Uncategorized @da

“Delaney – No, Dolberg – No. Vi har aldrig spillet så dårligt som i denne sæson, så længe jeg har været fan af Sevilla FC. Og det har jeg været siden jeg var 8 år gammel. Der mangler dygtige spillere på holdet, som f.eks. Poulsen. Men jeg vil altid ha’ min klub i hjertet – uanset hvor mange kampe vi vinder eller taber”. Laura, der er trofast og loyalt medlem af en af Sevilla FC’s fangrupper – ”Peña Sevillista Tito Poulsen” – udtrykker præcist hendes synspunkter om den spanske storklubs aktuelle præstationer, både i LaLiga og Champions League, da jeg møder hende uden for stadion få timer før kick-off mellem Real Club Deportivo Mallorca og Sevilla Fútbol Club i LaLiga – en af verdens bedste fodboldligaer. Den venlige, midaldrende kvinde er meget stor fan af Christian Poulsen, som spillede for Sevilla FC i to sæsoner for mere end 15 år siden. Christian Poulsen, som i dag er assisterende dansk landstræner og opnåede 92 landskampe, vandt bl.a. UEFA Europa League og Copa del Rey med Sevilla FC. Derimod mener Laura ikke at de to nuværende danske landsholdsspillere – Thomas Delaney og Kasper Dolberg – gør stor gavn for hendes klub. Og tilsyneladende har Sevilla FC’s nye cheftræner Jorge Sampaoli, der bl.a. har været landstræner for Argentina, også svært ved at få øje på Delaney og Dolberg’s kvaliteter, idet ingen af dem får et eneste minut på banen i Sevilla FC’s udesejr på 0-1 på et flot langskud af den serbiske landsholdsspiller Nemanja Gudelj.

Sevilla FC – Storklub i krise

Sevilla FC, der blev stiftet i 1890, har været repræsenteret i Spaniens bedste fodboldrække i hele 78 sæsoner og kun 13 sæsoner i den næstbedste række siden det første nationale mesterskab blev afviklet i sæsonen 1928-1929. Klubbens eneste nationale mesterskab går helt tilbage til sæson 1945-1946, men især de seneste to årtier har Sevilla FC opnået imponerende resultater, både nationalt og internationalt.  Klubben har i de seneste 20 sæsoner altid været placeret i top-10 i LaLiga og to gange (2006-2007 og 2009-2010) har klubben vundet den spanske pokalturnering. Derudover har Sevilla FC vundet UEFA Europa League hele 6 gange på bare 17 sæsoner, hvilket ikke er overgået af nogen anden europæisk klub. Sevilla FC indtager pt. en fornem placering som nr. 17 på UEFA’s officielle klubranking – foran klubber som f.eks. FC Porto, S.L. Benfica, Arsenal og Tottenham Hotspur F.C.

Sevilla FC’s udesejr mod et meget defensivt Mallorca-hold var sæsonens kun anden sejr i 9 kampe, hvilket placerer klubben på en beskeden 13. plads i LaLiga. Holdet har især svært ved at skabe målchancer og profiler som Ivan Rakitic, Papu Gomez, Isco og Erik Lamela virker langt fra fordums styrke. Klubbens resultater i denne sæsons Champions League har også været meget dårlige, bl.a. to store nederlag (0-4 og 1-4) på hjemmebane mod henh. Manchester City og Borussia Dortmund. Såfremt Sevilla FC ikke formår at erobre 3. pladsen i gruppen – foran FCK – vil det utvivlsomt være en af klubbens allerstørste internationale fiaskoer.

RCD Mallorca – Gylden periode efterfulgt af sportslig og økonomisk nedtur

RCD Mallorca, som blev stiftet i 1916, har slet ikke samme resultater og status, hverken i spansk eller international fodbold, som Sevilla FC. Klubben nåede de bedste sportslige resultater i slutningen af 1990’erne og begyndelse af årtusindskiftet, hvor klubben bl.a. blev nr. 3 i La Liga i både 1999 og 2001 og vandt den spanske pokalturneringen – Copa del Rey – i 2003. Blandt holdets største profiler var Samuel Eto’o fra Cameroun, som efterfølgende blev en af verdens bedste angribere for FC Barcelona, Inter FC og Chelsea FC. Også serberen Jovan Stankovic og Miguel Angel Nadal – onkel til tennisspilleren Rafael Nadal – var vigtige spillere for RCD Mallorca i den periode.

De seneste 15 år har været en særdeles turbulent periode for RCD Mallorca, både sportsligt og økonomisk. Både spillere og trænere er blevet udskiftet efter få måneder, blandt disse Michael Laudrup som i 2010-2011 nåede en enkelt sæson som cheftræner for klubben.

I sæsonen 2012-2013 rykkede klubben ned i den næstbedste række og i starten af 2016 var klubben på grund af økonomiske problemer meget tæt på nedrykning til den tredjebedste række. Klubben blev imidlertid reddet på målstregen, idet amerikanske investorer købte aktiemajoriteten for 20 millioner euro. Det var først i sæsonen 2019-2020 at klubben vendte tilbage til LaLiga efter 6 sæsoner i den næstbedste række. Sidste sæson var RCD Mallorca meget tæt på nedrykning og i denne sæson har klubben desværre fastholdt en meget defensiv spillestil. Af den årsag handler det oftest om at undgå at tabe – i stedet for at forsøge at vinde.

LaLiga – Enorm forskel på top- og bundhold, både sportsligt og økonomisk

LaLiga har igennem årtier været blandt verdens bedste fodboldrække, men altid med meget stor forskel mellem de 20 klubber. Real Madrid FC med 35 og FC Barcelona med 26 nationale mesterskaber har været de klart mest dominerende klubber, som også har domineret i europæisk klubfodbold. Siden UEFA Champions League blev etableret i starten af 1990’erne har FC Real Madrid vundet titlen 8 gange, mens FC Barcelona har vundet det største klubtrofæ 5 gange. Ingen andre europæiske klubber, hverken fra England, Tyskland eller Italien, har til sammenligning vundet UEFA Champions League mere end 3 gange.

I dag er LaLiga den sjettestørste professionelle sportsliga målt på økonomisk omsætning, kun overgået af National Football League (NFL), Major Legue Baseball (MLB), National Basketball League (NBA), Premier League (PL) og National Hockey League (NHL). Årsagen er bl.a. at kampene i LaLiga tv-transmitteres direkte til mange spansktalende lande i Central- og Sydamerika. Det er imidlertid heller ingen hemmelighed at rigtig mange spanske klubber ofte er i økonomiske problemer på grund af vanvittige transfer og spillerlønninger. Blandt andet anslås det at FC Barcelona i dag har en samlet gæld på mere end 10 milliarder kr. og at storklubben har været ”nødsaget” til at sælge deres tv-rettigheder for at undgå konkurs.

Ikke et eneste ord om Delaney, Dolberg og FCK

På vej ud af stadion møder jeg igen Laura, som spontant udbryder: ”Gudelj – Si. Poulsen – Si. På tirsdag gælder det opgøret mod Valencia FC hjemme på Estadio Ramôn Sánchez-Pizjuán. Og så skal jeg til Estadio Santiago Bernabéu på næste søndag. F.C. Real Madrid er meget stærke, men jeg vil altid ha’ Sevilla FC i hjertet”. Dolberg, Delaney og FCK nævner hun ikke med et eneste ord inden vi siger farvel.

Du kan få yderligere information på følgende websites:

Sevilla FC – https://sevillafc.es/en

RCD Mallorca – https://www.rcdmallorca.es/en

LaLiga – https://www.laliga.com/en-ES

 

Alt har en udløbsdato – også livet og de enkelte kapitler i livet. Det faktum er også gældende for sportens verdensstjerner. Af den årsag blev 41-årige Roger Federers officielle afskedskamp i international toptennis for få dage siden en begivenhed med masser af følelser, både på og udenfor banen. Det var ikke kun Federer, som har vundet i alt 20 Grand Slam-titler, været nr. 1 på ATP’s verdensrangliste i 310 uger, kåret som “World Sportsman of the Year” hele 5 gange og tjent mere end 10 mia. kr. i præmiepenge og kommercielle indtægter – igennem sin mere end 20-årige karriere. Også Federers største rival og gode kammerat igennem hele karrieren – Rafael Nadal fra Spanien – var meget påvirket og lod følelserne få frit spil ved Federers farvel til international toptennis.

Det er ”kun” tennis

Få dage efter Roger Federers afskedskampe udtalte den sympatiske schweizer følgende til New York Times (28.9.2022): ”Jeg blev naturligvis meget rørt da ”Rafa” sagde til mig: ”Jeg vil gøre alt for at være der sammen med dig, når du spiller din sidste internationale tenniskamp – også selv om min hustru er højgravid”. Hans ord og handling viste, hvor meget vi betyder for hinanden, og hvor meget respekt vi har for hinanden. Det ville bare være en smuk, fantastisk historie for os, for tennis og for sport. Og måske kunne vi også vise, hvordan vi kan dyste i en hård rivalisering. Men også vise at det ”kun” er tennis. ”Rafa” og jeg har altid haft meget hårde matcher, men altid fair. Vi har også vist at du kan komme ud på den anden side og stadig ha’ et stærkt personligt venskab. Jeg vil aldrig glemme, hvad ”Rafa” gjorde for mig i London”.

