micand57@gmail.com

Både Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark er meget afhængig af kvaliteten af de enkelte specialforbunds politiske og administrative ledelse. Uanset om det handler om medaljer til Danmark, talentudvikling, rekruttering af børn, frafald blandt unge, udvikling af nye aktiviteter eller gode faciliteter er et tæt og velfungerende samarbejde mellem de to organisationer og det enkelte forbund altafgørende for parternes succes eller fiasko.

Stor spændvidde blandt DIF’s forbund

Kulturen, opgaverne, indholdet og ressourcerne i DIF’s 62 specialforbund er meget forskellige – fra Moderne Femkamp Danmark med mindre end 100 medlemmer, 60.000 kr. i årlig omsætning og yderst beskeden omtale i lokale medier til Dansk Boldspil-Union (DBU) med 360.000 medlemmer, 300 mio. kr. i årlig omsætning og gigantisk medieeksponering. Kvaliteten af de enkelte forbunds ledelse er imidlertid efter min opfattelse og erfaring langtfra proportionel med forbundets medlemstal, økonomiske ressourcer, medieomtale eller andre parametre. Jeg har igennem flere årtier været både overrasket og forundret over hvorledes (mindre) forbund har opnået sportslig succes på internationalt niveau eller skabt masser af idrætsglæde og begejstring hos børn, unge eller ældre, mens (større) forbund har været præget af personlige magtkampe og spild af åbenlyse udviklingspotentialer. Kvaliteten af et specialforbunds ledelse kan efter min opfattelse vurderes ud fra følgende fire forhold.

Kontinuitet – mindst 4 og maksimum 10 år for bestyrelsesmedlemmer 

For det første skal der være kontinuitet i forbundets politiske og administrative ledelse. Alt for mange af DIF’s forbund er i disse år kendetegnede ved alt for hyppige udskiftninger af formænd, bestyrelsesmedlemmer og/eller direktører. Bestyrelsen er naturligvis demokratisk valgt på forbundets årsmøder og der findes ikke en facitliste for den optimale varighed af funktionsperioder, hverken for formænd/-kvinder, bestyrelsesmedlemmer eller direktører. Udskiftning af b-medlemmer bør ske løbende og det bør undgås at samtlige b-medlemmer forlader forbundets politiske ledelse på samme tidspunkt. Hyppige skift af den øverste administrative ledelse – direktør, generalsekretær, sports-, udviklings- eller kommunikationschef – bør også undgås, idet resultatet af dette er et markant videns- og erfaringstab for forbundet. En funktionsperiode for b-medlemmer og administrative ledere bør efter min mening være på mindst 4 år og højst 10 år.

Langsigtet strategi med ejerskab i bestyrelsen

For det andet skal forbundet arbejde ud fra en langsigtet strategi, som løbende drøftes og vedtages på forbundets årsmøde. Strategien med et tidsperspektiv på 3-5 år skal indeholde såvel en vision, konkrete målsætninger som beskrivelser af ressourcerne, som skal gøre strategiens implementering realistisk. Forbundets medlemmer og ansatte kan med fordel inddrages i udarbejdelse af strategien gennem høringer, indstillinger og udvalgsarbejde, men ”ejerskabet” for strategien bør altid være bestyrelsens. De fleste forbunds strategier er ofte alt for omfattende og upræcise, hvilke betyder at det bliver meget svært, både for bestyrelsen og administrationen at fokusere på de væsentligste fokuspunkter. Det betyder også at forbundets politiske ledelse (bestyrelsen) skal overlade sagsbehandling, personaleledelse og daglige driftsopgaver til forbundets administrative ledelse (direktør eller direktion).

Diversitet skal afspejle medlemssammensætning

For det tredje skal bestyrelsen afspejle forbundets diversitet i forhold til medlemmernes køn, alder, geografi og holdninger. Der er alt for mange specialforbund, hvor den ene køn er markant underrepræsenteret eller hvor gennemsnitsalderen for b-medlemmer er langt højere end sammensætningen af medlemmerne. Personer over 55-60 år har ofte en stor viden om en specifik sportsgren – og naturligt mange års erfaring – men bestyrelser har også en tendens til at ”størkne”, såfremt alle b-medlemmerne er over denne alder. Ligeledes har forbundets ledelse også et stort ansvar for at opstille kandidater til bestyrelsen, således at forskellige synspunkter og holdninger bliver synlige og repræsenteret i forbundets ledelse.

Essentielt samarbejde mellem forbundets to ”nøglepersoner”

For det fjerde – men absolut ikke mindst vigtige – skal samarbejdet mellem forbundets formand/-kvinde og direktør være troværdigt og tillidsfuldt. De to ”nøglepersoner” bør supplere hinanden gennem en afstemt rolle- og ansvarsfordeling, bl.a. i forhold til intern og ekstern kommunikation. Der er desværre alt for mange eksempler i dansk idræt på dårlige – og ind imellem direkte pinlige – konstellationer mellem forbundets politisk for-/kvinde og administrationens øverste chef. Der findes mange dygtige formænd/-kvinder og direktører i DIF’s forbund, men antallet af forbund med både en dygtig formand/-kvinde og en dygtig direktør er relativt få. Det er efter min opfattelse den primære årsag til at mange af DIF’s specialforbund ikke har haft – eller får – den udvikling, som sportsgrenen fortjener.

Ny bog om idræt med masser af fakta, subjektive analyser og markante holdninger

Der er bøger om idræt, som absolut bør udgives, fordi vi hermed kan blive klogere på os selv, de fællesskaber og det samfund, som vi er en del af. Og der er bøger om idræt, som aldrig burde være udgivet på grund af manglende research, tyndt indhold eller elendigt sprog. Lad det være sagt med det samme: ”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” (Gads Forlag, 2023), som er udarbejdet af cand.polit. Claus Bøje og cand.scient.pol. Søren Riiskjær, tilhører éntydigt den første kategori. Alle med interesse for idræt, kultur og politik kan blive klogere af at læse bogen, som indeholder masser af fakta, subjektive analyser og markante holdninger. Det betones allerede i forordet at ” … bogen er skrevet ud fra ønsket om at afdække statens forvaltning af idrætten i Kulturministeriet. Fremstillingen er båret af forfatternes personlige syn på udviklingen og stærke engagement i idrætten”. Dette ståsted bliver på én og samme tid bogens største styrke og svaghed.

Fælles ideologisk ståsted: Idrætsforsk ved Gerlev Idrætshøjskole

Både Claus Bøje, som har været idrætspolitisk rådgiver i Kulturministeriet (1972-1987), redaktør i Danmarks Radio (1976-2008), forskningsmedarbejder på Idrætsforsk (1989-2000) og udviklingschef i Lokale og Anlægsfonden (2000-2008) og Søren Riiskjær, som har været forskningsmedarbejder på Idrætsforsk (1979-1997), kontorchef i Kulturministeriet (1997-2005), direktør i Team Danmark (2005-2006) og afdelingschef i DGI (2006-2016), har i meget høj grad været med til at sætte idræt på den (kultur)politiske agenda gennem de seneste fem årtier. Det ideologiske udgangspunkt for de forfattere var Idrætsforsk ved Gerlev Idrætshøjskole, som fra slutningen af 1970’erne og frem til årtusindskiftet spillede en meget afgørende rolle i forbindelse med etablering og udvikling af en kritisk humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsforskning i Danmark.

Opgør med tesen om idrættens enhed

Det var især Claus Bøjes artikel – ”Opgør med enhedstankens ideologiske fundament” (1978) – som blev udgivet i anledning af Gerlev Idrætshøjskoles 40-års jubilæum, som i efterfølgende årtier kom til at præge konflikter og magtkampe i dansk idræt. Artiklen var et opgør med opfattelsen af idræt som én stor bevægelse, hvor alting hænger naturligt sammen fra top til bund og fra den ene deltagergruppe eller aktivitet til de mange andre. Bøje argumenterede for at tesen ”elite skaber bredde, og bredde skaber elite” tjente til at postulere sammenhænge og camouflere modsætninger og dermed begrænsede idrættens muligheder som kulturfaktor.  Artiklen var også et direkte angreb på Danmarks Idræts-Forbund’s monopol som idrættens ”talerør” overfor både Folketing og skiftende regeringer.

Idrættens mangfoldighed med forskellige ønsker og behov hos borgerne blev empirisk dokumenteret få år senere af Søren Riiskjær, som sammen med Eigil Jespersen på Idrætsforsk, udgav rapporten ”80’ernes idræt – mod en ny breddeidræt” (1984). Rapporten konkluderede bl.a. at uorganiseret idræt – som f.eks. løb, cykling, svømning, friluftsliv og aerobic udenfor det organiserede foreningsliv – udgjorde en meget væsentlig og markant stigende del af det samlede idrætsbillede. Både stat, kommuner og idrætsorganisationerne var med andre ord nu ”nødsaget” til at finde nye løsninger, såfremt sloganet om ”idræt for alle” skulle være andet end retorisk festtale.

