Uncategorized @da

Af

”Der er to katedraler i Valencia – Catedral de Santa Maria for byens troende katolikker og Estadio de Mestalla for alle tilhængere af Valencia C.F.” fortæller min gode ven Ove, som bor størstedelen af året i Valencia, mens vi nyder forårssolen og et dejligt glas rødvin på Avenida d’Aragón kun et langt indkast fra det ikoniske fodboldstadion. Ove kommer ofte på Mestalla og følger spansk klubfodbold tæt, blandt andet gennem daglig læsning af sportsavisen ”Marca”. ”Valencia C.F. har desværre haft det meget svært – såvel økonomisk som sportsligt – igennem de seneste år, men det har ikke påvirket den intense atmosfære på Mestalla. Der er altid udsolgt med 55.000 tilskuere, som råber og skriger af modstanderholdet – ikke mindst når storklubberne FC Barcelona og Real Madrid kommer på besøg. Men fansene kommer også med højlydte mishagsytringer og smedesange mod hjemmeholdet, når de lokale helte ikke lever op til fansenes høje – og til tider urealistiske – forventninger”, fortæller Ove videre.

Estadio de Mestalla – et ikonisk stadion med en broget historie

Mestalla er et af de mest legendariske fodboldstadioner i Spanien, som blev indviet i 1923 med en venskabskamp mellem de to lokale klubber: Valencia C.F. og Levante U.D. Stadionet er opkaldt efter den historiske vandingskanal – Acequia de Mestalla – som løb ved siden af banen. Der var oprindeligt plads til 17.000 tilskuere på Mestalla, men kapaciteten er igennem de sidste 100 år gentagne gange blevet udvidet. I dag er der plads til 55.000 tilskuere på de ekstrem stejle tribuner. Stadionet har en særdeles broget historie, blandt andet blev Mestalla under Den spanske borgerkrig (1936-1939) brugt som koncentrationslejr, ligesom stadionet i 1957 blev ramt af en større oversvømmelse fra Turia-floden, som ødelagde store dele af stadion. Valencia C.F. har altid haft hjemmebane på Mestalla, som blev moderniseret i forbindelse med VM 1982, hvor Spanien spillede flere af deres indledende kampe netop her.

Valencia Club di Fútbol – en af Spaniens mest traditionsrige klubber

Valencia C.F. er en af Spaniens mest traditionsrige fodboldklubber. Klubben, som blev stiftet i 18. marts 1919, har spillet hele 91 sæsoner i La Liga – Spaniens bedste fodboldrække. Antallet af sæsoner er kun overgået af Real Madrid, FC Barcelona og Athletic Bilbao, som har deltaget i samtlige 95 sæsoner i La Liga. Klubben har vundet det nationale mesterskab i alt 6 gange, senest i 2001/2002 og 2003/2004. Derudover har klubben vundet den spanske pokalturnering – Copa del Rey – 8 gange, senest i 2007/2008. Omkring årstusindsskiftet havde Valencia C.F. også stor international succes med Europa League-titlen i 2003/2004 og kvalifikation til to Champions League-finaler. Begge finaler blev imidlertid tabt til henholdsvis Real Madrid (2000) og Bayern München (2001) efter straffesparkskonkurrence. Valencia C.F.’s seneste deltagelse i europæisk klubfodbold var i sæsonen 2019/2020, hvor klubben nående blandt de sidste 16 hold i UEFA Champions League. De seneste sæsoner har ”Chotos” – især på grund af økonomisk kaos og gigantisk gæld i forbindelse med opførsel af et nyt stadion – har det svært sportsligt. Klubben har i flere sæsoner været i nedrykningsfare og pt. befinder klubben sig på en beskeden 14. plads ud af 20 hold – kun 3 point fra nedrykningsstregen inden de 6 sidste kampe.

Nou Mestalla – fra tomt betonmonument til arkitektonisk topklasse

Det er nu snart 20 år siden at Valencia C.F. påbegyndte opførelsen af et nyt stadion – Nou Mestalla – som afløser for Estadio de Mestalla i centrum af Valencia. Efter kort tid gik byggeriet imidlertid i stå som følge af finansielle problemer under den globale finanskrise og i over 15 år har betonkonstruktionen i udkanten af Valencia stået som et tomt monument over et stort økonomisk morads. Undervejs oparbejdede klubben en svimlende gæld på over 3 milliarder kroner og først for få siden blev byggeriet genoptaget efter den amerikanske investeringsbank Golden Sachs trådte til som finansiel rådgiver og direkte långiver sammen med en række internationale investorer. Banken overtog, som en del af finansieringspakken, retten til salg af grunden, hvor det nuværende Mestalla ligger.

Nou Mestalla ligger i udkanten af Valencia og har en tilskuerkapacitet på 75.000, dvs. 20.000 mere end på det nuværende stadion. Valencia C.F.’s enorme popularitet i Spaniens tredjestørste by med 850.000 indbyggere er også fastslået med forhåndsreservation af samtlige siddepladser og mere end 20.000 ”soci’s” på venteliste til et sæsonkort. Det forventes at det nye stadion kan indvies ved sæsonstart i august 2027, ligesom stadionet formentlig også vil være vært for flere kampe ved FIFA World Cup 2030, hvor Spanien er værtsnation sammen med Marokko og Portugal.

”For mange af klubbens fans vil det blive særdeles vemodigt at forlade det gamle Mestalla i centrum til fordel for det nye stadion i udkanten af byen. Jeg er imidlertid helt sikker på at de håber og tror på at Valencia C.F. igen kan vinde titler, når Nou Mestalla står klar til næste sæson. Hvis vi altså undgår nedrykning i år” siger Ove med overbevisning i stemmen inden vi beslutter os for et ekstra glas rødvin.

Kilder:

Af

Alle følelser er i spil hos spillere, trænere, ledere og fans, når ærkerivalerne fra F.C. Internazionale og A.C. Milan i aften tørner sammen på Stadio Guiseppe Meazza i Milano. Lokalopgøret mellem to af Italiens mest traditionsrige og vindende fodboldklubber er årets højdepunkt for alle milanesere, men opgøret – som har fået navn efter den forgyldte statue af den lille jomfru Maria siddende på toppen af byens fantastiske domkirke Il Duomo – vil også blive fulgt med stor spænding overalt i Italien og blandt fodboldtilhængere i hele verden. En sejr til F.C. Inter i “Derby della Madonnina” vil bringe klubben meget tæt på det nationale mesterskab – Il Scudetto – for 21. gang. Det vil nemlig distancerer førerholdet med 13 point til A.C. Milan og 14 point til de forsvarende mestre SSC Napoli inden de 10 sidste kampe.

Rivalisering mellem sociale og politiske klasser

Rivaliseringen mellem A.C. Milan og F.C. Inter har været intens siden de to klubbers første opgør blev spillet i 1908. A.C. Milan blev grundlagt i 1899 af engelske immigranter, som valgte navnet ”Milan Cricket & Football Club”. A.C. Milan er hermed blandt Italiens ældste klubber. I 1908 oplevede klubben en intern splid omhandlende indkøb af udenlandske spillere. Uoverensstemmelserne førte til dannelsen af F.C. Internazionale. Som navnet antyder, var intentionen at skabe en klub som også bestod af udenlandske spillere, trænere og ledere, hvilket stod i skarp kontrast til A.C. Milan, der på daværende tidspunkt kun tillod spillere af italiensk herkomst. Historisk er Inter betragtet som den milanesiske middel- og overklasses klub, mens A.C. Milan traditionelt er blevet støttet af arbejderklassen samt immigranter fra Syditalien. I dag er opdeling af tilhængerne i sociale klasser langt fra så udbredt og stærk som tidligere, men begge klubber har altid haft en række fangrupper – “Ultras” – som også udtrykker yderliggående politiske budskaber, både højre- og venstreorienterede.

