micand57@gmail.com

Suveræn vinder af nationskonkurrencen ved vinter-OL 2018 

VM 2019 i alpint skiløb, der blev afholdt i Åre tæt på den norske grænse, begyndte med 4 VM-medaljer til de norske atleter: VM-guld til Kjertil Jansrud i mændenes styrtløb og Henrik Kristoffersen i mændenes storslalom samt VM-sølv i mændenes styrtløb til veteranen Aksel Lund Svindal, som afsluttede en flot karriere ved dette VM. Desuden vandt Ragnhild Mowinckel VM-bronze i kvindernes kombinerede konkurrence. VM 2019 i nordiske discipliner, der blev afviklet i østrigske Seefeld, fulgte efter med historiske 25 VM-medaljer, hvoraf hele 18 blev vundet i langrend. Af disse var ikke færre end 10 af fornemste karak – guld – med tilbagevendte Therese Johaug som verdensmester i såvel 10 km klassisk stil, 15 km skiathlon som 30 km fri stil. Et imponerende comeback af den 30-årige Johaug efter hendes dopingkarantæne på 18 måneder. Derudover blev det til 4 VM-medaljer i skihop (en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer) og 3 VM-medaljer (to guld- og en sølvmedalje) i kombineret skihop og langrend til Norge.  Endelig blev det til 9 VM-medaljer (5 guld-, 3 sølv- og en bronzemedalje) til Norge ved VM 2019 i skiskydning, der blev afholdt i Östersund også tæt på norske grænse. Her var Johannes Thingnes Bø den mest vindende atlet med 5 VM-medaljer og ikke mindre end 4 af guld. Også ved vinter-OL 2018 i PyeongChang var Norges suverænt bedste nation med i alt 39 OL-medaljer, fordelt på 14 guld-, 14 sølv- og 11 bronzemedaljer. Norge blev hermed suveræn vinder af nationkonkurrencen foran nationer som Tyskland, Canada og USA med langt større befolkningstal.

Vintersportsgrene er populære blandt børn og unge

Der er naturligvis mange forklaringer på Norges totale dominans inden for vintersport. For det første er rekruttering af børn og unge til vintersport i Norge helt unik. Både indenfor alpint, skihop og ikke mindst langrend findes der rigtig mange stærke klubber i hele Norge. Filosofien i klubberne og Norges Skiforbund er at fastholde så mange børn og unge så muligt i sporten så lang tid som muligt igennem alsidig træning og konkurrencer. Langrend er den sportsgren i Norge, som igennem de seneste år, har haft klart størst fremgang i medlemstal for børn og unge, både absolut og procentvis. Blandt andet er der i Oslo-området skiklubber som Kjelsås IL, Lyn Ski og Fossum IF, der alle har mere end 1.000 børn og unge som medlemmer. Det betyder også at langrend er den næststørste idrætsgren blandt børn og unge i Norge, kun overgået af fodbold.

Gode træningsfaciliteter og masser af træningslejre på fjeldet

For det andet har Norge et ideelt klima og optimal natur for vintersport. Globale klimaændringer betyder at sæsonen for vintersportsgrene som langrend, skiskydning, nordisk kombineret og alpint skiløb er meget lang, helt fra midten af oktober til slutningen af maj. Det ideelle klima og de optimale træningsanlæg betyder også at langt de fleste norske topatleter i vintersport foretrækker at træne på hjemmebane og landsholdene – både i langrend, alpint, nordisk kombineret og alpint skiløb – gennemfører flere og flere træningslejre på fjeldet, hvor klima- og skiforhold er helt optimale.

