Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år.

26. marts 2020

Ny bog om OD, dansk gymnastik, højskoler, politik og kulturhistorie i anledning af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 100 års jubilæum.

Ingen stat, organisation, virksomhed eller skole kan etableres eller udvikles af enkeltpersoner, uanset disses viden, evner, passion eller handlekraft. Men personligt lederskab er alligevel en af de altafgørende faktorer for stater, organisationer, virksomheder og skolers indre styrke og sammenhængkraft. Og især har kompetent og engageret personligt lederskab stor betydning og værdi for stater, organisationer, virksomheder og skolers forhold til omverdenen. Personligt lederskab er et helt centralt begreb i professor, ph.d. og dr.phil. i historie Hans Bondes nye bog: ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” (Syddansk Universitetsforlag, 2020), som er udgivet i anledning af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 100 års jubilæum. Og lad det være sagt med det samme: Bogen er fremragende historiefortælling, både i ord og billeder.

Bogen bringer læseren på en fantastisk fortløbende rejse, hvor begivenheder – gymnastikopvisninger, jordomrejser, elevmøder, Landsstævner, bygninger og kunstværker, demokratifestivaler og meget, meget andet – beskrives i 100 opslag af én eller flere kilder. Kilderne er centrale aktører – som via Bondes fortolkning – fremkommer med synspunkter, holdninger og erindringer med udgangspunkt i en perlerække af billeder fra fortid og nutid. Blandt de historiske vidner er spændvidden stor, lige fra tidligere elever, lærere, forstandere, gymnastikpædagoger, journalister, arkitekter, professorer, diplomater, ministre til Kong Christian X. De 100 opslag, ét for hvert år fra Gymnastikhøjskolens indvielse i 1920 og frem til i dag, skaber et sammenhængende forløb baseret på særdeles omfattende dokumentation.  

Bogen indeholder en indmarch og en udmarch, som enhver folkelig gymnastikopvisning, syv kapitler og skriftlige referencer. Indmarchen sætter scenen for bogens struktur og hovedtemaer samt beskriver Bondes personlige forhold til Gymnastikhøjskolen fra starten af 1990’erne, hvor daværende forstander Gunnar B. Hansen overdrog Bonde ansvaret for at udarbejde en uvildig doktordisputats på baggrund af Niels Bukh’s private arkiver, som havde været ”skjult” viden for offentligheden siden Bukh’s død i 1950.

Hvert kapitel beskriver en historisk periode, hvor gymnastik som kulturelt, kropsligt, politisk, socialt og æstetisk fænomen knyttes tæt sammen med konkrete begivenheder, som gennem årtier har sat sig dybe spor og afgørende inspiration for livet hos rigtig mange unge, både fra Danmark og udlandet. Gymnastikhøjskolens motto: ”Ord og Dåd” har igennem et århundrede været langt mere end tre små ord. OD har nemlig også været betegnelsen for ”Ollerup Delingsfører”, som mere end 20.000 har opnået gennem et højskolekursus på minimum 12 uger.  Bonde betoner imidlertid at ” … ord alene ikke flytter ret meget. Der skal handling (dåd) til” og ”Dog kan dyrkelsen af ”handling” frem for omtanke også føre til en anti-intellektualisme, der giver afkald på kritisk refleksion og dialog” (p. 18). Med det udgangspunkt er bogens to første kapitler ”En ny mandetype” (1920-1932) og ”Den tyske dragning (1933-1943) fascinerende læsning. Kapitlerne fokuser bl.a. på Bukh’s opstart af Gymnastikhøjskolen, der i forhold til den traditionelle danske højskole med fokus på ”det levende ord” og sangen, anvendte kroppen og specifikt gymnastikken som centralt sprog og redskab. Niels Bukh og Gymnastikhøjskolen var en naturlig del af en dansk national vækkelse, hvor landbefolkningen gennem andelsbevægelsen og ikke mindst gymnastik- og skytteforeninger, udviklede et kulturelt og politisk engagement, både lokalt i sognene og nationalt i partiet Venstre. Gymnastik var ikke i første halvdel af det 20. århundrede en sportsgren som fodbold, atletik og svømning, men ” … en aktiv kulturkraft, der på landet dels formgiver hele generationer af unge mænd og kvinder, dels står som et alternativ til byernes konkurrencesport og endelig via utallige opvisninger bliver vartegn for danskhed i udlandet” (p. 17). De to første kapitler kommer helt tæt på den karismatiske, homoseksuelle og politisk naive Niels Bukh, der over en meget kort årrække – sammen med elever, medarbejdere og lokalbefolkning – opbygger et krops-, kunst- og kulturcenter på Sydfyn med en imponerede hovedbygning, landets første indendørs svømmehaller (1926) og en af Europas største idrætshaller (1932). Bukh’s sympati, beundring og ønske om samarbejde med andre stærke mænd i diktaturer – som Hitler i Nazi-Tyskland og Mussolini i Italien – er også mere langvarigt og stærkt end mange andre danskere, som først henimod slutningen af 2 verdenskrig ”skiftede side”. Det er i dag en kendt sag, at rigtig mange danske virksomhedsejere tjente enorme summer, både før og under 2. verdenskrig, på at samarbejde med eller arbejde for den tyske krigsmaskine. Men Bukh tog aldrig for alvor afstand fra sine politiske synspunkter og holdninger efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945. Derfor blev Bukh’s sidste leveår frem til hans død som 70-årig i 1950 en personlig nedtur af dimensioner. Disse år er beskrevet i bogens tredje kapitel ”Nyorientering” (1944-1950), hvor det også fremgår at et stort statslån fra Venstre-regeringen i 1948, trofaste medarbejdere og tidligere OD’eres opbakning overraskende hurtigt bragte elevtallet på den genopbyggede gymnastikhøjskole tilbage til tiden før Besættelsen.

