af individuelle sportsgrene som tennis og golf eller kommercielle sportsgrene på colleger og universiteter, som f.eks. amerikansk football, basketball, baseball eller ishockey. I disse sportsgrene er muligheder for at få attraktive økonomiske stipendier på college eller universiteter langt større end i sportsgrene som f.eks. brydning, bueskydning, bobslæde og kunstskøjteløb”.

Træningsfaciliteter og sportscampus i verdensklasse  

På US Olympic & Paralympic Training Center har atleterne adgang til række serviceydelse på højeste internationale niveau. Centret har bl.a. et tværfagligt sportsmedicinsk team bestående af læger, fysioterapeuter, diætister og kiropraktorer.  Ligeledes har centret en træningsfacilitet, hvor atleter og trænere kan få råd og vejledning om disciplinspecifikke styrke- og udholdenhedstræningsprogrammer. Faciliteten indeholder også topmoderne teknologisk udstyr, som kan anvendes til biomekaniske analyser. Derudover er der på Campusområdet indrettet et træningslokale, hvor atleterne kan træne under forskellige klimatiske forhold, som f.eks. højde, varme og luftfugtighed. Denne træningsfacilitet bliver et væsentligt redskab for mange atleter i forberedelserne frem imod OL 2020 i Tokyo, som vil byde på store udfordringer for atleterne, især i forhold til luftfugtighed.

”Vi forsøger hele tiden at optimere forholdene for vores topatleter, bl.a. gennem brug af ny teknologi i træning og konkurrencer. I forhold til vintersport kan vi konstatere at Sverige og især Norge har rigtig mange topatleter i sportsgrene som langrend, skiskydning, nordisk kombineret og alpint skiløb. Det så vi senest ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang, hvor Norge vandt ikke færre end 39 medaljer, heraf 14 af guld. Vi har ikke de samme muligheder for at rekruttere talenter igennem stærke klubmiljøer som i de nordiske lande. Det er kun i få stater som Colorado, Wyoming og Idaho at vi kan tilbyde atleter gode træningsfaciliteter og vi må ofte rejse på længerevarende træningsophold i Europa for at optimere forholdene for atleterne i vintersport. Ved sidste vinter-OL 2018 viste vi imidlertid at vi godt kan vinde over både Norge, Sverige og Finland, da Kikkan Randall og Jessica Diggens vandt OL:guld i holdsprint for kvinder – den præsentation er vi meget stolte over”, forklarer Susie Parker-Simmons, der er født og opvokset i Australien, men nu været tilknyttet US Olympic & Paralympic Committee i mere end to årtier.

Du kan få yderligere oplysninger om US Olympic & Paralympic Committee på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC og om US Olympic & Paralympic Training Center på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC/olympic-paralympic-training-centers/csoptc/about

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Talentudvikling og elitesport i skolen

9. oktober 2019

Revision af Lov om eliteidræt i 2004 indeholdt to nye ”forpligtelser” for Team Danmark, som har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. For det første blev den såkaldte 15 års-regel afskaffet, hvilket betød at Team Danmark fik mulighed for også at tage ansvar for rekruttering og udvikling af de yngste talenter. Af lovens bemærkninger fremgik det bl.a. at ” … det ikke længere virker hensigtsmæssigt, at Team Danmark ikke kan beskytte, rådgive og støtte de aktive under 15 år, som deltager i målrettet træning på højt niveau, når institutionen har til opgave at beskytte de aktive over 15 år. Derfor fjernes den nuværende aldersgrænse, og det pålægges Team Danmark i samarbejde med de andre relevante aktører (forældre, klubber, specialforbund og Danmarks Idrætsforbund) at tage vare på udviklingen af de helt unge talenter, dvs. under hensyntagen til en alsidig udvikling af deres motoriske, psykiske og sociale evner”. For det andet blev det muligt for Team Danmark at etablere et formaliseret samarbejde med landets kommuner i form af gensidigt forpligtende samarbejdsaftaler. Det blev betonet i lovens bemærkninger at ” … sådanne samarbejdsaftaler kan f.eks. omfatte de unge talenter med henblik på dels at sikre dem gode træningsbetingelser lokalt, dels at involvere dem i en langsigtet uddannelsesplanlægning”. Lovrevisionen gav hermed Team Danmark nye målsætninger, strategier og indsatsområder i forhold til at rekruttere, identificere og udvikle flere og bedre talenter til dansk eliteidræt. De to nye opgaver blev i de efterfølgende år integreret, dels på nationalt niveau med initiativer som ”Aldersrelateret Træning – ATK”, idrætsspecifikke ATK’er og udarbejdelse af ”Fælles værdisæt for talentudvikling i dansk idræt” og dels på lokalt niveau med samarbejdsaftaler med i alt 23 af landets 98 kommuner.

Team Danmarks elitekommuner – et samarbejde mellem mange aktører

Samarbejdsaftalerne, som typisk er indgået for en 4-årig periode, har som overordnet formål at optimere rammer og fremme vilkår for eliteidræt og i særdeles talentudvikling i de enkelte kommuner. Aftalerne er forskellige fra kommune til kommune, men langt de fleste aftaler omfatter indsatsområder som f.eks. prioriterede idrætsgrene, særligt tilrettelagte uddannelsesforløb på folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, klubudvikling, kompetenceudvikling af trænere og idrætslærere, vidensdeling og netværk samt servicetilbud som f.eks. sportsmedicin, fysioterapi, kostvejledning og sportspsykolog.

Et af indsatsområderne – samarbejdet mellem skoler, kommuner, klubber, forbund og Team Danmark om idrætsklasser i udskolingen, hvor børn og unge indgår i et ”dobbelt karriereforløb”, der kombinerer sport og uddannelse – er nu beskrevet og diskuteret i bogen: ”Talentudvikling og eliteidræt i skolen” (Aarhus Universitetsforlag, 2019). Bogen, der er redigeret af Jens Chr. Nielsen og Jesper Stilling Olesen, lektorer ved DPU, Aarhus Universitet i henh. pædagogisk psykologi og pædagogisk antropologi, er udarbejdet på baggrund af et fireårigt forskningsprojekt i perioden 2013-2017. Forskerne har fulgt en årgang idrætselever på 4 skoler fra 7. til 9. klasse ved hjælp af både kvalitative metoder (interviews og observation) og kvantitative metoder (spørgeskemaer). Hermed er idrætseleverne, både dem som har haft succes og dem, der har haft vanskeligt ved at leve op til forventningerne om en progressiv sportslig udvikling, fulgt under udvikling og ikke mindst i de op- og nedture, der i nogle tilfælde har bragt dem tættere mod eliten og i andre tilfælde har ført til ophør med eliteidræt.

Nye teorier og perspektiver om talentudvikling og uddannelse

Bogen er generelt velskrevet og introducerer nye teorier og perspektiver til den eksisterende litteratur om talentudvikling og uddannelse. Og ikke mindst beskrives og diskuteres en række centrale kontroverser og dilemmaer om børn, unge og eliteidræt med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale. Bogen indeholder 13 kapitler om bl.a. talentudvikling under forandring, international forskning i talentudvikling og uddannelse, idrætsklasser under udvikling, uddannelses- og kulturpolitiske tiltag, forberedelse til dual career, transitioner i sport, de synlige talenter og overgangen til ungdomsuddannelse samt en omfattende litteraturliste. Jeg vil især fremhæve 3 emner, hvor bogen bibringer dansk og international eliteidræt ny viden ud fra teoretiske overvejelser og virkelighedens praksis.

Idrætselever i en idrætsklasse – og ikke talenter i en eliteidrætsklasse

For det første fremhæver forfatterne at målgruppen for et kombineret skole- og idrætstilbud i udskolingen bør defineres som ”idrætselever i en idrætsklasse”. Der er ingen tvivl om at talentudvikling har i det seneste tiår fået meget stor fokus såvel i uddannelsessystemet, erhvervslivet som kultur- og idrætsverdenen. Den primære årsag til denne udvikling har været at talentudvikling i stigende grad har været anset som en afgørende forudsætning for at mindre nationer som f.eks. Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence. Der er imidlertid heller ingen tvivl om at der i de seneste tiår er ”udpeget” alt for mange ”talenter” alt for tidligt – ikke mindst i sportens verden. Der findes efter min mening ingen større floskel end udsagnet: ”Alle har talent” og det er ganske få procent af idrætseleverne i idrætsklasserne, som kan – og bør – inkluderes af Team Danmarks definition af ” … et talent, som er en ungdomsatlet med kompetencer og færdigheder i en sportsgren, som sandsynliggør en langsigtet udvikling som senioratlet på højeste internationale seniorniveau”. Langt hovedparten af idrætseleverne, både i og uden for Team Danmarks Elitekommuner, kommer aldrig i nærheden af den kategori. Af den årsag bør alle skoler, klubber, forbund og naturligvis også Team Danmark fremadrettet benytte begrebet ”idrætselever” og ”idrætsklasser” i stedet for ”talenter” og ”eliteidrætsklasser” – ikke mindst for idrætselevernes skyld. På tilsvarende vis er det også værdifuldt at forfatterne introducerer begrebet ”dual becoming” i stedet for ”dual career”. Der er for idrætseleverne i 14-16 års-alderen netop tale om en tilblivelsesproces og ikke hverken en sportslig eller skolemæssig ”karriere”. Der kan efter min opfattelse allertidligst være tale om en karriere, både sportsligt og uddannelsesmæssigt, efter afsluttet ungdomsuddannelse og en sportslig transition fra junior til senior.

“Dobbelt commitment” – idrætselever, som både kan og vil 

For det andet redegør forfatterne for at ”dobbelt commitment” er altafgørende som adgangskort til en god talentudvikling. ”Commitment” er udtryk for et særligt stærkt engagement og kan defineres som en generel psykisk tilstand, som kan forklare en persons målrettede handlinger over en længere tidsperiode. Forfatterne understreger også at ”commitment” er et relationelt og dynamisk fænomen, som ideelt set bør gælde begge domæner: Sport og skole. Præmissen for at blive udvalgt og forblive i en idrætsklasse igennem 3 år er at den enkelte idrætselev har et vist kompetenceniveau indenfor deres sportsgren, at idrætseleven fortsat kan udvikle denne kompetence i retning af eliteniveau, og at de har viljen til at gøre det, dvs. at idrætseleven har ”commitment” til eliteidræt. Ligeledes forventes det at idrætseleven har faglige skolekompetence og vilje til bl.a. at lave lektier og aflevere opgaver. Idrætseleven skal altså ”kunne” og ”ville”, både skolen og sporten. Den opgave løses af en del idrætselever, men langt fra de fleste. Hovedparten af idrætseleverne befinder sig således ofte under et ”krydspres” mellem sporten og skolen, hvor der stilles forskellige forventninger og krav fra bl.a. forældre, lærere, trænere, kammerater, søskende og ikke mindst idrætseleverne selv. Bogen beskriver meget flot – konkret og direkte – ”krydspresset” for de forskellige typer af idrætselever. En af bogens få svagheder er at den ikke giver noget svar på hvor stor en andel af idrætselever, som behersker kompetencer og ”commitment” på begge domæner og hvor mange idrætselever, som reelt er ”fejlplaceret” i en idrætsklasse. 

Markante forskelle mellem sportsgrene – og mellem piger og drenge

For det tredje betoner forfatterne ofte i bogen at idrætselever i idrætsklasser bør anskues som processuelle og relationelle fænomener, der involverer mange forskellige aktører: Idrætseleven, lærere, trænere, koordinatorer, vejledere, forældre, kammerater, kærester og mange andre. Et stærkt talentudviklingsmiljø består ikke kun af mennesker, men også af en række materielle anlæg og genstande som skolebygninger, idrætsanlæg, sportsudstyr og rekvisitter samt policy-dokumenter, målsætninger, ideologier, normer og visioner. Det komplekse og kontroversfyldte felt – talentudvikling og elitesport i skolen – kommer også klart til udtryk igennem forskningsprojektets beskrivelser og diskussioner af de markante forskelle i adfærd og holdninger, bl.a. hos to køn – piger og drenge – og mellem de forskellige sportsgrene.  

”Talentudvikling og eliteidræt i skolen” bør efter min opfattelse være obligatorisk pensum for enhver træner, lærer, forældre, koordinator, som beskæftiger sig med børn, unge og eliteidræt – og som vil følge dem bedst muligt på vej videre i eller … ud af elitesport.

Bogen kan købes hos Aarhus Universitetsforlag: https://unipress.dk/udgivelser/t/talentudvikling-og-elitesport-i-skolen/ 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Unikt talent, hård træning og bevidste valg: Karsten Warholms vej til international succes

13. september 2019

En af VM i atletik største favoritter er den 23-årige Karsten Warholm, der er født og opvokset i Ulsteinvik – en by med 6.000 indbyggere på Norges vestkyst. Der er flere årsager til Warholms favoritrolle på 400 meter hæk, blandt andet blev han i 2017 meget overraskende verdensmester og sidste år vandt han suverænt EM-guld i Berlin på distancen. Den vigtigste årsag er imidlertid at den unge nordmand ved det senest IAAF Diamond League i Zurich løb på årets suverænt bedste tid – 46,92 sekunder, hvilket er ny europæisk rekord. Tiden er også den næsthurtigste i verden nogensinde og verdensrekorden på 46,78 sekunder, der blev sat af amerikaneren Kevin Young tilbage i 1992, kan meget vel blive forbedret ved VM i Doha, hvor Abderrahman Samba fra Qatar og Rai Benjamin fra USA vil presse Warholm til de sidste meter. Warholms præstationer og udviklingskurve har også betydet at han er sammen med Ingebrightsen-brødrene blandt Norges største medaljehåb ved OL 2020 i Tokyo.

