Frankrig, der igennem flere århundreder var Europas stærkeste nation, er i dag reduceret til en statistrolle i stormagternes globale skuespil. Det er et verdensbillede, som harmonerer meget dårligt med præsident Emmanuel Macron og de fleste franskmænds identitet og selvopfattelse. Frankrigs storhed tilhører en fjern fortid, men enhver fortaler for demokrati og menneskerettigheder bør – også i dag – være franske filosoffer som Charles Louis Montesquieu (1689-1755) og Francois-Marie Arouet (1694-1778) – kendt under pseudonymet Voltaire – dybt taknemmelige. Montesquieus idé og principper om fordeling af magt i tre adskilte instanser – lovgivende, udøvende og dømmende – blev altafgørende for udvikling af moderne, stabile demokratier – også i Danmark. Ligeledes blev Voltaires kamp for at enhver borger har ret til at sige sin mening helt centralt under Den første franske republik i 1792. Frankrig var således i starten af 18. århundrede den største inspirationskilde, både for USA og mange nationer i Europa med nye ideer om menneskerettigheder, medborgerskab og folkesuverænitet med udgangspunkt i det revolutionære slagord: ”Frihed, lighed og broderskab”.
Fransk baron med drømme om ædel kappestrid og fredelig sameksistens
Frankrig som en af verdens stormagter og Paris som en af Europas metropoler var også den primære årsag til placering af OL i 1900, fire år efter de første moderne lege i Athen. Den franske baron Pierre de Coubertin (1863-1937), som var initiativtageren til de moderne Olympiske Lege, var især optaget af opdragelse af den mandlige franske ungdom, men ønskede også at samle atleter fra hele verden til ”ædel kappestrid”. Coubertin var tillige meget inspireret af de store Verdensudstillinger i slutningen af det 18. århundrede og med gode relationer til adelige, politikere og virksomhedsejere i Frankrig, blev Paris en oplagt værtsby for legene, både i 1900 og 1924. Det første OL i Paris, som blev afholdt samtidigt verdensudstillingen, blev ingen succes. Årsagen til fiaskoen var ringe organisering af konkurrencerne i de 19 sportsgrene. Coubertin var især før 1. verdenskrig og i mellemkrigstiden den altdominerende figur i den olympiske bevægelse. Det lykkes derfor også den franske baron at ændre værtskabet for OL i 1924 fra Amsterdam til Paris. Baronen insisterede simpelthen på at give Paris endnu en chance for at afholde et succesrigt OL. Denne sommer er Paris igen værtsby for OL, ligesom de paralympiske lege også har høj prioritet hos de franske værter. For langt de fleste franskmænd er det imidlertid ikke internationale sportsbegivenheder som OL og PL, som har stor opmærksomhed i hverdagen. Dertil er nationens politiske, økonomiske, sociale og kulturelle situation alt for alvorlig.
Macron: ”De riges præsident”, som tabte franskmændenes opbakning
Mange franskmænd havde håbet på at valget af den kun 39-årige Emmanuel Macron som Frankrigs yngste præsident nogensinde i foråret 2017 ville isolere yderfløjene i fransk politik. Den højtuddannede, sympatiske retoriker blev valgt på et socialliberalt program og som en ivrig fortaler for et udvidet europæisk samarbejde. Macrons politiske vision var at hæve sig op over yderfløjene og ikke mindst revitalisere fransk indenrigspolitik og det europæiske projekt. Det lykkes Macon at opnå genvalg som præsident i foråret 2022 efter endnu en sejr over Marine Le Pen fra det højrenationalistiske parti ”Rassemblement National”, men stadig flere strejker, uroligheder og optøjer i de største byer som Paris, Marseille, Lyon og Toulouse, bl.a. fra bevægelsen ”De gule veste”, var et direkte angreb på det politiske system i Frankrig og præsidenten og hans regering i særdeleshed.
