Uncategorized @da

Af

Biathlon eller skiskydning er en fascinerede sportsgren, som er blandt de mest populære ved vinter-OL 2022 i Beijing. Sportsgrenen består af skidisciplinen langrend og præcisionsskydning med riffel. Kombinationen af mange forskellige færdigheder hos skiskytterne – udholdenhed, fart, strategi, præcision og koncentration – indeholder dramaer som skiftende føringer mellem atleterne og 10-15 skiskytter som potentielle medaljevindere. Biathlon er på det olympiske program med i alt 11 discipliner: 5 for hvert køn (sprint, jagtstart, fællesstart, individuel og stafet) og én mix-stafet med to skiskytter af hvert køn. Alle discipliner er karakteriseret ved at skiskytterne løber flere omgange over en bestemt distance – typisk mellem 7,5 og 20 km – og flere gange undervejs afgiver skiskytterne 5 skud på 50 meter, enten i liggende eller stående stilling. Skivens diameter er 45 millimeter ved liggende skydninger og 115 millimeter ved stående skydninger.

Norge, Frankrig, Rusland og Sverige er blandt de stærkeste nationer

Tyskland var den mest vindende nation i biathlon ved vinter-OL 2018 med i alt 7 medaljer (3 guld-, én sølv- og 3 bronzemedaljer), men de to verdensklasseatleter – Laura Dahlmeier og Arnd Peiffer – har nu indstillet karrieren, hvilket har minimeret Tysklands medaljepotentialer markant. Jeg tror at det i stedet bliver Norge eller Frankrig, som vinder fleste medaljer i biathlon ved det kommende vinter-OL. Men Rusland, der især har gode mandlige skiskytter, og Sverige, som især har gode kvindelige skiskytter, kan også for alvor blande sig i kampen om OL-medaljerne.

Norge – Marte Olsbu Røiseland som største medaljefavorit

Norge har igennem de seneste sæsoner været verdens klart bedste nation ved VM og World Cups, både for kvinder og mænd. Men i denne sæson har verdensklasseatleter som Tarjei Bø, Vetle Sjåstad Christiansen, Sturla Holm Lægreid og ikke mindst Johannes Thingnes Bø, der har vundet World Cuppen de seneste 3 sæsoner, ikke levet op til de seneste sæsoners resultater. Før vinter-OL er det ”kun” blevet til 3 norske WC-sejre ud af 15 mulige. En af årsager til det beskedne antal sejre kan være en målrettet og strategisk træningsplanlægning med vinter-OL, som sæsonens højest prioriterede konkurrence. Blandt de norske skiskytter er det alene den 31-årige Marte Olsbu Røiseland, som har vist imponerende form ved de 6 WC-stævner, som indtil videre er afholdt. Olsbu Røiseland, der kommer fra Arendal i den sydlige del af Norge, har i de seneste tre sæsoner markeret sig som en af verdens bedste kvindelige skiskytte, ikke mindst ved VM 2020, hvor hun blev den første skiskytte nogensinde, som vandt 7 VM-medaljer – 5 guld og 2 bronze – ud af 7 mulige. I denne sæson har Olsbu Røiseland vundet (6) individuelle WC-løb og hun er storfavorit til at vinde sæsonens samlede World Cup. Jeg tror at den sympatiske nordmænd bliver en af det kommende vinter-OL’s mest vindende atleter.

Frankrig – arven efter Martin Fourcarde

Det har i de seneste sæsoner været meget svært for de franske biathleter at løfte arven efter legenden Martin Fourcarde, som vandt World Cuppen 7 sæsoner i træk (2011/2012 – 2017/2018). Men i denne sæson har Frankrig imponeret stort ved World Cup-stævnerne, både blandt mændene og kvinderne. Hos mændene har især Quentin Fillon Mailet og Emilie Jacquelin viste gode resultater. Og med Simon Desthieux og Fabien Claude som holdkammerater er Frankrig blandt favoritterne i mændenes 4 x 7,5 km stafet. Også de franske kvinder – især Julia Simon, Anais Bescond og Anais Chevalier-Bouchet – har opnået overraskende gode resultater i denne sæson. Det bliver særdeles spændende at følge om de franske skiskytter har ”formtoppet” for tidligt og ”brugt alt krudtet” før vinter-OL.

Rusland – i skyggen fra dopingskandalen i Sochi 

Der hviler efter dopingskandalen ved vinter-OL 2014 i Sochi en tung skygge over de russiske skiskytter, hvor både det russiske stafethold for kvinder og mænd efterfølgende fik frataget deres OL-medaljer på grund af doping. Blandt de dopingdømte skiskytter var bl.a. Alexander Loginov, der allerede som junior vandt masser af VM-medaljer – ved brug af ulovlige præstationsfremmende stoffer. Loginov blev udelukket fra internationale konkurrencer i 2 år og i sæsonen 2016-2017 var han igen tilbage på medaljeskamlen. Den 30-årige russer er fortsat en kontroversiel atlet blandt sine konkurrenter fra de øvrige nationer og flere stiller spørgsmål ved hans sportslige metier, som omfatter bl.a. 6 VM-medaljer og 6 individuelle WC-sejre – senest for få uger siden i Oberhof. Foruden Loginov har Rusland også mange skiskytter i verdensklasse: Eduard Latypov, Maxim Tsvetkov, 22-årige Daniil Serokhostov og 23-årige Said Karimulla Khalili. En kvartet, som for alvor kan udfordre Norge og Frankrig på Kuyangshu Biathlon Center, hvor mændenes stafet på 4 x 7,5 km afvikles tirsdag den 15. februar.

Sverige – Öberg-søsterne og ”Seppe”

Sverige er også en vintersportsnation med stolte traditioner og masser af VM- og OL-medaljer i biathlon. De svenske skiskytter vandt bl.a. to guld- og to sølvmedaljer ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang. Især OL-guldmedaljerne til de svenske herrer i stafet vandt en af OL’s allerstørste overraskelse – en triumf, som blevet meget vanskelig at gentage i Beijing, hvor de største medaljechancer må tildeles de to søstre: Hanna og Elvira Öberg, som er bosiddende i det svenske vintersportsmekka Östersund. Den 26-årige Hanna Öberg, der vandt individuelt OL-guld i 2018 og indtil dato har vundet 7 VM-medaljer og 7 individuelle WC-sejre, har helt naturligt været forbillede for lillesøsteren – 22-årige Elvira – som allerede nu er én af verdens allerbedste skiskytter. I denne sæson er det blevet til 3 individuelle WC-sejre og en foreløbig placering som nr. 2 i den samlede World Cup – kun overgået af suveræne Marte Olsbu Røiseland fra Norge. Foruden Öberg-søstrene bliver der også spændende at følge den 24-årige Sebastian ”Seppe” Samuelsen, som også i den sæson har opnået gode WC-resultater. Samuelsen er sammen med Benedikt Doll fra Tyskland og Anton Smolski fra Belarus de mest oplagte til at udfordre skiskytterne fra Norge, Frankrig og Rusland. Hos kvinderne vil det være Dzinara Alimbekava og Hanna Sola fra Belarus, Lise Theresa Hauser fra Østrig og den italienske veteran Dorothea Wierer, som har største chancer mod de stærke skiskytter fra Norge, Sverige og Frankrig.

Der er således lagt op til masser af jævnbyrdige og intense konkurrencer, når mix-stafetten afvikles som OL’s første biathlon-disciplin på lørdag den 5. februar 2022 i bjergene udenfor Beijing.

Du kan finde relevante informationer om biathlon ved vinter-OL 2022 på disse websites:

Af

Der er øjeblikke i ens liv, som hurtigt og nemt kan trækkes frem på nethinden. Blandt sådanne øjeblikke i mit liv er flere fra de Paralympiske Lege: Peter Rosenmeiers finalesejr på 3-1 i sæt mod tyskeren Daniel Arnold i Beijing University Gymnasium med entusiastiske 5.000 tilskuere ved PL 2008 i Beijing, Annika Lykke Dalskovs to bronzemedaljer i dressur i Greenwich Park og Jackie Christiansens suveræne kuglestød på 18,16 meter – næsten 4 meter længere end de nærmeste konkurrenter – på Queen Elizabeth Stadium med mere 70.000 tilskuere ved PL 2012 i London. Disse sportslige præstationer var imponerende, men det var mere Peter, Annika og Jackies umiddelbare glæde og stolthed, som satte sig fast som øjeblikke i ”mindernes arkiv”. Jeg havde nemlig i årene forud for PL-medaljerne lært de tre paratleter at kende som ambitiøse og dygtige sportsfolk, men også som åbne og venlige mennesker, som nu havde opnået en synlig og konkret belønning for de mange træningstimer og de talrige afsavn i forhold til familie og venner: En medalje ved de Paralympiske Lege – en af verdens største sportsbegivenheder.

Jubilæumsbog med stor indsigt og skarpt udsyn

Peter Rosenmeier, Annika Lykke Dalskov og Jackie Christiansen er blot nogle få af de mange paratleter, som har repræsenteret Danmark ved de Paralympiske Lege. ”De Paralympiske Lege – set med danske øjne” (Syddansk Universitetsforlag, 2021) er titlen på en ny bog, som er udgivet i forbindelse med Parasport Danmarks 50-års jubilæum. Bogen er skrevet af Jens Boe Nielsen, som er uddannet cand.mag. i dansk og idræt, tidligere rektor på Nørre Gymnasium og igennem en årrække landstræner for Parasport Danmarks svømmelandshold. Jens Boe Nielsen har i længere periode også været bestyrelsesmedlem i Parasport Danmark og i dag er han næstformand. Forfatteren er altså en af dansk parasports absolutte ”sværvægtere”, som har været helt tæt på parasportens nationale og internationale udvikling, både sportsligt, politisk, organisatorisk og mediemæssigt. Forfatterens store indsigt og skarpe udsyn træder tydeligt frem i bogen, som indeholder både ny viden og mange spændende personportrætter. Alt sammen suppleret af et imponerede billedmateriale, som bl.a. er leveret af to af Danmarks allerbedste sportsfotografer: Preben B. Søborg (1943-2013), som havde et stort ”hjerte for parasport” og Lars Møller.

