Uncategorized @da

Af

Frederiksbjerg i 8000 Aarhus C. har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Årsagerne er mangfoldige; for snart syv årtier siden mødte jeg denne verden i Montanagade 55, st.tv. – dengang i 1950’erne et fattigt arbejderkvarter med to-værelseslejligheder opvarmet af petroleum eller koks og med toilet i baggården. For seks år siden vendte jeg ”hjem til Aarhus” efter 38 år på ”udebane”, da jeg flyttede ind på Joh. Baunes Plads 6, hvor fem-værelseslejligheder med designerkøkkener, vinreoler, el-biler og sommerhuse er ”uundværligt” for min og mine naboers hverdagsliv. Derudover kan Frederiksbjerg også byde på madmarked på Ingerslev Boulevard hver onsdag og lørdag året rundt, masser af caféer og restauranter i Jægergårdsgade samt fantastiske specialbutikker i MP Bruuns Gade og på Skt. Pauls Kirkeplads.

Dalgas Avenue – det eneste fodboldanlæg inden for Ringgaden

Landsudstillingen i 1909 blev meget afgørende for udviklingen af Aarhus. I starten af sidste århundrede boede der kun 80.000 indbyggere i Aarhus Kommune, mens tallet i dag er mere end 370.000. Befolkningstallet i Aarhus er således historisk set vokset langt hurtigere end i Danmark som helhed, hvilket især kan tilskrives jernbanen og havnens udvikling samt byens beliggende med skov og strand ”lige udenfor døren”. Den første fodboldturnering i Aarhus blev afholdt i 1902 på eksercerpladsen på Galgebakken, men efter Landsudstillingen besluttede Aarhus Byråd at etablere boldspilbaner på et større areal ved Dalgas Avenue. Og relativ hurtigt fik både Aarhus Gymnastik Forening (AGF – stiftet i 1880 og med fodbold fra 1902) og Arbejdernes Idrætsklub Aarhus (AIA – stiftet 1918) egne baner og ”primitive” klubhuse på Dalgas Avenue. Fodbolden i Danmark var i større byer som Aarhus klassebestemt. Der blev oprettet ”arbejderklubber”, som var utilfredse med forholdene i ”borgerlige” klubber som f.eks. AGF, hvor især formænd og bestyrelsesmedlemmer var rekrutteret fra byens største erhvervsvirksomheder. Både AIA, Idrætsklubben Skovbakken (stiftet 1927), Fuglebakken (stiftet 1938) og Aarhus Fremad (stiftet 1947) blev etableret som ”arbejderklubber” med ”de hviie” fra Fredensvang som ”arvefjenden”. Det samme gjaldt Idrætsforeningen Arbejdersport Aarhus – i daglig tale ASA – som blev stiftet den 22. april 1933.

ASA – ”Vi favner alle medlemmer og understøtter talenterne i et sjovt og tillidsfuldt fodboldmiljø”

ASA blev stiftet i mellemkrigstiden som led i Socialdemokratiets erklærede mål om afskaffelsen af borgerskabets patent på idræt. En af klubbens første bestyrelsesformænd var Orla Hyllested (1912-2000), som også var borgmester i Aarhus Kommune fra 1971 til 1981. ASA har igennem næsten 100 år været et stærkt kulturelt og socialt mødested for Aarhus midtbys børn, unge og seniorer. Og især har mange studerende som tilflyttere til Aarhus fra hele landet haft stor gavn og glæde af ASA’s sociale klubmiljø. Klubbens fodboldafdeling tæller i dag mere end 900 medlemmer, fordelt på 50 hold.  Jeg er især imponeret over antallet af pige- og kvindelige spillere og hold i ASA – lige fra U8 til klubbens 1. divisionshold, som i dette forår har været meget tæt på at kvalificere sig til Gjensidige Kvindeligaen – altså blandt Danmarks 8 bedste klubber. Også klubbens bedste seniorhold for herrer i Danmarksserien har opnået stor fremgang i de seneste sæsoner. På onsdag aften møder holdet Hørsholm-Usserød IK i den første af to kampe om status som divisionsklub.

På trods af sportslig succes for klubbens bedste hold er ASA’s kerneværdier fortsat et forpligtende fællesskab med tid og plads til alle medlemmer. Disse værdier er blandt andet synliggjort gennem to særlige projekter. I 2022 valgte ASA at invitere ukrainske flygtningebørn ind i klubben til ugentlig fodboldtræning. Børn på flugt fra krigens rædsel fik hermed med leg og boldspil mulighed for at opleve aarhusiansk værtskab på allerbedste vis. Projektet ”FC Demens” er et andet eksempel på klubbens sociale aktiviteter. Med økonomisk støtte fra blandt andet Sygeforsikringen “Danmark”, Tryg-Fonden og Socialstyrelsen tilbyder klubben mennesker, som er ramt af demens, et skræddersyet tilbud om fodboldaktiviteter. Forskning har dokumenteret at fysisk aktivitet kan afbøde og lindre negative effekter af sygdomsudviklingen hos mennesker med demens. Og især kan et socialt fællesskab modvirke ensomhed samt styrke livskvalitet og identitetsfølelse, som ellers kan være truet af sygdommen.

Aarhus Kommune med stort økonomisk efterslæb til foreningslivet

Om få måneder er der igen valg til byråd og kommunalbestyrelser i Danmark. Aarhus Kommune har i de seneste år været omtalt i stort set alle landets medier for en katastrofal proces vedr. etableringen af et nyt, moderne fodboldstadion. En proces, hvor de kommunale udgifter er overskredet med astronomiske beløb og hvor politiske beslutninger har været uigennemskuelige og besluttende møder afholdt uden skriftlige referater. Jeg håber at Aarhus Byråd i de kommende år vil opprioritere renovering af eksisterende idrætsfaciliteter og etablering af nye anlæg samt forøge de økonomiske driftstilskud til klubber som blandt andet ASA og ikke anvende flere ressourcer på hverken et mono-funktionelt fodboldstadion eller et aktieselskab, som driver professionel fodbold.

Kilder:

Af

Trafik og støj er intens, da Lars Carlsen henter os ved Stazione di Centrale i centrum af Catania, som er den næststørste by på Sicilien. Lars er netop ankommet med fly fra Paris via Rom efter tre dages møder i hans nye job som sport manager i International Federation of American Football (IFAF). ”Buongiorno – mio amico” lyder det fra den 60-årige helsingoraner, som jeg mødte første gang for mere end 20 år siden på Idrættens Træner Akademi. Lars var i perioden 1995-2022 landstræner for amerikansk fodbold og sportschef for DAFF, afsluttende med en periode på 5 år som forbundets direktør 2020 – 2024. Lars har altid været passioneret af amerikansk fodbold og ikke mindst sportsgrenens udvikling af spillere, trænere og dommere, både i Danmark og internationalt. Sidste efterår viste der sig en unik chance for at Lars kunne realisere et drømmejob kombineret med et permanent ophold i Italien sammen med hustruen Birgitte.

”Birgitte og jeg har altid været meget fascineret af den italienske livsstil – la bella vitae. Vi har været på mange ferier i Italien og igennem amerikansk fodbold har vi også opbygget et stort netværk af italienske venner. Vi er meget glade for de italienske værdier, især prioriteringen af at mad og vin skal være kvalitet, og så skal det helst indtages med gode venner. Det er heller ikke tilfældet at valget faldt på Sicilien og landsbyen San Gregorio for foden af Etna. En af mine italienske venner overbeviste os med følgende statement: Toscana er det bedste sted i verden, men Sicilien er det bedste sted i Italien”, lyder det overbevisende fra Lars.

Flag football – en spændende variant af amerikansk fodbold

Flag football er en spændende variation af amerikansk fodbold (NFL), men uden hårde tacklinger og fysisk kontakt. Spillerne bærer bælter med flag og formålet for modstanderen er at fjerne disse flag for at stoppe spillet, i stedet for at tackle spilleren. Flag football er en kombination af fysiske, mentale og taktiske færdigheder og en dygtig flag football-spiller skal have en god fart, koordination, styrke, smidighed, og samtidigt være i stand til at tænke og handle strategisk i forhold til med- og modspillere. Reglerne i flag football er på mange måder anderledes end amerikansk fodbold, blandt består hvert hold af 5 spillere på banen og i alt 12 spillere. Antallet af spillere i amerikansk fodbold er til sammenligning 11 spillere på banen og i alt 45 spillere. Banen er også mindre (25-70 yards) og spilletiden er 2 x 20 minutter. Målet med spillet er at score flere point end modstanderne, ved at løbe bolden over modstanderens mållinje. Der findes forskellige typer af scoringer i flag football. Sportsgrenen er således særdeles velegnet til såvel kvinder og mænd som børn og unge.