Ekstrem jævnbyrdig konkurrence mellem to europæiske topklubber

Stadio Giuseppe Meazza, der bygget i 1920’ernes fascistiske Italien og ejet af kommunen i Milano, er hjemmebane for både A.C. Milan og F.C. Inter. For A.C. Milan fans vil stadionet med plads til 76.000 tilskuere, altid hedde ”San Siro” efter bydelen, hvor det ligger. F.C. Inter fans foretrækker imidlertid det officielle navn efter Guiseppe Meazza (1910-1979), der bl.a. vandt VM for Italien i 1934 og 1938 og scorede 247 mål i 348 kampe for F.C. Inter. Serie A-topscoreren optrådte for begge Milano-klubber – 14 sæsoner for F.C. Inter og ”kun” 2 for A.C. Milan. Dagens lokalopgør er den 246. officielle match mellem de to klubber. De officielle kampe, der omfatter såvel nationale kampe i Serie A, Coppa Italia og Supercoppa Italia som internationale kampe (Champions League og Europa League), har altid været særdeles jævnbyrdige: F.C. Inter har 91 sejre, 71 opgør er endt uafgjort, mens A.C. Milan har trukket sig sejrrigt ud af klassikeren 83 gange. Også i forhold til mål i officielle kampe er stillingen helt lige: F.C. Inter har scoret 339 mål mod A.C. Milans 317 mål. Den intense konkurrence gælder også antallet af nationale titler: Inter har vundet det italienske mesterskab – “Il Scudetto” – 20 gange, mens A.C. Milan er blevet national mester 18 gange. På den europæiske scene har begge klubber også opnået imponerende resultater: A.C. Milan har bl.a. vundet den fornemmeste europæiske turnering (Europacup for mesterhold og Champions League) i alt 7 gange (1963, 1969, 1989, 1990, 1994 og 2003), mens F.C. Inter har 3 titler inden for samme kategori (1964, 1965 og 2010).

F.C. Inter – den eneste italienske klub, som har vundet ”The Treble”

I 1960’erne var F.C. Inter blandt verdens bedste klubber med spillere som forsvarslegenderne Tarcisio Burgnich og Giacinto Facchetti, midtbanegeneralen Sandro Mazzola og angriberen Luis Suarez. Også i slutningen af 1980’erne og igennem 1990’erne vandt F.C. Inter flere titler – både i Italien og Europa – med målmanden Walter Zenga og forsvarsklippen Giuseppe Bergomi samt den tyske trio Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann som de dominerede spillere. Perioden 2006-2010 med 5 nationale mesterskaber i træk var også en gylden tid for FC Inter. Højdepunktet kom i sæsonen 2009-2010, hvor klubben med José Mourinho som træner – som den hidtil eneste italienske klub – vandt ”The Treble”: Serie A, Coppa Italia og Champions League. F.C. Inters største aktionær er i dag det privatejede kinesiske selskab – Suning Holdings Group – med milliardæren Zhang Jindong i spidsen.

A.C. Milan – den ikoniske back-kæde og den hollandske trio

A.C. Milan blev i midten af 1980’erne købt af den kontroversielle milliardær Silvio Berlusconi, som med trænerlegenden Arrigo Sacchi i spidsen iscenesatte et af verdens stærkeste klubhold med den ikoniske back-kæde: Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini og Mauro Tassotti, som ikke i deres karriere spillede for andre klubber end A.C. Milan. Det skræmmende forsvar blev ”suppleret med” den hollandske trio: midtbanestrategen Frank Rijkaard, kreatøren Ruud Gullit og skarpretteren Marco van Basten. Klubben vandt i den periode Champions League ikke mindre end 3 gange (1989, 1990 og 1994) og hele 6 nationale mesterskaber. Berlusconi, som bl.a. var Italiens premierminister i perioden 2008-2011, solgte i 2017 klubben til et af verdens største investeringsselskaber – Elliott Management Corporation.

Fiasko i europæisk fodbold   

Både F.C. Inter og A.C. Milan havde både sportsligt og økonomisk haft svære vilkår i perioden 2011-2020, hvor Juventus FC fra Torino vandt det nationale mesterskab 9 sæsoner i træk og tillige opnået europæiske succes med bl.a. to Champion League finaler. De seneste sæsoner har F.C. Inter haft sportslig succes med nationale mesterskaber i sæson 2020-2021 og 2023-2024, men også store fiaskoer i europæisk fodbold. Nederlaget til Bodø/Glimt fra Norge i Champions League for få uger siden var et alvorligt slag mod selvforståelsen, både hos F.C. Inters “tifosi” og alle tilhængere af italiensk fodbold. Også A.C. Milan har haft det særdeles svært i de europæisk turneringer i de seneste sæson. Blandt andet var klubben i denne sæson end ikke kvalificeret til europæisk fodbold efter en meget skuffende 8. plads i Serie A. Uanset manglende resultater i europæisk fodbold handler weekenden for alle milanesere om “Derby delle Madonnina”. Alle venter spændt på udfaldet af årets vigtigste fodboldkamp: ”Forza Nerazzurri” – ”Forza Rossoneri”!

Du kan læse mere om de to klubber her:

Inter.it Home Page | Sito Ufficiale Inter | FC Internazionale Milano

AC Milan | Sito Ufficiale

Christian Nørgaard Larsen: Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold (Byens Forlag, 2020).

Mikael Sørensen & Jesper Ralbjerg: Calcio Italiano – kultur, politik og økonomi på banen (2013).

Af

Om få timer danner “Arena di Verona“ rammen for afslutningen af “XXV Winter Olympic Games“, hvor der er fordelt 116 medaljesæt i 16 forskellige sportsgrene. OL 2026 i Milano Cortina blev en gigantisk succes for Norge med i alt 41 medaljer, heraf 18 guldmedaljer. Norge satte hermed ny olympisk rekord og understregede positionen som verdens suverænt bedste vintersportsnation – en position, som er blevet udbygget igennem det seneste årti.

Norge – suveræn vinder af nationskonkurrencen

Norges totale antal OL-medaljer blev 41 (18 guld, 12 sølv og 11 bronze), hvilket er fire flere end vinter-OL 2022 i Bejing (16 guld, 8 sølv og 13 bronze) og to flere end vinter-OL 2018 i Pyeongchang (14 guld, 14 sølv og 11 bronze), hvor Norge også vandt nationskonkurrencen. De norske OL-medaljer blev vundet i 7 forskellige sportsgrene; 14 medaljer i langrend, 11 i biathlon, 5 i skihop og 4 medaljer i såvel speed skating som nordisk kombineret (skihop og langrend).

Den største norske OL-profil er utvivlsomt været langrendsløberen Johannes Hoesflot Klæbo med 6 guldmedaljer (4 individuelt og 2 stafet). Den 29-årige Klæbo fra Trondheim har nu status som den mest vindende atlet i vinter-OL’s historie med i alt 11 guldmedaljer. Derudover har den sympatiske nordmand vundet 15 VM-guldmedaljer og mere end 100 individuelle World Cup-sejre igennem det seneste tiår. Foruden Klæbo har Jens Oftebro i nordisk kombineret med 3 guldmedaljer og skiskytterne Sturla Holm Laegreid med 5 og Maren Kirkeeide med 3 medaljer bidraget stærkt til den imponerende norske medaljehøst.