Sir Ludwig Guttman – en “pioner” med stor faglig viden og visioner

Bogen dokumenterer Danmarks deltagelse de Paralympiske Lege fra kort efter 2. verdenskrig frem til vinter-PL 2018, som blev afholdt i Pyeongchang. Blandt bogens mest interessante kapitler er beskrivelse af ”The International Stoke Mandeville Games” (ISMG), som blev igangsat af neurokirurgen Ludwig Guttman (1899-1980) og som blev ”forløberen” for de Paralympiske Lege. Sir Guttman, der var født i Polen, opvokset i Tyskland og som jøde flygtet til England i slutningen af 1930’erne, oprettede under 2. verdenskrig et center for soldater, som var kommet til skader under krigen med brækket ryg eller lammelser i benene. Guttman’s filosofi var at den skadede hurtigt skulle i bevægelse med alle muskler for at optimere blodgennemstrømning i kroppen og øge muskelmassen. Alle former for fysisk aktivitet, også sportsgrene som bueskydning, kastediscipliner i atletik, netball, snooker og svømning, der var blandt de første leges sportsgrene, kunne efter Guttman’s filosofi øge handicappedes livskvalitet, både fysisk, psykisk og socialt. Guttman var altså en ”pioner” med stor faglig viden og visioner for mennesker, som var født med et handicap eller som var blevet ramt af en skade eller ulykke i løbet af livet.

International Stoke Mandeville Games – “forløberen” for PL

Antallet af deltagere og nationer ved ISMG var frem til slutningen af 1950’erne beskedent, men fra 1960 – hvor der var i alt 400 deltagere fra 23 forskellige nationer – og fremefter udviklede legene sig reelt til at være en parallel til de Olympiske Lege. Bogens første del indeholder også en historisk gennemgang af dannelse af en international idrætsorganisation – ”International Stoke Mandeville Games Foundation” (i dag International Paralympic Comittee) – som over tid inkluderede alle grupper af handicappede: Psykisk udviklingshæmmede, døve, blinde, rygmarvsskadede, spastisk lammede og amputerede). Ligeledes satte ISMGF flere og flere forskellige sportsgrene på legenes og andre mesterskaber og stævners konkurrenceprogram.

OL og PL – to ligeværdige sportsevents

Bogens hoveddel beskriver i kronologisk rækkefølge de Paralympiske Lege fra 1968 til 2018. En periode, hvor Danmark har været repræsenteret ved alle PL, både sommer- og vinterlege. Hvert kapitel indeholder en beskrivelse af værtsbyen og parasportens status, rammer og vilkår i værtsnationen. Et af bogens mest tankevækkende kapitler er ”1980 Arnhem, Holland”, som udpeges til værtsby, idet ”… det allerede i 1978 stod klart at Sovjetunionen ikke ville arrangere legene i 1980, selv om de skulle være værter for OL (1980 i Moskva). Ifølge IPC meddelte Sovjetunionen at man ikke havde handicappede hos dem. Det er jo næppe rigtigt. Sandheden var nok, at man ikke havde tradition, og at man ikke havde handicapvenlige faciliteter, som var velegnede”. Lige så tankevækkende som Sovjetunions ”fravær” af paratleter er det at de Paralympiske Lege først i forbindelse med OL 1988 i Seoul afholdes samme sted, i samme faciliteter og med den samme indkvartering som OL. Korea gjorde det nemlig overfor IOC ved tildeling af OL fem år tidligere at der var tale om to ligeværdige arrangementer, hvor hjælpere og tekniske dommere blev trænet til at kunne håndtere disciplinerne både ved OL og PL. På den måde blev det skabt en ny standard for de Paralympiske Lege, hvilket også ændrede mediernes og mange tv-seernes opfattelse af parasport og ikke mindst forpligtede alle efterfølgende OL-værtsbyer i forhold til PL.

Masser af spændende paratlet-portrætter – også udenfor sportsarenaen

De enkelte kapitler indeholder også beskrivelser af den danske delegation, både atleter, trænere, eksperter, hjælpere og ledere, og de resultater, som Danmark opnåede ved PL. Kapitlerne indeholder tillige spændende portrætter af nogle af de mest fremtrædende danske paratleter, som f.eks. Ingrid Lauridsen, Connie Hansen, John Petersson (i dag formand for Parasport Danmark og bestyrelsesmedlem i den Internationale Paralympiske Komité – IPC), Anne-Mette Bredahl, Henrik Jørgensen (i dag Henrik Woffinden), René Nielsen, Peter Lund Andersen og Daniel Wagner – portrætter, hvor læseren også får indblik i de enkeltes livshistorier udenfor parasporten.

Danmark – bedste nordiske nation ved PL 2020

Parasport er – både elitesport og fysisk aktivitet for handicappede – igennem de seneste årtier blevet mere og mere udbredt overalt på klodens fem kontinenter. Denne udvikling har naturligvis også ændret Danmarks internationale placering på PL’s sportslige ranglister. Danmark opnåede ved de Paralympiske Lege i 1984 med hele 31 guld-, 11 sølv- og 3 bronzemedaljer sin bedste placering nogensinde med en samlet placering som nr. 11 i PL’s nationskonkurrence. PL 1984 havde deltagelse af lidt mere end 2.100 paratleter fra 54 nationer. Til sammenligning kan det nævnes PL 2020 i Tokyo, der på grund af Covid-19 pandemien blev afviklet i september 2021 havde deltagelse af 4.400 paratleter fra 162 nationer. De danske atleter vandt i alt 3 guld-, én sølv- og én bronzemedalje, hvilket gav en placering som nr. 40 i nationskonkurrence – foran vore nordiske naboer fra Norge (nr. 47), Sverige (nr. 50) og Finland (nr. 52). I dag er stærke sportsnationer som f.eks. Kina, USA, Great Britain, Rusland, Australien, Holland, Japan, Italien og Frankrig dominerede på medaljeskamlerne ved de Paralympiske Lege – præcis som ved de Olympiske Lege.

En velfortjent hyldest og en personlig kommentar

”De Paralympiske Lege – set med danske øjne” kan varmt anbefales, idet bogen er fyldt med både fakta, dilemmaer og personlige holdninger. Bogen er – med forfatterens ord – ”en hyldest til alle udøvere, som har været med, og til alle de trænere, ledere, hjælpere, sygeplejerske, fysioterapeuter m.fl., som har bidraget til at skabe rammer og vilkår for, at parasporten har kunnet udvikle sig over tid”. Lad mig blot tilføje en personlig kommentar i forbindelse med Parasport Danmarks 50-års jubilæum: De mest venlige, positive og taknemlige atleter – som Peter, Annika og Jackie – trænere og ledere i dansk eliteidræt har jeg mødt i Parasport Danmark – fortsat god fornøjelse med de næste 50 år.

Du kan få information om

Parasport Danmark: https://parasport.dk/

International Paralympic Committee: https://www.paralympic.org/

Af

Der er ikke nødvendigvis en logisk sammenhæng mellem antallet af medlemmer og et forbunds sportslige resultater, hvilket dansk ishockey er et glimrende eksempel på. Danmarks Ishockey Union (DIU) har kun registreret lidt mere end 6.000 medlemmer fordelt på 17 klubber. Til sammenligning er der i holdsport som fodbold registreret 310.000 medlemmer (DBU), Dansk Håndbold Forbund har registreret 105.000 medlemmer, Danmarks Basketball Forbund har registreret 17.000 medlemmer, mens Volleyball Danmark har registreret 16.000 medlemmer. På trods af det beskedne antal spillere, har dansk ishockey kvalificeret både herre- og kvindelandsholdet til OL 2022 i Beijing om to måneder – én af årets største overraskelser i dansk eliteidræt.

Blandt verdens 16 bedste nationer igennem to årtier

Det er først i 1970’erne med opførsel af indendørs skøjtehaller i mange kommuner at ishockey blev en populær sportsgren i Danmark. Det skete samtidigt med at flere klubber begyndte at ”importere” spillere og -trænere fra bl.a. Canada, USA, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Sverige. Udviklingen havde dog ikke stor indflydelse på landsholdets resultater, der kun rakte til en anonym tilværelse i C-gruppen eller bunden af B-gruppen. Det ændrede sig imidlertid radikalt i 2002, hvor herrelandsholdet meget overraskende sikrede sig oprykning til A-gruppen, dvs. blandt 16 bedste nationer. Debuten ved A-VM 2003 i Finland resulterede bl.a. i en sensationel sejr på 5-2 over USA og 2-2 mod de senere verdensmestre fra Canada. Efterfølgende har herrelandsholdet kontinuerligt formået at bevare status i A-gruppen med VM-kvartfinaler mod Sverige i 2010 og Finland i 2016 som sportslige højdepunkter. Også A-VM 2018 på hjemmebane i Herning og København blev et sportsligt højdepunkt, hvor mange entusiastiske tilskuere gav stor mediemæssig opmærksomhed, både i Danmark og internationalt. Ligeledes blev antallet af børn under 12 år i flere ishockeyklubber øget markant efter A-VM i 2018.

