Alt kan ændres på et sekund – om livets sårbarhed

Der er datoer i éns liv, som har brændt sig fast – 25. juli er en sådan dato for mig. På lørdag er det præcis 15 år siden at jeg havde én af mine største oplevelser som tilskuer ved en international sportsevent: 14’th World Aquatics Championships, som blev afholdt i millionbyen Shanghai. Stemningen blandt de 18.000 tilskuere – næsten alle kinesere – i Shanghai Oriental Sports Center var helt speciel inden finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Al sympati, både blandt tilskuerne og tv-seere over hele verden, var rettet mod den 26-årige Alexander Dale Oen fra Norge. Af én særlig årsag: En højreekstremistisk terrorist fra Oslo havde 3 dage før på kold og kynisk vis gennemført grufulde handlinger, som havde givet genlyd i hele verden. Et af verdens stærkeste demokratier – Norge – var blevet ramt i nationalsjælen, da 8 mennesker blev dræbt ved bombning af regeringsbygninger i Oslo og 69 unge på en sommerlejr brutalt blev skudt ned på Utøya af en fanatisk nynazist, der var drevet af frygt for fremmede.

Et unikt svømmetalent fra Vestlandet

Alexander Dale Oen var født og opvokset på øen Rong i Øygarden Kommune, som består af en række mindre øer i nærheden af Bergen. Sammen med sin 5 år ældre storebror Robin blev Alexander som 6-årig indmeldt i klubben Vestkantsvømmerne. Og hurtigt udviste han et usædvanligt stort talent for svømning, især disciplen brystsvømning. Han satte masser af nationale rekorder som junior og allerede som 17-årig vandt han det første nationale seniormesterskab i favoritdisciplinen 100 meter brystsvømning. Det internationale gennembrud for Dale Oen kom i 2005, hvor han opnåede en 7. plads ved VM på langbane i Montreal, Canada. I de efterfølgende år opnåede den unikke svømmer fra Vestlandet et stort antal titler ved internationale mesterskaber, både på kortbane (25 meter) og langbane (50 meter). Blandt højdepunkterne var OL 2008 i Beijing, hvor Dale Oen vandt Norges første OL-medalje nogensinde i svømning, kun besejret i finalen af den regerende olympiske mester Kosuke Kitajima fra Japan.

VM-guldet som blev dedikeret til de uskyldige ofre

Stilheden blandt tilskuerne i Shanghai Oriental Sports Center var momentan inden startskuddet til finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Og larmen var ekstrem under og efter løbet, hvor den suveræne nordmand satte alle konkurrenterne eftertrykkeligt på plads. Tiden 58.71 sekunder var personlig rekord for Dale Oen og mere end 7/10 sekund hurtigere end Fabio Scozzoli fra Italien (59.42) og Cameron van der Burgh (59.49) fra Sydafrika. Dale Oen havde til fulde levet op til både egne og alle andres forventninger. På den efterfølgende pressekonference dedikerede han guldmedaljen til ofrene fra Oslo og Utøya, deres nærmeste og hele det norske folk. Dagen efter den stærkt emotionelle oplevelse mødte jeg tilfældigt Alexander på hotellet i Shanghai, hvor det danske, norske og svenske svømmelandshold var indkvarteret. Det blev en kort – men meget mindeværdig – samtale med en yderst sympatisk og beskeden verdensklasseatlet.