Rafael Nadal – Mallorcas stolthed

Rafael Nadal er født og opvokset i Manacor på Mallorca. Hans forældre var velhavende og meget passioneret af sport, ligesom hans øvrige familie. Blandt andet var en af hans onkler – Miguel Ángel Nadal – professionel fodboldspiller, som spillede for RCD Mallorca, FC Barcelona og 62 landskampe for Spanien. Det var imidlertid en anden onkel – Toni Nadal – som hurtigt opdagede ”Rafa’s” unikke boldtalent, både i fodbold og tennis. Da ”Rafa” var 12 år blev fodbolden fravalgt og al tid blev derefter brugt på tennis, både nationalt og internationalt. Nadal’s international karriere startede i 2002, hvor han allerede som 16-årig spillede sig op blandt verdens 5o bedste spillere. Og tre år senere vandt han – stadig som teenager – den første Grand Slam-titel ved French Open. Efterfølgende har den 36-årige venstrehåndsspiller vundet i alt 22 Grand Slam-titler – flere end nogen anden tennisspiller i verden. Og ligesom Roger Federer har Nadal vundet alle fire Grand Slam: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. Især French Open været Rafael Nadal’s favoritturnering, som han har vundet ikke færre end 14 gange – senest i år med finalesejr over Casper Ruud fra Norge. Derudover har Nadal vundet OL-guld både i single (Bejing 2008) og i double med landsmanden Marc Lopes (Rio de Janeiro 2016) samt VM for hold (Davis Cup) hele 6 gange for Spanien.

Federer vs. Nadal – matcher mellem to forskellige spillestile

De to tennislegender har fra deres første match i 2004 og frem til i dag mødt hinanden i alt 40 gange, hvoraf ikke mindre end 9 matcher har været Grand Slam-finaler. Slutstillingen mellem de to blev 24-16 i Nadal’s favør. Det kan være svært at fremhæve nogle kampe frem for andre, men de fleste tenniseksperter er enige om at Wimbledon-finalen i 2008, som varede i næsten 5 timer før Nadal kunne afgørende den sidste bold til 9-7 i 5 sæt, er en af historiens mest spændende og velspillede tenniskampe. Matcherne mellem de to legender har igennem årene også været kampen mellem to forskellige spillestile: Federer som ”allround-spilleren”, som mestrer både offensivt og defensivt spil med et elegant benarbejde og mental ro overfor Nadals aggressive spil med unikt topspin i forhånden, hurtigt benarbejde og en stærk fightervilje.

Rafael Nadal Academy – et imponerende sportscenter

I går besøgte jeg ”Rafael Nadal Academy”, som ligger placeret lidt udenfor Manacor på Mallorca. Sportscentret, som blev indviet i 2016, indeholder i alt 26 tennisbaner – både indendørs og udendørs baner – swimmingpool efter olympiske standarder, fodboldbane, medicinsk klinik med læger, fysioterapeuter, fysiske trænere og andre faglige eksperter. Centret omfatter også hotel, restaurant, barer og wellness med spa, hvor såvel topatleter, talenter som motionister kan slappe af efter træning. Nadal bor fortsat sammen med sin familie i Manacor og han inviterer ofte unge tennis-talenter, både fra Spanien og andre lande, til træningslejre på sportscentret. Blandt disse er den kun 19-årige Carlos Alcaraz, som for få uger siden vandt US Open og som pt. er nr. 1 på verdensranglisten – lige foran forbilledet: Rafael Nadal.

Livet og sportskarrieren inkluderer alt

Når livet og sportskarrierens ”regnskab” skal opgøres er det essentielt at alt inkluderes: Sejre og nederlag, tab og gevinster, glæder og skuffelser, flid og dovenskab, fornuft og følelser, livslange venskaber og overfladiske bekendtskaber og meget, meget andet. For få dage siden viste to af verdens mest professionelle og rigeste topatleter – Roger Federer og Rafael Nadal – med et emotionelt håndtryk i et kort øjeblik at (elite)sport kan føre til en af livets største og stærkeste kvaliteter: Et livslangt venskab.

Kilder:

Roger Federer’s website: https://www.rogerfederer.com

Rafael Nadal’s website: https://rafaelnadal.com

Rafael Nadal Academy: https://www.rafanadalacademy.com

For få uger siden mødte jeg tilfældigt ved en reception på DOKK1 i Aarhus én af ”sportsheltene” fra min barndom: Niels Fredborg. Jeg genkendte straks den nu 75-årige Fredborg og vi fik en god samtale om mange forskellige emner: Bankrådgivning, Saxild Strand – hvor både Niels og mine forældre havde sommerhus igennem en årrække – forskellen på at bo i København og Aarhus, golf og så naturligvis oplevelserne på Aarhus Cyklebane i 1960’erne og 1970’erne, hvor Sprint Grand Prix med deltagelse af bl.a. den elegante franskmand Daniel Morelon og den ”russiske bjørn” Omari Phakadze samt DM-finalerne i sprint og 1.00o meter på tid mellem den fynske politibetjent Peder Pedersen og Niels Fredborg tiltrak mere med 10.000 tilskuere. Det var disse oplevelser, som gjorde Niels Fredborg til én af Danmarks bedste baneryttere igennem tiderne. Og som motiverede en 12-årig knægt til at deltage i ”De Unges Cykelløb” rundt om Brabrand-søen samt tilbringe masser af aftener ved rækværket på Aarhus Cyklebane.

Niels Fredborg – Olympisk mester og tredobbelt verdensmester

Niels Fredborg begyndte at køre løb på Aarhus Cyklebane i 1962, hvor han som 16-årig vandt det første danske mesterskab i sprint. Frem til karrieren som professionel banerytter sluttede i 1980 vandt han i alt 27 danske mesterskaber, deltog ved 4 olympiske lege (1964, 1968, 1972 og 1976) og blev tredoblet verdensmester (1967, 1968 og 1970) i favoritdisciplinen 1.000 meter på tid. Det var også i favoritdisciplinen at Fredborg vandt 3 olympiske medaljer: Sølv i 1968, guld i 1972 og bronze i 1976. Især OL-guldet i München, som jeg fulgte klinet til familiens nye farvefjernsyn, står stadig i dag knivskarpt i mine erindringer. Fredborg var efter OL-sølvmedaljen fire år tidligere i Mexico City blandt favoritterne til OL-guldet i München. Og efter de 30 ryttere havde gennemført tidskørslen stod det klart at 25-årige aarhusianer havde hurtigste tid – 1:06.44. Danny Clark fra Australien (1:06.87) vandt sølv og Jürgen Schütze fra DDR (1:07.02) tog sig af bronzemedaljen. Det skulle senere vise sig at Fredborg’s guldmedalje blev Danmarks eneste medalje ved legene i 1972. OL’s nationskonkurrencen blev vundet af Sovjetunionen med ikke færre end 50 guldmedaljer foran USA og DDR – eller Østtyskland (1949-1990) – den kommunistiske stat, som målrettet og strategisk anvendte elitesport som politisk propaganda via videnskabelige træningsmetoder og systematisk doping.

OL 1972 – De ”muntre” lege og arven fra Berlin ’36

Europa var fra slutningen af 1940’erne og frem til slutningen af 1980’erne som konsekvens af Nazitysklands sammenbrud i 2. verdenskrig opdelt i to interessesfære: Øst med Warszawapagten og Vest med Nato som militære alliancer og især etableringen af Berlinmuren i 1961 som en ”antifascistisk beskyttelsesmur” skærpede for alvor Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA som militære stormagter. Oprustningen af atomvåben hos de to supermagter eskalerede igennem 1960’erne og flere gange truede en atomkrig. Den Kolde Krig foregik ikke alene via militær oprustning, men også ved internationale sportsevents som OL. De ”muntre” lege – som OL i München blev kaldt – var for Vesttyskland en kærkommen lejlighed til at vise resten af verden at nationen havde rejst sig – demokratisk, økonomisk og kulturelt – efter Hitlers nationalsocialistiske Tredje Rige, som bl.a. anvendte OL 1936 i Berlin til et af verdenshistoriens største propaganda-numre. Få dage efter Fredborgs triumf blev OL i München imidlertid ramt af en frygtelig tragedie, som påvirkede hele verden. Og som satte ekstra fokus på en konflikt, som også var en konsekvens af Nazitysklands systematisk folkemord på 5-6 millioner jøder i perioden 1933-1945.

Connolly Strasse 31 – Dødens venteværelse    

Tidligt om morgenen den 5. september 1972 brød otte medlemmer af den palæstinensiske gruppe ”Sorte September” – en fraktion af den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) – ind i den olympiske by, dræbte to israelske atleter og tog ni andre israelske atleter som gidsler. Terrorgruppen krævede løsladelse af 236 palæstinensere, der var tilbageholdt i Israel samt frigivelse af de to tyske Rote Armee Fraktion-terrorister Andreas Baader og Ulrike Meinhof. Israelerne afviste totalt at forhandle med terroristerne og bad i stedet den tyske regering om tilladelse til at sende en specialstyrke til München, men dette forslag blev afslået af den tyske regering.  Jeg husker stadig i dag tydeligt ”live-billederne” fra Connolly Strasse 31, som blev udsendt til mere end 900 millioner seere på hele kloden. OL i München var nemlig første gang at legenes konkurrencer blev sendt som direkte tv. De efterfølgende 21 timer ventede hele verden med intens spænding på terroristerne, politifolkene og politikernes handlinger i og uden for den olympiske by. Forhandlingerne endte uden resultat, hvorefter terroristerne og gidslerne blev transporteret til Fürstenfeldbruck lufthavn med henblik på at blive fløjet til et land i Mellemøsten. Befrielsesaktionen som tysk politi iværksatte i lufthavnen blev en total fiasko, idet alle ni israelske gidsel blev dræbt af terroristerne. Det lykkes tysk politi at dræbe fem af terroristerne, mens tre blev fanget i live. Få dage efter tragedien i München valgte den israelske premierminister Golda Meir med assistance af det israelske luftvåben at angribe PLO-militæranlæg og civile palæstinensere i Syrien og Libanon som hævn for terrorangrebet i München. Og samtidig forsikrede premierministeren at den israelske sikkerhedstjeneste fremover ville dræbe alle ”Sorte September-terrorister” – uanset hvor i verden de befandt sig.