Unikt gennembrud for dansk kvindehockey

Langt størstedelen – 5.200 spillere eller mere end 85 % af de registrerede medlemmer i DIU – er drenge under 18 år eller mandlige seniorspillere. Antallet af piger under 18 år, der spiller ishockey, er beskedne 600 og der er kun registreret lidt mere end 200 kvindelige seniorspillere. På trods af disse fakta har kvindelandsholdet opnået meget flotte resultater, især i de seneste to sæsoner. Efter en længere årrække i B-gruppen lykkes det i 2020 kvindelandsholdet at kvalificere sig til A-VM 2021 i Canada, hvor det dog blev til nederlag i alle kampe. De to nederste hold ved A-2021 ville under normale omstændigheder rykke ned i B-gruppen, men nedrykningen blev suspenderet idet B-VM 2021 ikke blev afviklet på grund af Covid-19 pandemien. Det betyder at Danmark er vært for A-VM 2022, der kun består af 10 nationer, i perioden 26. august – 4. september, hvor Frederikshavn er hjemmebane for Danmarks indledende kampe. Oprykningen til A-VM blev fulgt op at en meget overraskende OL-kvalifikation foran Tyskland (nr. 8 på verdensranglisten), Østrig og Italien i starten af november 2021. Det venter naturligvis det danske kvindelandshold nogle svære OL-kampe mod stærke ishockeynationer som Tjekkiet (7. februar) og Sverige (8. februar), hvorimod åbningskampen mod værtsnationen Kina (4. februar) og Japan (5. februar) på forhånd ligner jævnbyrdige opgør.

Vejen til NHL gennem svensk ungdomshockey

Flere af spillerprofiler på kvindelandsholdet, som f.eks. Josefine Jakobsen (Djurgårdens IF), Nicole Søndergaard Jensen (Luleå HF) og Josefine Persson (Luleå HF) har igennem en årrække spillet for svenske topklubber. På samme måde har langt de fleste mandlige spillere, som har opnået en karriere som NHL-spillere, har haft en kortere eller længere periode som ungdomsspillere i Sverige. Det gælder bl.a. den 37-årige Frans Nielsen, der i 2007 NHL-debuterede og som opnåede mere end 900 NHL-kampe for New York Islanders og Detroit Red Wings. Nielsen fik en stor del af hans uddannelse som hockeyspiller i Malmö Redhawks og Timrå IK. Også danske topspillere som Mikkel Bødker, der spillede mere end 700 NHL-kampe for bl.a. Phoenix Coyotes og Ottawa Senators, Lars Eller, som i 2018 blev den første danske Stanley Cup-vinder med Washington Capitals og Frederik Andersen (Carolina Hurricanes), der i dag er blandt NHL’s bedste målmænd, har nydt stor gavn af et ophold som juniorspillere hos Frölunda HC i Göteborg – klubben, som har udviklet flest NHL-spillere i verden.

Målrettet talentstrategi, stærk holdånd og “svensk” spillestil

Der er naturligvis mange forskellige årsager til, at en nation med så få registrerede spillere som Danmark kan opnå så stor succes. Morten Green, der i en årrække spillede for svenske elitserieklubber som Leksand IF, MODO Hockey og Malmö Redhawks og som indtil videre har spillet flest landsholdskampe – 316 – for Danmark, har følgende forklaringer på det danske landsholds succes: “Både Dansk Ishockey Union og flere danske topklubber udviklede og implementerede i starten af ​​00’erne målrettede talentstrategier, som var meget nyttige for udviklingen af ​​de enkelte ungdomsspillere, både fysisk, teknisk og taktisk. Der var også en rigtig god holdånd, både på U18-, U20- og seniorlandsholdet, hvor vi godt kunne li’ at være sammen, både på og uden for isen. Der var ikke 80-100 potentielle spillere at vælge imellem til de enkelte landshold som i store hockey nationer som Sverige, Finland og Rusland. Det var måske kun 20-25, så vi skulle fighte og arbejde hårdt for hinanden. Endelig havde vi stor glæde af rutinerede headcoaches fra Sverige som f.eks. Jim Brithén (1996-2001), Mikael Lundström (2001-2006), Per Bäckman (2008-2013) og Janne Karlsson (2013-2018), der alle lagde vægt på en solid organisation i det defensive spil og med plads til individuelle angrebspræstationer. Mange af os kendte den “svenske” spillestil og samtidig havde vores “svenske” headcoaches nogle rigtig gode menneskelige egenskaber, som passede godt til danske spilleres mentalitet”, siger kaptajnen, der spillede 19 VM i træk (1999 – 2017) – en rekord, der formentlig aldrig bliver overgået.

Vinter-OL 2022 – også en drøm for de danske NHL-profiler

For alle danske hockeyspillere – både Nielsen, Bødker, Ellers, Andersen og nuværende NHL-profiler som 25-årige Nikolaj Ehlers – der allerede har spillet næsten 400 NHL-kampe for Winnipig Jets – og jævnaldrende Oliver Bjorkstrand (Columbus Blue Jackets) er det en drøm, der går i opfyldelse, når pucken bliver kastet i den første OL-kamp mod Tjekkiet (9. februar). Tjekkiet er naturligvis – ligesom Danmarks to øvrige modstandere i den indledende OL-gruppe: Rusland (11. februar) og Schweiz (12. februar) – favoritter mod OL-debutanterne. Også for de kvindelige landsholdsspillere i ishockey er OL en drøm, der går i opfyldelse – og som måske også bliver en unik begivenhed for de fleste. Men i elitesport – også i ishockey – vil der altid være overraskelser. Og de danske “løver” kan (måske) også nå langt ved OL 2022 gennem en stærk holdånd.

Du kan læse mere om dansk ishockey og OL 2022 her:

Danmarks Ishockey Union

IIHF – Home 2022 OLYMPIC WINTER GAMES WOMEN’S ICE HOCKEY TOURNAMENT

IIHF – Home 2022 OLYMPIC WINTER GAMES MEN’S ICE HOCKEY TOURNAMENT

Af

Atletik har altid – sportsligt, kommercielt og mediemæssigt – været de Olympiske Leges “kronjuvel”. Legender som Paavo Nurmi, Emil Zatopek, Jesse Owens, Wilma Rudolph, Bob Beamon, Jackie Joyner-Kersee, Carl Lewis, Sergie Bubka og Usain Bolt er ikke alene tidligere OL-guldvindere i atletik. De er også velkendte verdensklasse-atleter for milliarder af mennesker overalt på kloden. Atletikkens særlige status blandt de olympiske sportsgrene er også iøjnefaldende, når det gælder antallet af OL-discipliner. Der er ingen andre sportsgrene, som kommer i nærheden af atletikkens 48 medaljesæt, som skal fordeles ved det kommende OL 2024 i Paris.

Det er imidlertid på ingen måde en kronjuvels skønhed og elegance, som kendetegner atletikkens internationale lederskab – “the International Association of Athletics Federations” (IAAF) – igennem forbundets mere end 100-årige historie. Det fremgår krystalklart af den fremragende bog: “Power and Politics in World Athletics. A Critical History” (Routledge, London & New York, 2021), som blev publiseret for få måneder siden. Bogen er skrevet af adjunkt og ph.d. Jörg Krieger fra Sektion for Idræt, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet på baggrund af omfattende og dybdegående research igennem de seneste 3 år. Mødereferater, årsrapporter, personlige breve, pressemeddelelser og officielle taler fra 16 nationale og internationaler arkiver – bl.a. IAAF’s og IOC’s officielle arkiver – spiller sammen med forfatterens skarpe pen som sjældent set.

Snæver sammenhæng mellem IAAF’s institutionelle udvikling og præsidenternes personlige synspunkter og holdninger

Bogens indeholder 13 kapitler, som kronologisk er koblet tæt sammen med de kun 6 IAAF-præsidenter – Sigfrid Edström (Sverige, 1912-1946), David Burghley (Storbritanien, 1946-1976), Adriaan Paulen (Holland, 1976-1981), Primo Nebiolo (Italien, 1981-1999), Lamine Diack (Senegal, 1999-2015) og Sebastian Coe (Storbritanien, 2015-) – som har haft posten siden IAAF’s stiftelse i 1912. Krieger fremhæver at han hurtigt i arbejdet med bogen erfarede at der var en snæver sammenhæng mellem IAAF’s institutionelle udvikling og IAAF’s lederskab personificeret igennem de siddende præsidenter. Og at det ikke er muligt at adskille IAAF-præsidenternes personlige synspunkter, holdninger og handlinger fra IAAF’s institutionelle historie.

Kritisk forskning er andet og mere end årstal og festtaler

Bogens forskningsmæssige approach er både historisk, komparativ og kritisk. Krieger betoner som historiker at (også) idrætsorganisationers aktuelle strukturer, handlinger og adfærd med fordel kan anskues som reaktioner på eller konsekvenser af begivenheder, som ligger langt tilbage i tiden. Ligeledes formår Krieger at placere IAAF som international idrætsorganisation i en kulturel, politisk, økonomisk og sociologisk kontekst, hvor begreber som magt, status, penge, korruption, beskikkelse, kønsdiskrimination og doping er gennemgående temaer. Bogen er således på ingen måde et festskrift, som hylder IAAF’s “fyrster” og disses “undersåtter” over tid – snarere tværtimod.