Gode internationale resultater tiltrækker kommercielle partnere 

For det tredje er vintersport blevet kommercielt meget populært i Norge. Især fodbold har i Norge, som de øvrige nordiske lande, været topscorer i forhold til markedsværdi af kommercielle TV- og sponsorkontrakter. Men i Norge er både fodbold og håndbold kommercielt udfordret af vintersportsgrene som langrend, skiskydning og alpint skiløb. Blandt andet har Norges Skiforbund indgået flerårige kommercielle partneraftaler med norske virksomheder som Spare Bank 1 (langrend) og Telenor (alpint skiløb), mens Norges Skiskytterforbund har DNB som kommerciel samarbejdspartner. Økonomi er en mere og mere væsentlig faktor i det globale sportskapløb, også i vintersport. Der er ingen tvivl om at de norske toppræstationer ved de seneste ugers verdensmesterskaber har skærpet interessen for kommercielle partnerskaber, både individuelt og i forhold til forbundene, frem imod vinter-OL 2022.

Viden og erfaringer på tværs af sportsgrene via Olympiatoppen 

For det fjerde har Olympiatoppen (OLT) styrket den regionale struktur i forhold til klubber, forbund og uddannelses- og forskningsinstitutioner ved at etablere 8 regionale centre. Centrene, der i høj grad er finansieret af de enkelte regioner, kan tilbyde atleterne og holdene en række ekspertydelser inden for sportsmedicin, testning, biomekanik, ernæring og sportspsykologi, dvs. de samme ydelser, som findes på Olympiatoppens hovedcenter i Oslo. Det er derfor heller ikke overraskende at mange af de allerstørste talenter i både langrend og skiskydning kommer fra mindre landsbyer fordelt ud over hele Norge. Norge har altid haft en god talentudvikling op til 16-18 års-alderen og mange verdensklasse-atleter i mange vintersportsgrene, men overgangen af en talentfuld junior til en verdensklasse-atlet har for mange været alt for vanskelig. Det er især ”næste generation”, dvs. de 18-23-årige, som har fået langt bedre rammer og vilkår med en stærkere regional struktur i norsk eliteidræt.

Forskning indenfor vintersport – også i verdensklasse

For det femte er samarbejdet mellem OLT og nationale forskningsinstitutioner blevet markant udvidet og intensiveret i de seneste år. Forskning og innovation på højeste internationale niveau er nemlig helt afgørende for sportslig succes. OLT har bl.a. etableret et samarbejde med Center for Topidrettsforskning ved NTNU om biomekaniske analyser i skihop. Formålet med samarbejdet har været at analysere teknik i skihop gennem målinger af både kraft og bevægelse i laboratorium for bedre at forstå sammenhængen mellem hopteknik og præstation. Forskerne ved NTNU har gennemført forskellige tests og indsamlet data af skihopperne i laboratorium for efterfølgende at diskutere atleternes teknik og udvikling sammen med landstrænerne. På den måde bidrager forskning både til præstationsoptimeríng på kort sigt og til en mere langsigtet udvikling af de bedste norske skihopperes tekniske færdigheder.

Også fremgang for Norge i sommersportsgrene 

Norges dominans i vintersportsgrene er også den væsentligste årsag til at Norge i de seneste to år er rangeret som verdens bedste sportsnation pr. indbygger af det internationale analyseinstitut ”Greatest  Sporting Nations”  – http://www.greatestsportingnation.com – som inkluderer 98 olympiske og non-olympiske discipliner. Til sammenligning kan det nævnes at de øvrige nordiske lande i 2018 blev placeret med Sverige som nr. 4, Finland som nr. 11 og Danmark som nr. 12. I den samlede nationskonkurrence for 2018 opnåede Norge en imponerende 11. plads foran stærke sportsnationer som Australien og Spanien. På trods af Norges imponerende resultater i vintersport, har det imidlertid knebet mere for Norge at holde et højt internationalt niveau i sommersportsgrene. Både OL 2012 (2 guld-, 1 sølv- og 1 bronzemedalje) og OL 2016 (4 bronzemedaljer) var sportslige skuffelser for Norge. Men tilsyneladende er der markant fremgang på vej for Norge i sommersportsgrenene. Norge har nemlig – i modsætning til både Danmark, Sverige og Finland – opnået gode resultater i sommersportsgrene både i 2017 og 2018, bl.a. i atletik, roning og skydning. Så mindst 6 OL-medaljer til Norge ved OL 2020 i Tokyo er absolut ikke urealistisk.