“The show must go on” – men alt er (u)forandret

Terrorangrebet var indtruffet på det værst tænkelige tidspunkt og det værst tænkelige sted – under verdens største ”folkefest” i München, som i slutningen af 1920’ og igennem 1930’erne var Hitlers foretrukne ”hjemby”. Den Internationale Olympiske Komité skulle lynhurtigt træffe beslutninger med vidtgående konsekvenser. I løbet af tirsdag den 5. september 1972 blev flere og flere OL-konkurrencer aflyst og legene blev efter fiaskoen på Fürstenfeldbruck lufthavn suspenderet i 34 timer – hele verden ventede i spænding. IOC besluttede at afholde en mindeceremoni for ofrene, hvor IOC-præsidenten udtalte de berømte ord: ”The show must go on” – resten af OL-konkurrencerne blev afviklet i de efterfølgende dage, men alt var (u)forandret.

Konflikten mellem Israel og Palæstina, som kan henføres til flere århundreders stridigheder mellem jøder og arabere om ”helligt land”, er fortsat uløst. Antallet af terroraktioner med rødder i konflikterne mellem jøder og arabere og mellem muslimer og kristne er ekspanderet i de seneste tiår. Og så har Aarhus Kommune netop besluttet at fjerne Aarhus Cyklebane fra landkortet – kun ganske få jubeloptimister har nu håbet om og troen på en ny indendørs cykelbane i landets næststørste by. Også selv om Danmark har vundet OL-medaljer i banecykling ved de seneste 4 olympiske lege.

 

Kilder:

P.O. Enquist: Katedralen i München (Samleren, 1972)

Simon Reeve: One Day in September: The Full Story of the 1972 Munich Massacre and the Israeli Revenge Operation “Wrath of God” (Arcade Publishing, 2001)

Kay Schiller & Chris Young: The 1972 Munich Olympics and the Making of Modern Germany (University of California Press, 2010)

David Clay Large: Munich 1972: Tragedy, Terror, and Triump at the Olympic Games (Rowman & Littlefield, 2012).

FIFA World Cup Qatar 2022, der afholdes om få måneder i den enevældige emir-stat, er det foreløbige ”højdepunkt” for autoritære staters anvendelse af internationale sportsevents som politisk redskab. ”Sportswashing” kaldes fænomenet af journalister, forskere og politikere – i og uden for sporten – men der findes ingen officiel anerkendt definition af fænomenet. Amnesty International beskriver ”sportswashing” som udtryk for ” … at sport anvendes af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse – både nationalt og internationalt. Sportswashing er bl.a. når sport bliver brugt som PR og propaganda af stater, der er kendt for systematisk og alvorlig undertrykkelse af menneskerettigheder samt at fjerne fokus for alvorlige sociale problemer og krænkelser af demokratiske rettigheder”.

”Soft power” er et mere præcist begreb end ”sportswashing”

Det er mere præcist at anvende begrebet ”soft power” i stedet for ”sportswashing”, idet det ikke kun er autoritære stater som Kina, Rusland, Saudi Arabien eller Qatar som anvender megaevents som OL, VM, Formel 1, golf- og tennisturneringer som politiske redskaber, både internt i forhold til staternes egne befolkninger og eksternt i forhold til verdenssamfundet. Også demokratiske nationer som Tyskland (FIFA World Cup 2006), United Kingdom (OL 2012) og Frankrig (Tour de France) har anvendt sportens megaevents til iscenesatte fortællinger om disse nationers fortrin, kvaliteter og bidrag til verdenssamfundet.

”Soft power” skaber nye og stærke netværk og alliancer

Teorien om ”soft power” blev udviklet af politologen Joseph Nye, der betoner at magt og magtrelationer mellem nationer ikke alene består af traditionelle faktorer som militær eller økonomisk magt (”hard power”). ”Soft power” anvendes til at få, hvad man ønsker, gennem tiltrækning og overtalelse for hermed at opnå anerkendelse af en nations kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Joseph Nye understreger samtidig, at en nation opnår størst indflydelse ved at kombinere ”hard power” og ”soft power” i en samlet strategi, som han kalder ”smart power”. Teorien om ”soft power” kan i høj grad forklare hvorfor stater – især autoritære – ”investerer” gigantiske summer i sportens megaevents for bl.a. at skabe nye og stærke diplomatiske netværk og alliancer.

”Soft power” som politisk redskab er ikke et nyt fænomen

På Play the Game’s 25 års jubilæumskonference (juni 2022) var ”sportswashing” eller staters brug af ”soft power” ét af hovedtemaerne. Professor Jules Boykoff fra Pacific University (USA) fremhævede at fænomenet har en lang historie med OL 1936 i Berlin som ét af de mest markante eksempler. Hitlers Nazi-Tyskland anvendte bevidst og strategisk de olympiske lege til at en propagandistisk selvfremstilling af Det Tredje Rige: En iscenesat fest, hvor værtsnationen præsenterede sig som en fredelig og arbejdsom nation overfor verdenssamfundet. Kun tre år senere brast denne illusion totalt og satte hele Europa og store dele af Asien i brand.

USA og Sovjetunionen: ”Soft power” under den kolde krig

Fænomenets historiske dimension er også fremhævet af senioranalytiker Stanis Elsborg fra Play the Game i artiklen: “Sporten er en yndet arena for budskaber”. Elsborg betoner bl.a. at den kolde krig mellem supermagterne – USA og Sovjetunionen – fra slutningen af 1940’erne til Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990’erne ikke kun var et militært våbenkapløb (”hard power”). Den kolde krig – eller kapløbet mellem de to supermagter – blev også udkæmpet på sportens arenaer – ikke mindst i forbindelse med de olympiske lege. De to supermagter anvendte i vid udstrækning ”soft power” for at overbevise verdens øvrige nationer – og ikke mindst henholdsvis de vestligt orienterede nationer i Europa og østblok-nationerne – om, at man stod for det mest attraktive samfundssystem, der også kunne producere de bedste atleter. USA og Sovjetunionen anvendte bl.a. åbningsceremonien ved deres værtskab for henholdsvis OL 1980 i Moskva – hvor bl.a. USA ikke deltog – og OL 1984 i Los Angeles – hvor bl.a. Sovjetunionen og de fleste lande fra Østeuropa ikke deltog – til at fremvise rumpolitiske ambitioner. Kampen mellem de to ”systemer” skulle således ikke ”kun” foregå gennem militær kapacitet og på sportsarenaerne – men også i rummet via moderne teknologi.

Kina: En ny supermagt, både inden for sport og rumfart

I de seneste to årtier har en ny supermagt – Kina – for alvor vist sig frem i international sport og rumfart. Den kinesiske præsident Xi Jinping har sin egen ”rumdrøm” og er overbevist om at vejen til verdensherredømmet går gennem rummet. Kina har store rumpolitiske ambitioner, hvilket bl.a. indebærer ideen om at bygge en base på månen og en bemandet mission til Mars. Dette budskab blev kommunikeret åbenlyst ved åbningsceremonien af OL 2008 i Bejing samt af maskotten for vinter-OL 2022: En panda udklædt som astronaut. Stærkere symbolværdi kan ikke sendes til alle børn og unge i verdens folkerigeste nation.

Qatar: Storbruger af ”soft power” i forbindelse med sportens megaevents

Efter årtusindskiftet har især Kina (OL 2008 og vinter-OL 2022), Rusland (vinter-OL 2014 og FIFA World Cup 2018) og Qatar anvendt ”blød magt” som politisk strategi – med større eller mindre succes. Qatar har systematisk og strategisk anvendt sportens megaevents til at skaffe sig politisk goodwill og ikke mindst udvikle kommercielle netværk inden for den globale sportsindustri. Blandt de største internationale sportsevents, som er afviklet i Qatar, kan nævnes Asian Games (2006), VM i håndbold (2015), VM i cykling (2016) og VM i atletik (2019). FIFA World Cup 2022 er det næste udstillingsvindue, men ”kronjuvelen” for Qatar vil helt sikkert være at få tildelt værtskabet for OL i 2036. Qatar fik tildelt værtskabet for FIFA World Cup 2022, hvilket har skabt en intens debat om forholdet mellem sport, politik og menneskerettigheder, især to årsager. For det første beviserne for, at der var korruption i FIFA under tildelingen af World Cup-værtskaberne for 2018 og 2022. For det andet internationale organisationer – som f.eks. Amnesty International, Human Rights Watch og Sport for Rights – samt journalisters afdækning af Qatars problemer med at overholde basale menneskerettigheder, særligt i forhold til de mange migrantarbejdere, der er siden 2010 for bygget stadions, hoteller og infrastruktur for at være klar til at modtage fans fra hele verden, når FIFA World Cup Qatar 2022 fløjtes i gang den 21. november 2022.