Kulturministre af varierende kvalitet med og uden passion for idræt

Bøje og Riiskjær har som personlige rådgivere for kulturministre af varierende kvalitet og med større eller mindre passion for idræt – både direkte og indirekte – bidraget til langt de fleste idrætspolitiske visioner, initiativer og konkrete lovforslag, som er fremført af skiftende kulturministre i perioden 1972-2005. En periode, hvor bl.a. Lov om eliteidrættens fremme (1984), Folkeoplysningsloven (1990), Revision af tipsloven med oprettelse af Lokale og Anlægsfonden (1992), Idrætspolitisk Idéprogram (1997) og Lov om dopingfri idræt (2004), ændrede på rolle- og ansvarsfordelingen mellem staten og idrættens ”autonome” hovedorganisationer: DIF, DGI og DFIF. Bogens kildemateriale er såvel ministerielle betænkninger, folketingsreferater, artikler fra medier, faglitteratur som Bøje og Riiskjærs personlige oplevelser og erfaringer i Kulturministeriet.

Idræt i Kulturministeriet: Fra perifer position til ministerprofilering via idræt

Bogen indeholder forord, 10 kapitler, efterord, en oversigt over danske kulturministre i perioden 1968-2022, Kulturminister Ebbe Lundgaards tale til Idrættens Rigsdag den 10. november 1997 samt en litteraturliste. De enkelte kapitler følger en kronologisk tidslinje fra slutningen af 1960’erne, hvor der blev udarbejdet en kulturpolitisk redegørelse uden et eneste ord om idræt til starten af 2020’erne, hvor emner som doping, matchfixing, megaevents, børneattester, mistrivsel i eliteidræt, good governance og sportwashing kræver politisk involvering fra Folketing, regering og Kulturministeriet. Undervejs i bogen beskriver og diskuterer de to forfattere en række centrale temaer: Det udvidede kulturbegreb, kulturpolitiske principper som ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet og decentralisering, kulturministeriel aktivisme, kultur- og idrætspolitiske redegørelser, etablering og udvikling af Team Danmark, antidoping på nationalt og internationalt niveau, eliteidræt og kunst, medierettigheder, breddeidræt og folkesundhed, fritidslov og folkeoplysning, arkitektur og byplanlægning, charter for det frivillige foreningsliv, idrætsforskning, Idræt i EU-traktaten, liberalisering af spillelovgivning, udlodningslov og stemmeaftale, alliancer og magtkampe mellem DIF og DGI, resultatkontrakter og rammeaftaler, idræt som kamp, leg, dans og fordybelse samt meget, meget mere. Enkelte kapitler kunne med fordel være redigeret skarpere, ligesom henvisninger og noter altid styrker skriftlige fremstillingers troværdighed.

Et flot idrætspolitisk ”testamente”

Bogens afsluttende kapitel – ”Spændinger i idrætspolitikken” – fortjener topkarakter. Det lykkes nemlig her Bøje og Riiskjær med vid og præcision at sammenfatte og konkludere på dansk idrætspolitiks største udfordringer. Bøje og Riiskjær har konsekvent og troværdigt gennem et halvt århundrede fastholdt idræt som et væsentligt kulturfænomen, mens de fleste andre aktører – idrætsorganisationerne, regeringer, kulturministre, politiske partier, kommuner og foreninger – i (langt) højere grad har fokuseret på idrættens sundhedsmæssige, sociale og underholdningsmæssige dimensioner. Bøje og Riiskjærs idrætspolitisk ”testamente” er imidlertid både værdi- og meningsfyldt. ”Dansk idrætspolitik – idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år” bør fremover være obligatorisk pensum for alle kommende kulturministre og deres medarbejdere, politiske ordførere inden for idræt, kultur, sundhed og uddannelse samt idrætsstuderende på alle videregående uddannelsesinstitutioner. Også idrætsledere fra organisationer, forbund og foreninger kan få ”udvidet horisonten” ved at læse bogen, enten helt eller i uddrag.

En række af Danmarks Idræts-Forbunds specialforbund – bl.a. Dansk Håndbold Forbund, Danmarks Ishockey Union, Danmarks Basketball Forbund, Floorball Danmark og Volleyball Danmark – har i løbet af det seneste år indgået samarbejdsaftaler med det internationale, kommercielle selskab ”Sportway” om live-streaming af børne- og ungdomskampe. Aftalerne betyder at der i dag er opstillet kameraer med kunstig intelligens i mere end 100 indendørs sportshaller i Danmark. Der kan være gode argumenter for live-streaming af kampe på eliteniveau, ikke mindst i sportsgrene som har svært ved at opnå direkte transmissioner på landsdækkende tv. Men når det gælder kampe og turneringer for børn og unge under 18 år, er ulemperne ved live-streaming af træning og kampe langt større end fordelene. Samme konklusion er DIF’s bestyrelse for få dage siden kommet frem til efter mere end et halvt års dialogmøder med bl.a. ovenstående forbund, udvalgte kommuner, kommercielle streamingfirmaer, idrætsorganisationer i Sverige og Norge samt ikke mindst faglige viden-institutioner som Børns Vilkår og Team Danmark, som begge er andet og mere end ”eksperter i deres egen idræt”. DIF’s officielle anbefaling er ” … at DIF’s forbund og foreninger som udgangspunkt ikke bør live-streame fra kampe, opvisninger, træningspas og konkurrencer for børn og unge under 18 år”.

DIF’s anbefalinger mangler en juridisk analyse

DIF’s skriftlige notat om livestreaming af idræt for børn og unge indeholder bl.a. afgrænsning af begrebet og en beskrivelse af ”det gode idrætsmiljø for børn og unge”, potentielle risici og fordele ved live-streaming for børn og unge samt en række ”væsentlige overvejelser”, spørgsmål og ”guide til livestreaming i praksis” for forbund og foreninger, som ikke ønsker af følge DIF’s anbefaling. De etiske overvejelser, spørgsmål og guiden indeholder mange kvaliteter, men DIF’s notat mangler – desværre også – en juridisk analyse om livestreaming af børn og unge er lovligt, bl.a. i forhold til persondataforordningen (GDPR) som gælder for alle EU-lande – også Danmark.

Nogle forbund fortsætter (tilsyneladende) med livestreaming af børn og unge

Det bliver naturligvis nu interessant at følge de enkelte forbund, foreninger og kommuners beslutninger om (fortsat) brug af livestreaming af idræt for børn og unge under 18 år. Nogle forbund – bl.a. SvømDanmark, Volleyball Danmark, Dansk Basketball Forbund, Floorball Danmark og Danmarks Ishockey Union – har besluttet sig for at fortsætte med livestreaming i større eller mindre omfang, mens Dansk Håndbold Forbund endnu ikke har truffet en endelig afgørelse.

Direkte modsætning mellem aldersrelateret træning (ATK) og live-streaming

Langt mere interessant bliver det imidlertid at følge Team Danmarks beslutning om samarbejde med – og hermed også yde økonomisk støtte til – forbund, der ikke følger DIF’s anbefalinger om ”det gode idrætsmiljø for børn og unge”. Live-streaming af idræt for børn og unge under 18 år vil nemlig være i direkte modsætning med de seneste års forskning om ”bæredygtige idrætsmiljøer” for unge og Team Danmarks anbefalinger om aldersrelateret træning (ATK). Sportspsykologerne Kristoffer Henriksen og Carsten Hvid Larsen fra Syddansk Universitet – som også igennem en årrække har været tilknyttet Team Danmark – fremhæver bl.a. ” …. at for børn og unge er det vigtigt med en indre drivkraft og vilje til at træne, kærlighed til sporten, gode kammeratskaber og en balanceret identitet, hvor der er plads til at føle sig både menneske og atlet samt lyst til at tage medansvar for egen udvikling”. Og videre ” … ikke mindst at skabe et trygt miljø uden for meget fokus på resultater. Målet skal være at unge trives, udvikler sig og bliver i sporten” (ATK 2.0 – Træning af børn og unge, Team Danmark, 2015).

