Ny bog om idræt med masser af fakta, subjektive analyser og markante holdninger
Der er bøger om idræt, som absolut bør udgives, fordi vi hermed kan blive klogere på os selv, de fællesskaber og det samfund, som vi er en del af. Og der er bøger om idræt, som aldrig burde være udgivet på grund af manglende research, tyndt indhold eller elendigt sprog. Lad det være sagt med det samme: ”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” (Gads Forlag, 2023), som er udarbejdet af cand.polit. Claus Bøje og cand.scient.pol. Søren Riiskjær, tilhører éntydigt den første kategori. Alle med interesse for idræt, kultur og politik kan blive klogere af at læse bogen, som indeholder masser af fakta, subjektive analyser og markante holdninger. Det betones allerede i forordet at ” … bogen er skrevet ud fra ønsket om at afdække statens forvaltning af idrætten i Kulturministeriet. Fremstillingen er båret af forfatternes personlige syn på udviklingen og stærke engagement i idrætten”. Dette ståsted bliver på én og samme tid bogens største styrke og svaghed.
Fælles ideologisk ståsted: Idrætsforsk ved Gerlev Idrætshøjskole
Både Claus Bøje, som har været idrætspolitisk rådgiver i Kulturministeriet (1972-1987), redaktør i Danmarks Radio (1976-2008), forskningsmedarbejder på Idrætsforsk (1989-2000) og udviklingschef i Lokale og Anlægsfonden (2000-2008) og Søren Riiskjær, som har været forskningsmedarbejder på Idrætsforsk (1979-1997), kontorchef i Kulturministeriet (1997-2005), direktør i Team Danmark (2005-2006) og afdelingschef i DGI (2006-2016), har i meget høj grad været med til at sætte idræt på den (kultur)politiske agenda gennem de seneste fem årtier. Det ideologiske udgangspunkt for de forfattere var Idrætsforsk ved Gerlev Idrætshøjskole, som fra slutningen af 1970’erne og frem til årtusindskiftet spillede en meget afgørende rolle i forbindelse med etablering og udvikling af en kritisk humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsforskning i Danmark.
Opgør med tesen om idrættens enhed
Det var især Claus Bøjes artikel – ”Opgør med enhedstankens ideologiske fundament” (1978) – som blev udgivet i anledning af Gerlev Idrætshøjskoles 40-års jubilæum, som i efterfølgende årtier kom til at præge konflikter og magtkampe i dansk idræt. Artiklen var et opgør med opfattelsen af idræt som én stor bevægelse, hvor alting hænger naturligt sammen fra top til bund og fra den ene deltagergruppe eller aktivitet til de mange andre. Bøje argumenterede for at tesen ”elite skaber bredde, og bredde skaber elite” tjente til at postulere sammenhænge og camouflere modsætninger og dermed begrænsede idrættens muligheder som kulturfaktor. Artiklen var også et direkte angreb på Danmarks Idræts-Forbund’s monopol som idrættens ”talerør” overfor både Folketing og skiftende regeringer.
Idrættens mangfoldighed med forskellige ønsker og behov hos borgerne blev empirisk dokumenteret få år senere af Søren Riiskjær, som sammen med Eigil Jespersen på Idrætsforsk, udgav rapporten ”80’ernes idræt – mod en ny breddeidræt” (1984). Rapporten konkluderede bl.a. at uorganiseret idræt – som f.eks. løb, cykling, svømning, friluftsliv og aerobic udenfor det organiserede foreningsliv – udgjorde en meget væsentlig og markant stigende del af det samlede idrætsbillede. Både stat, kommuner og idrætsorganisationerne var med andre ord nu ”nødsaget” til at finde nye løsninger, såfremt sloganet om ”idræt for alle” skulle være andet end retorisk festtale.
Kulturministre af varierende kvalitet med og uden passion for idræt
Bøje og Riiskjær har som personlige rådgivere for kulturministre af varierende kvalitet og med større eller mindre passion for idræt – både direkte og indirekte – bidraget til langt de fleste idrætspolitiske visioner, initiativer og konkrete lovforslag, som er fremført af skiftende kulturministre i perioden 1972-2005. En periode, hvor bl.a. Lov om eliteidrættens fremme (1984), Folkeoplysningsloven (1990), Revision af tipsloven med oprettelse af Lokale og Anlægsfonden (1992), Idrætspolitisk Idéprogram (1997) og Lov om dopingfri idræt (2004), ændrede på rolle- og ansvarsfordelingen mellem staten og idrættens ”autonome” hovedorganisationer: DIF, DGI og DFIF. Bogens kildemateriale er såvel ministerielle betænkninger, folketingsreferater, artikler fra medier, faglitteratur som Bøje og Riiskjærs personlige oplevelser og erfaringer i Kulturministeriet.
Idræt i Kulturministeriet: Fra perifer position til ministerprofilering via idræt
Bogen indeholder forord, 10 kapitler, efterord, en oversigt over danske kulturministre i perioden 1968-2022, Kulturminister Ebbe Lundgaards tale til Idrættens Rigsdag den 10. november 1997 samt en litteraturliste. De enkelte kapitler følger en kronologisk tidslinje fra slutningen af 1960’erne, hvor der blev udarbejdet en kulturpolitisk redegørelse uden et eneste ord om idræt til starten af 2020’erne, hvor emner som doping, matchfixing, megaevents, børneattester, mistrivsel i eliteidræt, good governance og sportwashing kræver politisk involvering fra Folketing, regering og Kulturministeriet. Undervejs i bogen beskriver og diskuterer de to forfattere en række centrale temaer: Det udvidede kulturbegreb, kulturpolitiske principper som ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet og decentralisering, kulturministeriel aktivisme, kultur- og idrætspolitiske redegørelser, etablering og udvikling af Team Danmark, antidoping på nationalt og internationalt niveau, eliteidræt og kunst, medierettigheder, breddeidræt og folkesundhed, fritidslov og folkeoplysning, arkitektur og byplanlægning, charter for det frivillige foreningsliv, idrætsforskning, Idræt i EU-traktaten, liberalisering af spillelovgivning, udlodningslov og stemmeaftale, alliancer og magtkampe mellem DIF og DGI, resultatkontrakter og rammeaftaler, idræt som kamp, leg, dans og fordybelse samt meget, meget mere. Enkelte kapitler kunne med fordel være redigeret skarpere, ligesom henvisninger og noter altid styrker skriftlige fremstillingers troværdighed.
Et flot idrætspolitisk ”testamente”
Bogens afsluttende kapitel – ”Spændinger i idrætspolitikken” – fortjener topkarakter. Det lykkes nemlig her Bøje og Riiskjær med vid og præcision at sammenfatte og konkludere på dansk idrætspolitiks største udfordringer. Bøje og Riiskjær har konsekvent og troværdigt gennem et halvt århundrede fastholdt idræt som et væsentligt kulturfænomen, mens de fleste andre aktører – idrætsorganisationerne, regeringer, kulturministre, politiske partier, kommuner og foreninger – i (langt) højere grad har fokuseret på idrættens sundhedsmæssige, sociale og underholdningsmæssige dimensioner. Bøje og Riiskjærs idrætspolitisk ”testamente” er imidlertid både værdi- og meningsfyldt. ”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” bør fremover være obligatorisk pensum for alle kommende kulturministre og deres medarbejdere, politiske ordførere inden for idræt, kultur, sundhed og uddannelse samt idrætsstuderende på alle videregående uddannelsesinstitutioner. Også idrætsledere fra organisationer, forbund og foreninger kan få ”udvidet horisonten” ved at læse bogen, enten helt eller i uddrag.
