International sport har de seneste årtier gennemgået en eksplosiv udvikling, især i forhold til økonomisk omsætning og kapitalinteresser i europæiske klubfodbold. Langt de fleste fodboldfans, både i Danmark og verden, vil umiddelbart anse dette for meget positivt. Efter min opfattelse er denne udvikling imidlertid på vej til at ødelægge international sport og desværre også mange unges hverdag og liv på de fattigste af verdens fattigste kontinenter: Afrika, Asien og Latinamerika. Min konklusion blev desværre bekræftet og forstærket på Play the Game 2024, som i disse dage afholdes i Trondheim. Indlæg fra bl.a. research-journalisten Philippe Auclair fra Josimar og den engelske filmdokumentarist Zoë Flood bør bekymre alle, som har interesse i og ikke mindst ansvar for dansk idræt og international sport.
“Betting world wide” er ”real big business”
United Nations Office on Drugs and Crime’s årsrapport 2023 estimerer at den samlede økonomiske omsætning i betting i dag er 1.000 billioner pr. år, hvilket svarer det samlede Bruttonational Produkt (BNP) for Danmark, Sverige, Norge, Finland og Holland. Ligeledes estimerer UNODC at mere end 3/5 af omsætningen i betting er illegal og hermed uden for national eller international lovgivning. Endvidere vokser illegalt spil med dobbelt hastighed i forhold til legaliseret spil.
Reklamer på PL-fodboldtrøjer er vejen til gamblernes ”hjerter”
Europæiske topklubber bl.a. i England, Tyskland og Spanien har gigantiske kommercielle aftaler med både legale og illegale bettingselskaber, som udføres deres virksomhed fra stater som Filippinerne, Taiwan, Cayman Islands, Macao, Isle of Man og Malta. Danske fodboldfans, som følger Premier League kampe – “live” på 6-8 forskellige tidspunkter i løbet af weekenden – kan ved selvsyn konstatere at stort alle PL-klubber bærer reklamer for bettingselskaber på trøjerne. Ligeledes serviceres tv-seere og ikke mindst ”gamblere” fra hele verden på forskellige sprog af stadions elektroniske reklamer. Bettingselskaber skal i henhold til Europarådets Macolin-konvention om matchfixing godkendes til at udbyde spil via en licens. Bettingselskaber, som tildeles en licens, skal overholde lovgivningen i landet, hvor ”gambleren” opholder sig. Den største udfordring er imidlertid af en række bettingselskaber udfører deres ”aktivitet” ulovligt i Asien, Kina og Afrika samtidigt med at disse selskaber reklamerer for deres ”produkter” på spillernes trøjer.
Betting er et globalt marked – 24/7/365
Online spil på fodboldkampe tiltrækker især unge. Det er største kontinentale marked er stater i Afrika – som f.eks. Uganda, Nigeria, Elfenbenskysten og Cameroun – hvor interessen for fodbold, især fra Premier League, er ekstrem stor. Og hvor antallet af børn og unge er eksplosivt stigende. I dag er mere end 70 procent af befolkningen i disse stater unge under 30 år. Både legale og illegale bettingselskaber har for længst ”opdaget” af det største marked er på verdens fattigste kontinent, hvilket blev dokumenteret af Zoë Flood for British Broardcasting Cooperation (BBC) for få år siden. Flood dokumenterer bl.a. at bettingselskabernes ”aktiviteter” skaber enorme sociale, økonomiske og menneskelige problemer i Uganda, hvor betting udgør en stor del af 15-årige drenges hverdag. Betting er officielt kun tilladt for personer over 25 år, men i praksis håndvæves loven ikke, hverken af politiet på ”betting-shops” eller af Ugandas regering. Flood fremhævede også at betting i dag er et langt større problem end alkohol og narkotika for unge. Derudover er arbejdsløsheden blandt unge mænd i langt de fleste afrikanske stater ekstrem høj, hvilket gør ”drømmen om hurtige og store penge” via betting til en essentiel del af hverdagen. Flood påpegede også at vinderne af betting i Uganda entydigt er bettingselskaber, som tjener 43 procent af omsætningen, mens ”kunderne” kun får udbetalt 39 procent af omsætningen. De resterende 18 procent tilfalder staten via skat fra bettingselskaberne. De offentlige myndigheder har valgt at lukke øjnene og ikke indføre flere og bedre restriktioner, idet frygten for at miste skatteindtægter er for stor.
Betting er også en del af organiseret kriminalitet
Philippe Auclairs betonede også på Play the Game 2024, at betting ikke ”kun” handler om gigantiske pengesum og hvidvaskning af penge, men også om mennesker med spillegæld som bliver truet, voldtaget, tortureret og ”tilbudt ophold” i lejre. Men betting handler efter min mening især om europæisk fodbold – både UEFA, nationale forbund, Premier League- og Champion League-klubber med kommercielle samarbejdsaftaler med bettingselskaber – og ikke mindst om fans af europæiske topklubber som f.eks. Manchester City, Chelsea, Real Madrid, Bayern München og Paris Saint-German – også fremover – vil ”lukke øjne og øre” for ny-kolonialisering af verdens fattigste unge.
Kilder:
- Play the Game 2024 – https://www.playthegame.org/conferences/play-the-game-2024
- Philippe Auclair – https://josimarfootball.com/about-josimar/
- Zoe Flood – https://www.zoeflood.com/mul/2019/10/6/bbc-africa-eye-gamblers-like-me
- British Broadcasting Cooperation (BBC) – https://www.bbc.com/
- United Nation Office on Drugs and Crime – https://www.unodc.org/unodc/en/data-and-analysis/world-drug-report-2023.html