Talentudvikling med etik, værdier og lovmæssige forpligtelser

Team Danmarks samarbejde med pt. 25 ud af DIF’s 62 forbund er baseret på Lov om eliteidræt og juridiske samarbejdsaftaler, som typisk er gældende for en periode på 4 år. Formålet og indholdet af samarbejdet er beskrevet i Team Danmarks strategi og støttekoncept, hvor talentudvikling – dvs. de enkelte forbunds aktiviteter for børn og unge under 18 år – udgør en meget væsentlig del. Talentudviklingen har bl.a. fokus på at udvikle og styrke kvaliteten i talentmiljøer i klubber og elitekommuner, hvilket sker gennem idrætsskoler, ungdomsuddannelser, dual career, aldersrelateret træning (ATK), værdisæt for dansk talentudvikling og meget andet. Disse aktiviteter kan ikke ”fravælges” af Team Danmarks samarbejdspartnere, hverken forbund, klubber, kommuner, skoler eller uddannelsesinstitutioner. De nuværende juridiske samarbejdsaftaler betoner bl.a. ” … at det enkelte forbund forpligter sig til at implementere og efterleve Team Danmarks og DIF’s overordnede regler og politikker, herunder ”Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt” og ”Værdisæt for talentudvikling i dansk idræt”.

Der er forskel på en medlemsorganisation og en lovbunden viden-institution

Team Danmarks nuværende strategi og støttekoncept udløber med udgangen af 2024, dvs. om 18 måneder. Det betyder også at forberedelserne og de interne drøftelser i eliteidrætsinstitutionen om målsætninger, strategier, indsatser og nye initiativer i det kommende støttekoncept 2025-2028 (forhåbentligt) er påbegyndt. I den forbindelse kan – og bør der efter min opfattelse – være markant forskel på DIF’s og Team Danmarks ord og handlinger i forhold til live-streaming for børn og unge under 18 år. Team Danmark er nemlig – jf. Lov om eliteidræt – forpligtet på at opstille en række krav og kriterier overfor specialforbund og kommuner i forhold til udvikling af talenter i eliteidræt på etisk, social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Min anbefaling til Team Danmark strategi og støttekoncept 2025-2028 vedr. talentudvikling er klar og éntydig: Forbund og elitekommuner skal efterleve DIF’s anbefaling om ikke at live-streame idræt for børn og unge under 18 år.

 

”Solen står op og solen går ned, men Brøndby IF er her også i morgen”. Således udtalte den legendariske borgmester Kjeld Rasmussen, da hjerteklubben på Vestegnen i starten af 1990 var meget tæt på økonomisk kollaps i forbindelse med klubbens mislykkede forsøg på at overtage den danske ”Interbank”. En gæld på næsten 400 mio. virkede nærmest uoverskuelig, men en langsigtet redningsplan med bl.a. ”bykongen” Rasmussen i spidsen blev iværksat og få år efter var Brøndby IF igen Danmarks suverænt stærkeste fodboldklub, både sportsligt og økonomisk.

Brøndbyernes IF – et kulturelt og socialt værdifællesskab

Socialdemokraten Kjeld Rasmussen blev i 1966 valgt til borgmester i Brøndby Kommune, men allerede to år før var den karismatiske jurist en af initiativtagerne til – og den første formand for – fodboldklubben Brøndbyerne IF. Den visionære Rasmussen, som besad borgmesterposten i 39 år frem til 2005, var sammen med bl.a. lægen Per Bjerregaard, der i 1974 blev formand for klubben, i høj grad drivkræfterne bag ”eventyret” på Vestegnen. Både Rasmussen og Bjerregaard betonede at Brøndbyernes IF skulle være et stærkt kulturelt værdifællesskab for børn, unge og familier i en kommune med mange sociale og økonomiske udfordringer. Værdifællesskabet skulle også omfatte de mange flygtninge og indvandrere, som i disse år valgte at bosætte sig i almennyttige boliger i Brøndbyøster, Brøndbyvester eller Brøndby Strand. Værdifællesskabet blev bl.a. fasttømret i klubbens motto: ”Supra Societatem Nemo” – Ingen over fællesskabet. Klubbens største og vigtigste kvalitet var – og er fortsat i dag – frivillige trænere og ledere, som yder en uegennyttig og loyal indsats for fællesskabet. Det er også denne kvalitet, som er essentiel for de mere end 500 frivillige, som bidrager med at løse store og små opgaver i forbindelse med superligaholdets hjemmekampe. Der findes efter min opfattelse ingen andre klubber i dansk fodbold, der har så mange og så trofaste frivillige trænere og ledere igennem tre, fire eller fem årtier.

1990’erne: Brøndby IF’s gyldne år

Brøndby IF med Per Bjerregaard som frontfigur rykkede fra 1974 til 1982 fra Danmarks 4. bedste række til den bedste række – 1. division – med bl.a. kun 17-årige Michael Laudrup på holdet. Og bare 3 år senere vandt klubbens det første DM-guld. Det blev i 1980’erne i meget høj grad Brøndby IF, som satte standarden for dansk klubfodbold. Klubben blev i 1987 børsnoteret som aktieselskab og indførte fuldtidsprofessionelle spillere samt påbegyndte salg af spillere til udlandet. Også internationalt opnåede Brøndby IF en række bemærkelsesværdige resultater, bl.a. var klubben i 1991 efter et drama mod A.S. Roma i semifinalen kun få sekunder fra en finaleplads i UEFA Cuppen. Det var præstationer som denne, der betød at Brøndby IF i 1990’erne rangerede blandt Europas 20 bedste klubber: En placering, som ingen andre danske klubber siden har opnået. Også i Superligaen, som blev introduceret i 1991, var Brøndby IF klart mest vidende klub frem til 2006, hvor den sportslige nedtur begyndte. De første 15 Superliga-sæsoner vandt Brøndby IF ikke færre end 6 guld-, 7 sølv- og 2 bronzemedaljer. Til gengæld er det i de seneste 15 sæsoner ”kun” blevet til alt 7 DM-medaljer: Én guld-, 2 sølv- og 4 bronzemedaljer, hvorimod FC København har vundet 14 DM-medaljer (8 guld-, 5 sølv- og én bronzemedaljer) og FC Midtjylland 10 DM-medaljer (3 guld-, 4 sølv- og 3 bronzemedaljer) i samme periode.

Brøndby Stadion – Danmarks stærkeste hjemmebane  

Brøndby IF’s sportslige succes – såvel nationalt som internationalt – igennem 1990’erne betød også en modernisering og udvidelse af Brøndby Stadion. Bygherren var Brøndby Kommune, men i 1998 købte klubben stadion af Brøndby Kommune for ”beskedne” 23,5 millioner. Brøndby Stadion er også i dag med en tilskuerkapacitet på 26.000 ét af Danmarks absolut bedste.

Kampen mod ”Byens hold” og uldjyderne fra Heden 

De seneste 15 år har Brøndby IF imidlertid – både sportsligt og økonomisk – været på en rutsjebanetur af dimensioner. En rutsjebanetur, som har gjort rigtig ondt på selvforståelse og følelser, både på Vestegnen og hos de mange BIF-fans overalt i Danmark, som har fulgt klubben siden de ”gyldne” år fra midten af 1980’erne til midten af 00’erne. Både FCM og ikke mindst FCK har med forskellige strategier og økonomiske ”investeringer”, der har været væsentlig større end Brøndby IF, overhalet klubben fra Vestegnen. Antallet af direktører, sportschefer, cheftrænere og ”hovedaktionærer” i Brøndby IF’s professionelle afdeling har været stort og kvaliteten ofte yderst svingende. Men allervigtigst har det været mere end svært at få øje på klubbens strategi, både på og udenfor banen. Både sportsligt og økonomisk har klubben flere gange været på katastrofekurs og omstrukturering af klubbens aktiestruktur samt utallige aktiemissioner har været nødvendige for klubbens overlevelse. Det var også med blandede følelser, både i ”moderklubben” og blandt klubbens forskellige fan-fraktioner, at forretningsmanden og milliardæren Jan Bech Andersen i 2013 – blev budt velkommen som hovedaktionær og senere som bestyrelsesformand i Brøndby IF.