4 km-holdforfølgelsesløb er en dansk “parade-disciplin” ved VM og OL   

Holdforfølgelsesløb, hvor 4 ryttere kører en samlet distance på 4 kilometer, har været på det olympiske program siden 1908 og Danmark er meget stolte traditioner i den krævende tempo-disciplin. Det internationale gennembrud for Danmark i disciplinen kom ved OL 1968 i Mexico City, hvor det danske hold – Gunnar Asmussen, Reno B. Olsen, Per Lyngemark og Mogens Frey – blev olympiske mestre (4.22.44) efter at Vesttyskland blev diskvalificeret i OL-finalen. Danmark vandt også i 1992 OL-bronze i holdforfølgelsesløb. Det var derfor logisk at holdforfølgelsesløb blev det overordnede fokus for et unikt samarbejde mellem Danmarks Cykel Union (DCU) og Team Danmark, som blev indledt i 2005. Målet var OL-medaljer i 2012, men denne målsætning skulle hurtigt vise sig at blive ”overhalet af virkeligheden”. Forudsætningen for samarbejdet var en meget talentfuld årgang af ungdomsryttere – Alex Rasmussen, Casper Jørgensen, Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen og Michael Færk Christensen – ansættelse af en international trænerkapacitet Heiko Salzwedel, økonomiske ressourcer samt en målrettet træningsindsats over en længere årrække. 4 km-holdets internationale gennembrud kom allerede ved VM 2007, hvor det blev til en overraskende bronzemedalje – en præstation, som bl.a. blev belønnet med kåringen som ”Årets fund” i dansk idræt. Året efter leveret 4 km-holdet en af de bedste danske OL-præstationer i Beijing med OL-sølvmedaljer (3.56.81) efter Great Britain (3.53.31), men foran stærke nationer som Australien og New Zealand.

Unikt samarbejde mellem Danmarks Cykle Union og Team Danmark

For præcis 10 år siden havde jeg – sammen med bl.a. formand Tom Lund, direktør Jesper Worre, sportschef Lars Bonde fra DCU og UCI-præsidenten for banecykling – karismatiske Peder Pedersen fra Odense, som desværre døde i 2015 – oplevelsen at følge de danske baneryttere ved VM i Pruszków på tætteste hold. Danmark var på forhånd blandt favoritterne til VM-titlen: En værdighed, som de fem ryttere – Jens-Erik Madsen, Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Michael Færk Christensen og Casper Jørgensen – til fulde levede op til. Med en flot sejr (3.58.25) over Australien (3.58.87) i finalen havde 4 km-holdet nået deres absolut højdepunkt: Verdensmesterskabet. På det tidspunkt havde sportschef Lars Bonde overtaget opgaven som landstræner fra Heiko Salzwedel, som er én af de dygtigste landstrænere som jeg har haft fornøjelsen at samarbejde med. VM 2009 blev historisk for dansk banecykling, idet Alex Rasmussen og Michael Mørkøv få dages senere blev verdensmestre i parløb og Daniel Kreutzfeldt vandt meget overraskende VM-sølv i pointløb. DCU og Team Danmarks samarbejde om 4 km-holdet har indtil videre ført til i alt otte VM-medaljer i holdforfølgelsesløb (Guld: 2009 – Sølv: 2008, 2014 og 2018 – Bronze: 2007, 2013, 2016 og 2019) og to OL-medaljer (2008 og 2016) samt en række sidegevinster i form af EM-, VM- og OL-medaljer i banesportens øvrige discipliner. Team Danmarks økonomiske investering i banecykling igennem de seneste 15 år er utvivlsomt én af de mest succesfulde i institutionens historie.