Penge, nepotisme og korruption

Det er svært at fremhæve enkelte kapitler af bogen på bekostning af andre. Men personligt finder jeg især kapitlerne om Primo Nebiolos transformation af IAAF fra “et faldefærdigt pizzaria til et femstjernet luksushotel”, som det udtrykkes af hans nærmeste medarbejdere (pp. 160-209) særligt interessante. Det er nemlig fra starten af 1980’erne at der opstår et gensidigt “interessefællesskab” mellem internationale sportsorganisationer som IAAF, globale sponsorer og multinationale tv-selskaber som NBC. Et “fællesskab”, hvor pengestrømmene efterfølgende accellerer voldsomt og hvor nepotisme, korruption og skatteunddragelse er en “naturlig” del af “broderskabet”. Primo Nebioli, som var uddannet jurist og en succesfuld forretningsmand, blev valgt til IAAF’s øverste ledelse i 1972. Nebioli udviklede hurtigt en tæt kommerciel relation til tyskeren Horst Dassler, hvis far (Adolf Dassler) grundlagde sportskoncernen “Adidas”. Horst Dassler var også medejer af ISL (International Sport & Leisure) – et schweizisk marketingsselskab med tætte forbindelser til bl.a. FIFA. Dassler arbejdede igennem flere år målrettet på at “erstatte” den reformvenlige IAAF-præsident Adriaan Paulen med Primo Nebiolo, hvilket skete i 1981. Det nye “broderskab” mellem IAAF, ISL og Adidas resultaterede bl.a. i det første verdensmesterskab i atletik, som blev afholdt i Helsinki i 1983. VM i atletik, som blev transmiteret “live” til hele verden skulle nu “supplere” IAAF’s indtægter fra IOC via flere og større sponsoraftaler og tv-kontrakter – og det lykkedes til fulde. Da Nebiolo tiltrådte som IAAF-præsident var forbundet årlige omsætning 1 mio. dollar, mens den var 100 mio. dollars to årtier senere.

Bogen beskriver også Primo Nebioli særdeles tætte relationer til IOC-præsidenten Juan Antonio Samaranch (1980-2001) og FIFA-præsidenten Joan Havelange (1974-1998), som begge indgik gigantiske tv-kontrakter til glæde og gavn, både for deres organisationer og … dem selv. Ligeledes beskrives Nebiolis syn på og handlinger i forhold til bekæmpelse af doping – eller mangel på samme – ud fra en række nationale og internationale dopingsager.

Kan en engelsk gentleman og tidligere OL-guldvinder ændre kursen?

Det er næppe tilfældigt at “the International Association of Athletics Federations” (IAAF) i 2019 skiftede navn til “World Athletics”, bl.a. på initiativ af den nye præsident Sebastian Coe – tidligere OL-guldvinder (1980 og 1984, medlem af det britiske parlament og CEO for OL og PL 2012 i London. Det er svær opgave at ændre kultur, struktur og demokratiopfattelse i en organisation med mere end 200 medlemmer fra 5 kontinenter – også for Sir Lord Sebastian Coe. Jörg Krieger er “behersket optimist” i forhold til Coe’s evner og vilje som “reformator”. I bogens perspektiverende kapitel fremhæver Krieger at World Athletics – fortsat – har udfordringer i forhold til bl.a. integritet, autonomi, doping, kønsdiskreminering samt reel indflydelse til atleter i bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper. Det er ikke tilstrækkelig med et 800 meter eller 1.500 meter, som var den engelske gentlemans favoritsdistancer som verdensklasse-atlet. Opgaven ligner mere en marathonløb med både skarpe sving, stejle bakker og stærk modvind.

“Power and Politics in World Athletics. A Critical History” fortjener en stor læserskare – både i Danmark og internationalt – af atleter, trænere, journalister, ledere, politikere og alle andre, som vil “lære af historien”. Bogen er en “kronjuvel”. Og så er det absolut ikke hver dag at en sådan leveres af en (dansk) idrætsforsker.

Af

”Angrebsspillere vinder kampe, men et stærkt forsvar vinder mesterskaber”. Sådan udtalte en af Italiens største trænerlegender – Arrigo Sacchi – efter at han i sommeren 1987 blev ansat som cheftræner i A.C. Milan. Indtil Sacchi blev ansat i A.C. Milan havde langt de fleste Serie A-klubber og det italienske landshold praktiseret ”Catenaccio-systemet” med en ”fri” forsvarsspiller – ”liberoen” – og 3-5 spillere, som mandsopdækkede modstandernes angrebsspillere, som oftest overalt på banen. Sacchi introducerede imidlertid et nyt forsvarssystem med zoneopdækning af 4 forsvarsspillere på linje og et højt boldpres, når modstanderholdet var boldbesiddende. Ligeledes betonede Sacchi at afstanden mellem ens forsvars- og angrebsspillere ikke bør være mere end 20-25 meter. Sacchi’s nye taktiske koncept med den ikoniske back-kæde – Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini og Mauro Tassotti – kombineret med A.C. Milans indkøb af den hollandske trio: Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten samt de italienske landsholdsspillere Carlo Ancelotti og Roberto Donadoni – skabte på kort tid et af verdens stærkeste klubhold nogensinde. AC Milan vandt i slutningen af 1980’erne og igennem 1990’erne 6 nationale mesterskaber og 3 Champions League-titler (1989, 1990 og 1994).

Sacchi’s forsvarssystem som inspiration for europæiske toptrænere

En række europæiske topklubber og -trænere, bl.a. Jose Mourinho (F.C. Porto, F.C. Inter og Chelsea F.C.), Peb Guordiola (F.C. Barcelona, Bayern München og Manchester City) og Jörgen Klopp (Borrusia Dortmund og Liverpool F.C.), har i høj grad været inspireret Arrigo Sacchi og A.C. Milans spilkoncept. Og i dag anvender stort set alle Serie A-klubber forsvarsformationer med 4 spillere på linje. Derudover er forsvarsspillernes individuelle tekniske færdigheder i dag på et særdeles højt niveau. Det gælder ikke mindst S.S.C. Napoli, som pt. fører Serie A med 32 point og som kun har indkasseret 4 mål i 12 kampe – 7 mål færre end A.C. Milan og 9 mål færre end F.C. Inter, som må anses for de største favoritter til det italienske mesterskab.

En ”frelser” bringer titler og stolthed til en fattig by

Società Sportiva Calcio Napoli (S.S.C. Napoli) blev stiftet i 1926 og klubben har siden tilbragt langt de flest sæsoner i Serie A. Klubben har altid været Syditaliens fodboldstolthed, idet det udelukkende har været S.S.C. Napoli, som været i stand til for alvor at udfordre topklubberne i Rom, Milano og Torino. Det var imidlertid først i 1962, at klubben vandt den første titel – Coppa Italia. Siden har klubben vundet den italienske pokalturnering hele 6 gange, senest i 2020. S.S.C. Napoli’s køb af superstjernen Diego Maradona fra F.C. Barcelona i sommeren 1984 for rekordbeløbet 80 mio. kr. ændrede imidlertid alt for napolitanerne. De to første sæsoner var en begrænset resultatmæssig succes for den lille argentiner og hans holdkammerater, men i sæsonen 1986-1987 vandt S.S.C. Napoli for første gang ”Il Scudetto” med bl.a. brasilianeren Careca og de italienske landsholdspillere Ferrara, Crippa, Carnevale og De Napoli på holdet. I sæsonen 1989-1990 genvandt S.S.C. Napoli det italienske mesterskab, mens det blev til to 2. pladser i 1987-1988 og 1988-1989. Også på den internationale fodboldscene strøg Maradona og hans holdkammerater helt til tops i UEFA-cuppen i 1989. I foråret 1991 blev Maradona testet positiv for doping, hvormed en lang og smertefuld nedtur, både sportsligt og økonomisk, begyndte for S.S.C. Napoli. I 2000 rykkede klubben ud af Serie A og kun tre sæsoner senere blev klubben erklæret konkurs med en gæld på 80 millioner euro og tvangsnedrykket til Serie C. På trods af at S.S.C. Napoli spillede Italiens tredje bedste fodboldrække tiltrak klubben alligevel et imponerende tilskuertal til deres hjemmekampe – ofte mere end 50.000 tilskuere. I sæsonen 2003-2004 havde S.S.C. Napoli – som serie C-klub – det tredjehøjeste tilskuergennemsnit i hele Italien efter F.C. Inter og A.C. Milan, men foran topklubber Juventus F.C., A.S. Roma og S.S. Lazio. Derudover har klubben også mange loyale fans udenfor Italien.

S.S.C. Napoli – Genfødsel og mesterskabsfavorit

En hurtig økonomisk rekonstruktion, der primært var finansieret af filminstruktøren Aurelio De Laurentiis og som i dag fortsat er hovedaktionær i klubben, bragte S.S.C. Napoli tilbage – først til Serie B i 2005-2006 og to år senere til Serie A. Og i det seneste tiår har klubben kontinuerligt været blandt Italiens bedste, bl.a. 4 gange (2012-2013, 2015-2016, 2017-2018 og 2018-2019) som vicemestre. Klubben har især profileret sig på et meget stærkt forsvar med Kalidou Koulibaly fra Senegal som den største profil og spildirigenten Lorenzo Insigne som den dominerende angrebspiller.

Italiens bedste forsvar vs. bedste angreb

På søndag skal S.S.C. Napoli på én af sæsonens allersværeste opgaver mod en anden mesterskabsfavorit – F.C. Inter fra Milano. Topopgøret er ikke kun en duel mellem Syditaliens fodboldstolthed og en af Norditaliens økonomisk stærkeste og sportsligt mest vindende klubber. Det er også et opgør mellem Serie A’s bedste forsvar – S.S.C. Napoli – mod ligaens bedste angreb – F.C. Inter – som i sæsonens første 12 kampe har scoret flest mål af alle Serie A-klubber – i alt 29. Jeg glæder mig til – sammen med mine gode kammerater Tino, Jørgen og Thorleif – at følge opgøret på Stadio Guiseppe Meazza i Milano. Det ligner på forhånd en kamp med meget få scoringer, men fodboldkampe uden scoringer kan faktisk (også) være både interessante og meget intense.

