micand57@gmail.com

Af

“Delaney – No, Dolberg – No. Vi har aldrig spillet så dårligt som i denne sæson, så længe jeg har været fan af Sevilla FC. Og det har jeg været siden jeg var 8 år gammel. Der mangler dygtige spillere på holdet, som f.eks. Poulsen. Men jeg vil altid ha’ min klub i hjertet – uanset hvor mange kampe vi vinder eller taber”. Laura, der er trofast og loyalt medlem af en af Sevilla FC’s fangrupper – ”Peña Sevillista Tito Poulsen” – udtrykker præcist hendes synspunkter om den spanske storklubs aktuelle præstationer, både i LaLiga og Champions League, da jeg møder hende uden for stadion få timer før kick-off mellem Real Club Deportivo Mallorca og Sevilla Fútbol Club i LaLiga – en af verdens bedste fodboldligaer. Den venlige, midaldrende kvinde er meget stor fan af Christian Poulsen, som spillede for Sevilla FC i to sæsoner for mere end 15 år siden. Christian Poulsen, som i dag er assisterende dansk landstræner og opnåede 92 landskampe, vandt bl.a. UEFA Europa League og Copa del Rey med Sevilla FC. Derimod mener Laura ikke at de to nuværende danske landsholdsspillere – Thomas Delaney og Kasper Dolberg – gør stor gavn for hendes klub. Og tilsyneladende har Sevilla FC’s nye cheftræner Jorge Sampaoli, der bl.a. har været landstræner for Argentina, også svært ved at få øje på Delaney og Dolberg’s kvaliteter, idet ingen af dem får et eneste minut på banen i Sevilla FC’s udesejr på 0-1 på et flot langskud af den serbiske landsholdsspiller Nemanja Gudelj.

Sevilla FC – Storklub i krise

Sevilla FC, der blev stiftet i 1890, har været repræsenteret i Spaniens bedste fodboldrække i hele 78 sæsoner og kun 13 sæsoner i den næstbedste række siden det første nationale mesterskab blev afviklet i sæsonen 1928-1929. Klubbens eneste nationale mesterskab går helt tilbage til sæson 1945-1946, men især de seneste to årtier har Sevilla FC opnået imponerende resultater, både nationalt og internationalt.  Klubben har i de seneste 20 sæsoner altid været placeret i top-10 i LaLiga og to gange (2006-2007 og 2009-2010) har klubben vundet den spanske pokalturnering. Derudover har Sevilla FC vundet UEFA Europa League hele 6 gange på bare 17 sæsoner, hvilket ikke er overgået af nogen anden europæisk klub. Sevilla FC indtager pt. en fornem placering som nr. 17 på UEFA’s officielle klubranking – foran klubber som f.eks. FC Porto, S.L. Benfica, Arsenal og Tottenham Hotspur F.C.

Sevilla FC’s udesejr mod et meget defensivt Mallorca-hold var sæsonens kun anden sejr i 9 kampe, hvilket placerer klubben på en beskeden 13. plads i LaLiga. Holdet har især svært ved at skabe målchancer og profiler som Ivan Rakitic, Papu Gomez, Isco og Erik Lamela virker langt fra fordums styrke. Klubbens resultater i denne sæsons Champions League har også været meget dårlige, bl.a. to store nederlag (0-4 og 1-4) på hjemmebane mod henh. Manchester City og Borussia Dortmund. Såfremt Sevilla FC ikke formår at erobre 3. pladsen i gruppen – foran FCK – vil det utvivlsomt være en af klubbens allerstørste internationale fiaskoer.

RCD Mallorca – Gylden periode efterfulgt af sportslig og økonomisk nedtur

RCD Mallorca, som blev stiftet i 1916, har slet ikke samme resultater og status, hverken i spansk eller international fodbold, som Sevilla FC. Klubben nåede de bedste sportslige resultater i slutningen af 1990’erne og begyndelse af årtusindskiftet, hvor klubben bl.a. blev nr. 3 i La Liga i både 1999 og 2001 og vandt den spanske pokalturneringen – Copa del Rey – i 2003. Blandt holdets største profiler var Samuel Eto’o fra Cameroun, som efterfølgende blev en af verdens bedste angribere for FC Barcelona, Inter FC og Chelsea FC. Også serberen Jovan Stankovic og Miguel Angel Nadal – onkel til tennisspilleren Rafael Nadal – var vigtige spillere for RCD Mallorca i den periode.

De seneste 15 år har været en særdeles turbulent periode for RCD Mallorca, både sportsligt og økonomisk. Både spillere og trænere er blevet udskiftet efter få måneder, blandt disse Michael Laudrup som i 2010-2011 nåede en enkelt sæson som cheftræner for klubben.

I sæsonen 2012-2013 rykkede klubben ned i den næstbedste række og i starten af 2016 var klubben på grund af økonomiske problemer meget tæt på nedrykning til den tredjebedste række. Klubben blev imidlertid reddet på målstregen, idet amerikanske investorer købte aktiemajoriteten for 20 millioner euro. Det var først i sæsonen 2019-2020 at klubben vendte tilbage til LaLiga efter 6 sæsoner i den næstbedste række. Sidste sæson var RCD Mallorca meget tæt på nedrykning og i denne sæson har klubben desværre fastholdt en meget defensiv spillestil. Af den årsag handler det oftest om at undgå at tabe – i stedet for at forsøge at vinde.

LaLiga – Enorm forskel på top- og bundhold, både sportsligt og økonomisk

LaLiga har igennem årtier været blandt verdens bedste fodboldrække, men altid med meget stor forskel mellem de 20 klubber. Real Madrid FC med 35 og FC Barcelona med 26 nationale mesterskaber har været de klart mest dominerende klubber, som også har domineret i europæisk klubfodbold. Siden UEFA Champions League blev etableret i starten af 1990’erne har FC Real Madrid vundet titlen 8 gange, mens FC Barcelona har vundet det største klubtrofæ 5 gange. Ingen andre europæiske klubber, hverken fra England, Tyskland eller Italien, har til sammenligning vundet UEFA Champions League mere end 3 gange.

I dag er LaLiga den sjettestørste professionelle sportsliga målt på økonomisk omsætning, kun overgået af National Football League (NFL), Major Legue Baseball (MLB), National Basketball League (NBA), Premier League (PL) og National Hockey League (NHL). Årsagen er bl.a. at kampene i LaLiga tv-transmitteres direkte til mange spansktalende lande i Central- og Sydamerika. Det er imidlertid heller ingen hemmelighed at rigtig mange spanske klubber ofte er i økonomiske problemer på grund af vanvittige transfer og spillerlønninger. Blandt andet anslås det at FC Barcelona i dag har en samlet gæld på mere end 10 milliarder kr. og at storklubben har været ”nødsaget” til at sælge deres tv-rettigheder for at undgå konkurs.

Ikke et eneste ord om Delaney, Dolberg og FCK

På vej ud af stadion møder jeg igen Laura, som spontant udbryder: ”Gudelj – Si. Poulsen – Si. På tirsdag gælder det opgøret mod Valencia FC hjemme på Estadio Ramôn Sánchez-Pizjuán. Og så skal jeg til Estadio Santiago Bernabéu på næste søndag. F.C. Real Madrid er meget stærke, men jeg vil altid ha’ Sevilla FC i hjertet”. Dolberg, Delaney og FCK nævner hun ikke med et eneste ord inden vi siger farvel.

Du kan få yderligere information på følgende websites:

Sevilla FC – https://sevillafc.es/en

RCD Mallorca – https://www.rcdmallorca.es/en

LaLiga – https://www.laliga.com/en-ES

 

Af

Alt har en udløbsdato – også livet og de enkelte kapitler i livet. Det faktum er også gældende for sportens verdensstjerner. Af den årsag blev 41-årige Roger Federers officielle afskedskamp i international toptennis for få dage siden en begivenhed med masser af følelser, både på og udenfor banen. Det var ikke kun Federer, som har vundet i alt 20 Grand Slam-titler, været nr. 1 på ATP’s verdensrangliste i 310 uger, kåret som “World Sportsman of the Year” hele 5 gange og tjent mere end 10 mia. kr. i præmiepenge og kommercielle indtægter – igennem sin mere end 20-årige karriere. Også Federers største rival og gode kammerat igennem hele karrieren – Rafael Nadal fra Spanien – var meget påvirket og lod følelserne få frit spil ved Federers farvel til international toptennis.

Det er ”kun” tennis

Få dage efter Roger Federers afskedskampe udtalte den sympatiske schweizer følgende til New York Times (28.9.2022): ”Jeg blev naturligvis meget rørt da ”Rafa” sagde til mig: ”Jeg vil gøre alt for at være der sammen med dig, når du spiller din sidste internationale tenniskamp – også selv om min hustru er højgravid”. Hans ord og handling viste, hvor meget vi betyder for hinanden, og hvor meget respekt vi har for hinanden. Det ville bare være en smuk, fantastisk historie for os, for tennis og for sport. Og måske kunne vi også vise, hvordan vi kan dyste i en hård rivalisering. Men også vise at det ”kun” er tennis. ”Rafa” og jeg har altid haft meget hårde matcher, men altid fair. Vi har også vist at du kan komme ud på den anden side og stadig ha’ et stærkt personligt venskab. Jeg vil aldrig glemme, hvad ”Rafa” gjorde for mig i London”.