Sverige – fantastisk præstationer af kvindelige langrendsløbere

Sverige har stærke traditioner i mange vintersportsgrene. Det viste de svenske atleter og hold også ved OL 2026, hvor det blev til i alt 18 medaljer (7 guld, 6 sølv og 4 bronze) og hermed en placering som nr. 7 i nationskonkurrencen. Sverige ramte hermed præcis samme resultat som ved vinter-OL 2022 i Beijing, hvor Sverige også opnåede med 18 medaljer (8 guld, 5 sølv og 5 bronze). De svenske medaljer blev vundet i 5 forskellige sportsgrene og især de kvindelige langrendsløbere – Frida Karlsson, Jonna Sundling, Ebba Andersson, Linn Svahn og Maja Dahlqvist – har imponeret stort med tilsammen hele 10 OL-medaljer. Sverige vandt også to guldmedaljer i curling til kvinderne og mixed double. De største skuffelser for Sverige er utvivlsomt, at det ikke lykkes at vinde medaljer i ishockey, hverken for kvinder eller mænd.

Finland – 6 medaljer, men ingen af guld

Finland var tæt på at nå samme antal medaljer, som ved vinter-OL 2022 i Beijng, hvor det blev til 8 medaljer (2 guld, 2 sølv og 4 bronze). Det blev imidlertid til 6 medaljer, men ingen af guld og kun én af sølv. De finske medaljer (1 sølv og 5 bronze) blev vundet i 4 forskellige sportsgrene: Ishockey, biathlon, langrend og nordisk kombineret. Det lykkes heller ikke Finland, at gentage OL-guldet i 2022 i nationalsporten ishockey. Holdet tabte i semifinalen til USA, men vandt efterfølgende bronzekampen mod Slovakiet. De finske resultater rakte kun til en beskeden 23. plads i nationskonkurrencen efter nationer som Tjekkiet, Australien og Slovenien.

Danmark – første individuelle OL-medalje og to positive debutanter

Danmark er ikke en vintersportsnation, men alligevel var der danske atleter og hold i 7 sportsgrene ved vinter-OL 2026 – det største antal nogensinde. Det lykkes sensationelt den 31-årige Viktor Hald Thorup at vinde sølvmedalje efter et taktisk flot finaleløb – den første individuelle OL-medalje til Danmark. Derudover overraskende både den 18-årige OL-debutant Maja Voigt, som blev nr. 9 monobob og skiskytten Anne de Besche, som blev nr. 16 i sprint. Det lykkes ikke ishockeyholdet for herrer at kvalificere sig til kvartfinalerne trods gode præstationer mod bl.a. USA og Tjekkiet, mens curlingholdet for kvinder fik en 7. plads.

Bedste nordiske vinter-OL nogensinde

Det er meget imponerede, at Norden med Norge og Sverige blandt de største  medaljetagere og et relativt begrænset antal indbyggere er i stand til at vinde tilsammen 66 medaljer (26 guld, 20 sølv og 20 bronze) ved vinter-OL 2026. Antallet af OL-medaljer er hermed tre flere end ved OL 2022 i Bejing, hvor det blev til i alt 63 medaljer, heraf 26 af guld til Norden. Der er altså grund til nordisk optimisme frem i mod “French Alps 2030“.

Kilder:  

Af

Den kommende lørdag aften tilbringer jeg i Milano sammen med 6 gode venner – ikke for at se på modetøj, dyre biler eller opera i ”La Scala”. Begivenheden er langt mere intens og interessant for en flok sportstosser; Danmarks anden kamp i den olympiske ishockeyturnering mod storfavoritterne fra USA. Sport på højeste internationale niveau – især ishockey – skal efter min mening opleves ”live on location” og ikke foran en tv-skærm. Af den årsag venter en særlig oplevelse i Milano Santagiulia Ice Hockey Arena, som er en nybygget multiarena med plads til 14.000 tilskuere.

OL-finaler i ishockey – magiske minder

Et af mine magiske sportsminder er OL-finalen 2010 ishockey mellem Canada og USA, som jeg oplevede sammen med 20.000 fantastiske hockeyfans i Canada Hockey Place, Vancouver. Kampen mellem de to hockeygiganter var intens og dramatisk fra første til sidste sekund. Canada bragte sig foran 2-0 i 1. periode, men kun 22 sekunder før slutfløjt i 3. og sidste periode udlignede USA til 2-2, hvilket chokerede hjemmepublikummet og tvang kampen i forlænget spilletid. Efter 8 minutter scorede superstjernen Sidney Crosby det ikoniske ”Golden Goal” og hele Canada eksploderede i jubel. Jeg husker stadig den ekstatiske stemning på alle barer og restauranter i Vancouver den søndag aften og nat for 16 år siden. Den 38-årige Sidney Crosby, der nu igennem 21 sæsoner har spillet mere end 1.500 NHL-kampe og scoret 1.947 point for Pittsburgh Penguins, kan i Milano vinde sin tredje OL-guldmedalje for ”Team Canada”.

Andre OL-finaler i ishockey har også brændt til fast i min bevidsthed, bl.a. Sveriges sejr på 3-2 over Canada ved OL 1994 i Lillehammer – finalen, som blev afgjort af legenden Peter Forsbergs straffe-slag. Også Finlands overraskende guldmedaljer ved det seneste OL 2022 i Beijing samt USA’s sejr i semifinalen over Sovjetunions storfavoritter – ”Miracle on Ice” – ved OL 1980 i Lake Placid står stærkt i mine erindringer.

NHL – verdens stærkeste ishockeyliga 

Hovedparten af de allerdygtigste hockeyspillere optræder til dagligt i National Hockey League (NHL), som er verdens suverænt stærkeste og mest kommercielle professionelle ishockeyliga.  NHL er en national koncern, som består af 32 hold – 25 i USA og 7 i Canada. Holdene er inddelt i to konferencer: Eastern og Western samt 4 divisioner: Atlantic, Metropolitan, Central og Pacific. Alle hold spiller 82 kampe i grundspillet, som afvikles fra oktober til april. Efter grundspillet afvikles et slutspil (playoffs) mellem de 16 bedste hold efter ”bedst af 7 kampe-princippet”. Vinderen af to konferencer mødes i finalen om et af verdens ældste og mest kendte sportstrofæer: Stanley Cup. På nuværende tidspunkt har kun en dansk spiller – Lars Eller – vundet dette trofæ, nemlig med Washington Capitals i 2018. Den 36-årige Lars Eller er med mere end 1.250 NHL-kampe den suverænt mest rutinerede spiller i Danmarks trup ved OL 2026.

NHL fastsætter alle fælles regler og kommercielle aftaler for alle hold. Det er f.eks. kampprogram (spilletidspunkter og arenaer), lønniveau for både holdet og de enkelte spillere (minimum og maksimum), forsikringssummer, spillerskift mellem holdene, disciplinære sanktioner og meget andet. Det er også NHL, som bestemmer om turneringen skal suspenderes under OL, hvilket giver alle NHL-profilerne mulighed for at vinde olympiske medaljer. NHL-turneringen var ikke suspenderet under de seneste to OL (Pyeongchang 2018 og Beijing 2022), dvs. uden deltagelse af mange af de allerbedste NHL-spillere. Det vil imidlertid ikke været tilfældet under det kommende OL i Milano.