Fra mangekamp til specialisering – 400 meter hæk

Allerede i foråret 2013 viste de første tegn på Karsten Warholms unikke talent i sig ved de norske ungdomsmesterskaber. Warholm var tilmeldt og vandt 8 discipliner over 3 dage – trespring, 60 meter hæk, 400 meter, højdespring, 60 meter, 200 meter, længdespring og stafet – og i 6 af disciplinerne satte han nye norske rekorder. Senere på året blev han også ungdomsverdensmester i tikamp og en unik international karriere kunne for alvor tage fart. I ungdomsårene var alsidighed Warholms særkende og frem til 2014 deltog Warholm både i tikamp og specifikke discipliner som længdespring, hækkeløb og 400 meter. Warholm svageste præstationer i tikamp var kastedisciplinerne: Kuglestød, diskoskast og spydkast. ”Karsten har altid haft et meget stort talent og så har træningen i tikamp i barne- og ungdomsårene lagt en meget solid træningsbasis. Derudover har han også altid haft lyst til at træne for at blive bedst. Han har en stor tro på egne evner og han har en usædvanlig evne til at presse sig selv, således at han udnytter sit potentiale fuldt ud”, siger Hanne Haugland, OLT-coach som har fulgt Warholms udvikling igennem en årrække og som i dag er kontaktperson mellem Olympiatoppen – den norske eliteidrætsorganisation – og ”Team Warholm”. I 2015 flyttede Warholm fra Ulsteinvik til Oslo, hvor han indledte et samarbejde med den meget kompetente og erfarne træner – 62-årige Leif Olav Alnes. Netop dette samarbejde har haft meget stor værdi og betydning for Warholms imponerende karriere i de seneste 4 år. Hanne Haugland udtrykker det således: ”Da Karsten, sammen med Leif Olav Alnes, besluttede sig for at satse 100 % på 400 meter hæk, så førte kvalitet og kompetence i målrettet træning til stor fremgang på kort tid. Karsten fik stor nytte og gavn af Leif Olav enorme erfaring fra bl.a. sprinttræning og biomekanik og Leif Ola fik glæden ved at træne en atlet, som var villig til at satse 100 %. Det har været det perfekte match mellem en 100 % dedikeret atlet og en 100 % dedikeret træner, som har ført til verdensklasse”, siger Haugland.

Utraditionelle valg og prioriteringer  

Warholm og Alnes har også sammen foretaget en række bevidste og utraditionelle valg. Blandt andet har Karsten Warholm valgt udelukkende at træne sammen med piger: Amalie Iuel, Elisabeth Slettum og Solveig Hernandez – alle hækkeløbere på samme alder som Warholm. Den daglige træning foregår i Vålerengas Vallhall, Bislett Stadion og Olympiatoppens træningscenter på Sognsvann, hvor ”Team Warholm” med Leif Olav Alnes suppleret af assistenttræner Andreas Thorkildsen har ansvaret for træningen. Den daglige træningsmængde er meget stor – ofte 6-8 timer – og især Alnes’ anvendelse af utraditionelle træningsredskaber, har været til stor gavn og inspiration for Warholms udvikling. Derudover samarbejder teamet også med Olympiatoppens eksperter om kostvejledning, testning og andre faktorer, som har afgørende betydning for internationale toppræstationer. Warholm sætter stor pris på de uformelle samtaler med de tre piger, også om emner som ligger langt fra atletikkens verden. ”Mine træningskammerater er på ingen måde mine konkurrenter og de tre piger er med til at skabe en målrettet og seriøs atmosfære i vores træningsgruppe, men hvor der også er plads til humor og sjov mellem os” har Warholm bl.a. udtalt til norske medier om det utraditionelle valg af træningskammerater.

Kvalitet i hverdagens træning – fremfor præmiepenge ved internationale stævner

Et andet utraditionelt valg som Warholm og Alnes har foretaget er at fravælge konkurrencer uden for Europa, også på bekostning af de meget store penge, som er forbundet med deltagelse og sejre i bl.a. Diamond League-stævnerne. Warholm kan naturligvis godt lide at konkurrere, men det er faktisk den daglige træning som han værdsætter allermest. Han har bl.a. udtalt til Norsk TV at ”…  jeg finder ekstrem stor glæde ved at udvikle mig og den udvikling sker som oftest i træningen. Konkurrencer er jo vigtige for at opnå lidt ekstra, men træningen er det altafgørende grundlag. For mit vedkommende – og det lyder måske lidt som en kliche – er penge langt fra nogen drivkraft. Jeg har aldrig brugt min tid og energi på atletik for at tjene mange penge. Jeg stiller kun op for at præsentere – ikke for at tjene penge ved at stille op i de enkelte løb. Penge er drivkraften for mange topatleter, men jeg vil gerne være en form for modpol til denne holdning”, siger Warholm og fortsætter: ”Når jeg får tilbud om penge, så siger jeg jo ikke nej – det vil være for dumt. Men for mig har det langt større værdi at levere varer på banen. Glæden ved idræt kommer frem for alt”. Denne holdning har også betydet at ”Team Warholm” fravælger en del internationale stævner i f.eks. Asien, Oceanien og USA. ”Det er meget krævende at rejse rundt i verden og du mangler som oftest søvn, rytme og restitution efter sådanne ture. Vi har derfor udvalgt få vigtige internationale konkurrencer i løbet af sæsonen – og allerhelst i Europa. For mig er det utrolig vigtigt at jeg glæder mig til de løb, som jeg skal deltage i – så er min motivation helt i top”, siger VM- og OL-favoritten Karsten Warholm.

 

 

 

 

Læs mere

Dansk roning før OL 2020: To medaljekandidater og skuffende OL-kvalifikation

3. september 2019

Danske atleter og hold har vundet i alt 45 medaljer ved de seneste 5 olympiske lege, som er afholdt siden årtusindskiftet. Topscorer blandt medaljevinderne er roning, som har vundet i alt 9 OL-medaljer (3 guld-, 2 sølv- og 4 bronzemedaljer) tæt fulgt af sejlsport med 8 OL-medaljer (2 guld-, 1 sølv- og 5 bronzemedaljer), badminton med 6 OL-medaljer (3 sølv- og 3 bronzemedaljer) og cykling med 5 OL-medaljer (én guld-, 2 sølv- og 2 bronzemedaljer). Især introduktion af letvægtsroning på det olympiske program ved OL 1996 i Atlanta har været meget fordelagtigt for Dansk Forening for Rosport (DFfR) og dansk eliteidræt. ”Guldfireren”, der vandt medaljer ved samtlige OL i perioden 1996-2016, blev en institution i dansk eliteidræt, men også letvægtsdobbeltsculleren med Rasmus Qvist og Mads Rasmussen, der bl.a. vandt OL-bronze i 2008 og OL-guld i 2012, opnåede imponerende internationale resultater i deres karriere. Letvægtsfireren er desværre ikke længere på det olympiske program, hvilket betyder at der nu kun skal konkurreres i to letvægtsklasser – dobbeltsculleren for kvinder og mænd – og 12 åbne klasser ved OL 2020. Og på nuværende tidspunkt ser det desværre ikke ud til at Danmark bliver repræsenteret hverken i dobbeltsculler for kvinder eller mænd i Tokyo.

Roning er “økonomisk topscorer” blandt Team Danmark-forbund

Dansk ronings flotte OL-resultater er en af de væsentligste årsager til at DFfR er blandt topscorerne i forhold til økonomiske ressourcer og ekspertbistand fra Team Danmark. Støttebeløbet i 2019 er på mere end 9 mio. kr. og i løbet af en 4-årig periode frem imod OL 2020 nærmer støttebeløbet til dansk roning sig 40 mio. kr. Ud fra det perspektiv bør der også, både fra DFfR og Team Danmark, være ambitiøse målsætninger og høje forventninger til de danske resultater ved OL 2020. På den baggrund bød VM 2019, der blev afholdt i Linz-Ottensheim, på både positive og negative præstationer af de danske roere. Danmark var repræsenteret i 8 olympiske bådklasser, men det lykkes kun i 2 klasser –Sverri S. Nielsen i singlesculler for mænd og firer uden styrmand for kvinder med Christina Juhl Johansen, Lærke Berg Rasmussen, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen – at kvalificere sig til OL 2020. Jeg tror også at det lykkes Fie Udby Erichsen i single sculler for kvinder at kvalificere sig til OL 2020 ved én af de to sidste regattaer i foråret 2020, men i alle øvrige klasser var de danske roere desværre meget langt fra OL-kvalifikation: Letvægtsdobbeltsculler for mænd blev nr. 17 (OL-kvalifikation top 7), toer for kvinder blev nr. 17 (OL-kvalifikation top 11), toer for mænd blev nr. 15 (OL-kvalifikation top 11), firer for mænd uden styrmand blev nr. 16 (OL-kvalifikation top 8) og otter for kvinder blev nr.11 (OL-kvalifikation top 5). Disse mandskaber har stadig mulighed for at opnå OL-kvalifikation ved FISA’s kontinentale kvalifikationsregatta eller ved FISA’s olympiske kvalifikationsregatta, som afholdes i foråret 2020, men ud fra præsentationerne ved VM 2019 bliver det efter min opfattelse meget vanskeligt at opnå OL-kvalifikation i flere end 3 klasser. Der er simpelthen for lang afstand fra mandskabernes nuværende sportslige niveau til niveauet, som er nødvendigt for at opnå én af de få OL-kvalifikationspladser, som er tilbage. Til sammenligning kan det nævnes at Danmark var repræsenteret i 6 klasser – W1x, W2-, W2x, LW2, LM2 og LM4 – ved OL 2016 i Rio.

En færing og firer uden styrmand for kvinder er medaljekandidater ved OL 2020

Danmarks største medaljechancer ved OL 2020 må på nuværende tidspunkt tilskrives den 25-årige færing Sverri S. Nielsen, som vandt VM-sølv efter tyskeren Oliver Zeidler, men foran den regerende verdensmester Kjetil Borch i en meget spændende A-finale. Færingen har gennemgået en fantastisk udvikling, især i det seneste år med bl.a. to World Cup-sejre og han er i dag i forhold til tidligere sæsoner langt bedre end tidligere til at disponere sine løb. Sverri S. Nielsen er på nuværende tidspunkt efter min opfattelse én af Danmarks største medaljekandidater ved OL 2020. Også firer uden styrmand for kvinder har vist et meget højt internationalt niveau i denne sæson med bl.a. sejr i en af sæsonens World Cups. Det unge mandskab leverede også en glimrende VM-præsentation med en bronzemedalje efter Australien og Holland. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om at Australien, en af verdens  stærkeste ro-nationer, er storfavorit til OL-guldet om et år på Sea Forest Waterway, mens Danmark – sammen med nationer som Holland, USA, Polen og Rumænien – skal konkurrence om de øvrige to podiepladser.

Som tidligere nævnt har den 34-årige Fie Udby Erichsen fra Hobro, som bl.a. overraskede alt og alle med OL-sølv ved legene i London for 7 år siden, stadig rigtige gode chancer for at sikre sig den tredje OL-deltagelse, men hendes chancer for at blande sig i medaljekampen i Tokyo er efter min opfattelse meget begrænset. VM 2019 blev desværre en skuffelse for Fie med en 4. plads i B-finalen og hermed en samlet 10. plads – lige uden for de 9 OL-kvalifikationspladser – men hun har glædeligvis tidligere vist sig at overraske, når forventninger fra omgivelserne har været begrænsede.  

Dansk roning balancer på knivsæg fremimod og under OL 2020 

Det vil være meget skuffende, såfremt dansk roning kun kvalificerer sig i 2 eller 3 klasser til OL 2020, ligesom mindst én OL-medalje bør være målsætningen for dansk roning. Såfremt det er ikke sker, vil udbyttet af en af dansk eliteidræts største investeringer på 40 mio. kr. i perioden 2017- 2020 være alt for beskedent. Dansk roning balancerer således frem til OL 2020 på en knivsæg, men chancerne for at to OL-medaljer – i lighed med de seneste 5 OL – er absolut til stede.    

 

 

Læs mere

Generationsskifte i dansk badminton kræver målrettet indsats i forhold til rekruttering og udvikling af flere piger

6. august 2019

Om to uger afholdes VM i badminton i Schweiz og Danmark har ”kun” seedede spillere til kvartfinaler i to rækker: Anders Antonsen i herresingle samt Kim Astrup og Anders Skårup i herredouble – det laveste antal seedninger siden det første VM i badminton blev afholdt i 1977. Det skyldes bl.a. at Danmarks absolut største medaljekandidat – Viktor Axelsen – har meldt afbud på grund af en rygskade. De manglende seedninger er ikke ensbetydende med at Danmark ikke kan få andre spillere eller par end Antonsen og Skårup/Astrup igennem til kvartfinalerne, men der ligner på forhånd en særdeles vanskelig opgave. Axelsens fravær betyder at den 22-årige Antonsen efter min opfattelse må tilskrives de største danske medaljechancer. Antonsen har nemlig flere gange i de seneste måneder vist at han kan besejre de allerbedste spillere i verden. De gode præstationer har også bragt Antonsen, der er udviklet i Aarhus Badmintonklub, op til en placering som nr. 9 på verdensranglisten. På den anden side vil det på ingen måde være en overraskelse, såfremt Danmark vender hjem fra VM i Basel uden medaljer, hvilket kun er sket 3 gange tidligere – i 1989 (Jakarta), 2007 (Kuala Lumpur) og 2018 (Nanjing) – ud af de 24 verdensmesterskaber i badminton, som er indtil nu er afholdt.