Pruszków har også i de seneste dage været vært for VM 2019, hvor det igen lykkedes 4 km-holdet – Lasse Norman Hansen, Casper Folsach, Julius Johansen, Niklas Larsen og Rasmus Lund Pedersen – at vinde en VM-medalje. Præsentationerne i den indledende tidskørsel og især i semifinalen mod Great Britain var lidt skuffende, men i bronzefinalen mod Canada viste holdet igen høj international klasse og satte ny dansk rekord (3.51.80). VM viste imidlertid også at især Australien, som satte ny verdensrekord (3.48.01) og Great Britain (3.50.38) på nuværende tidspunkt er favoritter til OL-finalen. Men Danmark er absolut blandt medaljekandidaterne til bronze sammen med Canada og New Zealand. Derudover har Danmark også rigtig gode medaljechancer i parløb, hvor Lasse Norman Hansen og Casper Folsach vandt VM-sølv kun slået at de tyske verdensmestre Theo Reinhardt og Roger Kluge. Også Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt VM-bronzemedalje kun besejret af Holland og Australien. Begge danske par viste hermed at sæsonens flotte World Cup-resultater langt fra har været nogen tilfældighed. Der er ingen tvivl om at parløbs status som ny olympisk disciplin i 2020 er en stor fordel for Danmark.

2 eller 3 OL-medaljer til banecykling er absolut realistisk 

Jeg tror at chancerne for danske OL-medaljer er større i parløb end i omnium, hvor 22-årige Amalie Dideriksen blev nr. 6 hos kvinderne og 21-årige Niklas Larsen blev nr. 8 hos mændene. Både Amalie og Niklas er særdeles talentfulde, men i begge kategorier har de største cykelnationer – Australien, Holland, Great Britain, Italien, USA, Frankrig, Frankrig, New Zealand, Belgien og Spanien – ryttere med mange kompetencer og stor erfaring. Men unge danske baneryttere har før overrasket stort som f.eks. 20-årige Lasse Norman Hansen, der senstationelt vandt OL-guld i omnium ved OL 2012. Alt i alt er der ingen tvivl om at dansk banecykling har væsentligt flere medaljekandidater ved OL 2020 end nogensinde tidligere. Det er efter min opfattelse ikke urealistisk at Danmark vinder 2 eller 3 OL-medaljer i Tokyo selv om konkurrencen i både holdforfølgelsesløb, parløb og omnium bliver særdeles hård og intens.

Finland er en af verdens stærkeste ishockeynationer

Finland har – ikke mindst på grund af klimatiske forhold med frost og sne i mere end halvdelen af året – altid opnået gode internationale resultater i vintersportsgrene, som langrend, skihop, speed skating, nordisk kombineret, skiskydning og ishockey. Finland har vundet i alt 167 medaljer ved vinter-OL siden debuten i 1924 og siden midten af 1970’erne har Finland vundet flere medaljer ved vinter-OL end ved sommer-OL. Det bedste vinter-OL for Finland var i Sarajevo 1984, hvor der blev til i alt 13 OL-medaljer. Finland har ved de seneste 10 vinter-OL vundet i alt 77 medaljer og ved OL 2018 i Pyeongchang vandt Finland 6 medaljer, bl.a. olympisk guld ved Ilvo Niskanen i ”kongedisciplinen” – 50 km langrend. Finland har stærke traditioner, både i individuelle sportsgrene og holdsport. Især i volleyball for herrer har Finland i de seneste år opnået gode EM- og VM-resultater og det er et meget realistisk mål for finsk volleyball at kvalificere sig til OL i 2020 eller 2024. Også i nationsporten – ishockey – har Finland igennem årtier tilhørt verdenseliten, bl.a. vandt herrelandsholdet – ”Løverne” – OL-sølv i 2006 og VM-guld i 2011. Jeg er især meget imponeret af talentudviklingen i finsk ishockey. Finland har vundet 3 ud af de seneste 6 VM-turneringer for U20-landshold og 2 ud af de seneste 3 VM-turneringer for U18-landshold, bl.a. i konkurrence med stærke ishockeynationer som USA, Canada, Rusland, Sverige og Tjekkiet, som alle har et langt større antal ungdomsspillere. Den finske talentudvikling i ishockey, både i klubberne og forbundet, er efter min mening blandt verdens bedste i holdsport.