Rafael Nadal – Mallorcas stolthed

Rafael Nadal er født og opvokset i Manacor på Mallorca. Hans forældre var velhavende og meget passioneret af sport, ligesom hans øvrige familie. Blandt andet var en af hans onkler – Miguel Ángel Nadal – professionel fodboldspiller, som spillede for RCD Mallorca, FC Barcelona og 62 landskampe for Spanien. Det var imidlertid en anden onkel – Toni Nadal – som hurtigt opdagede ”Rafa’s” unikke boldtalent, både i fodbold og tennis. Da ”Rafa” var 12 år blev fodbolden fravalgt og al tid blev derefter brugt på tennis, både nationalt og internationalt. Nadal’s international karriere startede i 2002, hvor han allerede som 16-årig spillede sig op blandt verdens 5o bedste spillere. Og tre år senere vandt han – stadig som teenager – den første Grand Slam-titel ved French Open. Efterfølgende har den 36-årige venstrehåndsspiller vundet i alt 22 Grand Slam-titler – flere end nogen anden tennisspiller i verden. Og ligesom Roger Federer har Nadal vundet alle fire Grand Slam: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. Især French Open været Rafael Nadal’s favoritturnering, som han har vundet ikke færre end 14 gange – senest i år med finalesejr over Casper Ruud fra Norge. Derudover har Nadal vundet OL-guld både i single (Bejing 2008) og i double med landsmanden Marc Lopes (Rio de Janeiro 2016) samt VM for hold (Davis Cup) hele 6 gange for Spanien.

Federer vs. Nadal – matcher mellem to forskellige spillestile

De to tennislegender har fra deres første match i 2004 og frem til i dag mødt hinanden i alt 40 gange, hvoraf ikke mindre end 9 matcher har været Grand Slam-finaler. Slutstillingen mellem de to blev 24-16 i Nadal’s favør. Det kan være svært at fremhæve nogle kampe frem for andre, men de fleste tenniseksperter er enige om at Wimbledon-finalen i 2008, som varede i næsten 5 timer før Nadal kunne afgørende den sidste bold til 9-7 i 5 sæt, er en af historiens mest spændende og velspillede tenniskampe. Matcherne mellem de to legender har igennem årene også været kampen mellem to forskellige spillestile: Federer som ”allround-spilleren”, som mestrer både offensivt og defensivt spil med et elegant benarbejde og mental ro overfor Nadals aggressive spil med unikt topspin i forhånden, hurtigt benarbejde og en stærk fightervilje.

Rafael Nadal Academy – et imponerende sportscenter

I går besøgte jeg ”Rafael Nadal Academy”, som ligger placeret lidt udenfor Manacor på Mallorca. Sportscentret, som blev indviet i 2016, indeholder i alt 26 tennisbaner – både indendørs og udendørs baner – swimmingpool efter olympiske standarder, fodboldbane, medicinsk klinik med læger, fysioterapeuter, fysiske trænere og andre faglige eksperter. Centret omfatter også hotel, restaurant, barer og wellness med spa, hvor såvel topatleter, talenter som motionister kan slappe af efter træning. Nadal bor fortsat sammen med sin familie i Manacor og han inviterer ofte unge tennis-talenter, både fra Spanien og andre lande, til træningslejre på sportscentret. Blandt disse er den kun 19-årige Carlos Alcaraz, som for få uger siden vandt US Open og som pt. er nr. 1 på verdensranglisten – lige foran forbilledet: Rafael Nadal.

Livet og sportskarrieren inkluderer alt

Når livet og sportskarrierens ”regnskab” skal opgøres er det essentielt at alt inkluderes: Sejre og nederlag, tab og gevinster, glæder og skuffelser, flid og dovenskab, fornuft og følelser, livslange venskaber og overfladiske bekendtskaber og meget, meget andet. For få dage siden viste to af verdens mest professionelle og rigeste topatleter – Roger Federer og Rafael Nadal – med et emotionelt håndtryk i et kort øjeblik at (elite)sport kan føre til en af livets største og stærkeste kvaliteter: Et livslangt venskab.

Kilder:

Roger Federer’s website: https://www.rogerfederer.com

Rafael Nadal’s website: https://rafaelnadal.com

Rafael Nadal Academy: https://www.rafanadalacademy.com

Af

For få uger siden mødte jeg tilfældigt ved en reception på DOKK1 i Aarhus én af ”sportsheltene” fra min barndom: Niels Fredborg. Jeg genkendte straks den nu 75-årige Fredborg og vi fik en god samtale om mange forskellige emner: Bankrådgivning, Saxild Strand – hvor både Niels og mine forældre havde sommerhus igennem en årrække – forskellen på at bo i København og Aarhus, golf og så naturligvis oplevelserne på Aarhus Cyklebane i 1960’erne og 1970’erne, hvor Sprint Grand Prix med deltagelse af bl.a. den elegante franskmand Daniel Morelon og den ”russiske bjørn” Omari Phakadze samt DM-finalerne i sprint og 1.00o meter på tid mellem den fynske politibetjent Peder Pedersen og Niels Fredborg tiltrak mere med 10.000 tilskuere. Det var disse oplevelser, som gjorde Niels Fredborg til én af Danmarks bedste baneryttere igennem tiderne. Og som motiverede en 12-årig knægt til at deltage i ”De Unges Cykelløb” rundt om Brabrand-søen samt tilbringe masser af aftener ved rækværket på Aarhus Cyklebane.

Niels Fredborg – Olympisk mester og tredobbelt verdensmester

Niels Fredborg begyndte at køre løb på Aarhus Cyklebane i 1962, hvor han som 16-årig vandt det første danske mesterskab i sprint. Frem til karrieren som professionel banerytter sluttede i 1980 vandt han i alt 27 danske mesterskaber, deltog ved 4 olympiske lege (1964, 1968, 1972 og 1976) og blev tredoblet verdensmester (1967, 1968 og 1970) i favoritdisciplinen 1.000 meter på tid. Det var også i favoritdisciplinen at Fredborg vandt 3 olympiske medaljer: Sølv i 1968, guld i 1972 og bronze i 1976. Især OL-guldet i München, som jeg fulgte klinet til familiens nye farvefjernsyn, står stadig i dag knivskarpt i mine erindringer. Fredborg var efter OL-sølvmedaljen fire år tidligere i Mexico City blandt favoritterne til OL-guldet i München. Og efter de 30 ryttere havde gennemført tidskørslen stod det klart at 25-årige aarhusianer havde hurtigste tid – 1:06.44. Danny Clark fra Australien (1:06.87) vandt sølv og Jürgen Schütze fra DDR (1:07.02) tog sig af bronzemedaljen. Det skulle senere vise sig at Fredborg’s guldmedalje blev Danmarks eneste medalje ved legene i 1972. OL’s nationskonkurrencen blev vundet af Sovjetunionen med ikke færre end 50 guldmedaljer foran USA og DDR – eller Østtyskland (1949-1990) – den kommunistiske stat, som målrettet og strategisk anvendte elitesport som politisk propaganda via videnskabelige træningsmetoder og systematisk doping.

OL 1972 – De ”muntre” lege og arven fra Berlin ’36

Europa var fra slutningen af 1940’erne og frem til slutningen af 1980’erne som konsekvens af Nazitysklands sammenbrud i 2. verdenskrig opdelt i to interessesfære: Øst med Warszawapagten og Vest med Nato som militære alliancer og især etableringen af Berlinmuren i 1961 som en ”antifascistisk beskyttelsesmur” skærpede for alvor Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA som militære stormagter. Oprustningen af atomvåben hos de to supermagter eskalerede igennem 1960’erne og flere gange truede en atomkrig. Den Kolde Krig foregik ikke alene via militær oprustning, men også ved internationale sportsevents som OL. De ”muntre” lege – som OL i München blev kaldt – var for Vesttyskland en kærkommen lejlighed til at vise resten af verden at nationen havde rejst sig – demokratisk, økonomisk og kulturelt – efter Hitlers nationalsocialistiske Tredje Rige, som bl.a. anvendte OL 1936 i Berlin til et af verdenshistoriens største propaganda-numre. Få dage efter Fredborgs triumf blev OL i München imidlertid ramt af en frygtelig tragedie, som påvirkede hele verden. Og som satte ekstra fokus på en konflikt, som også var en konsekvens af Nazitysklands systematisk folkemord på 5-6 millioner jøder i perioden 1933-1945.