Stolte internationale traditioner – men store udfordringer i dame- og mixdouble 

Danmark har igennem årtier været Europas suverænt bedste nation og blandt verdens 4-5 bedste nationer i en sportsgren, som er domineret af folkerige nationer i Asien: Kina, Japan, Indonesien, Taiwan, Korea, Indien, Thailand og Malaysia. Danmark er stadig Europas bedste nation, men nationer som Japan, Kina og Indonesien har nu langt flere Top-10 spillere/par end Danmark. Ligeledes har nationer som Taiwan og Indien flere og bedre placeringer end Danmark på verdensranglisten (1). En af de væsentlige årsager til at afstanden mellem de tre bedste nationer og Danmark er blevet markant forøget, er at danske spillere/par tidligere har tilhørt verdens Top 10-spillere i mindst 4 ud af de 5 kategorier: Herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixdouble. På nuværende tidspunkt er der imidlertid ikke danske top 10-spillere/par i hverken damesingle, damedouble eller mixdouble. Det har især været meget smerteligt at de to bedste dame- og mixdoublespillere igennem det seneste årti: Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har stoppet deres internationale karriere. Jeg ser ikke på nuværende tidspunkt spillere i damedouble eller mixdouble, som kan komme blot i nærheden af Pedersen og Rytter Juhl’s niveau i løbet af de næste 4-5 år. Faktum er at det bedste danske par i damedouble – Sara Thygesen & Majken Fruergaard – i dag er placeret som nr. 25 på verdensranglisten, mens der ikke er noget dansk par blandt de 40 bedste på verdensranglisten i mixdouble. På grund af det manglende internationale niveau i damedouble og mixdouble vil det også være helt urealistisk med danske medaljer i internationale holdmesterskaber som Surdirman Cup (VM for mixed hold) og Uber Cup (VM for damehold) i den nærmeste fremtid. Derimod har det danske herrelandshold rigtig gode chancer for at opnå et topresultat, når der i maj 2020 spilles VM for hold (Thomas Cup) på hjemmebane i Aarhus.  

Viktor Axelsen og Anders Antonsen – to verdensklassespillere 

Mens manglerne især i dame- og mixdouble er helt åbenlyse, er der grund til langt større optimisme i herresingle og -double. Danmarks største medaljekandidat til OL 2020 er den 25-årige Viktor Axelsen (nr. 6 på verdensranglisten), som allerede har vundet VM-guld (2017) og OL-bronze (2016) samt en række Super Serie-sejre. Det er imidlertid meget bekymrende at Viktor især i de seneste år har været nødsaget til at holde flere pauser fra internationale turneringer på grund af forskellige skader. Og nu har en truende diskusprolaps i ryggen også tvunget ham til et VM-afbud. Skader har også været Jan Ø. Jørgensens udfordring igennem en længere årrække. Glædeligvis er Jan på vej tilbage og han viste bl.a. med en semifinaleplads ved Japan Open at han stadig har potentialet til internationale topresultater. Det kan absolut ikke udelukkes at Jan Ø. vender tilbage til Top-10 på verdensranglisten, hvis helbredet tillader kontinuitet i træning og turneringer.

Herredoubler i den “tunge” ende af alderskalaen

Den bedste danske herredouble – Kim Astrup & Anders Skårup (nr. 8 på verdensranglisten) – har også igennem de seneste sæsoner vist højt internationalt niveau og de kan på ”en god dag” vinde over de bedste par i verden. Men jeg savner hos parret et højere ”bundniveau”, især mod modstandere, som er rangeret lavere end det talentfulde par. Det glæder mig rigtig meget at 39-årige Mathias Boe og 31-årige Mads Conrad har fundet sammen i en ny konstellation, ligesom 36-årige Carsten ”Nuller” Mogensen og 31-årige Mads Kolding. Desværre slås Mads Kolding med en længerevarende skade, men begge par har potentialer til at udfordre verdens bedste par i herredouble: Gideon og Sukamuljo samt Setiawan og Ahsan fra Indonesien og Li og Liu fra Kina. Jeg ser især frem til at følge Boe og Conrad, der begge er ”fightere af Guds nåde”, i de kommende måneder med fokus på deres optjening af points til OL-kvalifikation. Jeg tror at Danmark kan kvalificere to herredoubler til OL 2020, men det bliver især på grund af manglende seedninger meget svært for de to par at blande sig i kampen om OL-medaljer.

Internationalt potentiale hos Blichfeldt og Kjærsfeldt – men måske størst i double

Ligeledes tror jeg at Danmarks to bedste damesingler: Line Kjærsfeldt (nr. 17 på verdensranglisten) og Mia Blichfeldt (nr. 12 på verdenslisten) kvalificerer sig til OL, men reelt er begge spillere uden medaljechancer. Det er endnu ikke lykkes for hverken 25-årige Kjærsfeldt og 21-årige Blichfeldt at opnå internationale topresultater og vejen til at komme op blandt verdens allerbedste spillere er efter min mening stadig meget lang. Jeg mener at deres internationale potentialer er større som doublespillere end som singlespillere. Det er imidlertid en altafgørende forudsætning at den enkelte spiller er motiveret for en karriere som doublespiller og hermed også fravælger tilværelsen som ”single”. Både Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen valgte – bevidst og rådgivet af sportschef og trænere – at satse ensidigt på en karriere som doublespillere. Dette valg medførte imponerende internationale resultater igennem mere end 10 år. Kjærsfeldt og Blichfeldt har muligheden for at gå samme vej, hvilket efter min opfattelse vil være et klogt valg.  

Flere piger skal rekrutteres i klubberne og udvikles til international niveau af Badminton Danmark  
Dansk badminton allerstørste udfordring er efter min mening manglende rekruttering og udvikling af doublespillere, især blandt pigerne. Det er et faktum at der i dag er mere end 2.000 piger under 18 år færre, som er medlem af én af Badminton Danmarks 650 klubber, end for 10 år siden. Antallet af drenge under 18 år, som er klubspillere, er tilsvarende faldet med mere end 2.000, i samme periode, dvs. et fald af unge badmintonspillere under 18 år på mere end 10 procent. Derudover er antallet af drenge under 18 år – 22.500 – markant højere end antallet af piger – 11.800 – i landets badmintonklubber. Den skæve kønsfordeling i klubberne betyder også at trænere, ledere og forældre ofte – bevidst eller ubevidst – har langt større fokus på drengenes ønsker og behov end pigernes. Badminton Danmark med sportschef Jens Meibom og hans trænerstab bør derfor snarest muligt i et tæt samarbejde med de stærkeste lokale træningsmiljøer bl.a. motivere og prioritere de dygtigste talenttrænere – både fagligt og menneskeligt – til at træne og udvikle pigerne, om nødvendigt ”på bekostning” af drengene. Såfremt Danmark igen skal udfordre de allerbedste nationer og fastholde positionen som Europas stærkeste, er det altafgørende at forbundet og dets klubber udarbejder nogle specifikke målsætninger, strategier og indsatser for at rekruttere og ikke mindst fastholde pigers interesse og motivation for badminton. Ellers vil Danmark tabe yderligere internationalt terræn i en af de mest traditionsrige og medaljevindende sportsgrene – desværre.  

Note:

(1) Såfremt nationerne rangeres efter Top 10-placeringer og placeringspoints (10 points til nr. 1, 9 points til nr. 2, 8 points til nr. 3 … og 1 points til nr. 10) på verdensranglisten (pr. 6. august 2019) er status før VM 2019 følgende: 1. Japan: 10 Top 10-placeringer og 78 placeringspoints, nr. 2 Kina: 10 Top 10-placeringer og 68 placeringspoints, nr. 3 Indonesien: 8 Top 10-placeringer og 46 placeringspoints, nr. Korea: 4 Top 10-placeringer og 15 placeringspoints, nr. 5 Taiwan: 3 Top 10-placeringer og 19 placeringspoints, nr. 6 Indien: 4 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 7 Danmark: 3 Top 10-placeringer og 10 placeringspoints, nr. 8 Thailand: 2 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 9 Malaysia: 1 Top 10-placeringer og 6 placeringspoints, , nr. 10 Great Britain: 1 Top 10-placering og 3 placeringspoints.

Læs mere

Hjem til Aarhus ad mindernes allé

11. juli 2019

I sidste uge flyttede jeg tilbage til Jyllands hovedstad efter 38 år ”hjemmefra”. Årsagen til at jeg forlod Aarhus i sommeren 1981 var at jeg var ”nødsaget til det” for at afslutte min kandidatuddannelse i samfundsfag og idræt. På daværende tidspunkt blev der nemlig kun udbudt idrætsuddannelse på Københavns Universitet og Syddansk Universitet i Odense. Først i slutningen af 1990’erne blev der også etableret en idrætsuddannelse på Aarhus Universitet.

Debut i Fuglebakken – arbejderklubben på Høgevej

Mine første oplevelser og erfaringer med idræt var i 1963, hvor jeg som 6-årig blev medlem af fodboldklubben ”Fuglebakken” – en arbejderklub i den nordvestlige del af Aarhus. Tre år senere flyttede vi til Fredensvang, hvor AGF’s anlæg igennem en årrække blev mit ”andet hjem”. Min første klub havde jeg dog ”i hjertet” igennem alle barndoms- og ungdomsårene, ikke mindst fordi Fuglebakken i 1970 rykkede op i landets næstbedste række, hvor den året efter var meget tæt på at rykke op i landets bedste række – 1. division. Fuglebakken, der spillede i landets næstbedste række fra 1970 til 1978, var et meget specielt hold med stor lyst og gode evner til at score mål, men også med total mangel på forsvarspil og disciplin. Derfor var cifre som 8-4, 7-2 og 3-6 heller ikke usædvanlig for holdets sejre eller nederlag. Jeg tror ikke Fuglebakken forlod banen én eneste gang i de ni sæsoner i landets næstbedste række uden at der var scoret i begge ender af banen. Der var altid ”fuld valuta for pengene”, når de rød-blå stribede med frisparkseksperten Kristen ”Kesse” Nygaard, hurtigløberen Lars Bastrup eller elegantien Kim Sander – en af mine gode venner, som desværre døde af sklerose i en alder af blot 35 år – underholdt i de relativt få tilskuere, som fulgte holdet på hjemmebane. Undtagelsen af få tilskuere var de drabelige lokalopgør mod AGF i de fem sæsoner, hvor ”borgerskabets klub” mødte ”arbejderklubben fra Høgevej”. Lokalopgørene blev bl.a. i 1971 overværet af flere end 20.000 tilskuere i Aarhus Idrætspark og især står Fuglebakkens sejr på 5-1 i 1976 stadigt klart og tydeligt i mine erindringer. I det hele taget oplevede byens fodboldstolthed – AGF med 4 danske mesterskaber og 5 pokaltitler i perioden 1955 – 1965 – en markant nedtur i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hvor klubben tilbragte hele 7 sæsoner i landets næstbedste række. Holdet spillede meget fysisk og tekniske spillere var mere end sjældent at finde i startopstillingen hos AGF i den periode. Først i 1977 vendte AGF tilbage til landets bedste række og med profiler som Troels Rasmussen, John Stampe og Lars Lundkvist oplevede klubben en række gode år frem imod DM-titlen i 1986. For Fuglebakken lykkes det aldrig at komme op i 1. division og efter nedrykning til serie-fodbold i 1980 var ”eventyret” slut.

Søndag eftermiddage i Aarhus Stadionhal

Stort set alle søndag eftermiddage i slutningen af 1960’erne og igennem 1970’erne tilbragte jeg med fodbold i Aarhus Idrætspark – Fuglebakken eller AGF’s hjemmekampe kl. 13.30 – efterfulgt af dobbeltarrangementer i håndbold kl. 15.30 og 16.50 i Aarhus Stadionhal. Danmarks VM-sølv i 1967 blev startskuddet for min interesse for håndbold og KFUM-spillerne Erik Holst, Jørgen Vodsgaard, Iwan Christiansen og Klaus Kaae blev mine ”helte” og forbilleder. Derfor blev Aarhus KFUM også mit favorithold, selv om jeg begyndte at spille håndbold til Viby IF – klubben med Aarhus’ bedste ungdomsafdeling.  I 1960’erne blev Aarhus med rette kaldt ”verdens bedste håndboldby”, bl.a. vandt Aarhus KFUM i 1963 det danske mesterskab med tre andre Aarhus-klubber: AGF, IK Skovbakken og Viby IF på de efterfølgende pladser. Aarhus KFUM genvandt DM-tillen i 1965 og med hele 7 sølvmedaljer i 1960’erne blev Aarhus KFUM kaldt ”den evige to’er” i dansk håndbold. Arvefjenden var HG fra København, der blev danske mestre fem år i træk fra 1966 til 1970, med profiler som Bent Mortensen, Verner Gaard, Carsten Lund, Gert Andersen, Palle ”Vildmand” Nielsen og ikke mindst ”verdens bedste håndboldspiller” Jørgen Petersen. Kampene om ”DM-guldet” mellem HG og Aarhus KFUM i en propfyldt Aarhus Stadionhal står stadig i dag som nogle af mine bedste tilskueroplevelser.

