Udenlandske investorer i dansk klubfodbold

International klubfodbold har igennem det seneste tiår udviklet sig til en gigantisk underholdningsindustri, hvor kapitalstærke investorer på tværs af lande og kontinenter radikalt har ændret klubbernes ejerstruktur. En af verdens største fodboldklubber – Manchester United – med en årlig omsætning på mere end 5 milliarder kr. – er i dag ejet af en række private fonde med tilknytning til den amerikanske Glazer-familie. En af anden europæisk topklub – Paris Saint-Germain – er ejet af det statslige selskab ”Qatar Sport Investments”, som har investeret milliarder af kroner i international topsport. Et tredje eksempel på kapitalinteresser på tværs af lande og kontinenter er storklubben FC Inter fra Milano, som er ejet af den privatejede kinesiske supermarkedskæde ”Suning Holding Group”. Det er imidlertid ikke kun ejerstrukturen i Europas største fodboldklubber, som er radikalt ændret – samme udvikling er sket i Danmark.

Danske klubber er stærkt påvirket af den globale, kommercielle udvikling

De danske fodboldklubbers økonomi i form af tv-indtægter, køb og salg af spillere, sponsorindtægter og Matchday-indtægter befinder sig naturligvis på et helt andet niveau end klubberne i de største europæiske ligaer. Den årlige omsætning hos danske topklubber som FC København og FC Midtjylland udgør mindre end 15 % af den årlige omsætning hos bundklubber som Fulham F.C. og Sheffield United i Premier League eller topklubber som Norwich City F.C. og Swansea City A.F.C. fra Championship. Alligevel er ejerstrukturen i mange danske klubber også under markant forandring på grund af den globale, kommercielle udvikling indenfor international klubfodbold. Siden den engelske rigmand Matthew Bentham, der også ejer den engelske Championship-klub Brentford F.C., i 2014 købte hovedparten af aktierne i FC Midtjylland, er 9 ud af 24 klubber i landets to bedste rækker – Superligaen og Nordic Bet-ligaen – blevet opkøbt af udenlandske investorer, som ejer mere end halvdelen af klubbernes aktier.

Hovedparten af danske klubber på vej på ”udenlandske hænder” 

FC Nordsjælland, der igennem en årrække har samarbejdet med den engelske forretningsmand Tom Vernons ”Right to Dream-akademi” i Ghana, blev for få måneder siden købt af den egyptiske ”Mansour Group”. SønderjyskE blev sidste efterår købt af den amerikanske finansmatador Robert Platek, som for få uger siden også købte den italienske Serie A-klub Spezia. Derudover er Vejle Boldklub fra Superligaen også kommet ”på udenlandske hænder” i form af Andrej Zolotko – en tidligere spilleragent fra Moldova – og den kinesisk spilleragent Lucas Chang. Og senest har endnu tre Superligaklubber – Randers FC, AC Horsens og AaB – udbudt sig til potentielle, udenlandske investorer. Det er således meget realistisk at mere end halvdelen af Superligaklubberne i løbet af kort tid er ejet – helt eller delvist – af udenlandske investorer. Dette er allerede tilfældet i landets næstbedste række, hvor halvdelen af klubberne – Vendsyssel FF, Fremad Amager, FC Helsingør, Esbjerg fB og HB Køge – indenfor de seneste 2-3 år er blevet opkøbt af udenlandske investorer. Der er flere forklaringer på denne udvikling.

Danske klubber som ”springbræt” til en større liga

For det første er danske klubber en relativ nem og billig adgang for internationale klubejere til at hente unge spillere fra især Afrika og Sydamerika til en af Europas stærkeste ligaer, hvor transfers for køb af spillere har været eksponentielt stigende i de seneste år. Det er ikke usædvanligt at salg af en talentfuld angriber til den næstbedste række i England – Championship – kan indbringe et beløb på op imod 100 mio. kr. Og beløbene er naturligvis væsentlig højere, såfremt det lykkes at sælge eller videresælge spillere til de fem største ligaer i Europa: Premier League, Bundesligaen, Serie A, La Liga og Ligue 1. De danske klubber anvendes altså som primært som ”springbræt”, idet det er nemt at få opholds- og arbejdstilladelse som fodboldspiller i Danmark, uanset hvor man kommer fra i verden. Den nemme adgang til opholdstilladelse er en stor fordel for klubsamarbejder, som er blevet stadig mere udbredt i international fodbold.