Flag football – ny olympisk sportsgren

De første fem måneder af Lars’ nye job har været særdeles travle med et stort antal rejsedage rundt i hele verden. Den væsentligst årsag er at flag football er blandt de nye sportsgrene ved det kommende OL 2028 i Los Angeles.

Lars Carlsen har hovedansvaret for alle sportslige forberedelser frem imod legene om tre år. ”Det er en helt unik chance for at udbrede vores sportsgren til alle fem kontinenter og heldigvis har vi stor opbakning og støtte fra NFL, som sætter stor pris på at flag football nu er olympisk sportsgren. Det vil helt sikkert være enorm opmærksomhed på flag football ved OL 2028, ikke mindst fordi klubejerne i NFL for nylig har besluttet at aktive NFL spilere må deltage ved legene i Los Angeles. NFL har fastlagt nogle specielle regler omkring dette, men det vil betyde af mange af megastjerner fra NFL har mulighed for at deltage; amerikanerne for værtsnationen USA men også NFL-spillere fra andre nationer kan repræsentere deres land ved LA28.  En af mine vigtigste opgaver frem imod OL 2028 er at afholde kontinentale mesterskaber og verdensmesterskaber, samt at sikre at de afholdes i overensstemmelse med gældende regelsæt, som er blevet skærpede med status som OL-sportsgren. Dette giver lidt udfordringer idet vi samtidig får mange nye nationer ind i IFAF, der ikke har mange erfaringer med organiseret sport og slet ikke på det niveau, som er gældende for OL-sportsgrene. Derudover er kontinentale mesterskaber noget nyt på flere kontinenter. Europa har afholdt Europamesterskaber i mange år, mens vi f.eks. i år afholder de amerikanske mesterskaber for kun anden gang, og de afrikanske mesterskaber for allerførste gang her i juni. På den ene side skal vi naturligvis være fleksible i forhold til nye nationer og nye kontinentale mesterskaber, men på anden side vil IOC også være meget opmærksom på om IFAF på alle områder leve op det olympiske charter”, siger Lars med lige dele smil og alvor.

Danmark med gode chancer for OL-kvalifikation

Lars Carlsen følger naturligvis stadig udviklingen af flag football i Danmark og ikke mindst landsholdets resultater. Danmark blev nr. 4 ved EURO FLAG 2023 og indtager pt. en placering som nr. 11 på World Ranking. ”Det bliver naturligvis en svær – men ikke umulig – opgave at kvalificere det danske landshold for herrer til OL 2028. IOC har netop meddelt at OL-turneringen vil bestå af 6 nationer for henh. kvinder og mænd. USA er selvskreven, mens formentlig vil 3 eller 4 nationer fra Europa kvalificere sig. Det første fingerpeg om de danske OL-chancer kommer allerede ved EURO FLAG 2025, som afvikles over 3 dage til september i Paris. Der er tilmeldt 24 nationer for herrer og 19 nationer for kvinder, hvilket er historisk rekord. “Det har helt sikkert haft meget stor indflydelse på disse tal at flag football er blevet en OL-sportsgren” lyder det fra Carlsen.

Venskaber i hele verden

Lars er en fantastisk ambassadør – ikke kun for dansk og international flag football – men også for dansk idræt. En hyggelig aften på en fiskerestaurant i Catania slutter en god snak om kvaliteterne og værdierne i dansk og international sport. ”Jeg er naturligvis glad for og stolt over at Birgitte og jeg kan realisere vores personlige drøm, men jeg håber især at jeg kan være med til at udvikle såvel spillere, trænere som dommere inden for en sportsgren, som har givet mig venner over hele verden og at jeg kan repræsentere dansk idræt og de danske værdier på bedste vis”, slutter Lars Carlsen.

Kilder:

Af

Fodbold er med mere end 40.000 kontraktspillere fordelt på 900 professionelle klubber den mest dominerede sportsgren i Europa, såvel økonomisk som mediemæssigt. Det anslås at topklubber som Real Madrid, Bayern München og Manchester City har årlige omsætninger på 5-6 mia. kr. og at fodbold i dag udgør mere end 80 % af den totale økonomisk omsætning i europæisk sport. Fodboldklubber med ambitioner om europæisk succes er styret af ekstreme kapitalinteresser, hvor et af de vigtigste midler er rekruttering og udvikling af talenter. Det europæiske fodboldforbunds (UEFA) regel om at en del spillere i en klub skal være homegrown, dvs. spillet mindst tre år i klubben inden de fylder 21 år, betyder at ungdomsspillere under 18 år er blevet særdeles attraktive. Konsekvensen er at klubberne indgår kontrakter med stadig flere ungdomsspillere under 18 år – især fra Afrika og Sydamerika– til stadig større pengebeløb. De seneste årtiers eksplosive udvikling har også haft stor afsmittende virkning på dansk fodbold. Unge talenter fra danske superligaklubber sælges til udenlandske topklubber på enorme transfers, som f.eks. 19-årige Conrad Harder fra FC Nordsjælland som i efteråret 2024 blev solgt til den portugisiske storklub Sporting CP for 22 mio. euro (165 mio. kr.). Det er i lyset af denne udvikling at de største talenters (u)mulige valg mellem fodbold og uddannelse skal anskues.

Dual Career for de største fodboldtalenter – en urealistisk vision?

Både i Danmark og Europa har der i de seneste 15 år været fokus på dual career, dvs. unge sportstalenters mulighed for at kombinere et hverdagsliv med både eliteidræt og uddannelse. Både Team Danmark, elitekommuner, ungdomsuddannelser og videregående uddannelsesinstitutioner har selvstændigt og i samarbejde italesat visioner, udviklet konkrete programmer og koordineret indsatser til glæde og gavn for mange talenter i dansk eliteidræt, men med yderst begrænset effekt i fodbold. Det skyldes flere sammenfaldende forhold.

Forblindende økonomier

Unge fodboldtalenter i Danmark oplever konfliktende interesser mellem uddannelse og sport, hvor økonomiske incitamenter ofte skubber dem væk fra uddannelse. Mange drenge drømmer om en guldrandet kontrakt og fristes til at satse enstreget på fodboldkarrieren. Her adskiller fodbold sig fra alle andre sportsgrene på grund af voldsomt store økonomier og enorm mediebevågenhed.

Studier viser, at unge talenter opfatter forpligtelser på en ungdomsuddannelse med større og større krav til lektier, studieture og eksaminer som en tung byrde, der kolliderer med drømmen om en professionel fodboldkarriere. Studierne viser også at de professionelle klubber stiller større og større krav til talenternes morgen- og eftermiddagstræning, træningslejre, kampe, kost, restitution og meget andet. Der er altså betydelig risiko for at de to verdener bliver modpoler, som hiver i talenterne fra hver deres side.

Klubbernes fokus på fuld dedikation og engagement til fodbolden skaber konkurrencemiljøer, hvor uddannelsesmæssige ambitioner nedprioriteres, selvom klubberne officielt og udadtil støtter talenternes uddannelse. Klubbernes fleksible løsninger prioriterer ofte fodbold over uddannelse, hvilket kan føre til dårlige eksamensresultater og mistrivsel blandt talenterne. Og for langt størsteparten af dem også på længere sigt en bristet drøm om en professionel kontrakt.

At tone rent flag

Idealet om helhedsorienteret dual career og det herskende uddannelsesimperativ om at uddannelse er godt og mere uddannelse bedre endnu, harmonerer således meget dårligt med rammerne og vilkår for unge talenter i professionelle fodboldklubber, både nationalt og internationalt. Der er desværre i dag mange unge fodboldspillere med en halvbagt ungdomsuddannelse, der udover et forringet læringsudbytte kun giver adgang til et fåtal af videregående uddannelser.

Men måske er det slet ikke så slemt at lade de største 16-18-årige talenter satse énstrenget på fodbolden og være ”fritaget” fra uddannelse i 2-3 år. Uddannelsesmæssige forsinkelser er næppe et stort problem – det svarer egentlig bare til sabbatår, som mange unge alligevel tager i et langt uddannelsesforløb. Det er naturligvis vigtigt med klare rammer og aftaler mellem talentet, klubben og forældrene om en helhjertet, enstrenget satsning på fodbold for en periode.

Efter vores opfattelse kan eliteidræt – også fodbold – give unge redskaber og kompetencer, som rækker langt ud over sporten, både personligt og professionelt. Og i det store billede betyder nogle års forsinkelse meget lidt sammenlignet med den personlige udvikling, eliteidrætten giver.

Netop derfor er tiden inde til at klubberne i stedet vedkender sig at køb og salg af de største talenter er styrende for klubbens handlinger og at en ungdomsuddannelse er et (alt for) forstyrrende element i forhold til en optimal personlig udvikling som professionel fodboldspiller. Det vil være langt mere troværdigt af klubberne og meningsfyldt for de største talenter at bruge tid og kræfter på uddannelse, når deres potentiale er afprøvet eller en professionel fodboldkarriere er afsluttet. Så til professionelle fodboldklubber – ton nu rent flag.

