På onsdag er der lodtrækning til 2. kvalifikationsrunde til UEFA Champions League 2026/27, hvor de danske mestre fra AGF er blandt de 28 klubber. På grund af manglende kvalifikation i tre ud af de seneste fem sæsoner og ikke mindst et meget skuffende nederlag mod Larne F.C. (Nordirland) i 2. kvalifikationsrunde til UEFA Conference League i sommeren 2021 er AGF useedet i denne runde. Det betyder at modstanderens kvalitet kan være meget forskellig. Potentielle modstandere som Røde Stjerne Beograd (Serbien), Dinamo Zagreb (Kroatien), Slovan Bratislava (Slovakiet) og Lech Poznan (Polen) er placeret langt højere end AGF på den europæiske klubrangliste, mens de nationale mestre fra f.eks. Gibraltar, Kosovo eller Bosnien-Herzegovina umiddelbart virker langt fra mindre skræmmende. Lodtrækningen kan således få betydelige sportslige og økonomiske konsekvenser for de danske mestre.
Hvad skaber de største indtægter for topklubberne i Europa?
De største indtægtskilder for topklubberne i europæisk fodbold er kommercielle indtægter i form af globale partnerskaber (hovedsponsorer, spillertrøjer, merchandise etc.), tv-rettigheder og præmiepenge fra europæiske klubturneringer samt matchday-indtægter (VIP-hospitality, billetsalg, sæsonkort etc.). Globale partnerskaber, som f.eks. PSG og Qatar Airways eller Arsenal og Fly Emirates, og moderniserede stadion med events som koncerter, restauranter, hoteller og shopping centre udgør i dag halvdelen af topklubbernes indtægter. Det anslås at de 20 største klubber i Europa pt. har en samlet årlig omsætning på mere end 12 milliarder euro eller 100 milliarder danske kroner.
Kun 6 klubber kan nå UEFA Champions League 2026/27 igennem kvalifikationskampe
For topklubberne i Europa er deltagelse i UEFA Champions League altafgørende, både sportsligt og økonomisk. Det anslås at deltagelse i Champions League 2026/27 vil sikre disse klubber mellem 100-150 millioner euro eller omkring 1 milliard kroner via præmiepenge og tv-rettigheder. Topklubbernes afhængighed af dette astronomiske beløb har medført, at 21 klubber fra de fem største europæiske ligaer – Premier League (England), La Liga (Spanien), Serie A (Italien), Bundesliga (Tyskland) og Ligue 1 (Frankrig) – er kvalificeret direkte til ligaspillet og hermed sikret mindst 8 kampe med enorme indtægter. Der vil i den kommende sæson kun være 6 klubber ud af 36, som opnår adgang til CL-ligaspillet igennem fire kvalifikationsrunder. UEFA Champions League har over tid udviklet sig til de europæiske topklubbers ”guldæg”. Det er primært igennem kvalifikation til UEFA Champions Leagues gruppe- og ligaspil fire gange i de seneste ti sæsoner suppleret med kvalifikation til tre gruppespil i UEFA European League og to liga- og gruppespil i UEFA Conference League i samme periode, at FCK har skaffet sig mere end 1 milliard kr. i indtægter. Det er således succes i europæiske klubturneringer, som har skaffet FCK et markant økonomisk forspring i forhold til alle øvrige Superligaklubber.
Markant forskel på indtægter i de tre europæiske turneringer
Der er markant forskel på præmiepenge og tv-rettigheder i de tre europæiske klubturneringer. Alle klubber, som kvalificerer sig til ligaspil, modtager startpenge, penge for vundne og uafgjorte kampe samt tv-penge. Startpenge i UEFA Champions League 2026/27 er 19 mio. euro (140 mio. kr.), mens tilsvarende beløb er henholdsvis 4,3 mio. euro (32 mio. kr.) i UEFA European League og 3,1 mio. euro (24 mio. kr.) i UEFA Conference League. Ligeledes er resultatpenge pr. vundne kampe og uafgjort også meget forskellige i de tre turneringer: Hver sejr udløser 2,1 mio. euro (16 mio. kr.) i UEFA Champions League, 450.000 euro (3 mio. kr.) i UEFA European League samt 400.000 euro (3 mio.kr.) i UEFA Conference League. Efter de 8 kampe i ligaspillet modtager klubberne både placeringsbonus og tv-indtægter samt yderligere beløb for kvalifikation frem imod turneringernes kvart-, semi- og finaler. Det anslås at FCK opnåede indtægter via startpenge og resultatbonus i UEFA Champions League 2025/26 på 194 millioner, hvortil kommer yderligere indtægter fra tilskuere, merchandise og sponsorater. På tilsvarende vis sikrede FCM sig i alt 128 mio. kr. via startpenge og resultatbonus i European League-sæsonen 2025/26, hvor klubben blev nr. 3 i ligaspillet og tabte til Nottingham Forest i ottendedelsfinalen. Klubber som FCK og FCM tjener typisk 5-15 mio. kr. pr. hjemmekamp i form af billetter, VIP-hospitality, merchandise m.v.. Endelig er der ofte store langsigtede gevinster i form af spillersalg, idet europæiske klubturneringer er et rigtig godt udstillingsvindue, især for klubbernes yngste og dygtigste spillere.
Unik chance for sportslig og økonomisk succes til AGF
Der er således rigtig meget på spil AGF i de kommende uger og måneder, både sportsligt og især økonomisk. Chancen for at opnå kvalifikation til ligaspillet i UEFA Champions League 2026/27 og hermed samlede indtægter på 200 mio. kr. eller mere som useedet hold er efter min opfattelse minimal. Lodtrækningen på onsdag kan få meget stor betydning for AGF’s chancer for kvalifikation til europæisk ligaspil i efteråret 2026. Samlet sejr over to kampe (21/22. juli og 28/29. juli) vil som minimum sikre AGF deltagelse i UEFA Conference League ligaspillet og hermed en forventet total indtægt på 40-75 mio. kr. Hvis det bliver til nederlag i 2. kvalifikationsrunde i UEFA Champions League, er der glædeligvis fortsat to chancer for deltagelse i enten UEFA European League eller UEFA Conference League. Chancen for sportslig og økonomisk succes i europæiske klubfodbold til AGF har efter min mening aldrig været større. Held og lykke på onsdag – de hviie !
Kilder:
- UEFA Champions League – https://www.uefa.com/uefachampionsleague/
- Deloitte Football Money League 2026 – https://www.deloitte.com/uk/en/services/consulting-financial/analysis/deloitte-football-money-league.html
- Steen Houmann: ”Økonomi i Sportens Verden” –https://steenhouman.com/author/steenhouman/
- Tipsbladet – https://www.tipsbladet.dk/