Udenlandske investorer ejer typisk flere klubber i Europa

For det andet indgår danske klubber, som har udenlandske ejere, typisk i et formelt samarbejde eller uformelt netværk med andre klubber i Europa. Samarbejderne er karakteriseret ved at en investor eller en kreds af investorer køber aktiemajoriteten i to eller flere klubber, hvilket bl.a. er tilfældet i Esbjerg f.B. Den traditionsrige klub blev for få uger siden opkøbt af en amerikansk og kinesisk investorgruppe, som desuden ejer aktiemajoriteten i den engelske Championshipklub Barnsley FC, AS Nancy fra Frankrig, KV Oostende fra Belgien og FC Thun fra Schweiz. Især Barnsley FC og AS Nancy har markant større sportsligt og økonomisk potentiale med de tre klubber fra de mindre ligaer, som primært skal fungere som fødekæde for unge, billige talenter og som gode talentudviklingsmiljøer. Derudover kan klubberne også via fælles ejerkreds nemt låne eller leje de enkelte spillere på tværs af de enkelte klubber.

Lavt lønniveau og velorganiseret samfund

For det tredje betyder de danske regler at spillerne fra f.eks. Afrika og Sydamerika ikke skal have en speciel høj løn, sammenlignet med andre europæiske lande som bl.a. Holland. Den relativt åbne virksomhedsmodel i Danmark er noget, der lokker udenlandske investorer til. Der er nemlig ikke mange restriktioner hverken fra de danske myndigheder eller fra DBU og Divisionsforeningen, hvis man vil købe en dansk fodboldklub. Derudover er Danmark er også et stabilt og velorganiseret land med en stærk infrastruktur og et højt uddannelsesniveau. Endelig kommer mange af de unge spillere fra Afrika og Sydamerika også til et land, hvor de fleste taler engelsk – et sprog, som talenterne kan få stor glæde og gavn af senere i karrieren.

FCN og FCM har solgt mange talenter via stærke akademier

For det fjerde har dansk klubfodbold også været i stand til at udvikle er nogle meget stærke fodboldakademier, især i FC Nordsjælland og FC Midtjylland. På disse akademier er der udviklet en række ”salgbare talenter”, både fra Afrika, Sydamerika og Danmark, som med succes er blevet solgt og videresolgt til stærke klubber i både Tyskland, Italien, Holland og Spanien. Blandt disse kan nævnes Emre Mor (Borrusia Dortmund), Mohammed Kudus (Ajax) og Mikkel Damsgaard (U.C. Sampdoria) fra FCN og Simon Kjær (AC Milan), Pione Sisto (Celta Vigo) og Paul Onuacho (KRC Genk) fra FCM. Om klubber som f.eks. Vendsyssel FF, Helsingør FC og Fremad Amager også er i stand til at udvikle talenter i lighed med FCN og FCM er efter min opfattelse særdeles tvivlsomt.

Udenlandske investorer indebærer (også) store risici

Det er naturligvis ikke i sig selv odiøst at udenlandske investorer placerer kapital i danske fodboldklubber. Og meget tyder da også på at de fleste udenlandske ejere har købt flere af klubberne relativt billigt. Der er dog efter min opfattelse flere risici ved at aktiemajoriteten i en dansk fodboldklub er placeret hos én eller få udenlandske investorer uden lokal tilknytning i klubben. Jeg tror ikke at udenlandske investorer vil fastholde deres engagement i klubben, såfremt der ikke indenfor en overskuelig tidsperiode udvikles salgbare spillere – kun derved opnås nemlig en ”fornuftig” forrentning af ”investeringen”. Og i den forbindelse er der efter min mening kun plads til 3-4 attraktive talentakademier i et lille land som Danmark med kun 5 mio. indbyggere.