En glad dreng fra Helsingør, som blev global ambassadør

Trafik og støj er intens, da Lars Carlsen henter os ved Stazione di Centrale i centrum af Catania, som er den næststørste by på Sicilien. Lars er netop ankommet med fly fra Paris via Rom efter tre dages møder i hans nye job som sport manager i International Federation of American Football (IFAF). ”Buongiorno – mio amico” lyder det fra den 60-årige helsingoraner, som jeg mødte første gang for mere end 20 år siden på Idrættens Træner Akademi. Lars var i perioden 1995-2022 landstræner for amerikansk fodbold og sportschef for DAFF, afsluttende med en periode på 5 år som forbundets direktør 2020 – 2024. Lars har altid været passioneret af amerikansk fodbold og ikke mindst sportsgrenens udvikling af spillere, trænere og dommere, både i Danmark og internationalt. Sidste efterår viste der sig en unik chance for at Lars kunne realisere et drømmejob kombineret med et permanent ophold i Italien sammen med hustruen Birgitte.

”Birgitte og jeg har altid været meget fascineret af den italienske livsstil – la bella vitae. Vi har været på mange ferier i Italien og igennem amerikansk fodbold har vi også opbygget et stort netværk af italienske venner. Vi er meget glade for de italienske værdier, især prioriteringen af at mad og vin skal være kvalitet, og så skal det helst indtages med gode venner. Det er heller ikke tilfældet at valget faldt på Sicilien og landsbyen San Gregorio for foden af Etna. En af mine italienske venner overbeviste os med følgende statement: Toscana er det bedste sted i verden, men Sicilien er det bedste sted i Italien”, lyder det overbevisende fra Lars.

Flag football – en spændende variant af amerikansk fodbold

Flag football er en spændende variation af amerikansk fodbold (NFL), men uden hårde tacklinger og fysisk kontakt. Spillerne bærer bælter med flag og formålet for modstanderen er at fjerne disse flag for at stoppe spillet, i stedet for at tackle spilleren. Flag football er en kombination af fysiske, mentale og taktiske færdigheder og en dygtig flag football-spiller skal have en god fart, koordination, styrke, smidighed, og samtidigt være i stand til at tænke og handle strategisk i forhold til med- og modspillere. Reglerne i flag football er på mange måder anderledes end amerikansk fodbold, blandt består hvert hold af 5 spillere på banen og i alt 12 spillere. Antallet af spillere i amerikansk fodbold er til sammenligning 11 spillere på banen og i alt 45 spillere. Banen er også mindre (25-70 yards) og spilletiden er 2 x 20 minutter. Målet med spillet er at score flere point end modstanderne, ved at løbe bolden over modstanderens mållinje. Der findes forskellige typer af scoringer i flag football. Sportsgrenen er således særdeles velegnet til såvel kvinder og mænd som børn og unge.

Flag football – ny olympisk sportsgren

De første fem måneder af Lars’ nye job har været særdeles travle med et stort antal rejsedage rundt i hele verden. Den væsentligst årsag er at flag football er blandt de nye sportsgrene ved det kommende OL 2028 i Los Angeles.

Lars Carlsen har hovedansvaret for alle sportslige forberedelser frem imod legene om tre år. ”Det er en helt unik chance for at udbrede vores sportsgren til alle fem kontinenter og heldigvis har vi stor opbakning og støtte fra NFL, som sætter stor pris på at flag football nu er olympisk sportsgren. Det vil helt sikkert være enorm opmærksomhed på flag football ved OL 2028, ikke mindst fordi klubejerne i NFL for nylig har besluttet at aktive NFL spilere må deltage ved legene i Los Angeles. NFL har fastlagt nogle specielle regler omkring dette, men det vil betyde af mange af megastjerner fra NFL har mulighed for at deltage; amerikanerne for værtsnationen USA men også NFL-spillere fra andre nationer kan repræsentere deres land ved LA28.  En af mine vigtigste opgaver frem imod OL 2028 er at afholde kontinentale mesterskaber og verdensmesterskaber, samt at sikre at de afholdes i overensstemmelse med gældende regelsæt, som er blevet skærpede med status som OL-sportsgren. Dette giver lidt udfordringer idet vi samtidig får mange nye nationer ind i IFAF, der ikke har mange erfaringer med organiseret sport og slet ikke på det niveau, som er gældende for OL-sportsgrene. Derudover er kontinentale mesterskaber noget nyt på flere kontinenter. Europa har afholdt Europamesterskaber i mange år, mens vi f.eks. i år afholder de amerikanske mesterskaber for kun anden gang, og de afrikanske mesterskaber for allerførste gang her i juni. På den ene side skal vi naturligvis være fleksible i forhold til nye nationer og nye kontinentale mesterskaber, men på anden side vil IOC også være meget opmærksom på om IFAF på alle områder leve op det olympiske charter”, siger Lars med lige dele smil og alvor.

Danmark med gode chancer for OL-kvalifikation

Lars Carlsen følger naturligvis stadig udviklingen af flag football i Danmark og ikke mindst landsholdets resultater. Danmark blev nr. 4 ved EURO FLAG 2023 og indtager pt. en placering som nr. 11 på World Ranking. ”Det bliver naturligvis en svær – men ikke umulig – opgave at kvalificere det danske landshold for herrer til OL 2028. IOC har netop meddelt at OL-turneringen vil bestå af 6 nationer for henh. kvinder og mænd. USA er selvskreven, mens formentlig vil 3 eller 4 nationer fra Europa kvalificere sig. Det første fingerpeg om de danske OL-chancer kommer allerede ved EURO FLAG 2025, som afvikles over 3 dage til september i Paris. Der er tilmeldt 24 nationer for herrer og 19 nationer for kvinder, hvilket er historisk rekord. “Det har helt sikkert haft meget stor indflydelse på disse tal at flag football er blevet en OL-sportsgren” lyder det fra Carlsen.

Venskaber i hele verden

Lars er en fantastisk ambassadør – ikke kun for dansk og international flag football – men også for dansk idræt. En hyggelig aften på en fiskerestaurant i Catania slutter en god snak om kvaliteterne og værdierne i dansk og international sport. ”Jeg er naturligvis glad for og stolt over at Birgitte og jeg kan realisere vores personlige drøm, men jeg håber især at jeg kan være med til at udvikle såvel spillere, trænere som dommere inden for en sportsgren, som har givet mig venner over hele verden og at jeg kan repræsentere dansk idræt og de danske værdier på bedste vis”, slutter Lars Carlsen.

Kilder:

Felt