Aarhus KFUM spillede – ligesom Fuglebakken – som jeg husker det i dag altid underholdende. Holdets anfører og strateg, både i forsvar og angreb, var Vodsgaard eller ”Viktor”, som konstant og højlydt kommenterede både holdkammeraternes, modstandernes og især dommernes præstationer. Vodsgaards afløser som ”M’ernes” dirigent blev ”tryllekunstneren” Steffen Holst – en af de største tekniske begavelser, som dansk håndbold har fostret. Aarhus vandt DM-guld igen i 1974, men antallet af medaljer til Aarhus KFUM igennem 1970’erne var desværre meget beskedent. Først i begyndelsen af 1980’erne fik aarhusianske klubber igen en storhedstid med danske mesterskaber til Aarhus KFUM i 1980 og 1983 og IK Skovbakken i 1982 med min idrætslærer fra Viby Skole – Hans Chr. Nielsen – på trænerbænken. Efterfølgende har Aarhus – heller ikke med fusionen ”Aarhus Håndbold”, der blev stiftet af AGF, Brabrand IF, VRI og Aarhus KFUM ved årtusindskiftet – blot været i nærheden til fortidens resultater.

Alt er forandret – undtagen min passion for “topsport” i Aarhus 

Alt er næsten forandret siden jeg forlod Aarhus for fire årtier siden: Fuglebakken og Aarhus KFUM er fusioneret med Hasle Boldklub, hvis bedste fodboldhold spiller i Jyllandsserien og håndboldholdet er en del af Aarhus Håndbold. AGF er i dag primært et aktieselskab med nyt ”klubhus”, der indeholder særskilte omklædningsrum til de enkelte hold. Byens fodboldstolthed – og ikke mindste deres fans, som altid er særdeles optimistiske før sæsonstart – udfordres hverken af Brabrand IF, Aarhus Fremad eller fusionsklubben VSK (Vejlby IK og IK Skovbakken), der alle spiller i landets tredje bedste række. Aarhus Håndbold har (endnu) ikke formået at udfordre landets bedste håndboldklubber: Aalborg Håndbold, GOG, Skjern Håndbold og BSV – på trods et meget stort antal landsholdsspillere er bosat i Aarhus. Alligevel vil jeg om få dage igen gå ud af Stadion Allé mod det smukkeste beliggende idrætsanlæg i Danmark: ”Ceres Park & Arena” i Marselisskoven. ”De hvii … e fra Fredensvang”, som aarhusianerne enten elsker eller hader, møder et af de nye storhold i dansk fodbold: FCM, der er ejet af en engelsk rigmand. Før kampstart vil jeg lytte til Thomas Helmigs ”Malaga” og Gnags’ ”Lav sol over Aarhus”, der vil give mig minder om fortidens bedrifter og fremtidens drømme, både i og udenfor sportens verden. Og om få uger vil jeg også igen gå til ”top-håndbold”, når Aarhus Håndbold spiller ”lokalopgør” mod BSV eller Skanderborg Håndbold. Fuglebakken og Aarhus KFUM er fortid: Det er på tide at finde nye favorithold for en ”gammel” Aarhus-dreng, som elsker ”topsport” – især i Aarhus.  

Læs mere

Japan på vej mod stor sportslig succes ved OL 2020

19. juni 2019

Der er nu kun lidt mere end et år til at Tokyo i dagene 24. juli – 9. august skal være vært for OL 2020. Det folkerige og stolte kejserrige var også i 1964 vært for de første olympiske lege afholdt i Asien. Derudover har Japan tidligere med stor succes været arrangør af vinter-OL 1972 i Sapporo og vinter-OL 1998 i Nagano. Især OL 1964 gav Japan stor international anerkendelse og legene var også en stor sportslig succes, idet de japanske atleter og hold vandt i alt 29 medaljer (16 guld-, 5 sølv- og 8 bronzemedaljer), hvilket gav Japan en flot 3. plads i nationskonkurrencen, kun overgået af USA og Sovjetunionen. Jeg er helt sikker på at OL 2020 også bliver en stor sportslig succes for Japan. Det viser stort set alle internationale resultater i mange sportsgrene ved OL 2016, VM og Asian Games, siden Japan fik tildelt værtskabet for seks år siden.

Top-10 nation ved samtlige OL efter 2. verdenskrig

Japan deltog for første gang ved OL 2012 i Stockholm og siden har nationen, hvor den generel deltagelse i idræt er overraskende lav, konkurreret ved stort set alle OL. Dog var Japan ikke inviteret til at deltage ved OL 1948 i London, ligesom Japan – i lighed med mange vestlige nationer – fravalgte at deltage ved OL 1980 i Moskva på grund af krigen i Afghanistan. Japan vandt den første OL-medalje i 1920 og japanske atleter og hold har vundet i alt 439 medaljer ved sommer-OL, helst guldmedaljer er vundet i judo. Også i sportsgrene som gymnastik, brydning og svømning – alle sportsgrene med mange discipliner – har Japan vundet mere rigtig mange OL-medaljer igennem tiderne. Det bliver også i disse sportsgrene samt atletik med hele 48 forskellige discipliner at Japan vil være blandt medaljekandidaterne til næste sommers OL.

OL 2016 – et skridt på vejen mod OL 2020

Allerede ved OL 2016 i Rio leverede Japan mange overraskende resultater, hvilket indbragte Japan en imponerende 6. plads i nationskonkurrencen efter USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Tyskland – men foran stærke sportsnationer som Frankrig, Korea, Italien og Australien. Japan vandt i alt 41 OL-medaljer (12 guld-, 8 sølv- og 21 bronzemedaljer) i 2016, men jeg tror at Japan vinder op imod 70 medaljer i de 33 sportsgrene, som i sommeren 2020 udgør det olympiske program. Der er heller ikke efter min mening nogen tvivl om at Japan vil være blandt medaljekandidater i flere af nye OL-sportsgrene: Karate, klatring, surfing og skateboard samt baseball og softball, som igen er tilbage på det olympiske program.

Verdens bedste badmintonnation – foran Kina

Også i to af Danmarks stærkeste OL-sportsgrene – badminton og sejlsport – kan mødet med de japanske atleter og hold på hjemmebane blive særdeles udfordrende. Japan har indtil dato ”kun” vundet 3 OL-medaljer, siden badminton blev introduceret på OL-programmet i 1992. Men det antal forøges helt sikkert markant ved OL 2020. Japan har nemlig i dag hele 8 top 4-spillere/par i de fem rækker: Momota i herresingle, Okuhara og Yamaguchi i damesingle, Kamura og Sonoda i herredouble, Matsumoto og Nagahara, Fukushima og Hirota samt Matsumoto og Takahashi i damedouble samt Watanabe og Higashino i mixdouble. Til sammenligning har Danmark i dag  udelukkende Viktor Axelsen som top 4-spiller i herresingle, mens Kina ”kun” har 6 top-4 spillere/par ét år før OL.

Der har ikke været særlige traditioner for olympisk sejlsport på trods af Japan geografisk placering med masser af havne fordelt over hele landet. Japan har ofte været repræsenteret ved OL i flere bådklasser, men indtil dato er det kun lykkes at vinde 2 OL-medaljer. Men ved VM 2018 i sejlsport, som blev afholdt i Aarhus, viste Japan imidlertid imponerende resultater i bl.a. “470-klassen”, hvor det blev til VM-guld hos kvinderne og VM-sølv hos mændene. Til sammenligning vandt Danmark på hjemmebane i Aarhus én enkelt VM-bronzemedalje ved Anne-Marie Rindom i ”Laser Radial”.

Tæt samspil mellem atleter, trænere og forskere – samt en massiv økonomisk investering

Der er naturligvis mange forklaringer på Japans stærke sportslige position mindre end 13 måneder før OL. De væsentligste er de mange økonomiske og menneskelige ressourcer, som regeringen og sportsministeriet har investeret i atleterne og holdene i alle 33 sportsgrene, som værtsnationen er forpligtet til at deltage i ved OL 2020. Desuden har Japan igennem de seneste tiår opbygget en af verdens bedste organisatoriske struktur for talentudvikling og eliteidræt. Hovedaktøren i strukturen er ”Japan Sports Council”, som har ansvaret for udvikling af ”Japan Institute of Sport Science” (JISS) og ”AJINOMOTO National Training Center” (NTC). På disse to faciliteter er skabt trænings- og forskningsmiljøer i verdensklasse, hvor atleter, hold, trænere og eksperter kan gennemføre daglig træning og konkurrenceforberedelser forud for de japanske atleter og holds internationale konkurrencer: OL, VM, Asian Games og World Cups. JISS består af et forskningscenter for sportsvidenskab og idrætsmedicin (incl. Human Performance Lab), High Performance Gym, træningsfaciliteter, moderne testfaciliteter, ernæringsvejledning, træningsfysiologi og -psykologi. Forskningsenhederne under JISS har ansat både nationale og internationale forskere, som kan yde råd og vejledning til atleter, trænere, sportschefer og forbund i samarbejde med ”Japan Olympic Committee”, forskningsinstitutioner og kommercielle samarbejdspartnere. AJINOMOTO National Training Center består af træningsfaciliteter til en række forskellige sportsgrene: Atletik, gymnastik, svømning, bordtennis, tennis, volleyball, badminton, kampsport, bueskydning og skydning. Derudover finder der overnatningsfaciliteter til mere end 450 atleterne, både fra Japan og fra andre nationer, som inviteres på træningsophold som sparringspartnere for de nationale atleter og hold.

Kilder:

Japanese Olympic Committee – https://www.joc.or.jp/english/ntc/jiss.html

Veerle De Bosscher, Simon Shibli, Hans Westerbeek & Maarten Van Bottenburg: Successful Elite Sport Policies. An international comparison of the Sports Policy factors Leading to International Sportning Success (SPLISS 2.0) in 15 nations (Meyer & Meyer Sport, 2015).

 

Læs mere

Talentudvikling i verdensklasse: Den vigtigste årsag til finsk ishockeys internationale succes

19. maj 2019

2019 IIHF World Championship 2019 blev en meget stor succes for Finland, som undervejs i turneringen bl.a. besejrede Sverige i kvartfinalen, Rusland i semifinalen og i VM-finalen storfavoritterne fra Canada med 3-1. På det finske hold, der primært består af spillere fra den finske liga, tiltrak især en af  VM-debutanterne sig meget stor opmærksom på grund af hans præstationer: Den kun 18-årige Kaapo Kakko fra TPS i Turko. Allerede i den første kamp mod Canada viste Kakko international topklasse med to mål og i den anden kamp mod VM-værterne fra Slovakiet var et hattrick fra Kakko den altafgørende faktor i Finland’s 4-2 sejr. Alt i alt scorede Kakko scoret 6 mål i VM-turneringen: En præstation, der også gør Kakko til en af ​​de mest attraktive spillere ved ”NHL Entry Draft 2019” om nogle få uger. Kakko’s VM-præstation har også vist at den unge finne har potentialet til at blive en af ​​NHLs største profiler i de kommende år.

Kaapo Kakko er et glimrende eksempel på unikke talentudvikling i ishockey. Det er også den unikke talentudvikling, som er grundlaget for finsk succes ved OL og VM i ishockey. I de sidste tre årtier har det finske ishockeylandshold – “Løverne” – opnået en række fremragende resultater i internationale turneringer. I VM 1995 vandt Finland sin første guldmedalje i international ishockey, og denne triumf blev gentaget i 2011. I løbet af de seneste ti år har “Løverne” vundet to olympiske bronzemedaljer (2010 og 2014) og to VM-sølvmedaljer (2014 og 2016). Disse resultater er også grunden til, at Finland betragtes som medlem af “The Big Six”, den uofficielle gruppe af de seks stærkeste ishockeynationer – de øvrige er Canada, USA, Tjekkiet, Rusland og Sverige. Der er selvfølgelig mange forklaringer til Finlands internationale succes i ishockey. Blandt disse er en historisk tradition af spillet, en stigende professionalisering og kommercialisering hos the Finnish Ice Hockey Association (FIHA) og klubberne, en stærk national liga, stor publikums- og medieinteresse, veluddannede trænere, mange ishockeybaner og gode faciliteter til fysisk træning. Men vigtigst af alle: Talentidentifikation og -udvikling i verdensklasse, både i FIHA, klubberne og på sportsakademier.

Ishockey – en populær sportsgren blandt børn og unge i Finland

Fodbold er den mest populære sportsgren og største tilskuersport i mange nationer. I Finland er fodbold også den største sportsgren med hensyn til antallet af spillere, men dens popularitet som tilskuersport kommer ikke engang tæt på ishockey. I dag er ishockey klart den mest populære sportsgren i Finland. Mere end 100.000 børn og unge under 18 år spiller ishockey, hvor af næsten 40.000 børn og unge – 4.000 piger og 36.000 drenge – spiller ishockey i en af de ​​348 klubber. Denne popularitet er et vigtigt fundament for ishockeyens konkurrenceevne i Finland. Det er også antallet af ugentlige træningstimer blandt de unge. Mere end 70 procent af alle børne- og ungdomsspillerne træner mindst tre gange om ugen. I fodbold er tilsvarende tal 47 procent og i atletik kun 20 procent.