Gode faciliteter, men uklar rolle- og ansvarsfordeling inden for eliteidræt

Der er langt flere ligheder end forskelle mellem idræt i Finland og de øvrige nordiske lande. Finland har også et mangfoldigt netværk af klubber med mange kompetente trænere og frivillige ledere i mange forskellige idrætsgrene. Disse forhold kombineret med høj materiel velstand og ekstrem gode idrætsfaciliteter har været de væsentligste årsager til, at Finland i lighed med de øvrige tre nordiske nationer igennem mere end et århundrede har været blandt de bedste sportsnationer i verden, ikke mindst i forhold til de nordiske landes relativt beskedne indbyggertal. Den største forskel mellem Finland og de øvrige lande i Norden har været på det organisatoriske plan, hvor Finland frem til for to år siden har haft en meget uoverskuelig struktur med flere nationale idrætsorganisationer og en uklar rolle- og ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører, både på national, regionalt og lokalt niveau. Det har derfor været helt nødvendigt for udviklingen af finsk idræt at gennemgå en omfattende organisatorisk reformproces, både i forhold til bredde- og eliteidræt. Af den årsag nedsatte regeringen i 2008 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en ny organisationsstruktur for eliteidræt i Finland – i lighed med Team Danmark i Danmark og Olympiatoppen i Norge. Resultatet blev ”High Performance Unit” (HPU), som blev etableret i 2013 i regi af Finnish Olympic Committee (NOC). Det var imidlertid først i 2017 at NOC blev den eneste nationale sportsorganisation i Finland.

Øget samarbejde mellem “High Performation Unit” og “Research Center for Olympic Sport” 

Jeg har nu i mere end to år haft et rigtig godt samarbejde med HPU, der bruger min viden om og mine erfaringer fra national og international eliteidræt. Vi har nu formaliseret samarbejdet frem imod OL 2020 i Tokyo og udvalgt en række emner, hvor HPU’s direktør – Mika Lehtimäki – og hans medarbejdere kan få mine råd og anbefalinger til hvordan man anvender sine ressourcer – både økonomiske, faglige og menneskelige – bedst muligt. I næste uge skal jeg igen til Finland for bl.a. at mødes med den nye direktør Aki Salo og medarbejdere på ”Research Center for Olympic Sports” (KIHU). Centret, der blev etableret i 1991 i et samarbejde med Jyväskylä Universitet, er ansvarlig for HPU’s udviklings- og forskningsaktiviteter indenfor både biologiske, medicinske, sociale og samfundsmæssige videnskaber. KIHU har ansat 35 faglige eksperter og forskere, som rådgiver og vejleder atleter, trænere og sportschefer i udvalgte sportsgrene. Det er nemlig helt afgørende at etablere og udvikle velfungerende samarbejdsrelationer mellem disse aktører, såfremt finske atleter og hold fremadrettet skal være med i kampen om medaljer ved internationale mesterskaber. En anden væsentlig opgave i næste uge bliver oplæg og drøftelser om præstationsoptimering med sportschefer og landstrænere i de sportsgrene, som har potentialer for top 8-placeringer ved OL 2020 i Tokyo. På nuværende tidspunkt ser vi potentialerne inden for bl.a. sejlsport, brydning, boksning, skydning, cykling og atletik.