Bogens fjerde kapitel ”I mesterens fodspor” (1951-1967) afdækker bl.a. en langvarig og opslidende intern magtkamp mellem Arne Mortensen og Jørgen A. Broegaard, som delte forstanderposten på Gymnastikhøjskolen efter Bukh’s død. Arne Mortensen var efter ansættelse som gymnastiklærer i 1936, leder af skolens elitehold og nærmeste ven Bukhs oplagte afløser som gymnastikhøjskolens forstander, men ”Morten” var uden en kvalificerende uddannelse. Det kriterium opfyldte Jørgen A. Broegaard, som havde været elev på skolen i 1930’erne og efterfølgende uddannet som teolog og hermed kvalificeret til at være ansvarlig for gymnastikhøjskolens historiske, kulturelle og åndelige fag. De to “medforstandere” var imidlertid meget uenige om forvaltningen af ”arven efter Bukh”. Arne Mortensen ønskede at videreføre gymnastikhøjskolens “ånd, sjæl og gymnastik” som forbilledet Bukh, mens Broegaard foretrak et kritisk eftersyn i forhold til Bukhs homoseksualitet og politiske holdninger, især under Besættelsen. Bukh’s tro væbner – Arne Mortensen – vandt i 1966 magtkampen, da Gymnastikhøjskolens bestyrelse valgte af afskedige Jørgen A. Broegaard. Og hermed kunne ”Bukh-kulten”, som også omfattende en ekstrem konservatisme, både politisk og gymnastisk, videreføres frem til næste forstanderskifte i 1976.

Inden dette skifte skete der imidlertid voldsomme forandringer, både nationalt og internationalt, udenfor Gymnastikhøjskolens mure. Disse forandringer i form af oprør mod autoriteter, seksuel frigørelse, ligestilling mellem kønnene, pigtrådsmusik og fri hash er bl.a. beskrevet i bogens femte kapitel ”Ungdomsoprøret og Ollerup” (1968-1975). Ungdomsoprøret kulturelle frisættelse bevægede sig imidlertid langt udenom Gymnastikhøjskolen til forstander Arne Mortensen udelte tilfredshed. Han udtalte i 1970 følgende til medierne: ”Der er overhovedet ikke grobund for et ungdomsoprør her på Skolen. Man kan ikke uddanne ledere uden anvendelse af autoritet. Det fundament, Niels Bukh skabte Skolen på, er stadig Skolens”. Det var derfor både et ydre pres og en indre ”nødvendighed” – langt snarere end ønsker eller behov hos Gymnastikhøjskolens bestyrelse og mange tidligere OD’ere – at der i begyndelsen af 1990’erne, dvs. mere end 40 år efter grundlæggeren Niels Bukhs død, sker et ”Opgør med fortiden” (1976-1998). Gunnar B. Hansen, der havde været elev på Gymnastikhøjskolen, leder af eliteholdet, viceforstander og fra 1976 forstander fandt det altafgørende for Gymnastikhøjskolens aktuelle omdømme og ikke mindst fremadrettede troværdighed at belyse Bukh som forstander og menneske – med styrker og svagheder.   

