Nord- og Syditalien er to forskellige verdener
Der er stor forskel på både velstand, levevilkår og mentalitet i Nord- og Syditalien. Rom har altid været Italiens hovedstad og ikke mindst landets politiske og religiøse centrum for den vestlige civilisation, dels som hovedstad i Romerriget og dels som hjemsted for Pavestolen. Det var især industrialiseringen i slutningen af forrige århundrede, der skabte store indkomst- og formueforskelle mellem syd og nord i Italien. Norditalien er i dag rig, industrielt veludviklet og domineret af private virksomheder, mens Syditalien er fattig, meget afhængig af landbrug og med meget høj arbejdsløshed i flere regioner. Derfor er det heller ikke tilfældigt at de fleste, rigeste og mest vindende fodboldklubber, både nationalt og internationalt, er placeret i Norditalien. Mere end ¾ af Serie A-klubberne kommer fra Norditalien og kun S.S.C. Napoli har historisk været i stand til for alvor at udfordre klubberne i Norditalien.
“Den gamle dame” som ingen kommer tæt på
Størst blandt de italienske klubber er Juventus F.C. fra Torino, der har vundet ikke mindre end 37 nationale mesterskaber. Eller mere end dobbelt så mange som de to Milano-klubber – A.C. Milan og F.C. Inter – der begge har vundet 18 nationale mesterskaber. ”Den gamle dame”, som er klubbens kælenavn, har vundet det nationale mesterskab i de seneste 9 sæsoner og intet tyder på at nogen anden klub kan forhindre Juventus F.C. med verdensstjerner som Bonucci, Chiellini, Ronaldo og Dybala at vinde det 10. mesterskab i træk, når regnskabet skal gøres op til foråret 2021. Dertil kommer at Juventus F.C. har vundet to Champions League-titler og tre Europa League-titler igennem de seneste årtier. Torinoklubbens nationale og internationale succes har længe været en torn i øjet på alle tifosi i Milano – Italiens næststørste by med mere end 1,3 mio. indbyggere. Og nu presses de to traditionsrige klubber fra en helt uventet kant: Atalanta B. C. fra Bergamo.
Fra “elevatorklub” til Champions League-kvartfinalist
Atalanta Bergamasca Calcio, der blev stiftet i 1907 af en gruppe gymnasielever, har spillet i Serie A i hele 58 sæsoner, men aldrig vundet det nationale mesterskab. Og indtil for få sæsoner siden var det en ”elevator-klub” mellem Serie A og Serie B. Men med ansættelsen af Gian Piero Gasperini i sommeren 2016 begyndte en ny epoke for klubben, som også har haft kendte danske landsholdsspillere, som Jørgen Leschly Sørensen (1949-1953) og Flemming Nielsen (1961-1964) blandt klubbens profiler. Det var bl.a. med Flemming Nielsen på holdet at Atalanta B.C. i 1963 vandt ”Coppa Italia” – den italienske pokalturnering. Gasparini introducerede en meget offensiv og aggressiv spillestil med den lille argentiner Alejandro ”Papu” Gomez som omdrejningspunkt på midtbanen samt Luis Muriel og Duvan Zapata fra Colombia og sloveneren Josip Ilicic som hyperfarlige angribere. Resultaterne udeblev heller ikke, idet klubben blev nr. 4 i sæsonen 2016-2017 og efterfølgende nr. 3 i de seneste to sæsoner. Og i sidste sæson scorede holdet hele 98 mål, hvilket er det højeste antal mål i Serie A siden 1948. Med topplaceringerne i Serie A har Atalanta B.C. også skaffet til adgang til Champions League-gruppespillet og hermed også sikret sig en meget væsentlig kapitalindsprøjtning til køb af spillere fra ”’øverste internationale hylde”. Resultatmæssigt overgik debuten i Champions League i sæsonen 2019-2020 også alt og alles forventninger, idet kun få sekunder skilte klubben fra en plads i CL-semifinalen.
“Gli Azzurri” – nationens samlingspunkt
Italienernes stærke passion for fodbold omfatter ikke kun klubfodbold, men absolut også landsholdet ”Gli Azzurri” – de azurblå – der har vundet VM-titlen fire gange (1934, 1938, 1982 og 2006) – kun overgået af Brasilien med 5 verdensmesterskaber (1958, 1962, 1970, 1994 og 2002). Lidt overraskende har Italien, hvor målmandslegenden og anføreren 42-årige Gianluigi Buffon om få uger spiller landskamp nr. 177, kun vundet et enkelt Europamesterskab, nemlig på hjemmebane i 1968. Italien har ofte fremstået som en nation med mange politiske konflikter og interessemodsætninger mellem de enkelte regioner i nord og syd. På trods af disse konflikter og modsætninger har fodboldlandsholdet altid været et nationalt samlingspunkt på tværs af italienernes alder, køn, politisk observans og økonomisk hapitus.
Livets smukke øjeblikke
På tirsdag aften møder Atalanta B.C. et af verdens bedste klubhold: De engelske mestre og CL-mestre 2018-2019 fra Liverpool F.C. i Champions Leagues gruppespil. Og næste søndag er der topopgør på ”Gewiss Stadium”, når F.C. Inter fra Milano – formentlig med Christian Eriksen som indskiftningsspiller – kommer på besøg i Bergamo. På grund af risiko for smittespredning er det desværre ikke muligt, hverken for mig eller andre tilskuere, at være fysisk tilstede på stadion. Så jeg må i stedet følge kampene ”live på tv” på en af de lokale barer. Derimod er det stadig tilladt at nyde en god middag med vin fra Valcalepio-distriktet på ”Ristorante Il Ducale”, besøge kunstgalleriet ”Accademia Carrara” og købe et par sko og nye bukser i en af de mange modebutikker på ”Via XX Settember”. Også en ”jysk bonderøv” har lært at livet kan bestå af ”smukke øjeblikke”.
I min næste blog vil jeg fortælle lidt om baggrunden for Atalanta B.C.’s sportslige præstationer i de seneste år med min gode ven – og i dag assistenttræner for Atalanta B.C. – Jens Bangsbo som hovedkilde. Bloggen vil blive offentliggjort få dage før CL-kampen: Atalanta B.C. – FC Midtjylland, der spilles tirsdag den 1. december 2020 på ”Gewiss Stadium” i Bergamo.
Du kan få yderligere information om Serie A her: http://www.legaseriea.it/en
Derudover kan bogen af Jesper Ralberg & Mikael Sørensen: “Calcio Italiano – kultur, politik og økonomi” (2013) anbefales.