USA – et hold af verdensstjerner

Suspendering af NHL under OL betyder, at såvel USA som en række andre topnationer – Canada, Finland, Tjekkiet og Sverige – stiller med mange verdensstjerner. Blandt topspillere på USA’s hold kan nævnes de to hyper farlige forwards: Auston Matthews fra Toronto Maple Leafs (748 NHL-kampe og 834 point) og Jack Eichel fra Vegas Golden Knights (706 NHL-kampe og 719 point) Derudover har USA en meget stærk defensiv med to backs med store offensive kvaliteter: Quinn Hughes fra Minnesota Wild (515 NHL-kampe og 492 point) og Charlie McAvoy fra Boston Bruins (640 NHL-kampe og 387 point) samt to af NHL’s absolut bedste målvogtere: Connor Hellebuyck fra Winnipeg Jets og Jake Oetttinger fra Dallas Star. USA’s trup på 25 spillere har indtil dato spillet i alt mere end 15.000 NHL-kampe, mens Danmarks trup er spillet lidt mere 3.000 NHL-kampe.

Danmark – få NHL-profiler, men stærk fight og unik holdånd

På det danske OL-landshold optræder foruden Lars Eller flere spillere, som er markante profiler på deres respektive NHL-hold: Målvogter Frederik Andersen fra Carolina Hurricanes (624 NHL-kampe), Nikolaj Ehlers også fra Carolina Hurricanes (776 NHL-kampe og 584 point), Oliver Bjørkstrand fra Tampa Bay Lightning (724 kampe og 431 point). Blandt Danmarks nøglespillere bør også nævnes kaptajnen Jesper Jensen Aabo, som har spillet ikke færre end 14 VM-slutrunder for ”løverne”. Jesper var meget fortjent Danmarks fanebærer ved OL-åbningen på Stadio San Siro. Der er ingen tvivl om, at netop disse spillere skal leverede toppræstationer, hvis Danmarks håb om en OL-kvartfinale skal realiseres. Der er heller ingen tvivl om, at OL-turneringen er et stort ”udstillingsvindue” bl.a. for den 20-årige Oscar Fisker Mølgaard, som allerede har fået NHL-debut for Seattle Kraken og den 25-årige målvogter Mads Søgaard, som igennem flere sæsoner har været tilknyttet Ottawa Senator.

Det er formentlig de færreste med viden om ishockey, som forventer point til Danmark mod USA på lørdag. Danmark har siden A-VM- debuten i 2003 og senest ved OL 2022 og VM 2025 på hjemmebane i Herning gentagne gange udvist stærk fight og unik holdånd. Af den årsag tror jeg på dansk point – enten mod Tyskland på torsdag (12.2.) eller Letland på søndag (15.2.), som er nr. 9 på IIHF’s rangliste – lige efter Danmark på 8. pladsen.

Kilder:

Af

For få uger siden opnåede Færøernes håndboldherrer med fantastisk opbakning fra mere end 6.000 færinger på tilskuerpladserne imponerende resultater ved ”EHF EURO 2026”. Færøerne var meget tæt på at kvalificere sig til mellemrunden og hermed opnå en placering blandt Europas 12 bedste nationer i den olympiske sportsgren. Færøerne har en meget realistisk mulighed for at kvalificere sig til ”2027 IHF World Championship” i Tyskland, som er vejen til OL 2028. Den kommende OL-turnering i Los Angeles vil bestå af 12 nationer, hvoraf 8 eller 9 formentlig vil være fra Europa.

De kommende uger vil Ukaleq Slettemark og Sondre Slettemark fra Grønland være blandt verdens dygtigste skiskytter, som konkurrerer om olympiske medaljer og national ære ved vinter-OL 2026 i Milano og Cortina d’Ampezzo. Atleter og landshold fra Færøerne og Grønland har ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at deltage i de olympiske lege som selvstændige nationer på grund af den Internationale Olympiske Komités inkonsistente regler.

Færøerne og Grønland uden selvstændigt medlemskab af IOC

Færøerne og Grønland har siden midten af 1980’erne arbejdet på og ansøgt om at opnå selvstændigt medlemskab af IOC, men begge er indtil videre blevet afvist af politiske årsager. Begge lande har selvstændige nationale idrætsforbund, Itróttamband Føroya (ÌSF stiftet 1939) og Grønlands Idrætsforbund (GIF stiftet 1953), som består af et relativt stort antal specialforbund, som f.eks. Hondbóltssamband Føroya (HSF) og Grønlands Biathlon Forbund (GBF). HSF, som blev stiftet i 1980, har i dag selvstændig status hos både European Handball Federation (EHF) og International Handball Federation (IHF). Det betyder at Færøernes kvindelige og mandlige håndboldlandshold kan kvalificere sig til og kæmpe om medaljer ved såvel Europa- som Verdensmesterskaber, men ikke ved Olympiske Lege. Ligeledes kan de to søskende Ukaleq og Sondre Slettemark repræsentere Grønland ved EM, VM og World Cups, men ikke ved vinter-OL.

IOC har ikke godkendt nationale olympiske komiteer i Grønland og på Færøerne på trods af flere ansøgninger

IOC bestemmer suverænt hvilke nationer, som kan deltage ved de olympiske lege. Ved OL 2024 i Paris deltog atleter og hold fra 204 nationer, mens mere end 90 nationer forventes at deltage med atleter og hold ved det kommende vinter-OL 2026 i Italien. På nuværende tidspunkt er det udelukkede atleter og hold fra nationer, som har en IOC-godkendt national olympisk komité (NOC), som har mulighed for at deltage ved OL. Og IOC har endnu ikke godkendt hverken Itróttamband Føroya og Grønlands Idrætsforbund som selvstændige NOC’er på trods af gentagne ansøgninger, senest fra ÍSF i 2023. Både Færøerne og Grønland har udvidet selvstyre med selvstændige parlamenter (Lagtinget og Inatsisartut) og regeringer (Landsstyret og Naalakkersuisut), men ikke fuld suverænitet. Det er blevet aktualiseret i de seneste uger, hvor især Grønlands status som en del af Kongeriget af forsvars- og sikkerhedspolitiske årsager er betonet af såvel politikere som medier. Statsretslige forhold betyder, at Kong Frederik X er formelt og ceremonielt er statshoved for Færøerne og Grønland.

IOC’s inkonsistente regler forskelsbehandler atleter og nationer

Præcis samme status som Kong Frederik X har Kong Charles III i forhold til nationer som f.eks. Saint Kitts og Nevis samt Antigua og Bardura, som begge er medlem af Commonwealth of Nations – en sammenslutning af selvstændige stater, som historisk har haft tilknytning til det britiske imperium. Både Saints Kitts og Nevis (42.000 indbyggere) og Antigua og Bardura (93.000 indbyggere) har med samme statsretslige forhold som Færøerne og Grønland IOC-godkendte nationale olympiske komitéer. Det betyder, at atleter og hold fra de to nationer siden henholdsvis 1976 og 1996 har været repræsenteret ved OL. De to nationer har omtrent samme indbyggertal som Grønland (57.000) og Færøerne (55.000), men væsentlig færre specialforbund i olympiske sportsgrene end de to transatlantiske ø-riger.

Føroya eller Danmark II til OL 2028 eller OL 2032?

Det er meget svært at gennemskue IOC’s motiver til og argumenter for den manglende godkendelse af selvstændige olympiske komiteer på Færøerne og Grønland. IOC nævner officielt en række forskellige kriterier: Selvstændighed, tilknytning til internationale specialforbund, uafhængighed, anti-doping, demokratisk struktur samt eksklusivitet i forhold af én NOC pr. nation. Der er efter min opfattelse en række økonomiske (sær)interesser, som ikke fremgår af de officielle dokumenter. De fleste NOC’er og olympiske specialforbund er totalt afhængige af økonomisk støtte fra IOC. De har dermed interesse i at fastholde flere nationer og sportsgrene udenfor den ”olympiske familie”.