GFH – storkapital på tværs af lande, klubber og sportsgrene

Lige så blandede følelser var der hos Brøndby-tilhængerne, da Global Football Holdings (GFH) i efteråret 2022 overtog rollen som hovedaktionær og hermed blev ny “ejer” af Brøndby IF A/S. GFH er en global kapitalfond med 14 ejere – heraf 4 ønsker at være ”anonyme” – som investerer i såvel europæiske fodboldklubber som klubber og brands indenfor sportsgrene som basketball, amerikansk fodbold og Formel 1. GFH er pt. hovedaktionær i 7 forskellige fodboldklubber, hvoraf Crystal Palace (UK) fra Premier League og Augsburg (Tyskland) fra Bundesligaen er de højest rangerede klubber. Global Football Holdings er – ligesom hovedparten af børsnoterede selskaber i USA – registreret som virksomhed i den amerikanske stat Delaware, hvor der ikke skal betales moms og hvor indkomstskatten er minimal. Det primære formål for GFH’s investering i Brøndby IF – i første omgang ca. 220 mio. kr. – er naturligvis at tjene penge. Det sker dog udelukkende, såfremt Brøndby IF i de kommende år opnår gode sportslige resultater i form af titler og ikke mindst deltagelse i europæiske klubturneringer. Derudover vil salg af topspillere samt udvikling af talenter på højt internationalt potentiale være vigtige ”redskaber” i forhold til økonomisk afkast til GFH’s ejere.

”Clash” mellem kultur vs. kapital

Der har været meget blandede reaktioner og stor usikkerhed forbundet med Global Football Holdings køb af aktiemajoriteten i Brøndby IF. Nogle af klubbens fan-fraktioner, kommercielle samarbejdspartnere og mindre aktionærer har set de mange millioner kroner og ambitiøse målsætninger fra GFH og Jan Beck Andersen som klubbens (eneste) mulighed for at komme tilbage til den absolutte top af dansk fodbold.

Andre fan-fraktioner – bl.a. Alpha-gruppen, som igennem en årrække har skabt en unik stemning på Sydsiden – har mødt GFH med stor skepsis og bl.a. krævet en erklæring fra GFH om ”troskab” mod Brøndbyernes IF’s ”oprindelige” kultur og værdier. På trods af flere dialogmøder er det pt. ikke lykkes at opnå enighed om en “værdiaftale” mellem Brøndby IF’s ejer(e) og fans. Sammenstødet mellem kultur og kapital er langt fra enestående for udviklingen i dansk og international klubfodbold i disse år. Brøndby IF er her også i morgen – men utvivlsomt i en anden udgave end Kjeld Rasmussen havde forestillet sig og sikkert også drømt om.

Kilder om Brøndby IF:

Brøndbyernes IF: https://www.brondbyif.net og Brøndby IF: https://brondby.com

Jens Jam Rasmussen: “Formanden – En biografi Per Bjerregaard og Brøndby IF” (People’s Press, 2007)

Jeppe Laursen Brock: ”Brøndby IF – Historien om drengene fra Vestegnen” (Gyldendal, 2011)

Esben Thoby: ”Brøndby IF – 50 fortællinger fra 50 profiler” (Lindhardt og Ringhof, 2014)

Troels Gollander: Brøndby IF (Gyldendal, 2014)

Nanna Møller Karlsen: Vi står her stadig (Helmin & Sorgenfri, 2020)

Lasse Højstrup Sørensen: ”Brøndby” (Turbine, 2021)

Fredag den 27. juli 2012 blev en magisk aften på det olympiske stadion i det østlige London, hvor britisk humor skabte et af de mest overraskende øjeblik i moderne olympisk historie. Åbningsceremonien bestod af en række formelle ritualer, bl.a. atleternes indmarch, taler, edsaflæggelse og antændelse af den olympiske flamme, men det var dronning Elizabeth II og James Bond – i skikkelse af skuespilleren Daniel Craig – i et overraskende samspil som blev showets absolutte højdepunkt for de 65.000 tilskuere på det olympiske stadion og mere end 1 milliard tv-seere verden over. James Bonds afhentning af den 86-årige dronning på Buckingham Palace, helikopterturen over det centrale London og dronningens ”faldskærmshop” fra helikopteren til ærestribunen kan beskrives med ét enkelt ord – genialt. Den britiske humor og gæstfrihed blev også nogle af de stærkeste minder, som jeg oplevede såvel i de efterfølgende 15 dage i London som to uger senere ved de paralympiske lege, som for første gang i historien blev fuldstændigt ligestillet med OL af de britiske værter.

Fra skepsis til succes: Britisk gentleman som frontfigur

Da IOC i 2005 tildelte London værtskabet for OL og PL 2012 i hård konkurrence med de to europæiske hovedstæder Paris og Madrid, var opbakningen fra indbyggerne i London og Storbritannien yderst beskeden. Flere forhold ændrede imidlertid den negative holdning i de efterfølgende år. For det første blev den britiske atletiklegende Sebastian Coe, der bl.a. vandt olympisk guld og sølv på både 800 og 1.500 meter ved OL 1980 og OL 1984, udpeget som ambassadør for Londons OL-kampagne og efterfølgende formand for OL og PL 2012-komitéen. Den karismatiske britiske gentleman er i dag, som formand for World Athletics og IOC-medlem, en af verdens absolut mest indflydelsesrige idrætspolitikere. Blandt andet er Sir Lord Coe – i modsætning til IOC-præsident Thomas Bach – stærk modstander af russiske atleters deltagelse i OL 2024.

Forvandling af forurenet industriområde til attraktiv bydel

For det andet var Londons valg af faciliteter til OL og PL særdeles innovativt.  Igennem hele byens historie har den østlige del af London været en af de fattigste med elendige boliger og mange industrivirksomheder. Placering af ”Queen Elizabeth Olympic Park” med nye og mobile sportsanlæg i Stratford har forandret et af Londons mest trøstesløse og forurenede industriområder til ét af byens mest attraktive med masser af nye boliger, tech-virksomheder, skoler og uddannelsesinstitutioner, parkanlæg, legepladser, shopping center, kulturinstitutioner og faciliteter til sports- og musikevent til glæde og gavn for hele London.

Danske bueskytter i verdensklasse på ikonisk cricketstadion

Det var også særdeles visionært at placere flere af konkurrencerne på historiske og ikoniske sportsanlæg fordelt over hele byen: Fodbold på Wembley Stadium og badminton i Wembley Arena, tennis på Wimbledon, beach volleyball på Horse Guards Parade, triathlon i Hyde Park, skydning ved Royal Artillery Barracks og ridesport i Greenwood Park. En af mine største oplevelser var bueskydning på det legendariske cricket-anlæg: Lord’s Cricket Gound. Det pompøse anlæg, som er beliggende i den nordvestlige del af London blev etableret i 1814 og benyttes i dag af Marylebone Cricket Club. Der er naturligvis bygget nye tribuner på anlæggets igennem de seneste 200 år, men flere af bygningerne på anlægget står præcist – både indvendig og udvendigt – som da de blev indviet. Den positive oplevelse blev forstærket af en rigtig god præstation – i silende regnvejr – af de tre danske bueskytter: Maja Jager, Carina Rosenvinge Christiansen og Louise Laursen, som i holdkonkurrencens første runde besejrede Indien med mindst mulig margin 211-210. Få timer senere blev det desværre til et hæderligt nederlag i kvartfinalen mod OL-guldvinderne fra Sydkorea. Det danske holds internationale klasse blev bekræftet året efter ved VM i Tyrkiet, hvor det blev til VM-bronze for hold og et sensationelt verdensmesterskab til Maja Jager fra Nørre Broby – en præstation, som fortjent sikrede den kun 22-årige fynbo titlen som ”Årets sportsnavn 2013”.

Jonas Høgh-Christensen – fra ”Årets fund” til dobbelt verdensmester

Et andet stærkt OL-minde kom nogle dage senere i havnebyen Weymouth, hvor de olympiske sejlsportskonkurrencer blev afviklet. Finnjolle-sejleren Jonas Høegh-Christensen, der deltog ved OL for tredje gang, var en af Danmarks absolut største OL-medaljekandidater. Jonas udviste tidligt talent for sejlsport i forskellige bådtyper og i 2003 blev KDY-sejleren kåret som ”Årets Fund i dansk idræt”. Få år efter vandt Jonas sit første VM for finnjoller, hvilket blev gentaget på hjemmebane i 2009. OL 2008 i Qingdao var med en 6. plads en skuffelse for den ambitiøse sejler, som sideløbende med sporten gennemførte en uddannelse som cand.merc. på CBS. Der ”manglede” imidlertid en OL-medalje på ”Høghen’s” CV, så et come-back ved OL 2012 lå ligefor.