 

Litteratur om ”soft power” og international sport:

Joseph Nye: “Soft Power: The Means to Success in World Politics” (2004)

Jules Boykoff: “Power Games – A Political History of the Olympics (2016)

Stanis Elsborg: “Sporten er en yndet arena for budskaber” – https://www.idan.dk/nyheder/sporten-er-en-yndet-arena-for-politiske-budskaber/

Francios Colin, Hein Meurs, Jurryt van de Vooren & Teun Meurs: No More Qatar (2022).

Amnesty International: https://amnesty.dk/vores-arbejde/sport-og-menneskerettigheder/sportswashing

Der er dage, som står skrapt i erindringerne. Blandt disse er søndag den 17. august for 14 år siden, hvor de olympiske lege i Beijing var i fuld gang. Tidligt om morgenen gik turen fra hotellet til Laoshan Velodromen, hvor den indledende tidskørsel og kvartfinalerne i 4 km holdforfølgelsesløb skulle afvikles. Storbritannien med bl.a. Geraint Thomas og Bradley Wiggins på holdet var storfavoritter til OL-guldet, mens Australien, New Zealand og Danmark var blandt de øvrige medaljekandidater. Det danske hold, som bestod af Jens-Erik Madsen, Casper Jørgensen, Alex Rasmussen og Michael Færk Christensen, skuffende i tidskørslen med en 4. plads – næsten 3 sekunder efter New Zealand og 5 sekunder efter Storbritannien. Placeringen betød at Danmark skulle dyste mod nr. 5 fra tidskørslen – Frankrig – i aftenens kvartfinaler. Den karismatiske landstræner Heiko Salzwedel valgte i løbet af dagen at udskifte Michael Færk Christensen med Michael Mørkøv til kvartfinalen, hvor Danmark leverede en formidabel præstation. Tiden på 3.56.831 var ikke alene dansk rekord – kun 1,6 sekund fra Storbritanniens verdensrekord, men også bedre end både New Zealand (3.57.536) og Australien (3.58.633). Danmark havde hermed – meget overraskede – kvalificeret sig til OL-finalen og sikret sig mindst en OL-sølvmedalje. Formiddagens skuffelse var med ét vendt til glæde og begejstring. Dagen efter vandt Storbritannien suverænt OL-guld med ny verdensrekord (3.53.314), men her var der tale om en vunden sølvmedalje og absolut ikke en ”tabt” guldmedalje for Danmark.

Fra historisk lavpunkt til OL-sølv på rekordtid

Forud for OL-finalen i Beijing var gået en periode på 4 år, hvor 6-8 unge talenter med opbakning og økonomisk støtte fra Danmarks Cykel Union (DCU) og Team Danmark samt ansættelse af en international trænerkapacitet, havde ”investeret” masser af tid og kræfter på at genskabe et dansk 4 km-hold i verdensklasse. Danmark havde ikke kvalificeret en eneste banerytter til OL 2004 i Athen, hvilket var et absolut lavpunkt for dansk banecykling. DCU-direktør Jesper Worre og sportschef Lars Bonde havde imidlertid identificeret et stort potentiale blandt en række talentfulde juniorryttere. Og med Heiko Salzwedel’s systematiske og videnskabelige tilgang til træning, udstyr og konkurrencer startede en fantastisk epoke for dansk banecykling med masser af OL-, VM og EM-medaljer igennem de seneste 15 år. Jeg lærte Jens Erik, Casper, Alex, Færk og Mørkøv at kende som venlige, flittige og passionerede cykelryttere, som på rekordtid udviklede sig til verdensklasse-atleter – men stadig med ydmyghed og gensidig respekt som personlige værdier. OL-sølvet 2008 og VM-guldet i 2009 – såvel til 4 km-holdet som til Michael Mørkøv og Alex Rasmussen i parløb – i den polske industriby Pruszków står stadig i dag som nogle af mine allerstørste sportsoplevelser.

Spændende bog om sociale relationer og fællesskab

4 km holdforfølgelsesløb er en fascinerede sportsdisciplin, hvor taktik, teknik, udholdenhed, fart og disciplin skal forenes af 4 forskellige mennesker. Og meget forskellige var rytterne, som startede dansk banecyklings gyldne epoke. Det fremgår også at Michael Mørkøvs bog ”Min vej” (Turbine, 2022), som udkom for få måneder siden. Bogen, som er skrevet i samarbejde med journalisten Carsten Ritter, giver et spændende indblik i de sociale relationer og fællesskaber, både på 4 km-holdet, i parløbet og ikke mindst på professionelle World Tour-hold, som har været Mørkøvs ”levebrød” igennem snart to årtier.

Avisbuddet med masser af nederlag

Det er langtfra alle bogens kapitler, som er lige interessante. Men kapitlerne som Michael Mørkøvs opvækst og ungdom i Kokkedal og Nordsjælland burde være ”pensum” for alle drenge og piger, som drømmer om en tilværelse som professionel cykelrytter. Michael var ikke et lysende talent, da han begyndte i Lyngby Cycle Club, men han var fascineret af cykelsporten og lod sig ikke slå ud af masser af nederlag. Fortællingen om mini-seksdagsløb i Forum, cementbanen i Ordrup, den nye cykelbane i Ballerup, kærligheden til familien, kammeratskabet og forbillederne i cykelklubben, respekten for og tilliden til ungdomstræneren Tom Breschel, den første sponsor, avisruterne som finansierede nyt cykeludstyr, værelseskammeraten Casper Jørgensen og uddannelsen som tømrer er høj klasse. Det samme er Mørkovs beslutning for 5 år siden om at forlade et stærkt træningsmiljø i Lucca til fordel for familiens – hustruen Trine og deres tre børn Alberte, Frederik og Viktor – trivsel i Rødovre. Høj prioritet af familien og en meget disciplineret hverdag som professionel cykelrytter træder også tydeligt frem hos sportsdirektør Tom Steels fra Quick-Step Alpha Vinyl, den dobbelte OL-guldvinder og makker Lasse Norman Hansen, vennen og landstræner Casper Jørgensen og hustruen Trines oplevelser af og holdninger til cykelrytteren og mennesket – Michael Mørkøv.

Masser af OL- og VM-medaljer – men aldrig alene

37-årige Mørkøv’s største internationale resultater er ubetinget opnået på banen med OL-guld i parløb sammen med Lasse Norman Hansen (2021), VM-guld i parløb sammen med Alex Rasmussen (2009) og Lasse Norman Hansen (2020 og 2021) samt OL-sølv (2008) og VM-guld i 4 km holdforfølgelsesløb (2009) som højdepunkter. Og måske venter der endnu en olympisk medalje i parløb om to år i Paris. Oplevelserne – både sejre, nederlag, konflikter, skuffelser, venskaber og meget andet – på banen beskrives åbent og ærligt, men (desværre) ikke med samme detaljeringsgrad som hverdagen og relationerne på de professionelle landevejshold.

Anerkendelse fra konkurrenter og tillid fra holdkammerater

Mørkøv’s rolle på professionelle cykelhold som Saxo Bank (2009-2015), Katusha (2016-2017) og i dag Quick-Step Alpha Vinyl (2018-) har været – og er fortsat – at hjælpe en af holdets topsprintere til sejr. Rollen som lead-out rytter passer perfekt til Mørkøvs taktiske og analytiske evner kombineret med hans mod og frygtløshed. Det er disse evner og en dyb loyalitet overfor holdkammerater og arbejdsgiver, som igennem en længere årrække har givet Mørkøv anerkendelse blandt konkurrenter på de bedste World Tour-hold – og ikke mindst tillid og respekt fra holdkammerater og verdensstjerner som Fabian Cancellara, Alberto Contador, Alexander Kristoff, Elia Viviani, Peter Sagan og Mark Cavendish.  Det er ekstremt få atleter, som vinder OL-, VM- eller EM-medaljer uden en stor træningsmængde – og slet ikke i en sportsgren som cykling.  Michael Mørkøv er efter min opfattelse et af dansk idræts allerbedste eksempler på at flid og loyalitet er langt bedre kvaliteter i eliteidræt end talent og egoisme – både som cykelrytter og menneske.

Kapital og kompetencer, både og uden for banen, er de to altafgørende faktorer for at vinde mesterskaber og medaljer i professionel sport. Analyser af dansk og international fodbold har vist at der i de seneste årtier er éntydig sammenhæng mellem de enkelte klubbers sportslige resultater og økonomi – altså evnen og viljen til at tiltrække og fastholde dygtige spillere, cheftræner, sportschef, assistenttrænere, sundhedsstab og administrative medarbejdere. Det er imidlertid langt fra alle professionelle klubber, som er lige dygtige og effektive i forvaltning af deres økonomiske ressourcer – heller ikke i den danske Superliga. Om få dage starter en ny sæson og optimismen er stor i samtlige 12 klubber. Men allerede inden den første kamp er spillet tyder alt på at mesterskabet 2022/2023 (igen) vindes af enten FC København (FCK) eller FC Midtjylland (FCM) med de klart største udgifter til spillere, trænere, eksperter og administration.

