For få uger siden mødte jeg tilfældigt ved en reception på DOKK1 i Aarhus én af ”sportsheltene” fra min barndom: Niels Fredborg. Jeg genkendte straks den nu 75-årige Fredborg og vi fik en god samtale om mange forskellige emner: Bankrådgivning, Saxild Strand – hvor både Niels og mine forældre havde sommerhus igennem en årrække – forskellen på at bo i København og Aarhus, golf og så naturligvis oplevelserne på Aarhus Cyklebane i 1960’erne og 1970’erne, hvor Sprint Grand Prix med deltagelse af bl.a. den elegante franskmand Daniel Morelon og den ”russiske bjørn” Omari Phakadze samt DM-finalerne i sprint og 1.00o meter på tid mellem den fynske politibetjent Peder Pedersen og Niels Fredborg tiltrak mere med 10.000 tilskuere. Det var disse oplevelser, som gjorde Niels Fredborg til én af Danmarks bedste baneryttere igennem tiderne. Og som motiverede en 12-årig knægt til at deltage i ”De Unges Cykelløb” rundt om Brabrand-søen samt tilbringe masser af aftener ved rækværket på Aarhus Cyklebane.
Niels Fredborg – Olympisk mester og tredobbelt verdensmester
Niels Fredborg begyndte at køre løb på Aarhus Cyklebane i 1962, hvor han som 16-årig vandt det første danske mesterskab i sprint. Frem til karrieren som professionel banerytter sluttede i 1980 vandt han i alt 27 danske mesterskaber, deltog ved 4 olympiske lege (1964, 1968, 1972 og 1976) og blev tredoblet verdensmester (1967, 1968 og 1970) i favoritdisciplinen 1.000 meter på tid. Det var også i favoritdisciplinen at Fredborg vandt 3 olympiske medaljer: Sølv i 1968, guld i 1972 og bronze i 1976. Især OL-guldet i München, som jeg fulgte klinet til familiens nye farvefjernsyn, står stadig i dag knivskarpt i mine erindringer. Fredborg var efter OL-sølvmedaljen fire år tidligere i Mexico City blandt favoritterne til OL-guldet i München. Og efter de 30 ryttere havde gennemført tidskørslen stod det klart at 25-årige aarhusianer havde hurtigste tid – 1:06.44. Danny Clark fra Australien (1:06.87) vandt sølv og Jürgen Schütze fra DDR (1:07.02) tog sig af bronzemedaljen. Det skulle senere vise sig at Fredborg’s guldmedalje blev Danmarks eneste medalje ved legene i 1972. OL’s nationskonkurrencen blev vundet af Sovjetunionen med ikke færre end 50 guldmedaljer foran USA og DDR – eller Østtyskland (1949-1990) – den kommunistiske stat, som målrettet og strategisk anvendte elitesport som politisk propaganda via videnskabelige træningsmetoder og systematisk doping.
OL 1972 – De ”muntre” lege og arven fra Berlin ’36
Europa var fra slutningen af 1940’erne og frem til slutningen af 1980’erne som konsekvens af Nazitysklands sammenbrud i 2. verdenskrig opdelt i to interessesfære: Øst med Warszawapagten og Vest med Nato som militære alliancer og især etableringen af Berlinmuren i 1961 som en ”antifascistisk beskyttelsesmur” skærpede for alvor Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA som militære stormagter. Oprustningen af atomvåben hos de to supermagter eskalerede igennem 1960’erne og flere gange truede en atomkrig. Den Kolde Krig foregik ikke alene via militær oprustning, men også ved internationale sportsevents som OL. De ”muntre” lege – som OL i München blev kaldt – var for Vesttyskland en kærkommen lejlighed til at vise resten af verden at nationen havde rejst sig – demokratisk, økonomisk og kulturelt – efter Hitlers nationalsocialistiske Tredje Rige, som bl.a. anvendte OL 1936 i Berlin til et af verdenshistoriens største propaganda-numre. Få dage efter Fredborgs triumf blev OL i München imidlertid ramt af en frygtelig tragedie, som påvirkede hele verden. Og som satte ekstra fokus på en konflikt, som også var en konsekvens af Nazitysklands systematisk folkemord på 5-6 millioner jøder i perioden 1933-1945.