Opgøret med ”faderfiguren” Niels Bukh er hovedemnet i bogens sjette kapitel, som også omhandler beskrivelse af den nye forstander Gunnar B.’s introduktion af Beatles-musik til primitiv mandsgymnastik, elevdemokrati og internationale elevers kursusophold indenfor demokrati og foreningsliv. I dette kapitel beskrives også Gymnastikhøjskolens rolle for forbillede eller modstykke for andre af landets gymnastik- og idrætshøjskoler. På mange gymnastik- og idrætshøjskoler, bl.a. Gerlev Idrætshøjskole (1935), Gymnastikhøjskolen ved Viborg (1951), Idrætshøjskolen i Sønderborg (1952), Idrætshøjskolen i Aarhus (1971) og Nordjyllands Idrætshøjskole (1986) var forstandere og langt størstedelen af lærerne tidligere elever eller lærere fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Men der var også idrætshøjskoler, bl.a. Den Jyske Idrætsskole (1943 – nu Vejle Idrætshøjskole) og Idrætsskolerne i Oure (1987), som blev etableret med udgangspunkt i konkurrencesport i form af træner- og instruktøruddannelser i fodbold, atletik, sejlads, golf eller moderne dans. Og med faglige profiler, ordens- og leveregler, som lå milevidt fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup.   

Bogens syvende kapitel ”Kulminerede springserie – Flagskib for demokratiet” (1998-2020) sætter fokus på de seneste to årtier med den nuværende forstander Uffe Strandby, tidl. elev på Gymnastikhøjskolen, som frontfigur. Kapitlet har to centrale temaer: Renovering og nybyggeri samt introduktion af nye former for ”gymnastik”. Bissetraditionen, der blev introduceret af Niels Bukh i 1922 og som stadig praktiserer i dag, har skabt imponerende bygninger på Gymnastikhøjskolen. Men dagligt slid og bygningsmaterialer af varierende kvalitet har også i seneste år medført et stort behov for renoveringer og mere tidssvarende faciliteter, som f.eks. et topmoderne springcenter, som blev indviet i 2002. Og senest er den gamle idrætshal blevet omdannet til en moderne multifunktionel arena med mobile tilskuertribuner til opvisninger, sportskonkurrencer, udstillinger, koncerter og kongresser. Renoveringen af idrætshallen, inden- og udendørs svømmehal samt kunstværker rundt om på skolens område er bl.a. blevet tilvejebragt via donationer fra private fonde som Realdania, Ny Carlsbergfondet og A.P. Møller Fonden. Renoveringen og de nye faciliteter har også betydet at skolens faglige profil inden for gymnastik har ændret sig radikalt. I dag er moderne dans, fitness, parkour, crossfit, teamgym, tumbling, zumba, yoga og performance vægtet på samme niveau som tidligere tiders ”kerne-discipliner”: Springgymnastik og rytmisk gymnastik. Med udvidelsen af den faglige profil har Gymnastikhøjskolen i Ollerup formået at balancere mellem tradition og fornyelse, hvilket er én af højskolernes allervigtigste opgaver.

Udmarch samler de syv kapitler i en overskuelig og præcis syntese. Men allervigtigst opstiller Bonde en række valg og spor for udviklingen af Gymnastikhøjskolen i Ollerup, som alle med hjerte og hjerne for Skolen har ret og pligt til at forholde sig til. Jubilæumsbogen ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” fortjener et flere minutters stående bifald – og Gymnastikhøjskolen i Ollerup fortjener tak for ”ord og dåd” samt god fornøjelse med de næste 100 år.

Du kan læse mere på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, både fortid og nutid, her:

  • Gymnastikhøjskolen i Ollerup – https://ollerup.dk/
  • Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. I. Danmarks store ungdomsfører (1880-1939) (Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2001).
  • Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. II. Ikaros fra Ollerup (1940-1950). (Museum Tusculasnums Forlag, Københavns Universitet, 2001).

Bogen kan bestilles her:

Fra udkant til forkant – Kampen om gymnastikken gennem 100 år