Idrætsministerium: Værdiløs uden en aktiv statslig idrætspolitik

“Blind” tillid til idrætsorganisationerne

Idrætsorganisationer som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DIF’s specialforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF) har i hele deres levetid kæmpet for at en klar rollefordeling og arbejdsdeling i forhold til staten: Staten skal ”investere” flest mulige ressourcer (penge) i idrætsorganisationerne, der ”båret af frivillige”, til gengæld skal bidrage til ”samfundets bedste” uden statslig indblanding. Denne adskillelse er kun blevet udfordret ganske få gange, når idrætsorganisationerne – nationalt og internationalt – ikke selvstændigt har kunnet løse bestemte opgaver på tilfredsstillende vis. Oprettelse af statslige institutioner som Team Danmark (1985), Lokale- og Anlægsfonden (1993), Anti Doping Danmark (2004) og Idrættens Analyseinstitut (2004) er eksempler, hvor skiftende regeringer og Folketinget igennem lovgivning har påtaget sig et (med)ansvar for idrættens ”udfordringer” og udvikling. Ellers har tilliden til og respekten for idrætsorganisationernes autonomi og suveræne selvbestemmelsesret været særdeles udbredt blandt de politiske partier. Ja – den har faktisk været tæt på ”blind”.

Statslig tilskud til idræt via udlodningsmidler er alene historisk betinget

Den statslige støtte til idræt er helt unik i forhold til andre modtagere af statslig støtte. Årsagen hertil er alene historisk betinget. Udgangspunktet for statslige tilskud til idræt var indførslen af tips på danske fodboldkampes resultater i slutningen af 1940’erne, hvor der blev oprettet statsligt selskab: Dansk Tipstjeneste A/S (i dag Danske Spil). Overskuddet fra tipningen skulle gå til børne- og ungdomsarbejdet i idrættens organisationer. Og begrundelsen var at idrætten stillede kampe til rådighed for spil. Fordelingen af overskuddet mellem organisationerne blev primært fastsat på baggrund af organisationernes størrelse i form af forenings- og medlemstal. Disse grundprincipper har – også efter indførsel af lotto i slutningen af 1980’erne – været gældende. Der er imidlertid ingen logisk begrundelse for at fastholde denne særlige finansieringsform, idet stort set alle udlodningsmidlerne i dag er relateret til lotto, skrabespil og spil på internationale kampe og mesterskaber, både i og udenfor sport. Af den årsag burde statens tilskud til idræt – både til etablerede idrætsorganisationer som DIF, DGI og DFIF og statslige institutioner som Team Danmark, Anti Doping Danmark og Lokale- og Anlægsfonden – ligesom alle andre områder af samfundslivet reguleres af finansloven.

Idrætsorganisationer har reelt monopol på statslige tilskud

Statslige tilskud via finansloven vil også give de folkevalgte politikere, (kultur)ministeren og regeringen mulighed for løbende at tage stilling til omfanget og fordelingen af den statslige støtte til idræt. Etableringen af et idrætsministerium vil imidlertid fordre en aktiv statslig idrætspolitik med en regering og en ressortminister som en offensiv med- og modspiller, både overfor de frivillige idrætsorganisationer, de statslige idrætsinstitutioner og alle andre aktører inden for idræt. I dag er dansk idræt desværre totalt domineret af de to største idrætsorganisationers reelle monopol på statslig støtte. I det seneste tiår er det nemlig – på trods af fuldstændigt forandrede idrætsmønstre, såvel blandt børn, unge, voksne som ældre – lykkes for DIF og DGI igennem et bevidst, strategisk samarbejde og målrettet, politisk lobbyarbejde at overbevise stort set alle politiske partier om at idrætsorganisationerne – ”blot” de bevilges tilstrækkelig mange penge – kan løse stort set alle idrætslige, bevægelses- og sundhedsmæssige opgaver. Et eksempel herpå er kampagnen ”Bevæg for livet”, der er baseret langt mere på retorik og reklameslogans end på analyser og forskning. Det var uklogt, da den tidligere regering med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget i 2014 valgte at overlade al initiativ og økonomi til DIF/DGI-kartellet i form af en fastfrysning af de statslige udlodningsmidlerne i en periode på mere end 10 år. Visionen om at ” … Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation” lyder umiddelbart meget sympatisk og attraktiv, men den er lige så umålelig og unuanceret som udsagnet om at ”danskerne skal være verdens lykkeligste befolkning”.

Statslige tilskud “overser” nye aktivitets- og organiseringsformer

Fastfrysningen af udlodningsmidlerne i mere end ti år er også et gigantisk politisk svigt af de mange nye iværksættere, innovatører og facilitatorer, som har spiret frem udenfor det organiserede foreningsliv i de seneste tiår. Selvstændige iværksættere, innovative virksomheder, digitale serviceydelser, utraditionelle faciliteter og netværk for socialt udsatte har skabt grobund for nye idrætsaktiviteter, som hverken kan – eller bør – udbydes og varetages af det etablerede foreningsliv. Idrætsorganisationer som DIF og DGI rummer mange, værdifulde kvaliteter, men staten bør også forholde sig til og eventuelt yde økonomisk støtte til nye aktivitets- og organiseringsformer, som kan supplere de traditionelle foreninger og måske endda (re)vitalisere idræt som et dynamisk kulturfænomen.

Stort behov for ny statslig lovgivning om eliteidræt

Også inden for eliteidræt er der et stort behov for en langt mere offensiv statslig idrætspolitik. Kulturministeren, regeringen og Folketinget har netop forspildt en oplagt mulighed for en gennemgribende revision af Lov om eliteidræt i forbindelse med den såkaldte ”svømmesag”. I stedet for nogle få beskedne tilføjelser til den eksisterede lov, burde man i langt højere grad forholde sig til placeringen og udviklingen af dansk eliteidræt i en international kontekst, hvor professionalisering, globalisering og ikke mindst en voldsom kommercialisering har skabt markant større uligheder mellem de enkelte sportsgrene samt synliggjort en række ”skyggesider” af eliteidræt som f.eks. korruption, matchfixing, salg af klubber til international kapitalfonde og profilering af diktatoriske regimer via sportsevents. Det er emner, som enhver ansvarlig regering burde forholde sig til og ikke som i dag overlade ”suverænt” til idrætsorganisationerne eller ”lukke øjnene for”.

Sport er også politik

Såfremt der ikke er politisk evne, mod og vilje blandt de politiske partier og regeringen til at udfordre de to største idrætsorganisationers reelle monopol samt at forholde sig til udviklingen inden for international eliteidræt, er der absolut ingen grund til at oprette et selvstændigt idrætsministerium. En statslig idrætspolitik kræver nemlig både visioner samt løbende diskussioner om idrættens mål og strategier, som rækker væsentligt ud over idrætsorganisationernes (egen) interesse og formåen. Og hermed også en (kultur)minister og en regering, som anerkender og værdsætter at sport også er politik.

Felt