Ishockey er lighed med andre sportsgrene i Finland baseret på frivilligt arbejde i klubberne, både i storbyerne og i de mindre byer overalt i Finland. Der har altid været en stærk tradition for dygtige og veluddannede trænere i finsk ishockey. Mange trænere er uddannet på University of Jyväskylä og de har ofte mange års praktisk erfaring. I forhold til landets beskedne befolkning har Finland mange professionelle ishockeytrænere, der er meget respekterede både i Finland og i udlandet.

Nationale træningslejre – et velfungerende scouting-system

I 1970’erne oprettede FIHA et nationalt ishockey-træningscenter på sportsinstituttet i Vierumäki, hvor der blev påbegyndt regelmæssige træningslejre. Hver af regionerne i Finland sendte deres juniorhold til lejrene, og forbundet samlede juniorhold inden for forskellige aldersgrupper.  Disse træningslejre udviklede sig gradvist til kernen i det finske talentudviklingsarbejde. Arbejdet var baseret på fælles træningslejre for de bedste spillere, testning og udvikling af trænere. I dag er træningslejrene for forskellige aldersgrupper stadig kernen i talentidentifikations- og udviklingsarbejde i finsk ishockey. Dette arbejde er naturligvis suppleret af den grundlæggende udvikling af de talenterne i klubberne. Det er imidlertid på FIHA’s træningslejre at de største talenter i de forskellige aldersgrupper udtages til ungdomslandsholdene. Den mest velkendte træningslejr er “Pohjola Camp” – en årlig træningslejr i Vierumäki, der samler de mest talentfulde 14 og 15-årige spillere fra de forskellige regioner. Hvis juniorspiller deltager i talentidentifikation og -udviklingssystemet fra start til slut, vil han eller hun have deltaget i mere end 100 internationale kampe inden spilleren bliver seniorspiller.

Høj kvalitet i den daglige træning

Der er en lang og stærk tradition for systematisk forskning og analyse af finsk ishockey, både i forhold til den enkelte spiller og holdet. Både klubber og forbund har især lagt stor vægt på den fysiske del af spillet, og individuel fysisk træning har altid haft høj prioritet i træning af børn og unge. Ligeledes er spillere fra en tidlig alder blevet testet, og testresultaterne og analyserne baseret på dem hjalp med at sammenligne og udvikle nye topspillere, baseret på tilsvarende testresultater fra andre topspillere. I dag har mange klubber ansat professionelle fysiske trænere til talenterne, så de kan lære at træne mere effektivt i sommersæsonen. Den målrettede og strukturerede fysiske træning er også den vigtigste årsag til, at mange unge spillere i finsk ishockey debuterer tidligt i SM-ligaen, som er blandt de bedste i verden. Det fysisk krævende spil i SM-ligaen stiller store krav til de unge spilleres kapacitet i forhold til både styrke, udholdenhed og fart.

Personlige færdigheder er afgørende for en international karriere

Ishockey er en holdsport, men både klub- og landstrænere i Finland har i stigende grad fokuseret på at udvikle den enkelte spillers personlige færdigheder. Erkka Westerlund, som er en af ​​de mest vindende top-trænere i finsk ishockey og den tidligere coach for ”The Lions” (2004-2007 og 2013-2014) siger det på følgende måde: “I de sidste ti år har vi har fokuseret på forbedring af de individuelle færdigheder. Selv om ishockey er holdsport, bruger vi mere og mere tid og flere og flere kræfter på at udvikle individualister. Det er afgørende, at spilleren opnår en god skøjteteknik med mange tempo- og retningsskrift. Ligeledes skal spilleren kunne levere og modtage pucken under pres og i høj fart. Spilleren skal også kunne skyde på mål fra forskellige positioner. Uden overraskende skud på mål – ingen sejre. Og endelig skal spilleren have rigtig gode mentale færdigheder: Den indre motivation til at træne hårdt skal være på plads og spilleren skal kunne fighte sig tilbage efter modgang. Disse mentale egenskaber er helt afgørende, hvis du skal gå hele vejen – fra klubkampe og internationale kampe i junior ishockey, til kampe i SM-liigaen og derfra til KHL eller NHL “.

Drømmen om den første olympiske guldmedalje i ishockey

Talentudvikling i verdensklasse i FIHA og klubber er hovedårsagen til, at Finland i de seneste år har opnået usædvanligt gode resultater ved IIHF World U20 Championships og IIHF World U18 Championships. Finland har vundet VM-guld ved U20-VM tre ud af de sidste seks VM’er (2014, 2016 og 2019) og VM-guld ved U18-VM ved to ud af de sidste fire mesterskaber (2016 og 2018). Der er altså mange gode årsager til stor optimisme for finsk ishockey og nationens stolthed – “Løverne” – også på OL 2020 i Bejing. Og på det tidspunkt vil Kaapo Kakko helt sikkert være én af ​​Finlands største profiler i kampen for nationens første olympiske guldmedalje i ishockey.

Kilder: 

Jari Lämsä: “Lions on the Ice: the success story of Finnish ice hockey”, pp. 152 – 167 I: Svein S. Andersen & Lars Tore Ronglan: Nordic Elite Sport. Same ambitions – different tracks (Universitetsforlaget, 2012). 

The Finnish Ice Hockey Association – http://www.finhockey.fi 

Læs mere

Fortsat på dybt vand: En redningskrans blev kastet, men uden land i sigte

10. maj 2019

For to uger siden blev jeg meget overrasket over at Team Danmark fremsendte ”Redegørelse til Kulturministeren om DR-dokumentaren: Svømmestjerner – under overfladen” uden forudgående kontakt eller dialog med undertegnede, som var direktør i perioden 1.9.2006 – 17.12.2014. Direktøren er nemlig Team Danmarks øverste administrative ansvarlige i.f.t. Lov om eliteidræt. Meget hurtigt – som et ”startspring i svømning” – forsvandt min overraskelse: Dansk Svømmeunions direktør Pia Holmen er nemlig også næstformand i Team Danmarks bestyrelse, udpeget af DIF og beskikket af Kulturministeren. 

Mark Regan og Paulus Wildeboer – to internationale, karismatiske trænere

Det er et faktum at min viden om og erfaringer med Dansk Svømmeunions politiske, administrative og sportslige ledelse – tidligere formand for DS’ eliteudvalg Lars Jørgensen (i dag formand for DS), direktør Pia Holmen og sportschef Lars Sørensen – er både omfattende og indgående, idet alle tre var gennemgående nøglepersoner i samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion i perioden 2006-2012. Det var også i samme periode at Mark Regan (2004-2008) og Paulus Wildeboer (2009-2012) var ansat som cheftrænere af Dansk Svømmeunion med ansættelsesmæssige reference til DS’ sportschef og direktør. Jeg kom bl.a. i forbindelse med VM 2007 (Melbourne), OL 2008 (Beijing), VM 2009 (Rom), VM 2011 (Shanghai) og OL 2012 (London) helt tæt på både Regan og Wildeboer: To meget forskellige, men begge autoritære træner-profiler med stor karisma. Og i lighed som andre internationale træner-kapaciteter: Mennesker med ”stærke” og ”svage” sider. En af de største svagheder hos både Regan og Wildeboer var efter min opfattelse at de var meget forbeholdne og skeptiske overfor at samarbejde med sportspsykologer – også fra Team Danmark. Både Regan og Wildeboers største fokus, både i den daglige træning og ved internationale mesterskaber, lå på fysiske, biomekaniske, tekniske og taktiske områder af elitesvømning. Og på disse områder var de begge internationale top-kapaciteter. Derudover oplevede jeg, sammen med Team Danmarks medarbejdere, at både Regan og Wildeboer havde markante svagheder i forhold til mentale og sociale områder af elitesvømning samt meget begrænset kendskab til dansk idrætskultur. Men den største udfordring var efter min mening egentligt at de to cheftrænere – ikke formelt – men set retrospektivt reelt var deres egen arbejdsgiver i Dansk Svømmeunion. Det har både DR-dokumentaren og de opfølgende historier fra elitesvømmere, både i DR og skrevne medier, slået fast med syvtommersøm.

En uanstændig dårlig redegørelse med markante udeladelser 

Team Danmarks redegørelse til Kulturministeren (1.5.2019) er lang – meget lang, men kvaliteten af redegørelsen er efter min mening omvendt proportional med længden. Redegørelsen har nogle altafgørende udeladelser, bl.a. i forhold til kompetence-, ansvars- og rollefordelingen mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Få dage efter afleveringen gav Kulturminister Mette Bock udtryk for præcis samme opfattelse som min. Resultatet blev at DIF og Team Danmark i dialog med Kulturministeriet – og ikke mindst efter en massiv medieomtale – valgte at gennemføre en uvildig undersøgelse om bl.a. de seneste ugers beretninger om mistrivsel og spiseforstyrrelser blandt tidligere og nuværende danske landsholdsvømmere. Undersøgelsen skal også kortlægge de faktuelle sider af sagen, herunder håndtering hos Dansk Svømmeunion og dels se nærmere på kulturen i dansk svømning. Det er meget positivt at der udarbejdes en uvildig undersøgelse, men jeg havde klart foretrukket at Kulturministeriet havde ansvaret for den uvildige undersøgelse. Jeg ser imidlertid frem til åbent og ærligt at besvare alle spørgsmål – uanset hvem som får overdraget ansvaret for at udarbejde undersøgelsen.

Hvordan foregik samarbejdet mellem Team Danmark og de enkelte forbund – og med hvilken rolle- og ansvarsfordeling mellem de to parter?

Lov om eliteidræt fastslår at ”… Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmark fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved 12 lovbundne opgaver”. Operationalisering af Lov om eliteidræt sker igennem Team Danmarks støttekoncept, som over en 4-årig periode beskriver hvilke forbund, som kan opnå økonomisk støtte og serviceydelser (læge, fysioterapeut, diætist, sportspsykolog etc.) fra Team Danmark. Ligeledes beskriver støttekonceptet hvilke kriterier, som er afgørende for at de enkelte forbund kan opnå økonomisk støtte og serviceydelser, fordelt på forskellige kategorier. Dansk Svømmeunion har siden 2004 været placeret i Team Danmarks øverste kategori med et årligt støttebeløb på 6-8 mio. kr.

Samarbejdet mellem Team Danmark og de enkelte forbund – også Dansk Svømmeunion – er fastlagt i en 4-årig samarbejdsaftale, som beskriver de to parters rettigheder og pligter overfor hinanden. Kontrakten er gældende for hele perioden og igennem regelmæssig dialog og møder fastlægges målsætninger, aktiviteter i forhold til træning og konkurrence, økonomi, omfang og indhold af serviceydelser hvert år. Endelig fastlægger Team Danmarks støttekoncept også kompetence-, ansvars- og rollefordeling på forskellige niveauer i samarbejdet. Det fremgår af de tre samarbejdsaftaler mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion (2005-2008, 2009-2012 og 2013-2016) at styregruppen, som består af Team Danmarks direktør og TD-konsulent, DS’ politiske, administrative og sportslige ledelse, ” … er det overordnede organ for samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Styregruppen har det overordnede ansvar for det fælles elitearbejde. Styregruppen mødes som udgangspunkt en gang om året”. Derudover skal ” … en arbejdsgruppe, som består af sportschef, landstræner(e), Team Danmark-konsulent og øvrige relevante aktører, udarbejde indstillinger til styregruppen. Arbejdsgruppen har ansvar og kompetence til at varetage det daglige elitearbejde inden for de rammer, der er aftalt i styregruppen. Arbejdsgruppen kommunikerer og mødes regelmæssigt og følger op på udviklingsaftaler og afledte beslutningsnotater”. Endelig betones det ”… sportschefen/landstræneren drager omsorg for udarbejdelse af et kortfattet notat over arbejdsgruppens forhandling og beslutninger. Notatet fremsendes til styregruppen til orientering”. Dette ansvar er helt afgørende i den aktuelle sag.

Brud på samarbejdsaftalter og retningslinjer 

Jeg har efter DR-dokumentaren gennemgået alle styregruppereferater i perioden 2006-2014, og må desværre konstatere at Dansk Svømmeunion i flere tilfælde har overtrådt samarbejdsaftalerne mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Det er sket ved at Dansk Svømmeunions ledelse ikke på styregruppemøder har informeret Team Danmark om konkrete henvendelser fra elitesvømmere og deres forældre om overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere”. Disse overtrædelser var – og er fortsat – uacceptable og en klar omgåelse af de gældende aftaler mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion.  Der blev afholdt ti styregruppemøder (16.11.2006, 4.9.2007, 21.2.2008, 24.11.2008, 2.11.2009, 11.10.2010, 15.11.2011, 2.7.2012, 15.10.2013 og 19.6.2014) mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion i perioden 2006-2014. Og der foreligger skriftlige, godkendte referater fra alle styregruppemøder fra 2004 og frem til i dag.