Der er ingen tvivl om at finsk eliteidræt i dag står overfor en række store udfordringer, især inden for traditionsrige sportsgrene som atletik, gymnastik og skihop. Ingen kan leve på fortidens resultater, legender og minder – dertil er den internationale konkurrence i olympiske sportsgrene, både sommer- og vintersportsgrene, alt for mangfoldig og intens. Såfremt Finland igen skal tilbage blandt verdens bedste sportsnationer pr. indbygger forudsætter det tålmodighed med den nye organisationsstruktur, en klar og tydelig rolle- og ansvarsfordeling mellem finsk eliteidræts forskellige aktører og sidst, men ikke mindst flere økonomiske ressourcer til finsk eliteidræt, både fra den finske regering og fra kommercielle samarbejdspartnere.

Tre VM-sølvmedaljer til Danmark – men aldrig VM-guld

Danmark har indtil dato vundet 4 VM-medaljer, nemlig 3 af sølv (1967, 2011 og 2013) og én af bronze (2007). Men kun ved VM 2011 var Danmark helt tæt på titlen som verdensmester. VM-turneringen for 8 år i Sverige siden var – inklusiv Danmarks første EM-triumf i 2008 i Norge og gentagelsen 4 år senere i Serbien – efter min mening det bedste internationale mesterskab som et dansk herrelandshold nogensinde har spillet. Både i semifinalen mod Spanien (28-24) i Kristianstad og i finalen mod Frankrig (35-37) i Malmø, som først blev afgjort efter forlænget spilletid, viste håndboldherrerne spil i absolut verdensklasse. Danmark fortjente VM-titlen i 2011, men som så ofte før var Frankrig bedst i de afgørende sekunder af VM-finalen.

Både VM-finalen i Malmø og EM-triumferne i Lillehammer og Beograd overlevede jeg på tætteste hold som tilskuer. Men jeg husker også VM-finalen mellem Danmark og Tjekkoslovakiet i 1967, som jeg fulgte som en 10-årig knægt på et sort-hvidt fjernsyn i frostgrader udenfor den lokale TV- og radioforhandler i Aarhus.  Fascinationen af TV-transmissionerne fra Västerås i Sverige var stærkt medvirkende til at jeg umiddelbart efter VM begyndte at spille håndbold i Viby IF og at mange søndag eftermiddag i årene derefter blev tilbragt med dobbeltarrangementer i Aarhus Stadionhal, når Aarhus KFUM, AGF og Skovbakken kæmpede om DM-titlen mod HG, Stadion, Efterslægten, Helsingør IF, SAGA og Fredericia KFUM. Hvor er alle disse “hæderkronede” klubber i dag – ”lukket”, fusioneret med andre klubber eller placeret i dansk håndbolds sekundære rækker?

Målmanden er altid “nøgle-spilleren” til internationale topresultater

Forventningerne til dansk finalesejr og hermed VM-titlen i 1967 var store efter en overraskende dansk sejr på 17 – 12 over VM-favoritten Sovjetunionen i semifinalen. Det var kampen, hvor min barndomshelt – målmanden Erik Holst fra Aarhus KFUM – var et ”levende plankeværk” og hvor han gjorde målmandsposten i håndbold til noget helt særligt. Tænk blot på de øvrige ”legender” på denne “utaknemlige” post: Mogens ”Muggi” Jeppesen i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, Kasper Hvidt i starten af dette århundrede og i det seneste tiår – Niklas Landin. Målmandens præstation har altid været altafgørende, når EM, VM eller OL-medaljerne i holdsport som håndbold fordeles. Derfor er Niklas Landin efter min opfattelse også Danmarks absolutte ”nøglespiller” i forhold til dansk VM-succes i de kommende uger. Det er yderst sjældent at en målmand leverer toppræstationer i alle kampene, så det danske hold vil helt sikkert undervejs i VM-turneringen få brug for hjælp fra Jannick Green, som også tidligere har vist verdensklasse i afgørende kampe. Både Landin og Green er imidlertid meget afhængig at et stærkt midterforsvar med brødrene René og Henrik Toft Hansen og Henrik Mølgaard som centrale spillere, ikke mindst når landsholdet når frem til semifinale og finale. Jeg tror ikke at Danmark får problemer med at score mange mål i hverken indledende runde eller mellemrunden –  dertil er antallet og variationerne af angrebskombinationer alt for mangfoldig. Men et stærkt midterforsvar med en klar ansvars- og rollefordeling bliver en helt afgørende forudsætning, såfremt Landin og/eller Green skal være de(n) mesterskabsafgørende spiller(e) i VM-semifinale og finale.