Kilder:

Kristian Raun Thomsen: “Fostering Dual Career Development in Danish Male Elite Football: Considerations on the Navigation of School ad Elite Sport Values” (The International Journal of Sport and Society” (Volume 15, Issue 4, 12/23/2024 – https://cgscholar.com/bookstore/works/fostering-dual-career-development-in-danish-male-elite-football)

Olesen, Jesper Stilling, and Martin Treumer Gregersen. 2023. “Exploring How Education and Sport Are Brought Together in Two Different Dual Career Programs for Danish Soccer Players: Effects for the Player’s Current and Future Life.” Soccer & Society 24: 223–234. https://doi.org/10.1080/14660970.2022.2061469

Storm, Louise K., Kristoffer Henriksen, Natalia B. Stambulova, et al. 2021. “Ten Essential Features of European Dual Career Development Environments: A Multiple Case Study.” Psychology of Sport and Exercise 54: 101918 https://doi.org/10.1016/j.psychsport.2021.101918

Bloggen er udarbejdet i samarbejde med Kristian Raun Thomsen, studielektor på Sektion for Idræt, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Af

Holmenkollen Skicenter i udkanten af Oslo har ikonisk status for de fleste nordmænd. Det samme har skiskytten Johannes Thingnes Bø, som på næste søndag afslutter en imponerende karriere med sæsonens sidste World Cup-løb netop på ”Kollen”. Den 31-årige sympatiske skiskytte har i det seneste tiår været verdens suverænt bedste og alle, som følger den fascinerede sportsgren, vil sende gode tanker til Thingnes Bø, som nu vil opprioritere den nærmeste familie bestående af hustruen Hedda Kløvstad Dæhli og deres to børn Gustav og Sofia.

Storebror som inspirator og konkurrent

Johannes Thingnes Bø blev født den 16. maj 1993 i Stryn på Vestlandet som den næstyngste af en søskendeflok på fem. Især den fem år ældre storebror Tarjei, som også er en af verdens bedste skiskytter, var under opvæksten en stor inspirator for Johannes og sammen trænede og konkurrerede de to brødre mere og hårdere end de fleste på Ullsheim Skicenter i Markana. Johannes var elev på Stryn Videregående Skole, som har en særlig skiskydningslinje og som 15-årig vandt Johannes det første nationale mesterskab. Allerede året efter kom det internationale gennembrud med 3 guldmedaljer ved junior-VM. Det var derfor heller ikke overraskende at Johannes Thingnes Bø som den yngste skiskytte nogensinde i foråret 2012 blev udtaget til det norske seniorlandshold.

Vinter OL 2022 i Beijing – 4 guld- og en bronzemedalje

Johannes Thingnes Bø fik sin olympiske debut i 2014 ved vinter-OL i Sochi, hvor det blev til beskedne individuelle placeringer som nr. 8 i fælles start og nr. 11 i sprint. Den 20-årige Bø blev sammen med legenden Ole Einar Bjørndalen, Emil Hege Svendsen og storebror Tarjei nr. 4 i holdstafet efter Rusland, Tyskland og Østrig. Flere år efter blev Rusland frataget OL-guld på grund af doping, men Norge er aldrig officielt blevet tilskrevet bronzemedaljen, ligesom Tyskland og Østrigs medaljestatus fra vinter-OL 2014 heller ikke er ændret.

Efter vinter-OL 2018 i Pyeongchang, hvor Johannes Thingnes Bø vandt OL-guld på 20 km og 2 sølvmedaljer i holdstafet og mix-stafet, blev vinter-OL 2022 i Beijing den helt store triumf for Thingnes Bø. 4 guldmedaljer i sprint, fællesstart, stafet og parstafet samt én bronzemedalje er olympisk rekord – en rekord, som formentlig aldrig vil blive slået.

23 VM-guldmedaljer – også historisk rekord

Johannes Thingnes Bø har i perioden 2015-2025 vundet i alt 43 VM-medaljer, heraf 23 af guld. Antallet er VM-guldmedaljer er hermed større end de to legender – Ole Einar Bjørndalen (21) og franskmanden Martin Fourcarde (13). Det er disse tre – Bjørndalen, Fourcarde og Thingnes Bø – som har domineret international skiskydning igennem de seneste tre årtier. Foruden OL- og VM-medaljer er der også stor prestige og enorme præmiepenge i den samlede World Cup, som typisk består af 10 afdelinger fordelt over hele vinteren. Det var en særlig præstation at Martin Fourcarde vandt den samlede World Cup hele 7 sæsoner i træk (fra 2011-12 til 2017-18), mens Ole Einar Bjørndalen vandt den samlede World Cup i alt 6 gange fordelt over 12 sæsoner (fra 1997-1998 til 2008-2009). Johannes Thingnes Bø har på nuværende tidspunkt vundet den samlede World Cup 5 gange og forud for sæsonens sidste World Cup-afdeling på Holmenkollen har han gode chancer at tangere Bjørndalens 6 sejre. Næste uges World Cup indeholder tre individuelle løb – 10 km sprint (21.3.), 12,5 km jagtstart (22.3.) og 15 km fælles start (23.3.) og før de tre løb fører landsmanden Sture Holm Legreid (1.071 point) med 104 point foran Thingnes Bø (967 point) på 2. pladsen. Det bliver hermed meget svært for Thingnes Bø at vinde den samlede World Cup for 6 gang.

Et nyt kapitel venter forude

Det var en stor overraskelse for mange at Johannes Thingnes Bø for få uger siden valgte at annoncere sit karrierestop mindre end et år før vinter-OL 2026, hvor biathlon-konkurrencerne skal afholdes i Altholz-Anterselva i Norditalien. Kort tid efter meddelte storebror Tarjei, som vandt den samlede World Cup i sæsonen 2010-11, at han også stopper karrieren efter denne sæson. Et logisk valg for storebroren – Bø-æraen slutter på samme dag. Det er langt fra urealistisk at Johannes Thingnes Bø kunne vinde flere OL-medaljer ved vinter-OL 2026 og hermed overgå Ole Einar Bjørndalen som den mest vindende atlet nogensinde ved vinter-OL med i alt 13 medaljer, heraf 8 af guld. Det bliver imidlertid ikke aktuelt, idet Thingnes Bø nu vil prioritere andre ting i livet.

 

Kilder:

Lasse Lønnebotn: Brødrekraften – Tarjei Bø og Johannes Thingnes Bø – Rivaler og bestevenner (Kagge forlag as, 2021).

International Biathlon Union – https://www.biathlonworld.com/

Af

Jeg genkender straks ansigtet og det gigantiske korpus, da han træder ind i konferencelokalet på Kääriku Sports Center – få kilometer fra grænsen mellem Estland og Rusland. Sidst jeg snakkede med Gerd Kanter var i den olympiske by under OL 2008, hvor jeg få dage forinden på Beijing National Stadium havde oplevet den 29-årige ester vinde olympisk guld i diskoskast med et kast på 68,82 meter foran Malachowski fra Polen (67,82 meter) og Alekna fra Litauen (67,79 meter). Den olympiske guldmedalje i 2008 var et sportsligt højdepunkt for den sympatiske ester, men både før og efter OL 2008 i Beijing vandt Kanter masser af internationale titler og medaljer, hvilket har gjort ham til en legende, både i Estland og i international atletik.

Det moderne Estland – fri af Sovjetunionens jerngreb

Gerd Kanter blev født den 6. maj 1979 i Tallinn – Estlands hovedstad. Sådan var det ikke i slutningen af 1970’erne, hvor Estland var annekteret af Sovjetunionen – i lighed med blandt andet de to øvrige baltiske lande – Letland og Litauen – Ukraine, Moldova og Georgien. Disse lande blev i mere end fem årtier (1945-1991) holdt i et jerngreb af censur, nepotisme og krænkelse af menneskerettigheder af det kommunistiske Rusland. Det var først med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 at Estland opnåede status som selvstændig nation. Gerd var altså 12 år, da undertrykkelse, frygt og fattigdom blev afløst af drømme, håb og optimisme for Gerds forældre, bedsteforældre, søskende og kammerater. Ytringsfrihed og demokrati blev sat på dagsordenen og den materielle velstand for den estiske befolkning udviklede sig på rekordtid. Jeg besøgte Estland i slutningen af 1990’erne og kunne for få uger siden konstatere at fremskridtene i de seneste tre årtier har været meget imponerende. Estlands velstandsniveau i form af BNP pr. indbygger er i dag væsentlig højere end nationer som Bulgarien, Grækenland, Kroatien, Ungarn og Polen. Og Tallinn ligner nu enhver anden hovedstad i Europa med en stærk infrastruktur, stort udbud af forretninger og varer, alsidige kulturtilbud og flotte sportsfaciliteter. Gerd Kanter er da heller ikke i tvivl om den primære årsag til Estlands flotte udvikling er medlemskabet af såvel EU som NATO i 2004, som har skabt både en flot materiel udvikling og ikke mindst militær sikkerhed. ”Vi har altid været en del af Europa og aldrig en del af Rusland” – så klart udtrykker Kanter sig under vores samtaler.