Connolly Strasse 31 – Dødens venteværelse    

Tidligt om morgenen den 5. september 1972 brød otte medlemmer af den palæstinensiske gruppe ”Sorte September” – en fraktion af den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) – ind i den olympiske by, dræbte to israelske atleter og tog ni andre israelske atleter som gidsler. Terrorgruppen krævede løsladelse af 236 palæstinensere, der var tilbageholdt i Israel samt frigivelse af de to tyske Rote Armee Fraktion-terrorister Andreas Baader og Ulrike Meinhof. Israelerne afviste totalt at forhandle med terroristerne og bad i stedet den tyske regering om tilladelse til at sende en specialstyrke til München, men dette forslag blev afslået af den tyske regering.  Jeg husker stadig i dag tydeligt ”live-billederne” fra Connolly Strasse 31, som blev udsendt til mere end 900 millioner seere på hele kloden. OL i München var nemlig første gang at legenes konkurrencer blev sendt som direkte tv. De efterfølgende 21 timer ventede hele verden med intens spænding på terroristerne, politifolkene og politikernes handlinger i og uden for den olympiske by. Forhandlingerne endte uden resultat, hvorefter terroristerne og gidslerne blev transporteret til Fürstenfeldbruck lufthavn med henblik på at blive fløjet til et land i Mellemøsten. Befrielsesaktionen som tysk politi iværksatte i lufthavnen blev en total fiasko, idet alle ni israelske gidsel blev dræbt af terroristerne. Det lykkes tysk politi at dræbe fem af terroristerne, mens tre blev fanget i live. Få dage efter tragedien i München valgte den israelske premierminister Golda Meir med assistance af det israelske luftvåben at angribe PLO-militæranlæg og civile palæstinensere i Syrien og Libanon som hævn for terrorangrebet i München. Og samtidig forsikrede premierministeren at den israelske sikkerhedstjeneste fremover ville dræbe alle ”Sorte September-terrorister” – uanset hvor i verden de befandt sig.

“The show must go on” – men alt er (u)forandret

Terrorangrebet var indtruffet på det værst tænkelige tidspunkt og det værst tænkelige sted – under verdens største ”folkefest” i München, som i slutningen af 1920’ og igennem 1930’erne var Hitlers foretrukne ”hjemby”. Den Internationale Olympiske Komité skulle lynhurtigt træffe beslutninger med vidtgående konsekvenser. I løbet af tirsdag den 5. september 1972 blev flere og flere OL-konkurrencer aflyst og legene blev efter fiaskoen på Fürstenfeldbruck lufthavn suspenderet i 34 timer – hele verden ventede i spænding. IOC besluttede at afholde en mindeceremoni for ofrene, hvor IOC-præsidenten udtalte de berømte ord: ”The show must go on” – resten af OL-konkurrencerne blev afviklet i de efterfølgende dage, men alt var (u)forandret.

Konflikten mellem Israel og Palæstina, som kan henføres til flere århundreders stridigheder mellem jøder og arabere om ”helligt land”, er fortsat uløst. Antallet af terroraktioner med rødder i konflikterne mellem jøder og arabere og mellem muslimer og kristne er ekspanderet i de seneste tiår. Og så har Aarhus Kommune netop besluttet at fjerne Aarhus Cyklebane fra landkortet – kun ganske få jubeloptimister har nu håbet om og troen på en ny indendørs cykelbane i landets næststørste by. Også selv om Danmark har vundet OL-medaljer i banecykling ved de seneste 4 olympiske lege.

 

Kilder:

P.O. Enquist: Katedralen i München (Samleren, 1972)

Simon Reeve: One Day in September: The Full Story of the 1972 Munich Massacre and the Israeli Revenge Operation “Wrath of God” (Arcade Publishing, 2001)

Kay Schiller & Chris Young: The 1972 Munich Olympics and the Making of Modern Germany (University of California Press, 2010)

David Clay Large: Munich 1972: Tragedy, Terror, and Triump at the Olympic Games (Rowman & Littlefield, 2012).

Af

FIFA World Cup Qatar 2022, der afholdes om få måneder i den enevældige emir-stat, er det foreløbige ”højdepunkt” for autoritære staters anvendelse af internationale sportsevents som politisk redskab. ”Sportswashing” kaldes fænomenet af journalister, forskere og politikere – i og uden for sporten – men der findes ingen officiel anerkendt definition af fænomenet. Amnesty International beskriver ”sportswashing” som udtryk for ” … at sport anvendes af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse – både nationalt og internationalt. Sportswashing er bl.a. når sport bliver brugt som PR og propaganda af stater, der er kendt for systematisk og alvorlig undertrykkelse af menneskerettigheder samt at fjerne fokus for alvorlige sociale problemer og krænkelser af demokratiske rettigheder”.

”Soft power” er et mere præcist begreb end ”sportswashing”

Det er mere præcist at anvende begrebet ”soft power” i stedet for ”sportswashing”, idet det ikke kun er autoritære stater som Kina, Rusland, Saudi Arabien eller Qatar som anvender megaevents som OL, VM, Formel 1, golf- og tennisturneringer som politiske redskaber, både internt i forhold til staternes egne befolkninger og eksternt i forhold til verdenssamfundet. Også demokratiske nationer som Tyskland (FIFA World Cup 2006), United Kingdom (OL 2012) og Frankrig (Tour de France) har anvendt sportens megaevents til iscenesatte fortællinger om disse nationers fortrin, kvaliteter og bidrag til verdenssamfundet.

”Soft power” skaber nye og stærke netværk og alliancer

Teorien om ”soft power” blev udviklet af politologen Joseph Nye, der betoner at magt og magtrelationer mellem nationer ikke alene består af traditionelle faktorer som militær eller økonomisk magt (”hard power”). ”Soft power” anvendes til at få, hvad man ønsker, gennem tiltrækning og overtalelse for hermed at opnå anerkendelse af en nations kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Joseph Nye understreger samtidig, at en nation opnår størst indflydelse ved at kombinere ”hard power” og ”soft power” i en samlet strategi, som han kalder ”smart power”. Teorien om ”soft power” kan i høj grad forklare hvorfor stater – især autoritære – ”investerer” gigantiske summer i sportens megaevents for bl.a. at skabe nye og stærke diplomatiske netværk og alliancer.

”Soft power” som politisk redskab er ikke et nyt fænomen

På Play the Game’s 25 års jubilæumskonference (juni 2022) var ”sportswashing” eller staters brug af ”soft power” ét af hovedtemaerne. Professor Jules Boykoff fra Pacific University (USA) fremhævede at fænomenet har en lang historie med OL 1936 i Berlin som ét af de mest markante eksempler. Hitlers Nazi-Tyskland anvendte bevidst og strategisk de olympiske lege til at en propagandistisk selvfremstilling af Det Tredje Rige: En iscenesat fest, hvor værtsnationen præsenterede sig som en fredelig og arbejdsom nation overfor verdenssamfundet. Kun tre år senere brast denne illusion totalt og satte hele Europa og store dele af Asien i brand.

USA og Sovjetunionen: ”Soft power” under den kolde krig

Fænomenets historiske dimension er også fremhævet af senioranalytiker Stanis Elsborg fra Play the Game i artiklen: “Sporten er en yndet arena for budskaber”. Elsborg betoner bl.a. at den kolde krig mellem supermagterne – USA og Sovjetunionen – fra slutningen af 1940’erne til Sovjetunionens sammenbrud i starten af 1990’erne ikke kun var et militært våbenkapløb (”hard power”). Den kolde krig – eller kapløbet mellem de to supermagter – blev også udkæmpet på sportens arenaer – ikke mindst i forbindelse med de olympiske lege. De to supermagter anvendte i vid udstrækning ”soft power” for at overbevise verdens øvrige nationer – og ikke mindst henholdsvis de vestligt orienterede nationer i Europa og østblok-nationerne – om, at man stod for det mest attraktive samfundssystem, der også kunne producere de bedste atleter. USA og Sovjetunionen anvendte bl.a. åbningsceremonien ved deres værtskab for henholdsvis OL 1980 i Moskva – hvor bl.a. USA ikke deltog – og OL 1984 i Los Angeles – hvor bl.a. Sovjetunionen og de fleste lande fra Østeuropa ikke deltog – til at fremvise rumpolitiske ambitioner. Kampen mellem de to ”systemer” skulle således ikke ”kun” foregå gennem militær kapacitet og på sportsarenaerne – men også i rummet via moderne teknologi.

Kina: En ny supermagt, både inden for sport og rumfart

I de seneste to årtier har en ny supermagt – Kina – for alvor vist sig frem i international sport og rumfart. Den kinesiske præsident Xi Jinping har sin egen ”rumdrøm” og er overbevist om at vejen til verdensherredømmet går gennem rummet. Kina har store rumpolitiske ambitioner, hvilket bl.a. indebærer ideen om at bygge en base på månen og en bemandet mission til Mars. Dette budskab blev kommunikeret åbenlyst ved åbningsceremonien af OL 2008 i Bejing samt af maskotten for vinter-OL 2022: En panda udklædt som astronaut. Stærkere symbolværdi kan ikke sendes til alle børn og unge i verdens folkerigeste nation.

Qatar: Storbruger af ”soft power” i forbindelse med sportens megaevents

Efter årtusindskiftet har især Kina (OL 2008 og vinter-OL 2022), Rusland (vinter-OL 2014 og FIFA World Cup 2018) og Qatar anvendt ”blød magt” som politisk strategi – med større eller mindre succes. Qatar har systematisk og strategisk anvendt sportens megaevents til at skaffe sig politisk goodwill og ikke mindst udvikle kommercielle netværk inden for den globale sportsindustri. Blandt de største internationale sportsevents, som er afviklet i Qatar, kan nævnes Asian Games (2006), VM i håndbold (2015), VM i cykling (2016) og VM i atletik (2019). FIFA World Cup 2022 er det næste udstillingsvindue, men ”kronjuvelen” for Qatar vil helt sikkert være at få tildelt værtskabet for OL i 2036. Qatar fik tildelt værtskabet for FIFA World Cup 2022, hvilket har skabt en intens debat om forholdet mellem sport, politik og menneskerettigheder, især to årsager. For det første beviserne for, at der var korruption i FIFA under tildelingen af World Cup-værtskaberne for 2018 og 2022. For det andet internationale organisationer – som f.eks. Amnesty International, Human Rights Watch og Sport for Rights – samt journalisters afdækning af Qatars problemer med at overholde basale menneskerettigheder, særligt i forhold til de mange migrantarbejdere, der er siden 2010 for bygget stadions, hoteller og infrastruktur for at være klar til at modtage fans fra hele verden, når FIFA World Cup Qatar 2022 fløjtes i gang den 21. november 2022.