FCK har haft stor europæisk succes over to årtier

FCK har siden årtusindskiftet været helt suveræn i dansk klubfodbold med i alt 13 DM-titler, 6 pokaltitler og kun én enkelt sæson (2017-2018) har klubben ikke vundet medaljer. Derudover er FCK også den eneste danske klub med succes i europæisk klubfodbold med gentagne gruppespil i Champions League (CL) og Europa League (EL). Det sker også i det kommende efterår, hvor klubben allerede nu er sikker på gruppespil enten i CL eller EL og hermed nettoindtægter på 60-100 mio. kr. FCK’s europæiske succes afspejler sig også på UEFA’s klubranking, hvor klubben pt. er placeret som nr. 41 – foran topklubber som f.eks. AC Milan, Feyenoord og Valencia CF. Det anslås at FCK’s nuværende årlige udgift til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers udgør 170 mio. kr. De seneste 5 sæsoner har FCK vundet 2 DM-titler og 2 sølvmedaljer. Og samtidigt har klubben opnået indtægter på mere ½ milliard kr. ved salg af spillere som Mohamed Daramy (AFC Ajax), Jonas Wind (VfL Wolfsburg), Robin Olsen (AS Roma), Robert Skov (TSG 1899 Hoffenheim) og Jens Stage (Werder Bremen).

FCM har haft de bedste Superliga-resultater i de seneste 5 sæsoner

FCM har haft bedre sportslige resultater end FCK i Superligaens seneste 5 sæsoner på trods af en mindre årlig udgift – 12o mio. kr. – til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers. 3 danske mesterskaber, 2 sølvmedaljer og 2 pokaltitler på 5 år er meget imponerende, men den ambitiøse klub fra ”Heden” mangler et afgørende gennembrud i europæisk klubfodbold. FCM indtager pt. en placering som nr. 87 på UEFA’s klubranking – meget langt fra målsætningen om top-50 inden 2025. Om få uger har FCM igen chancen for at kvalificere sig til CL- eller EL-gruppespil, men vejen er både lang og meget vanskelig.

Brøndby er – sportsligt og økonomisk – tilbage på sporet

Brøndby kæmpede igennem en længere årrække med meget dårlige sportslige resultater og dårlig økonomi, som alene blev finansieret af økonomiske ”donationer” på 50-80 mio. kr. årligt fra hovedaktionæren Jan Bech Andersen. De seneste 5 sæsoner har Brøndby imidlertid ikke været dårligere placeret end nr. 4 og ikke mindst DM-titlen i 2020/2021 og sølvmedaljen i 2017/2018 har placeret klubben fra Vestegnen stabilt som Danmarks 3. bedste klub med 65 mio. kr. i årlige udgifter til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers. Et beløb, som ”kun” er ca. ½ af FCM’s og lidt mere end 1/3 af FCK’s tilsvarende omkostninger. Brøndby har også i de seneste år revideret deres sportslige strategi, således udviklingen af unge talenter via klubbens akademi er blevet opprioriteret frem for køb af ”ældre” udenlandske spillere fra ”2. eller 3. hylde”. Salget af 21-årige Jesper Lindstrøm sidste sommer til EL-vinderen Eintracht Frankfurt for mere end 50 mio. kr. varsler forhåbentlig nye og bedre tider for Brøndbys økonomiske strategi.

FCN er ekstremt dygtige til at udvikle og sælge unge spillere

Flere danske superligaklubber har i de seneste år i høj grad rettet blikket mod FC Nordsjælland (FCN), som efter min opfattelse har klaret sig bedst sportsligt i de seneste sæsoner ud fra klubbens økonomiske vilkår. FCN har med undtagelse af sidste sæson været placeret stabilt i top-6 med årlige omkostninger til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers på 35 mio. kr. Derudover har klubben – igennem akademiet ”Right to Dream” – haft meget stor succes med salg af unge spillere, som landsholdsspillerne Mathias Jensen (Brentford F.C.), Andreas Skov Olsen (Club Brugge KV) og Mikkel Damsgaard (U.C. Sampdoria) samt udenlandske profiler som Emre Mor (Borussia Dortmund) og Kamaldeen Sulemana (Stade Rennais F.C.) – dvs. samlede transferindtægter, som formentligt er større end FCK’s ½ milliard kr. i de seneste 5 år.

AGF har forbedret økonomi – men fortsat dårlige sportslige resultater

AGF har igennem de seneste år gennemgået en økonomisk turnaround med markante reduktioner af klubbens omkostninger og fordobling af sponsorindtægter fra 40 mio. til 70 mio. kr.Det anslås at AGF i dag med 65 mio. kr. har Superligaens 4. største årlige udgift til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers. Men desværre er kun lykkes AGF fra landets næststørste by at kvalificere sig til top-6 slutspillet 2 gange i de seneste 5 sæsoner. Bronzemedaljen i 2019/2020 – AGF’s første medalje i 23 år – skabte stor optimisme blandt AGF’s ledelse, sponsorer og fans, men 4 points i nedrykningsspillets 10 kampe i foråret 2022 bragte klubben meget tæt på den fjerde nedrykning fra Superligaen siden årtusindskiftet. En ny cheftræner – den rutinerede tysker Uwe Rösler – skal nu udvikle en ny spillestil og sammensætte et kompetent hold. Det sker efter min opfattelse ikke uden køb af mange, nye spillere i de kommende transfervinduer.

AaB og OB underpræsterer markant ud fra klubbernes økonomi

Også stolte traditionsklubber som AaB og OB fra Danmarks 3. og 4. største byer har – i lighed med AGF – underpræsteret markant i de seneste sæsoner ud fra deres økonomiske årlige omkostninger på henh. 44 og 40 mio. kr. til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers. På trods af gode resultater af klubbens ungdomshold (U17 og U19) er det kun lykkes OB at kvalificere sig én gang (sæson 2018/2019) blandt landets 6 bedste hold i de seneste 5 sæsoner. Nordjyllands fodboldstolthed – AaB – har kun opnået marginalt bedre sportslige resultater end OB med tre placeringer som nr. 5 i de seneste fem sæsoner.

Silkeborg og Viborg FF – gode resultater med beskedne omkostninger

Sidste sæsons helt store positive overraskelser var de to oprykkere: Silkeborg IF, som vandt bronzemedaljer med stærkt pasningsspil og Viborg FF, som bl.a. kvalificerede sig til europæisk klubfodbold (Conference League). De to klubbers sportslige resultater var især imponerede set i lyset af meget beskedne årlige omkostninger til løn og bonus til spillere og trænere, sign-on-fees og afskrivninger på transfers på henh. 23 og 18 mio. kr. – eller kun 10-15 % af FCK’s og mindre end ½ af AGF’s tilsvarende omkostninger. Sæson nr. 2 efter en oprykning er altid vanskelig, så det bliver meget spændende om SIF og VFF kan opnå samme sportslig succes i den kommende sæson, hvor mange af de to klubbers dygtigste spillere er blevet attraktive ”salgsobjekter” for både danske og udenlandske klubber.

Penge vil betyde (endnu) mere for resultater fremover

Alt tyder på at kapital vil få endnu større betydning for sportslige resultater i dansk og international klubfodbold i de kommende år. Men kompetencer – eller måske mere præcist – mangel på kompetencer i form af svag talentudvikling, dårlige køb og salg af danske og udenlandske spillere, manglende kvalitet og kontinuitet blandt spillere, trænere, sportsdirektører, bestyrelse og ejere, skiftende spilkoncept, elendig kommunikation, vigende tilskuer- og sponsorinteresse og meget, meget andet vil også fremover – heldigvis – ha’ indflydelse på en af sportens vigtigste DNA’er – det uforudsigelige resultat.

Du kan få yderligere information om økonomi i danske superligaklubber og internationale topklubber på følgende website:

• • https://superliga.dk/
  • https://www.uefa.com/
  • https://www.tipsbladet.dk/
  • https://offthepitch.com/

Om få uger (27.-30 juni 2022) er Odense værtsby for Play the Game’s 25 års jubilæumskonference: ”Play the Game – is there a cure for sport?”. På konferencen vil mere end 400 journalister, forskere, eksperter, atleter, ledere, politikere, whistleblowers og andre fra hele verden diskutere sportens ”skyggesider” – og dem er der (fortsat) mange af.

Demokrati, åbenhed og ytringsfrihed som nøgleværdier

Visionen om et internationalt forum, der sætter fokus på sportens ”skyggesider” blev lanceret i 1997 af journalist og chefredaktør Jens Sejer Andersen, som på vegne af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) var vært for et internationalt medieseminar. Seminaret blev også starten på et internationalt netværk for journalister, som var interesseret i andet og mere end sportsresultater og internationale fodboldkampe. De tre første konferencer blev afholdt i regi af DGI, men i 2004 blev ”Play the Game” etableret som en selvejende institution med opbakning fra de tre hovedorganisationer: DGI, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Dansk Firmaidræt (DFIF) samt økonomisk støtte fra Kulturministeriet. I 2011 blev ”Play the Game” fusioneret med Idrættens Analyseinstitut (Idan), som også omfatter Videnscenter for Folkeoplysning. På trods af forskellige organisatoriske forankringer har formålet med Play the Game været uforandret, nemlig ” … at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt”.