Jeg har – beklageligvis må det siges i dag – ikke som direktør i Team Danmark modtaget mundtlige eller skriftlige henvendelser fra elitesvømmere eller deres forældre, såfremt elitesvømmeren er under 18 år, vedr. overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere”. Jeg kan ikke afvise at der er medarbejdere i Team Danmark, som i perioden 2006-2014 har modtaget henvendelser om overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere” fra svømmere eller forældre til svømmere under 18 år. Eller som personligt har oplevet overtrædelser af retningslinjerne og som ikke efterfølgende har viderebragt denne viden – mundtlig eller skriftligt – til undertegnede. Såfremt det er sket, er det meget beklageligt.

Det er helt afgørende for dansk eliteidræts troværdighed og omdømme at ”alle sten bliver vendt” i denne sag. Det skylder vi Folketinget, som har vedtaget Lov om eliteidræt. Og det skylder vi alle elitesvømmere, både dem som vandt hæder og ære ved internationale mesterskaber og dem, som blev ”ramt for livet”. Kulturen – heller ikke i forhold til ledelse – i enhver institution, organisation, forbund eller klub – ændres ikke ved et ”crawl-tag” eller to, heller ikke baglæns. Jeg håber at de ansvarlige repræsentanter fra svømmeklubberne i Danmark på næste ordinære eller ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Dansk Svømmeunion er deres ansvar fuldt bevidst i forhold til at vælge en kompetent bestyrelse, som derefter har ansvaret for at ansætte og/eller afskedige den ansvarlige administrative chef – direktøren – såfremt der er væsentlige forhold, som taler herfor. Svaret på dette får vi måske i løbet af efteråret 2019 eller måske … aldrig.

Efterskrift (16. maj 2019): 

Efter offentliggørelse af denne blog har direktør Pia Holmen udtalt at ” …. Team Danmark er igennem hele perioden frem til i dag blevet orienteret om alle relevante personsager, som man fra Dansk Svømmeunions side har haft kendskab til” og ” … den information er typisk til gået Team Danmark i vores fælles arbejdsgruppe, hvor Team Danmark er repræsenteret. I styregruppen, hvor Michael Andersen selv har siddet, har man på et mere overordnet niveau diskuteret og taget stilling til arbejdet med svømmelandsholdet. I de tilfælde, hvor der i Michael Andersens tid blev vendt sager af personlig karakter, blev dette ikke ført til referat, da der netop var tale om sager af personlig karakter” (B.T. – 13.5.2019). Jeg har følgende kommentar til denne udtalelse:

Det fremgår af Lov om Eliteidræt at ” … Team Danmark er en offentlig, selvejende institution. Det indebærer, at Team Danmark er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af Offentlighedsloven og Forvaltningsloven”. Forvaltningsloven indeholder regler om borgenes retsstilling over den offentlig forvaltning og loven beskriver regler for sagsbehandling i forhold til bl.a. inhabilitet, partshøring, aktindsigt, tavshedspligt, ankemuligheder og meget andet. Ligeledes beskriver Forvaltningsloven rammer og vilkår for udarbejdelse af referat, også i forhold til personsager. Det fremgår at ” … myndigheden skal i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, gøres notat af indholdet af oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse. Notatpligten omfatter også faktiske oplysninger modtaget pr. telefon”. Team Danmark har altså pligt til – altid – at føre skriftligt referat om alle sager – også personsager. Behandling af personsager skal naturligvis ske i anonymiseret form. Jeg kan oplyse at Team Danmark i perioden 1.9.2006 – 17.12.2014 til fulde har levet op til Forvaltningslovens krav vedr. udarbejdelse af referater.

Efterskrift II (20. maj 2019): 

DR viste – endnu engang – i DR-udsendelsen: ”Landstræner gik uden om lægestaben: Delte egne piller ud til svømmere” (19.5.2019) – at landstræner Paulus Wildeboer i meget vid udstrækning handlede egenhændigt i perioden 2009-2012. Jeg kan også konstatere at direktør Pia Holmen – fortsat – har svært ved informere offentligheden på troværdig vis. Hun udtaler følgende til DR’s website: ” I dag tegner der sig desværre et billede af en træner, der var dybt illoyal over for de aftaler, der blev indgået med hans arbejdsgivere, Dansk Svømmeunion og Team Danmark”.

Team Danmark har aldrig været arbejdsgiver for Paulus Wildeboer – eller for andre landstrænere og/eller sportschefer i dansk eliteidræt. Det ansvar påhviler alene Team Danmarks samarbejdspartnere – dvs. det enkelte forbund og hermed også Dansk Svømmeunion. Et interessant spørgsmål er følgende: Hvor mange advarsler – mundtlige og/eller skriftlige – har DS’ direktør, som øverste administrative leder og ansvarlig overfor Team Danmark – tildelt landstrænerne: Mark Regan og Paulus Wildeboer i perioden 2004-2012 for brud på retningslinjer og samarbejdsaftaler i forholdet til Team Danmark?

Efterskrift III (19. juni 2019): 

Team Danmark har d.d. udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår at ” … Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse for at skabe mest muligt ro omkring den uvildige undersøgelse af dansk svømning. Pia Holmen har valgt at tage orlov fra Team Danmarks bestyrelse i den periode, hvor den uvildige undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion foregår”. 

Pia Holmen har været før denne sag – og vil også efter undersøgelsen foreligger i november 2019 – fortsat være inhabil i forhold til Team Danmarks bestyrelse. Argumenterne for dette kan du bl.a. se i denne juridiske redegørelse af den internationalt anerkendte sportsjurist Jens Bertel Rasmussen – https://bertelrasmussen.dk/nyheder-sportsret/

Du kan finde yderligere information i disse kilder:

“Overblik: Spiseforstyrrelser ramte danske landsholdsvømmere” (22.4.2019)

”Redegørelse fra Team Danmark om DR-dokumentaren: Svømmestjerner – under overfladen” (1.5.2019).

”Dansk Svømmeunions redegørelse med udgangspunkt i DR-dokumentaren ”Svømmestjerner – under overfladen” (30.4.2019)

”DIF og Team Danmark sætter uvildig undersøgelse i gang” (Kulturministeriet, 6.5.2019)

”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere” (Dansk Svømmeunions eliteafdeling – juni 2005, godkendt af Team Danmark).

 

 

 

Læs mere

På dybt vand – Lov om eliteidræt, inhabilitet og magt-relationer

25. april 2019

Danmark er ét af de meget få lande i verden, hvor parlamentet – Folketinget, som vedtager al lovgivning og som kontrollerer, hvordan regeringen administrerer lovgivningen – har vedtaget en Lov om eliteidræt. Det var den indtil dato mest visionære kulturminister Niels Matthiasen, der besad posten i 1971-73 og 1975-80, hans dygtige fuldmægtig Claus Bøje samt en række fremtrædende atleter og trænere, som var initiativtagere til Lov om eliteidræt (Lov nr. 643), som blev godkendt af Dronning Margrethe II den 19. december 1984. Danmarks Idrætsforbund (DIF) var under det lovforberedende arbejde på langt de fleste områder direkte imod Lov om eliteidræt. Det var der flere sammenhængende årsager til – ikke altid lige fornuftige og logiske.

Upræcis formålsparagraf og uklar blanding af mål og midler

Lov om eliteidræt fastslår at ”… Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmark fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved 12 lovbundne opgaver”. Disse opgaver spænder vidt og det fremgår ikke éntydigt, hverken i lovteksten eller i lovens bemærkninger, om der er tale med mål eller midler i forhold til lovens overordnede formål. Sportslige resultater er heller ikke nævnt specifikt, hverken i lovens formål eller i de 12 opgaver. Men efter min opfattelse er det meningsløst ikke at anskue Team Danmarks arbejde ud fra et internationalt resultatperspektiv. Kort sagt: Gode sportslige resultater ved internationale mesterskaber som OL, VM og EM – men absolut ikke for enhver pris.

Revision af Lov om eliteidræt i 2004 – et politisk kompromis mellem Kulturministeren og DIF

Lov om eliteidræt fra midten af 1980’erne har på langt de fleste områder vist sig – i modsætninger til langt hovedparten af landets øvrige love – at være velfungerende igennem en længere årrække. Kun én gang i løbet af de seneste 35 år – i 2004 – er Lov om eliteidræt nemlig blevet revideret. En af de væsentlige lovændringer i 2004 var at Team Danmarks fremadrettet skulle ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 4 medlemmer udpeges af kulturministeren og 4 udpeges af DIF. Fordeling og kompetenceforhold mellem parterne var et politisk kompromis, men efter min mening ét af de dårligste i dansk eliteidræts historie. Det fremgår også at lovens bemærkninger at ”ved sammensætning af bestyrelsen tilsigtes det, at den samlede bestyrelse repræsenterer en bred indsigt i idrættens verden og andre relevante områder (kommunalpolitik, kulturpolitik, forskning, erhvervsliv m.v.)” Det fremgår også at ”af bestyrelsens 8 medlemmer skal mindst to være nuværende eller tidligere eliteidrætsudøvere og/eller nuværende eller tidligere eliteidrætstrænere” samt at ”ministeren og DIF skal ved udpegning af bestyrelsesmedlemmerne sikre, at bestyrelsen tilsammen repræsenterer den bredde og de kompetencer, der er beskrevet i lovens bemærkninger”. Team Danmarks bestyrelse er altså i ”lovens ånd og bogstav” en faglig – og ikke en politisk – bestyrelse.

Habilitet – et centralt princip i dansk forvaltningsret

Jeg har altid værdsat min idrætsuddannelse, men i forhold til mine opgaver som direktør i Team Danmark har min kandidatuddannelse i statskundskab, herunder offentlig forvaltning, været til langt større nytte og gavn. Da jeg tiltrådte som direktør i Team Danmark i sommeren 2006 var jeg fra første arbejdsdag opmærksom på at der kunne opstå nogle særdeles alvorlige udfordringer for de af Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer, som på samme tidspunkt var enten bestyrelsesmedlemmer eller ansat i DIF eller i ét af DIF’s specialforbund – ikke mindst i forhold til det enkelte bestyrelsesmedlems habilitet eller inhabilitet. En person er inhabil i en sag, hvor der er en mulig konflikt mellem en persons, gruppe eller organisations økonomiske, sociale eller kulturelle bindinger overfor personens ytringer om emner inden for samme interesseområde og hvor der foreligger særlige forhold, som kan svække tilliden til personens upartiskhed.

Allerede ved udpegning og beskikkelse af nye bestyrelsesmedlemmer pr. 1. juni 2008, blev udfordringen ”bøjet i neon” for mig, idet DIF udpegede og daværende kulturminister Brian Mikkelsen beskikkede Niels-Christian Levin Hansen, medlem af DIF’s bestyrelse og formand for Dansk Faldskærms Union, til Team Danmarks bestyrelse for en 4-årig periode. Derudover var Niels-Christian Levin Hansen, stærkt engageret i ”Elitekurs” – et formaliseret netværk af 15-20 specialforbund, der på det tidspunkt ikke var økonomisk støttet af Team Danmark. Og han var også en meget aktiv ”løjtnant” for Niels Nygaard i valgkampen som DIF’s nye formand efter ”Kai Holm-epoken”.  Det vil ikke være ”udenfor skiven” at beskrive DIF’s udpegning af Niels-Christian Levin Hansen til Team Danmarks bestyrelse i 2008 som en ”flidspræmie” til en meget trofast ”løjtnant”.   

Ved de efterfølgende udpegninger og genudpegninger af DIF, beskikkelse og genbeskikkelser af skiftende kulturministre – hvert andet år siden – af nye bestyrelsesmedlemmer til Team Danmark er den alvorlige udfordring blev fastholdt. Ja – udfordringen er endda blevet yderligere forstærket: Bestyrelsesmedlemmer, der også var medlem af DIF’s bestyrelse, bestyrelsesmedlem, direktør eller lønnet sportschef i et specialforbund er blevet beskikket og genskikket uden større opmærksomhed og interesse. Disse personer skulle nu – meget ofte og med meget forskellige kompetencer i forhold til opgaveløsningen i Team Danmarks bestyrelse – udfylde en dobbeltrolle, som ud fra Team Danmarks særkende som en faglig, uafhængig institution, har været både særdeles uheldig og efter min bedste overbevisning til stor ugunst for dansk eliteidræts vigtigste aktører: Atleterne.  

Økonomisk magtrelation mellem Team Danmark og de enkelte forbund 

Sammenblanding af interesser – som uafhængigt, fagligt bestyrelsesmedlem i Team Danmark og politisk valgt eller ansat i DIF eller i et specialforbund på samme tid – har været talrige, både før, under og efter min ansættelse som Team Danmarks direktør i perioden 2006-2014. Alene den økonomisk magt-relation mellem Team Danmark og de enkelte forbund – hvor Team Danmark finansierer 70-80 % af langt de fleste fælles elite- og talentbudgetter mellem Team Danmark og de enkelte forbund – betyder at alle vil være langt bedre tjent med at DIF kun udpegede og kulturministeren kun beskikkende nye bestyrelsesmedlemmer, som ikke er bestyrelsesmedlemmer eller ansatte i DIF eller i DIF’s specialforbund. Der findes nemlig masser af velkvalificerede personer – tidligere eliteatleter og -trænere med stor faglig viden og erfaringer fra eliteidræt på internationalt niveau – også af begge køn – som ikke har denne dobbeltrolle. Men det kræver naturligvis enten en lovrevision, at DIF kigger efter potentielle bestyrelsesmedlemmer udenfor betonmurene i Brøndby eller at Kulturministeren, som skal foretage beskikkelse af nye medlemmer til Team Danmarks bestyrelse – næste gang i maj 2020 – har format som ”Kultur-Niels” og administrative rådgivere i Kulturministeriet på niveau med eller i nærheden af Claus Bøje. Jeg er langt fra optimist i forhold til de to første muligheder. Mit spinkle håb om ”rene linjer” og størst mulig uafhængighed og selveje for Team Danmark er derfor især knyttet til Kulturministeren.