”Høghen” og Ainsles OL-drama i Weymouth Bay

Jonas startede de indledende 10 OL-sejladser på imponerede vis med bl.a. tre førstepladser, to andenpladser og en syvendeplads som dårligste placering blandt de 24 konkurrenter. Forud for det afsluttende ”medal-race” førte Jonas med 2 points foran ærkerivalen Ben Ainslie fra Storbritannien og var hermed sikker på én OL-medalje – men af hvilken karat? Medalracet – søndag eftermiddag foran 18.000 ellevilde briter på skrænterne ved Weymouth – blev en af de mest intense sportskonkurrencer, som jeg har oplevet ”live”. Ainslie og Jonas kæmpede indædt – mand mod mand – for hver én meter på banen under hele sejladsen. Og først på målstregen blev OL-guld og -sølv afgjort. De to verdensklasse-atleter sluttede med præcist samme antal point, men Ainslie vandt guldet på grund af bedst placering i medal-racet. Guldmedaljen var Ben Ainslie’s 5 OL-medalje – heraf 4 af guld – hvilket betød at han erobrede titlen som den mest vindende OL-sejler fra den danske sejlerlegende Poul Elvstrøm, som vandt i alt 4 olympiske guldmedaljer. Jonas var naturligvis meget skuffet i timerne efter OL-guldet var ”glippet”, men om aftenen blev den flotte OL-sølvmedalje fejret ved en hyggelig middag på en god restaurant i Weymouth sammen med de øvrige OL-sejlere, OL-staben, familiemedlemmer og venner.

Tredje PL-guld i træk til sympatisk aarhusianer

Atletikfinaler på det olympiske stadion er noget helt unikt. En sådan aften var også søndag den 2. september 2012, hvor Jackie Tony Christiansen skulle forsøge at vinde sin tredje PL-guldmedalje i kuglestød. Jackie fik som 17-årig amputeret venstre underben, men hurtigt fik han på en sportslejr for unge handicappede lyst til at konkurrere i kastedisciplinerne – kuglestød og diskoskast. PL-debuten kom allerede i 2000 og fire år senere vandt han PL-guld i kuglestød og PL-sølv i diskoskast i Athen. Endvidere blev det til utallige VM- og EM-medaljer i begge discipliner fra 2001 og fremefter. Hvor marginalerne i internationale konkurrencer ofte er mikroskopiske, var den 35-årige sympatiske aarhusianer aldeles suveræn ved PL 2012 med et vinderstød på 18,16 meter – næsten 4 meter længere end sølvvinderen Darko Kralj fra Kroatien og Aled Davids fra Storbritannien. Det var meget emotionelt – ikke kun for Jackie – at opleve Dannebrog gå til tops og høre nationalhymnen foran 65.000 tilskuere på det olympiske stadion og millioner af tv-seere overalt på kloden. Ligeledes var det livsbekræftende og epokegørende at opleve PL-værterne og ikke mindst briternes glæde og begejstring for parasport igennem 12 dage.

Mange tak til Maja, Carina, Louise, Jonas, Jackie og alle øvrige OL- og PL-atleter 2012 for magiske øjeblikke. Også mange tak til London 2012 for britisk humor og eminent værtsstab.

Kilder:

James Bond and The Queen London 2012 Performance: https://www.youtube.com/watch?v=1AS-dCdYZbo&list=RD1AS-dCdYZbo&index=1

Olympic Games London 2012: https://olympics.com/en/olympic-games/london-2012

London 2012 Paralympic Games: https://www.paralympic.org/london-2012

Holmenkollen – skihopbakken og skistadion i det nordvestlige Oslo – har en særlig plads i mange nordmænds hjerter. Det samme har den 32-årige Marte Olsbu Røiseland, som igennem de seneste år har været verdens mest vindende kvindelige skiskytte. På søndag sidst på eftermiddagen slutter den sympatiske skiskyttes fantastiske karriere netop på ”Kollen” foran mere end 50.000 tilskuere på stadion og langs løjpen i Nordmarka samt millioner af tv-seere over alt på kloden, som følger sæsonens sidste World Cup i biathlon.

Unik lyst til at konkurrere og forbedre sig

Marte Olsbu er født den 7. december 1990 i Arendal i den sydlige del af Norge, hvor hun tidligt fandt interesse for og glæde ved idræt. Det var imidlertid først som 14-årig at Marte begyndte at dyrke biathlon og i ungdomsårene var der intet som tydede på at hun skulle blive verdens bedste skiskytte. Optagelse på Sirdal videregående skole og ikke mindst mødet med Roger Grubben, som var lærer på skolen og igennem hele karrieren har været hendes træner, fik imidlertid afgørende betydning for Martes sportslige og personlige udvikling. Det var også i dette miljø at Marte mødte Sverre Røiseland, som var en meget talentfuld skiskytte og som i 2018 blev Martes ægtefælle. I dag er Sverre Røiseland landstræner for de bedste tyske skiskytter. Marte viste i ungdomsårene gode evner som skytte, men hendes kompetencer som langrendsløber lå milevidt fra hendes konkurrenter, både i Norge og internationalt. Til gengæld var Martes lyst til at konkurrere og forbedre sig helt unik.

VM 2016: Guld med margin på 5 sekunder efter 24 km

Marte Olsbu opnåede ingen bemærkelsesværdige sportslige resultater, hverken i ungdomsårene eller de første år som senior. Som 21-årige debuterede hun i World Cuppen tilbage i sæsonen 2012-2013, men igennem flere sæsoner havde hun meget svært ved at opnå top 10-placeringer, både ved VM og World Cups. Jeg var i forbindelse med et besøg på Norges Idrettshøgskole og Olympiatoppen heldig at opleve Marte Olsbu internationale gennembrud ved VM 2016 på netop Holmenkollen. På en flot solskinsdag i marts skulle Marte Olsbu løbe sidste tur på det norske stafethold (4 x 6 km) i hård konkurrence med storfavoritterne fra Frankrig og Tyskland. Opløbet mellem franske Marie Dorin Habert, som vandt hele 6 VM-medaljer i Oslo, og Marte Olsbu foran 40.000 ellevilde tilskuere står stadig i dag knivskarpt i mine erindringer. Mindre end 5 sekunder skilte de to verdensklasseatleter efter 24 km med Olsbu som vinder.

“Late bloomer” – Internationalt gennembrud som 27-årig

Olsbu Røiselands status som “late bloomer” – en atlet, som udvikler sig og opnår de bedste resultater langt senere end jævnaldrende konkurrenter – blev bekræftet af olympisk debut som 27-årig ved vinter-OL 2018, hvor det blev til to sølvmedaljer i sprint og mix-stafet sammen med Tiril Eckhoff, Emil Hegle Svendsen og Johannes Thingnes Boe. Ligeledes vandt Olsbu Røiseland først i december 2018 sin første individuelle World Cup-sejr. I dag er antallet af individuelle World Cup-sejre på i alt 17 – de seneste to i Nové Mesto i Tjekkiet for mindre end 3 uger siden.

“Champion of Champions 2020”

VM 2020 i Anterselva di Mezzo i Italien blev den helt store sportslige triumf for Marte Olsbu Røiseland, idet hun blev den første skiskytte nogensinde, som vandt 7 VM-medaljer – 5 guld og 2 bronze – ud af 7 mulige. Blandt andet vandt hun VM-guld på såvel sprint, jagtstart som fælles start. En fantastisk præstation, som medførte kåring af Marte Olsbu Røiseland som verdens bedste kvindelige atlet i 2020 – ”Champion of Champions” – af det franske sportsmagasin L’ Equipe. Hun blev hermed den første skiskytte – både for mænd og kvinder – og den første atlet fra Norge, som opnåede den fornemme hæder. Olsbu Røiseland blev således også medlem af en særdeles eksklusiv ”klub” bestående bl.a. af tennisspilleren Serena Williams, svømmeren Katie Ledecky og gymnasten Simone Biles – alle fra USA.

Vinter-OL 2022 mest vindende atlet

Vinter-OL 2022 blev også en historisk milepæl for Marte Olsbu Røiseland med hele 5 OL-medaljer: 3 guld (sprint, jagtstart og mix-stafet) og 2 bronze (individuel og fælles start). Det samlede antal OL-medaljer blev hermed bragt op til i alt 7. Efter vinter-OL i Beijing fortsatte Olsbu Røiseland med at vise storform og hun blev således også en suveræn vinder af den samlede World Cup i sæsonen 2021-2022.

Flot comeback efter sygdom

Sidste sommer blev Olsbu Røiseland desværre ramt at en virussygdom, hvilket betød at hun var forhindret i denne sæsons første fire afdelinger af World Cuppen. I januar var hun imidlertid tilbage ved World Cuppen i Ruhpolding og ved VM 2023 i Oberhof i midten af februar blev det til guldmedalje både i mix-stafet og single-stafet samt bronzemedalje i jagtstart. Hermed nåede Olsbu Røiseland op på i alt 17 VM-medaljer, heraf ikke færre end 13 af guld. Uanset resulaterne i denne uges World Cup på ”Kollen” vil den venlige og ydmyge ”biatlon-dronning” fra Froland IF altid stå som en fantastisk ambassadør for norsk eliteidræt og vintersport. Tusen takk for alle oplevelsene – Marte !

