Derby della Madonnina

Alle følelser er i spil hos spillere, trænere, ledere og fans, når ærkerivalerne fra F.C. Internazionale og A.C. Milan søndag aften tørner sammen på Stadio Guiseppe Meazza i Milano. Lokalopgøret mellem to af Italiens mest traditionsrige og vindende fodboldklubber er årets højdepunkt for alle milanesere, men opgøret – som har fået navn efter den forgyldte statue af den lille jomfru Maria siddende på toppen af byens fantastiske domkirke Il Duomo – vil også blive fulgt med stor spænding overalt i Italien og blandt fodboldtilhængere i hele verden.

Rivalisering mellem sociale og politiske klasser

Rivaliseringen mellem A.C. Milan og F.C. Inter har været intens siden de to klubbers første opgør blev spillet i 1908. A.C. Milan blev grundlagt i 1899 af engelske immigranter, som valgte navnet ”Milan Cricket & Football Club”. A.C. Milan er hermed blandt Italiens ældste klubber. I 1908 oplevede klubben en intern splid omhandlende indkøb af udenlandske spillere. Uoverensstemmelserne førte til dannelsen af F.C. Internazionale. Som navnet antyder, var intentionen at skabe en klub som også bestod af udenlandske spillere, trænere og ledere, hvilket stod i skarp kontrast til A.C. Milan, der på daværende tidspunkt kun tillod spillere af italiensk herkomst. Historisk er Inter betragtet som den milanesiske middel- og overklasses klub, mens A.C. Milan traditionelt er blevet støttet af arbejderklassen samt immigranter fra Syditalien. I dag er opdeling af tilhængerne i sociale klasser langt fra så udbredt og stærk som tidligere, men begge klubber har altid haft en række fangrupper – “Ultras” – som også udtrykker yderliggående politiske budskaber, både højre- og venstreorienterede.

Ekstrem jævnbyrdig konkurrence mellem to europæiske topklubber

Stadio Giuseppe Meazza, der bygget i 1920’ernes fascistiske Italien og ejet af kommunen i Milano, er hjemmebane for både A.C. Milan og F.C. Inter. For A.C. Milan fans vil stadionet med plads til 76.000 tilskuere, altid hedde ”San Siro” efter bydelen, hvor det ligger. F.C. Inter fans foretrækker imidlertid det officielle navn efter Guiseppe Meazza (1910-1979), der bl.a. vandt VM for Italien i 1934 og 1938 og scorede 247 mål i 348 kampe for F.C. Inter. Serie A-topscoreren optrådte for begge Milano-klubber – 14 sæsoner for F.C. Inter og ”kun” 2 for A.C. Milan. Lokalopgøret på søndag er den 229. officielle match mellem de to klubber. De officielle kampe, der omfatter såvel nationale kampe i Serie A, Coppa Italia og Supercoppa Italia som internationale kampe (Champions League og Europa League), har altid været særdeles jævnbyrdige: F.C. Inter har 84 sejre, 67 opgør er endt uafgjort, mens A.C. Milan har trukket sig sejrrigt ud af klassikeren 77 gange. Også i forhold til mål i officielle kampe er stillingen helt lige: F.C. Inter har scoret 315 mål mod A.C. Milans 304 mål. Den intense konkurrence gælder også antallet af nationale titler: Inter har vundet det italienske mesterskab – “Il Scudetto” – 19 gange, mens A.C. Milan er blevet national mester 18 gange. På den europæiske scene har begge klubber også opnået imponerende resultater: A.C. Milan har bl.a. vundet den fornemmeste europæiske turnering (Europacup for mesterhold og Champions League) i alt 7 gange (1963, 1969, 1989, 1990, 1994 og 2003), mens F.C. Inter har 3 titler inden for samme kategori (1964, 1965 og 2010).

F.C. Inter – den eneste italienske klub, som har vundet ”The Treble”

I 1960’erne var F.C. Inter blandt verdens bedste klubber med spillere som forsvarslegenderne Tarcisio Burgnich og Giacinto Facchetti, midtbanegeneralen Sandro Mazzola og angriberen Luis Suarez. Også i slutningen af 1980’erne og igennem 1990’erne vandt F.C. Inter flere titler – både i Italien og Europa – med målmanden Walter Zenga og forsvarsklippen Giuseppe Bergomi samt den tyske trio Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann som de dominerede spillere. Perioden 2006-2010 med 5 nationale mesterskaber i træk var også en gylden tid for FC Inter. Højdepunktet kom i sæsonen 2009-2010, hvor klubben med José Mourinho som træner – som den hidtil eneste italienske klub – vandt ”The Treble”: Serie A, Coppa Italia og Champions League. F.C. Inters største aktionær er i dag det privatejede kinesiske selskab – Suning Holdings Group – med milliardæren Zhang Jindong i spidsen.

A.C. Milan – den ikoniske back-kæde og den hollandske trio

A.C. Milan blev i midten af 1980’erne købt af den kontroversielle milliardær Silvio Berlusconi, som med trænerlegenden Arrigo Sacchi i spidsen iscenesatte et af verdens stærkeste klubhold med den ikoniske back-kæde: Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini og Mauro Tassotti, som ikke i deres karriere spillede for andre klubber end A.C. Milan. Det skræmmende forsvar blev ”suppleret med” den hollandske trio: midtbanestrategen Frank Rijkaard, kreatøren Ruud Gullit og skarpretteren Marco van Basten. Klubben vandt i den periode Champions League ikke mindre end 3 gange (1989, 1990 og 1994) og hele 6 nationale mesterskaber. Berlusconi, som bl.a. var Italiens premierminister i perioden 2008-2011, solgte i 2017 klubben til et af verdens største investeringsselskaber – Elliott Management Corporation.

Nye gyldne tider for de to rivaler  

Både F.C. Inter og A.C. Milan har sportsligt og økonomisk haft svære vilkår igennem det seneste tiår, hvor Juventus FC fra Torino i perioden 2011-2020 har vundet det nationale mesterskab 9 sæsoner i træk og tillige opnået europæiske succes med bl.a. to Champion League finaler. Sidste sæson blev imidlertid en stor sportslig succes for både F.C. Inter og A.C. Milan, som blev henholdsvis national mester og vicemester. Topplaceringerne betød også et gensyn for A.C. Milan med Champions League efter 7 års fravær.

Også i denne sæson er F.C. Inter og A.C. Milan placeret i toppen af Serie A. Forud for lokalderbyet har A.C. Milan – med forsvarsgeneralen Simon Kjær og 40-årige Zlatan Ibrahimovic som bærende profiler – sammen med S.S.C. Napoli lagt sig i spidsen af Serie A med imponerende 31 point for 11 kampe. F.C. Inter indtager 3. pladsen med 24 point, så alt tyder på at ”Scudettoen” vindes af ét af de tre hold: S.S.C. Napoli, A.C. Milan eller F.C. Inter.

På søndag vil jeg – sammen med mine to venner Keld og Torben – nyde en god frokost og menneskelivet på Piazza del Duomi i centrum af Milano inden vi i løbet af eftermiddagen – ligesom mere end 70.000 andre – finder vej til San Siro til årets vigtigste fodboldkamp: ”Forza Nerazzurri” – ”Forza Rossoneri”!

Du kan læse mere om de to klubber her:

Inter.it Home Page | Sito Ufficiale Inter | FC Internazionale Milano

AC Milan | Sito Ufficiale

Felt