Atalanta B.C. – fra “elevatorklub” til CL-kvartfinalist

Stærk kombination af teoretisk viden og anvendt praksis 

Jens Bangsbo spillede tilbage i 1970’ og 80’erne over 350 kampe i Danmarks bedste fodboldrække, bl.a. for Kastrup Boldklub, Hvidovre IF, Lyngby Boldklub og Esbjerg f.B. Han er uddannet cand.scient. og har skrevet mere end 300 videnskabelige artikler og 25 bøger om fodbold.  Og ikke mindst har han formået at integrere spillets fysiske, tekniske og taktiske elementer, både i den daglige træning og klubbens spilkoncept. Bangsbo har også i flere perioder været tilknyttet det danske fodboldlandshold som fysisk træner i forbindelse med slutrunder samt været instruktør for såvel DBU, UEFA som FIFA. Bangsbo anses i dag som en af verdens mest kompetente eksperter inden for fysisk træning i fodbold. Og engagementet i Atalanta B.C. kombineres i dag med jobbet som professor i arbejdsfysiologi på Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

Et offensivt og aggressivt spilkoncept 

Det var også som fysisk træner at Jens Bangsbo for mere end 20 år siden mødte den jævnaldrende Gian Piero Gasperini i Juventus F.C. – Italiens mest vidende klub, både nationalt og internationalt. På daværende tidspunkt var Bangsbo konsulent for storklubben under den legendarisk træner Marcello Lippi, mens Gasperini fungerede som ungdomstræner i samme klub. Gasperini og Bangsbo fandt hurtigt hinanden i samtaler om kvaliteter og udfordringer ved forskellige spilkoncepter. Gasperini har altid været tilhænger af en offensiv spilstil, hvor der stilles store krav til de enkelte spillere, både fysisk, teknisk, taktisk og mentalt. ”Det er langtfra tilfældigt at vi har været det mest scorende Serie A-hold i de seneste to sæsoner. Vores formation er typisk 3-5-2 eller 3-4-3 med et offensivt, aggressivt pres mod modstanderen. Det indebærer, at spillerne skal levere et meget stort løbepensum i hver eneste kamp, uanset om vi spiller på hjemme- eller udebane. Spilkonceptet betyder også at alle træningspas foregår med meget høj intensitet, hvilket langtfra passer alle spillere. Fodbold er en holdsport, men træningen må individualiseres for at opnå det størst mulige effekt. Derfor arbejder vi meget ofte med specifik teknisk-taktisk træning i grupper på 3-5 spillere. Hos os skal spillerne indfri spilkonceptet – og ikke omvendt. Derfor sker det også relativt ofte at klubben køber spillere, som vi relativt hurtigt sælger videre eller lejer ud, fordi de simpelthen ikke kan honorere den form for fodbold, som Atalanta B.C. skal opnå resultater på”, fortæller den 63-årige Bangsbo.

Fysisk og mental træthed “lige rundt om hjørnet”

Det offensive spilkoncept med aggressivt pres på modstander og en høj defensiv linje med 3 forsvarer og kort afstand mellem forsvar og midtbane gør også ind imellem Atalanta B.C. sårbar. Ikke mindst mod hold, som mestrer kontraspillet på et højt niveau, som f.eks. Liverpool F.C. ”Vi har oplevet at der i sæsonens første kampe er scoret mange mål imod os, både i Serie A og Champions League. Det skyldes at vores presspil ikke har fungeret helt så godt som sidste sæson. Og så har vi lavet alt for mange personlige fejl – det bli’r straffet om de allerbedste hold” fortæller Bangsbo. Blandt årsagerne til Atalanta B.C.’s gode resultater over en længere periode er i følge Bangsbo at klubben har været forskånet for skader. ”Vi har igennem snart et år kun anvendt 14-15 spillere, hvilket er helt usædvanligt i forhold til det store antal kampe, som vi har spillet. Vi kan imidlertid nu konstatere flere negative konsekvenser af Covid-19 pandemien, som forlængede sidste sæson og betød stort set ingen sommerpause. Mange af vore spillere er nu både fysisk og mentalt trætte efter et meget stort antal kampe. Det koster at spillerne ikke har fået den pause, deres kroppe er vant til og har brug. Af den årsag kan jeg godt være lidt bekymret for de kommende uger, idet vi skal præstere både i Serie A, Coppa Italia og Champions League. Den afgørende kamp om kvalifikation til ottendedelsfinalen i CL bliver formentlig kampen mod Ajax i Amsterdam”.

Samtaler er nøglen til en meget stærk fællesskabsfølelse 

Jens Bangsbo har nu igennem årrække arbejdet i Italien, men har også været tilknyttet klubber i både Grækenland og Tyrkiet. ”Jeg elsker Italien og fodbold – og ikke mindst italienernes indstilling til livet. Det var en stor oplevelse for mig og min familie at bo her i tre år. Vi følte os velkomne og italienerne er generelt indkomne og meget passioneret af de ting, som de finder vigtige i livet. Jeg har også oplevet hos italienske toptrænere som Lippi, Ancelotti og Gasperini at de er rigtig dygtige til at søge råd og vejledning hos de faglige eksperter, som indgår i deres stab. Italienske toptrænerne har ofte meget stor karisma, hvilket også er tilfældet med Gasperini. Og så har de en klar filosofi med holdets spilkoncept. Derudover lærer jeg disse år utroligt meget af Gian Piero’s mandskabsbehandling. Han formår gennem ofte lange og dybdegående samtaler, både med de enkelte spillere, holdet og staben omkring holdet, at skabe en meget stærk fællesskabsfølelse” fortsætter Bangsbo, som ikke har sat dato på udløbet af hans samarbejde med Gasperini og Atalanta B.C. ”Jeg har lært af et langt liv i fodbold at tingene kan skifte på et splitsekund – også i Italien”.

Du kan læse mere med Atalanta B.C på websitet:

Ligeledes kan du læse om Jens Bangsbo’s videnskabelige artikler og bøger om fodbold her:

Felt