 

Du kan få yderligere information om biathlon her:

International Biathlon Union – https://www.biathlonworld.com

Norge mod resten af verden (26.1.2021) – https://ma57.dk/norge-mod-resten-af-verden

Biathlon – Vinter-OL’s mest fascinerende sportsgren (1.2.2022) – https://ma57.dk/biathlon-vinter-ols-mest-fascinerede-sportsgren

Er vinter-OL muligt i fremtiden? (9.1.2023) – https://ma57.dk/er-vinter-ol-muligt-i-fremtiden

”Jeg brænder bare ikke for livet som eliteatlet mere. Det kræver meget dedikation, og jeg har altid gået efter at blive verdens bedste, men hvis du ikke giver dig hundrede procent og brænder for det, så sker det ikke. Det er også et stort pres, man lægger på sig selv som eliteatlet, og nu hvor jeg ikke har haft det pres, mens jeg har været skadet, trives jeg meget bedre i min hverdag, så beslutningen om at stoppe har jeg også prioriteret at tage i forhold til min mentale sundhed. Det er ikke tanker, der først er kommet nu, mens jeg har været skadet. Jeg har gået med tanker om at være professionel eliteatlet, og om det har været noget for mig, igennem flere perioder, og det har så taget til de seneste fire til fem måneder. Det har været den sværeste beslutning i mit liv, men jeg er sikker i min sag og hviler godt i beslutningen. Jeg skal i hvert fald studere på fuld tid, og det har jeg ikke prøvet før. Jeg har kun prøvet det på halv tid, fordi badminton også har fyldt rigtig meget. Jeg har nu tid og overskud til at være sammen med venner og familie, og nu har jeg også mulighed for at være mere impulsiv, og det vil jeg gerne øve mig i. Alt har været struktureret for mig indtil nu, så det bliver en sjov øvelse”.

Eliteidræt har både en forside og en bagside

Så koncist og kontant udtalte den 22-årige Freja Ravn sig i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark for få uger siden. Hun har oplevet både eliteidrættens ”forside” – internationale titler og EM-guld som seniorspiller og ”bagsiden” i form af en alvorlig korsbåndsskade, siden hun som 13-årig vandt den første DM-titel som ungdomsspiller. Freja Ravns karrierestop i eliteidræt blev kun omtalt i meget få medier, men indholdet af hendes ærlige udtalelser bør noteres – ikke kun af journalister, men også af elite- og talenttrænere, ledere, forældre og alle andre med interesse for eliteidræt. Hendes historie peger ind i en uhensigtsmæssig elitekultur, hvor meget elitære trænings- og konkurrencemiljøer for senioratleter alt for ofte ukritisk kopieres til talentmiljøer for børn og unge, hvilket kan skade talenternes trivsel og motivation på længere sigt.

Myndighedsalder er helt afgørende for eliteatleters rettigheder og pligter

Også i eliteidræt er det hensigtsmæssigt at skelne mellem rettigheder og pligter for børn og unge under 18 år og voksne, som er fyldt 18 år. Myndighedsalderen på 18 år betyder nemlig at forældre til et talent har ret og pligt til at ”beskytte” talentet mod lovbrud, uetisk adfærd og handlinger, som skaber mistrivsel og dårlige sociale relationer for talentet eller holdet. Det betyder bl.a. at enhver ungdoms- og talenttræner bør være i tæt dialog med både de unge og forældrene for at sikre et trygt og bæredygtigt trænings- og konkurrencemiljø. For eliteatleter, der er fyldt 18 år og hermed personligt myndige, forholder tingene sig anderledes. Eliteatleter over 18 år kan selvstændigt og frivilligt indgå bindende aftaler med klubber og forbund, som forpligter eliteatleterne på specifikke områder som f.eks. bopæl, hverdags- og ferieaktiviteter, alkohol, kost, rygning og vejning. For eliteatleter over 18 år bør der – både på klub- og forbundsplan – efter min opfattelse altid foreligge en skriftlig kontrakt, som beskriver parternes rettigheder og pligter. Derudover skal samarbejdet mellem parterne foregår i overensstemmelse med Lov om eliteidræt. Såfremt én af parterne overtræder ét eller flere aftalepunkter, bør dette naturligvis have konsekvenser i form af advarsel, bøde, karantæne, udelukkelse eller ophør af samarbejdet.

Eliteidræt på internationalt seniorniveau er en helt særlig arena

Myndighedsalderen på 18 år kan forhåbentlig også skærpe klubber og forbunds opmærksomhed på at der bør være forskellige målsætninger, træningsmetoder, konkurrenceformer, ekspertbistand og meget andet for børn og unge – også de dygtigste – i forhold til eliteatleter over 18 år. Det sker desværre alt for ofte, både i dansk og international eliteidræt, at adfærd, sprog, etik og holdninger fra meget elitære trænings- og konkurrencemiljøer for senioratleter ”kopieres” til talentmiljøer for børn og unge. Eliteidræt på internationalt seniorniveau er imidlertid en helt særlig arena, hvor selektion, fravalg, frustration, manglende motivation, alvorlige skader, konflikter og hårdt træningsslid uden tilfredsstillende sportslige resultater også er en del af virkeligheden. Af disse årsager kan et fravalg af eliteidræt for nogle være den helt rigtige løsning, både på kort eller længere sigt.

Vejning i fodbold af børn og unge under 18 år bør ikke finde sted

DR’s dokumentarudsendelse ”Fodboldens usynlige syge” har de seneste uger skabt debat om vejning, spiseforstyrrelser, depression og mistrivsel i dansk kvindefodbold. ”Offentlige” vejninger er naturligvis helt legitimt i sportsgrene som brydning, boksning, judo og roning (letvægt), hvor vejning er en del af sportsgrenens regelsæt – også for børn og unge under 18 år. For eliteatleter over 18 år kan det i mange sportsgrene – herunder liga- og landshold i fodbold og håndbold – være særdeles hensigtsmæssigt at anvende vejning, som en del af præstationsoptimering, både i forhold til træning, kampe og turneringer. Om vejning indgår som en del af kontraktforholdet mellem spiller og klub eller forbund afgør parterne selvstændigt og suverænt. For børn og unge under 18 år – som ikke er personligt myndige – bør vejning i sportsgrene som fodbold og håndbold med mange, komplekse præstationsfaktorer efter min mening ikke finde sted. For ungdomsspillere er der langt vigtigere fysiske faktorer – som f.eks. udholdenhed, hurtighed, spændstighed, koordination og balance – end spilleren vejer 1/2 eller 2 kilo for meget eller lidt.

Eliteatleter har ofte en stærk mental sundhedsprofil 

For mindre end to år siden satte et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet fokus på danske eliteatleters mentale sundhed og trivsel. Og en række konklusioner er værd at fremhæve. For det første har danske eliteatleter samme mentale sundhed og trivsel som befolkningen som helhed. For det andet er der markante forskelle på kvindelige og mandlige eliteatleters mentale sundhed og trivsel i forskellige sportsgrene. For det tredje har danske eliteatleter samme mentale sundheds- og trivselsprofil som eliteatleter i bl.a. Sverige, Australien, Schweiz, Tyskland og Storbritannien. Og endelig for det fjerde – og allervigtigste – har næsten 2/3 (64 %) af danske eliteatleter en ”stærk mental sundhedsprofil”, 30 % af eliteatleterne har en ”moderat mental sundhedsprofil” og kun et beskedent mindretal (6 %) – kan kategoriseres som eliteatleter med en ”svag mental sundhedsprofil”. Disse eliteatleter viser en høj grad af mistrivsel, sover mindre og oplever i langt højere grad stressende situationer, både i eliteidræt, på uddannelsen og i privatlivet. Nogle af disse vil formentlig før eller siden fravælge et fortsat liv som eliteatlet. Det er naturligvis meget væsentligt – ikke mindst for træneren i hverdagen – at have fokus på disse eliteatleter og ikke mindst de udfordringer og dilemmaer, som de står overfor i træning, konkurrencer, uddannelse, job eller hverdagsliv. Og somme tider er der dybest set tale om personer, som har personlighedstræk, som simpelthen ikke ”passer ind” i eliteidrættens selektive og krævende struktur.

Eliteidræt gi’r kompetencer, som er værdifulde i livet

Jeg tror at Freja Ravn som eliteatlet har haft en ”stærk mental sundhedsprofil”. Og så er jeg overbevist om at hun har rigtige gode chancer for at gennemføre en uddannelse som jurist, blive en kompetent og værdsat medarbejder og ikke mindst få et godt og meningsfyldt liv udenfor eliteidræt – ikke mindst på grund af hendes oplevelser, kompetencer og erfaringer, som hun har med i ”rygsækken” fra eliteidræt.