“Site Les experts” kan besejres – ligesom ved OL 2016 

En anden væsentlig årsag til min VM-optimisme er en særdeles gunstig VM-lodtrækning, hvor Danmark helt frem til semifinalen undgår stærke nationer som Frankrig, Spanien, Tyskland og Kroatien. Ja – faktisk mener jeg at Danmark kun kan udfordres af Norge (17.1.) i den indledende pulje og af Sverige i mellemrunden. Nationer som Chile (10.1.), Tunesien (12.1.), Saudi Arabien (14.1.) og Østrig (15.1.) i indledende runde og Ungarn, Qatar eller Egypten i mellemrunden, er efter min mening reelt chanceløse med et dansk landshold, der har opbakning af hele nationen og ikke mindst af 15.000 festklædte tilskuere i Boxen.

Den største forhindring for dansk VM-succes er efter min opfattelse Frankrig, der siden årtusindskiftet har været totalt dominerende i international herrehåndbold. OL-guld i 2008 og 2012, VM-guld i 1995, 2001, 2009, 2011, 2015 og 2017 samt EM-guld i 2006, 2010 og 2014 vidner om et helt unikt landshold, som også har givet sig selv navnet: ”Site Les experts” – eksperterne. Frankrig er med rutinerede spillere som Karabatic, Guigou og Sohaindo, som alle har spillet mere end 200 landskampe, suppleret med yngre verdensklassespillere som Fabregas, Mem, Tournat og Remili er også denne gang – sammen med Spanien, Kroatien og Tyskland – blandt favoritterne til VM-titlen. Men Danmark har vist – bl.a. i OL-finalen 2016 i Rio – at Frankrig kan besejres. Det samme tror jeg sker søndag den 27. januar 2019 i Herning.

Dårlige resultater af danske atleter og hold i 2018 end i 2014

Det er vanskeligt at sammenligne sportsresultater i de enkelte år, idet antallet og karakteren af internationale mesterskaber er forskellig. Den mest præcise analyse er efter min mening at sammenligne resultater i 2018 og 2014 i forhold til antallet af VM-medaljer i olympiske discipliner og top-8 placeringspoints ved VM eller på verdensranglisterne. På begge områder er Danmarks resultater i 2018 dårligere end i 2014 og dermed fortsætter den triste tendens fra 2017 med et markant faldende resultatniveau for dansk eliteidræt – desværre. Danske atleter og hold har i 2018 vundet 5 VM-medaljer i olympiske discipliner. Cykling har været klart bedst med 3 VM-sølvmedaljer til Amalie Dideriksen (banecykling – omnium), 4 km- holdet i forfølgelsesløb (banecykling) og Annika Langvad (MTB), mens øvrige to VM-medaljer er vundet af Emma Jørgensen (sølvmedalje i kajak – K1 200) og Anne-Marie Rindom (bronzemedalje i sejlsport – Laser Radial). I 2014 vandt danske atleter og hold til sammenligning 8 VM-medaljer i olympiske discipliner, fordelt på badminton (3), sejlsport (2), roning (1), cykling (1) og kajak (1).