Såfremt du vil læse mere om etablering af Team Danmark, kan jeg anbefale bogen: Ivan Lønstrup & Jørn Hansen: ”Da eliteidrætten blev stueren, Eliteidræt og idrætspolitik i Danmark” (Syddansk Universitetsforlag, 2002).

Læs mere

Flere og flere unge fravælger klubfodbold og -håndbold

11. april 2019

Bundlinjen i ethvert regnskab er naturligvis meget vigtig, men de enkelte indtægts- og udgiftsposter kan absolut også være interessante. Og nogle gange findes de allervigtigste informationer i regnskabets noter med små skrifttyper. Sådan var det efter min opfattelse, da landets to største idrætsorganisationer – DIF og DGI – i denne uge offentliggjorde deres aktuelle medlemstal. Jublen over en fremgang på 26.158 unikke medlemmer – hvor af 20.167 eller næsten 4/5 var ældre over 60 år – skabte nærmest eufori i de to organisationers øverste ledelse. Det er sjældent at en fremgang på 1,1 % får så mange roser med på vejen. Men som det fremgik af de to organisationers fælles pressemeddelelse var ”fremgangen afgørende for at nå målsætningen om at blive den mest idrætsaktive nation i verden”. Og så længe det kan signaleres til omverdenen at alt går godt, er der jo ingen fare på færre – eller måske er der alligevel.

Rekruttering af børn under 12 år til idræt er forholdsvist “nemt”

Inden jubeloptimismen i Brøndby og Vingsted går helt i selvsving, er der efter min opfattelse grund til at fokusere på foreningslivets største udfordring i disse år. En udfordring, som ikke blev nævnt med én eneste sætning i DIF og DGI’s fælles pressemeddelelse. Der er nemlig desværre en faktuel kendsgerning at flere og flere unge mellem 13 og 18 år fravælger holdsport som fodbold og håndbold – Danmarks to mest profilerede idrætsgrene. Det har aldrig – hverken historisk eller aktuelt – været en stor udfordring af motivere børn under 12 år – eller deres betalende forældre – til at blive medlem af en idrætsforening. Der findes nemlig ingen bedre og billigere ”pasningsordning” for piger og drenge under 12 år. Af den årsag er andelen af foreningsaktive børn under 12 år i Danmark både meget høj (70-75 %) sammenlignet med andre lande og meget stabil over tid. De mest populære idrætsgrene for børn under 12 år er gymnastik (168.050), fodbold (130.930), svømning (147.840), håndbold (48.175), badminton (22.505) og ridning (19.837).

Stort frafald blandt fodbold- og håndbolddrenge mellem 13-18 år

Indtil for få år siden var antallet af unge mellem 13-18 år, som var medlem af en idrætsforening, også relativt højt og stabilt. Men de seneste 5 år har vist nogle meget alvorlige tendenser, som bør give bestyrelsesmedlemmer, ledere og trænere, både i DIF, DGI og specialforbund som Dansk Boldspil Union og Dansk Håndbold Forbund alvorlige panderynker. Antallet af DIF’s medlemmer mellem 13 og 18 år er i det seneste år ”kun” faldet fra 250.709 til 250.541. Det beskedne tal af frafaldne unge dækker imidlertid over markante forskelle mellem individuelle idrætsgrene og holdsport. Antallet af 13-18-årige spillere i DBU’s klubber er det seneste år faldet fra 75.409 til 72.697 – dvs. 2.712 unge eller 4 % er stoppet med klubfodbold. Hermed fortsætter den triste udvikling fra de seneste 5 år, hvor 6.887 piger og drenge – eller 12 % – har fravalgt fodboldklubben. Mange af de frafaldne spillere er helt sikkert også ”ressource personer”, som nu eller senere i livet kunne være potentielle trænere eller frivillige ledere i klubben.

Endnu værre er det gået med antallet af unge håndboldspillere. Der er aktuelt registreret 24.442 håndboldspillere i DHF mellem 13 og 18 år, hvilket er 2.450 eller næsten 10 % færre end for 5 år siden og 6.668 eller mere end 20 % færre end for 10 år siden. Det katastrofale fald har naturligvis også betydet at færre og færre klubber under DHF er i stand til at mønstre bare 7 spillere til U14, U16 og U18-turneringen og endnu værre at ungdomspillerne skal bruge ”kostbar” tid i weekenden til at transportere sig til kampe i den ”anden ende af Jylland”. Fortsætter denne udvikling skal man ikke kigge langt ind i fremtiden før DHF og klubberne kan bruge alle kræfter på børnehåndbold eller motionstilbud som ”Håndboldfitness” og ”Five-a-side Håndbold”.

Teenagere har svært ved at kombinere sport og ungdomsuddannelse

Der er mange og ofte komplekse årsager til at unge fravælger holdsport som fodbold og håndbold. Mange unge har meget svært at fastholde deres engagement i fodbold- eller håndboldklubben, når de begynder på en ungdomsuddannelse, hvor mange, især piger, bevidst fravælger holdsport til fordel for lektier, fritidsjob, kærester og fitness uden for klubregi. For mange fodbold- og håndbolddrenge står drømmen om en professionel tilværelse fortsat øverst på prioriteringslisten i forhold til bl.a. lektier og karakterer i starten af deres ungdomsuddannelse. Men relativt hurtigt erfarer de at kravene på ungdomsuddannelserne ikke kan indfries med en beskeden arbejdsindsats og et stort ugentligt tidsforbrug på træning og kampe. Eller bliver de ufrivilligt fravalgt i fodbold- eller håndboldklubben på grund af manglende færdigheder eller en ”utilfredsstillende og utilstrækkelig” træningsindsats.

Ensidig resultatfokusering og forældet turneringsstruktur er de væsentligste årsager til frafald

Holdsport som fodbold og håndbold har en række kvaliteter, som ikke findes i individuelle idrætsgrene:  Afhængigheden af medspillernes præstationer, aftaler som skaber social udvikling og fælles sejre, nye kammerater som forøger holdet og hermed ens egne chancer for succes og meget, meget mere. Ja – faktisk mener jeg at samarbejdet og fællesskabet på et fodbold- eller håndboldhold er en unik demokratisk proces og et forpligtende fællesskab, hvor holdet altid er større og vigtigere end den enkelte. Og den værdi og kvalitet har nutidens unge brug for mere end nogensinde tidligere. Men alt for mange fodbold- og håndboldsklubbers ensidige fokusering på resultater og en forældet turneringsstruktur med stort tidsforbrug til transport og kampe hver weekend samt ufleksible regler i forhold til spillernes alderskategorier får – desværre – et meget stort antal unge til at vende klubfodbolden eller – håndbolden ryggen. Der er efter min opfattelse mere end nogensinde før brug for nye visioner, kreativitet og konkrete forslag – både i DBU, DHF og i landets fodbold- og håndboldklubber – såfremt foreningslivet fortsat skal rekruttere og ikke mindst fastholde de unge i klubberne. Sker det ikke, svigter de to idrætsorganisationer, de to specialforbund – DBU og DHF – og klubberne efter min mening for alvor deres allervigtigste kerneopgave: Idræt for børn og unge.

Du kan læse mere om dette emne i kronikken: ”Den svære vej ud af eliteidræt” (Politiken, 1. april 2014 – https://politiken.dk/debat/kroniken/art7109710/Der-skal-v%C3%A6re-en-vej-ud-af-eliteidr%C3%A6t), som jeg har skrevet sammen med Nina Thysk Sørensen, der er autoriseret psykolog og tidligere sportspsykologisk konsulent i Team Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Norge – verdens bedste vintersportsnation

15. marts 2019

De seneste ugers verdensmesterskaber i alpint skiløb, nordiske discipliner – langrend, skihop og kombineret – og skiskydning viste endnu engang at Norge er verdens bedste vintersportsnation. Det blev til i alt 38 VM-medaljer (20 guld-, 9 sølv- og 9 bronzemedaljer) i 45 discipliner. De norske atleter og hold vandt ikke mindre end 44 % af VM-disciplinerne, hvilket er Norges suverænt bedste resultat nogensinde.

Suveræn vinder af nationskonkurrencen ved vinter-OL 2018 

VM 2019 i alpint skiløb, der blev afholdt i Åre tæt på den norske grænse, begyndte med 4 VM-medaljer til de norske atleter: VM-guld til Kjertil Jansrud i mændenes styrtløb og Henrik Kristoffersen i mændenes storslalom samt VM-sølv i mændenes styrtløb til veteranen Aksel Lund Svindal, som afsluttede en flot karriere ved dette VM. Desuden vandt Ragnhild Mowinckel VM-bronze i kvindernes kombinerede konkurrence. VM 2019 i nordiske discipliner, der blev afviklet i østrigske Seefeld, fulgte efter med historiske 25 VM-medaljer, hvoraf hele 18 blev vundet i langrend. Af disse var ikke færre end 10 af fornemste karak – guld – med tilbagevendte Therese Johaug som verdensmester i såvel 10 km klassisk stil, 15 km skiathlon som 30 km fri stil. Et imponerende comeback af den 30-årige Johaug efter hendes dopingkarantæne på 18 måneder. Derudover blev det til 4 VM-medaljer i skihop (en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer) og 3 VM-medaljer (to guld- og en sølvmedalje) i kombineret skihop og langrend til Norge.  Endelig blev det til 9 VM-medaljer (5 guld-, 3 sølv- og en bronzemedalje) til Norge ved VM 2019 i skiskydning, der blev afholdt i Östersund også tæt på norske grænse. Her var Johannes Thingnes Bø den mest vindende atlet med 5 VM-medaljer og ikke mindre end 4 af guld. Også ved vinter-OL 2018 i PyeongChang var Norges suverænt bedste nation med i alt 39 OL-medaljer, fordelt på 14 guld-, 14 sølv- og 11 bronzemedaljer. Norge blev hermed suveræn vinder af nationkonkurrencen foran nationer som Tyskland, Canada og USA med langt større befolkningstal.

Vintersportsgrene er populære blandt børn og unge

Der er naturligvis mange forklaringer på Norges totale dominans inden for vintersport. For det første er rekruttering af børn og unge til vintersport i Norge helt unik. Både indenfor alpint, skihop og ikke mindst langrend findes der rigtig mange stærke klubber i hele Norge. Filosofien i klubberne og Norges Skiforbund er at fastholde så mange børn og unge så muligt i sporten så lang tid som muligt igennem alsidig træning og konkurrencer. Langrend er den sportsgren i Norge, som igennem de seneste år, har haft klart størst fremgang i medlemstal for børn og unge, både absolut og procentvis. Blandt andet er der i Oslo-området skiklubber som Kjelsås IL, Lyn Ski og Fossum IF, der alle har mere end 1.000 børn og unge som medlemmer. Det betyder også at langrend er den næststørste idrætsgren blandt børn og unge i Norge, kun overgået af fodbold.   

Gode træningsfaciliteter og masser af træningslejre på fjeldet

For det andet har Norge et ideelt klima og optimal natur for vintersport. Globale klimaændringer betyder at sæsonen for vintersportsgrene som langrend, skiskydning, nordisk kombineret og alpint skiløb er meget lang, helt fra midten af oktober til slutningen af maj. Det ideelle klima og de optimale træningsanlæg betyder også at langt de fleste norske topatleter i vintersport foretrækker at træne på hjemmebane og landsholdene – både i langrend, alpint, nordisk kombineret og alpint skiløb – gennemfører flere og flere træningslejre på fjeldet, hvor klima- og skiforhold er helt optimale.

Gode internationale resultater tiltrækker kommercielle partnere 

For det tredje er vintersport blevet kommercielt meget populært i Norge. Især fodbold har i Norge, som de øvrige nordiske lande, været topscorer i forhold til markedsværdi af kommercielle TV- og sponsorkontrakter. Men i Norge er både fodbold og håndbold kommercielt udfordret af vintersportsgrene som langrend, skiskydning og alpint skiløb. Blandt andet har Norges Skiforbund indgået flerårige kommercielle partneraftaler med norske virksomheder som Spare Bank 1 (langrend) og Telenor (alpint skiløb), mens Norges Skiskytterforbund har DNB som kommerciel samarbejdspartner. Økonomi er en mere og mere væsentlig faktor i det globale sportskapløb, også i vintersport. Der er ingen tvivl om at de norske toppræstationer ved de seneste ugers verdensmesterskaber har skærpet interessen for kommercielle partnerskaber, både individuelt og i forhold til forbundene, frem imod vinter-OL 2022.