Kilder:

Andreas Küttel, Andreas Koefoed Petersen & Carsten Hvid Larsen: ”To Flourish or Languish, that is the question: Exploring the mental health profiles of Danish elite athletes” (Psychology of Sport & Exercise, No. 52 – 2021).

”Eliteatleters mentale sundhed er hverken bedre eller dårligere end befolkningen som helhed” (4. januar 2021) – https://ma57.dk/eliteatleters-mentale-sundhed-er-hverken-bedre-eller-daarligere-end-befolkningen-som-helhed

 

Temperaturen om dagen i Ruhpolding – en landsby med 6.500 indbyggere 75 km sydøst for München – har i de seneste uger været 10-16 grader. Og om natten har der ikke været minusgrader, så al nedbør er faldet som regn og ikke sne. Det seneste snevejr i området var for mere end 3 uger siden. Af den årsag kan den kommende International Biathlon Union (IBU) World Cup i biathlon på ”Chiemgau Arena” med 25.000 tilskuere på tribunerne og langs løjperne blive en ”blandet fornøjelse” for de 200 skiskytter, som skal konkurrere i individuel start (onsdag og torsdag), stafet (fredag: mænd og lørdag: kvinder) og fælles start (søndag). Ruhpolding har siden midten af 1960’erne været vært for årlige IBU World Cups og ikke færre end 4 verdensmesterskaber i biathlon – senest i 2012. Ruhpolding har således været stærkt medvirkende til at biathlon er den næstmest populære sportsgren i Tyskland – kun overgået af fodbold.

Menneskeskabte klimaforandringer har store omkostninger

Først i 1980’erne begyndte de skræmmende perspektiver i de menneskeskabte klimaforandringer for alvor at få opmærksomhed blandt forskere, medier og politikere. Den primære årsag til klimaforandringerne har været en ekstrem udledning af drivhusgasser, især CO2, blandt verdens rigeste lande, som har opvarmet atmosfæren, havene og landjorden over alt på kloden. Konsekvenser af den globale opvarmning har været – og er fortsat – talrige: Vejret bliver mere ekstremt med heftigere storme og store oversvømmelser, tørke, ørkendannelse, skovbrande, vandmangel og fejlslagen høst. Isen smelter i bjergene og ved Nord- og Sydpolen, vandstanden i havene stiger, planter og dyr uddør, fordi de ikke kan tilpasse sig de nye forhold, og millioner af mennesker – især i Afrika, Sydamerika og Asien – drives på klimaflugt.

Værtskab for vinter-OL 2030 er udsat på ubestemt tid

Også international elitesport er ”offer” for klimaforandringerne, især vintersportsgrene som alpint skiløb, langrend, nordisk kombineret og biathlon. Klimaforandringer er årsag til at den Internationale Olympiske Komité (IOC) har udsat beslutningen om tildelingen af værtskabet for vinter-OL 2030 på ubestemt tid. Beslutningen om værtskab i 2030 skulle oprindeligt finde sted på den kommende IOC-session i juni 2023, men de globale klimaudfordringer har betydet at IOC overvejer at indføre minimumskrav til såvel gennemsnitstemperatur som snedybde for kommende værtsbyer. På nuværende tidspunkt er der kun er to seriøse bud på OL-værter i 2030: Sapporo i Japan og Salt Lake City i USA – begge byer, som tidligere (2002 og 1998) har været værtsbyer for vinter-OL.

Stort behov for radikale ændringer

De seneste års data og analyser fra forskningsinstitutioner – bl.a. i Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig, Canada og USA – har éntydigt vist at der er et stort behov for radikale ændringer, hvis vintersportsgrene som alpint skiløb, langrend og biathlon skal ”overleve”, både for topatleter og alle andre som finder glæde og fornøjelse ved vintersport. Den globale opvarmning har bl.a. betydet at mere end halvdelen af tidligere vinter-OL værtsbyer om 25 år ikke vil kunne afholde udendørs ski-konkurrencer. Personligt oplevede jeg både ved vinter-OL 2010 i Vancouver og vinter-OL 2014 i Sochi at topatleterne i alpint skiløb, langrend, nordisk kombineret, freestyle og biathlon var voldsomt udfordret af alt for høje temperaturer, for lidt og alt for ”blød” sne.

Alle har ansvar – også IOC og de internationale forbund

Fremtidens klimaudfordringer kan kun løses ved radikale handlinger, som skal iværksættes hurtigst muligt. Hvert enkelt menneske, virksomhed og nation overalt på kloden har et stort ansvar for at udledning af CO2 bliver stærkt reduceret i de kommende år. Ansvaret påhviler naturligvis også IOC og de internationale forbund, som bør ”gå foran” som rollemodeller ved at opstille konkrete målsætninger og handlinger for klimaforbedringer. IBU har taget klimaudfordringerne alvorligt ved bl.a. at vedtage en ambitiøs målsætning og strategi – ”IBU Sustainability Strategy 2020 – 2030” – der forpligter IBU til at adressere bæredygtighed på fem forskellige områder: Klima, sport, mennesker, anlæg og konkurrencer, kommunikation og opmærksomhed. IBU’s klimamål er at reducere CO2 i overensstemmelse med klimamålene i Paris-aftalen samt være klimaneutral som sportsgren senest i 2030.

Stor bekymring blandt verdensklasseatleter

Verdensklasseatleterne i biathlon er stærkt bekymrede for deres sportsgrens fremtid på grund af klimaændringerne. Antallet af træningsdage pr. sæson med tilfredsstillende vejrforhold er i de seneste år blevet markant reduceret. Flere og flere IBU World Cups foregår ved hjælp af store mængder ”kunst-sne” og høje temperaturer – også i lande som Sverige og Norge – forhold, som giver urimelige konkurrencefordele for de første skiskytter på løjperne. Flere topatleter som f.eks. Dorothea Wierer (Italien), Emilien Jacquelin (Frankrig) og Sebastian Samuelsen (Sverige) er også begyndt at stille spørgsmålstegn ved skiskytternes transport med fly rundt om i Europa inden for færre og færre uger.

Næste vinter-OL på Europas højest beliggende biathlon-arena

Vinter-OL 2026 afholdes med Milano i Norditalien som værtsby. De fleste skisportskonkurrencer er henlagt Cortina d’Ampezzo og Livigno, mens biathlon afvikles i Antholz-Anterselva, som for tre år siden var vært for VM og som ofte er vært for IBU World Cups. ”Arena Alto Adige” er beliggende i 1.600 meters højde og hermed den højeste biathlon-arena i Europa. Jeg er sikker på at skiskytterne vil få rigtige gode forhold ved vinter-OL 2026 – men hvad så derefter?

Kilder:

International Biathlon Union – https://www.biathlonworld.com

Natalie Knowles, Daniel Scott & Robert Steiger: Winter sports and climate change I: Sport and Environmental Sustainability – Research and Strategic Management. Edited by Greg Dingle & Chryl Mallen (Routledge, 2020).

Sven Schneider & Hans-Guido Mücke: Sport and climate change – how will climate change affect sport? I: German Journal of Exercise and Sport Research (2021) https://doi.org/10.1007/s12662-021-00786-8

Scott, R. Steiger, M. Rutty & P. Johnson: The future of the Olympic Winter Games in an era of climate change. I: Current Issues in Tourism (Routledge, 2015) – https://doi.org/10.1080/13683500.2014.887664

FIFA World Cup 2022 i Qatar er årets sidste internationale sportsevent. Og med Danmarks dårligste VM-resultat nogensinde kan der nu gøres status for de danske atleter, hold og forbunds resultater i de seneste 12 måneder. DIF, Team Danmark og medierne vil formentlig i de kommende uger fremhæve en række verdensklassepræstationer, men flere olympiske sportsgrene som f.eks. sejlsport, roning, badminton og svømning har i år langt fra opnået tilfredsstillende resultater.

Komparative analyser af elitesport er komplekst

Det er vanskeligt at udarbejde komparative analyser af de enkelte nationers resultater i elitesport. Det skyldes primært en række metodiske udfordringer: Hvilke olympiske og ikke-olympiske sportsgrene skal indgå i analysen? Hvilke internationale konkurrencer – VM og EM, World Cups og særlige events som f.eks. Grand Slam-turneringer i tennis, Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta e Espana i cykling, Formel 1 i motorsport eller PGA Tour i golf – skal analysen omfatte? Hvordan skal vægtningen af medaljer – guld, sølv og bronze – være i forhold til top-6, top-8 eller top 10-placeringer? Hvordan skal analysen sammenligne sportsgrene med mange discipliner som f.eks. roning, cykling og svømning med sportsgrene med kun én disciplin som f.eks. håndbold og ishockey? Og skal de forskellige sportsgrene som f.eks. fodbold, atletik, skateboard og klatring vægtes ligeværdigt eller forskelligt i forhold til de enkelte sportsgrenes internationale økonomi, medieomtale, prestige eller andet?