Ingen guldmedaljer i olympiske discipliner 

Der er olympiske sportsgrene, hvor der ikke har været afholdt VM i 2018. Idrættens Analyseinstitut har i år uden afholdelse af VM valgt at inkludere enten placering på verdensrangliste (tennis, svømning og atletik) eller EM-placering (håndbold) i opgørelsen af ”VM- medaljer” for bedre at kunne sammenligne alle år. Såfremt denne metode anvendes, er de danske atleter og holds resultater i 2018 markant dårligere end i 2014, nemlig 7 ”VM-medaljer” (5 sølv- og 2 bronzemedaljer = 12 medaljepoints) i år mod 13 ”VM-medaljer” (2 guld-, 7 sølv- og 4 bronzemedaljer = 24 medaljepoints) i 2014. Især er det meget bemærkelsesværdigt at Danmark i 2018 ikke har vundet én eneste VM-guldmedalje i olympiske discipliner – det skete senest i 1983, altså for 35 år siden. Der er heller ikke trøst at hente, såfremt top 8-placeringer ved VM anvendes som målestok for de danske resultater i 2018. Danske atleter og hold opnåede i år 122 placeringspoints i sommerolympiske sportsgrene mod 129 placeringspoints i 2014.

Cykling er sportsgrenen med bedste medaljechancer ved OL 2020

De bedste resultater af danske atleter og hold er i 2018 opnået i cykling, såvel på bane, landevej, MTB som BMX. Især kvindernes præstationer har været særdeles opløftende og Danmark vil for alvor kunne profitere af et større antal olympiske discipliner i cykling for kvinder ved OL 2020. Cykling er efter min opfattelse på nuværende tidspunkt suverænt sportsgrenen med de fleste og største medaljechancer ved det kommende OL. Det er naturligvis ikke alle medaljekandidater, der vinder en OL-medalje, men jeg tror at cykling vinder mindst 3 og måske 4 eller 5 OL-medaljer i Tokyo. På baggrund af det seneste års resultater tror jeg også at kajak med Emma Jørgensen (K1 200) og Rene Holten Poulsen (K1 1.000), sejlsport med bl.a. Anne-Marie Rindom i Laser Radial, håndboldherrerne og svømning med Pernille Blume (50 meter fri) har gode medaljechancer ved OL 2020. Men antallet af danske OL-medaljekandidater i Tokyo 2020 er på nuværende tidspunkt klart mindre end antallet af OL-medaljekandidater 20 måneder før Rio 2016 og London 2012, hvor Danmark ”kun” vandt 9 OL-medaljer i 5 forskellige sportsgrene.

Flere sportsgrene har meget svært ved at bevare internationalt topniveau

To sportsgrene – badminton og roning – der traditionelt leverer internationale topresultater ved VM og OL, står efter min opfattelse i dag uden OL-medaljekandidater – bortset fra Viktor Axelsen, som blev verdensmester i 2017 og som stadig er blandt verdens bedste badmintonspillere. Både roning og badminton havde før de seneste to OL 3-4 medaljekandidater – dette er absolut ikke tilfældet i dag. På nuværende tidspunkt ser jeg heller ikke danske OL-medaljechancer i hverken atletik eller brydning. Så alt i alt 8-10 OL-medaljer i 2020 er efter min mening det mest realistiske danske facit på baggrund af de seneste to års VM- og EM- resultater. Dette bud er jo – desværre – meget langt fra de 15 OL-medaljer i 9 forskellige sportsgrene, som Danmark vandt ved OL 2016 i Rio. Der er flere forklaringer på den triste udvikling, men den væsentligste er efter min mening et svagt støttekoncept for dansk eliteidræt i perioden 2017-2020. Prisen for et visionsløst og mangelfuldt støttekoncept kan blive meget høj og Team Danmark bør hurtigst muligt udarbejde og igangsætte et nyt støttekoncept af langt større kvalitet.

Verden er foranderlig og meget kan ændre sig på et splitsekund – sådan er det også i eliteidræt. Med dette positive budskab vil jeg gerne ønske alle i dansk og international eliteidræt et rigtig godt nyt år.