 

Litteratur om ”soft power” og international sport:

Joseph Nye: “Soft Power: The Means to Success in World Politics” (2004)

Jules Boykoff: “Power Games – A Political History of the Olympics (2016)

Stanis Elsborg: “Sporten er en yndet arena for budskaber” – https://www.idan.dk/nyheder/sporten-er-en-yndet-arena-for-politiske-budskaber/

Francios Colin, Hein Meurs, Jurryt van de Vooren & Teun Meurs: No More Qatar (2022).

Amnesty International: https://amnesty.dk/vores-arbejde/sport-og-menneskerettigheder/sportswashing

Af

”Angrebsspillere vinder kampe, men et stærkt forsvar vinder mesterskaber”. Sådan udtalte en af Italiens største trænerlegender – Arrigo Sacchi – efter at han i sommeren 1987 blev ansat som cheftræner i A.C. Milan. Indtil Sacchi blev ansat i A.C. Milan havde langt de fleste Serie A-klubber og det italienske landshold praktiseret ”Catenaccio-systemet” med en ”fri” forsvarsspiller – ”liberoen” – og 3-5 spillere, som mandsopdækkede modstandernes angrebsspillere, som oftest overalt på banen. Sacchi introducerede imidlertid et nyt forsvarssystem med zoneopdækning af 4 forsvarsspillere på linje og et højt boldpres, når modstanderholdet var boldbesiddende. Ligeledes betonede Sacchi at afstanden mellem ens forsvars- og angrebsspillere ikke bør være mere end 20-25 meter. Sacchi’s nye taktiske koncept med den ikoniske back-kæde – Franco Baresi, Alessandro Costacurta, Paolo Maldini og Mauro Tassotti – kombineret med A.C. Milans indkøb af den hollandske trio: Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Marco van Basten samt de italienske landsholdsspillere Carlo Ancelotti og Roberto Donadoni – skabte på kort tid et af verdens stærkeste klubhold nogensinde. AC Milan vandt i slutningen af 1980’erne og igennem 1990’erne 6 nationale mesterskaber og 3 Champions League-titler (1989, 1990 og 1994).

Sacchi’s forsvarssystem som inspiration for europæiske toptrænere

En række europæiske topklubber og -trænere, bl.a. Jose Mourinho (F.C. Porto, F.C. Inter og Chelsea F.C.), Peb Guordiola (F.C. Barcelona, Bayern München og Manchester City) og Jörgen Klopp (Borrusia Dortmund og Liverpool F.C.), har i høj grad været inspireret Arrigo Sacchi og A.C. Milans spilkoncept. Og i dag anvender stort set alle Serie A-klubber forsvarsformationer med 4 spillere på linje. Derudover er forsvarsspillernes individuelle tekniske færdigheder i dag på et særdeles højt niveau. Det gælder ikke mindst S.S.C. Napoli, som pt. fører Serie A med 32 point og som kun har indkasseret 4 mål i 12 kampe – 7 mål færre end A.C. Milan og 9 mål færre end F.C. Inter, som må anses for de største favoritter til det italienske mesterskab.

En ”frelser” bringer titler og stolthed til en fattig by

Società Sportiva Calcio Napoli (S.S.C. Napoli) blev stiftet i 1926 og klubben har siden tilbragt langt de flest sæsoner i Serie A. Klubben har altid været Syditaliens fodboldstolthed, idet det udelukkende har været S.S.C. Napoli, som været i stand til for alvor at udfordre topklubberne i Rom, Milano og Torino. Det var imidlertid først i 1962, at klubben vandt den første titel – Coppa Italia. Siden har klubben vundet den italienske pokalturnering hele 6 gange, senest i 2020. S.S.C. Napoli’s køb af superstjernen Diego Maradona fra F.C. Barcelona i sommeren 1984 for rekordbeløbet 80 mio. kr. ændrede imidlertid alt for napolitanerne. De to første sæsoner var en begrænset resultatmæssig succes for den lille argentiner og hans holdkammerater, men i sæsonen 1986-1987 vandt S.S.C. Napoli for første gang ”Il Scudetto” med bl.a. brasilianeren Careca og de italienske landsholdspillere Ferrara, Crippa, Carnevale og De Napoli på holdet. I sæsonen 1989-1990 genvandt S.S.C. Napoli det italienske mesterskab, mens det blev til to 2. pladser i 1987-1988 og 1988-1989. Også på den internationale fodboldscene strøg Maradona og hans holdkammerater helt til tops i UEFA-cuppen i 1989. I foråret 1991 blev Maradona testet positiv for doping, hvormed en lang og smertefuld nedtur, både sportsligt og økonomisk, begyndte for S.S.C. Napoli. I 2000 rykkede klubben ud af Serie A og kun tre sæsoner senere blev klubben erklæret konkurs med en gæld på 80 millioner euro og tvangsnedrykket til Serie C. På trods af at S.S.C. Napoli spillede Italiens tredje bedste fodboldrække tiltrak klubben alligevel et imponerende tilskuertal til deres hjemmekampe – ofte mere end 50.000 tilskuere. I sæsonen 2003-2004 havde S.S.C. Napoli – som serie C-klub – det tredjehøjeste tilskuergennemsnit i hele Italien efter F.C. Inter og A.C. Milan, men foran topklubber Juventus F.C., A.S. Roma og S.S. Lazio. Derudover har klubben også mange loyale fans udenfor Italien.

S.S.C. Napoli – Genfødsel og mesterskabsfavorit

En hurtig økonomisk rekonstruktion, der primært var finansieret af filminstruktøren Aurelio De Laurentiis og som i dag fortsat er hovedaktionær i klubben, bragte S.S.C. Napoli tilbage – først til Serie B i 2005-2006 og to år senere til Serie A. Og i det seneste tiår har klubben kontinuerligt været blandt Italiens bedste, bl.a. 4 gange (2012-2013, 2015-2016, 2017-2018 og 2018-2019) som vicemestre. Klubben har især profileret sig på et meget stærkt forsvar med Kalidou Koulibaly fra Senegal som den største profil og spildirigenten Lorenzo Insigne som den dominerende angrebspiller.

Italiens bedste forsvar vs. bedste angreb

På søndag skal S.S.C. Napoli på én af sæsonens allersværeste opgaver mod en anden mesterskabsfavorit – F.C. Inter fra Milano. Topopgøret er ikke kun en duel mellem Syditaliens fodboldstolthed og en af Norditaliens økonomisk stærkeste og sportsligt mest vindende klubber. Det er også et opgør mellem Serie A’s bedste forsvar – S.S.C. Napoli – mod ligaens bedste angreb – F.C. Inter – som i sæsonens første 12 kampe har scoret flest mål af alle Serie A-klubber – i alt 29. Jeg glæder mig til – sammen med mine gode kammerater Tino, Jørgen og Thorleif – at følge opgøret på Stadio Guiseppe Meazza i Milano. Det ligner på forhånd en kamp med meget få scoringer, men fodboldkampe uden scoringer kan faktisk (også) være både interessante og meget intense.

Du kan læse mere om italiensk fodbold og de to klubber her:

startside | Serie A Liga (legaseriea.it)

Hjem – SSC Napoli

Inter.it Home Page | Sito Ufficiale Inter | FC Internazionale Milano

Af

Badminton er en af de få sportsgrene, hvor Danmark kontinuerligt igennem årtier har været blandt verdens bedste nationer. Den unikke position blev bekræftet i sidste uge ved VM for mix-hold – Sudirman Cup – i Finland, hvor Danmark var eneste europæiske nation som spillede sig frem til kvartfinalen, hvor det blev til et nederlag på 2-3 mod de senere verdensmestre Kina.

Danmark er blandt VM-favoritterne

Positionen blandt verdens bedste nationer vil også blive bekræftet i næste uge, hvor Danmark spiller på VM for herrehold – Thomas Cup – og VM for kvindehold – Uber Cup – på hjemmebane i Aarhus. Kvindeholdet er seedet til en kvartfinale, men det bliver vanskeligt at nå dertil. Der er imidlertid flere yngre kvindelige spillere i dansk badminton med potentiale til internationalt topniveau, bl.a. Mia Blichfeldt, Line Christophersen og Alexandra Bøje, men niveauet blandt de kvindelige spillere er i disse år markant lavere end hos de mandlige topspillere, især i singlerne. Jeg tror nemlig at Danmark har rigtig gode chancer for vinde VM for herrehold – for kun anden gang i historien.