Du kan læse mere om italiensk fodbold og de to klubber her:

startside | Serie A Liga (legaseriea.it)

Hjem – SSC Napoli

Inter.it Home Page | Sito Ufficiale Inter | FC Internazionale Milano

Af

Badminton er en af de få sportsgrene, hvor Danmark kontinuerligt igennem årtier har været blandt verdens bedste nationer. Den unikke position blev bekræftet i sidste uge ved VM for mix-hold – Sudirman Cup – i Finland, hvor Danmark var eneste europæiske nation som spillede sig frem til kvartfinalen, hvor det blev til et nederlag på 2-3 mod de senere verdensmestre Kina.

Danmark er blandt VM-favoritterne

Positionen blandt verdens bedste nationer vil også blive bekræftet i næste uge, hvor Danmark spiller på VM for herrehold – Thomas Cup – og VM for kvindehold – Uber Cup – på hjemmebane i Aarhus. Kvindeholdet er seedet til en kvartfinale, men det bliver vanskeligt at nå dertil. Der er imidlertid flere yngre kvindelige spillere i dansk badminton med potentiale til internationalt topniveau, bl.a. Mia Blichfeldt, Line Christophersen og Alexandra Bøje, men niveauet blandt de kvindelige spillere er i disse år markant lavere end hos de mandlige topspillere, især i singlerne. Jeg tror nemlig at Danmark har rigtig gode chancer for vinde VM for herrehold – for kun anden gang i historien.

Danmark som eneste ikke-asiatisk vinder af Thomas Cup

Tidligere danske topspillere, som Jørn Skaarup, Finn Kobberø, Jørgen Hammergaard Hansen, Erland Korps og Svend Pri, opnåede allerede 1950’erne og 1960’erne imponerede internationale resultater, bl.a. ved All England-turneringen, som frem til det første officielle VM i 1977, blev betragtet som det uofficielle verdensmesterskab. Danmark spillede sig således frem til den første Thomas Cup-finale, som blev afholdt i 1948. Finalen mod Malaysia blev tabt med 1-8 og efterfølgende blev det til ikke mindre end 7 yderligere finalenederlag (1955, 1964, 1973, 1979, 1996, 2004 og 2006), før Danmark i 2016 for første gang vandt VM for herrehold efter finalesejr på 3-2 over Indonesien. Triumfen vakte forståeligt store jubelscener blandt spillere, trænere og ledere i dansk badminton, idet det var første gang en ikke-asiatisk nation vandt Thomas Cup.

Fire singler blandt verdens 20 bedste

Kun fem nationer har tidligere vundet Thomas Cup: Indonesien (13), Kina (10), Malaysia (5), Japan og Danmark. Og det bliver også blandt disse fem nationer vinderen af Thomas Cup 2021 skal findes. Kina og Malaysia har ikke fordums styrke, så mine finalefavoritter er Japan og Danmark med Indonesien som outsider. Det danske herrelandsholds største styrke er ubetinget 3 singler af verdensklasse: Viktor Axelsen, der har vundet både OL- og VM-guld, og de to århusianere: Anders Antonsen og Rasmus Gemke. Sidstnævnte har desværre har været skadet op til VM-turneringen, men så vil veteranen Hans Kristian Vittighus være en fuldgod erstatning som 3. single. De fire topspillere er pt. placeret som nr. 2, 3, 12 og 20 på verdensranglisten, hvilket ingen andre nationer kan matche. Også de to danske doubler, har højt internationalt niveau, men de fleste af doublerne fra de asiatiske topnationer har – desværre – et endnu højere niveau. Flere af de danske doublespillere har op til Thomas Cup været ramt af skader, så sammensætningen af doublerne afgøres formentlig først undervejs i VM-turneringen. Men hvad er egentlig forklaringen på at dansk badminton stadig kan udvikle verdensklassespillere blandt herrerne. Lad mig fremhæve tre forhold.

Badmintonhallen som unikt træningsmiljø

For det første har dansk badminton altid haft en stærk kultur og mange traditioner, som har udfoldet sig i de mere end 700 klubber, som udgør fundamentet for de internationale topresultater. Mange af klubberne råder over faciliteter specielt indrettet til badminton. Og så er badmintonhallerne som oftest til disposition 24 timer – 365 dage om året. Badmintonhaller, som f.eks. hallen i Godthåbsgade i centrum af Odense, hvor Viktor Axelsen har tilbragt masser af timer med træning og socialt klubliv eller hallen på Dyrehavevej i Aarhus, hvor barndomskammeraterne Antonsen og Gemke, har fået deres ”badminton-opdragelse”, har været optimale talentudviklingsmiljøer for rigtig mange ungdomsspillere. En af mine forklaringer på den aktuelle forskel på kvaliteten af kvindelige og mandlige elitespillere er at antallet af drenge under 18 år, som er klubspillere er markant højere end antallet af piger, nemlig 23.692 vs. 11.162. Flere piger skal simpelthen tiltrækkes – og ikke mindst fastholdes som juniorer – i den fascinerende sportsgren, såfremt Danmark igen skal udvikle kvindelige spillere som kan vinde VM-medaljer.

Elitetræneruddannelse i verdensklasse   

For det andet har kvaliteten af trænere i dansk badminton, både på klub-, distrikts- og forbundsniveau – i forhold til mange andre sportsgrene i Danmark – altid været meget højt. Uddannelse af børne- og ungdomstrænere samt involvering af tidligere topspillere som trænere er helt afgørende for udvikling af spillernes kompetencer. Som et af de seneste initiativer har Badminton Danmark med sportschef Jens Meibom i spidsen netop udbudt en ny elitetræneruddannelse, hvor kursister skal indgå i træningen af landsholdsspillere på det Nationale Elite Træningscenter (NETC) og hvor hver kursist vil få en af de eksisterende landstrænere som mentor. Derudover skal kursisterne deltage ved internationale turneringer i Europa og Asien, bl.a. for at få kompetencer til at udvikle spillere til internationalt topniveau.

NETC – kontinuitet og rollemodeller

For det tredje etablerede Badminton Danmark allerede tilbage i slutningen af 1980’erne det Nationalt Elite Træningscenter i Brøndbyhallen, hvor daglig træning kombineret med styrketræning, kostvejledning, mental træning, forebyggelse og behandling af skader har været til gensidig glæde og gavn for alle. Træningsmiljøet og -kulturen har været – og er fortsat – helt unik med rollemodeller som Morten Frost, Poul Erik Høyer, Kirsten Larsen, Peter Gade, Camilla Martin, Tine Baun, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Joackim Fischer, Jan Ø. Jørgensen, Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen og mange, mange andre. Det er både trist og særdeles bekymrende, såfremt danske topspillere fravælger NETC som dagligt træningsmiljø. Af den årsag håber jeg også at Viktor Axelsen – hellere i dag end i morgen – ”vender hjem” fra Qatar og bidrager til videreudvikling af nye talenter med internationalt potentiale.

Jeg glæder mig til at følge kvartfinaler, semifinaler og finale ved Thomas og Uber Cup i Ceres Arena i næste weekend. Det er absolut ikke hverdagskost at badminton i verdensklasse kan opleves ”live” kun få hundrede meter ens bopæl. Og så venter der måske en ny dansk VM-triumf for enden af Stadion Allé.

Du kan læse mere om dansk og international badminton her:

Forside (badminton.dk)

BWF Fansite (bwfbadminton.com)

Af

Vidste du at europæiske fodboldklubber som FC Barcelona, Manchester United og Paris Saint-Germain har mere end fordoblet deres økonomiske omsætning igennem de seneste ti år, således at deres årlige omsætning i dag udgør 6-8 mia. kr. … pr. klub. Vidste du at den spanske topklub Real Madrid og den multinationale tech-gigant Microsoft har indgået et strategisk samarbejde, hvor de to selskaber gensidigt har direkte data-adgang til 450 mio. fans fra forskellige kulturer, kontinenter og tidszoner. Vidste du at megastjernen Christiano Ronaldo (CR7) har 148 millioner følgere på Facebook eller næsten dobbelt så mange som verdens to største sportsudstyr-giganter: Adidas (38 mio.) og Nike (34 mio.) har … tilsammen.

Ny bog udfylder stort hul i dansk idrætsforskning og -undervisning

Disse faktuelle oplysninger kan du få i bogen ”Sportsmanagement – Ledelse og kommercialisering i sportsbranchen” (Hans Reitzels Forlag, 2021), som netop er udkommet. Bogen er den første grundbog på dansk og den udfylder på meget kompetent vis et stort hul inden for dansk idrætsforskning og -undervisning. Bogen bør efter min opfattelse fremover være obligatorisk pensum for alle studerende på bachelor- og kandidatuddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, som beskæftiger sig med sportsbranchen. Men bogen kan også give bestyrelsesmedlemmer, direktører, ledere, atleter, sponsorer og journalister nyttig og relevant indsigt i og værktøjer til at (videre)udvikle deres klubber, forbund, organisationer, virksomheder og medier.

Eksemplarisk samspil mellem faglig viden og konkrete cases

Bogen er redigeret af ph.d. og lektor ved University College Nordjylland Kenneth Cortsen, cand.mag. com. og kommunikationsmedarbejder i Spillerforeningen Michael Hehr og ph.d. og ekstern lektor ved Aalborg Universitet Renate Nielsen. Derudover har danske og internationale forskere, eksperter og praktikere bidraget med en række spændende cases, som understøtter, udbygger og perspektiverer bogens teorier, modeller og fakta om sportsmarketing, sportsmanagement og sportsøkonomi. Samspillet mellem bogens forskningsbaseret viden, teoretiske modeller og konkrete cases, både fra Danmark og udlandet, er eksemplarisk. Ligeledes er spændvidden, både i forhold til sportsgrene, kulturer og lande, imponerende.