Connolly Strasse 31 – Dødens venteværelse
Tidligt om morgenen den 5. september 1972 brød otte medlemmer af den palæstinensiske gruppe ”Sorte September” – en fraktion af den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) – ind i den olympiske by, dræbte to israelske atleter og tog ni andre israelske atleter som gidsler. Terrorgruppen krævede løsladelse af 236 palæstinensere, der var tilbageholdt i Israel samt frigivelse af de to tyske Rote Armee Fraktion-terrorister Andreas Baader og Ulrike Meinhof. Israelerne afviste totalt at forhandle med terroristerne og bad i stedet den tyske regering om tilladelse til at sende en specialstyrke til München, men dette forslag blev afslået af den tyske regering. Jeg husker stadig i dag tydeligt ”live-billederne” fra Connolly Strasse 31, som blev udsendt til mere end 900 millioner seere på hele kloden. OL i München var nemlig første gang at legenes konkurrencer blev sendt som direkte tv. De efterfølgende 21 timer ventede hele verden med intens spænding på terroristerne, politifolkene og politikernes handlinger i og uden for den olympiske by. Forhandlingerne endte uden resultat, hvorefter terroristerne og gidslerne blev transporteret til Fürstenfeldbruck lufthavn med henblik på at blive fløjet til et land i Mellemøsten. Befrielsesaktionen som tysk politi iværksatte i lufthavnen blev en total fiasko, idet alle ni israelske gidsel blev dræbt af terroristerne. Det lykkes tysk politi at dræbe fem af terroristerne, mens tre blev fanget i live. Få dage efter tragedien i München valgte den israelske premierminister Golda Meir med assistance af det israelske luftvåben at angribe PLO-militæranlæg og civile palæstinensere i Syrien og Libanon som hævn for terrorangrebet i München. Og samtidig forsikrede premierministeren at den israelske sikkerhedstjeneste fremover ville dræbe alle ”Sorte September-terrorister” – uanset hvor i verden de befandt sig.
“The show must go on” – men alt er (u)forandret
Terrorangrebet var indtruffet på det værst tænkelige tidspunkt og det værst tænkelige sted – under verdens største ”folkefest” i München, som i slutningen af 1920’ og igennem 1930’erne var Hitlers foretrukne ”hjemby”. Den Internationale Olympiske Komité skulle lynhurtigt træffe beslutninger med vidtgående konsekvenser. I løbet af tirsdag den 5. september 1972 blev flere og flere OL-konkurrencer aflyst og legene blev efter fiaskoen på Fürstenfeldbruck lufthavn suspenderet i 34 timer – hele verden ventede i spænding. IOC besluttede at afholde en mindeceremoni for ofrene, hvor IOC-præsidenten udtalte de berømte ord: ”The show must go on” – resten af OL-konkurrencerne blev afviklet i de efterfølgende dage, men alt var (u)forandret.
Konflikten mellem Israel og Palæstina, som kan henføres til flere århundreders stridigheder mellem jøder og arabere om ”helligt land”, er fortsat uløst. Antallet af terroraktioner med rødder i konflikterne mellem jøder og arabere og mellem muslimer og kristne er ekspanderet i de seneste tiår. Og så har Aarhus Kommune netop besluttet at fjerne Aarhus Cyklebane fra landkortet – kun ganske få jubeloptimister har nu håbet om og troen på en ny indendørs cykelbane i landets næststørste by. Også selv om Danmark har vundet OL-medaljer i banecykling ved de seneste 4 olympiske lege.
Kilder:
P.O. Enquist: Katedralen i München (Samleren, 1972)
Simon Reeve: One Day in September: The Full Story of the 1972 Munich Massacre and the Israeli Revenge Operation “Wrath of God” (Arcade Publishing, 2001)
Kay Schiller & Chris Young: The 1972 Munich Olympics and the Making of Modern Germany (University of California Press, 2010)
David Clay Large: Munich 1972: Tragedy, Terror, and Triump at the Olympic Games (Rowman & Littlefield, 2012).