Basketball-spilleren som blev verdens bedste diskoskaster

Gerd fortæller mig at han var 17 år før han begyndte at dyrke atletik. ”Jeg har altid godt kunne lide at konkurrence, men det var basketball som jeg elskede i skolen og i klubben efter skoletid. På grund af min højde og fysik passede basketball godt til mig, men på et tidspunkt syntes min far at jeg skal prøve at kaste – enten med kugle, diskos eller hammer. På det tidspunkt boede vi i Vana-Vigala, men i 1998 flyttede jeg til Tallinn, blandt for at studere økonomi og business på universitetet. I starten dyrkede jeg mest atletik for sjov, men Raul Rebane – en af mine gode venner – foreslog at jeg skulle indlede et samarbejde med den islandske træner – Vesteinn Hafsteinsson. Det blev startskuddet på min internationale karriere”. Det lykkes Gerd at kvalificere sig til OL 2004 i Athen, hvor det blev til en beskeden 20. plads (60,05 meter). Det internationale gennembrud kom året efter med VM-sølv og flere kast over 70 meter. I de efterfølgende år fulgte en stribe af internationale medaljer: VM-guld (2007). VM-sølv (2011) og VM-bronze (2009 og 2013), 3 x EM-sølv (2006, 2012 og 2014) samt OL-bronze i London (2012). Kanter var også blandt medaljekandidater ved OL 2016 i Rio, hvor det blev til en 5. plads (65,10 meter). Gerd Kanters personlige rekord er 73,38 meter, hvilket kun at overgået af tre kastere i verden: Mykolas Alekna (74,35 – 2024), Jürgen Schult (74,08 – 1986) og Virgilijus Alekna (73,88 – 2000). Kanters sidste sæson på internationalt topplan var i 2018. Det var tid for legenden på 196 centimeter og 125 kilo at prioritere hustruen Liinanga og deres søn Kristjani.

Børn og unge bevæger sig simpelthen for lidt – også i Estland

Under vores samtaler på Kääriku Sports Center tilbyder Gerd mig at køre med ham tilbage til Tallinn i stedet for at tage med toget. På turen, som varer lidt mere end tre timer, fortæller Gerd mig om hans liv efter karrieren som international topatlet. ”Jeg synes at atleter bør være mere synlige og markante i forhold til idrætspolitik, både på nationalt og internationalt niveau. Derfor valgte jeg at opstille til EOC’s atletkomité i 2017, hvor jeg blev valgt som formand. En opgave, som jeg blev genvalgt til i perioden 2020-2024. Valget betød også at jeg blev medlem af IOC’s atletkomité. Det har været meget lærerigt for mig og jeg har opbygget et stærkt og mangfoldigt netværk blandt atleter fra hele verden. Jeg synes at det er helt rigtigt at man kun kan være medlem i sådanne komitéer i 8 år”, fortæller Gerd Kanter. På turen snakker vi også om børn og unges fysiske og motoriske færdigheder, som Gerd er bekymret for. ”Jeg tror at sundhedsvæsenet her i Estland bliver voldsomt udfordret i fremtiden. Børn og unge bevæger sig simpelthen for lidt og de leger sjældent udendørs. Jeg er i dag direktør for Tallinns største sportsklub ”Spordiklubi Nord”, hvor vi tilbyder en række forskellige sportsgrene – gymnastik, atletik, svømning, basketball og kampsport. Mange børn – ofte stærkt opfordret af deres forældre – foretrækker fodbold, men jeg synes at børn skal prøve forskellige sportsgrene. Er det også sådan i Danmark – Michael – at børnene bruger alt for meget tid med mobiltelefonen og iPaden – i stedet for at lege udendørs og dyrke holdsport sammen med deres kammerater?” Jeg må desværre bekræfte overfor Gerd at tendenserne er præcis de samme i Danmark.

Hils ”rodehovedet” og ”på gensyn – min ven”  

På turen vil der også tid til at høre om Gerd Kanters oplevelser og anekdoter fra Aarhus, hvor han blandt andet trænede sammen med Joachim B. Olsen. Jeg fortæller at Joachim i en periode har været valgt til Folketinget og at han i dag er journalist på en af landets største dagblade. Joachims karriere indenfor politik og journalistik overrasker og glæder Gerd. ”Joachim var lidt af et rodehoved, men rigtig sjov at være sammen med. Jeg tror at hans kæreste – Karen – havde styr på mange af de mere praktiske ting”, fortæller Gerd og griner. ”Du må endelig hilse Joachim, hvis du ser ham –naturligvis også Karen. Og så er du meget velkommen til at besøge min sportsklub i Tallinn på dit næste besøg her i Estland”, slutter Gerd inden vi siger ”på gensyn – min ven”.

Kilde:

Gerd Kanter & Raul Rebane: ”Everything is possible. 15 steps which helped an average small town boy become an Olympian champion” (Menu, 2009).

Af

Australien, som er et af verdens rigeste og mest veludviklede lande, har netop fremlagt en lov i parlamentet, som vil forbyde børn under 16 år at bruge sociale medier. Lovforslaget, som har bred politisk opbakning, skal ramme platforme som f.eks. TikTok, Facebook, Snapchat, Reddit, X og Instagram, der kan stå over for bøder på op til 50 millioner australske dollars, for systematiske fejl i at forhindre børn under 16 år i at oprette konti. En af årsagerne til aldersbegrænsning er, at to tredjedele af 14-17-årige i Australien har set “ekstremt skadeligt indhold online”, blandt andet stofmisbrug, selvmord, selvskade og voldeligt materiale. Herhjemme tegner der sig samme tendens, da en undersøgelse foretaget af analyseinstitutet Epinion viser, at tre ud af fire børn mellem 9 og 14 år i Danmark har set ubehageligt indhold på nettet og sociale medier. Det australske lovforslag er udformet således, at der ikke vil være nogen undtagelser – heller ikke selvom forældre skulle ønske at give samtykke til, at deres børn må have en tilstedeværelse på sociale medier.

Techgiganternes profilmaksimering er langt foran lovgivning    

På nuværende tidspunkt har hverken regering eller Folketing planer om at implementere lovgivning på samme niveau som Australien. Statsminister Mette Frederiksen har flere gange inden for de seneste måneder udtrykt stærk skepsis over både omfanget og indholdet af børns brug af sociale medier. Indtil videre det imidlertid kun blevet til udtalelser som: ”Mens techgiganterne har vokset sig til store, verdensdominerende virksomheder, er de regler og politiske krav, vi stiller ikke fulgt med”. De største trusler for børn og unges (mis)brug af sociale medier skal efter min opfattelse imidlertid findes i det faktum, at to trejdedele af danske børn i 4. klasse har deres telefon som foretrukken fritidsaktivitet efter skole. Hermed er tid alene med skærmen en mere foretrukket aktivitet end at være sammen med kammerater og familien eller at dyrke idræt og andre fritidsaktiviteter.

Overbeskyttelse i den virkelige verden, uden beskyttelse i den virtuelle

Det eksponentielt voksende skærmforbrug blandt børn overalt på kloden – også i Danmark – beskrives og diskuteres på fremragende vis af den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt i bogen ”Den ængstelige generation”, som udkom tidligere i år. Haidt skelner mellem ”den virkelige verden”, hvor relationer mellem mennesker og sociale interaktioner er karakteriseret ved fire træk, som har været typiske i årtusinder. De er kropslige – det vil sig, at vi kommunikerer via brug af kroppen og vi reagerer på andre kroppe, både bevidst og ubevidst. De er synkrone – det vil sige, at de foregår på samme tid. De involverer primært en-til-en eller en-til-flere kommunikation med kun én interaktion i et givent øjeblik. Og endelig finder de sted indenfor et fællesskab, der har en høj tærskel for ind- og udtræden, så man er stærkt motiverede til at investere i relationer og reparere konflikter, når de opstår. De seneste to årtier er der etableret ”den virtuelle verden”, hvor relationer mellem mennesker og sociale interaktioner har følgende træk. De er kropsløse – det vil sige, at kroppen er ikke ”nødvendig”, kun sprog. Parterne kan også være – og er allerede – kunstige intelligenser (AI’er). De er stærkt asynkrone og foregår via tekstbaserede opslag. De involverer et stort antal en-til-mange beskeder – det vil sige udsendelse til et potentielt enormt publikum. Og endelig finder de sted inden for fællesskaber, som har en lav tærskel for ind- og udtræden, så man kan blokere andre eller blot forlade forlade fælleskabet, når man er utilfreds. Fællesskaberne vil derfor ofte være kortvarige og relationerne ustabile. Haidt dokumenterer gennem biologisk, psykologisk og samfundsvidenskabelig forskning og empiriske undersøgelser at overbeskyttelse i den virkelige verden og underbeskyttelse i den virtuelle verden er de primære årsager til, at børn født efter 1995 er blevet ”den ængstelige generation”. En generation, hvor alt for mange børn og unge er ramt af mistrivsel, selvskade, angst og depression. Og hvor alt for mange børns hverdag er præget af forældre og andre velmenende voksne – lærere, pædagoger og idrætstrænere – som overvåger hvert eneste aspekt af børnenes tid – ”blot” ikke omfanget og indholdet på smartphonen eller iPaden.

