Upræcis formålsparagraf og uklar blanding af mål og midler
Lov om eliteidræt fastslår at ”… Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmark fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved 12 lovbundne opgaver”. Disse opgaver spænder vidt og det fremgår ikke éntydigt, hverken i lovteksten eller i lovens bemærkninger, om der er tale med mål eller midler i forhold til lovens overordnede formål. Sportslige resultater er heller ikke nævnt specifikt, hverken i lovens formål eller i de 12 opgaver. Men efter min opfattelse er det meningsløst ikke at anskue Team Danmarks arbejde ud fra et internationalt resultatperspektiv. Kort sagt: Gode sportslige resultater ved internationale mesterskaber som OL, VM og EM – men absolut ikke for enhver pris.
Revision af Lov om eliteidræt i 2004 – et politisk kompromis mellem Kulturministeren og DIF
Lov om eliteidræt fra midten af 1980’erne har på langt de fleste områder vist sig – i modsætninger til langt hovedparten af landets øvrige love – at være velfungerende igennem en længere årrække. Kun én gang i løbet af de seneste 35 år – i 2004 – er Lov om eliteidræt nemlig blevet revideret. En af de væsentlige lovændringer i 2004 var at Team Danmarks fremadrettet skulle ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 4 medlemmer udpeges af kulturministeren og 4 udpeges af DIF. Fordeling og kompetenceforhold mellem parterne var et politisk kompromis, men efter min mening ét af de dårligste i dansk eliteidræts historie. Det fremgår også at lovens bemærkninger at ”ved sammensætning af bestyrelsen tilsigtes det, at den samlede bestyrelse repræsenterer en bred indsigt i idrættens verden og andre relevante områder (kommunalpolitik, kulturpolitik, forskning, erhvervsliv m.v.)” Det fremgår også at ”af bestyrelsens 8 medlemmer skal mindst to være nuværende eller tidligere eliteidrætsudøvere og/eller nuværende eller tidligere eliteidrætstrænere” samt at ”ministeren og DIF skal ved udpegning af bestyrelsesmedlemmerne sikre, at bestyrelsen tilsammen repræsenterer den bredde og de kompetencer, der er beskrevet i lovens bemærkninger”. Team Danmarks bestyrelse er altså i ”lovens ånd og bogstav” en faglig – og ikke en politisk – bestyrelse.
Habilitet – et centralt princip i dansk forvaltningsret
Jeg har altid værdsat min idrætsuddannelse, men i forhold til mine opgaver som direktør i Team Danmark har min kandidatuddannelse i statskundskab, herunder offentlig forvaltning, været til langt større nytte og gavn. Da jeg tiltrådte som direktør i Team Danmark i sommeren 2006 var jeg fra første arbejdsdag opmærksom på at der kunne opstå nogle særdeles alvorlige udfordringer for de af Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer, som på samme tidspunkt var enten bestyrelsesmedlemmer eller ansat i DIF eller i ét af DIF’s specialforbund – ikke mindst i forhold til det enkelte bestyrelsesmedlems habilitet eller inhabilitet. En person er inhabil i en sag, hvor der er en mulig konflikt mellem en persons, gruppe eller organisations økonomiske, sociale eller kulturelle bindinger overfor personens ytringer om emner inden for samme interesseområde og hvor der foreligger særlige forhold, som kan svække tilliden til personens upartiskhed.
Allerede ved udpegning og beskikkelse af nye bestyrelsesmedlemmer pr. 1. juni 2008, blev udfordringen ”bøjet i neon” for mig, idet DIF udpegede og daværende kulturminister Brian Mikkelsen beskikkede Niels-Christian Levin Hansen, medlem af DIF’s bestyrelse og formand for Dansk Faldskærms Union, til Team Danmarks bestyrelse for en 4-årig periode. Derudover var Niels-Christian Levin Hansen, stærkt engageret i ”Elitekurs” – et formaliseret netværk af 15-20 specialforbund, der på det tidspunkt ikke var økonomisk støttet af Team Danmark. Og han var også en meget aktiv ”løjtnant” for Niels Nygaard i valgkampen som DIF’s nye formand efter ”Kai Holm-epoken”. Det vil ikke være ”udenfor skiven” at beskrive DIF’s udpegning af Niels-Christian Levin Hansen til Team Danmarks bestyrelse i 2008 som en ”flidspræmie” til en meget trofast ”løjtnant”.
Ved de efterfølgende udpegninger og genudpegninger af DIF, beskikkelse og genbeskikkelser af skiftende kulturministre – hvert andet år siden – af nye bestyrelsesmedlemmer til Team Danmark er den alvorlige udfordring blev fastholdt. Ja – udfordringen er endda blevet yderligere forstærket: Bestyrelsesmedlemmer, der også var medlem af DIF’s bestyrelse, bestyrelsesmedlem, direktør eller lønnet sportschef i et specialforbund er blevet beskikket og genskikket uden større opmærksomhed og interesse. Disse personer skulle nu – meget ofte og med meget forskellige kompetencer i forhold til opgaveløsningen i Team Danmarks bestyrelse – udfylde en dobbeltrolle, som ud fra Team Danmarks særkende som en faglig, uafhængig institution, har været både særdeles uheldig og efter min bedste overbevisning til stor ugunst for dansk eliteidræts vigtigste aktører: Atleterne.
Økonomisk magtrelation mellem Team Danmark og de enkelte forbund
Sammenblanding af interesser – som uafhængigt, fagligt bestyrelsesmedlem i Team Danmark og politisk valgt eller ansat i DIF eller i et specialforbund på samme tid – har været talrige, både før, under og efter min ansættelse som Team Danmarks direktør i perioden 2006-2014. Alene den økonomisk magt-relation mellem Team Danmark og de enkelte forbund – hvor Team Danmark finansierer 70-80 % af langt de fleste fælles elite- og talentbudgetter mellem Team Danmark og de enkelte forbund – betyder at alle vil være langt bedre tjent med at DIF kun udpegede og kulturministeren kun beskikkende nye bestyrelsesmedlemmer, som ikke er bestyrelsesmedlemmer eller ansatte i DIF eller i DIF’s specialforbund. Der findes nemlig masser af velkvalificerede personer – tidligere eliteatleter og -trænere med stor faglig viden og erfaringer fra eliteidræt på internationalt niveau – også af begge køn – som ikke har denne dobbeltrolle. Men det kræver naturligvis enten en lovrevision, at DIF kigger efter potentielle bestyrelsesmedlemmer udenfor betonmurene i Brøndby eller at Kulturministeren, som skal foretage beskikkelse af nye medlemmer til Team Danmarks bestyrelse – næste gang i maj 2020 – har format som ”Kultur-Niels” og administrative rådgivere i Kulturministeriet på niveau med eller i nærheden af Claus Bøje. Jeg er langt fra optimist i forhold til de to første muligheder. Mit spinkle håb om ”rene linjer” og størst mulig uafhængighed og selveje for Team Danmark er derfor især knyttet til Kulturministeren.
Såfremt du vil læse mere om etablering af Team Danmark, kan jeg anbefale bogen: Ivan Lønstrup & Jørn Hansen: ”Da eliteidrætten blev stueren, Eliteidræt og idrætspolitik i Danmark” (Syddansk Universitetsforlag, 2002).