Danmark som eneste ikke-asiatisk vinder af Thomas Cup

Tidligere danske topspillere, som Jørn Skaarup, Finn Kobberø, Jørgen Hammergaard Hansen, Erland Korps og Svend Pri, opnåede allerede 1950’erne og 1960’erne imponerede internationale resultater, bl.a. ved All England-turneringen, som frem til det første officielle VM i 1977, blev betragtet som det uofficielle verdensmesterskab. Danmark spillede sig således frem til den første Thomas Cup-finale, som blev afholdt i 1948. Finalen mod Malaysia blev tabt med 1-8 og efterfølgende blev det til ikke mindre end 7 yderligere finalenederlag (1955, 1964, 1973, 1979, 1996, 2004 og 2006), før Danmark i 2016 for første gang vandt VM for herrehold efter finalesejr på 3-2 over Indonesien. Triumfen vakte forståeligt store jubelscener blandt spillere, trænere og ledere i dansk badminton, idet det var første gang en ikke-asiatisk nation vandt Thomas Cup.

Fire singler blandt verdens 20 bedste

Kun fem nationer har tidligere vundet Thomas Cup: Indonesien (13), Kina (10), Malaysia (5), Japan og Danmark. Og det bliver også blandt disse fem nationer vinderen af Thomas Cup 2021 skal findes. Kina og Malaysia har ikke fordums styrke, så mine finalefavoritter er Japan og Danmark med Indonesien som outsider. Det danske herrelandsholds største styrke er ubetinget 3 singler af verdensklasse: Viktor Axelsen, der har vundet både OL- og VM-guld, og de to århusianere: Anders Antonsen og Rasmus Gemke. Sidstnævnte har desværre har været skadet op til VM-turneringen, men så vil veteranen Hans Kristian Vittighus være en fuldgod erstatning som 3. single. De fire topspillere er pt. placeret som nr. 2, 3, 12 og 20 på verdensranglisten, hvilket ingen andre nationer kan matche. Også de to danske doubler, har højt internationalt niveau, men de fleste af doublerne fra de asiatiske topnationer har – desværre – et endnu højere niveau. Flere af de danske doublespillere har op til Thomas Cup været ramt af skader, så sammensætningen af doublerne afgøres formentlig først undervejs i VM-turneringen. Men hvad er egentlig forklaringen på at dansk badminton stadig kan udvikle verdensklassespillere blandt herrerne. Lad mig fremhæve tre forhold.

Badmintonhallen som unikt træningsmiljø

For det første har dansk badminton altid haft en stærk kultur og mange traditioner, som har udfoldet sig i de mere end 700 klubber, som udgør fundamentet for de internationale topresultater. Mange af klubberne råder over faciliteter specielt indrettet til badminton. Og så er badmintonhallerne som oftest til disposition 24 timer – 365 dage om året. Badmintonhaller, som f.eks. hallen i Godthåbsgade i centrum af Odense, hvor Viktor Axelsen har tilbragt masser af timer med træning og socialt klubliv eller hallen på Dyrehavevej i Aarhus, hvor barndomskammeraterne Antonsen og Gemke, har fået deres ”badminton-opdragelse”, har været optimale talentudviklingsmiljøer for rigtig mange ungdomsspillere. En af mine forklaringer på den aktuelle forskel på kvaliteten af kvindelige og mandlige elitespillere er at antallet af drenge under 18 år, som er klubspillere er markant højere end antallet af piger, nemlig 23.692 vs. 11.162. Flere piger skal simpelthen tiltrækkes – og ikke mindst fastholdes som juniorer – i den fascinerende sportsgren, såfremt Danmark igen skal udvikle kvindelige spillere som kan vinde VM-medaljer.

Elitetræneruddannelse i verdensklasse   

For det andet har kvaliteten af trænere i dansk badminton, både på klub-, distrikts- og forbundsniveau – i forhold til mange andre sportsgrene i Danmark – altid været meget højt. Uddannelse af børne- og ungdomstrænere samt involvering af tidligere topspillere som trænere er helt afgørende for udvikling af spillernes kompetencer. Som et af de seneste initiativer har Badminton Danmark med sportschef Jens Meibom i spidsen netop udbudt en ny elitetræneruddannelse, hvor kursister skal indgå i træningen af landsholdsspillere på det Nationale Elite Træningscenter (NETC) og hvor hver kursist vil få en af de eksisterende landstrænere som mentor. Derudover skal kursisterne deltage ved internationale turneringer i Europa og Asien, bl.a. for at få kompetencer til at udvikle spillere til internationalt topniveau.

NETC – kontinuitet og rollemodeller

For det tredje etablerede Badminton Danmark allerede tilbage i slutningen af 1980’erne det Nationalt Elite Træningscenter i Brøndbyhallen, hvor daglig træning kombineret med styrketræning, kostvejledning, mental træning, forebyggelse og behandling af skader har været til gensidig glæde og gavn for alle. Træningsmiljøet og -kulturen har været – og er fortsat – helt unik med rollemodeller som Morten Frost, Poul Erik Høyer, Kirsten Larsen, Peter Gade, Camilla Martin, Tine Baun, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Joackim Fischer, Jan Ø. Jørgensen, Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen og mange, mange andre. Det er både trist og særdeles bekymrende, såfremt danske topspillere fravælger NETC som dagligt træningsmiljø. Af den årsag håber jeg også at Viktor Axelsen – hellere i dag end i morgen – ”vender hjem” fra Qatar og bidrager til videreudvikling af nye talenter med internationalt potentiale.

Jeg glæder mig til at følge kvartfinaler, semifinaler og finale ved Thomas og Uber Cup i Ceres Arena i næste weekend. Det er absolut ikke hverdagskost at badminton i verdensklasse kan opleves ”live” kun få hundrede meter ens bopæl. Og så venter der måske en ny dansk VM-triumf for enden af Stadion Allé.

Du kan læse mere om dansk og international badminton her:

Forside (badminton.dk)

BWF Fansite (bwfbadminton.com)

Af

Vidste du at europæiske fodboldklubber som FC Barcelona, Manchester United og Paris Saint-Germain har mere end fordoblet deres økonomiske omsætning igennem de seneste ti år, således at deres årlige omsætning i dag udgør 6-8 mia. kr. … pr. klub. Vidste du at den spanske topklub Real Madrid og den multinationale tech-gigant Microsoft har indgået et strategisk samarbejde, hvor de to selskaber gensidigt har direkte data-adgang til 450 mio. fans fra forskellige kulturer, kontinenter og tidszoner. Vidste du at megastjernen Christiano Ronaldo (CR7) har 148 millioner følgere på Facebook eller næsten dobbelt så mange som verdens to største sportsudstyr-giganter: Adidas (38 mio.) og Nike (34 mio.) har … tilsammen.

Ny bog udfylder stort hul i dansk idrætsforskning og -undervisning

Disse faktuelle oplysninger kan du få i bogen ”Sportsmanagement – Ledelse og kommercialisering i sportsbranchen” (Hans Reitzels Forlag, 2021), som netop er udkommet. Bogen er den første grundbog på dansk og den udfylder på meget kompetent vis et stort hul inden for dansk idrætsforskning og -undervisning. Bogen bør efter min opfattelse fremover være obligatorisk pensum for alle studerende på bachelor- og kandidatuddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, som beskæftiger sig med sportsbranchen. Men bogen kan også give bestyrelsesmedlemmer, direktører, ledere, atleter, sponsorer og journalister nyttig og relevant indsigt i og værktøjer til at (videre)udvikle deres klubber, forbund, organisationer, virksomheder og medier.

Eksemplarisk samspil mellem faglig viden og konkrete cases

Bogen er redigeret af ph.d. og lektor ved University College Nordjylland Kenneth Cortsen, cand.mag. com. og kommunikationsmedarbejder i Spillerforeningen Michael Hehr og ph.d. og ekstern lektor ved Aalborg Universitet Renate Nielsen. Derudover har danske og internationale forskere, eksperter og praktikere bidraget med en række spændende cases, som understøtter, udbygger og perspektiverer bogens teorier, modeller og fakta om sportsmarketing, sportsmanagement og sportsøkonomi. Samspillet mellem bogens forskningsbaseret viden, teoretiske modeller og konkrete cases, både fra Danmark og udlandet, er eksemplarisk. Ligeledes er spændvidden, både i forhold til sportsgrene, kulturer og lande, imponerende.

Et nyt mediebillede med den “globale forbruger” i centrum

Bogen indeholder tre hoveddele efter en introduktion til sportsbranchen, hvor forfatterne bl.a. fremhæver at ” … sportens rolle i samfundet har udviklet sig eksplosivt i løbet af de seneste årtier. Forening er blevet til forretning, og den tid, hvor sport udelukkende handlede om det, der foregik på banen, er for længst passé” og videre ” … konkurrencen foregår ikke alene på banen, hvor klubber nationalt og internationalt konkurrerer på det sportslige parameter, men også udenfor banen, hvor discipliner indenfor bl.a. sportsmarketing, sportsmanagement og sportsøkonomi har afgørende effekt for forbund, ligaer, klubber eller enkelte udøveres konkurrenceevne – for slet ikke at tale om den omkransende industri, som tæller alt fra agent- og bettingfirmaer til udstyrsproducenter og sportsturismeaktører. Branchens fokus er fortsat på klassiske områder som ledelse og branding, men markedets foranderlige mekanismer har også den effekt at nye discipliner kræver sportsorganisationernes opmærksomhed. Det er innovationsledelse, krisekommunikation og sociale medier eksempler på. Markedets udvikling skyldes ikke mindst interaktionen mellem brancherettet innovation og forbrugernes nye behov. Det fragmenterede mediebillede, der tilbyder flere og flere kommunikationsplatforme, efterlader forbrugerne i en privilegeret situation. I det nye medielandskab er det nemlig muligt at følge og komme helt tæt på udøvere over hele kloden og fra steder, hvor vi ellers tidligere har været forment adgang. Og det hele endda få klik med pegefingeren væk”.