Doping er (fortsat) en af sportens største udfordringer

Det mest kontroversielle emne i international sport i slutningen af 1990’erne var doping, især i professionel cykling. Festina-skandalen i 1998, hvor fransk politi kort før starten på Tour de France beslaglagde en gigantisk mængde doping-stoffer hos cykelholdet Festina, var baggrunden for etablering af en international institution – World Anti-Doping Agency (WADA) – året efter. Desuden blev der i de efterfølgende år oprettet en række nationale anti-doping institutioner som Anti-Doping Danmark (ADD), som skulle bekæmpe brug af doping. Play the Game-konferencerne var i disse år mødestedet, hvor centrale aktører i den internationale dopingdebat som bl.a. Dick Pound (tidl. IOC-vicepræsident og WADA-præsident 1999-2007), Bengt Saltin (international topforsker), Alessandro Donati (forsknings- og anti-doping chef for CONI), Pat McQuaid (UCI-præsident) og Greg LeMond (Tour de France-vinder 1986, 1989 og 1990) optrådte som ”sandhedsvidner”. På samme vis blev Play the Game-konferencen i 2017 stedet, hvor ægteparret Yuliya og Vitaly Stepanova medvirkede til at afsløre for den systematiske, russiske statsdoping, som kulminerede under vinter-OL 2014 i Sotji. På trods af en række nationale og internationale initiativer, herunder koordinering på tværs af nationer og sportsgrene, er doping efter min opfattelse – fortsat – er én af sportens største ”skyggesider”, idet det formentlig ikke er mere end 35-40 ud af mere end 200 nationer, som har et effektivt kontrolsystem i forhold til doping.

Korruption stortrives i sportens verden

Et andet kontroversielt emne, som i de seneste tiår har fyldt mere og mere i internationale medier, er korruption i sport. Især internationale organisationer som ”International Olympic Committee” (IOC) og forbund som ”Fédération Internationale de Football Association” (FIFA), ”International Association of Athletics Federations” (IAAF – i dag World Athletics), ”Association Internationale de Boxe Amateur” (AIBA) og ”Fédération Internationale de Volleyball” (FIVB) har været genstand for korruptionsskandaler, bl.a. i forbindelse med tildeling af værtskaber for internationale events og forhandlinger af tv-kontrakter og sponsoraftaler. Et af Play the Game-konferencernes ”stærkeste kort” igennem 25 år har været journalisten og forfatteren Andrew Jennings, der døde for få måneder siden. Jennings bidrog på eksemplarisk vis med bøgerne ”Ringenes herrer” (1996), ”Straffe! – FIFA’s hemmelige verden” (2006) og ” ”FIFA-banden – afsløring af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden” (2016), et fantastisk internationalt netværk af kilder og et utrætteligt engagement til at inkompetente og pengegriske ”sports- og fodboldpolitikere” kom i mediernes søgelys og i flere tilfælde dømt for korruption ved nationale og internationale domstole. Uden kritiske, hårdtarbejdede journalister som Jennings er det særdeles tvivlsomt om f.eks. Transparency International (IT) i 2016 kunne udgive rapporten: ”Global Corruption Report: Sport”. Rapporten indeholder mere end 60 artikler, analyser og essays fra eksterne bidragydere, som tilsammen dækker seks sportsrelaterede emner: Governance, gennemsigtighed, amerikansk collegesport, megaevents, matchfixing og idrætsdeltagelse. Rapporten viser éntydigt at sporten – ikke mindst på grund af eksponentielt stigende pengestrømme – er blevet en sektor, hvor korruption stortrives. IT fremsætter også i rapporten en række anbefalinger, som nationale og internationale forbund bør anvende til at bekæmpe korruption i sport. På den baggrund har Play the Game – sammen med seks europæiske universiteter: Loughborough University (UK), Utrecht University (Holland), KU Leuven (Belgien), German Sport University Cologne (Tyskland), IDHEAP Lausanne (Schweiz) og Ljubljana University (Slovenien) – udviklet ”Sports Governance Observer” (2019), som er et operationelt, standardiseret ”online-værktøj” til at måle ”god ledelse”. Det vil være meget naivt at forestille sig at ”online-værktøjer” alene kan udrydde korruption i sport, men Play the Game bør roses for (også) at arbejde på konkrete løsninger. Der er efter min mening ingen tvivl om at milliard-køb og salg af klubber på tværs af kontinenter og sportsgrene er en af sportens allerstørste trusler i de kommende år. Multinationale fonde og tv-selskaber kan nemlig øjne mange fordele ved at ”investere” i topsport med astronomiske beløb, som er udelukket fra ”demokratisk kontrol”.

Plads til forskellige synspunkter og holdninger

Doping og korruption har været blandt hovedtemaer på Play the Game-konferencer igennem alle 25 år. Men også andre kontroversielle emner som matchfixing, mega-events, organiseret kriminalitet, seksuelle overgreb og krænkelser af menneskerettigheder samt ”bløde emner” som frivillighed, sportsjournalistik, ledelse og sportsmanagement, etik i sport og ”sport for all” har været belyst gennem akademisk forskning eller journalistisk research. Efterfølgende har emnerne på de enkelte sessioner været debatteret ud fra forskellige synspunkter blandt deltagerne – altid med entusiasme og respekt for hinandens holdninger.

Play the Game 2022 – masser af aktuelle temaer

12 internationale konferencer i 5 forskellige lande med 300-400 deltagere på hver har været ”kronjuvelen” for ”Play the Game”. Men institutionen har – med Jens Sejer Andersen som ildsjæl og frontfigur – også involveret sig i forskningsprojekter, artikler og debatindlæg på websites samt deltaget i rådgivende udvalg og arbejdsgrupper under EU, Europarådet og UNESCO. Blandt andet var Play the Game med til at redigere UNESCO’s ”International Charter for Physical Education, Physical Activity and Sport”, som blev vedtaget i 2015. Den kommende Play the Game-konference i Odense indeholder et tætpakket program med både traditionelle emner som doping, korruption og matchfixing. Jeg ser også frem til at få større viden om emner som bl.a. de sportslige konsekvenser af Ruslands invasion af Ukraine, menneskerettigheder og VM 2022 i Qatar, sportssektorens ansvar og engagement i forhold til klimaforandringer, reformer af den internationale sportsdomstol CAS og meget, meget mere.

Til slut et stort tillykke til hele holdet bag ”Play the Game” med 25-års jubilæum: Carl Holst, Troels Rasmussen, Jens Sejer Andersen, Stanis Elsborg, Kirsten Sparre, Maria Suurballe, Katja Høiriis og andre øvrige, som er tilknyttet ”vagthunden” – vi ses i Odense!

Du kan læse mere om Play the Game 2022 her:

• https://www.playthegame.org/conferences/play-the-game-2022

På fredag aften kastes pucken i Nokia Arena Tampere til åbningskampen – Finland vs. Norge – ved “2022 IIHF Ice Hockey World Championship”. Og hermed starter 16 dages national fest – ikke kun i Helsinki og Tampere, som er VM’s værtsbyer – men i hele Finland, hvor ishockeylandsholdet – ”Løverne” – er en national stolthed. En status, som er blevet voldsomt forstærket igennem titlen som verdensmester i 2019 og ikke mindst de olympiske guldmedaljer i Beijing for få måneder siden. Finland har igennem flere årtier tilhørt “The Big Six”- den uofficielle gruppe af de seks stærkeste ishockeynationer, hvor de øvrige er Canada, Rusland, USA, Sverige og Tjekkiet. Men aldrig tidligere har Finland med et beskedent indbyggertal på 5 mio. været placeret som nr. 1 på verdensranglisten.

Ishockey – Finlands nationalsport

Finland har – ikke mindst på grund af klimatiske forhold med frost og sne i mere end halvdelen af året – altid opnået gode internationale resultater i vintersportsgrene som langrend, skihop og ishockey. Blandt andet af den årsag er det logisk at ishockey er Finlands nationalsport. Fodbold er også i Finland den største sportsgren med hensyn til antallet af spillere, men fodboldens popularitet som tilskuersport kommer ikke engang tæt på ishockey. I dag er ishockey klart den mest populære sportsgren i Finland, både økonomisk, tilskuer- og mediemæssigt. Mere end 100.000 børn og unge under 18 år spiller ishockey, hvor af næsten 40.000 børn og unge – 4.000 piger og 36.000 drenge – spiller ishockey i en af de 348 klubber. Denne popularitet er et vigtigt fundament for ishockeyens position i Finland. Det samme er antallet af ugentlige træningstimer blandt de unge. Mere end 70 procent af alle børne- og ungdomsspillerne i ishockey træner mindst tre gange om ugen.

Talentudvikling i verdensklasse

Talentudviklingen i finsk ishockey, både i klubberne og forbundet, er efter min mening blandt verdens bedste i holdsport. I 1970’erne oprettede ”Finnish Ice Hockey Association” (FIHA) et nationalt ishockey-træningscenter på sportsinstituttet i Vierumäki, hvor der blev afholdt regelmæssige træningslejre. Hver af regionerne i Finland sendte deres juniorhold til lejrene, og forbundet samlede juniorhold inden for forskellige aldersgrupper.  Disse træningslejre udviklede sig gradvist til kernen i det finske talentudviklingsarbejde. Arbejdet var baseret på fælles træningslejre for de bedste spillere, testning og udvikling af trænere. I dag er træningslejrene for forskellige aldersgrupper stadig kernen i talentarbejdet i finsk ishockey. Dette arbejde er naturligvis suppleret af den grundlæggende udvikling af de talenterne i klubberne. Det er imidlertid på FIHA’s træningslejre at de største talenter i de forskellige aldersgrupper udtages til ungdomslandsholdene. Den mest velkendte træningslejr er “Pohjola Camp” – en årlig træningslejr i Vierumäki, der samler de mest talentfulde 14 og 15-årige spillere fra de forskellige regioner. Hvis en juniorspiller deltager i talentsystemet fra start til slut, vil han eller hun have deltaget i mere end 100 internationale kampe inden spilleren bliver seniorspiller. Talentudvikling i verdensklasse er hovedårsagen til, at Finland i de seneste år har opnået usædvanligt gode resultater ved IIHF World U20 Championships og IIHF World U18 Championships.