Mere fri leg i skole og klub … uden mobiltelefoner

Fysisk leg, udendørs og med andre børn i forskellige aldre, er den mest naturlige og lærerige aktivitet for børn. Leg med en vis grad af fysisk risiko er essentiel, så barnet lærer at passe på sig selv og hinanden. Børn kan kun lære at undgå at blive skadet i situationer, hvor det er muligt at blive skadet. For eksempel ved at klatre i træer, balancere på et stillads eller spille bold med børn, som er hurtigere eller stærkere end dem selv. Det allervigtigste budskab er imidlertid at når forældre, lærere og trænere involverer sig, bliver det som oftest mindre frit, mindre legende og mindre lærerigt end når børn leger frit uden voksne og uden mobiltelefoner. Voksne kan nemlig som regel ikke lade være med at dirigere og beskytte. Idræt kan være en fantastisk arena for børn og unges læring og udvikling, men størstedelen af børn og unges fritid skal foregå i ”den virkelige verden”, som er kropslig, synkron, en-til-en eller en-til-flere og i grupper eller fællesskaber, hvor der en vis omkostning ved at deltage eller forlade og hvor det kræves at man investerer i relationerne. Alternativet bliver en generation, der også som unge og voksne med yderst begrænsede kropslige færdigheder og manglende sociale kompetencer i forhold til relationer og interaktion med andre.

Kilder:

Jonathan Haidt: Den ængstelige generation – Hvordan vi vendte op og ned på barndommen og skabte en epidemi af mental sygdom. (Svane & Bilgrav, 2024).

“Australia passes world-first law banning under-16s from social media despite safety concerns” (The Guardian, 28.11.2024).

”Børns liv med sociale medier” (Analyse fra Børns Vilkår, maj 2024).

”DR’s dokumentar om skærme er hjerteskærende. Tiden er inde til at hæve aldersgrænsen” (Kronik af Mette Frederiksen og Christel Schaldemose, Politiken, 26.5.2024).

Af

Alle mennesker sætter spor igennem livet, men nogle mennesker sætter varige spor. Tage Elkjær, som sov stille ind mandag den 11. november på Gødstrup Sygehus, tilhørte den sidste kategori.

Vestjyde med rod i foreningslivet

Tage Elkjær var født og opvokset i Rindum tæt på Ringkøbing i Vestjylland, hvor foreningslivet var rammen for lokalsamfundets børn og unge.  Et foreningsliv, hvor der var tid og plads til alle og hvor fællesskab, loyalitet og demokratisk dannelse var kerneværdier, som blev livsvarige for Tage. Det var på mange måder logisk, at Tage efter realeksamen som 16-årig blev elev i Ringkøbings førende manufakturforretning ”Hertz”. Den unge Elkjær ville imidlertid andet og mere end at sælge metervarer, gardiner og damelingeri. Et ophold i 1963 på Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) ændrede radikalt retningen af Tage Elkjærs liv. Idræt – fodbold, håndbold og atletik – var stadig værdifulde fritidsaktiviteter, men meningen med hverdagen og livet blev for Tage i stigende grad dannelse, folkeoplysning og forpligtende fællesskaber. Tage Elkjær var igennem en årrække formand for IHS’s elevforening og drømmen om en idrætsuddannelse og ansættelse på en fri kostskole var for alvor blevet tændt hos den unge vestjyde.

Pioner med Ollerup Cup – Europas største ungdomsstævne i håndbold

Tage Elkjær blev midten af 1960’erne uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, som er et grundtvig-koldsk seminarium. Læreruddannelsen blev efterfølgende suppleret af et årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Og allerede under uddannelsen blev Tage tilbudt en stilling som lærer i boldspil og foreningsliv på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – en ansættelse, som varede i mere end 15 år. Tage Elkjær engagerede sig hurtigt i foreningslivet på Sydfyn, både som frivillig træner, leder og mangeårig formand for Ollerup-Skerninge G&I og senere også som bestyrelsesmedlem i Fynsk Håndbold Forbund. Blandt Tage Elkjær varige spor er Ollerup Cup – Europas første og største håndboldsstævne – som blev afholdt i perioden 1972-1993. Stævnet blev afviklet hvert år mellem jul og nytår med mere end 2.000 ungdomsspillere fra hele landet. Ollerup Cup var meget andet end håndbold – det var også biograf, diskotek og nye venskaber på tværs af alder, køn og klubber. Tage Elkjær var i disse år Mr. Ollerup Cup og kendt af enhver idrætsleder og træner på Sydfyn.

Livsværket – Nordjyllands Idrætshøjskole

Tage Elkjærs faglige viden og erfaringer med og passion for kostskoleliv, foreningsliv og værdibårne fællesskaber var også baggrunden for hans ansættelse i 1984 som den første forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Tage Elkjær engagerede sig – også i Brønderslev – hurtigt i foreningslivet og sammen med stærke frivillige, lokale ildsjæle og Brønderslev Kommune blev al energi lagt i at etablere en idrætshøjskole i Vendsyssel. Og ingen opgave var for lille eller stor for Tage i denne pionertid: Kontakt til og samtaler med offentlige myndigheder, valg af arkitekt og bygherre, ansættelse af personale, rekruttering af elever, udarbejdelse af undervisningsplaner og ordensregler og meget, meget andet. For Tage Elkjær var tre værdier på NIH helt essentielle: Eleverne skulle gennemgå en træner- eller instruktøruddannelse i enten boldspil (fodbold, håndbold, volleyball og badminton) eller gymnastik (spring- og rytmisk gymnastik). NIH skulle også byde elever fra Færøerne, Grønland og de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige, Island og Finland – velkomne. Og endelig skulle NIH’s undervisning og kostskoleliv indeholde ligeværdighed mellem det åndelige – historie, kultur, poesi, sang og foredrag – og det idrætslige. NIH blev indviet i oktober 1986 af HM Dronning Margrethe II og Brønderslev havde fået en kulturinstitution, som nu igennem næsten fire årtier har givet mere end 8.000 unge fra Danmark og hele verden ”oplevelser og minder for livet”. Tage Elkjær valgte i efteråret 1993 at stoppe som forstander på NIH – han havde givet alt og lidt mere til ”livsværket”. Tiden som forstander havde slidt på Tage Elkjær, men stoltheden over og passionen for NIH forblev fuldstændig intakt helt frem til i dag.

Tak for alle varige spor 

For få uger siden besøgte jeg Tage i hans lejlighed i Ringkøbing. Han havde forberedt en sportsquiz til mig med mere end 80 historiske og aktuelle spørgsmål om kendte sportsnavne og -begivenheder. Om hjerteklubben Esbjerg forenende Boldklubber, Olympiske Lege 1960 i Rom, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen, vores fælles ven Jørgen Gaarskjær, danske medaljevindere ved OL 2024 og meget andet. Hjernen var skarp som altid, men kroppen var meget slidt. Mange tak for berigende samtaler og personligt venskab igennem tre årtier og på vegne af tusinder af unge mennesker tak for Ollerup Cup, Nordjylland Idrætshøjskole eller alle andre steder, hvor du satte varige spor – Tage Elkjær.

Af

Bilfabrikken Fiat og fodboldklubben Juventus F.C. har for mange italienske familier gennem generationer været en fasttømret enhed båret af trofast loyalitet. Det glæder også for familien Bianchi, som bor i landsbyen Gabiano Monferrato – lidt sydøst på storbyen Torino, hvor Italiens mest vindende fodboldklub og største industrikoncern har hjemmebane.