Sportsbranchen har mange forskellige dimensioner og perspektiver

Første hoveddel sætter fokus på temaer og cases inden for sportsmarketing som f.eks. branding, sport som PR-redskab, sponsorater, CSR i sportsmarketing, krisekommunikation og exitstrategier, datadrevet marketing, game entertainment, events og sociale medier. Anden hoveddel omhandler sportsmanagement, bl.a. temaer og cases om ledelse og lederskab, organisationskultur og sportsledelse, talent management, venue management, leading innovation og ledelse af frivillige.  Tredje hoveddel indeholder temaer og cases i relation til sportsøkonomi, herunder udbud og efterspørgsel på sportsmarkedet, værdiansættelser, økonomiske rammebetingelser, medier, tv-rettigheder, strategiske analyser og økonomiske sammenhænge samt indtjeningsevne og fordeling af indtægtsstrømme.

Kollision mellem de frie markedskræfters logik og sportens “indre logik”

Sportsbranchen er yderst kompleks med mange forskellige aktører, både lokale, nationale og globale. Et af bogens vigtigste budskaber er efter min opfattelse af målsætning, retning, indhold og form inden for sport rammesættes globalt med udgangspunkt i de frie markedskræfters logik: De rige bli’r rigere og de fattige bli’r fattige. Det betyder kort og forenklet sagt at økonomisk ulighed, både imellem og indenfor de enkelte sportsgrene, bli’r større og større. Og de frie markedskræfters logik kræver også at udviklingen sker hurtigere og hurtigere. De frie markedskræfters logik kolliderer hermed også med sportens ”indre logik” med fokus på ”lige og fair konkurrence”. En kollision, som er beskrevet og diskuteret i bogen, men uden præcise svar og holdninger fra forfatternes side. En af de mange konsekvenser af de frie markedskræfters logik er at fodbold i dag udgør mere end 80 % af sportsbranchens samlede økonomi i Europa, at mere end halvdelen af Danmarks bedste fodboldklubber i dag er ejet af udenlandske kapitalfonde og investorer og at danske superligaklubber ”scouter” drenge på 8-10 år til at spille for netop deres klub. Den globale, kommercielle udvikling har altså en række markante direkte effekter på såvel udvikling, struktur som indhold af børne- og ungdomsfodbolden i Danmark. Sportsbranchens kommercialisering og professionalisering presser og udfordrer ikke kun DBU, Divisionsforeningen og Superligaklubberne, men også de lokale fodboldklubber i Bøvlingbjerg, Brobyværk og Bjæverskov. På længere sigt vil denne udvikling, som for alvor har fået fart i de seneste to årtier, efter min opfattelse medfører en række meget negative følgevirkninger i forhold til f.eks. offentlige tilskud til idræt, frivillige trænere og ledere, forpligtende fællesskaber og demokrati, som er kerneværdier for dansk idrætskultur. Bogens forfattere skal imidlertid roses for at italesætte sportens – og ikke kun fodboldens – allerstørste udfordring: Pengenes magt.

Bog med passion til og kærlighed for sport

Forfatterne bør også roses og anerkendes for kompetent anvendelse af noter, en særdeles omfattende litteraturliste og et nyttigt register. Disse tre elementer er langt fra altid en selvfølge, heller ikke ved udgivelse af akademiske artikler og lærebøger. Bogen kan varmt anbefales til alle, som har passion til og kærlighed for sport – ligesom bogens tre redaktører og de mange formidlere af bogens cases.

Af

”Det er fortællingen om, at de rigtige omstændigheder og de rigtige personer på det rigtige sted kan skabe blivende resultater”. Således skriver én af de 37 bidragsydere – professor og forskningsleder Jan Hartvigsen – i jubilæumsbogen: ”Fra Legemsøvelser til Idræt og Biomekanik – 50 år med kroppen i bevægelse” (Syddansk Universitetsforlag, 2021), som netop er udgivet. Denne sætning rammer meget præcist Institut for Idræt og Biomekaniks virke igennem de seneste fem årtier. Jubilæumsbogen, som er redigeret af historikeren Jørn Hansen, beskriver og diskuterer både omstændighederne, personerne, stederne og resultaterne: Fra pionertiden med 14 studerende og 5 fastansatte medarbejdere i 1970 til i dag, hvor mere end 1.200 studerende og 180 medarbejdere er tilknyttet bachelor- og kandidatuddannelserne i idræt, klinisk biomekanik og fysioterapi ved Syddansk Universitet. Og lad det være sagt med det samme: Jubilæumsbogen er et ”must” – ikke kun for tidligere og nuværende studerende og medarbejdere, men for alle som ønsker at få over- og indblik i uddannelse, forskning, formidling og innovation inden for et tværvidenskabeligt felt.

Uddannelse og forskning med fler- og tværfaglige perspektiver

Bogen indeholder fire hoveddele. Første del beskriver de lange linjer i instituttets historie, som kobles sammen med såvel samfundsudvikling, uddannelses- som sundhedspolitik. De to første artikler er forfattet af Jørn Hansen (institutleder 1993-1999) og Jørgen Povlsen (institutleder 2000-2021), som begge fremhæver instituttets interesse for forskning i og udvikling af uddannelser med fler- og tværfaglige perspektiver. Ligeledes betoner de to forfattere instituttets evne, mod og vilje til at igangsætte og udvikle uddannelser og forskning, både nationalt og internationalt, med andre uddannelses- og forskningsinstitutioner, offentlige myndigheder samt private virksomheder og fonde. Derudover har instituttet altid sat formidling, vidensdeling, netværk og involvering af borgere, skoler, kommuner, regioner, foreninger og organisationer i centrum. På den måde har instituttets ledelse, medarbejdere og studerende ofte bidraget med forskningsresultater og praksisaktiviteter, som kan forbedre børn, unge, voksne og ældres sundhed, trivsel og livskvalitet.

Uddannelse og forskning er andet og mere end New Public Management

Anden del består af 9 personlige fortællinger fra Idræt for Idræt og Biomekaniks historie. Fortællingerne sætter fokus på særlige brudflader, bl.a. det første år hvor Odense Universitet overhalede Aarhus Universitet indenom i “kampen” om en idrætsuddannelse udenfor København. Også de første tværfaglige forskningsprojekter i 1980’erne, som var stærkt medvirkende til et mere mangfoldigt idrætsbillede, både i Danmark og internationalt, er spændende læsning. Et af bogens mest interessante bidrag er skrevet af Kurt Lüders – én af instituttets mest kompetente undervisere og forskere i praktisk-pædagogiske fag. Lüders beskriver og diskuterer med humor og ildhu omfanget af timetal og prioritering af faglige ressourcer mellem idrætsfaget tre ”kerneområder”: Biologiske-medicinske fag (fysiologi, anatomi, biomekanik etc.), Humanistisk-samfundsvidenskabelige fag (historie, sociologi, psykologi, økonomi etc.) og Praktiske-pædagogisk fag (didaktik, pædagogik, svømning, vandaktiviteter, læring i vand etc.). Nogle af svarene på de meget hyppige ændringer af studieordninger i faget idræt, herunder en markant lavere prioritering af de praktiske-pædagogisk fag, findes naturligvis i nye visioner, nye forskningsresultater og nye læringsformer. Men den vigtigste forklaring på denne udvikling er efter min opfattelse ”New public management” (NPM) med bl.a. taxametre for studieoptagelse og -gennemførsel, ”objektive” akkrediteringer, udviklingskontrakter med en høj grad med ekstern finansiering af forskning, som i de seneste tiår har ”gennemsyret” alle uddannelses- og forskningsinstitutioner. NPM er helt sikkert et effektivt styringsredskab for offentlige myndigheder og ikke mindst Finansministeriet, men værdien af NPM i forhold til at fremme og udvikle god kvalitet af uddannelse og forskning på elitært niveau er efter min opfattelse yderst tvivlsomt.

Stærke faglige og sociale fællesskaber

Tredje del tilhører ”stemmer” fra studietiden, hvor 12 tidligere studerende fra henh. bifags-, bachelor- og kandidatuddannelsen i idræt, kandidatuddannelsen i biomekanik og kandidatuddannelsen i fysioterapi med en blanding af anekdoter, minder, oplevelser og efterrationaliseringer kigger i ”bakspejlet”. Fællesnævneren for indlæggene er oplevelsen af stærke faglige og sociale fællesskaber på Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. Der har naturligvis været både opture og nedture igennem instituttets levetid, men der har også altid har været visioner, mod, energi og vilje – også til at tænke anderledes og eventuelt fejle. Personligt tænker jeg ofte på perioden i slutningen af 1980’erne, hvor lægeuddannelsen ved Odense Universitet var meget tæt på en lukning. En lukning, som helt sikkert også ville have sat Institut for Legemsøvelser, under et voldsomt pres. Overlæge og professor Mogens Hørder, der var dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, satte sig imidlertid i spidsen for en ny profil for lægeuddannelsen i Danmark, hvilket afværgede katastrofen. Hørder, som er en af de mest visionære og fagligt kompetente ledere som jeg har samarbejdet med, kunne også se åbenlyse sammenhænge og potentialer mellem idræt og sundhed. Det var i meget høj grad Mogens Hørders visioner og fortjeneste at både forskning og uddannelse i klinisk biomekanik og fysioterapi efterfølgende blev en integreret del af Institut for Idræt og Biomekanik. Og hermed også et af verdens stærkeste forskningsmiljøer inden for idræt, forebyggelse og sundhedsfremme.

