En sen eftermiddag i Bologna: Vino, Calcio e ”Dondolo”

Sidst på eftermiddagen falder jeg i snak med Giovanni på en hyggelig cafe tæt på Piazza Maggiore i ”hjertet” af Bologna – hovedstaden i den italienske region Emilia-Romagne. Giovanni – en ældre velklædt mand som har boet hele livet i Bologna – overbeviser mig hurtigt og passioneret om at Bologna er noget helt specielt. Europas første universitet blev grundlagt her i 1088 og byen har Italiens lækreste specialforretninger med fisk, kød, pasta, grønsager og frugt. Giovanni bliver lidt overrasket, da jeg fortæller ham om min nationalitet: ”Danimarca, Nielsen e Campione italiano”” udbryder Giovanni med fægtende arme og ben. ”Nielsen – Capocannoniere la squadra campione del 1964″. Og Giovanni fortsætter beretningen om hvordan han – ligesom hans far og farfar – altid har været loyal og trofast fan af Bologna FC. Samtalen fortsætter i de følgende timer mere end et enkelt glas Brunello for min italienske ven og mig.

Maskinlærlingen ”bette Halle” fra Frederikshavn

De Olympiske Lege 1960 var begivenheden, hvor det danske fodboldlandshold og ikke mindst den kun 18-årige Harald Nielsen fra Frederikshavn blev kendt – ikke kun gennem de sort-hvide tv-transmissioner fra Rom, men også hos de største klubber i Italien. Harald Nielsen debuterede på A-landsholdet i september 1959 – kun 17 år og 322 dage gammel – og han er hermed stadig den yngste danske A-landsholdsspiller nogensinde. Harald Nielsen blev OL-turneringens topscorer og nåede at score i alt 15 mål i 14 landskampe inden han i sommeren 1961 skrev kontrakt med Bologna FC. Som udlandsprofessionel var der nu sat punktum for flere landskampe for Danmark.

Topscorer i Serie A og national mester med Bologna FC

Harald Nielsen fik hurtigt stor sportslig succes hos Bologna FC. Allerede i den første sæson blev Nielsen – med kælenavnet ”Dondolo” – klubbens topscorer. Og i de to efterfølgende sæsoner også topscorer i Serie A med imponerende 19 og 21 mål. Højdepunktet med Bologna FC kom i sæsonen 1963-1964, hvor klubben – bl.a. med tyskeren Helmuth Haller og Bologna-legenderne Ezio Pascutti og Giacomo Bulgarelli, som stadig i dag har klubrekorden med 488 kampe – vandt det nationale mesterskab.

Også succes udenfor banen

Efter seks sæsoner med 81 mål i 157 kampe for Bologna FC skiftede Harald Nielsen i 1967 til FC Internazionale  Milano for en overgangssum på en halv milliard italienske lire (ca. 6 mio. kr.), hvilket gjorde ham til den tids dyreste fodboldspiller i verden. Harald Nielsen opnåede imidlertid ikke samme succes i FC Inter (1967-1968), SSC Napoli (1968-1969) eller UC Sampdoria (1969-1970), som han havde haft i Bologna FC. De sidste tre sæsoner blev det til beskedne 4 mål i 22 kampe. Den primære årsag til de få kampe og mål var at Harald Nielsen efter tiden i Bologna FC var hæmmet af en rygskade. Harald Nielsen sluttede karrieren på banen i 1970, men efterfølgende havde han – sammen med hustruen Rudi – stor succes med import af italienske lædervarer til Skandinavien. I slutningen af 1970’erne var Harald Nielsen – sammen med Helge Sander – meget proaktiv i forhold til at indføre en professionel liga i Danmark. Og i 1990’erne var den dynamiske forretningsmand med at starte F.C. København, hvor han var bestyrelsesformand i perioden 1992-1997 og bestyrelsesmedlem frem til 2006.

Bologna Football Club 1909

Bologna FC blev stiftet i 1909 og allerede fra begyndelsen af 1920’erne etablerede klubben sig som en af Italiens bedste. Frem til 2. verdenskrig vandt klubben seks nationale mesterskaber og flere Bologna-spillere havde også en fremtrædende rolle på det italienske landshold – ”Gli Azzurri” – som blev verdensmestre i både 1934 og 1938. Også i 1950’erne fastholdt Bologna FC sin position i toppen af italiensk fodbold, bl.a. med den danske midtbanespiller Axel Pilmark, som nåede hele 274 kampe og 2 sæsoner som anfører for klubben.

Sportslige op- og nedture og økonomiske problemer igennem årtier

De seneste fem årtier har Bologna FC ikke – i modsætning til klubber som Juventus FC, AC Milan, FC Inter, AS Roma, SS Lazio og SSC Napoli – formået at fastholde positionen i toppen af Serie A og antallet af nedrykninger og oprykninger mellem Serie A, B og C har været stort. De seneste to årtier har klubben også været præget af store økonomiske problemer, som har haft indflydelse på de sportslige resultater. I sæsonen 2015-2016 vendte Bologna FC imidlertid tilbage til Serie A, hvor klubben i de seneste sæsoner som oftest er blevet til placeringer mellem nr. 10 og nr. 16.

Legender dør aldrig – heller ikke på Stadio Renato Dall’Ara

På søndag eftermiddag går turen til Stadio Renato Dall’Ara, som er opkaldt efter fabrikanten Renato Dall’Ara som i mere end 30 år (1934-1964) var en yderst vellidt og respekteret klubejer af Bologna FC. Bologna FC, som pt. er placeret på en 11. plads i Serie A møder oprykkerne fra Frosinone Calcio, som meget overraskende er placeret på 8. pladsen. Harald Nielsen døde 11. august 2015 efter længere tids sygdom, men på Stadio Renato Dall’Ara og i Bologna husker de trofaste fans fortsat ”Dondolo” – fiskehandlerens søn fra Frederikshavn.

Kilder:

Bologna FC 1909 – https://www.bolognafc.it

Joakim Jakobsen: Guld-Harald – topscorer, idol, rebel (Gyldendal, 2009).

Felt