Det populistiske nationalistparti vil mere Frankrig og mindre Europa
Det seneste tiår er det populistiske højrefløjsparti med partilederen Marine Le Pen blevet mere og mere populært hos mange franskmænd, ikke mindst udenfor de største byer. Partiet betoner især en meget stram udlændingepolitik, mere lov og orden, mere Frankrig og mindre EU. Partiets fremgang blev også bekræftet ved søndagens valg til parlamentet ”Assemblée Nationale”, hvor partiet fik 25 % af stemmerne. Valget blev derimod et stort nederlag for Macrons centrumkoalition ”Ensemble”, som kun fik 28 % af stemmerne. Den vensteorienterede valgalliance ”Noveau Front Populaire” blev overraskende valgets vinder med 31 % af stemmerne. Det franske parlament er nu opdelt i tre grupper med vidt forskellige politiske platforme og ingen tradition for at arbejde sammen. Det bliver mere end svært for Macron at etablere en stabil regering, idet der fortsat er ekstrem polarisering og politisk kaos i fransk politik.
De socialt udsatte og fattige blev ”efterladt på perronen”
Frankrig er et af Europas rigeste lande med høj levestandard og et stærkt sundhedssystem, men i de seneste tiår er flere og flere – især unge – blevet arbejdsløse og forskellen på rige og fattige er markant voksende i Frankrig. Det franske institut for statistik og økonomiske studier (INSEE) har registreret at næsten 9 mio. franskmænd eller 14 procent af befolkningen er fattige, dvs. tjener eller får offentlige ydelser, som er mindre end 1.026 euro om måneden. Blandt de fattige er registreret 3 mio. børn og mere end hver fjerde under 30 år er fattig. Det er ikke lykkes præsident Macron at slippe af med ryet som ”De riges præsident” og mange franske vælgere på den yderste venstre- og højrefløj føler sig ”efterladt på perronen” af en præsident, der har mere fokus på at begunstige virksomheder og de øverste samfundsklasser, end at løfte de socialt udsatte og fattige.
Indvandrer-ghettoerne i Paris’ forstæder: Frankrigs dårlige samvittighed
Frankrig har historisk været den ældste og største magnet for arbejdskraft i Europa. Efter 2. verdenskrig trak Frankrig i stor stil på arbejdskraft fra det franskkontrollerede Algeriet og fransktalende lande i Nordafrika som Tunesien og især Marokko. INSEE anslår at der i dag befinder sig mere end 7 mio. udlændinge (10 %) i Frankrig, hvoraf halvdelen er af afrikansk oprindelse. Samtidigt har 40 procent af børn i alderen 0-4 år indvandrerbaggrund. Det er imidlertid kun mindre end hver tredje af udlændinge, som har opnået fransk statsborgerskab. Derudover er der et ukendt antal illegale indvandrere, som opholder sig i Frankrig, uden opholdstilladelse. Langt de fleste immigranter i Frankrig har valgt at bosætte sig i de største byers forstæder, hvor arbejdsløshed, vold, kriminalitet, religiøse og kulturelle sammenstød er hverdagsbegivenheder. Ud af de 20 kommuner i Frankrig med den højeste fattigdomsrate ligger 9 i Paris’ forstæder, hvor der bor mere end 10 mio. mennesker. De mest kontroversielle emner i fransk politik handler om antallet af udlændinge, retten til at opnå fransk statsborgerskab og ikke mindst sameksistensen mellem befolkningsgrupper med vidt forskellige kulturer, traditioner, værdier og social kapital.
Risici for uroligheder under OL og PL 2024
Det kan absolut ikke udelukkes at indre spændinger og konflikter i Frankrig bryder ud under to af verdens største sportsbegivenheder – OL og Paralympiske Lege – i Paris. Den franske baron, der havde drømme om fredelig sameksistens mellem nationer og ”ædel kappestrid” mellem mennesker, ville utvivlsomt være meget trist over den aktuelle politiske situation, både i fædrelandet Frankrig og i verden med Ruslands angreb på Ukraine, kamphandlinger mellem Israel og terrororganisationerne Hamas og Libanesisk Hizbollah og med mere end 110 mio. mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse på verdensplan. Intet tyder på at sport kan løse de største af det 21. århundredes nationale og internationale udfordringer.
Kilder:
Pierre de Coubertin: Den olympiske idé. Taler og artikler 1894-1935 (Det lille Forlag, 1970).
Aske Munck: Den rystede republik (Forlaget 28B, 2020).
Institut National de la Statistique et des Ètudes Èconomiques – https://www.insee.fr/fr/accueil