Et uforståeligt hjerteinfarkt

Kun 9 måneder efter VM i Shanghai – den 30. april 2012 – blev Alexander Dale Oen og hans nærmeste ramt af en personlig tragedie og hele Norge blev igen ramt i nationalsjælen. Budskabet om Dale Oens død på et hotelværelse under en højdetræningslejr i Flagstaff, Arizona i USA var – præcis som terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya – uvirkelig og ufattelig: En veltrænet topatlet på 26 år dør ikke af hjertestop uden forudgående symptomer. To måneder efter det tragiske dødsfald udsendte Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund en pressemeddelelse om obduktionsrapporten, som blev offentliggjort i henhold til amerikansk lov. Rapporten viste at Alexander Dale Oen døde af et hjerteinfarkt som følge af en blodprop i en af de tre kransarterier. Rapporten viste også at Dale Oen havde betydelige åreforkalkninger og forandringer i hjertemuskulaturen med mindre infarkter få måneder før hans død. Endvidere konkluderede Olympiatoppens læge Ola Rønsen at der sandsynligvis var en sammenhæng mellem en skulderskade, som Dale Oen havde pådraget sig i starten af 2012, og dødsfaldet. På trods af udredninger af specialister i både Norge og USA i månederne forud dødsfaldet, var der ingen som havde fundet mistanke om en sammenhæng mellem skulderskaden og en mulig kransarterie-sygdom. De hyppigste årsager til kransarteriesygdomme er rygning, højt kolesteroltal i blodet, højt blodtryk, overvægt og inaktivitet. Alle risikofaktorer, som ikke er en del af en verdensklasseatlets hverdag.

Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter

Alexander Dale Oens pludselig og alt for tidlige død var naturligvis især et meget stort tab for hans nærmeste familie, venner og sportskammerater, både i og uden for Norge. For norsk eliteidræt var Dale Oen’s tragiske død få måneder før OL 2012 i London også et tab af Norges klart største olympiske medaljehåb. Alexanders største drøm var en olympisk guldmedalje i favoritdisciplinen 100 brystsvømning. Den blev i stedet vundet af en af Alexanders gode kammerater: Cameron van der Burgh fra Sydafrika, som satte verdensrekord i den olympiske finale med tiden 58.46 sekunder.

Minderne om svømmeren og mennesket Alexander Dale Oen står i dag fortsat stærkt. Det skyldes især at hans familie med storebroren Robin i spidsen umiddelbart efter Alexanders død etablerede Dale Oen Stiftelsen, som tilbyder unge fra 15 til 20 år aktiviteter og længerevarende ophold, hvor de får muligheder for at udfordre sig selv – både fysisk og mentalt – gennem brug af naturen. Stiftelsens motto er ”Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter”, hvilket er udtryk for at mestring og læring står i fokus for aktiviteterne. Stiftelsens aktiviteter retter sig primært mod unge, som ofte har oplevet nederlag og skuffelser i det etablerede skole- og uddannelsessystem.

At leve – både i nuet og gennem minderne

Reaktioner i Norge efter terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya var stærke og præcise, blandt formuleret af daværende statsminister Jens Stoltenberg ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. “Vi har mistet mange andre på Utøya og i regeringsbygningerne. Snart vil vi få navne og billeder på alle. Så vil ondskabens omfang vise sig i al sin rædsel. Det bliver en ny prøve. Men vi vil også komme igennem den. Midt i al tragedien er jeg stolt af at leve i et land, der har formået at stå rank i en kritisk tid. Jeg er imponeret over, hvor meget værdighed, omsorg og standhaftighed jeg har mødt. Vi er et lille land, men vi er et stolt folk. Vi er stadig rystede over, hvad der skete med os, men vi giver aldrig op på vores værdier. Vores svar er mere demokrati, mere åbenhed og mere menneskelighed. Men aldrig naivitet”. På lørdag vil jeg sende en varm til familier og pårørende, som mistede en datter, søn, barnebarn, bror, søster eller god ven i Oslo eller på Utøya. Og en særlig tanke vil jeg sende til Alexander Dale Oen, som vandt alle nordmænds hjerter og – også mit – for præcis 15 år siden i Shanghai Oriental Sports Center.

Du kan læse mere her:

Åsne Seierstad: En af os – En fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik (Gyldendal, 2013).

Pressemelding fra Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund (13.6.2012) – Alexander Dale Oen døde av hjerteinfarkt som følge av kransarteriesykdom (olympiatoppen.no)

Dale Oen Stiftelsen – Dale Oen Stiftelsen – Vi gir ikke karakter, vi bygger karakter

Jens Stoltenberg – Mindetale Oslo Domkirke – 22. juli 2011 – https://www.nrk.no/video/se-jens-stoltenbergs-tale-fra-minnegudstjenesten_273585 

Felt