Juventus – latinsk navn for ungdom

Sport Club Juventus blev dannet i 1897 af unge latinstuderende, som ønskede at oprette en sportsklub i den voksende industriby Torino. På grund af stifternes unge alder faldt navnet logisk på Sport Club Juventus, som betyder ungdom på latin. Nogle år senere blev navnet ændret til Football Club Juventus, da der efterhånden kun blev spillet fodbold i klubben. Klubben vandt allerede i 1905 det første nationale mesterskab, hvorefter der skulle gå mere end 20 år før det næste blev vundet. Det var således først i 1923 med Agnelli-familien og ikke mindst Edoardo Agnelli (1882-1935) engagement som præsident at klubben for alvor blev en magtfaktor i italiensk og international fodbold. Den altafgørende forskel var at klubben nu kunne købe de allerbedste spillere, både i Italien og fra udlandet.

FIAT – Agnelli-familiens livsværk

Bilfabrikken ”Fabbrica Italiana Automobili Torino” (FIAT) blev grundlagt af Giovanni Agnelli – Edoardo’s far – i 1899 og lynhurtigt blev fabrikken en af Italiens stærkeste vækstmotorer. Mange syd-italienere og sicilianere rejste til Norditalien og bilfabrikken for at få arbejde og bedre levevilkår. Tog, som gik fra Syditalien til Torino og andre steder i nord blev kaldt ”Il treno della speranza” (håbets tog), fordi de var fyldte med fattige mennesker, som håbede på arbejde og velstand. Fiat-koncernens aktiviteter var oprindelig fokuseret omkring industriel produktion af biler, lokomotiver og jernbanevogne, fly, militærkøretøjer og landbrugsmaskiner, men efter 2. verdenskrig investerede Fiat tillige i et bredt spektrum af andre industrier, ejendomme og finansielle tjenester, således at Fiat i dag er Italiens største koncern. Koncernen har især i de seneste tiår har enorm succes med udvikling og salg af robotter til mange forskellige brancher. Fiat-koncernen har i dag aktiviteter i 61 lande gennem 1.063 selskaber med mere end 223.000 ansatte, hvoraf 111.000 arbejder udenfor Italien. Langt de fleste af koncernens medarbejdere, både i Italien og over hele kloden, er naturligt også fans af Juventus F.C. Det anslås at klubben har en af verdens største fanskare.

36 nationale mesterskaber og europæisk storklub igennem årtier  

Det var først i 1930erne, at Juventus F.C. for alvor manifesterede sig i italiensk topfodbold med hele fem mesterskaber i træk (1931-1935). Det var også spillere fra “La Juve del Quinquennio”, som udgjorde stammen på det italienske landshold, der i 1934 på hjemmebane for første gang blev verdensmestre og som genvandt VM-titlen 4 år senere i Frankrig. Juventus F.C. er med i alt 36 nationale mesterskaber og 13 Coppa Italia-titler den suverænt mest vindende klub i Italien. Også i europæiske klubturneringer har ”Juve” haft stor succes med bl.a. deltagelse i 15 europæiske finaler og 3 VM-finaler for klubhold. Juventus F.C. blev også den første klub, som vandt samtlige tre europæiske klubturneringer: Eurocup for Mesterhold (1985 og 1996), Europacup for Pokalvindere (1984) og UEFA Cup (1977, 1990 og 1993). Det bør også nævnes at Juventus F.C. med 8 Champions League og Europa Cup for mesterhold-finaler kun er overgået af fire klubber, der har spillet flere finaler, nemlig Real Madrid C.F., A.C. Milan, FC Bayern München og FC Barcelona.

La Juve dei danisi

Den italienske storklub har også mange tilhængere i Danmark. Det skyldes bl.a. at flere danske topspillere har repræsenteret klubben på fornem vis. Efter OL 1948, hvor Danmark vandt bronze efter en 5-3 sejr over Italien, blev flere af de bedste landsholdsspillere – John Angelo Hansen (1948-1954 – 124 mål i 187 kampe), Carl Aage Præst (1949-1956 – 51 mål i 232 kampe) og Karl Aage Hansen (1950-1953 – 37 mål i 87 kampe) – købt af Juventus F.C. Det var således logisk at ”Juve-holdet” i starten af 1950’erne fik kælenavnet ”La Juve dei danisi”. Alle tre spillere opnåede legende-status og Carl Aage Præst er stadig i dag den udenlandske spiller, som har spillet flest Serie A-kampe for Torino-klubben. Det bør også nævnes at Danmarks bedste spiller igennem tiderne – Michael Laudrup – har spillet for Juventus F.C. (1985-1989 – 16 mål i 102 kampe) inden karrieren fortsatte i de to spanske storklubber: FC Barcelona og Real Madrid C.F.

Calciopoli – en skamplet på en gloværdig storklub

Juventus F.C. har i lighed med langt de fleste Serie A-klubber også været ramt af nedture og skandaler. Den største er uden sammenligning ”Calciopoli-skandalen”, hvor den italienske sportsavis ”La Gazzetta dello Sport” i 2006 bragte en række artikler om lydoptagelser. Optagelserne var aflyttede telefonsamtaler, som påviste en klar sammenhæng mellem valget af dommere til den bedste italienske fodboldrække og bestyrelsesformænd og sportsdirektører i flere af Italiens bedste fodboldklubber, blandt andet ACF Fiorentina, S.S. Lazio, Reggina, A.C. Milan og især Juventus F.C. Anklagen gik på at klubbernes topledere havde påvirket resultaterne i Serie A ved at udvælge dommerne til egne og andre klubbers kampe og at strategen bag skandalen var direktør for Juventus F.C., Luciano Moggi. Den civile retssag i forbindelse med Calciopoli-skandalen blev en langstrakt affære, men Juventus F.C. blev tvangsnedrykket til Serie B allerede i sæson 2006-2007 og efterfølgende frataget de nationale mesterskaber i sæson 2004-2005 og 2005-2006. Calciopoli-skandalen blev en skamplet ikke bare på Juventus F.C., men også generelt på italiensk topfodbold. Blandt Juventus-fans er der fortsat i dag stor vrede over dommene, da man mener at Juventus F.C. stort set alene endte med at skulle udpeget som syndebuk for et korrupt system.

Arvefjenderne fra Milano har ”lånt” scudettoen  

Efter Calciopoli-skandalen genvandt Juventus F.C. meget hurtigt tidligere tiders dominans i støvlelandet. Allerede i sæson 2011-2012 vandt Juventus den nationale titel efterfulgt af imponerende 9 mesterskaber i træk. De seneste fire sæsoner har især arvefjenderne fra Milano – AC Milan (2021-2022) og Inter F.C. (2020-2021 og 2023-2024) samt Napoli (2022-2023) imidlertid ”lånt” titlen fra Juventus F.C. I denne sæson ligner det også et tæt kapløb om titlen mellem topklubberne: Inter F.C., S.S.C. Napoli og Juventus F.C.

På lørdag aften vil jeg sammen med familierne Agnelli og Bianchi samt 41.000 tifosis ta’ plads på Stadio Allianz i Torino, når ”La Vecchia Signora» har hjemmekamp mod S.S. Lazio fra Rom. Forza Juve !

Kilder:

  • Juventus Football Club – https://www.juventus.com/en/
  • Birgit Schönau: La Fidanzata – Juventus, Turin und Italien (Berenberg Verlag GmbH, 2018).
  • Herbie Sykes: Juve! – 100 years of an Italian Football Dynasty (Yellow Jersey Press, 2021).
  • Adam Digby: Juventus: A History in Black and White (Ockley Books Ltd., 2015).
Af

Staten og kommercielle virksomheders investering i eliteidræt har stor betydning for sportslig succes ved internationale mesterskaber. Af den årsag var det særdeles glædeligt at Salling Fondene i slutningen af 2023 valgte at donere 60 mio. kr. til Team Danmark i perioden 2025-2028, mens Kirkbi, der er ejet af Lego-familien Kirk Kristiansen, kort før OL 2024 støttede med samme beløb i perioden. Og for få dages siden meddelte Regeringen at Team Danmark via Finanslov 2025 får i alt 35 mio. kr. ekstra i 2027 og 2028 til støtte af danske atleter frem mod OL 2028 i Los Angeles. Dansk eliteidræt går således økonomisk væsentlig styrket ind i en ny olympiade, hvor der ifølge Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 ” … er en klar tendens til stagnation i Danmarks konkurrenceniveau, samtidig med at mange andre lande investerer betydelige midler i eliteidræt og vinder flere og flere medaljer”. Stagnationen kom også til udtryk ved OL 2024, hvor 9 medaljer var mindre end både Rio 2016, hvor det blev til 15 og ved legene i Tokyo 2020, hvor danske atleter og hold hev 11 medaljer hjem. Det var dog efter min opfattelse langt mere bekymrende, at Danmarks top-8 placeringspoint på 103 i Paris var markant mindre end de seneste 3 Olympiske Lege (148 point i London 2012, 135 point i Rio 2016 og 135 point i Tokyo 2020). Top-8 placeringspoint er nemlig den bedste indikator i forhold til hvor mange atleter og hold samt hvilke sportsgrene, som er med i ”kampen om medaljer”. Det har derfor min fulde forståelse og opbakning, at man nu ændrer på den økonomiske støtte og fordeling af penge til atleter og forbund. Ændringen kommer dog med visse betænkeligheder.

