Et diktatorisk regime med love og straffe fra en anden tidsepoke og kultur
Qatar, som er et af verdens rigeste lande, er et enevældigt kongedømme styret af Al Thani-klanen. Landet har 2,3 millioner indbyggere, men kun 300.000-400.00 har rettigheder som fuldgyldige statsborgere i Qatar. Resten er gæstearbejdere med tidsbegrænset opholdstilladelse, hvoraf langt de fleste kommer fra fattige lande i Asien og Afrika. Derudover er der en mindre procentdel af højtuddannede specialister fra Europa og Nordamerika. Al Thani-klanen besidder langt hovedparten af Qatar’s økonomiske rigdom, som primært er tilvejebragt gennem produktion af olie- og naturgas. Den politiske magt er reelt placeret hos klanens overhoved: Emiren Tamim bin Hamad Al Thani. Landet har ingen politiske partier eller valgt parlament, men en rådgivende forsamling, hvis medlemmer er udpeget af emiren. Sharia, som har udgangspunkt i islams etiske og moralske regler, danner grundlaget for lovgivningen i Qatar. En af rettighederne er at mænd har ret til mere end én kvindelig ægtefælle – samme vilkår gælder ikke for kvinder. Det er derfor ikke usædvanligt at mandlige statsborgere i Qatar har 4-6 hustruer. Sharia anvendes især indenfor familie-, straffe- og arveloven. Stening, piskning og dødsstraf er almindelige straffeformer. I familiesager tæller kvindens beretning kun i yderst begrænset omfang, ligesom homoseksualitet og konvertering fra islam er «forbrydelser», der straffes med døden. Det samme er utroskab, når det er mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand. Seksuelle «forseelser» eller indtagelse af alkohol straffes typisk med piskning eller stening. Styreformen og menneskerettigheder i Qatar ligger altså milevidt fra principperne i demokratiske samfund, som vi kender dem fra Europa og den vestlige civilisation.
Mange fjender som naboer – men USA som ”militær ven”
Qatar er en lille halvø – mindre end Jylland – som er forbundet med den arabiske halvø. Forholdet til den største nabo og dominerede stormagt i regionen – Saudi Arabien – er alt andet venligt, hvilket også påvirker relationer til de nærmeste naboer: De forenede Emirater, Bahrain og Iran. Fjendskabet til de nærmeste naboer betyder bl.a. at grænserne ind til Qatar siden 2017 har været spærret i form af en handelsblokade. Qatars nærmeste allierede i den evige kamp for selvstændighed er verdens stærkeste militære aktør: USA, som har placeret sit militære hovedkvarter og vigtigste luftbase i Mellemøsten uden for Qatars hovedstad Doha. Det er ikke mindst af sikkerhedspolitiske årsager at Al Thani-klanen har valgt at anvende sport som ”soft power” til at skaffe sig tætte og stærke relationer uden for Mellemøsten.
Internationale sportsevents som strategisk PR-redskab
Qatar har igennem de seneste to årtier systematisk og strategisk anvendt internationale sportsevents til at skaffe sig politisk goodwill og ikke mindst udvikle kommercielle netværk inden for den globale sportsindustri. Blandt de største internationale sportsevents, som de seneste år er blevet afviklet i Qatar, kan nævnes Asian Games (2006), VM i håndbold (2015), VM i cykling (2016) og VM i atletik (2019). VM 2022 i fodbold er det næste udstillingsvindue, men ”kronjuvelen” for Qatar vil helt sikkert være at få tildelt værtskabet for OL i 2032.
Et væsentligt element i Qatars internationale sportsstrategi er det statsejede tv-selskab beIN SPORTS, som har tv-kanaler i USA og Canada, men først og fremmest er kendt for aktiviteter i Mellemøsten og store dele af Asien. TV-selskabet er også stærkt på vej ind i Europa, bl.a. gennem en tv-aftale med den franske fodboldliga. TV-kontrakter er i dag ”nøglen” til at få tildelt internationale sportsevent og i den forbindelse er beIN SPORTS, som er skabt med tv-selskabet Al-Jazzeera som forbillede, et af de største og stærkeste globale tv-selskaber med speciale i sport.
Qatar Sport Investments – en ny ”spiller” i europæisk klubfodbold
Qatar har også i det seneste tiår gennem de statslige selskaber – Qatar Sport Investments og Qatar Airways – involveret sig økonomisk i europæisk klubfodbold, bl.a. i den franske storklub Paris Saint-Germain, hvor den nuværende beINSPORTS-præsident Nasser Al-Kehlïfi er præsident og ejer. Derudover har Qatar store økonomiske interesser i de nuværende Champion League-mestre – den tyske storklub Bayern München. Oliestaten poster således milliarder af kroner i europæiske topklubber og for få uger siden indgik Qatar Airways en af de største sponsoraftaler med UEFA, idet det statsejede flyselskab skal være hovedsponsor ved den kommende EM-slutrunde til sommer.
Penge lukker munden på de fleste … og de stærkeste
Qatar har igennem de seneste to årtier investeret milliarder i sport, som ingen andre af de største sportsnationer – USA, Kina, Rusland, Tyskland, Frankrig eller England – kommer blot i nærheden af. Det anslås at oliestaten anvender 1.400 milliarder på stadions, veje, jernbaner, hoteller og infrastrukturer i forbindelse med VM 2022. Derudover har Qatar – strategisk og velovervejet – spredt statslige investeringer overalt på kloden – fra Heathrow lufthavn og stormagasinet Harrod i London, Volkswagen, Deutsche Bank og Siemens i Tyskland, olieselskabet Rosneft i Rusland, investeringsfonden CITC Group i Kina til ejendomme i New York og Washington D.C. Frem i mod VM-slutrunden om 20 måneder vil uafhængige organisationer som f.eks. Amnesty International utvivlsomt med større eller mindre succes forsøge at sætte fokus på de tusinder af migrantarbejdere har mistet livet på byggepladser i Qatar. På trods af gentagne forsikringer om reformer og forbedringer af de fattige arbejderes forhold er der imidlertid kun sket yderst beskedne forbedringer igennem årene. Penge lukker munden på de fleste og …. de stærkeste. Sådan er det (også) i international topsport.