Målsætningen om kvalifikation til VM 2027 i håndbold er bestemt realistisk for det færøske herrelandshold i håndbold. Måske er kvalifikation til OL 2028 i Los Angeles eller OL 2032 i Brisbane mere end et drømmescenarie for det stolte folkefærd. Det vil efter min mening være endnu en skamplet på IOC, hvis en eventuel OL-deltagelse skal ske under navnet Danmark II og … ikke Føroya.

Kilder:

Af

De kommende dage vil mere end 6.000 færinger være på plads i Unity Arena i Oslo-forstaden Bærum, når Færøerne spiller de tre indledende kampe ved ”Men’s EHF EURO 2026”. Modstanderne er Schweiz (16.1.), Montenegro (18.1.) og Slovenien (20.1.) – alle modstandere med flere meritter og større erfaring i international håndbold end ø-riget midt i Atlanten, som blot deltager i sin anden EM-slutrunde. Færøerne har efter min opfattelse gode chancer for point mod Montenegro, men Schweiz og Slovenien er umiddelbart mine favoritetter til de to pladser i mellemrunden.

Håndbold – en meget populær sport for børn og unge på Færøerne  

Færøerne, som består af hele 18 øer af vulkansk oprindelse mellem Storbritannien, Island og Norge, har siden 1814 været en del af Kongeriget Danmark med selvstyre i et af verdens ældste parlamenter: Lagtinget. Befolkningstallet på Færøerne er beskedne 54.000 – samme antal som i kommuner som Hillerød og Fredericia. På de fleste færøske øer er håndbold – sammen med fodbold – den mest populære og nogle gange også eneste fritidsaktivitet blandt børn og unge. Der er i dag 2.500 registrerede håndboldspillere på Færøerne og håndboldens popularitet betyder, at den relative andel af børne- og ungdomsspillere er næsten tre gange så stor som i Danmark. De seneste år har Færøerne opnået imponerede resultater, især VM-bronze ved U21 for herrer i 2025. Også kvindelandsholdets succes ved VM 2025 med bl.a. sejr over Spanien har skabt stor respekt og anerkendelse i international håndbold.

Færøerne uden selvstændigt medlemskab af IOC

Hondbóltssamband Føroya (HSF), som blev stiftet i 1980, har i dag selvstændig status hos både European Handball Federation (EHF) og International Handball Federation (IHF). Færøerne har siden midten af 1980’erne – desværre indtil videre forgæves – søgt selvstændigt medlemskab af den Internationale Olympiske Komité (IOC), som har afvist medlemskabet til Færøerne af politiske årsager. Samme holdning har IOC til selvstændigt medlemskab for Grønland. På nuværende tidspunkt har tre færøske atleter deltaget ved OL – repræsenterende Danmark – svømmeren Pál Joensen (2012) og de to roere – Katrin Olsen (2012) og Sverri Nielsen (2020). Derudover bør det nævnes, at Jóhan á Plógv Hansen, skiftede til dansk nationalitet og vandt sølvmedalje ved OL 2020 i Tokyo. Færøerne vil formentlig heller ikke optræde som selvstændig nation ved det kommende OL 2028 i Los Angeles.

Færøernes største profiler – også profiler i Bundesligaen og hos GOG

Færøernes pt. største profil på herrelandsholdet er Elias Ellefsen Á Skipagötu, som spiller sin 3. sæson for storklubben THW Kiel. Den 23-årige dynamiske bagspiller, som er blandt de mest scorende og assisterende spillere i Bundesligaen, har været skadet op til EM-slutrunden. Det vil være en meget stor svækkelse af holdet, hvis han ikke bliver kampklar. Også Hákun West Av Teigum, som er holdkammerat med Mathias Gidsel og Lasse Andersson hos mesterholdet Füchse Berlin, er en central nøglespiller for Færøerne. Den 23-årige højre fløj har i denne sæson stor succes i Füchse Berlin, hvor han har afløst legenden Hans Lindberg. Blandt de største profiler bør også nævnes den kun 20-årige Òli Mittún, fætter til Elias og R0i Ellefsen À Skipagötu, og lillebror til Pauli og Jana Mittún, som alle er landsholdspillere. Den talentfulde playmaker, som blev udnævnt til ”Most Valuable Player” ved VM for U21 i 2025, spiller nu for GOG med succes i såvel ligaen som Champions League.

Landsholdsspillere i hele Norden

Herreligaen på Færøerne består af 7 klubber, men flere af de allerbedste spillere vælger allerede som ungdomsspillere at udvikle sig i Danmark. Både Elias Ellefsen Á Skipagötu og Hákun West Av Teigum har således været tilknyttet SHEA i Skanderborg, hvorefter de er fortsat deres karriere i Sverige og Tyskland. De fleste landsholdsspillere er tilknyttet klubber i de bedste eller næstbedste ligaer i Norge, Sverige, Danmark eller på Island. Der er pt. mere end 30 spillere fra Færøerne, som enten er fuldtidsprofessionelle eller kombinerer elitehåndbold med studier eller deltidsarbejde i udlandet. Færøernes internationale succes blandt de mandlige ungdomslandshold har allerede fået mange agenter og flere storklubber i bedste europæiske ligaer til at rette blikket mod talenterne fra ø-riget i Atlanten.

Robusthed og identitet er blandt de vigtigste årsager

 Peter Bredsdorff–Larsen, som siden sommeren 2021 har været cheftræner for A-landsholdet, peger på flere sammenhængende årsager til den unikke talentudvikling i færøsk håndbold. For det første er spillerne særdeles robuste – ikke mindst mentalt. De er opvokset i barsk natur og under til tider ekstreme vejrforhold, som stiller fysiske krav om udholdenhed, mod og styrke. For det andet stiller spillerne, som meget ofte har familiære relationer med hinanden, store krav til sig selv og deres holdkammerater. Spillerne kender således hinanden rigtig godt, både i med- og modgang. Og for det tredje udviser de enkelte landshold stor intensitet og energi – uanset om modstanderen er Danmark, Sverige, Frankrig eller Tyskland, og uanset om holdet er langt foran eller bagud.

 Næste mål er kvalifikation til VM 2027

Fightervilje, mod og intensitet bliver der også brug for Færøerne, både ved det kommende EM og ikke mindst i forhold til kvalifikation til VM 2027, som afholdes i Tyskland. Det er ikke realistisk at Færøerne kvalificerer sig direkte til deres første VM-slutrunde ved EM 2026, men muligheden er der via VM-kvalifikationskampe i marts og maj 2026. Det vil være stort for både ø-rigets spillere, ledere og tilskuere at vise sig frem på de tyske arenaer i Køln, Kiel eller Hannover om et år.

Kilder:

Af

VM-finalen i kvindehåndbold på søndag sætter punktum for sportens internationale mesterskaber i 2025. Danmark nåede frem til kvartfinalen, hvor Frankrig var klart bedre end et dansk kvindelandshold, som var ramt af afbud fra flere rutinerede spillere.

Det er særdeles vanskeligt at sammenligne sportslige resultater, både nationalt og internationalt. Det skyldes primært en række metodiske udfordringer: Hvordan skal internationale konkurrencer – Europa- og Verdensmesterskaber, World Cups, Grand Slam-turneringer i tennis, Grand Tours i cykling eller Formel 1 i motorsport – sammenlignes? Hvordan skal vægtningen af medaljer af forskellig karat (guld, sølv og bronze) være i forhold til top-6, top-8 eller top-10 placeringer? Hvordan skal sportsgrene med mange discipliner som f.eks. atletik, roning, cykling og svømning sammenlignes med sportsgrene med kun én disciplin som f.eks. håndbold og ishockey. Og hvordan skal sportsgrene med ekstreme kapital- og medieinteresser som fodbold og golf vurderes i forhold til sportsgrene som f.eks. synkrosvømning og mountainbike-orientering?