OL 2024: Ulogisk sammenhæng mellem ressourcer og resultater

De olympiske lege er for hovedparten af forbund, som indgår samarbejdsaftaler med Team Danmark, den ”afsluttende eksamen” i den 4-årige samarbejdsperiode. Økonomiske ressourcer og ekspertydelser er i meget vid udstrækning fokuseret på at opnå tilfredsstillende OL-resultater, hvilket langt fra lykkes for alle i Paris. Den største overraskelse var efter min mening at mange af de sportsgrene, som igennem de seneste 3 år er tildelt flest økonomiske ressourcer – bl.a. roning, sejlsport, cykling, svømning, atletik og kajak – ikke levede op til resultatmålene. Det gjorde til gengæld sportsgrene som håndbold, badminton, ridning, brydning og bordtennis samt parasport ved de Paralympiske Lege.  Lige så overraskende var det at den 20-årige taekwondo-kæmper Edi Hrnic fra Rødovre Taekwondo Klub vandt OL-bronze uden at Dansk Taekwondo Forbund har haft en samarbejdsaftale med Team Danmark i perioden frem imod OL.

Team Danmarks nye strategi har kvaliteter 

Danmark er et af meget få lande i verden, hvor eliteidræt er forankret i lovgivning. Lov om eliteidræt fastslår at Team Danmarks primære opgave er at udvikle danske eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Den offentlig selvejende institution skal i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, DIF’s specialforbund, og andre relevante samarbejdspartnere iværksætte, koordinere og effektivisere fælles foranstaltninger indenfor 12 specifikke indsatsområder. Det fremgår også af Lov om eliteidræt at det er Team Danmark opgave ” … at fokusere og prioritere indsatsområderne ud fra et støttekoncept, som beskriver hvad og hvem som kan opnå direkte og/eller indirekte støtte”. Team Danmarks støttekoncept, som omfatter en 4-årig periode, beskriver således kriterier for samarbejdet mellem de enkelte forbund og Team Danmark.  ”Strategi og støttekoncept 2025-2028”, som netop er blevet vedtaget af institutionens bestyrelse og offentliggjort, indeholder meget kvalitet og fortjener ros. Konceptet er ikke blot en ”kopi” af tidligere udgaver, men indeholder både gode visioner og nye konkrete initiativer. Jeg er især begejstret for to klare og entydige udmeldinger. For det første fremhæves det at ” … der er behov for at øge kvaliteten og indsatserne i dansk eliteidræt. Derfor skærper Team Danmark fokus og prioriteringer”. For det andet hviler de fremadrettede strategiske prioriteringer på en stærk omverdensanalyse. Dansk eliteidræt skal efter min opfattelse altid videreudvikles ud fra et komparativt, internationalt perspektiv. Udsyn til og vidensdeling med nationer som Norge, Holland, Irland og New Zealand er meget vigtig, såvel i forhold til økonomi og rammevilkår for atleter som ekspertydelser, elitetrænerkompetencer, teknologi og data samt talentudvikling.

Uklar rolle- og ansvarsfordeling om talentudvikling

Team Danmark er i henhold til Lov om eliteidræt forpligtet til ” … at varetage talentrekruttering og -udvikling”. Og især revision af loven i 2004 tildelte Team Danmark gennem samarbejdsaftaler med kommuner og vidensformidling i form af Aldersrelateret Trænings-Koncept (ATK) en meget afgørende rolle i de enkelte forbunds talentarbejde. Kvaliteten af talentudvikling i dansk idræt er i de seneste årtier blevet væsentligt styrket, men efter min opfattelse er der behov for et nyt paradigme på dette indsatsområde. Der er gode intentioner i det nye støttekoncept i forhold til at styrke talenters transition fra U- til A-landshold gennem ” … at etablere et talent-til-elite transitionsprogram med sportslig, uddannelsesmæssig og individuel rådgivning til udvalgte transitionstalenter” og ” … at støtte forbund, trænere, elitekommuner og uddannelsespartnere til at styrke talent-til-elite transition”. Men rolle- og ansvarsfordelingen mellem de mange aktører i forhold til ressourcer (økonomi og tid) er alt for diffus og uklar i strategien. Af den årsag er der betydelig ”risici” for at Team Danmark i de kommende år bruger (alt) for mange økonomiske ressourcer på talentudvikling, idet det primære ansvar for talentrekruttering og -udvikling fremover efter min opfattelse bør ligge hos de enkelte forbund i samarbejde med DIF og elitekommunerne.

Har Team Danmark modet radikale ændringer

Der venter Team Danmarks administration en meget svær opgave i de kommende uger og måneder, hvor rækken af dialogmøder med de enkelte forbund finder sted. Det bliver relativt nemt at indplacere de enkelte forbund i tre kategorier: Verdensklasseforbund, Eliteforbund og Innovationsstøttede forbund ud fra en række objektive kriterier. Langt sværere bliver det, når Team Danmark skal fastsætte niveauet for økonomisk støtte, hvor både opnående resultater ved internationale mesterskaber, herunder OL, i perioden 2022-2024 og ikke mindst medalje- og top-8 potentialer i såvel 2025-2028 som 2029-2032 bringes i spil.  De enkelte forbund i dansk eliteidræt er meget forskellige, også i forhold til sammensætning af omkostninger. Af den årsag er der også særdeles vanskeligt at sammenligne Team Danmarks støtteniveau – både i forhold til økonomi og indirekte støtte i form af udstyr, materiale, træningsfaciliteter, ekspertydelser og meget andet – til de enkelte forbund. Det mest spændende ved de kommende dialogmøder og ved bestyrelsens beslutninger inden 1. januar 2025 bliver efter min opfattelse om de enkelte forbunds støtte videreføres med mindre justeringer på 5-10 % eller om Team Danmark efter faglige analyser og vurderinger har evne og mod til at beslutte radikale ændringer på 20-60 % – såvel i den positive som negative retning – i perioden 2025-2028.

Kilde: ”Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028” – https://www.teamdanmark.dk/om-os/stoettekoncept

Af

Næste onsdag er der åbningsceremoni ved ”Paris 2024 Paralympic Games”, hvor ikoniske arenaer – Stade de France, Roland-Garros, Bercy Arena, Versailles slottet, Grand Palais, Invalides og Eiffeltårnet – er scenerne for 4.400 para-atleter, som i løbet af 12 dage skal konkurrere i 22 forskellige sportsgrene. Der skal uddeles i alt 549 medaljesæt – fra et enkelt medaljesæt i kørestolsrugby, hvor Danmark er kvalificeret, til hele 164 medaljesæt i atletik.

Alle fire nordiske nationer – Sverige, Norge, Finland og Danmark – har deltaget i de paralympiske lege fra slutningen af 1960’erne og igennem 1970’erne og 1980’erne var de nordiske nationer som oftest placeret blandt de 25 bedste i nationskonkurrencen. F.eks. vandt Sverige hele 160 medaljer ved Paralympiske Lege i 1984 og opnåede herved en 4. plads i nationskonkurrencen, hvor Danmark og Norge blev nr. 10 og nr. 11 med henholdsvis 90 og 59 medaljer. Det bør dog nævnes at der deltog paratleter og hold fra 55 nationer i 1984, men antallet af nationer ved det det kommende PL i Paris vil være på 182 fra alle fem kontinenter.

De nordiske lande er blevet overhalet

De seneste tiår er de nordiske lande blevet overhalet af et stort antal nationer i international parasport, hvilket har mange årsager. Den væsentligste årsag er at mange nationer – ofte med langt større befolkningstal end de nordiske lande – har investeret store økonomiske ressourcer i parasport, især med henblik på at opnå topresultater ved internationale mesterskaber. De seneste tre paralympiske lege har været domineret af stærke sportsnationer som Kina, Storbritannien, USA, Rusland, Ukraine, Holland og Australien, mens de nordiske lande typisk har været placeret som nr. 30-50 i nationskonkurrencen. Der er meget som tyder på at de stærkeste sportsnationer i de seneste tiår har investeret relativt mere i parasport end de nordiske nationer. Både Sverige (0,6 %), Norge (0,4 %) og Danmarks andel (0,4 %) af det totale antal medaljer ved de seneste tre paralympiske lege har nemlig været markant mindre end disse tre nationers medaljeandel ved de olympiske lege i samme periode (Sverige: 0,9 % – Norge: 0,5 % – Danmark: 1,2 %).

