Finland er en af verdens stærkeste ishockeynationer
Finland har – ikke mindst på grund af klimatiske forhold med frost og sne i mere end halvdelen af året – altid opnået gode internationale resultater i vintersportsgrene, som langrend, skihop, speed skating, nordisk kombineret, skiskydning og ishockey. Finland har vundet i alt 167 medaljer ved vinter-OL siden debuten i 1924 og siden midten af 1970’erne har Finland vundet flere medaljer ved vinter-OL end ved sommer-OL. Det bedste vinter-OL for Finland var i Sarajevo 1984, hvor der blev til i alt 13 OL-medaljer. Finland har ved de seneste 10 vinter-OL vundet i alt 77 medaljer og ved OL 2018 i Pyeongchang vandt Finland 6 medaljer, bl.a. olympisk guld ved Ilvo Niskanen i ”kongedisciplinen” – 50 km langrend. Finland har stærke traditioner, både i individuelle sportsgrene og holdsport. Især i volleyball for herrer har Finland i de seneste år opnået gode EM- og VM-resultater og det er et meget realistisk mål for finsk volleyball at kvalificere sig til OL i 2020 eller 2024. Også i nationsporten – ishockey – har Finland igennem årtier tilhørt verdenseliten, bl.a. vandt herrelandsholdet – ”Løverne” – OL-sølv i 2006 og VM-guld i 2011. Jeg er især meget imponeret af talentudviklingen i finsk ishockey. Finland har vundet 3 ud af de seneste 6 VM-turneringer for U20-landshold og 2 ud af de seneste 3 VM-turneringer for U18-landshold, bl.a. i konkurrence med stærke ishockeynationer som USA, Canada, Rusland, Sverige og Tjekkiet, som alle har et langt større antal ungdomsspillere. Den finske talentudvikling i ishockey, både i klubberne og forbundet, er efter min mening blandt verdens bedste i holdsport.
Gode faciliteter, men uklar rolle- og ansvarsfordeling inden for eliteidræt
Der er langt flere ligheder end forskelle mellem idræt i Finland og de øvrige nordiske lande. Finland har også et mangfoldigt netværk af klubber med mange kompetente trænere og frivillige ledere i mange forskellige idrætsgrene. Disse forhold kombineret med høj materiel velstand og ekstrem gode idrætsfaciliteter har været de væsentligste årsager til, at Finland i lighed med de øvrige tre nordiske nationer igennem mere end et århundrede har været blandt de bedste sportsnationer i verden, ikke mindst i forhold til de nordiske landes relativt beskedne indbyggertal. Den største forskel mellem Finland og de øvrige lande i Norden har været på det organisatoriske plan, hvor Finland frem til for to år siden har haft en meget uoverskuelig struktur med flere nationale idrætsorganisationer og en uklar rolle- og ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører, både på national, regionalt og lokalt niveau. Det har derfor været helt nødvendigt for udviklingen af finsk idræt at gennemgå en omfattende organisatorisk reformproces, både i forhold til bredde- og eliteidræt. Af den årsag nedsatte regeringen i 2008 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en ny organisationsstruktur for eliteidræt i Finland – i lighed med Team Danmark i Danmark og Olympiatoppen i Norge. Resultatet blev ”High Performance Unit” (HPU), som blev etableret i 2013 i regi af Finnish Olympic Committee (NOC). Det var imidlertid først i 2017 at NOC blev den eneste nationale sportsorganisation i Finland.
Øget samarbejde mellem “High Performation Unit” og “Research Center for Olympic Sport”
Jeg har nu i mere end to år haft et rigtig godt samarbejde med HPU, der bruger min viden om og mine erfaringer fra national og international eliteidræt. Vi har nu formaliseret samarbejdet frem imod OL 2020 i Tokyo og udvalgt en række emner, hvor HPU’s direktør – Mika Lehtimäki – og hans medarbejdere kan få mine råd og anbefalinger til hvordan man anvender sine ressourcer – både økonomiske, faglige og menneskelige – bedst muligt. I næste uge skal jeg igen til Finland for bl.a. at mødes med den nye direktør Aki Salo og medarbejdere på ”Research Center for Olympic Sports” (KIHU). Centret, der blev etableret i 1991 i et samarbejde med Jyväskylä Universitet, er ansvarlig for HPU’s udviklings- og forskningsaktiviteter indenfor både biologiske, medicinske, sociale og samfundsmæssige videnskaber. KIHU har ansat 35 faglige eksperter og forskere, som rådgiver og vejleder atleter, trænere og sportschefer i udvalgte sportsgrene. Det er nemlig helt afgørende at etablere og udvikle velfungerende samarbejdsrelationer mellem disse aktører, såfremt finske atleter og hold fremadrettet skal være med i kampen om medaljer ved internationale mesterskaber. En anden væsentlig opgave i næste uge bliver oplæg og drøftelser om præstationsoptimering med sportschefer og landstrænere i de sportsgrene, som har potentialer for top 8-placeringer ved OL 2020 i Tokyo. På nuværende tidspunkt ser vi potentialerne inden for bl.a. sejlsport, brydning, boksning, skydning, cykling og atletik.
Der er ingen tvivl om at finsk eliteidræt i dag står overfor en række store udfordringer, især inden for traditionsrige sportsgrene som atletik, gymnastik og skihop. Ingen kan leve på fortidens resultater, legender og minder – dertil er den internationale konkurrence i olympiske sportsgrene, både sommer- og vintersportsgrene, alt for mangfoldig og intens. Såfremt Finland igen skal tilbage blandt verdens bedste sportsnationer pr. indbygger forudsætter det tålmodighed med den nye organisationsstruktur, en klar og tydelig rolle- og ansvarsfordeling mellem finsk eliteidræts forskellige aktører og sidst, men ikke mindst flere økonomiske ressourcer til finsk eliteidræt, både fra den finske regering og fra kommercielle samarbejdspartnere.