Viden og erfaringer på tværs af sportsgrene via Olympiatoppen 

For det fjerde har Olympiatoppen (OLT) styrket den regionale struktur i forhold til klubber, forbund og uddannelses- og forskningsinstitutioner ved at etablere 8 regionale centre. Centrene, der i høj grad er finansieret af de enkelte regioner, kan tilbyde atleterne og holdene en række ekspertydelser inden for sportsmedicin, testning, biomekanik, ernæring og sportspsykologi, dvs. de samme ydelser, som findes på Olympiatoppens hovedcenter i Oslo. Det er derfor heller ikke overraskende at mange af de allerstørste talenter i både langrend og skiskydning kommer fra mindre landsbyer fordelt ud over hele Norge. Norge har altid haft en god talentudvikling op til 16-18 års-alderen og mange verdensklasse-atleter i mange vintersportsgrene, men overgangen af en talentfuld junior til en verdensklasse-atlet har for mange været alt for vanskelig. Det er især ”næste generation”, dvs. de 18-23-årige, som har fået langt bedre rammer og vilkår med en stærkere regional struktur i norsk eliteidræt.  

Forskning indenfor vintersport – også i verdensklasse

For det femte er samarbejdet mellem OLT og nationale forskningsinstitutioner blevet markant udvidet og intensiveret i de seneste år. Forskning og innovation på højeste internationale niveau er nemlig helt afgørende for sportslig succes. OLT har bl.a. etableret et samarbejde med Center for Topidrettsforskning ved NTNU om biomekaniske analyser i skihop. Formålet med samarbejdet har været at analysere teknik i skihop gennem målinger af både kraft og bevægelse i laboratorium for bedre at forstå sammenhængen mellem hopteknik og præstation. Forskerne ved NTNU har gennemført forskellige tests og indsamlet data af skihopperne i laboratorium for efterfølgende at diskutere atleternes teknik og udvikling sammen med landstrænerne. På den måde bidrager forskning både til præstationsoptimeríng på kort sigt og til en mere langsigtet udvikling af de bedste norske skihopperes tekniske færdigheder.

Også fremgang for Norge i sommersportsgrene 

Norges dominans i vintersportsgrene er også den væsentligste årsag til at Norge i de seneste to år er rangeret som verdens bedste sportsnation pr. indbygger af det internationale analyseinstitut ”Greatest  Sporting Nations”  – http://www.greatestsportingnation.com – som inkluderer 98 olympiske og non-olympiske discipliner. Til sammenligning kan det nævnes at de øvrige nordiske lande i 2018 blev placeret med Sverige som nr. 4, Finland som nr. 11 og Danmark som nr. 12. I den samlede nationskonkurrence for 2018 opnåede Norge en imponerende 11. plads foran stærke sportsnationer som Australien og Spanien. På trods af Norges imponerende resultater i vintersport, har det imidlertid knebet mere for Norge at holde et højt internationalt niveau i sommersportsgrene. Både OL 2012 (2 guld-, 1 sølv- og 1 bronzemedalje) og OL 2016 (4 bronzemedaljer) var sportslige skuffelser for Norge. Men tilsyneladende er der markant fremgang på vej for Norge i sommersportsgrenene. Norge har nemlig – i modsætning til både Danmark, Sverige og Finland – opnået gode resultater i sommersportsgrene både i 2017 og 2018, bl.a. i atletik, roning og skydning. Så mindst 6 OL-medaljer til Norge ved OL 2020 i Tokyo er absolut ikke urealistisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Banecykling – Danmarks største medaljechancer ved OL 2020

3. marts 2019

Cykling – især banecykling – er både historisk og aktuelt én af Danmarks absolut stærkeste sportsgrene. Danmark er blandt verdens ti stærkeste cykelnationer på trods af beskedne 5.300 licensryttere under 18 år og kun tre cykelbaner i henholdsvis Ballerup (København), Odense og Aarhus. Langt de fleste af de 26 OL-medaljer, som Danmark igennem tiderne har vundet i cykling, er opnået på banen og olympiske guldvindere som Willy Falck Hansen (1.000 meter på tid i 1928), Niels Fredborg (1.000 meter på tid i 1972), Dan Frost (pointløb i 1988) og senest Lasse Norman Hansen (omnium i 2012) har i høj grad været med til at skrive dansk OL-historie. Baneryttere har ved de seneste tre olympiske lege – Beijing 2008, London 2012 og Rio 2016 – vundet medaljer og banecykling er efter min opfattelse også sportsgrenen, som på nuværende tidspunkt har de største danske medaljechancer ved OL 2020. Det skyldes ikke mindst et udvidet antal OL-discipliner på banen, både for kvinder og mænd. Om 17 måneder dystes der i 22 forskellige OL-discipliner i cykling (landevej, bane, BMX og MTB), men hele 12 af disciplinerne – sprint, holdsprint, keirin, holdforfølgelsesløb, omnium og parløb – afvikles på ”Izu Velodrome” i Tokyo. Og for første gang i den olympiske historie er antallet af discipliner for kvinder og mænd i cykling fuldstændig ens, såvel på landevej, BMX, MTB som på bane.

4 km-holdforfølgelsesløb er en dansk “parade-disciplin” ved VM og OL   

Holdforfølgelsesløb, hvor 4 ryttere kører en samlet distance på 4 kilometer, har været på det olympiske program siden 1908 og Danmark er meget stolte traditioner i den krævende tempo-disciplin. Det internationale gennembrud for Danmark i disciplinen kom ved OL 1968 i Mexico City, hvor det danske hold – Gunnar Asmussen, Reno B. Olsen, Per Lyngemark og Mogens Frey – blev olympiske mestre (4.22.44) efter at Vesttyskland blev diskvalificeret i OL-finalen. Danmark vandt også i 1992 OL-bronze i holdforfølgelsesløb. Det var derfor logisk at holdforfølgelsesløb blev det overordnede fokus for et unikt samarbejde mellem Danmarks Cykel Union (DCU) og Team Danmark, som blev indledt i 2005. Målet var OL-medaljer i 2012, men denne målsætning skulle hurtigt vise sig at blive ”overhalet af virkeligheden”. Forudsætningen for samarbejdet var en meget talentfuld årgang af ungdomsryttere – Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen og Michael Færk Christensen – ansættelse af en international trænerkapacitet Heiko Salzwedel, økonomiske ressourcer samt en målrettet træningsindsats over en længere årrække. 4 km-holdets internationale gennembrud kom allerede ved VM 2007, hvor det blev til en overraskende bronzemedalje – en præstation, som bl.a. blev belønnet med kåringen som ”Årets fund” i dansk idræt. Året efter leveret 4 km-holdet en af de bedste danske OL-præstationer i Beijing med OL-sølvmedaljer (3.56.81) efter Great Britain (3.53.31), men foran stærke nationer som Australien og New Zealand.

Unikt samarbejde mellem Danmarks Cykle Union og Team Danmark

For præcis 10 år siden havde jeg – sammen med bl.a. formand Tom Lund, direktør Jesper Worre, sportschef Lars Bonde fra DCU og UCI-præsidenten for banecykling – karismatiske Peder Pedersen fra Odense, som desværre døde i 2015 – oplevelsen at følge de danske baneryttere ved VM i Pruszków på tætteste hold. Danmark var på forhånd blandt favoritterne til VM-titlen: En værdighed, som de fem ryttere – Jens-Erik Madsen, Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Michael Færk Christensen og Casper Jørgensen – til fulde levede op til. Med en flot sejr (3.58.25) over Australien (3.58.87) i finalen havde 4 km-holdet nået deres absolut højdepunkt: Verdensmesterskabet. På det tidspunkt havde sportschef Lars Bonde overtaget opgaven som landstræner fra Heiko Salzwedel, som er én af de dygtigste landstrænere som jeg har haft fornøjelsen at samarbejde med. VM 2009 blev historisk for dansk banecykling, idet Alex Rasmussen og Michael Mørkøv få dages senere blev verdensmestre i parløb og Daniel Kreutzfeldt vandt meget overraskende VM-sølv i pointløb. DCU og Team Danmarks samarbejde om 4 km-holdet har indtil videre ført til i alt otte VM-medaljer i holdforfølgelsesløb (Guld: 2009 – Sølv: 2008, 2014 og 2018 – Bronze: 2007, 2013, 2016 og 2019) og to OL-medaljer (2008 og 2016) samt en række sidegevinster i form af EM-, VM- og OL-medaljer i banesportens øvrige discipliner. Team Danmarks økonomiske investering i banecykling igennem de seneste 15 år er utvivlsomt én af de mest succesfulde i institutionens historie. 

Pruszków har også i de seneste dage været vært for VM 2019, hvor det igen lykkedes 4 km-holdet – Lasse Norman Hansen, Casper Folsach, Julius Johansen, Niklas Larsen og Rasmus Lund Pedersen – at vinde en VM-medalje. Præsentationerne i den indledende tidskørsel og især i semifinalen mod Great Britain var lidt skuffende, men i bronzefinalen mod Canada viste holdet igen høj international klasse og satte ny dansk rekord (3.51.80). VM viste imidlertid også at især Australien, som satte ny verdensrekord (3.48.01) og Great Britain (3.50.38) på nuværende tidspunkt er favoritter til OL-finalen. Men Danmark er absolut blandt medaljekandidaterne til bronze sammen med Canada og New Zealand. Derudover har Danmark også rigtig gode medaljechancer i parløb, hvor Lasse Norman Hansen og Casper Folsach vandt VM-sølv kun slået at de tyske verdensmestre Theo Reinhardt og Roger Kluge. Også Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt VM-bronzemedalje kun besejret af Holland og Australien. Begge danske par viste hermed at sæsonens flotte World Cup-resultater langt fra har været nogen tilfældighed. Der er ingen tvivl om at parløbs status som ny olympisk disciplin i 2020 er en stor fordel for Danmark.

2 eller 3 OL-medaljer til banecykling er absolut realistisk 

Jeg tror at chancerne for danske OL-medaljer er større i parløb end i omnium, hvor 22-årige Amalie Dideriksen blev nr. 6 hos kvinderne og 21-årige Niklas Larsen blev nr. 8 hos mændene. Både Amalie og Niklas er særdeles talentfulde, men i begge kategorier har de største cykelnationer – Australien, Holland, Great Britain, Italien, USA, Frankrig, Frankrig, New Zealand, Belgien og Spanien – ryttere med mange kompetencer og stor erfaring. Men unge danske baneryttere har før overrasket stort som f.eks. 20-årige Lasse Norman Hansen, der senstationelt vandt OL-guld i omnium ved OL 2012. Alt i alt er der ingen tvivl om at dansk banecykling har væsentligt flere medaljekandidater ved OL 2020 end nogensinde tidligere. Det er efter min opfattelse ikke urealistisk at Danmark vinder 2 eller 3 OL-medaljer i Tokyo selv om konkurrencen i både holdforfølgelsesløb, parløb og omnium bliver særdeles hård og intens.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Eliteidræt i Finland: Stolte traditioner, ny organisationsstruktur og aktuelle udfordringer

2. februar 2019

Finland har en stærk historisk tradition for eliteidræt. Den stolte sportsnation har siden den olympiske debut i 1908 vundet i alt 303 medaljer ved sommer-OL, hvilket placerer Finland med et beskedent befolkningstal på 5,5 mio. som den mest vindende nation pr. indbygger ved samtlige 28 afholdte sommer-OL – foran Ungarn, Sverige og Danmark. Langt de fleste af OL-medaljerne er imidlertid vundet før 1960, bl.a. vandt Finland ved OL 1924 vandt hele 37 OL-medaljer, primært i atletik og brydning. Denne præstation gav Finland en imponerende 2. plads blandt 44 nationer – efter USA, men foran stærke sportsnationer som Storbritannien, Frankrig og Italien. Fra 1960 og fremefter er det imidlertid blevet stadig mere vanskeligt for finske atleter og hold at vinde medaljer ved sommer-OL og ved de seneste 8 sommer-OL har Finland ”kun” vundet i alt 28 medaljer. Det historiske lavpunkt kom ved OL 2016 i Rio, hvor det blev til én enkelt bronzemedalje vundet af bokseren Sergiu Toma.  

Læs mere

Første verdensmesterskab i herrehåndbold til Danmark?

3. januar 2019

I næste uge starter VM-turneringen i herrehåndbold og Danmark er for anden gang i historien værtsnation. Værtskabet deles med Tyskland, men undtagen åbningskampen mod Chile, der spilles i København og de to semifinaler, der spilles i Hamborg, spilles alle Danmarks kampe i Herning. Jeg er helt overbevist om at Danmark bliver én af de fire semifinalister og jeg tror faktisk også at Danmark for første gang nogensinde vinder verdensmesterskabet i herrehåndbold.

Læs mere

Sportsåret 2018: Det går fortsat den forkerte vej for dansk eliteidræt

10. december 2018

Det danske kvindelandshold i håndbold satte med en yderst beskeden 8. plads ved EM i Frankrig punktum for sportsåret 2018. Det er nu 14 år siden at Danmark har vundet en EM-medalje i kvindehåndbold og vejen tilbage til verdenstoppen for kvindelandsholdet i håndbold er efter min opfattelse meget lang og urealistisk inden for de næste 3-5 år. Samme position har det danske kvindelandshold i fodbold, der bl.a. på grund af en pinlig lønkonflikt mellem spillerne og DBU ikke kvalificerede sig til næste sommers VM-slutrunde i Frankrig. Og hermed glippede også holdets chance for kvalifikation til OL 2020 i Tokyo. Men hvad er egentlig status for dansk eliteidræt her 20 måneder før OL 2020, som er den afgørende ”eksamen” for alle olympiske forbund.

Læs mere