Sverige – flest PL-medaljer og relativt få sportsgrene

Sverige har historisk været den bedste nordiske nation, hvilket også har været tilfældet ved de seneste tre paralympiske lege: London 2012 med 12 medaljer (4-4-4), Rio 2016 med 10 medaljer (1-4-5) og Tokyo 2020 med 8 medaljer (1-5-2). Medaljerne er primært vundet i bordtennis, svømning, skydning, dressurridning og cykling. Sverige har som oftest været repræsenteret i mange sportsgrene, hvilket ikke er tilfældet i Paris, hvor svenske atleter og hold er kvalificeret i 7 sportsgrene. Til sammenligning kan det nævnes at Sverige var repræsenteret i 12 sportsgrene ved PL 2012, 15 sportsgrene i 2016 og 11 sportsgrene i 2020. Blandt de største medaljekandidater i Paris er efter min opfattelse cykelrytterne Anna Beck og Louise Jannering, som begge vandt medalje i Tokyo. Derudover må dressurrytteren Louise Etzner Jakobsson, judokæmperen Nicolina Pernheim Goodrich og flere af bordtennisspillere tilskrives gode medaljechancer.

Norge – Skarstein som største medaljekandidat

Norge har ved de seneste tre paralympiske lege især opnået topresultater i svømning, ridning og roning. Norske atleter vandt 8 medaljer (3-2-3) ved både London 2012 og Rio 2016, mens det lidt skuffende kun blev til 4 medaljer (2-0-2) i Tokyo. Norge er ved PL 2024 repræsenteret af para-atleter og hold i 7 sportsgrene, hvor roeren Birgit Skarstein efter min opfattelse er den største medaljekandidat. Den 35-årige Skarstein er også en særdeles dygtig langrendsløber og hun er tillige medlem af IPC’s atlet-komité. Norge har også medaljekandidater i dressurridning, selvom Ann Cathrin Lübbe med 8 medaljer (3-3-2) ved de seneste 5 paralympiske lege ikke er en del af den norske PL-trup. Jeg tror også at 100-meter løberen Salum Ageze Kashafali, som vandt guld i Tokyo og bordtennisspilleren Aida Dahlen, der vandt bronze i Tokyo, er stærke medaljekandidater for Norge.

Finland – imponerende resultater i atletik

Finland har historisk stolte traditioner i atletik, hvilket også er tilfældet indenfor parasport. Finske atleter har vundet i alt 28 medaljer ved de seneste 5 paralympiske lege, heraf ikke mindre end imponerende 21 medaljer i atletik. Især Leo-Pekka Tähti med 5 guld-, 1 sølv- og 1 bronzemedalje i sprint ved de seneste 5 paralympiske lege og spydkasteren Marjaanna Heikkinen med 1 sølv- og 2 bronzemedaljer ved de seneste 3 paralympiske er gået forrest, hvilket formentlig også vil være tilfældet i Paris. Finland er kvalificeret til PL 2024 i 6 sportsgrene, hvilket er markant færre end Rio (11) og Tokyo (7).

Danmark – gode medaljechancer for rutinerede paratleter  

Danmark har ved de seneste tre paralympiske lege især opnået topresultater i atletik, dressurridning, bordtennis og taekwondo, hvor antallet af medaljer har været 5 (1-0-4) i London 2012, 7 (1-2-4) i Rio 2016 og senest 5 (3-1-1) i Tokyo. De største danske medaljekandidater i Paris er alle paratleter, som vandt medalje i Tokyo: Taekwondokæmperen Lisa Kjær, Daniel Wagner – som har vundet i alt 4 medaljer i længdespring og 100 meter løb – dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen og bordtennisspilleren Peter Rosenmeier.  Rosenmeier skal deltage i de paralympiske lege for 6. gang i træk – og hver gang med medalje som resultat. Den 40-årige sympatiske nordjyde har været en fantastisk repræsentant for dansk eliteidræt igennem to årtier. Danmark er repræsenteret af para-atleter og hold i 9 sportsgrene i Paris, hvilket er flere end såvel London (8), Rio (6) som Tokyo (7).

Behov for mere visionær målsætning

Parasport – både elitesport og idræt for mennesker med forskellige typer af handicap – er igennem de seneste årtier blevet mere og mere udbredt overalt på klodens fem kontinenter. I dag er der ikke stor forskel på nationer, som dominerer på medaljeskamlerne ved Olympiske Lege og Paralympiske Lege. Af den årsag må det forventes at de enkelte nordiske lande vinder mellem 5-10 medaljer, formentlig med Sverige som den mest vindende nation i Norden. En fremtidig målsætning for de nordiske landes resultater ved de kommende paralympiske lege i 2028 og fremefter kunne være at para-atleter og hold er kvalificeret i samme andel af sportsgrene og vinder samme – eller måske endda større – andel af medaljer end den enkelte nations atleter og hold ved de olympiske lege.

Efterskrift – 10. september 2024

”Paris 2024 Paralympic Games” blev en stor sportslig succes for både Danmark og Norge, mens Sverige oplevede et markant fald i antallet af PL-medaljer og placering på IPC’s nationsranking i forhold til Tokyo 2020. Endelig vandt Finland 4 medaljer (0-1-3), hvilket er på samme niveau som de finske resultater ved de seneste tre PL.

Danmark vandt i alt 10 medaljer (2-3-5), hvilket gav en placering som nr. 38 på IPC’s officielle nationsranking. De 10 medaljer til danske atleter og hold blev vundet i 7 forskellige sportsgrene – det bedste danske PL-resultat siden Athen 2004. Både Daniel Wagner (længdespring og 100 meter) og Emma Lund (cykling – linjeløb og enkeltstart) vandt 2 medaljer, ligesom Lisa Kjær (taekwondo) og Peter Rosenmeier (bordtennis) også vandt bronzemedaljer. Blandt de største danske overraskelser var svømmeren Alexander Hillhouse (100 meter butterfly), dressurrytteren Katrine Kristensen (sølv), riffelskytten Martin Black Jørgensen og længdespringeren Bjørk Nørremark. Det var især særdeles positivt at flere af de danske medaljevindere var PL-debutanter, hvilket lover godt for “Los Angeles 2028 Paralympics”.

Norge vandt i alt 7 medaljer i 5 sportsgrene (nr. 54), hvilket – ligesom Danmark – er markant bedre end Tokyo 2020, hvor det blev 4 medaljer (2-0-2). Såvel roeren Birgit Skarstein (sølv), 100-meter løberen Salum Ageze Kashafali (sølv) og bordtennisspilleren Aida Husic Dahlen (sølv) levede helt på til forventningerne som medaljefavoritter. Suppleret af badmintonspilleren Helle Sofie Sagøy (bronze), svømmeren Fredrik Solberg (bronze – 50 meter fri), damedoublen Aida Husic Dahl og Merethe Tveiten (bordtennis – bronze) og ikke mindst PL-guldvinderen Tommy Urhaug bekræftede Norges positionen som en af verdens bedste sportsnationer.

Sveriges para-atleter og hold formåede ikke at bevare positionen som Nordens bedste og en placering som nr. 72 i IPC’s nationsranking må anses som meget skuffende. De tre medaljer til Sverige blev vundet af medaljekandidaterne cykelrytteren Anna Beck (bronze – enkeltstart), judokæmperen Nicolina Pernheim Goodrich (bronze), mens riffelskytten Anna Benson leverede den største positive præstation i form af en flot sølvmedalje. Der bør også nævnes at de svenske bordtennisspillere kvalificerede sig til hele seks kvartfinaler uden at det lykkes at nogen af kvartfinalisterne at spille sig i semifinalerne og hermed sikret mindst bronzemedalje.

”Paris 2024 Paralympic Games” viste rigtig god kvalitet og meget hård konkurrence, også af atleter og hold fra nationer, som ikke tidligere har været med i kampen om medaljer. Kina (220 medaljer), Storbritannien (124 medaljer) og USA (105 medaljer) blev ikke overraskende mest vindende nationer, ligesom nationer som Brasilien (89 medaljer), Ukraine (82 medaljer), Australien (63 medaljer) og Holland (56 medaljer) overraskede meget positivt. Den større bredde og kvalitet i international parasport kom også til udtryk ved at 85 nationer ud af 170 deltagende nationer – altså 50 procent – vandt mindst én medalje i Paris.

Kilder:

Paris 2024 Paralympic Games – https://www.paralympic.org/paris-2024

Sverige Paralympiska Kommitté – https://www.paralympics.se/

Team Norway – https://www.teamnor.no/

Finnish Paralympic Committee – https://www.paralympia.fi/in-english

Parasport Danmark – https://parasport.dk/aktiviteter/elite-events/de-paralympiske-lege/

Rasmus K. Storm, Troels Kollerup Jensen and Klaus Nielsen: Swedish elite sports. External evaluation. (Danish Institute for Sports Studies, 2024).

Jens Boe Nielsen: De Paralympiske Lege – set med danske øjne. (Syddansk Universitetsforlag, 2021).