FIFA World Cup Qatar 2022, der afholdes om få måneder i den enevældige emir-stat, er det foreløbige ”højdepunkt” for autoritære staters anvendelse af internationale sportsevents som politisk redskab. ”Sportswashing” kaldes fænomenet af journalister, forskere og politikere – i og uden for sporten – men der findes ingen officiel anerkendt definition af fænomenet. Amnesty International beskriver ”sportswashing” som udtryk for ” … at sport anvendes af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse – både nationalt og internationalt. Sportswashing er bl.a. når sport bliver brugt som PR og propaganda af stater, der er kendt for systematisk og alvorlig undertrykkelse af menneskerettigheder samt at fjerne fokus for alvorlige sociale problemer og krænkelser af demokratiske rettigheder”.
”Soft power” er et mere præcist begreb end ”sportswashing”
Det er mere præcist at anvende begrebet ”soft power” i stedet for ”sportswashing”, idet det ikke kun er autoritære stater som Kina, Rusland, Saudi Arabien eller Qatar som anvender megaevents som OL, VM, Formel 1, golf- og tennisturneringer som politiske redskaber, både internt i forhold til staternes egne befolkninger og eksternt i forhold til verdenssamfundet. Også demokratiske nationer som Tyskland (FIFA World Cup 2006), United Kingdom (OL 2012) og Frankrig (Tour de France) har anvendt sportens megaevents til iscenesatte fortællinger om disse nationers fortrin, kvaliteter og bidrag til verdenssamfundet.
”Soft power” skaber nye og stærke netværk og alliancer
Teorien om ”soft power” blev udviklet af politologen Joseph Nye, der betoner at magt og magtrelationer mellem nationer ikke alene består af traditionelle faktorer som militær eller økonomisk magt (”hard power”). ”Soft power” anvendes til at få, hvad man ønsker, gennem tiltrækning og overtalelse for hermed at opnå anerkendelse af en nations kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Joseph Nye understreger samtidig, at en nation opnår størst indflydelse ved at kombinere ”hard power” og ”soft power” i en samlet strategi, som han kalder ”smart power”. Teorien om ”soft power” kan i høj grad forklare hvorfor stater – især autoritære – ”investerer” gigantiske summer i sportens megaevents for bl.a. at skabe nye og stærke diplomatiske netværk og alliancer.
”Soft power” som politisk redskab er ikke et nyt fænomen
På Play the Game’s 25 års jubilæumskonference (juni 2022) var ”sportswashing” eller staters brug af ”soft power” ét af hovedtemaerne. Professor Jules Boykoff fra Pacific University (USA) fremhævede at fænomenet har en lang historie med OL 1936 i Berlin som ét af de mest markante eksempler. Hitlers Nazi-Tyskland anvendte bevidst og strategisk de olympiske lege til at en propagandistisk selvfremstilling af Det Tredje Rige: En iscenesat fest, hvor værtsnationen præsenterede sig som en fredelig og arbejdsom nation overfor verdenssamfundet. Kun tre år senere brast denne illusion totalt og satte hele Europa og store dele af Asien i brand.
USA og Sovjetunionen: ”Soft power” under den kolde krig
Fænomenets historiske dimension er også fremhævet af senioranalytiker Stanis Elsborg fra Play the Game i artiklen: “Sporten er en yndet arena for budskaber”. Elsborg betoner bl.a. at den kolde krig mellem supermagterne – USA og Sovjetunionen – fra slutningen af 1940’erne til Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990’erne ikke kun var et militært våbenkapløb (”hard power”). Den kolde krig – eller kapløbet mellem de to supermagter – blev også udkæmpet på sportens arenaer – ikke mindst i forbindelse med de olympiske lege. De to supermagter anvendte i vid udstrækning ”soft power” for at overbevise verdens øvrige nationer – og ikke mindst henholdsvis de vestligt orienterede nationer i Europa og østblok-nationerne – om, at man stod for det mest attraktive samfundssystem, der også kunne producere de bedste atleter. USA og Sovjetunionen anvendte bl.a. åbningsceremonien ved deres værtskab for henholdsvis OL 1980 i Moskva – hvor bl.a. USA ikke deltog – og OL 1984 i Los Angeles – hvor bl.a. Sovjetunionen og de fleste lande fra Østeuropa ikke deltog – til at fremvise rumpolitiske ambitioner. Kampen mellem de to ”systemer” skulle således ikke ”kun” foregå gennem militær kapacitet og på sportsarenaerne – men også i rummet via moderne teknologi.
Kina: En ny supermagt, både inden for sport og rumfart
I de seneste to årtier har en ny supermagt – Kina – for alvor vist sig frem i international sport og rumfart. Den kinesiske præsident Xi Jinping har sin egen ”rumdrøm” og er overbevist om at vejen til verdensherredømmet går gennem rummet. Kina har store rumpolitiske ambitioner, hvilket bl.a. indebærer ideen om at bygge en base på månen og en bemandet mission til Mars. Dette budskab blev kommunikeret åbenlyst ved åbningsceremonien af OL 2008 i Bejing samt af maskotten for vinter-OL 2022: En panda udklædt som astronaut. Stærkere symbolværdi kan ikke sendes til alle børn og unge i verdens folkerigeste nation.
Qatar: Storbruger af ”soft power” i forbindelse med sportens megaevents
Efter årtusindskiftet har især Kina (OL 2008 og vinter-OL 2022), Rusland (vinter-OL 2014 og FIFA World Cup 2018) og Qatar anvendt ”blød magt” som politisk strategi – med større eller mindre succes. Qatar har systematisk og strategisk anvendt sportens megaevents til at skaffe sig politisk goodwill og ikke mindst udvikle kommercielle netværk inden for den globale sportsindustri. Blandt de største internationale sportsevents, som er afviklet i Qatar, kan nævnes Asian Games (2006), VM i håndbold (2015), VM i cykling (2016) og VM i atletik (2019). FIFA World Cup 2022 er det næste udstillingsvindue, men ”kronjuvelen” for Qatar vil helt sikkert være at få tildelt værtskabet for OL i 2036. Qatar fik tildelt værtskabet for FIFA World Cup 2022, hvilket har skabt en intens debat om forholdet mellem sport, politik og menneskerettigheder, især to årsager. For det første beviserne for, at der var korruption i FIFA under tildelingen af World Cup-værtskaberne for 2018 og 2022. For det andet internationale organisationer – som f.eks. Amnesty International, Human Rights Watch og Sport for Rights – samt journalisters afdækning af Qatars problemer med at overholde basale menneskerettigheder, særligt i forhold til de mange migrantarbejdere, der er siden 2010 for bygget stadions, hoteller og infrastruktur for at være klar til at modtage fans fra hele verden, når FIFA World Cup Qatar 2022 fløjtes i gang den 21. november 2022.
Litteratur om ”soft power” og international sport:
Joseph Nye: “Soft Power: The Means to Success in World Politics” (2004)
Jules Boykoff: “Power Games – A Political History of the Olympics (2016)
Stanis Elsborg: “Sporten er en yndet arena for budskaber” – https://www.idan.dk/nyheder/sporten-er-en-yndet-arena-for-politiske-budskaber/
Francios Colin, Hein Meurs, Jurryt van de Vooren & Teun Meurs: No More Qatar (2022).
Amnesty International: https://amnesty.dk/vores-arbejde/sport-og-menneskerettigheder/sportswashing