Dygtige ungdomstrænere og fysisk træning med høj kvalitet

Ishockey er lighed med andre sportsgrene i Finland baseret på frivilligt arbejde i klubberne, både i storbyerne og i de mindre byer overalt i Finland. Der har altid været en stærk tradition for dygtige og veluddannede trænere i finsk ishockey. Mange trænere er uddannet på University of Jyväskylä og de har ofte mange års praktisk erfaring. I forhold til landets beskedne befolkning har Finland mange professionelle ishockeytrænere, der er meget respekterede og anerkendte – også i udlandet. Der er også en stærk tradition for systematisk analyse og forskning i finsk ishockey, både i forhold til den enkelte spiller og holdet. Både klubber og forbund har især lagt stor vægt på den fysiske del af spillet, og individuel fysisk træning har høj prioritet i træning af børn og unge. I dag har mange klubber ansat professionelle fysiske trænere til talenterne, så de kan lære at træne mere effektivt i sommersæsonen. Den målrettede og strukturerede fysiske træning er også den vigtigste årsag til, at mange unge spillere i finsk ishockey debuterer tidligt i SM-ligaen, som er blandt de bedste i verden. Det fysisk krævende spil i SM-ligaen stiller store krav til de unge spilleres kapacitet i forhold til både styrke, udholdenhed og fart. Ligeledes er det altafgørende at de unge talenter opnår en god skøjteteknik med mange tempo- og retningsskrift. Ligeledes skal spilleren i en tidlig alder kunne levere og modtage pucken under pres og i høj fart. Og så skal spilleren også kunne skyde på mål fra mange forskellige positioner.

Drømmen om NHL og landsholdet

Det er den unikke talentudvikling, som efter min mening er grundlaget for finsk ishockeys succes ved OL og VM. Og det er også den stærke talentudvikling, som er årsagen til at mange, unge talenter fra Finland bliver rekrutteret til verdens stærkeste liga – National Hockey League. Blandt disse kan nævnes etablerede NHL-stjerner som Aleksander Barkov (Florida Panthers), Sebastian Aho (Carolina Hurricans), Patrik Laine (Colombus Blue Jackets) og Kaapo Kakko (New York Rangers), som alle debuterede i verdens stærkeste liga som 18-årige. I denne sæson er der mere end 50 finske spillere i NHL, hvor play off-kampene foregår samtidigt med VM på hjemmebane. Af den årsag vil det også primært være spillere fra SM-ligaen og den russiske KHL-liga, som head coach Jukka Jalonen har til rådighed på VM-holdet. Den 59-årige Jalonen har i dag opnået legende-status i Finland, idet han nu har hjemført to VM-titler (2011 og 2019) og to OL-medaljer – bronze i 2010 og guld i 2022.

Intet andet end VM-guld tæller

Ishockeyfeberen i Finland er i disse uger gigantisk forud for VM på hjemmebane. Det skyldes ikke mindst landsholdets seneste resultater: VM-sølv 2021 efter et knebent nederlag på 2-3 til Canada i finalen og OL-guld 2022 med finalesejr på 2-1 over storfavoritterne fra Rusland. Mange finner håber på en VM-finale – søndag den 29. maj 2022 – mod arvefjenden Sverige. Og alt andet end en sejr til ”Løverne” vil være en stor skuffelse for det stolte folkefærd langt mod nord.

Kilder:

Jari Lämsä: “Lions on the Ice: the success story of Finnish ice hockey”, pp. 152 – 167 I: Svein S. Andersen & Lars Tore Ronglan: Nordic Elite Sport. Same ambitions – different tracks (Universitetsforlaget, Oslo, 2012).

The Finnish Ice Hockey Association – http://www.finhockey.fi

International Ice Hockey Federation – https://www.iihf.com/en/events/2022/wm

Danmark er pt. verdens stærkeste håndboldnation med bl.a. dobbelt VM-guld til herrerne i 2019 og 2021 samt kåring af både to internationale topspillere – Sandra Toft og Niklas Landin – og to landstrænere – Jesper Jensen og Nicolaj Jacobsen – som verdens bedste i 2021. På trods af disse fantastiske sportslige præstationer fravælger børn og ikke mindst unge i stigende grad landets håndboldklubber. Der skal altså meget andet og mere end masser af international hæder og daglige TV-kampe i håndbold til for at være attraktiv som håndboldklub for nutidens børn og unge.

Faldende medlemstal er ikke en ny tendens

Det er ikke overraskende at en indendørs kontaktsport som håndbold har været påvirket af de seneste to års Covid-19 restriktioner. Danmarks Idræts-Forbunds aktuelle medlemstal for 2021, som netop er blevet offentliggjort, viser et fald af medlemmer i landets 746 håndboldklubber på over 6.000 medlemmer – fra 104.422 til 98.217. Mest iøjnefaldende er det at 4.886 – eller næsten 4 ud af 5 frafaldne medlemmer – er børn og unge under 18 år. Det reducerede antal spillere – og ikke mindst færre frivillige trænere, ledere og forældre – bør naturligvis kalde på opmærksom og konkrete initiativer, både i DHF’s ledelse og klubberne. For det markante frafald af håndboldspillere er langt fra en ny tendens – tværtimod.

Håndbold er eneste større holdsport med markant medlemsfrafald

Antallet af registrerede håndboldspillere er nemlig de seneste to årtier faldet med ikke mindre 27 % – fra 134.782 medlemmer i 2002 til 98.217 i dag, dvs. et konstant frafald på 3-4 % pr. år. Nedgangen har været størst blandt piger og kvinder med 30 %, mens faldet blandt drenge og mænd har været på 22 %. Også antallet af håndboldklubber har været konstant faldende – fra 1.035 i 2002 til 746 i dag, hvilket svarer til 28 %. Der er ikke nødvendigvis en lineær sammenhæng mellem antal klubber og kvalitet, men færre klubber begrænser ikke mindst børn og unges fysiske afstand fra bopæl til håndboldhal. Det er ligeledes påfaldende at antallet af medlemmer i holdsport som fodbold (fra 293.749 i 2002 til 344.678 i dag = 15 %), basketball (fra 11.383 til 17.990 i dag = 37 %) og volleyball (fra 15.385 i 2002 til 16.028 i dag = 4 %) har været stigende. Dansk Håndbold Forbund har hermed været den eneste større holdsport i Danmark, som har mistet et meget stort antal medlemmer – både i antal og procenter – i de seneste 20 år.

Især teenagepigerne fravælger håndbold

Håndbold har igennem flere årtier været en populær holdsport blandt piger, men det forhold er under voldsomt pres. For 10 år siden var der i alt 26.708 piger under 12 år og 15.216 piger mellem 13 og 18 år, som var medlem af en håndboldklub. I dag er de tilsvarende tal: 22.138 piger under 12 år og 12.349 piger mellem 13 og 18 år. Det er altså tale med et fald på henh. 17 % og 19 % på bare 10 år. Det er altså især pigerne, som fravælger håndboldklubben. Der er utvivlsomt mange årsager til medlemsflugten fra håndbold. Lad mig pege nogle af forklaringerne.

Unge har meget forskellige motiver – også for at spille håndbold

Der er en del unge, som er meget målrettede og ambitiøse – også i forhold til håndbold. De er ikke usædvanligt at de dygtigste ungdomsspillere har 6-8 ugentlige træningspas og flere kampe om ugen. Talenterne, som ofte har stor opbakning fra deres ressourcestærke forældre og særdeles kompetente trænere, forbliver i klubben og fortsætter også som seniorer i liga og divisionerne. Men for alle andre unge – og det er langt de fleste – skal det også være attraktivt at spille på 2. holdet eller ha’ håndbold som 2., 3. eller 4. prioritet i ungdomslivet. For alle unge er fællesskabet med sociale relationer til gode kammerater altafgørende. Det betyder at stemningen, kulturen og klubmiljøet – både sportsligt og socialt – skal være attraktivt for de unge, som primært har håndbold som et socialt frirum. Den gode ungdomstræner skal ha’ lyst til at arbejde med unge. Og så skal der være enighed – mellem trænere, ledere, forældre og ikke mindst de unge selv – om hvad det hele går ud på. De bør aldrig være ”de gamle”, som bare beslutter, hvad de unge vil.

Overgang fra skole til en ungdomsuddannelse er en kritisk fase

Mange unge har meget svært at fastholde deres engagement i håndboldklubben, når de f.eks. efter efterskoleophold begynder på en ungdomsuddannelse. Det er netop på det tidspunkt, hvor især pigerne bevidst fravælger håndbold til fordel for lektier, fritidsjob, kærester og fitness uden for klubregi. De oplever hurtigt at kravene på ungdomsuddannelsen ikke kan indfries med en beskeden arbejdsindsats og et stort ugentligt tidsforbrug på træning og kampe. Eller bliver de ufrivilligt fravalgt i håndboldklubben på grund af ”manglende færdigheder” eller ”utilstrækkelig” træningsindsats.