Både Idrættens Analyseinstitut og internationale analyse- og forskningsinstitutioner f.eks. SPLISS anvender VM-medaljer og top-8 placeringer i olympiske sportsgrene som de bedste indikatorer på sportslig succes eller fiasko. Danske atleter og hold har i 2025 vundet i alt 11 VM-medaljer (2-1-8) og opnået 113 top-8 placeringspoints i olympiske sportsgrene, hvilket er på samme niveau som i de seneste to olympiader (2017-2020: 9 medaljer og 118 top-8 placeringspoint – 2021-2024: 10 medaljer og 116 top-8 placeringspoint).

Cykling – tilbage på medaljesporet efter skuffende OL 2024

De bedste danske sportslige præstationer i 2025 er efter min opfattelse opnået i cykling, håndbold, sejlsport og ridning. Cykling har såvel på landevej, BMX som bane efter et meget skuffende OL 2024 opnået imponerede resultater med 4 km-holdets VM-guld som højdepunktet. Også VM-bronzemedaljer til Amalie Didriksen i omnium og Lasse Norman Leth og Niklas Larsen i Madison, Magnus Dyhre’s 6. plads i BMX ved VM på hjemmebane og Mattias Skjelmose 4. plads til VM i Rwanda bør skabe stor optimisme frem imod OL 2028. Endelig bør Mads Pedersen’s topplaceringer i klassikerne Flandern Rundt (nr. 2), Paris-Roubaix (nr. 3) og Gent-Wevelgem (nr. 1) samt Jonas Vingegaards sejr i Vuelta a Espanâ og andenplads i Tour de France også nævnes blandt cykelsportens succeser i 2025. Cykling er sportsgrenen, som igennem det seneste tiår har vundet suverænt flest OL- og VM-medaljer, top-8 placeringspoint samt utallige sejre i Grand Tours og klassiker-løb.

Fem top-8 placeringer ved VM – største antal til sejlsport i to årtier

Anne-Marie Rindom, der vandt OL-sølv i 2024, har igennem det seneste tiår været ”trumfkortet” i dansk sejlsport, men glædeligvis viste nye OL-sejlere og en enkelt ”comeback-kid” overraskende gode VM-resultater i 2025. 46-årige Jonas Warrer, der vandt OL-guld i Beijing 2008 og hans makker – Mathias Sletten – vandt VM-bronze, mens Anna Munch blev nr. 4 i ILCA. Derudover opnåede tre besætninger top-8 placeringer ved VM i 49’er FX og 49’er. Fem VM top-8 placeringer er det største antal til dansk sejlsport i to årtier, hvilket lover godt for OL-resultater i Los Angeles.

Historisk rekord af håndbold-herrerne med fire VM-guld i stribe

Årets mest suveræne sportspræstation i 2025 blev efter min opfattelse leveret af håndboldherrerne, som ikke for alvor presset i en eneste af VM-turneringens 9 kampe. Danmark skrev hermed historie med fire VM-titler på stribe (2019, 2021, 2023 og 2025) og halede hermed med i alt 8 VM-medaljer (4-3-1) ind på Frankrig med 13 VM-medaljer (6-2-5) og Sverige med 12 VM-medaljer (4-4-4). Antallet af danske verdensklassespillere har aldrig været større end i dag, så der er intet som tyder på at medaljeregnen til håndboldherrerne stopper i de nærmeste år.

Tre EM-medaljer til dressurridning

Danmark har i de seneste år også opnået internationale topresultater i dressur, blandt andet VM-guld for hold i 2022. Også ved EM 2025 viste de danske ryttere høj klasse i en sportsgren, som er fuldstændig domineret af europæiske nationer. Holdet vandt EM-bronze, mens Cathrine Laudrup-Dufour var meget tæt på EM-guldet i de to individuelle discipliner (special og freestyle).

Meget skuffende præstationer i fodbold 

Årets største sportslige skuffelser i dansk eliteidræt har efter min opfattelse været fodboldlandsholdet, både det kvindelige og især det mandlige. Kvindelandsholdet tabte alle tre indledende kampe ved UEFA Women’s Euro 2025, mens herrerne (nr. 21 – World Ranking) ikke formåede at kvalificere sig direkte til FIFA World Cup 2026 efter uafgjort mod Belarus (nr. 99 – WR) på hjemmebane og nederlag på 2-4 mod Skotland (nr. 36 – WR). Danmark har dog fortsat mulighed for kvalifikation til slutrunden i USA, Mexico og Canada, hvis det lykkes at besejre Nordmakedonien (nr. 65 – WR), Irland (nr. 59 – WR) eller Tjekkiet (nr. 44 – WR) i marts 2026. Næste sommers VM-slutrunde vil for første gang omfatte 48 nationer – hvis Danmark ikke kvalificerer sig, vil det være en gigantisk fiasko.

Årets største positive overraskelse: Sejr over verdens stærkeste ishockeynation

Lad os slutte med den største positive overraskelse i dansk eliteidræt: Danmarks imponerede VM-semifinale i ishockey. VM-turneringen på hjemmebane blev en fantastisk succes, både på isen og omkring Jyske Bank Boxen i Herning. Sejre over Kasakhstan, Ungarn, Norge og Tyskland gav billet til kvartfinalen mod verdens mest vindende ishockey-nation: Canada. 12.000 tilskuere – alle i rød og hvidt – skabte en euforisk stemning og Danmark slog sensationelt storfavoritterne fra Canada med 2-1. Kræfterne var sluppet op og Danmark var chanceløs, både mod Schweiz i semifinalen og Sverige i bronzekampen. Jeg glæder mig til at følge Danmark om to måneder ved OL 2026 i Milano, hvor Danmark i den indledende pulje møder USA, Tyskland og Letland.

Jeg ønsker hermed alle i dansk eliteidræt et rigtig godt nyt (sports) år med tak for mange gode oplevelser i 2025.

Kilder:

Af

Talent er et komplekst og nuanceret fænomen. Genetik, færdigheder, indlæringsevne, engagement, vedholdenhed, sociale relationer og miljø er blot nogle få af mange karakteristika for talenter – uanset om talentets domæne er sprog, matematik, musik, graffiti eller idræt. Der findes ingen facitliste i forhold til at identificere og udvikle talenter i idræt, heller ikke specifikt i de enkelte idrætsgrene. Det skyldes, at de mange karakteristika er dynamiske og differentierede. Der er således markant forskel på at identificere og udvikle talenter i individuelle idrætsgrene som skydning, brydning og svømning i forhold til holdsport som fodbold, ishockey og rytmisk sportsgymnastik. Forskelle i kultur, værdier, regler, holdninger og adfærd i de enkelte idrætsgrene er nemlig langt større end lighederne. Det vil derfor være meget individuelt, hvilke idrætsgrene, der matcher det enkelte barn eller unges personlighed og motivation.

 

International forskning indenfor fodbold har vist, at identifikation af talenter, dvs. børne- og ungdomsspillere med potentialer til at nå højeste nationale niveau som seniorspillere, hverken er hensigtsmæssig eller mulig, før spillere når 14-15 årsalderen. Praksis er imidlertid, at der – også i dansk idræt – udpeges og udvælges for mange ”talenter” alt for tidligt, ofte helt ned til 8-9 årsalderen. Denne tendens, som ikke kun er udpræget i dansk fodboldkultur, er utvivlsomt en af de væsentligste årsager til markant frafald i de ældste ungdomsårgange inden for mange idrætsgrene.