Et nyt mediebillede med den “globale forbruger” i centrum

Bogen indeholder tre hoveddele efter en introduktion til sportsbranchen, hvor forfatterne bl.a. fremhæver at ” … sportens rolle i samfundet har udviklet sig eksplosivt i løbet af de seneste årtier. Forening er blevet til forretning, og den tid, hvor sport udelukkende handlede om det, der foregik på banen, er for længst passé” og videre ” … konkurrencen foregår ikke alene på banen, hvor klubber nationalt og internationalt konkurrerer på det sportslige parameter, men også udenfor banen, hvor discipliner indenfor bl.a. sportsmarketing, sportsmanagement og sportsøkonomi har afgørende effekt for forbund, ligaer, klubber eller enkelte udøveres konkurrenceevne – for slet ikke at tale om den omkransende industri, som tæller alt fra agent- og bettingfirmaer til udstyrsproducenter og sportsturismeaktører. Branchens fokus er fortsat på klassiske områder som ledelse og branding, men markedets foranderlige mekanismer har også den effekt at nye discipliner kræver sportsorganisationernes opmærksomhed. Det er innovationsledelse, krisekommunikation og sociale medier eksempler på. Markedets udvikling skyldes ikke mindst interaktionen mellem brancherettet innovation og forbrugernes nye behov. Det fragmenterede mediebillede, der tilbyder flere og flere kommunikationsplatforme, efterlader forbrugerne i en privilegeret situation. I det nye medielandskab er det nemlig muligt at følge og komme helt tæt på udøvere over hele kloden og fra steder, hvor vi ellers tidligere har været forment adgang. Og det hele endda få klik med pegefingeren væk”.

Sportsbranchen har mange forskellige dimensioner og perspektiver

Første hoveddel sætter fokus på temaer og cases inden for sportsmarketing som f.eks. branding, sport som PR-redskab, sponsorater, CSR i sportsmarketing, krisekommunikation og exitstrategier, datadrevet marketing, game entertainment, events og sociale medier. Anden hoveddel omhandler sportsmanagement, bl.a. temaer og cases om ledelse og lederskab, organisationskultur og sportsledelse, talent management, venue management, leading innovation og ledelse af frivillige.  Tredje hoveddel indeholder temaer og cases i relation til sportsøkonomi, herunder udbud og efterspørgsel på sportsmarkedet, værdiansættelser, økonomiske rammebetingelser, medier, tv-rettigheder, strategiske analyser og økonomiske sammenhænge samt indtjeningsevne og fordeling af indtægtsstrømme.

Kollision mellem de frie markedskræfters logik og sportens “indre logik”

Sportsbranchen er yderst kompleks med mange forskellige aktører, både lokale, nationale og globale. Et af bogens vigtigste budskaber er efter min opfattelse af målsætning, retning, indhold og form inden for sport rammesættes globalt med udgangspunkt i de frie markedskræfters logik: De rige bli’r rigere og de fattige bli’r fattige. Det betyder kort og forenklet sagt at økonomisk ulighed, både imellem og indenfor de enkelte sportsgrene, bli’r større og større. Og de frie markedskræfters logik kræver også at udviklingen sker hurtigere og hurtigere. De frie markedskræfters logik kolliderer hermed også med sportens ”indre logik” med fokus på ”lige og fair konkurrence”. En kollision, som er beskrevet og diskuteret i bogen, men uden præcise svar og holdninger fra forfatternes side. En af de mange konsekvenser af de frie markedskræfters logik er at fodbold i dag udgør mere end 80 % af sportsbranchens samlede økonomi i Europa, at mere end halvdelen af Danmarks bedste fodboldklubber i dag er ejet af udenlandske kapitalfonde og investorer og at danske superligaklubber ”scouter” drenge på 8-10 år til at spille for netop deres klub. Den globale, kommercielle udvikling har altså en række markante direkte effekter på såvel udvikling, struktur som indhold af børne- og ungdomsfodbolden i Danmark. Sportsbranchens kommercialisering og professionalisering presser og udfordrer ikke kun DBU, Divisionsforeningen og Superligaklubberne, men også de lokale fodboldklubber i Bøvlingbjerg, Brobyværk og Bjæverskov. På længere sigt vil denne udvikling, som for alvor har fået fart i de seneste to årtier, efter min opfattelse medfører en række meget negative følgevirkninger i forhold til f.eks. offentlige tilskud til idræt, frivillige trænere og ledere, forpligtende fællesskaber og demokrati, som er kerneværdier for dansk idrætskultur. Bogens forfattere skal imidlertid roses for at italesætte sportens – og ikke kun fodboldens – allerstørste udfordring: Pengenes magt.

Bog med passion til og kærlighed for sport

Forfatterne bør også roses og anerkendes for kompetent anvendelse af noter, en særdeles omfattende litteraturliste og et nyttigt register. Disse tre elementer er langt fra altid en selvfølge, heller ikke ved udgivelse af akademiske artikler og lærebøger. Bogen kan varmt anbefales til alle, som har passion til og kærlighed for sport – ligesom bogens tre redaktører og de mange formidlere af bogens cases.

Af

”Det er fortællingen om, at de rigtige omstændigheder og de rigtige personer på det rigtige sted kan skabe blivende resultater”. Således skriver én af de 37 bidragsydere – professor og forskningsleder Jan Hartvigsen – i jubilæumsbogen: ”Fra Legemsøvelser til Idræt og Biomekanik – 50 år med kroppen i bevægelse” (Syddansk Universitetsforlag, 2021), som netop er udgivet. Denne sætning rammer meget præcist Institut for Idræt og Biomekaniks virke igennem de seneste fem årtier. Jubilæumsbogen, som er redigeret af historikeren Jørn Hansen, beskriver og diskuterer både omstændighederne, personerne, stederne og resultaterne: Fra pionertiden med 14 studerende og 5 fastansatte medarbejdere i 1970 til i dag, hvor mere end 1.200 studerende og 180 medarbejdere er tilknyttet bachelor- og kandidatuddannelserne i idræt, klinisk biomekanik og fysioterapi ved Syddansk Universitet. Og lad det være sagt med det samme: Jubilæumsbogen er et ”must” – ikke kun for tidligere og nuværende studerende og medarbejdere, men for alle som ønsker at få over- og indblik i uddannelse, forskning, formidling og innovation inden for et tværvidenskabeligt felt.

Uddannelse og forskning med fler- og tværfaglige perspektiver

Bogen indeholder fire hoveddele. Første del beskriver de lange linjer i instituttets historie, som kobles sammen med såvel samfundsudvikling, uddannelses- som sundhedspolitik. De to første artikler er forfattet af Jørn Hansen (institutleder 1993-1999) og Jørgen Povlsen (institutleder 2000-2021), som begge fremhæver instituttets interesse for forskning i og udvikling af uddannelser med fler- og tværfaglige perspektiver. Ligeledes betoner de to forfattere instituttets evne, mod og vilje til at igangsætte og udvikle uddannelser og forskning, både nationalt og internationalt, med andre uddannelses- og forskningsinstitutioner, offentlige myndigheder samt private virksomheder og fonde. Derudover har instituttet altid sat formidling, vidensdeling, netværk og involvering af borgere, skoler, kommuner, regioner, foreninger og organisationer i centrum. På den måde har instituttets ledelse, medarbejdere og studerende ofte bidraget med forskningsresultater og praksisaktiviteter, som kan forbedre børn, unge, voksne og ældres sundhed, trivsel og livskvalitet.

Uddannelse og forskning er andet og mere end New Public Management

Anden del består af 9 personlige fortællinger fra Idræt for Idræt og Biomekaniks historie. Fortællingerne sætter fokus på særlige brudflader, bl.a. det første år hvor Odense Universitet overhalede Aarhus Universitet indenom i “kampen” om en idrætsuddannelse udenfor København. Også de første tværfaglige forskningsprojekter i 1980’erne, som var stærkt medvirkende til et mere mangfoldigt idrætsbillede, både i Danmark og internationalt, er spændende læsning. Et af bogens mest interessante bidrag er skrevet af Kurt Lüders – én af instituttets mest kompetente undervisere og forskere i praktisk-pædagogiske fag. Lüders beskriver og diskuterer med humor og ildhu omfanget af timetal og prioritering af faglige ressourcer mellem idrætsfaget tre ”kerneområder”: Biologiske-medicinske fag (fysiologi, anatomi, biomekanik etc.), Humanistisk-samfundsvidenskabelige fag (historie, sociologi, psykologi, økonomi etc.) og Praktiske-pædagogisk fag (didaktik, pædagogik, svømning, vandaktiviteter, læring i vand etc.). Nogle af svarene på de meget hyppige ændringer af studieordninger i faget idræt, herunder en markant lavere prioritering af de praktiske-pædagogisk fag, findes naturligvis i nye visioner, nye forskningsresultater og nye læringsformer. Men den vigtigste forklaring på denne udvikling er efter min opfattelse ”New public management” (NPM) med bl.a. taxametre for studieoptagelse og -gennemførsel, ”objektive” akkrediteringer, udviklingskontrakter med en høj grad med ekstern finansiering af forskning, som i de seneste tiår har ”gennemsyret” alle uddannelses- og forskningsinstitutioner. NPM er helt sikkert et effektivt styringsredskab for offentlige myndigheder og ikke mindst Finansministeriet, men værdien af NPM i forhold til at fremme og udvikle god kvalitet af uddannelse og forskning på elitært niveau er efter min opfattelse yderst tvivlsomt.