Forskning skal være til glæde og gavn for mennesker, grupper og samfundet

Fjerde del er netop en præstation af forskningsenhederne og -centrene ved Institut for Idræt og Biomekanik. De enkelte artikler, som er forfattet af forsknings- og centerlederne, beskriver både baggrund, indhold, samarbejdspartnere og fremtidsperspektiver for de enkelte enheder og centre. Det er glædeligt at både grundforskning og anvendt forskning har høj prioritet i instituttets forskningsstrategi. Og at der er plads til og brug for både erfarne og yngre forskere af begge køn ved de enkelte enheder og centre. Ligeledes er det også særdeles positivt at instituttets medarbejdere er bevidste om at formidle resultater fra forskning til relevante målgrupper, således at Institut for Idræt og Biomekanik også i de kommende år kan være til glæde og gavn for det enkelte menneske, sociale fællesskaber og samfundet som helhed.

Resultater skabes af personer – på de rigtige steder og tidspunkter

Tak for en fantastisk studietid (1981-1983), engagerede studerende, gode kollegaer og spændende samarbejdspartnere (1984-1994). Og ikke mindst et stort tillykke med resultaterne, skabt af de rigtige personer på det rigtige sted – Institut for Idræt og Biomekanik, SDU – igennem de seneste 50 år.

 

Bogen kan bestilles her: Idræt (universitypress.dk)

Af

De sidste medaljer ved de XXXII olympiske lege er fordelt og 11.326 atleter fra 206 nationer vender nu hjem med sejre, nederlag, tårer af glæde og skuffelse, nye venskaber, bristede drømme, tro på nye olympiske oplevelser om 3 år i Paris, en hverdag uden træning og konkurrencer og meget, meget mere. For de fem nordiske lande blev OL 2020 i Tokyo en sportslig succes, uanset om resultaterne opgøres efter antallet af guldmedaljer, det totale medaljetal eller top 8-placeringer, som er en god indikator for præstationsniveau hos atleter og hold i olympiske discipliner, hvor konkurrencetætheden er blevet mere og mere intens og hvor marginalerne mellem medaljevinderne og en placering som nr. 4 eller nr. 8 meget ofte er yderst beskeden.

Danmark vinder flest OL-medaljer

Danmark vandt – i lighed med OL 2012 og OL 2016 – fleste medaljer af de nordiske lande, nemlig 11 (3 guld, 4 sølv og 4 bronze) i 8 forskellige sportsgrene. Det var især meget positivt at Danmark vandt 3 guldmedaljer, hvilket kun i de seneste årtier er overgået ved OL 1996 i Atlanta, hvor det blev til 4 guldmedaljer. Foruden Viktor Axelsen (badminton) og Anne-Marie Rindom (sejlsport) var Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansens præstation i banecykling (parløb) efter min opfattelse OL’s danske højdepunkter. Den 36-årige Mørkøv, der vandt OL-sølv i 2008, viste sig frem som en verdens mest elegante baneryttere og 29-årige Norman Hansen har nu vundet medaljer ved de seneste tre OL i træk. Den stærke fynbo har nu chancen for om tre år at overgå roeren Eskild Ebbesen, der vandt 3 guld- og 2 bronzemedaljer ved 5 OL i træk. Danmark opnåede 135 top 8-placeringspoint ved OL 2020, hvilket er præcis samme antal som ved OL 2016, men 13 point færre end ved OL 2012 (148). Danmark havde atleter og hold placeret i top 8 i 10 forskellige sportsgrene.

Sverige vinder flere top-8 placeringspoint

Sverige blev placeret foran Danmark på IOC’s officielle rangliste med 3 guld- og 6 sølvmedaljer fordelt på 5 forskellige sportsgrene. Både Armand “Mondo” Duplantis’ guldmedalje i stangspring, Daniel Ståhl’s guldmedalje og Simon Pettersson sølvmedalje i diskoskast viste at Sverige fortsat kan udvikle verdensklasseatleter i OL’s fornemmeste sportsgren – atletik. Sverige var også meget tæt på OL-guld i kvindernes fodboldturnering, men 4 brændte straffespark blev særdeles kostbare for Sverige, som ligesom ved OL 2016 måtte ”nøjes med” en sølvmedalje. Samme karat af metal vandt svømmeren Sarah Sjöström, som nu har vundet i alt 4 OL-medaljer. Sverige opnåede 134 top-8 placeringspoint ved OL 2020, hvilket var 11 point flere ved OL 2012 (123) og 3 point flere end ved OL 2016 (131). Sverige havde – lighed med Danmark – atleter og hold placeret i top 8 i 10 forskellige sportsgrene.

Norge med relativt størst fremgang

Norge (nr. 20) blev placeret foran både Sverige (nr. 23) og Danmark (nr. 25) på IOC’s officielle rangliste på trods af ”kun” 8 medaljer (4 guld, 2 sølv og 2 bronze) i 6 forskellige sportsgrene. Årsagen til Norges placering i top-20 på IOC-ranglisten var hele 4 guldmedaljer: Karsten Warholm’s unikke præstation i 400 meter hæk, kun 20-årige Jakob Ingebrigtsen i 1.500 meter løb, Kristian Blummenfelt i triathlon samt Anders Mol og Christian Sørum i beach-volley. Blandt de positive norske overraskelser var også Eivind Henriksens sølvmedalje i hammerkast, mens det – i lighed med OL 2016 – ”kun” blev til bronzemedalje for Norges håndboldkvinder, som vandt OL-guld både i 2008 og 2012. De 4 guldmedaljer var også stærkt medvirkende til at Norge opnåede 84 top-8 placeringspoint – 38 point flere end ved OL 2012 (46) og ikke mindre end 54 point flere end ved OL 2016 (30). Norge havde atleter og hold placeret i top 8 i 8 forskellige sportsgrene. Det er yderst sjældent at en nation opnår så markant fremgang fra ét OL til det næste, som Norge har gjort ved OL 2020. Efter to meget skuffende sommer-OL i 2012 og 2016 er Norge altså ”tilbage på medaljesporet” og Norge med Olympiatoppen som tovholder vil helt sikkert udfordre både Sverige og Danmark endnu mere ved OL 2024 i Paris.

Finland og Island langt efter de tre øvrige

Finland vandt 2 bronzemedaljer ved OL 2020 i Tokyo, hvilket var én mere end ved OL 2016. Medaljerne blev vundet af svømmeren Matti Mattsson i 200 meter bryst og den 40-årige bokser Mira Potkonen, som også vandt bronzemedalje i Rio. Finland opnåede 31 top 8-placeringspoint ved OL 2020, hvilket var væsentligt bedre end OL 2016 (14). Finland havde atleter og hold placeret i top 8 i 6 forskellige sportsgrene. Island var repræsenteret af 4 atleter i atletik, skydning og svømning uden det blev til hverken medaljer eller top 8-placeringer.

Den nordiske velfærdsmodel er fundamentet – også for eliteidræt

Men hvad er årsagerne til at 25-årige Karsten Warholm vandt OL-guld og forbedrede verdensrekorden med 0,76 sek. på 400 meter hæk, at 27-årige Viktor Axelsen vandt OL-guld i badminton uden at afgive et eneste sæt og at 21-årige Armand ”Mondo” Duplantis vandt OL-guld i stangspring med imponerende 6,02 meter. Den væsentligste årsag er at de nordiske lande har skabt stærke velfærdsmodeller, som beundres og efterlignes, også af mennesker og nationer uden for Norden og Europa. Den nordiske velfærdsmodel er udgangspunktet for værdier, normer, strukturer og organisering af en række samfundsområder, herunder idræt. Og de nordiske lande rangerer højt på internationale ranglister over f.eks. økonomi, uddannelse, sundhed, infrastruktur og tillid til offentlige myndigheder og andre mennesker.

Et stærkt foreningsliv er altafgørende for talentudvikling

De bærende værdier i den nordiske velfærdsmodel er fællesskab og lighed, hvilket betyder at det offentlige (stat og kommuner) bruger relativt mange økonomiske ressourcer på at skabe gode rammer og vilkår for borgernes kultur- og fritidsliv. I den forbindelse har de nordiske lande udviklet et mangfoldigt og velfungerende foreningsliv inden for bl.a. idræt, hvor et stort antal frivillige trænere og ledere påtager sig en række opgaver til glæde og gavn for lokalsamfundets børn og unge. Et stærkt foreningsliv udgør det helt afgørende fundament for talent- og elitearbejdet i de enkelte sportsgrene og de enkelte lande i Norden.

Kun 4 nationer vandt flere OL-medaljer end Danmark blandt de mindre lande

Det mangfoldige netværk af foreninger med kompetente børne- og ungdomstrænere kombineret med høj materiel velstand og gode idrætsfaciliteter har været de væsentligste årsager til, at de nordiske lande igennem mere end et århundrede har været – og fortsat er – blandt de bedste sportsnationer i verden, ikke mindst i forhold til nationernes relativt beskedne indbyggertal. Ved OL 2020 var det kun New Zealand og Ungarn med 20 medaljer, Cuba med 15 medaljer og Schweiz med 13 medaljer, som vandt flere medaljer blandt de mindre lande med et indbyggertal under 10 mio. end Danmark.