Forældet turneringsstruktur er en stor barriere for de fleste unge

En af de væsentligste årsager til de 14-18 årige’s frafald i håndbold er efter min opfattelse en forældet turneringsstruktur med stort tidsforbrug til transport og kampe hver weekend samt ufleksible regler i forhold til spillernes alderskategorier. Det er de færreste ungdomsspillere, som finder det sjovt at bruge ”kostbar” tid i weekenden til at transportere sig til kampe i den ”anden ende af Jylland”. Det er nødvendigt at Dansk Håndbold Forbund’s regionale forbund udvikler og nytænker turnerings- og stævneformer, som er fleksible i forhold til unges hverdag. Og samtidig skal klubberne ha’ mod og evner til at afprøve træningsformer og sociale aktiviteter, som ikke forpligter den enkelte unge over en hel sæson. Såfremt det ikke sker, vil der efter min mening være stor risici for at håndbold fremover ”kun” bliver en sportsgren for de allerbedste … og ikke for de mange.

De to sidste konkurrencer ved vinter-OL 2022 i Beijing blev synlige beviser på de nordiske landes sportslige succes ved legene. Først vandt den norske langrendsdronning Therese Johaug suverænt 30 km fri stil og få minutter efter blev Finlands nationale stolthed – “Løverne“ – olympiske mestre i ishockey efter en fortjent 2-1 sejr over de forsvarende mestre fra Rusland. Johaugs 3. guldmedalje ved legene bragte Norges samlede antal af fornemste karat op på i alt 16, hvilket er olympisk rekord. Og Finlands finalesejr var den første olympisk guldmedalje i ishockey efter 2 sølv- og 4 bronzemedaljer ved tidligere olympiske lege. De to præstationer satte hermed et flot punktum for de nordiske landes vinter-OL 2022, hvor 109 medaljesæt blev fordelt i 15 forskellige sportsgrene.

Norge – suveræn vinder af vinter-OL’s nationskonkurrence

Norge har igennem det seneste tiår været verdens bedste vintersportsnation, hvilket blev bekræftet ved vinter-OL 2022 med en klar 1. plads i nationskonkurrencen, både i forhold til guldmedaljer og totalt antal medaljer. Det totale antal medaljer blev 37 (16 guld-, 8 sølv- og 13 bronzemedaljer), hvilket kun er 2 medaljer færre end ved vinter-OL 2018 i PyeongChang (14 guld-, 14 sølv og 11 bronze), hvor Norge også vandt nationskonkurrencen. De norske OL-medaljer blev vundet i 9 forskellige sportsgrene, heraf hele 14 medaljer (6 guld-, 2 sølv- og 6 bronzemedaljer) i biathlon, 8 medaljer (5 guld-, 1 sølv- og 2 bronzemedaljer) i langrend og 4 medaljer (2 guld og 2 sølv) i nordisk kombineret (skihop og langrend). Den største norske skuffelse var utvivlsomt at Norge kun vandt én medalje i skihop; Guld til Magnus Lindvik på stor bakke. Skihop er nemlig en klassisk norsk sportsgren, hvor det blev til hele 5 medaljer (2 guld-, én sølv- og 2 bronzemedaljer) ved vinter-OL 2018.

Flerdobbelte norske guldvindere i biathlon og langrend

De største norske OL-profiler i Bejing har været skiskytterne Johannes Thingnes Bø med 5 medaljer (4 guld- og én bronzemedalje), Marte Olsbu Røiseland også med 5 medaljer (3 guld- og 2 bronzemedaljer) og Tarjei Bø med 4 medaljer (2 guld-, én sølv og én bronzemedalje). Derudover leverede verdensklasseatleterne Johannes Klaebo med 4 medaljer (2 guld-, én sølv- og én bronzemedalje), Therese Johaug med 3 guldmedaljer i langrend og Jørgen Graabak i nordisk kombineret (skihop og langrend) med 3 medaljer (2 guld- og én sølvmedalje) en række rigtig flotte præstationer.

Bedste placering i vinter-OL’s nationskonkurrence nogensinde for Sverige

Sverige har også stærke traditioner i mange vintersportsgrene. Alligevel var det en overraskelse at vinter-OL 2022 blev et historisk højdepunkt for svensk vintersport. Sverige opnåede med 18 medaljer (8 guld-, 5 sølv- og 5 bronzemedaljer) en fornem 5. plads i nationskonkurrencen. Den historiske rekord, både med hensyn til guldmedaljer og totalt antal OL-medaljer, blev opnået i 6 forskellige sportsgrene. Sverige vandt medaljer i alle 3 discipliner i curling: Guld til herrerne og bronze til både kvinderne og mixed-holdet. Også i free style skiing med 4 medaljer (2 guld- og 2 bronzemedaljer) og biathlon med 4 medaljer (én guld- og 3 sølvmedaljer) opnåede de svenske atleter og hold imponerende resultater.

Dobbelt OL-guld til speedskateren Nils van der Poel

De største svenske OL-profiler har været speedskateren Nils van der Poel, som blev olympisk mester på både 5.000 og 10.000 meter-distancen, 22-årige Elvira Øberg som vandt to individuelle sølvmedaljer og guld i kvindernes stafet i biathlon sammen med storesøster Hanna Øberg, Linn Persson og Mona Brorsson samt free style skiløbere – Walter Wallberg og Sandra Naeslund – som begge blev olympiske mestre. Blandt de største svenske OL-skuffelser må nævnes ishockeyholdet – “Tre Kroner“ – nederlag til Slovakiet i bronzekampen.

Første olympiske guldmedalje i ishockey til Finland

Finland opnåede ved vinter-OL 2022 med 8 medaljer (2 guld-, 2 sølv- og 4 bronzemedaljer) det bedste samlede resultat siden vinter-OL 1998 i Nagano, hvor det blev til 12 medaljer (2 guld-, 4 sølv- og 6 bronzemedalje). Medaljehøsten blev hentet i to sportsgrene: Langrend med 6 medaljer og nationalsporten ishockey med bronzemedaljer til kvinderne og olympisk guld til mændene, hvilket rakte til en 16. plads i den samlede nationskonkurrence. Især guldmedaljen i ishockey efter sølvmedaljer ved vinter-OL 1988 og vinter-OL 2006 har skabt stor entusiasme og prestige i Finland, der om tre måneder skal være vært for A-VM i ishockey. På trods af de fantastiske resultater i langrend og ishockey blev vinter-OL 2022 også et bevis på at Finland ikke længere har verdensklasseatleter, som kæmper om medaljerne i hverken skihop, biathlon, nordisk kombineret (skihop og langrend) eller snow board.

Ilvo Niskanen – en af Finlands største historiske sportsprofiler

Den største finske OL-profil har – sammen med de to ishockeyhold – utvivlsomt været Ilvo Niskanen, som vandt hele 3 medaljer ved vinter-OL 2022: Guld i 15 km klassisk stil, bronze i 15 km skiathlon og sølv – sammen med Joni Maki – i mændenes team sprint. Den 30-årige finne, der også vandt olympisk guld, både ved vinter-OL 2014 og vinter-OL 2018, har med præstationerne i Beijing indskrevet som en af Finlands største historiske sportsprofiler. Også Ilvos storesøster – Karttu – overraskede med en sølvmedalje i 10 km klassisk stil sammen med Krista Pärmäkoski, som nu har vundet i alt 5 medaljer ved de seneste 3 olympiske vinterlege.

Positiv dansk præstation i ishockey

Danmark er ikke en vintersportsnation, men alligevel var der dansk repræsentation i 5 sportsgrene ved vinter-OL 2022. Den største positive danske præstation leverede ishockeyholdet for herrer, som bl.a. vandt over Tjekkiet (world ranking 6), Schweiz (world ranking 8) og Letland (world ranking 10) inden det blev til nederlag på 1-3 i kvartfinalen mod Rusland. Derimod var de danske præstationer i både curling og speed skating meget skuffende.

Bedste nordiske vinter-OL nogensinde

Det er meget imponerede at Norge og Finland med lidt mere end 5 mio. indbyggere og Sverige med lidt mere end 10 mio. indbyggere er i stand til at vinde tilsammen 63 medaljer (26 guld-, 15 sølv- og 22 bronzemedaljer) ved vinter-OL 2022. Der har bl.a. været én eller flere medaljevindere fra de nordiske lande i 43 – eller næsten 40 % – af samtlige 109 OL-discipliner. Antallet af OL-medaljer er hermed markant højere end ved vinter-OL 2014 i Sochi, hvor de nordiske lande tilsammen vandt 46 medaljer (14 guld-, 15 sølv- og 17 bronzemedaljer) og marginalt højere end ved vinter-OL 2018 i PyeongChang, hvor det blev til 59 medaljer (22 guld-, 21 sølv- og 16 bronzemedaljer). Det bliver spændende om de nordiske lande kan fastholde det rekordhøje medaljeantal ved næste vinter-OL, som finder sted i Milano-Cortina om 4 år. Der er ingen tvivl om at nationer som Kina, Rusland, Japan, Canada og ikke mindst Tyskland, som har overrasket meget positivt med hele 27 medaljer (12 guld-, 10 sølv- og 5 bronzemedaljer) og en imponerede 2. plads i nationskonkurrencen, vil investere massivt i vintersport – ikke mindst nye sportsgrene som speedskating, free style skiing, snowboard og short track, hvor der er mange medaljesæt at kæmpe om.

Du kan læse mere om de nordiske landes eliteidræt i artiklen: “Hvilken sportsnation er bedst i Norden? En analyse af Danmark, Finland, Norge og Sveriges internationale sportsresultater – historisk og aktuelt“ (Forum for Idræt, 33. årgang, 2018, pp. 41-62).