Stærke faglige og sociale fællesskaber

Tredje del tilhører ”stemmer” fra studietiden, hvor 12 tidligere studerende fra henh. bifags-, bachelor- og kandidatuddannelsen i idræt, kandidatuddannelsen i biomekanik og kandidatuddannelsen i fysioterapi med en blanding af anekdoter, minder, oplevelser og efterrationaliseringer kigger i ”bakspejlet”. Fællesnævneren for indlæggene er oplevelsen af stærke faglige og sociale fællesskaber på Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Der har naturligvis været både opture og nedture igennem instituttets levetid, men der har også altid har været visioner, mod, energi og vilje – også til at tænke anderledes og eventuelt fejle. Personligt tænker jeg ofte på perioden i slutningen af 1980’erne, hvor lægeuddannelsen ved Odense Universitet var meget tæt på en lukning. En lukning, som helt sikkert også ville have sat Institut for Legemsøvelser, under et voldsomt pres. Overlæge og professor Mogens Hørder, der var dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, satte sig imidlertid i spidsen for en ny profil for lægeuddannelsen i Danmark, hvilket afværgede katastrofen. Hørder, som er en af de mest visionære og fagligt kompetente ledere som jeg har samarbejdet med, kunne også se åbenlyse sammenhænge og potentialer mellem idræt og sundhed. Det var i meget høj grad Mogens Hørders visioner og fortjeneste at både forskning og uddannelse i klinisk biomekanik og fysioterapi efterfølgende blev en integreret del af Institut for Idræt og Biomekanik. Og hermed også et af verdens stærkeste forskningsmiljøer inden for idræt, forebyggelse og sundhedsfremme.

Forskning skal være til glæde og gavn for mennesker, grupper og samfundet

Fjerde del er netop en præstation af forskningsenhederne og -centrene ved Institut for Idræt og Biomekanik. De enkelte artikler, som er forfattet af forsknings- og centerlederne, beskriver både baggrund, indhold, samarbejdspartnere og fremtidsperspektiver for de enkelte enheder og centre. Det er glædeligt at både grundforskning og anvendt forskning har høj prioritet i instituttets forskningsstrategi. Og at der er plads til og brug for både erfarne og yngre forskere af begge køn ved de enkelte enheder og centre. Ligeledes er det også særdeles positivt at instituttets medarbejdere er bevidste om at formidle resultater fra forskning til relevante målgrupper, således at Institut for Idræt og Biomekanik også i de kommende år kan være til glæde og gavn for det enkelte menneske, sociale fællesskaber og samfundet som helhed.

Resultater skabes af personer – på de rigtige steder og tidspunkter

Tak for en fantastisk studietid (1981-1983), engagerede studerende, gode kollegaer og spændende samarbejdspartnere (1984-1994). Og ikke mindst et stort tillykke med resultaterne, skabt af de rigtige personer på det rigtige sted – Institut for Idræt og Biomekanik, SDU – igennem de seneste 50 år.

 

Bogen kan bestilles her: Idræt (universitypress.dk)

Af

De sidste medaljer ved de XXXII olympiske lege er fordelt og 11.326 atleter fra 206 nationer vender nu hjem med sejre, nederlag, tårer af glæde og skuffelse, nye venskaber, bristede drømme, tro på nye olympiske oplevelser om 3 år i Paris, en hverdag uden træning og konkurrencer og meget, meget mere. For de fem nordiske lande blev OL 2020 i Tokyo en sportslig succes, uanset om resultaterne opgøres efter antallet af guldmedaljer, det totale medaljetal eller top 8-placeringer, som er en god indikator for præstationsniveau hos atleter og hold i olympiske discipliner, hvor konkurrencetætheden er blevet mere og mere intens og hvor marginalerne mellem medaljevinderne og en placering som nr. 4 eller nr. 8 meget ofte er yderst beskeden.

Danmark vinder flest OL-medaljer

Danmark vandt – i lighed med OL 2012 og OL 2016 – fleste medaljer af de nordiske lande, nemlig 11 (3 guld, 4 sølv og 4 bronze) i 8 forskellige sportsgrene. Det var især meget positivt at Danmark vandt 3 guldmedaljer, hvilket kun i de seneste årtier er overgået ved OL 1996 i Atlanta, hvor det blev til 4 guldmedaljer. Foruden Viktor Axelsen (badminton) og Anne-Marie Rindom (sejlsport) var Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansens præstation i banecykling (parløb) efter min opfattelse OL’s danske højdepunkter. Den 36-årige Mørkøv, der vandt OL-sølv i 2008, viste sig frem som en verdens mest elegante baneryttere og 29-årige Norman Hansen har nu vundet medaljer ved de seneste tre OL i træk. Den stærke fynbo har nu chancen for om tre år at overgå roeren Eskild Ebbesen, der vandt 3 guld- og 2 bronzemedaljer ved 5 OL i træk. Danmark opnåede 135 top 8-placeringspoint ved OL 2020, hvilket er præcis samme antal som ved OL 2016, men 13 point færre end ved OL 2012 (148). Danmark havde atleter og hold placeret i top 8 i 10 forskellige sportsgrene.

Sverige vinder flere top-8 placeringspoint

Sverige blev placeret foran Danmark på IOC’s officielle rangliste med 3 guld- og 6 sølvmedaljer fordelt på 5 forskellige sportsgrene. Både Armand “Mondo” Duplantis’ guldmedalje i stangspring, Daniel Ståhl’s guldmedalje og Simon Pettersson sølvmedalje i diskoskast viste at Sverige fortsat kan udvikle verdensklasseatleter i OL’s fornemmeste sportsgren – atletik. Sverige var også meget tæt på OL-guld i kvindernes fodboldturnering, men 4 brændte straffespark blev særdeles kostbare for Sverige, som ligesom ved OL 2016 måtte ”nøjes med” en sølvmedalje. Samme karat af metal vandt svømmeren Sarah Sjöström, som nu har vundet i alt 4 OL-medaljer. Sverige opnåede 134 top-8 placeringspoint ved OL 2020, hvilket var 11 point flere ved OL 2012 (123) og 3 point flere end ved OL 2016 (131). Sverige havde – lighed med Danmark – atleter og hold placeret i top 8 i 10 forskellige sportsgrene.

Norge med relativt størst fremgang

Norge (nr. 20) blev placeret foran både Sverige (nr. 23) og Danmark (nr. 25) på IOC’s officielle rangliste på trods af ”kun” 8 medaljer (4 guld, 2 sølv og 2 bronze) i 6 forskellige sportsgrene. Årsagen til Norges placering i top-20 på IOC-ranglisten var hele 4 guldmedaljer: Karsten Warholm’s unikke præstation i 400 meter hæk, kun 20-årige Jakob Ingebrigtsen i 1.500 meter løb, Kristian Blummenfelt i triathlon samt Anders Mol og Christian Sørum i beach-volley. Blandt de positive norske overraskelser var også Eivind Henriksens sølvmedalje i hammerkast, mens det – i lighed med OL 2016 – ”kun” blev til bronzemedalje for Norges håndboldkvinder, som vandt OL-guld både i 2008 og 2012. De 4 guldmedaljer var også stærkt medvirkende til at Norge opnåede 84 top-8 placeringspoint – 38 point flere end ved OL 2012 (46) og ikke mindre end 54 point flere end ved OL 2016 (30). Norge havde atleter og hold placeret i top 8 i 8 forskellige sportsgrene. Det er yderst sjældent at en nation opnår så markant fremgang fra ét OL til det næste, som Norge har gjort ved OL 2020. Efter to meget skuffende sommer-OL i 2012 og 2016 er Norge altså ”tilbage på medaljesporet” og Norge med Olympiatoppen som tovholder vil helt sikkert udfordre både Sverige og Danmark endnu mere ved OL 2024 i Paris.

Finland og Island langt efter de tre øvrige

Finland vandt 2 bronzemedaljer ved OL 2020 i Tokyo, hvilket var én mere end ved OL 2016. Medaljerne blev vundet af svømmeren Matti Mattsson i 200 meter bryst og den 40-årige bokser Mira Potkonen, som også vandt bronzemedalje i Rio. Finland opnåede 31 top 8-placeringspoint ved OL 2020, hvilket var væsentligt bedre end OL 2016 (14). Finland havde atleter og hold placeret i top 8 i 6 forskellige sportsgrene. Island var repræsenteret af 4 atleter i atletik, skydning og svømning uden det blev til hverken medaljer eller top 8-placeringer.

Den nordiske velfærdsmodel er fundamentet – også for eliteidræt

Men hvad er årsagerne til at 25-årige Karsten Warholm vandt OL-guld og forbedrede verdensrekorden med 0,76 sek. på 400 meter hæk, at 27-årige Viktor Axelsen vandt OL-guld i badminton uden at afgive et eneste sæt og at 21-årige Armand ”Mondo” Duplantis vandt OL-guld i stangspring med imponerende 6,02 meter. Den væsentligste årsag er at de nordiske lande har skabt stærke velfærdsmodeller, som beundres og efterlignes, også af mennesker og nationer uden for Norden og Europa. Den nordiske velfærdsmodel er udgangspunktet for værdier, normer, strukturer og organisering af en række samfundsområder, herunder idræt. Og de nordiske lande rangerer højt på internationale ranglister over f.eks. økonomi, uddannelse, sundhed, infrastruktur og tillid til offentlige myndigheder og andre mennesker.

Et stærkt foreningsliv er altafgørende for talentudvikling

De bærende værdier i den nordiske velfærdsmodel er fællesskab og lighed, hvilket betyder at det offentlige (stat og kommuner) bruger relativt mange økonomiske ressourcer på at skabe gode rammer og vilkår for borgernes kultur- og fritidsliv. I den forbindelse har de nordiske lande udviklet et mangfoldigt og velfungerende foreningsliv inden for bl.a. idræt, hvor et stort antal frivillige trænere og ledere påtager sig en række opgaver til glæde og gavn for lokalsamfundets børn og unge. Et stærkt foreningsliv udgør det helt afgørende fundament for talent- og elitearbejdet i de enkelte sportsgrene og de enkelte lande i Norden.