Der findes i dag solid forskning og mange praksiserfaringer, såvel i Danmark som internationalt, om talentudvikling. Der er efter min opfattelse tre områder, som har særlig betydning i forhold til at udvikle et stærkt og bæredygtigt talentmiljø for 16-20-årige.

God træningskvalitet er altafgørende

For det første skal talenter opleve god kvalitet i de enkelte træningspas. Ligeledes skal der være en ”rød tråd” i træningen, både i forhold til indhold (træningsøvelser) og progression (udvikling). Træningen skal således være tilpasset de unges alder og udviklingstrin, såvel fysisk, teknisk, taktisk, mentalt som socialt. Både træningsmængde og -intensitet skal gradvis øges ud fra en række fysiske og kognitive parametre. Mange ungdomstrænere anvender glædeligvis i dag principper, metoder og indhold fra aldersrelaterede træningskoncepter (ATK), som er beskrevet og formidlet i de fleste idrætsgrene. Derudover er det essentielt, at talenter lærer metoder og redskaber til egen læring. Idræt kan have stor indflydelse på udviklingen af unges ansvarlighed, selvstændighed og kreativitet. En forudsætning for at det lykkes er, at træneren kan og vil give slip på envejskommunikation, stram styring og faste rammer. Denne type af ledelse forudsætter fagligt dygtige trænere. Foreningen skal altså være meget opmærksom på at rekruttere og uddanne kompetente talenttrænere. Derudover bør foreningen udarbejde en udviklingsplan for den enkelte talenttræner og meget gerne supplere med en mentor-ordning, hvor talenttræneren kan søge råd og vejledning hos en eller flere erfarne seniortrænere. Fagligt kompetente trænere er med andre ord nøglepersoner i relation til de unge talenters udvikling, både sportsligt, menneskeligt og socialt.

Talenttrænere skal være opmærksomme, empatiske og stille krav

For det andet skal foreningens talentarbejde drives af flere personer med gode menneskelige egenskaber og ikke af én enkelt ildsjæl, som varetager stort set alle opgaver. Både talenttrænere og ungdomsledere skal være meget bevidste om, at der i løbet af en sæson ofte forekommer både op- og nedture, såvel for den enkelte som for hele holdet. Mange unge er i dag meget sårbare og skrøbelige, hvilket betyder, at ungdomstrænere og -ledere i langt større grad end tidligere skal være opmærksomme på problemer og udfordringer, som ikke nødvendigvis er knyttet til idrætten, holdet eller foreningen. Lederne må altså besidde egenskaber som empati og fleksibilitet, men også sætte rammer for og krav til både den enkelte og holdet i forhold til værdier, normer og adfærd. Årsagerne til fravalg af idræt kan for mange unge skyldes forhold, som er relateret til f.eks. familie, kærester, skole og uddannelse og ikke nødvendigvis til kammerater, trænere eller ledere i klubben. Al erfaring viser, at de stærke og bæredygtige talentmiljøer ofte af båret af stærke og karismatiske personer, som er meget passionerede for deres idrætsgren. Derudover er stærke og bæredygtige talentmiljøer præget af stabilitet i lederskabet (trænere og ledere), konkrete målsætninger og realistiske handleplaner som styringsredskaber.

Fokus på både udvikling og resultater

 For det tredje skal et velfungerende talentmiljø fokusere på både udvikling og resultater, som ikke er modsætninger. Talenter udvikles bedst ved at træne med og konkurrere mod andre, som er dygtigere end en selv. Ligeledes er det vigtigt, at talenter lærer både at vinde og tabe, så overgangen fra de ældste ungdomsrækker til seniorhold ikke skal blive alt for voldsom. Der er i disse år en udpræget tendens til at mange trænere, både talent- og elitetrænerne på seniorniveau, fokuserer mere på proces og præstation end på produkt og resultat. Talenttræneren skal tilrettelægge en langsigtet udvikling af den enkelte og holdet, men træneren skal også være bevidst om, at mental styrke opbygges bedre gennem succesoplevelser og sejre end gennem frustrationer og nederlag. Talenttræneren skal også acceptere, at mange talenters bundniveau i kampe og til stævner til tider kan være overraskende lavt. Der handler derfor om at skabe større stabilitet og mindre udsving i talentets præstationer for at opnå bedre resultater.

En af nutidens største udfordringer for mange unge – også de største talenter – er at foretage selvstændige beslutninger og valg, hvilket er essentielt i alle idrætsgrene. Det er nemlig nødvendigt at lære at tage ansvar for sig selv og sine holdkammerater både på og udenfor idrætsarenaen – kun på den måde kan talenter realisere deres potentialer.

Kilder:

  • Adam Kelly (ed.): Talent Identification and Development in Youth Soccer. A Guide for Researchers and Practitioners (Routledge, 2024).
  • Joseph Baker, Stephen Cobley, and Jörg Schorer; Talent Identification and Development in Sport. International Perspectives (Routledge, 2020)
  • Kristoffer Henriksen, Carsten Hvid Larsen, and Louise Kamuk Storm: All you need to know about talent development in sport (Athlete Insight Press, 2024).

 

Af

En af det mest veldokumenterede kilder til at forstå og forklare de seneste tiårs udvikling i international sport er bogen ”Autokrati A/S – Diktatorerne, som vil styre verden”, som blev udgivet sidste sommer. Bogen, som er skrevet af den internationalt anerkendte historiker og politisk kommentator Anne Applebaum, beskriver to skræmmende tendenser: Autokratiers stigende dominans af verdensordenen og autokratiers foragt for og had mod demokratiske kerneværdier som ytrings- og forsamlingsfrihed, adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende instanser samt demokratisk kontrol gennem frie valg for alle borgere.

Autokratier anvender sport som indenrigs- og udenrigspolitisk redskab

Autokrati er en styreform, hvor magten er samlet hos én diktatorisk leder eller grupper af ledere, der bakkes op af magtfulde netværk. Netværkene består af avancerede økonomiske systemer, sikkerhedstjenester som militær, paramilitære grupper og politi samt teknologieksperter inden for overvågning, propaganda og misinformation. Det er åbenlyst at stormagter som Kina og Rusland har disse karakteristika, men også lande som Saudi Arabien, Qatar, Forenede Arabiske Emirater, Ungarn og Rwanda er moderne autokratier, præget af korruption og forfølgelse af politiske modstandere, der ønsker demokrati. Lige så åbenlyst er det, at autokratier i stigende omfang bevidst, strategisk og systematisk anvender sport som indenrigs- og udenrigspolitik redskab.

Moderne autokratier er ikke styret af ideologi, men af egeninteresser og profitmaksimering. Globaliseringen har medført, at autokratier ofte med statskontolerede virksomheder som ”ambassadører” indgår i økonomiske netværk både med andre autokratier og ikke mindst med kommercielle samarbejdspartnere i vestlige demokratier, multinationale investeringsfonde samt globale tech- og mediekoncerner.

Næsten ¾ af verdens befolkning lever i autokratier

Det anslås, at der blandt verdens mere end 200 lande er næsten lige mange demokratier og autokratier, og at 71 pct. af verdens befolkning lever i autokratier – en andel, som er steget fra 48 pct. i 2013. De antidemokratiske strømninger er en global udfordring, som er særlig markant i Asien, Afrika og i Østeuropa. Flere autokratier og færre demokratier blandt verdens lande har stor indflydelse på internationale sportsorganisationer. Langt de fleste internationale specialforbunds generalforsamlinger er baseret på, at alle medlemslande har en stemme hver, uanset hvor mange atleter landet har, og hver stemme tæller lige meget. Det betyder, at autokratier – altså lande, hvor principper om gennemsigtighed, åben dialog, menneskerettigheder og demokratisk kontrol er enten begrænset eller totalt fraværende – får større og større indflydelse på internationale specialforbunds afgørende beslutninger. Dette gælder f.eks. sammensætning af de enkelte forbunds politiske ledelse og tildeling af værtskaber for internationale mesterskaber.