Selvstændige eliteidrætsinstitutioner gør en forskel

En anden væsentlig forklaring på de nordiske lande succes i eliteidræt er etablering og udvikling af selvstændige institutioner som Olympiatoppen (Norge), Team Danmark (Danmark), Sveriges Olympiska Kommitté (Sverige) og High Performance Unit (Finland), som støtter atleter og trænere med ressourcer til innovation og forskning, organisation og ledelse, uddannelsesvejledning, ekspertydelser inden for fysisk træning, sportsmedicin og fysioterapi, sportspsykologi, ernæring og ikke mindst økonomi til deltagelse i træningslejre og internationale konkurrencer.

Norge, Sverige og Danmark blandt verdens 25 bedste nationer

Med placeringer som nr. 20, 23 og 25 på IOC’s officielle rangliste ved OL 2020 viste atleter og hold fra de nordiske lande tv-seere over hele verden at der er masser af verdensklasseatleter i Norge, Sverige og Danmark i mange forskellige sportsgrene. Om kun 6 måneder afholdes de XXIV olympiske vinterlege i Beijing. På forhånd ligner det en medaljefest for Norge, der har været verdens suverænt bedste vintersportsnation igennem det seneste tiår. Sverige vil formentlig være blandt de 6-8 mest vindende nationer, mens Finland også har flere medaljekandidater, bl.a. ishockey og langrend. Der er altså grund til fortsat optimisme for eliteidræt i Norden, især på grund af velfærdsmodeller med et stærkt foreningsliv, gode talentudviklingsmiljøer og velfungerende eliteidrætsinstitutioner.

Du kan finde resultater fra OL 2020 her:

Tokyo 2020 Olympic Games (olympics.com)

Yderligere information om vinter-OL 2022:

https://olympics.com/en/beijing-2022

Af

På søndag den 25. juli er det præcis 10 år siden at jeg havde én af mine største oplevelser som tilskuer ved en international sportsevent: 14’th World Aquatics Championships, som blev afholdt i millionbyen Shanghai. Stemningen blandt de 18.000 tilskuere – næsten alle kinesere – i Shanghai Oriental Sports Center var helt speciel inden finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Al sympati, både blandt tilskuerne og tv-seere over hele verden, var rettet mod den 26-årige Alexander Dale Oen fra Norge. Af én særlig årsag: En højreekstremistisk terrorist fra Oslo havde 3 dage før på kold og kynisk vis gennemført grufulde handlinger, som havde givet genlyd i hele verden. Et af verdens stærkeste demokratier – Norge – var blevet ramt i nationalsjælen, da 8 mennesker blev dræbt ved bombning af regeringsbygninger i Oslo og 69 unge på en sommerlejr brutalt blev skudt ned på Utøya af en fanatisk nynazist, der var drevet af frygt for fremmede.

Et unikt svømmetalent fra Vestlandet

Alexander Dale Oen var født og opvokset på øen Rong i Øygarden Kommune, som består af en række mindre øer i nærheden af Bergen. Sammen med sin 5 år ældre storebror Robin blev Alexander som 6-årig indmeldt i klubben Vestkantsvømmerne. Og hurtigt udviste han et usædvanligt stort talent for svømning, især disciplen brystsvømning. Han satte masser af nationale rekorder som junior og allerede som 17-årig vandt han det første nationale seniormesterskab i favoritdisciplinen 100 meter brystsvømning. Det internationale gennembrud for Dale Oen kom i 2005, hvor han opnåede en 7. plads ved VM på langbane i Montreal, Canada. I de efterfølgende år opnåede den unikke svømmer fra Vestlandet et stort antal titler ved internationale mesterskaber, både på kortbane (25 meter) og langbane (50 meter). Blandt højdepunkterne var OL 2008 i Beijing, hvor Dale Oen vandt Norges første OL-medalje nogensinde i svømning, kun besejret i finalen af den regerende olympiske mester Kosuke Kitajima fra Japan.

VM-guldet som blev dedikeret til de uskyldige ofre

Stilheden blandt tilskuerne i Shanghai Oriental Sports Center var momentan inden startskuddet til finalen i 100 meter brystsvømning for herrer. Og larmen var ekstrem under og efter løbet, hvor den suveræne nordmand satte alle konkurrenterne eftertrykkeligt på plads. Tiden 58.71 sekunder var personlig rekord for Dale Oen og mere end 7/10 sekund hurtigere end Fabio Scozzoli fra Italien (59.42) og Cameron van der Burgh (59.49) fra Sydafrika. Dale Oen havde til fulde levet op til både egne og alle andres forventninger. På den efterfølgende pressekonference dedikerede han guldmedaljen til ofrene fra Oslo og Utøya, deres nærmeste og hele det norske folk. Dagen efter den stærkt emotionelle oplevelse mødte jeg tilfældigt Alexander på hotellet i Shanghai, hvor det danske, norske og svenske svømmelandshold var indkvarteret. Det blev en kort – men meget mindeværdig – samtale med en yderst sympatisk og beskeden verdensklasseatlet.

Et uforståeligt hjerteinfarkt

Kun 9 måneder efter VM i Shanghai – den 30. april 2012 – blev Alexander Dale Oen og hans nærmeste ramt af en personlig tragedie og hele Norge blev igen ramt i nationalsjælen. Budskabet om Dale Oens død på et hotelværelse under en højdetræningslejr i Flagstaff, Arizona i USA var – præcis som terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya – uvirkelig og ufattelig: En veltrænet topatlet på 26 år dør ikke af hjertestop uden forudgående symptomer. To måneder efter det tragiske dødsfald udsendte Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund en pressemeddelelse om obduktionsrapporten, som blev offentliggjort i henhold til amerikansk lov. Rapporten viste at Alexander Dale Oen døde af et hjerteinfarkt som følge af en blodprop i en af de tre kransarterier. Rapporten viste også at Dale Oen havde betydelige åreforkalkninger og forandringer i hjertemuskulaturen med mindre infarkter få måneder før hans død. Endvidere konkluderede Olympiatoppens læge Ola Rønsen at der sandsynligvis var en sammenhæng mellem en skulderskade, som Dale Oen havde pådraget sig i starten af 2012, og dødsfaldet. På trods af udredninger af specialister i både Norge og USA i månederne forud dødsfaldet, var der ingen som havde fundet mistanke om en sammenhæng mellem skulderskaden og en mulig kransarterie-sygdom. De hyppigste årsager til kransarteriesygdomme er rygning, højt kolesteroltal i blodet, højt blodtryk, overvægt og inaktivitet. Alle risikofaktorer, som ikke er en del af en verdensklasseatlets hverdag.

Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter

Alexander Dale Oens pludselig og alt for tidlige død var naturligvis især et meget stort tab for hans nærmeste familie, venner og sportskammerater, både i og uden for Norge. For norsk eliteidræt var Dale Oen’s tragiske død få måneder før OL 2012 i London også et tab af Norges klart største olympiske medaljehåb. Alexanders største drøm var en olympisk guldmedalje i favoritdisciplinen 100 brystsvømning. Den blev i stedet vundet af en af Alexanders gode kammerater: Cameron van der Burgh fra Sydafrika, som satte verdensrekord i den olympiske finale med tiden 58.46 sekunder.

Minderne om svømmeren og mennesket Alexander Dale Oen er i dag stærkere end nogensinde før. Det skyldes især at hans familie med storebroren Robin i spidsen umiddelbart efter Alexanders død etablerede Dale Oen Stiftelsen, som tilbyder børn og unge fra 8 til 18 år aktiviteter og længerevarende ophold, hvor de får muligheder for at udfordre sig selv – både fysisk og mentalt – gennem brug af naturen. Stiftelsens motto er ”Vi gir ikke karakter, vi udvikler karakter”, hvilket er udtryk for at mestring og læring står i fokus for aktiviteterne. Stiftelsens aktiviteter retter sig primært mod børn og unge, som ofte har oplevet nederlag og skuffelser i det etablerede skole- og uddannelsessystem.

At leve – både i nuet og gennem minderne

Mandag den 26. juli 2021 svømmes finalen i 100 meter brystsvømning ved OL 2020 i Tokyo. Briten Adam Beaty, der er både regerende verdensmester og indehaver af verdensrekorden (56.88 sekunder), er storfavorit til OL-guldet. Jeg vil naturligvis følge svømmefinalerne på direkte tv og ønske alt det bedste for de danske OL-svømmere. Også Jeanette Ottesen, som sensationelt blev verdensmester i 2011 på 100 meter fri og nu deltager i hendes femte OL. Men jeg vil især sende mange tanker til Alexander Dale Oen, som vandt alle nordmænds hjerter og – også mit – for præcis 10 år siden i Shanghai Oriental Sports Center.

Du kan læse mere her:

Åsne Seierstad: En af os – En fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik (Gyldendal, 2013).

Pressemelding fra Olympiatoppen og Norges Svømmeforbund (13.6.2012) – Alexander Dale Oen døde av hjerteinfarkt som følge av kransarteriesykdom (olympiatoppen.no)

Dale Oen Stiftelsen – Dale Oen Stiftelsen – Vi gir ikke karakter, vi bygger karakter