Kun 4 nationer vandt flere OL-medaljer end Danmark blandt de mindre lande

Det mangfoldige netværk af foreninger med kompetente børne- og ungdomstrænere kombineret med høj materiel velstand og gode idrætsfaciliteter har været de væsentligste årsager til, at de nordiske lande igennem mere end et århundrede har været – og fortsat er – blandt de bedste sportsnationer i verden, ikke mindst i forhold til nationernes relativt beskedne indbyggertal. Ved OL 2020 var det kun New Zealand og Ungarn med 20 medaljer, Cuba med 15 medaljer og Schweiz med 13 medaljer, som vandt flere medaljer blandt de mindre lande med et indbyggertal under 10 mio. end Danmark.

Selvstændige eliteidrætsinstitutioner gør en forskel

En anden væsentlig forklaring på de nordiske lande succes i eliteidræt er etablering og udvikling af selvstændige institutioner som Olympiatoppen (Norge), Team Danmark (Danmark), Sveriges Olympiska Kommitté (Sverige) og High Performance Unit (Finland), som støtter atleter og trænere med ressourcer til innovation og forskning, organisation og ledelse, uddannelsesvejledning, ekspertydelser inden for fysisk træning, sportsmedicin og fysioterapi, sportspsykologi, ernæring og ikke mindst økonomi til deltagelse i træningslejre og internationale konkurrencer.

Norge, Sverige og Danmark blandt verdens 25 bedste nationer

Med placeringer som nr. 20, 23 og 25 på IOC’s officielle rangliste ved OL 2020 viste atleter og hold fra de nordiske lande tv-seere over hele verden at der er masser af verdensklasseatleter i Norge, Sverige og Danmark i mange forskellige sportsgrene. Om kun 6 måneder afholdes de XXIV olympiske vinterlege i Beijing. På forhånd ligner det en medaljefest for Norge, der har været verdens suverænt bedste vintersportsnation igennem det seneste tiår. Sverige vil formentlig være blandt de 6-8 mest vindende nationer, mens Finland også har flere medaljekandidater, bl.a. ishockey og langrend. Der er altså grund til fortsat optimisme for eliteidræt i Norden, især på grund af velfærdsmodeller med et stærkt foreningsliv, gode talentudviklingsmiljøer og velfungerende eliteidrætsinstitutioner.

Du kan finde resultater fra OL 2020 her:

Tokyo 2020 Olympic Games (olympics.com)

Yderligere information om vinter-OL 2022:

https://olympics.com/en/beijing-2022

Af

På søndag den 25. juli er det præcis 10 år siden at jeg havde én af mine største oplevelser som tilskuer ved en international sportsevent: 14’th World Aquatics Championships, som blev afholdt i millionbyen Shanghai. Stemningen blandt de 18.000 tilskuere – næsten alle kinesere – i Shanghai Oriental Sports Center var helt speciel inden finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Al sympati, både blandt tilskuerne og tv-seere over hele verden, var rettet mod den 26-årige Alexander Dale Oen fra Norge. Af én særlig årsag: En højreekstremistisk terrorist fra Oslo havde 3 dage før på kold og kynisk vis gennemført grufulde handlinger, som havde givet genlyd i hele verden. Et af verdens stærkeste demokratier – Norge – var blevet ramt i nationalsjælen, da 8 mennesker blev dræbt ved bombning af regeringsbygninger i Oslo og 69 unge på en sommerlejr brutalt blev skudt ned på Utøya af en fanatisk nynazist, der var drevet af frygt for fremmede.

Et unikt svømmetalent fra Vestlandet

Alexander Dale Oen var født og opvokset på øen Rong i Øygarden Kommune, som består af en række mindre øer i nærheden af Bergen. Sammen med sin 5 år ældre storebror Robin blev Alexander som 6-årig indmeldt i klubben Vestkantsvømmerne. Og hurtigt udviste han et usædvanligt stort talent for svømning, især disciplen brystsvømning. Han satte masser af nationale rekorder som junior og allerede som 17-årig vandt han det første nationale seniormesterskab i favoritdisciplinen 100 meter brystsvømning. Det internationale gennembrud for Dale Oen kom i 2005, hvor han opnåede en 7. plads ved VM på langbane i Montreal, Canada. I de efterfølgende år opnåede den unikke svømmer fra Vestlandet et stort antal titler ved internationale mesterskaber, både på kortbane (25 meter) og langbane (50 meter). Blandt højdepunkterne var OL 2008 i Beijing, hvor Dale Oen vandt Norges første OL-medalje nogensinde i svømning, kun besejret i finalen af den regerende olympiske mester Kosuke Kitajima fra Japan.

VM-guldet som blev dedikeret til de uskyldige ofre

Stilheden blandt tilskuerne i Shanghai Oriental Sports Center var momentan inden startskuddet til finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Og larmen var ekstrem under og efter løbet, hvor den suveræne nordmand satte alle konkurrenterne eftertrykkeligt på plads. Tiden 58.71 sekunder var personlig rekord for Dale Oen og mere end 7/10 sekund hurtigere end Fabio Scozzoli fra Italien (59.42) og Cameron van der Burgh (59.49) fra Sydafrika. Dale Oen havde til fulde levet op til både egne og alle andres forventninger. På den efterfølgende pressekonference dedikerede han guldmedaljen til ofrene fra Oslo og Utøya, deres nærmeste og hele det norske folk. Dagen efter den stærkt emotionelle oplevelse mødte jeg tilfældigt Alexander på hotellet i Shanghai, hvor det danske, norske og svenske svømmelandshold var indkvarteret. Det blev en kort – men meget mindeværdig – samtale med en yderst sympatisk og beskeden verdensklasseatlet.

Et uforståeligt hjerteinfarkt

Kun 9 måneder efter VM i Shanghai – den 30. april 2012 – blev Alexander Dale Oen og hans nærmeste ramt af en personlig tragedie og hele Norge blev igen ramt i nationalsjælen. Budskabet om Dale Oens død på et hotelværelse under en højdetræningslejr i Flagstaff, Arizona i USA var – præcis som terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya – uvirkelig og ufattelig: En veltrænet topatlet på 26 år dør ikke af hjertestop uden forudgående symptomer. To måneder efter det tragiske dødsfald udsendte Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund en pressemeddelelse om obduktionsrapporten, som blev offentliggjort i henhold til amerikansk lov. Rapporten viste at Alexander Dale Oen døde af et hjerteinfarkt som følge af en blodprop i en af de tre kransarterier. Rapporten viste også at Dale Oen havde betydelige åreforkalkninger og forandringer i hjertemuskulaturen med mindre infarkter få måneder før hans død. Endvidere konkluderede Olympiatoppens læge Ola Rønsen at der sandsynligvis var en sammenhæng mellem en skulderskade, som Dale Oen havde pådraget sig i starten af 2012, og dødsfaldet. På trods af udredninger af specialister i både Norge og USA i månederne forud dødsfaldet, var der ingen som havde fundet mistanke om en sammenhæng mellem skulderskaden og en mulig kransarterie-sygdom. De hyppigste årsager til kransarteriesygdomme er rygning, højt kolesteroltal i blodet, højt blodtryk, overvægt og inaktivitet. Alle risikofaktorer, som ikke er en del af en verdensklasseatlets hverdag.

Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter

Alexander Dale Oens pludselig og alt for tidlige død var naturligvis især et meget stort tab for hans nærmeste familie, venner og sportskammerater, både i og uden for Norge. For norsk eliteidræt var Dale Oen’s tragiske død få måneder før OL 2012 i London også et tab af Norges klart største olympiske medaljehåb. Alexanders største drøm var en olympisk guldmedalje i favoritdisciplinen 100 brystsvømning. Den blev i stedet vundet af en af Alexanders gode kammerater: Cameron van der Burgh fra Sydafrika, som satte verdensrekord i den olympiske finale med tiden 58.46 sekunder.

Minderne om svømmeren og mennesket Alexander Dale Oen er i dag stærkere end nogensinde før. Det skyldes især at hans familie med storebroren Robin i spidsen umiddelbart efter Alexanders død etablerede Dale Oen Stiftelsen, som tilbyder børn og unge fra 8 til 18 år aktiviteter og længerevarende ophold, hvor de får muligheder for at udfordre sig selv – både fysisk og mentalt – gennem brug af naturen. Stiftelsens motto er ”Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter”, hvilket er udtryk for at mestring og læring står i fokus for aktiviteterne. Stiftelsens aktiviteter retter sig primært mod børn og unge, som ofte har oplevet nederlag og skuffelser i det etablerede skole- og uddannelsessystem.

At leve – både i nuet og gennem minderne

Mandag den 26. juli 2021 svømmes finalen i 100 meter brystsvømning ved OL 2020 i Tokyo. Briten Adam Beaty, der er både regerende verdensmester og indehaver af verdensrekorden (56.88 sekunder), er storfavorit til OL-guldet. Jeg vil naturligvis følge svømmefinalerne på direkte tv og ønske alt det bedste for de danske OL-svømmere. Også Jeanette Ottesen, som sensationelt blev verdensmester i 2011 på 100 meter fri og nu deltager i hendes femte OL. Men jeg vil især sende mange tanker til Alexander Dale Oen, som vandt alle nordmænds hjerter og – også mit – for præcis 10 år siden i Shanghai Oriental Sports Center.

Du kan læse mere her:

Åsne Seierstad: En af os – En fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik (Gyldendal, 2013).

Pressemelding fra Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund (13.6.2012) – Alexander Dale Oen døde av hjerteinfarkt som følge av kransarteriesykdom (olympiatoppen.no)

Dale Oen Stiftelsen – Dale Oen Stiftelsen – Vi gir ikke karakter, vi bygger karakter