Det er bemærkelsesværdigt, at verdens to største sportsevents – Olympiske Lege og VM i fodbold – i de seneste tiår hovedsageligt er afholdt i autokratier: OL 2008 og vinter OL 2022 i Kina, vinter OL 2014 og VM 2018 i fodbold i Rusland, VM 2014 i fodbold og OL 2016 i Brasilien og senest VM 2022 i fodbold i Qatar.

Er USA på vej til at afvikle demokratiet?

USA’s geopolitiske rolle i verden har med valget af Donald Trump som præsident ændret sig radikalt, ligesom det amerikanske demokrati er alvorligt truet af Trumps utallige dekreter og ordrer, som ofte er i direkte strid med USA’s forfatning. Trumps manglende anerkendelse af domstolsafgørelser, overtrædelse af migranters rettigheder og forfølgelse af politiske modstandere svækker også demokratiet i USA. Det er velkendt, at den amerikanske præsident igennem en årrække har været særdeles passioneret og økonomisk engageret i sport. Der er heller ingen tvivl om, at Trump i vid udstrækning vil bruge både VM 2026 i fodbold og OL 2028 i Los Angeles som indenrigs- og udenrigspolitisk platform for personlig profilering. Dette blev betonet af flere oplægsholdere på Play the Game 2025, som netop er afholdt i Finland.

Forestillingen om sportens autonomi bliver mere og mere tragikomisk

International sport har igennem de seneste tiår været udfordret af en række alvorlige trusler mod sportens integritet og troværdighed: Doping, matchfixing, illegalt spil, korruption og fravær af good governance for blot af nævne nogle få. Samtidig har internationale sportsorganisationer som f.eks. IOC, FIFA og WADA med større eller mindre succes forsøgt at fastholde sport som en autonom sektor uden indblanding fra stater og private virksomheder. Med autokratiers hastige fremmarch på bekostning af demokratier synes sportens udfordringer kun at blive flere og større i de kommende år, ligesom forestillingen om sportens autonomi bliver mere og mere tragikomisk.

Kilder:

Anne Applebaum: Autokrati A/S – Diktatorerne, som vil styre verden (Kristeligt Dagblads Forlag, 2024).

Democracy Winning and Losing at the Ballot – Democracy Report 2024 (V-Dem, University of Gothenburg, Sweden).

Steve Menyra: Sportswashing turns inward as the US faces criticism ahead of major global events (Play the Game 2025 – 6.10.2025) – Sportswashing turns inward as the US faces criticism ahead of major global events

Af

Der kan altid anvendes flere ressourcer – penge og tid – i eliteidræt, såvel i klubber, forbund som Team Danmark. På den måde ligner sektoren en række andre velfærdsområder som f.eks. børnepasning, ældreomsorg og sygdomsbehandling. Og ligesom på disse områder kan der også i eliteidræt anvendes rigtig mange ressourcer med meget ringe effekt. Det handler altså for ledelsen – dvs. bestyrelsen, direktøren, sportschefen og cheftræneren – om at anvende præcis de “nødvendige og tilstrækkelige” ressourcer på den enkelte atlet, holdet, klubben og forbundet. Det er en (meget) svær opgave, men altafgørende for at opnå sportslig succes. Det er altid ledelsens ansvar og pligt at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for atleten, holdet, klubben eller forbundet. Og aldrig glemme at dygtige og flittige atleter er den vigtigste forudsætning for gode sportslige resultater. Ledelse er en dynamisk og kompleks proces, hvor der ikke findes en facitliste for de rigtige handlinger og løsninger – heller ikke i eliteidræt. Der er efter min opfattelse imidlertid tre forhold, som bør have stort fokus og høj prioritet hos klubben, forbundet og eliteorganisationens ledelse.

For det første skal ledelsen ansætte personer med stærke faglige kompetencer og gode menneskelige egenskaber. Ligeledes er det ledelsens ansvar af afskedige medarbejdere med udgangspunkt i saglige argumenter og på en anstændig og værdig måde. Faglige kompetencer i form af formel uddannelse og praksisbaserede erfaringer bør altid vægtes meget højt, når klubledelsen skal rekruttere f.eks. en ny sportsdirektør eller cheftræner eller forbundet skal ansætte landstrænere eller udviklingschefer. For eliteorganisationer som f.eks. Team Danmark er opgaven at rekruttere de allerdygtige faglige eksperter, som kan rådgive, vejlede og udfordre sportschefer, landstrænere og atleter, som konkurrerer på internationalt topniveau.

Det sker desværre alt for ofte i dansk eliteidræt at klubber og forbund ansætter nøglepersoner med ingen eller begrænset uddannelse og/eller få års praksiserfaring. Der er heller ingen tvivl om at gode menneskelige egenskaber, blandt andet evne og vilje til at samarbejde, håndtere konflikter og dilemmaer samt skabe og udvikle fælles ejerskab på holdet, i klubben eller forbundet over tid har fået større betydning for sportslige resultater og udvikling af gode træningsmiljøer.

For det andet skal klub- eller forbundsledelsen i videst muligt omfang sikre kontinuitet, både i forhold til målsætninger, strategier og medarbejdere. Alt for mange klubber og forbund skifter i disse år alt for ofte fokus og kurs, ikke mindst på grund af ydre pres fra medlemmer, fans og medier.  Kortvarige ansættelser i få måneder af cheftrænere, landstrænere, direktører og sportschefer er desværre (også) blevet almindeligt i dansk eliteidræt. Denne tendens er efter min mening en af de allerstørste trusler mod gode internationale resultater for danske klubber og landshold. Det er en faktuel kendsgerning at kontinuitet i sportslige ledelse er essentiel for verdens bedste sportsnationer, som f.eks. Norge, Australien og Holland. Samme faktum gælder mange danske og udenlandske klubber, som har stor succes med udvikling af talenter med internationale potentialer.

For det tredje har kommunikation – både internt og eksternt – i dag meget stor betydning for alle klubber og forbund med ambitioner om sportslig succes. Det er helt afgørende at klubben eller forbundet har afstemt rolle- og ansvarsfordeling mellem den politiske, administrative og sportslige ledelse i forhold til dialog med og kontakt til medierne. Sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn og X har skabt helt nye arenaer, hvor alle – uanset fagligt vidensniveau og følelsesmæssig kontrol – kan udtrykke synspunkter og holdninger, som for få år siden var helt uacceptable. Det sker desværre alt for ofte at klubben og forbund kommer ”på bagkant” især i pressede situationer, lige som tavshed og ”ingen kommentarer” meget ofte skaber unødige udfordringer og problemer for klubben eller forbundet.

Der er ingen lineær sammenhæng mellem ressourcer og resultater i eliteidræt. Flere ressourcer i form af bedre økonomi og mere tid kan være værdifuld for klubben, forbundet eller Team Danmark. Det kræver imidlertid at ledelsen foretager velovervejede og fornuftige investeringer af ressourcerne på kort og lang sigt. Ligeledes kan færre ressourcer også være værdifuldt, idet fokus og prioritering på det ”nødvendige og tilstrækkelige” kan være nemmere at identificere med færre end flere ressourcer.

Du kan læse mere om ledelse i eliteidræt her: