Uncategorized @da

Team Danmarks elitekommuner – et samarbejde mellem mange aktører

Samarbejdsaftalerne, som typisk er indgået for en 4-årig periode, har som overordnet formål at optimere rammer og fremme vilkår for eliteidræt og i særdeles talentudvikling i de enkelte kommuner. Aftalerne er forskellige fra kommune til kommune, men langt de fleste aftaler omfatter indsatsområder som f.eks. prioriterede idrætsgrene, særligt tilrettelagte uddannelsesforløb på folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, klubudvikling, kompetenceudvikling af trænere og idrætslærere, vidensdeling og netværk samt servicetilbud som f.eks. sportsmedicin, fysioterapi, kostvejledning og sportspsykolog.

Et af indsatsområderne – samarbejdet mellem skoler, kommuner, klubber, forbund og Team Danmark om idrætsklasser i udskolingen, hvor børn og unge indgår i et ”dobbelt karriereforløb”, der kombinerer sport og uddannelse – er nu beskrevet og diskuteret i bogen: ”Talentudvikling og eliteidræt i skolen” (Aarhus Universitetsforlag, 2019). Bogen, der er redigeret af Jens Chr. Nielsen og Jesper Stilling Olesen, lektorer ved DPU, Aarhus Universitet i henh. pædagogisk psykologi og pædagogisk antropologi, er udarbejdet på baggrund af et fireårigt forskningsprojekt i perioden 2013-2017. Forskerne har fulgt en årgang idrætselever på 4 skoler fra 7. til 9. klasse ved hjælp af både kvalitative metoder (interviews og observation) og kvantitative metoder (spørgeskemaer). Hermed er idrætseleverne, både dem som har haft succes og dem, der har haft vanskeligt ved at leve op til forventningerne om en progressiv sportslig udvikling, fulgt under udvikling og ikke mindst i de op- og nedture, der i nogle tilfælde har bragt dem tættere mod eliten og i andre tilfælde har ført til ophør med eliteidræt.

Nye teorier og perspektiver om talentudvikling og uddannelse

Bogen er generelt velskrevet og introducerer nye teorier og perspektiver til den eksisterende litteratur om talentudvikling og uddannelse. Og ikke mindst beskrives og diskuteres en række centrale kontroverser og dilemmaer om børn, unge og eliteidræt med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale. Bogen indeholder 13 kapitler om bl.a. talentudvikling under forandring, international forskning i talentudvikling og uddannelse, idrætsklasser under udvikling, uddannelses- og kulturpolitiske tiltag, forberedelse til dual career, transitioner i sport, de synlige talenter og overgangen til ungdomsuddannelse samt en omfattende litteraturliste. Jeg vil især fremhæve 3 emner, hvor bogen bibringer dansk og international eliteidræt ny viden ud fra teoretiske overvejelser og virkelighedens praksis.

Idrætselever i en idrætsklasse – og ikke talenter i en eliteidrætsklasse

For det første fremhæver forfatterne at målgruppen for et kombineret skole- og idrætstilbud i udskolingen bør defineres som ”idrætselever i en idrætsklasse”. Der er ingen tvivl om at talentudvikling har i det seneste tiår fået meget stor fokus såvel i uddannelsessystemet, erhvervslivet som kultur- og idrætsverdenen. Den primære årsag til denne udvikling har været at talentudvikling i stigende grad har været anset som en afgørende forudsætning for at mindre nationer som f.eks. Danmark kan klare sig i den internationale konkurrence. Der er imidlertid heller ingen tvivl om at der i de seneste tiår er ”udpeget” alt for mange ”talenter” alt for tidligt – ikke mindst i sportens verden. Der findes efter min mening ingen større floskel end udsagnet: ”Alle har talent” og det er ganske få procent af idrætseleverne i idrætsklasserne, som kan – og bør – inkluderes af Team Danmarks definition af ” … et talent, som er en ungdomsatlet med kompetencer og færdigheder i en sportsgren, som sandsynliggør en langsigtet udvikling som senioratlet på højeste internationale seniorniveau”. Langt hovedparten af idrætseleverne, både i og uden for Team Danmarks Elitekommuner, kommer aldrig i nærheden af den kategori. Af den årsag bør alle skoler, klubber, forbund og naturligvis også Team Danmark fremadrettet benytte begrebet ”idrætselever” og ”idrætsklasser” i stedet for ”talenter” og ”eliteidrætsklasser” – ikke mindst for idrætselevernes skyld. På tilsvarende vis er det også værdifuldt at forfatterne introducerer begrebet ”dual becoming” i stedet for ”dual career”. Der er for idrætseleverne i 14-16 års-alderen netop tale om en tilblivelsesproces og ikke hverken en sportslig eller skolemæssig ”karriere”. Der kan efter min opfattelse allertidligst være tale om en karriere, både sportsligt og uddannelsesmæssigt, efter afsluttet ungdomsuddannelse og en sportslig transition fra junior til senior.

“Dobbelt commitment” – idrætselever, som både kan og vil 

For det andet redegør forfatterne for at ”dobbelt commitment” er altafgørende som adgangskort til en god talentudvikling. ”Commitment” er udtryk for et særligt stærkt engagement og kan defineres som en generel psykisk tilstand, som kan forklare en persons målrettede handlinger over en længere tidsperiode. Forfatterne understreger også at ”commitment” er et relationelt og dynamisk fænomen, som ideelt set bør gælde begge domæner: Sport og skole. Præmissen for at blive udvalgt og forblive i en idrætsklasse igennem 3 år er at den enkelte idrætselev har et vist kompetenceniveau indenfor deres sportsgren, at idrætseleven fortsat kan udvikle denne kompetence i retning af eliteniveau, og at de har viljen til at gøre det, dvs. at idrætseleven har ”commitment” til eliteidræt. Ligeledes forventes det at idrætseleven har faglige skolekompetence og vilje til bl.a. at lave lektier og aflevere opgaver. Idrætseleven skal altså ”kunne” og ”ville”, både skolen og sporten. Den opgave løses af en del idrætselever, men langt fra de fleste. Hovedparten af idrætseleverne befinder sig således ofte under et ”krydspres” mellem sporten og skolen, hvor der stilles forskellige forventninger og krav fra bl.a. forældre, lærere, trænere, kammerater, søskende og ikke mindst idrætseleverne selv. Bogen beskriver meget flot – konkret og direkte – ”krydspresset” for de forskellige typer af idrætselever. En af bogens få svagheder er at den ikke giver noget svar på hvor stor en andel af idrætselever, som behersker kompetencer og ”commitment” på begge domæner og hvor mange idrætselever, som reelt er ”fejlplaceret” i en idrætsklasse.

Markante forskelle mellem sportsgrene – og mellem piger og drenge

For det tredje betoner forfatterne ofte i bogen at idrætselever i idrætsklasser bør anskues som processuelle og relationelle fænomener, der involverer mange forskellige aktører: Idrætseleven, lærere, trænere, koordinatorer, vejledere, forældre, kammerater, kærester og mange andre. Et stærkt talentudviklingsmiljø består ikke kun af mennesker, men også af en række materielle anlæg og genstande som skolebygninger, idrætsanlæg, sportsudstyr og rekvisitter samt policy-dokumenter, målsætninger, ideologier, normer og visioner. Det komplekse og kontroversfyldte felt – talentudvikling og elitesport i skolen – kommer også klart til udtryk igennem forskningsprojektets beskrivelser og diskussioner af de markante forskelle i adfærd og holdninger, bl.a. hos to køn – piger og drenge – og mellem de forskellige sportsgrene.

”Talentudvikling og eliteidræt i skolen” bør efter min opfattelse være obligatorisk pensum for enhver træner, lærer, forældre, koordinator, som beskæftiger sig med børn, unge og eliteidræt – og som vil følge dem bedst muligt på vej videre i eller … ud af elitesport.

Bogen kan købes hos Aarhus Universitetsforlag: https://unipress.dk/udgivelser/t/talentudvikling-og-elitesport-i-skolen/

Fra mangekamp til specialisering – 400 meter hæk

Allerede i foråret 2013 viste de første tegn på Karsten Warholms unikke talent i sig ved de norske ungdomsmesterskaber. Warholm var tilmeldt og vandt 8 discipliner over 3 dage – trespring, 60 meter hæk, 400 meter, højdespring, 60 meter, 200 meter, længdespring og stafet – og i 6 af disciplinerne satte han nye norske rekorder. Senere på året blev han også ungdomsverdensmester i tikamp og en unik international karriere kunne for alvor tage fart. I ungdomsårene var alsidighed Warholms særkende og frem til 2014 deltog Warholm både i tikamp og specifikke discipliner som længdespring, hækkeløb og 400 meter. Warholm svageste præstationer i tikamp var kastedisciplinerne: Kuglestød, diskoskast og spydkast. ”Karsten har altid haft et meget stort talent og så har træningen i tikamp i barne- og ungdomsårene lagt en meget solid træningsbasis. Derudover har han også altid haft lyst til at træne for at blive bedst. Han har en stor tro på egne evner og han har en usædvanlig evne til at presse sig selv, således at han udnytter sit potentiale fuldt ud”, siger Hanne Haugland, OLT-coach som har fulgt Warholms udvikling igennem en årrække og som i dag er kontaktperson mellem Olympiatoppen – den norske eliteidrætsorganisation – og ”Team Warholm”. I 2015 flyttede Warholm fra Ulsteinvik til Oslo, hvor han indledte et samarbejde med den meget kompetente og erfarne træner – 62-årige Leif Olav Alnes. Netop dette samarbejde har haft meget stor værdi og betydning for Warholms imponerende karriere i de seneste 4 år. Hanne Haugland udtrykker det således: ”Da Karsten, sammen med Leif Olav Alnes, besluttede sig for at satse 100 % på 400 meter hæk, så førte kvalitet og kompetence i målrettet træning til stor fremgang på kort tid. Karsten fik stor nytte og gavn af Leif Olav enorme erfaring fra bl.a. sprinttræning og biomekanik og Leif Ola fik glæden ved at træne en atlet, som var villig til at satse 100 %. Det har været det perfekte match mellem en 100 % dedikeret atlet og en 100 % dedikeret træner, som har ført til verdensklasse”, siger Haugland.

Utraditionelle valg og prioriteringer  

Warholm og Alnes har også sammen foretaget en række bevidste og utraditionelle valg. Blandt andet har Karsten Warholm valgt udelukkende at træne sammen med piger: Amalie Iuel, Elisabeth Slettum og Solveig Hernandez – alle hækkeløbere på samme alder som Warholm. Den daglige træning foregår i Vålerengas Vallhall, Bislett Stadion og Olympiatoppens træningscenter på Sognsvann, hvor ”Team Warholm” med Leif Olav Alnes suppleret af assistenttræner Andreas Thorkildsen har ansvaret for træningen. Den daglige træningsmængde er meget stor – ofte 6-8 timer – og især Alnes’ anvendelse af utraditionelle træningsredskaber, har været til stor gavn og inspiration for Warholms udvikling. Derudover samarbejder teamet også med Olympiatoppens eksperter om kostvejledning, testning og andre faktorer, som har afgørende betydning for internationale toppræstationer. Warholm sætter stor pris på de uformelle samtaler med de tre piger, også om emner som ligger langt fra atletikkens verden. ”Mine træningskammerater er på ingen måde mine konkurrenter og de tre piger er med til at skabe en målrettet og seriøs atmosfære i vores træningsgruppe, men hvor der også er plads til humor og sjov mellem os” har Warholm bl.a. udtalt til norske medier om det utraditionelle valg af træningskammerater.

Kvalitet i hverdagens træning – fremfor præmiepenge ved internationale stævner

Et andet utraditionelt valg som Warholm og Alnes har foretaget er at fravælge konkurrencer uden for Europa, også på bekostning af de meget store penge, som er forbundet med deltagelse og sejre i bl.a. Diamond League-stævnerne. Warholm kan naturligvis godt lide at konkurrere, men det er faktisk den daglige træning som han værdsætter allermest. Han har bl.a. udtalt til Norsk TV at ”…  jeg finder ekstrem stor glæde ved at udvikle mig og den udvikling sker som oftest i træningen. Konkurrencer er jo vigtige for at opnå lidt ekstra, men træningen er det altafgørende grundlag. For mit vedkommende – og det lyder måske lidt som en kliche – er penge langt fra nogen drivkraft. Jeg har aldrig brugt min tid og energi på atletik for at tjene mange penge. Jeg stiller kun op for at præsentere – ikke for at tjene penge ved at stille op i de enkelte løb. Penge er drivkraften for mange topatleter, men jeg vil gerne være en form for modpol til denne holdning”, siger Warholm og fortsætter: ”Når jeg får tilbud om penge, så siger jeg jo ikke nej – det vil være for dumt. Men for mig har det langt større værdi at levere varer på banen. Glæden ved idræt kommer frem for alt”. Denne holdning har også betydet at ”Team Warholm” fravælger en del internationale stævner i f.eks. Asien, Oceanien og USA. ”Det er meget krævende at rejse rundt i verden og du mangler som oftest søvn, rytme og restitution efter sådanne ture. Vi har derfor udvalgt få vigtige internationale konkurrencer i løbet af sæsonen – og allerhelst i Europa. For mig er det utrolig vigtigt at jeg glæder mig til de løb, som jeg skal deltage i – så er min motivation helt i top”, siger VM- og OL-favoritten Karsten Warholm.

Roning er “økonomisk topscorer” blandt Team Danmark-forbund

Dansk ronings flotte OL-resultater er en af de væsentligste årsager til at DFfR er blandt topscorerne i forhold til økonomiske ressourcer og ekspertbistand fra Team Danmark. Støttebeløbet i 2019 er på mere end 9 mio. kr. og i løbet af en 4-årig periode frem imod OL 2020 nærmer støttebeløbet til dansk roning sig 40 mio. kr. Ud fra det perspektiv bør der også, både fra DFfR og Team Danmark, være ambitiøse målsætninger og høje forventninger til de danske resultater ved OL 2020. På den baggrund bød VM 2019, der blev afholdt i Linz-Ottensheim, på både positive og negative præstationer af de danske roere. Danmark var repræsenteret i 8 olympiske bådklasser, men det lykkes kun i 2 klasser –Sverri S. Nielsen i singlesculler for mænd og firer uden styrmand for kvinder med Christina Juhl Johansen, Lærke Berg Rasmussen, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen – at kvalificere sig til OL 2020. Jeg tror også at det lykkes Fie Udby Erichsen i single sculler for kvinder at kvalificere sig til OL 2020 ved én af de to sidste regattaer i foråret 2020, men i alle øvrige klasser var de danske roere desværre meget langt fra OL-kvalifikation: Letvægtsdobbeltsculler for mænd blev nr. 17 (OL-kvalifikation top 7), toer for kvinder blev nr. 17 (OL-kvalifikation top 11), toer for mænd blev nr. 15 (OL-kvalifikation top 11), firer for mænd uden styrmand blev nr. 16 (OL-kvalifikation top 8) og otter for kvinder blev nr.11 (OL-kvalifikation top 5). Disse mandskaber har stadig mulighed for at opnå OL-kvalifikation ved FISA’s kontinentale kvalifikationsregatta eller ved FISA’s olympiske kvalifikationsregatta, som afholdes i foråret 2020, men ud fra præsentationerne ved VM 2019 bliver det efter min opfattelse meget vanskeligt at opnå OL-kvalifikation i flere end 3 klasser. Der er simpelthen for lang afstand fra mandskabernes nuværende sportslige niveau til niveauet, som er nødvendigt for at opnå én af de få OL-kvalifikationspladser, som er tilbage. Til sammenligning kan det nævnes at Danmark var repræsenteret i 6 klasser – W1x, W2-, W2x, LW2, LM2 og LM4 – ved OL 2016 i Rio.

En færing og firer uden styrmand for kvinder er medaljekandidater ved OL 2020

Danmarks største medaljechancer ved OL 2020 må på nuværende tidspunkt tilskrives den 25-årige færing Sverri S. Nielsen, som vandt VM-sølv efter tyskeren Oliver Zeidler, men foran den regerende verdensmester Kjetil Borch i en meget spændende A-finale. Færingen har gennemgået en fantastisk udvikling, især i det seneste år med bl.a. to World Cup-sejre og han er i dag i forhold til tidligere sæsoner langt bedre end tidligere til at disponere sine løb. Sverri S. Nielsen er på nuværende tidspunkt efter min opfattelse én af Danmarks største medaljekandidater ved OL 2020. Også firer uden styrmand for kvinder har vist et meget højt internationalt niveau i denne sæson med bl.a. sejr i en af sæsonens World Cups. Det unge mandskab leverede også en glimrende VM-præsentation med en bronzemedalje efter Australien og Holland. Der er efter min opfattelse ingen tvivl om at Australien, en af verdens  stærkeste ro-nationer, er storfavorit til OL-guldet om et år på Sea Forest Waterway, mens Danmark – sammen med nationer som Holland, USA, Polen og Rumænien – skal konkurrence om de øvrige to podiepladser.

Som tidligere nævnt har den 34-årige Fie Udby Erichsen fra Hobro, som bl.a. overraskede alt og alle med OL-sølv ved legene i London for 7 år siden, stadig rigtige gode chancer for at sikre sig den tredje OL-deltagelse, men hendes chancer for at blande sig i medaljekampen i Tokyo er efter min opfattelse meget begrænset. VM 2019 blev desværre en skuffelse for Fie med en 4. plads i B-finalen og hermed en samlet 10. plads – lige uden for de 9 OL-kvalifikationspladser – men hun har glædeligvis tidligere vist sig at overraske, når forventninger fra omgivelserne har været begrænsede.

Dansk roning balancer på knivsæg fremimod og under OL 2020 

Det vil være meget skuffende, såfremt dansk roning kun kvalificerer sig i 2 eller 3 klasser til OL 2020, ligesom mindst én OL-medalje bør være målsætningen for dansk roning. Såfremt det er ikke sker, vil udbyttet af en af dansk eliteidræts største investeringer på 40 mio. kr. i perioden 2017- 2020 være alt for beskedent. Dansk roning balancerer således frem til OL 2020 på en knivsæg, men chancerne for at to OL-medaljer – i lighed med de seneste 5 OL – er absolut til stede.

Stolte internationale traditioner – men store udfordringer i dame- og mixdouble 

Danmark har igennem årtier været Europas suverænt bedste nation og blandt verdens 4-5 bedste nationer i en sportsgren, som er domineret af folkerige nationer i Asien: Kina, Japan, Indonesien, Taiwan, Korea, Indien, Thailand og Malaysia. Danmark er stadig Europas bedste nation, men nationer som Japan, Kina og Indonesien har nu langt flere Top-10 spillere/par end Danmark. Ligeledes har nationer som Taiwan og Indien flere og bedre placeringer end Danmark på verdensranglisten (1). En af de væsentlige årsager til at afstanden mellem de tre bedste nationer og Danmark er blevet markant forøget, er at danske spillere/par tidligere har tilhørt verdens Top 10-spillere i mindst 4 ud af de 5 kategorier: Herresingle, damesingle, herredouble, damedouble og mixdouble. På nuværende tidspunkt er der imidlertid ikke danske top 10-spillere/par i hverken damesingle, damedouble eller mixdouble. Det har især været meget smerteligt at de to bedste dame- og mixdoublespillere igennem det seneste årti: Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har stoppet deres internationale karriere. Jeg ser ikke på nuværende tidspunkt spillere i damedouble eller mixdouble, som kan komme blot i nærheden af Pedersen og Rytter Juhl’s niveau i løbet af de næste 4-5 år. Faktum er at det bedste danske par i damedouble – Sara Thygesen & Majken Fruergaard – i dag er placeret som nr. 25 på verdensranglisten, mens der ikke er noget dansk par blandt de 40 bedste på verdensranglisten i mixdouble. På grund af det manglende internationale niveau i damedouble og mixdouble vil det også være helt urealistisk med danske medaljer i internationale holdmesterskaber som Surdirman Cup (VM for mixed hold) og Uber Cup (VM for damehold) i den nærmeste fremtid. Derimod har det danske herrelandshold rigtig gode chancer for at opnå et topresultat, når der i maj 2020 spilles VM for hold (Thomas Cup) på hjemmebane i Aarhus.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen – to verdensklassespillere 

Mens manglerne især i dame- og mixdouble er helt åbenlyse, er der grund til langt større optimisme i herresingle og -double. Danmarks største medaljekandidat til OL 2020 er den 25-årige Viktor Axelsen (nr. 6 på verdensranglisten), som allerede har vundet VM-guld (2017) og OL-bronze (2016) samt en række Super Serie-sejre. Det er imidlertid meget bekymrende at Viktor især i de seneste år har været nødsaget til at holde flere pauser fra internationale turneringer på grund af forskellige skader. Og nu har en truende diskusprolaps i ryggen også tvunget ham til et VM-afbud. Skader har også været Jan Ø. Jørgensens udfordring igennem en længere årrække. Glædeligvis er Jan på vej tilbage og han viste bl.a. med en semifinaleplads ved Japan Open at han stadig har potentialet til internationale topresultater. Det kan absolut ikke udelukkes at Jan Ø. vender tilbage til Top-10 på verdensranglisten, hvis helbredet tillader kontinuitet i træning og turneringer.

Herredoubler i den “tunge” ende af alderskalaen

Den bedste danske herredouble – Kim Astrup & Anders Skårup (nr. 8 på verdensranglisten) – har også igennem de seneste sæsoner vist højt internationalt niveau og de kan på ”en god dag” vinde over de bedste par i verden. Men jeg savner hos parret et højere ”bundniveau”, især mod modstandere, som er rangeret lavere end det talentfulde par. Det glæder mig rigtig meget at 39-årige Mathias Boe og 31-årige Mads Conrad har fundet sammen i en ny konstellation, ligesom 36-årige Carsten ”Nuller” Mogensen og 31-årige Mads Kolding. Desværre slås Mads Kolding med en længerevarende skade, men begge par har potentialer til at udfordre verdens bedste par i herredouble: Gideon og Sukamuljo samt Setiawan og Ahsan fra Indonesien og Li og Liu fra Kina. Jeg ser især frem til at følge Boe og Conrad, der begge er ”fightere af Guds nåde”, i de kommende måneder med fokus på deres optjening af points til OL-kvalifikation. Jeg tror at Danmark kan kvalificere to herredoubler til OL 2020, men det bliver især på grund af manglende seedninger meget svært for de to par at blande sig i kampen om OL-medaljer.

Internationalt potentiale hos Blichfeldt og Kjærsfeldt – men måske størst i double

Ligeledes tror jeg at Danmarks to bedste damesingler: Line Kjærsfeldt (nr. 17 på verdensranglisten) og Mia Blichfeldt (nr. 12 på verdenslisten) kvalificerer sig til OL, men reelt er begge spillere uden medaljechancer. Det er endnu ikke lykkes for hverken 25-årige Kjærsfeldt og 21-årige Blichfeldt at opnå internationale topresultater og vejen til at komme op blandt verdens allerbedste spillere er efter min mening stadig meget lang. Jeg mener at deres internationale potentialer er større som doublespillere end som singlespillere. Det er imidlertid en altafgørende forudsætning at den enkelte spiller er motiveret for en karriere som doublespiller og hermed også fravælger tilværelsen som ”single”. Både Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen valgte – bevidst og rådgivet af sportschef og trænere – at satse ensidigt på en karriere som doublespillere. Dette valg medførte imponerende internationale resultater igennem mere end 10 år. Kjærsfeldt og Blichfeldt har muligheden for at gå samme vej, hvilket efter min opfattelse vil være et klogt valg.

Flere piger skal rekrutteres i klubberne og udvikles til international niveau af Badminton Danmark
Dansk badminton allerstørste udfordring er efter min mening manglende rekruttering og udvikling af doublespillere, især blandt pigerne. Det er et faktum at der i dag er mere end 2.000 piger under 18 år færre, som er medlem af én af Badminton Danmarks 650 klubber, end for 10 år siden. Antallet af drenge under 18 år, som er klubspillere, er tilsvarende faldet med mere end 2.000, i samme periode, dvs. et fald af unge badmintonspillere under 18 år på mere end 10 procent. Derudover er antallet af drenge under 18 år – 22.500 – markant højere end antallet af piger – 11.800 – i landets badmintonklubber. Den skæve kønsfordeling i klubberne betyder også at trænere, ledere og forældre ofte – bevidst eller ubevidst – har langt større fokus på drengenes ønsker og behov end pigernes. Badminton Danmark med sportschef Jens Meibom og hans trænerstab bør derfor snarest muligt i et tæt samarbejde med de stærkeste lokale træningsmiljøer bl.a. motivere og prioritere de dygtigste talenttrænere – både fagligt og menneskeligt – til at træne og udvikle pigerne, om nødvendigt ”på bekostning” af drengene. Såfremt Danmark igen skal udfordre de allerbedste nationer og fastholde positionen som Europas stærkeste, er det altafgørende at forbundet og dets klubber udarbejder nogle specifikke målsætninger, strategier og indsatser for at rekruttere og ikke mindst fastholde pigers interesse og motivation for badminton. Ellers vil Danmark tabe yderligere internationalt terræn i en af de mest traditionsrige og medaljevindende sportsgrene – desværre.

Note:

(1) Såfremt nationerne rangeres efter Top 10-placeringer og placeringspoints (10 points til nr. 1, 9 points til nr. 2, 8 points til nr. 3 … og 1 points til nr. 10) på verdensranglisten (pr. 6. august 2019) er status før VM 2019 følgende: 1. Japan: 10 Top 10-placeringer og 78 placeringspoints, nr. 2 Kina: 10 Top 10-placeringer og 68 placeringspoints, nr. 3 Indonesien: 8 Top 10-placeringer og 46 placeringspoints, nr. Korea: 4 Top 10-placeringer og 15 placeringspoints, nr. 5 Taiwan: 3 Top 10-placeringer og 19 placeringspoints, nr. 6 Indien: 4 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 7 Danmark: 3 Top 10-placeringer og 10 placeringspoints, nr. 8 Thailand: 2 Top 10-placeringer og 12 placeringspoints, nr. 9 Malaysia: 1 Top 10-placeringer og 6 placeringspoints, , nr. 10 Great Britain: 1 Top 10-placering og 3 placeringspoints.

Debut i Fuglebakken – arbejderklubben på Høgevej

Mine første oplevelser og erfaringer med idræt var i 1963, hvor jeg som 6-årig blev medlem af fodboldklubben ”Fuglebakken” – en arbejderklub i den nordvestlige del af Aarhus. Tre år senere flyttede vi til Fredensvang, hvor AGF’s anlæg igennem en årrække blev mit ”andet hjem”. Min første klub havde jeg dog ”i hjertet” igennem alle barndoms- og ungdomsårene, ikke mindst fordi Fuglebakken i 1970 rykkede op i landets næstbedste række, hvor den året efter var meget tæt på at rykke op i landets bedste række – 1. division. Fuglebakken, der spillede i landets næstbedste række fra 1970 til 1978, var et meget specielt hold med stor lyst og gode evner til at score mål, men også med total mangel på forsvarspil og disciplin. Derfor var cifre som 8-4, 7-2 og 3-6 heller ikke usædvanlig for holdets sejre eller nederlag. Jeg tror ikke Fuglebakken forlod banen én eneste gang i de ni sæsoner i landets næstbedste række uden at der var scoret i begge ender af banen. Der var altid ”fuld valuta for pengene”, når de rød-blå stribede med frisparkseksperten Kristen ”Kesse” Nygaard, hurtigløberen Lars Bastrup eller elegantien Kim Sander – en af mine gode venner, som desværre døde af sklerose i en alder af blot 35 år – underholdt i de relativt få tilskuere, som fulgte holdet på hjemmebane. Undtagelsen af få tilskuere var de drabelige lokalopgør mod AGF i de fem sæsoner, hvor ”borgerskabets klub” mødte ”arbejderklubben fra Høgevej”. Lokalopgørene blev bl.a. i 1971 overværet af flere end 20.000 tilskuere i Aarhus Idrætspark og især står Fuglebakkens sejr på 5-1 i 1976 stadigt klart og tydeligt i mine erindringer. I det hele taget oplevede byens fodboldstolthed – AGF med 4 danske mesterskaber og 5 pokaltitler i perioden 1955 – 1965 – en markant nedtur i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hvor klubben tilbragte hele 7 sæsoner i landets næstbedste række. Holdet spillede meget fysisk og tekniske spillere var mere end sjældent at finde i startopstillingen hos AGF i den periode. Først i 1977 vendte AGF tilbage til landets bedste række og med profiler som Troels Rasmussen, John Stampe og Lars Lundkvist oplevede klubben en række gode år frem imod DM-titlen i 1986. For Fuglebakken lykkes det aldrig at komme op i 1. division og efter nedrykning til serie-fodbold i 1980 var ”eventyret” slut.

Søndag eftermiddage i Aarhus Stadionhal

Stort set alle søndag eftermiddage i slutningen af 1960’erne og igennem 1970’erne tilbragte jeg med fodbold i Aarhus Idrætspark – Fuglebakken eller AGF’s hjemmekampe kl. 13.30 – efterfulgt af dobbeltarrangementer i håndbold kl. 15.30 og 16.50 i Aarhus Stadionhal. Danmarks VM-sølv i 1967 blev startskuddet for min interesse for håndbold og KFUM-spillerne Erik Holst, Jørgen Vodsgaard, Iwan Christiansen og Klaus Kaae blev mine ”helte” og forbilleder. Derfor blev Aarhus KFUM også mit favorithold, selv om jeg begyndte at spille håndbold til Viby IF – klubben med Aarhus’ bedste ungdomsafdeling.  I 1960’erne blev Aarhus med rette kaldt ”verdens bedste håndboldby”, bl.a. vandt Aarhus KFUM i 1963 det danske mesterskab med tre andre Aarhus-klubber: AGF, IK Skovbakken og Viby IF på de efterfølgende pladser. Aarhus KFUM genvandt DM-tillen i 1965 og med hele 7 sølvmedaljer i 1960’erne blev Aarhus KFUM kaldt ”den evige to’er” i dansk håndbold. Arvefjenden var HG fra København, der blev danske mestre fem år i træk fra 1966 til 1970, med profiler som Bent Mortensen, Verner Gaard, Carsten Lund, Gert Andersen, Palle ”Vildmand” Nielsen og ikke mindst ”verdens bedste håndboldspiller” Jørgen Petersen. Kampene om ”DM-guldet” mellem HG og Aarhus KFUM i en propfyldt Aarhus Stadionhal står stadig i dag som nogle af mine bedste tilskueroplevelser.

Aarhus KFUM spillede – ligesom Fuglebakken – som jeg husker det i dag altid underholdende. Holdets anfører og strateg, både i forsvar og angreb, var Vodsgaard eller ”Viktor”, som konstant og højlydt kommenterede både holdkammeraternes, modstandernes og især dommernes præstationer. Vodsgaards afløser som ”M’ernes” dirigent blev ”tryllekunstneren” Steffen Holst – en af de største tekniske begavelser, som dansk håndbold har fostret. Aarhus vandt DM-guld igen i 1974, men antallet af medaljer til Aarhus KFUM igennem 1970’erne var desværre meget beskedent. Først i begyndelsen af 1980’erne fik aarhusianske klubber igen en storhedstid med danske mesterskaber til Aarhus KFUM i 1980 og 1983 og IK Skovbakken i 1982 med min idrætslærer fra Viby Skole – Hans Chr. Nielsen – på trænerbænken. Efterfølgende har Aarhus – heller ikke med fusionen ”Aarhus Håndbold”, der blev stiftet af AGF, Brabrand IF, VRI og Aarhus KFUM ved årtusindskiftet – blot været i nærheden til fortidens resultater.

Alt er forandret – undtagen min passion for “topsport” i Aarhus 

Alt er næsten forandret siden jeg forlod Aarhus for fire årtier siden: Fuglebakken og Aarhus KFUM er fusioneret med Hasle Boldklub, hvis bedste fodboldhold spiller i Jyllandsserien og håndboldholdet er en del af Aarhus Håndbold. AGF er i dag primært et aktieselskab med nyt ”klubhus”, der indeholder særskilte omklædningsrum til de enkelte hold. Byens fodboldstolthed – og ikke mindste deres fans, som altid er særdeles optimistiske før sæsonstart – udfordres hverken af Brabrand IF, Aarhus Fremad eller fusionsklubben VSK (Vejlby IK og IK Skovbakken), der alle spiller i landets tredje bedste række. Aarhus Håndbold har (endnu) ikke formået at udfordre landets bedste håndboldklubber: Aalborg Håndbold, GOG, Skjern Håndbold og BSV – på trods et meget stort antal landsholdsspillere er bosat i Aarhus. Alligevel vil jeg om få dage igen gå ud af Stadion Allé mod det smukkeste beliggende idrætsanlæg i Danmark: ”Ceres Park & Arena” i Marselisskoven. ”De hvii … e fra Fredensvang”, som aarhusianerne enten elsker eller hader, møder et af de nye storhold i dansk fodbold: FCM, der er ejet af en engelsk rigmand. Før kampstart vil jeg lytte til Thomas Helmigs ”Malaga” og Gnags’ ”Lav sol over Aarhus”, der vil give mig minder om fortidens bedrifter og fremtidens drømme, både i og udenfor sportens verden. Og om få uger vil jeg også igen gå til ”top-håndbold”, når Aarhus Håndbold spiller ”lokalopgør” mod BSV eller Skanderborg Håndbold. Fuglebakken og Aarhus KFUM er fortid: Det er på tide at finde nye favorithold for en ”gammel” Aarhus-dreng, som elsker ”topsport” – især i Aarhus.

Top-10 nation ved samtlige OL efter 2. verdenskrig

Japan deltog for første gang ved OL 2012 i Stockholm og siden har nationen, hvor den generel deltagelse i idræt er overraskende lav, konkurreret ved stort set alle OL. Dog var Japan ikke inviteret til at deltage ved OL 1948 i London, ligesom Japan – i lighed med mange vestlige nationer – fravalgte at deltage ved OL 1980 i Moskva på grund af krigen i Afghanistan. Japan vandt den første OL-medalje i 1920 og japanske atleter og hold har vundet i alt 439 medaljer ved sommer-OL, helst guldmedaljer er vundet i judo. Også i sportsgrene som gymnastik, brydning og svømning – alle sportsgrene med mange discipliner – har Japan vundet mere rigtig mange OL-medaljer igennem tiderne. Det bliver også i disse sportsgrene samt atletik med hele 48 forskellige discipliner at Japan vil være blandt medaljekandidaterne til næste sommers OL.

OL 2016 – et skridt på vejen mod OL 2020

Allerede ved OL 2016 i Rio leverede Japan mange overraskende resultater, hvilket indbragte Japan en imponerende 6. plads i nationskonkurrencen efter USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Tyskland – men foran stærke sportsnationer som Frankrig, Korea, Italien og Australien. Japan vandt i alt 41 OL-medaljer (12 guld-, 8 sølv- og 21 bronzemedaljer) i 2016, men jeg tror at Japan vinder op imod 70 medaljer i de 33 sportsgrene, som i sommeren 2020 udgør det olympiske program. Der er heller ikke efter min mening nogen tvivl om at Japan vil være blandt medaljekandidater i flere af nye OL-sportsgrene: Karate, klatring, surfing og skateboard samt baseball og softball, som igen er tilbage på det olympiske program.

Verdens bedste badmintonnation – foran Kina

Også i to af Danmarks stærkeste OL-sportsgrene – badminton og sejlsport – kan mødet med de japanske atleter og hold på hjemmebane blive særdeles udfordrende. Japan har indtil dato ”kun” vundet 3 OL-medaljer, siden badminton blev introduceret på OL-programmet i 1992. Men det antal forøges helt sikkert markant ved OL 2020. Japan har nemlig i dag hele 8 top 4-spillere/par i de fem rækker: Momota i herresingle, Okuhara og Yamaguchi i damesingle, Kamura og Sonoda i herredouble, Matsumoto og Nagahara, Fukushima og Hirota samt Matsumoto og Takahashi i damedouble samt Watanabe og Higashino i mixdouble. Til sammenligning har Danmark i dag  udelukkende Viktor Axelsen som top 4-spiller i herresingle, mens Kina ”kun” har 6 top-4 spillere/par ét år før OL.

Der har ikke været særlige traditioner for olympisk sejlsport på trods af Japan geografisk placering med masser af havne fordelt over hele landet. Japan har ofte været repræsenteret ved OL i flere bådklasser, men indtil dato er det kun lykkes at vinde 2 OL-medaljer. Men ved VM 2018 i sejlsport, som blev afholdt i Aarhus, viste Japan imidlertid imponerende resultater i bl.a. “470-klassen”, hvor det blev til VM-guld hos kvinderne og VM-sølv hos mændene. Til sammenligning vandt Danmark på hjemmebane i Aarhus én enkelt VM-bronzemedalje ved Anne-Marie Rindom i ”Laser Radial”.

Tæt samspil mellem atleter, trænere og forskere – samt en massiv økonomisk investering

Der er naturligvis mange forklaringer på Japans stærke sportslige position mindre end 13 måneder før OL. De væsentligste er de mange økonomiske og menneskelige ressourcer, som regeringen og sportsministeriet har investeret i atleterne og holdene i alle 33 sportsgrene, som værtsnationen er forpligtet til at deltage i ved OL 2020. Desuden har Japan igennem de seneste tiår opbygget en af verdens bedste organisatoriske struktur for talentudvikling og eliteidræt. Hovedaktøren i strukturen er ”Japan Sports Council”, som har ansvaret for udvikling af ”Japan Institute of Sport Science” (JISS) og ”AJINOMOTO National Training Center” (NTC). På disse to faciliteter er skabt trænings- og forskningsmiljøer i verdensklasse, hvor atleter, hold, trænere og eksperter kan gennemføre daglig træning og konkurrenceforberedelser forud for de japanske atleter og holds internationale konkurrencer: OL, VM, Asian Games og World Cups. JISS består af et forskningscenter for sportsvidenskab og idrætsmedicin (incl. Human Performance Lab), High Performance Gym, træningsfaciliteter, moderne testfaciliteter, ernæringsvejledning, træningsfysiologi og -psykologi. Forskningsenhederne under JISS har ansat både nationale og internationale forskere, som kan yde råd og vejledning til atleter, trænere, sportschefer og forbund i samarbejde med ”Japan Olympic Committee”, forskningsinstitutioner og kommercielle samarbejdspartnere. AJINOMOTO National Training Center består af træningsfaciliteter til en række forskellige sportsgrene: Atletik, gymnastik, svømning, bordtennis, tennis, volleyball, badminton, kampsport, bueskydning og skydning. Derudover finder der overnatningsfaciliteter til mere end 450 atleterne, både fra Japan og fra andre nationer, som inviteres på træningsophold som sparringspartnere for de nationale atleter og hold.

Kilder:

Japanese Olympic Committee – https://www.joc.or.jp/english/ntc/jiss.html

Veerle De Bosscher, Simon Shibli, Hans Westerbeek & Maarten Van Bottenburg: Successful Elite Sport Policies. An international comparison of the Sports Policy factors Leading to International Sportning Success (SPLISS 2.0) in 15 nations (Meyer & Meyer Sport, 2015).

Kaapo Kakko er et glimrende eksempel på unikke talentudvikling i ishockey. Det er også den unikke talentudvikling, som er grundlaget for finsk succes ved OL og VM i ishockey. I de sidste tre årtier har det finske ishockeylandshold – “Løverne” – opnået en række fremragende resultater i internationale turneringer. I VM 1995 vandt Finland sin første guldmedalje i international ishockey, og denne triumf blev gentaget i 2011. I løbet af de seneste ti år har “Løverne” vundet to olympiske bronzemedaljer (2010 og 2014) og to VM-sølvmedaljer (2014 og 2016). Disse resultater er også grunden til, at Finland betragtes som medlem af “The Big Six”, den uofficielle gruppe af de seks stærkeste ishockeynationer – de øvrige er Canada, USA, Tjekkiet, Rusland og Sverige. Der er selvfølgelig mange forklaringer til Finlands internationale succes i ishockey. Blandt disse er en historisk tradition af spillet, en stigende professionalisering og kommercialisering hos the Finnish Ice Hockey Association (FIHA) og klubberne, en stærk national liga, stor publikums- og medieinteresse, veluddannede trænere, mange ishockeybaner og gode faciliteter til fysisk træning. Men vigtigst af alle: Talentidentifikation og -udvikling i verdensklasse, både i FIHA, klubberne og på sportsakademier.

Ishockey – en populær sportsgren blandt børn og unge i Finland

Fodbold er den mest populære sportsgren og største tilskuersport i mange nationer. I Finland er fodbold også den største sportsgren med hensyn til antallet af spillere, men dens popularitet som tilskuersport kommer ikke engang tæt på ishockey. I dag er ishockey klart den mest populære sportsgren i Finland. Mere end 100.000 børn og unge under 18 år spiller ishockey, hvor af næsten 40.000 børn og unge – 4.000 piger og 36.000 drenge – spiller ishockey i en af de ​​348 klubber. Denne popularitet er et vigtigt fundament for ishockeyens konkurrenceevne i Finland. Det er også antallet af ugentlige træningstimer blandt de unge. Mere end 70 procent af alle børne- og ungdomsspillerne træner mindst tre gange om ugen. I fodbold er tilsvarende tal 47 procent og i atletik kun 20 procent.

Ishockey er lighed med andre sportsgrene i Finland baseret på frivilligt arbejde i klubberne, både i storbyerne og i de mindre byer overalt i Finland. Der har altid været en stærk tradition for dygtige og veluddannede trænere i finsk ishockey. Mange trænere er uddannet på University of Jyväskylä og de har ofte mange års praktisk erfaring. I forhold til landets beskedne befolkning har Finland mange professionelle ishockeytrænere, der er meget respekterede både i Finland og i udlandet.

Nationale træningslejre – et velfungerende scouting-system

I 1970’erne oprettede FIHA et nationalt ishockey-træningscenter på sportsinstituttet i Vierumäki, hvor der blev påbegyndt regelmæssige træningslejre. Hver af regionerne i Finland sendte deres juniorhold til lejrene, og forbundet samlede juniorhold inden for forskellige aldersgrupper.  Disse træningslejre udviklede sig gradvist til kernen i det finske talentudviklingsarbejde. Arbejdet var baseret på fælles træningslejre for de bedste spillere, testning og udvikling af trænere. I dag er træningslejrene for forskellige aldersgrupper stadig kernen i talentidentifikations- og udviklingsarbejde i finsk ishockey. Dette arbejde er naturligvis suppleret af den grundlæggende udvikling af de talenterne i klubberne. Det er imidlertid på FIHA’s træningslejre at de største talenter i de forskellige aldersgrupper udtages til ungdomslandsholdene. Den mest velkendte træningslejr er “Pohjola Camp” – en årlig træningslejr i Vierumäki, der samler de mest talentfulde 14 og 15-årige spillere fra de forskellige regioner. Hvis juniorspiller deltager i talentidentifikation og -udviklingssystemet fra start til slut, vil han eller hun have deltaget i mere end 100 internationale kampe inden spilleren bliver seniorspiller.

Høj kvalitet i den daglige træning

Der er en lang og stærk tradition for systematisk forskning og analyse af finsk ishockey, både i forhold til den enkelte spiller og holdet. Både klubber og forbund har især lagt stor vægt på den fysiske del af spillet, og individuel fysisk træning har altid haft høj prioritet i træning af børn og unge. Ligeledes er spillere fra en tidlig alder blevet testet, og testresultaterne og analyserne baseret på dem hjalp med at sammenligne og udvikle nye topspillere, baseret på tilsvarende testresultater fra andre topspillere. I dag har mange klubber ansat professionelle fysiske trænere til talenterne, så de kan lære at træne mere effektivt i sommersæsonen. Den målrettede og strukturerede fysiske træning er også den vigtigste årsag til, at mange unge spillere i finsk ishockey debuterer tidligt i SM-ligaen, som er blandt de bedste i verden. Det fysisk krævende spil i SM-ligaen stiller store krav til de unge spilleres kapacitet i forhold til både styrke, udholdenhed og fart.

Personlige færdigheder er afgørende for en international karriere

Ishockey er en holdsport, men både klub- og landstrænere i Finland har i stigende grad fokuseret på at udvikle den enkelte spillers personlige færdigheder. Erkka Westerlund, som er en af ​​de mest vindende top-trænere i finsk ishockey og den tidligere coach for ”The Lions” (2004-2007 og 2013-2014) siger det på følgende måde: “I de sidste ti år har vi har fokuseret på forbedring af de individuelle færdigheder. Selv om ishockey er holdsport, bruger vi mere og mere tid og flere og flere kræfter på at udvikle individualister. Det er afgørende, at spilleren opnår en god skøjteteknik med mange tempo- og retningsskrift. Ligeledes skal spilleren kunne levere og modtage pucken under pres og i høj fart. Spilleren skal også kunne skyde på mål fra forskellige positioner. Uden overraskende skud på mål – ingen sejre. Og endelig skal spilleren have rigtig gode mentale færdigheder: Den indre motivation til at træne hårdt skal være på plads og spilleren skal kunne fighte sig tilbage efter modgang. Disse mentale egenskaber er helt afgørende, hvis du skal gå hele vejen – fra klubkampe og internationale kampe i junior ishockey, til kampe i SM-liigaen og derfra til KHL eller NHL “.

Drømmen om den første olympiske guldmedalje i ishockey

Talentudvikling i verdensklasse i FIHA og klubber er hovedårsagen til, at Finland i de seneste år har opnået usædvanligt gode resultater ved IIHF World U20 Championships og IIHF World U18 Championships. Finland har vundet VM-guld ved U20-VM tre ud af de sidste seks VM’er (2014, 2016 og 2019) og VM-guld ved U18-VM ved to ud af de sidste fire mesterskaber (2016 og 2018). Der er altså mange gode årsager til stor optimisme for finsk ishockey og nationens stolthed – “Løverne” – også på OL 2020 i Bejing. Og på det tidspunkt vil Kaapo Kakko helt sikkert være én af ​​Finlands største profiler i kampen for nationens første olympiske guldmedalje i ishockey.

Kilder:

Jari Lämsä: “Lions on the Ice: the success story of Finnish ice hockey”, pp. 152 – 167 I: Svein S. Andersen & Lars Tore Ronglan: Nordic Elite Sport. Same ambitions – different tracks (Universitetsforlaget, 2012).

The Finnish Ice Hockey Association – http://www.finhockey.fi 

Mark Regan og Paulus Wildeboer – to internationale, karismatiske trænere

Det er et faktum at min viden om og erfaringer med Dansk Svømmeunions politiske, administrative og sportslige ledelse – tidligere formand for DS’ eliteudvalg Lars Jørgensen (i dag formand for DS), direktør Pia Holmen og sportschef Lars Sørensen – er både omfattende og indgående, idet alle tre var gennemgående nøglepersoner i samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion i perioden 2006-2012. Det var også i samme periode at Mark Regan (2004-2008) og Paulus Wildeboer (2009-2012) var ansat som cheftrænere af Dansk Svømmeunion med ansættelsesmæssige reference til DS’ sportschef og direktør. Jeg kom bl.a. i forbindelse med VM 2007 (Melbourne), OL 2008 (Beijing), VM 2009 (Rom), VM 2011 (Shanghai) og OL 2012 (London) helt tæt på både Regan og Wildeboer: To meget forskellige, men begge autoritære træner-profiler med stor karisma. Og i lighed som andre internationale træner-kapaciteter: Mennesker med ”stærke” og ”svage” sider. En af de største svagheder hos både Regan og Wildeboer var efter min opfattelse at de var meget forbeholdne og skeptiske overfor at samarbejde med sportspsykologer – også fra Team Danmark. Både Regan og Wildeboers største fokus, både i den daglige træning og ved internationale mesterskaber, lå på fysiske, biomekaniske, tekniske og taktiske områder af elitesvømning. Og på disse områder var de begge internationale top-kapaciteter. Derudover oplevede jeg, sammen med Team Danmarks medarbejdere, at både Regan og Wildeboer havde markante svagheder i forhold til mentale og sociale områder af elitesvømning samt meget begrænset kendskab til dansk idrætskultur. Men den største udfordring var efter min mening egentligt at de to cheftrænere – ikke formelt – men set retrospektivt reelt var deres egen arbejdsgiver i Dansk Svømmeunion. Det har både DR-dokumentaren og de opfølgende historier fra elitesvømmere, både i DR og skrevne medier, slået fast med syvtommersøm.

En uanstændig dårlig redegørelse med markante udeladelser 

Team Danmarks redegørelse til Kulturministeren (1.5.2019) er lang – meget lang, men kvaliteten af redegørelsen er efter min mening omvendt proportional med længden. Redegørelsen har nogle altafgørende udeladelser, bl.a. i forhold til kompetence-, ansvars- og rollefordelingen mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Få dage efter afleveringen gav Kulturminister Mette Bock udtryk for præcis samme opfattelse som min. Resultatet blev at DIF og Team Danmark i dialog med Kulturministeriet – og ikke mindst efter en massiv medieomtale – valgte at gennemføre en uvildig undersøgelse om bl.a. de seneste ugers beretninger om mistrivsel og spiseforstyrrelser blandt tidligere og nuværende danske landsholdsvømmere. Undersøgelsen skal også kortlægge de faktuelle sider af sagen, herunder håndtering hos Dansk Svømmeunion og dels se nærmere på kulturen i dansk svømning. Det er meget positivt at der udarbejdes en uvildig undersøgelse, men jeg havde klart foretrukket at Kulturministeriet havde ansvaret for den uvildige undersøgelse. Jeg ser imidlertid frem til åbent og ærligt at besvare alle spørgsmål – uanset hvem som får overdraget ansvaret for at udarbejde undersøgelsen.

Hvordan foregik samarbejdet mellem Team Danmark og de enkelte forbund – og med hvilken rolle- og ansvarsfordeling mellem de to parter?

Lov om eliteidræt fastslår at ”… Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmark fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved 12 lovbundne opgaver”. Operationalisering af Lov om eliteidræt sker igennem Team Danmarks støttekoncept, som over en 4-årig periode beskriver hvilke forbund, som kan opnå økonomisk støtte og serviceydelser (læge, fysioterapeut, diætist, sportspsykolog etc.) fra Team Danmark. Ligeledes beskriver støttekonceptet hvilke kriterier, som er afgørende for at de enkelte forbund kan opnå økonomisk støtte og serviceydelser, fordelt på forskellige kategorier. Dansk Svømmeunion har siden 2004 været placeret i Team Danmarks øverste kategori med et årligt støttebeløb på 6-8 mio. kr.

Samarbejdet mellem Team Danmark og de enkelte forbund – også Dansk Svømmeunion – er fastlagt i en 4-årig samarbejdsaftale, som beskriver de to parters rettigheder og pligter overfor hinanden. Kontrakten er gældende for hele perioden og igennem regelmæssig dialog og møder fastlægges målsætninger, aktiviteter i forhold til træning og konkurrence, økonomi, omfang og indhold af serviceydelser hvert år. Endelig fastlægger Team Danmarks støttekoncept også kompetence-, ansvars- og rollefordeling på forskellige niveauer i samarbejdet. Det fremgår af de tre samarbejdsaftaler mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion (2005-2008, 2009-2012 og 2013-2016) at styregruppen, som består af Team Danmarks direktør og TD-konsulent, DS’ politiske, administrative og sportslige ledelse, ” … er det overordnede organ for samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Styregruppen har det overordnede ansvar for det fælles elitearbejde. Styregruppen mødes som udgangspunkt en gang om året”. Derudover skal ” … en arbejdsgruppe, som består af sportschef, landstræner(e), Team Danmark-konsulent og øvrige relevante aktører, udarbejde indstillinger til styregruppen. Arbejdsgruppen har ansvar og kompetence til at varetage det daglige elitearbejde inden for de rammer, der er aftalt i styregruppen. Arbejdsgruppen kommunikerer og mødes regelmæssigt og følger op på udviklingsaftaler og afledte beslutningsnotater”. Endelig betones det ”… sportschefen/landstræneren drager omsorg for udarbejdelse af et kortfattet notat over arbejdsgruppens forhandling og beslutninger. Notatet fremsendes til styregruppen til orientering”. Dette ansvar er helt afgørende i den aktuelle sag.

Brud på samarbejdsaftalter og retningslinjer 

Jeg har efter DR-dokumentaren gennemgået alle styregruppereferater i perioden 2006-2014, og må desværre konstatere at Dansk Svømmeunion i flere tilfælde har overtrådt samarbejdsaftalerne mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion. Det er sket ved at Dansk Svømmeunions ledelse ikke på styregruppemøder har informeret Team Danmark om konkrete henvendelser fra elitesvømmere og deres forældre om overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere”. Disse overtrædelser var – og er fortsat – uacceptable og en klar omgåelse af de gældende aftaler mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion.  Der blev afholdt ti styregruppemøder (16.11.2006, 4.9.2007, 21.2.2008, 24.11.2008, 2.11.2009, 11.10.2010, 15.11.2011, 2.7.2012, 15.10.2013 og 19.6.2014) mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion i perioden 2006-2014. Og der foreligger skriftlige, godkendte referater fra alle styregruppemøder fra 2004 og frem til i dag.

Jeg har – beklageligvis må det siges i dag – ikke som direktør i Team Danmark modtaget mundtlige eller skriftlige henvendelser fra elitesvømmere eller deres forældre, såfremt elitesvømmeren er under 18 år, vedr. overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere”. Jeg kan ikke afvise at der er medarbejdere i Team Danmark, som i perioden 2006-2014 har modtaget henvendelser om overtrædelse af ”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere” fra svømmere eller forældre til svømmere under 18 år. Eller som personligt har oplevet overtrædelser af retningslinjerne og som ikke efterfølgende har viderebragt denne viden – mundtlig eller skriftligt – til undertegnede. Såfremt det er sket, er det meget beklageligt.

Det er helt afgørende for dansk eliteidræts troværdighed og omdømme at ”alle sten bliver vendt” i denne sag. Det skylder vi Folketinget, som har vedtaget Lov om eliteidræt. Og det skylder vi alle elitesvømmere, både dem som vandt hæder og ære ved internationale mesterskaber og dem, som blev ”ramt for livet”. Kulturen – heller ikke i forhold til ledelse – i enhver institution, organisation, forbund eller klub – ændres ikke ved et ”crawl-tag” eller to, heller ikke baglæns. Jeg håber at de ansvarlige repræsentanter fra svømmeklubberne i Danmark på næste ordinære eller ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Dansk Svømmeunion er deres ansvar fuldt bevidst i forhold til at vælge en kompetent bestyrelse, som derefter har ansvaret for at ansætte og/eller afskedige den ansvarlige administrative chef – direktøren – såfremt der er væsentlige forhold, som taler herfor. Svaret på dette får vi måske i løbet af efteråret 2019 eller måske … aldrig.

Efterskrift (16. maj 2019):

Efter offentliggørelse af denne blog har direktør Pia Holmen udtalt at ” …. Team Danmark er igennem hele perioden frem til i dag blevet orienteret om alle relevante personsager, som man fra Dansk Svømmeunions side har haft kendskab til” og ” … den information er typisk til gået Team Danmark i vores fælles arbejdsgruppe, hvor Team Danmark er repræsenteret. I styregruppen, hvor Michael Andersen selv har siddet, har man på et mere overordnet niveau diskuteret og taget stilling til arbejdet med svømmelandsholdet. I de tilfælde, hvor der i Michael Andersens tid blev vendt sager af personlig karakter, blev dette ikke ført til referat, da der netop var tale om sager af personlig karakter” (B.T. – 13.5.2019). Jeg har følgende kommentar til denne udtalelse:

Det fremgår af Lov om Eliteidræt at ” … Team Danmark er en offentlig, selvejende institution. Det indebærer, at Team Danmark er en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af Offentlighedsloven og Forvaltningsloven”. Forvaltningsloven indeholder regler om borgenes retsstilling over den offentlig forvaltning og loven beskriver regler for sagsbehandling i forhold til bl.a. inhabilitet, partshøring, aktindsigt, tavshedspligt, ankemuligheder og meget andet. Ligeledes beskriver Forvaltningsloven rammer og vilkår for udarbejdelse af referat, også i forhold til personsager. Det fremgår at ” … myndigheden skal i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, gøres notat af indholdet af oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse. Notatpligten omfatter også faktiske oplysninger modtaget pr. telefon”. Team Danmark har altså pligt til – altid – at føre skriftligt referat om alle sager – også personsager. Behandling af personsager skal naturligvis ske i anonymiseret form. Jeg kan oplyse at Team Danmark i perioden 1.9.2006 – 17.12.2014 til fulde har levet op til Forvaltningslovens krav vedr. udarbejdelse af referater.

Efterskrift II (20. maj 2019):

DR viste – endnu engang – i DR-udsendelsen: ”Landstræner gik uden om lægestaben: Delte egne piller ud til svømmere” (19.5.2019) – at landstræner Paulus Wildeboer i meget vid udstrækning handlede egenhændigt i perioden 2009-2012. Jeg kan også konstatere at direktør Pia Holmen – fortsat – har svært ved informere offentligheden på troværdig vis. Hun udtaler følgende til DR’s website: ” I dag tegner der sig desværre et billede af en træner, der var dybt illoyal over for de aftaler, der blev indgået med hans arbejdsgivere, Dansk Svømmeunion og Team Danmark”.

Team Danmark har aldrig været arbejdsgiver for Paulus Wildeboer – eller for andre landstrænere og/eller sportschefer i dansk eliteidræt. Det ansvar påhviler alene Team Danmarks samarbejdspartnere – dvs. det enkelte forbund og hermed også Dansk Svømmeunion. Et interessant spørgsmål er følgende: Hvor mange advarsler – mundtlige og/eller skriftlige – har DS’ direktør, som øverste administrative leder og ansvarlig overfor Team Danmark – tildelt landstrænerne: Mark Regan og Paulus Wildeboer i perioden 2004-2012 for brud på retningslinjer og samarbejdsaftaler i forholdet til Team Danmark?

Efterskrift III (19. juni 2019):

Team Danmark har d.d. udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår at ” … Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse for at skabe mest muligt ro omkring den uvildige undersøgelse af dansk svømning. Pia Holmen har valgt at tage orlov fra Team Danmarks bestyrelse i den periode, hvor den uvildige undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion foregår”.

Pia Holmen har været før denne sag – og vil også efter undersøgelsen foreligger i november 2019 – fortsat være inhabil i forhold til Team Danmarks bestyrelse. Argumenterne for dette kan du bl.a. se i denne juridiske redegørelse af den internationalt anerkendte sportsjurist Jens Bertel Rasmussen – https://bertelrasmussen.dk/nyheder-sportsret/

Du kan finde yderligere information i disse kilder:

“Overblik: Spiseforstyrrelser ramte danske landsholdsvømmere” (22.4.2019)

• https://www.dr.dk/sporten/svoemning/overblik-spiseforstyrrelser-ramte-danske-landsholdssvoemmere

”Redegørelse fra Team Danmark om DR-dokumentaren: Svømmestjerner – under overfladen” (1.5.2019).

• https://www.teamdanmark.dk/nyheder/2019/maj/redegoerelse/

”Dansk Svømmeunions redegørelse med udgangspunkt i DR-dokumentaren ”Svømmestjerner – under overfladen” (30.4.2019)

• https://www.svoem.org/Aktuelt/Nyheder/Nyhed/?id=6725

”DIF og Team Danmark sætter uvildig undersøgelse i gang” (Kulturministeriet, 6.5.2019)

• https://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/?tx_news_pi1%5Bnews%5D=10047&tx_news_pi1%5Bcontroller%5D=News&tx_news_pi1%5Baction%5D=detail&cHash=60b0fc3b38fb7f383403659a69421535

”Retningslinjer for vejning af elitesvømmere” (Dansk Svømmeunions eliteafdeling – juni 2005, godkendt af Team Danmark).

Upræcis formålsparagraf og uklar blanding af mål og midler

Lov om eliteidræt fastslår at ”… Team Danmark er en selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer Team Danmark fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark ved 12 lovbundne opgaver”. Disse opgaver spænder vidt og det fremgår ikke éntydigt, hverken i lovteksten eller i lovens bemærkninger, om der er tale med mål eller midler i forhold til lovens overordnede formål. Sportslige resultater er heller ikke nævnt specifikt, hverken i lovens formål eller i de 12 opgaver. Men efter min opfattelse er det meningsløst ikke at anskue Team Danmarks arbejde ud fra et internationalt resultatperspektiv. Kort sagt: Gode sportslige resultater ved internationale mesterskaber som OL, VM og EM – men absolut ikke for enhver pris.

Revision af Lov om eliteidræt i 2004 – et politisk kompromis mellem Kulturministeren og DIF

Lov om eliteidræt fra midten af 1980’erne har på langt de fleste områder vist sig – i modsætninger til langt hovedparten af landets øvrige love – at være velfungerende igennem en længere årrække. Kun én gang i løbet af de seneste 35 år – i 2004 – er Lov om eliteidræt nemlig blevet revideret. En af de væsentlige lovændringer i 2004 var at Team Danmarks fremadrettet skulle ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 4 medlemmer udpeges af kulturministeren og 4 udpeges af DIF. Fordeling og kompetenceforhold mellem parterne var et politisk kompromis, men efter min mening ét af de dårligste i dansk eliteidræts historie. Det fremgår også at lovens bemærkninger at ”ved sammensætning af bestyrelsen tilsigtes det, at den samlede bestyrelse repræsenterer en bred indsigt i idrættens verden og andre relevante områder (kommunalpolitik, kulturpolitik, forskning, erhvervsliv m.v.)” Det fremgår også at ”af bestyrelsens 8 medlemmer skal mindst to være nuværende eller tidligere eliteidrætsudøvere og/eller nuværende eller tidligere eliteidrætstrænere” samt at ”ministeren og DIF skal ved udpegning af bestyrelsesmedlemmerne sikre, at bestyrelsen tilsammen repræsenterer den bredde og de kompetencer, der er beskrevet i lovens bemærkninger”. Team Danmarks bestyrelse er altså i ”lovens ånd og bogstav” en faglig – og ikke en politisk – bestyrelse.

Habilitet – et centralt princip i dansk forvaltningsret

Jeg har altid værdsat min idrætsuddannelse, men i forhold til mine opgaver som direktør i Team Danmark har min kandidatuddannelse i statskundskab, herunder offentlig forvaltning, været til langt større nytte og gavn. Da jeg tiltrådte som direktør i Team Danmark i sommeren 2006 var jeg fra første arbejdsdag opmærksom på at der kunne opstå nogle særdeles alvorlige udfordringer for de af Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer, som på samme tidspunkt var enten bestyrelsesmedlemmer eller ansat i DIF eller i ét af DIF’s specialforbund – ikke mindst i forhold til det enkelte bestyrelsesmedlems habilitet eller inhabilitet. En person er inhabil i en sag, hvor der er en mulig konflikt mellem en persons, gruppe eller organisations økonomiske, sociale eller kulturelle bindinger overfor personens ytringer om emner inden for samme interesseområde og hvor der foreligger særlige forhold, som kan svække tilliden til personens upartiskhed.

Allerede ved udpegning og beskikkelse af nye bestyrelsesmedlemmer pr. 1. juni 2008, blev udfordringen ”bøjet i neon” for mig, idet DIF udpegede og daværende kulturminister Brian Mikkelsen beskikkede Niels-Christian Levin Hansen, medlem af DIF’s bestyrelse og formand for Dansk Faldskærms Union, til Team Danmarks bestyrelse for en 4-årig periode. Derudover var Niels-Christian Levin Hansen, stærkt engageret i ”Elitekurs” – et formaliseret netværk af 15-20 specialforbund, der på det tidspunkt ikke var økonomisk støttet af Team Danmark. Og han var også en meget aktiv ”løjtnant” for Niels Nygaard i valgkampen som DIF’s nye formand efter ”Kai Holm-epoken”.  Det vil ikke være ”udenfor skiven” at beskrive DIF’s udpegning af Niels-Christian Levin Hansen til Team Danmarks bestyrelse i 2008 som en ”flidspræmie” til en meget trofast ”løjtnant”.

Ved de efterfølgende udpegninger og genudpegninger af DIF, beskikkelse og genbeskikkelser af skiftende kulturministre – hvert andet år siden – af nye bestyrelsesmedlemmer til Team Danmark er den alvorlige udfordring blev fastholdt. Ja – udfordringen er endda blevet yderligere forstærket: Bestyrelsesmedlemmer, der også var medlem af DIF’s bestyrelse, bestyrelsesmedlem, direktør eller lønnet sportschef i et specialforbund er blevet beskikket og genskikket uden større opmærksomhed og interesse. Disse personer skulle nu – meget ofte og med meget forskellige kompetencer i forhold til opgaveløsningen i Team Danmarks bestyrelse – udfylde en dobbeltrolle, som ud fra Team Danmarks særkende som en faglig, uafhængig institution, har været både særdeles uheldig og efter min bedste overbevisning til stor ugunst for dansk eliteidræts vigtigste aktører: Atleterne.

Økonomisk magtrelation mellem Team Danmark og de enkelte forbund 

Sammenblanding af interesser – som uafhængigt, fagligt bestyrelsesmedlem i Team Danmark og politisk valgt eller ansat i DIF eller i et specialforbund på samme tid – har været talrige, både før, under og efter min ansættelse som Team Danmarks direktør i perioden 2006-2014. Alene den økonomisk magt-relation mellem Team Danmark og de enkelte forbund – hvor Team Danmark finansierer 70-80 % af langt de fleste fælles elite- og talentbudgetter mellem Team Danmark og de enkelte forbund – betyder at alle vil være langt bedre tjent med at DIF kun udpegede og kulturministeren kun beskikkende nye bestyrelsesmedlemmer, som ikke er bestyrelsesmedlemmer eller ansatte i DIF eller i DIF’s specialforbund. Der findes nemlig masser af velkvalificerede personer – tidligere eliteatleter og -trænere med stor faglig viden og erfaringer fra eliteidræt på internationalt niveau – også af begge køn – som ikke har denne dobbeltrolle. Men det kræver naturligvis enten en lovrevision, at DIF kigger efter potentielle bestyrelsesmedlemmer udenfor betonmurene i Brøndby eller at Kulturministeren, som skal foretage beskikkelse af nye medlemmer til Team Danmarks bestyrelse – næste gang i maj 2020 – har format som ”Kultur-Niels” og administrative rådgivere i Kulturministeriet på niveau med eller i nærheden af Claus Bøje. Jeg er langt fra optimist i forhold til de to første muligheder. Mit spinkle håb om ”rene linjer” og størst mulig uafhængighed og selveje for Team Danmark er derfor især knyttet til Kulturministeren.

Såfremt du vil læse mere om etablering af Team Danmark, kan jeg anbefale bogen: Ivan Lønstrup & Jørn Hansen: ”Da eliteidrætten blev stueren, Eliteidræt og idrætspolitik i Danmark” (Syddansk Universitetsforlag, 2002).

Rekruttering af børn under 12 år til idræt er forholdsvist “nemt”

Inden jubeloptimismen i Brøndby og Vingsted går helt i selvsving, er der efter min opfattelse grund til at fokusere på foreningslivets største udfordring i disse år. En udfordring, som ikke blev nævnt med én eneste sætning i DIF og DGI’s fælles pressemeddelelse. Der er nemlig desværre en faktuel kendsgerning at flere og flere unge mellem 13 og 18 år fravælger holdsport som fodbold og håndbold – Danmarks to mest profilerede idrætsgrene. Det har aldrig – hverken historisk eller aktuelt – været en stor udfordring af motivere børn under 12 år – eller deres betalende forældre – til at blive medlem af en idrætsforening. Der findes nemlig ingen bedre og billigere ”pasningsordning” for piger og drenge under 12 år. Af den årsag er andelen af foreningsaktive børn under 12 år i Danmark både meget høj (70-75 %) sammenlignet med andre lande og meget stabil over tid. De mest populære idrætsgrene for børn under 12 år er gymnastik (168.050), fodbold (130.930), svømning (147.840), håndbold (48.175), badminton (22.505) og ridning (19.837).

Stort frafald blandt fodbold- og håndbolddrenge mellem 13-18 år

Indtil for få år siden var antallet af unge mellem 13-18 år, som var medlem af en idrætsforening, også relativt højt og stabilt. Men de seneste 5 år har vist nogle meget alvorlige tendenser, som bør give bestyrelsesmedlemmer, ledere og trænere, både i DIF, DGI og specialforbund som Dansk Boldspil Union og Dansk Håndbold Forbund alvorlige panderynker. Antallet af DIF’s medlemmer mellem 13 og 18 år er i det seneste år ”kun” faldet fra 250.709 til 250.541. Det beskedne tal af frafaldne unge dækker imidlertid over markante forskelle mellem individuelle idrætsgrene og holdsport. Antallet af 13-18-årige spillere i DBU’s klubber er det seneste år faldet fra 75.409 til 72.697 – dvs. 2.712 unge eller 4 % er stoppet med klubfodbold. Hermed fortsætter den triste udvikling fra de seneste 5 år, hvor 6.887 piger og drenge – eller 12 % – har fravalgt fodboldklubben. Mange af de frafaldne spillere er helt sikkert også ”ressource personer”, som nu eller senere i livet kunne være potentielle trænere eller frivillige ledere i klubben.

Endnu værre er det gået med antallet af unge håndboldspillere. Der er aktuelt registreret 24.442 håndboldspillere i DHF mellem 13 og 18 år, hvilket er 2.450 eller næsten 10 % færre end for 5 år siden og 6.668 eller mere end 20 % færre end for 10 år siden. Det katastrofale fald har naturligvis også betydet at færre og færre klubber under DHF er i stand til at mønstre bare 7 spillere til U14, U16 og U18-turneringen og endnu værre at ungdomspillerne skal bruge ”kostbar” tid i weekenden til at transportere sig til kampe i den ”anden ende af Jylland”. Fortsætter denne udvikling skal man ikke kigge langt ind i fremtiden før DHF og klubberne kan bruge alle kræfter på børnehåndbold eller motionstilbud som ”Håndboldfitness” og ”Five-a-side Håndbold”.

Teenagere har svært ved at kombinere sport og ungdomsuddannelse

Der er mange og ofte komplekse årsager til at unge fravælger holdsport som fodbold og håndbold. Mange unge har meget svært at fastholde deres engagement i fodbold- eller håndboldklubben, når de begynder på en ungdomsuddannelse, hvor mange, især piger, bevidst fravælger holdsport til fordel for lektier, fritidsjob, kærester og fitness uden for klubregi. For mange fodbold- og håndbolddrenge står drømmen om en professionel tilværelse fortsat øverst på prioriteringslisten i forhold til bl.a. lektier og karakterer i starten af deres ungdomsuddannelse. Men relativt hurtigt erfarer de at kravene på ungdomsuddannelserne ikke kan indfries med en beskeden arbejdsindsats og et stort ugentligt tidsforbrug på træning og kampe. Eller bliver de ufrivilligt fravalgt i fodbold- eller håndboldklubben på grund af manglende færdigheder eller en ”utilfredsstillende og utilstrækkelig” træningsindsats.

Ensidig resultatfokusering og forældet turneringsstruktur er de væsentligste årsager til frafald

Holdsport som fodbold og håndbold har en række kvaliteter, som ikke findes i individuelle idrætsgrene:  Afhængigheden af medspillernes præstationer, aftaler som skaber social udvikling og fælles sejre, nye kammerater som forøger holdet og hermed ens egne chancer for succes og meget, meget mere. Ja – faktisk mener jeg at samarbejdet og fællesskabet på et fodbold- eller håndboldhold er en unik demokratisk proces og et forpligtende fællesskab, hvor holdet altid er større og vigtigere end den enkelte. Og den værdi og kvalitet har nutidens unge brug for mere end nogensinde tidligere. Men alt for mange fodbold- og håndboldsklubbers ensidige fokusering på resultater og en forældet turneringsstruktur med stort tidsforbrug til transport og kampe hver weekend samt ufleksible regler i forhold til spillernes alderskategorier får – desværre – et meget stort antal unge til at vende klubfodbolden eller – håndbolden ryggen. Der er efter min opfattelse mere end nogensinde før brug for nye visioner, kreativitet og konkrete forslag – både i DBU, DHF og i landets fodbold- og håndboldklubber – såfremt foreningslivet fortsat skal rekruttere og ikke mindst fastholde de unge i klubberne. Sker det ikke, svigter de to idrætsorganisationer, de to specialforbund – DBU og DHF – og klubberne efter min mening for alvor deres allervigtigste kerneopgave: Idræt for børn og unge.

Du kan læse mere om dette emne i kronikken: ”Den svære vej ud af eliteidræt” (Politiken, 1. april 2014 – https://politiken.dk/debat/kroniken/art7109710/Der-skal-v%C3%A6re-en-vej-ud-af-eliteidr%C3%A6t), som jeg har skrevet sammen med Nina Thysk Sørensen, der er autoriseret psykolog og tidligere sportspsykologisk konsulent i Team Danmark.