Flere unikke verdensklasse-præstationer

De største danske sportspræstationer i 2022 har efter min opfattelse været Jonas Vingegårds Tour de France-sejr, Viktor Axelsen og Anne-Marie Rindoms VM-guld i henh. badminton og sejlsport samt dressurlandsholdets guldmedalje for hold og Cathrine Laudrup-Dufour ’s sølvmedalje ved VM på hjemmebane i Herning. Både Axelsen og Rindom har med årets VM-titler indskrevet sig som det seneste tiårs allerstørste danske sportsprofiler med bl.a. OL-guld (2020), OL-bronze (2016) samt henh. to og tre VM-guldmedaljer. Og de to verdensklasseatleter er – sammen med banerytterne, dressurrytterne og de to håndboldlandshold – på nuværende tidspunkt blandt Danmarks stærkeste OL-medaljekandidater i Paris om 20 måneder. Også bryderen Turpal Bisultanov (VM-sølv), der endnu ikke har opnået dansk statsborgerskab og de to EM-medaljer i håndbold bør nævnes som stærke sportspræstationer i 2022. Endelig bliver det fremover spændende at følge den kun 19-årige tenniskomet Holger Rune, som på rekordtid har spillet sig ind blandt verdens 10 bedste. Årets 9 VM-medaljer i olympiske discipliner er tilfredsstillende, hvorimod antallet af top-8 placeringspoint er overraskende lavt.

Top-8 placering ved VM er en god indikator på verdensklasse

Top-8 placering ved VM er en god indikator på atleter og hold, som er tæt på kampen om medaljer. Det er også den indikator, som anvendes af mange nationers olympiske komiteer ved tildeling af direkte og indirekte støtte til atleter, hold og forbund. Top-8 placeringspoint anvendes også af Idrættens Analyseinstitut (Idan), som foruden antal af VM-medaljer i olympiske discipliner anvender verdensrangliste-placering (f.eks. i tennis, golf, svømning og atletik) eller EM-placering (håndbold) i år uden afholdelse af VM for bedre at kunne sammenligne alle år.

Laveste top-8 placeringspoint i mere end 10 år

Danske atleter og hold har kun opnået 87 top-8 placeringspoint i olympiske discipliner, hvilket er det laveste pointantal i mere end 10 år. Antallet af top-8 placeringspoint har i det seneste tiår normalt ligget på 120-140 med 151 placeringspoint i 2012 som rekordåret. Der er overraskende mange olympiske sportsgrene – bl.a.  sejlsport, roning, badminton og svømning – som i år har leveret resultater (langt) under middel. Disse sportsgrene er historisk forbundet med mange OL- og VM-medaljer. Af den årsag er det også sportsgrene, hvor Team Danmark ”investerer” rigtig mange støttekroner. Alle fire forbund – Dansk Sejlunion, Dansk Forening for Rosport, Badminton Danmark og Dansk Svømmeunion – modtager 6-8 mio. kr. årligt i støtte fra Team Danmark. Årets resultater i disse forbund bør give anledning til kritiske evalueringer og ikke mindst målrettede handlinger frem imod OL-kvalifikation, som i langt de fleste sportsgrene finder sted i 2023.

Dårligere placering på international ranking end Kroatien, Litauen, Estland og Slovakiet

Det yderst beskedne antal top-8 placeringspoint afspejler sig også i Danmarks ranking på internationale, komparative analyser som f.eks. ”Greatest Sporting Nations” og ”World Sport Ranking”.  Danmark er placeret i år placeret som nr. 44 blandt alle verdens mere end 200 nationer og som nr. 25 i forhold til indbyggertal på ”Greatest Sporting Nations”, der omfatter 98 olympiske og ikke-olympiske discipliner. Placeringerne er markant dårligere end både 2014 (nr. 34 og 14) og 2018 (nr. 31 og 12), som er de mest relevante, sammenlignende år. Placeringen som nr. 25 i forhold til indbyggertal betyder også at Danmark i 2022 er placeret dårligere på den internationale ranking end nationer som Kroatien, Litauen, Estland og Slovakiet.

Stor fokus på OL-kvalifikation i 2023

Både DIF, Team Danmark og de olympiske forbund har pt. stor fokus på OL-kvalifikation, som for mange topatleter er ”drømmemålet” og for de enkelte forbund den vigtigste ”eksamen” i forhold til fremadrettet økonomiske støtte fra såvel Team Danmark som kommercielle samarbejdspartnere. Der er ingen tvivl om at den internationale konkurrence i stort set alle sportsgrene er væsentlig skærpet. Og skal Danmark opnå et tocifret antal OL-medaljer, som ved de to seneste Olympiske Lege, skal resultaterne – især af de næstbedste atleter og hold i en række forbund – være væsentlig bedre i 2023 end i det forløbne år.

Du kan få yderligere informationer på følgende websites:

Greatest Sporting Nations – https://greatestsportingnation.com

World Sport Ranking – https://www.worldsportranking.info

Idans årlige resultatanalyse – https://www.idan.dk/udgivelser/danske-eliteresultater-2021

Team Danmark – https://www.teamdanmark.dk

OL-kvalifikation 2024 – https://olympics.com/en/news/paris-2024-olympic-games-how-do-athletes-qualify

Samspillet mellem hjerne og krop er forunderligt og i elitesport er det altafgørende. Denne erkendelse blev tydelig for mig for mere end fire årtier siden ved mødet med Lars-Eric Uneståhl fra Örebro Universitet, som var underviser på et uddannelseskursus for bordtennistrænere, hvor jeg var blandt kursisterne.

Pioner med visioner og passion

Lars-Eric Uneståhl, der i dag er 84 år og fortsat leder af ”Scandinavian International University”, var tidligere eliteatlet og blev i slutningen af 1960’erne uddannet klinisk psykolog med en Ph.D.-afhandling om hypnose og posthypnotisk suggestion. De følgende år begyndte Uneståhl at arbejde tæt sammen med nogle af Sveriges bedste landshold og topatleter, bl.a. verdensmesteren i bordtennis Stellan Bengtsson. Uneståhl bad Bengtsson ”forestille sig” at han spillede VM-finalen 1971 ”inde i hovedet” med lukkede øjne hvilende på en sofa. Det viste sig at der var en direkte kobling mellem de billeder, som Bengtsson ”fremkaldte” i hjernen og reaktionernes i hans muskler. Det var denne type af ”eksperimenter”, som var baggrunden for Uneståhl’s udvikling af mental træning. Og som åbnede flere og flere atleter og træneres øjne for at ”virkeligheden” ikke kun er hvad som hænder, men også hvordan vi opfatter og reagerer på det, som hænder. Lars-Eric Uneståhl blev også – som den eneste sportspsykolog – tilknyttet Sveriges Olympiske Komité, bl.a. ved OL 1976 i Montreal. De seneste fem årtier har Uneståhls faglig viden, programmer og modeller ikke kun vundet indpas i elitesport, men bl.a. også på skoler og uddannelsesinstitutioner, i erhvervslivet og sundhedsvæsenet, både i og udenfor Sverige. Uneståhl har igennem årene udgivet 20 bøger, mere end 200 videnskabelige artikler og et stort antal mentale træningsprogrammer på en række forskellige sprog.

Et nyt team med høj faglighed

Det var ikke mindst mit møde med Lars-Eric Uneståhl og personlige oplevelser med danske topatleter og hold ved internationale mesterskaber, som var de afgørende faktorer for en markant opprioritering af Team Danmarks arbejde med sportspsykologi for snart 15 år siden. Både Team Danmark og mange forbund havde ganske vist igennem en del år anvendt sportspsykologi i træning og ved internationale mesterskaber, men det skete som oftest tilfældigt og usystematisk. Der var i årene op til og under OL 2008 i Beijing ansat mere end 30 ”sportspsykologer” med vidt forskellige faglige kvalifikationer og erfaringer – ofte med meget få ugentlige timer eller som ”psykologisk rådgiver” ved OL, VM eller EM. Og der var ingen – eller i hvert fald yderst begrænset – vidensdeling eller netværk mellem ”sportspsykologerne”. Vi besluttede derfor at ” … den sportspsykologiske indsats skal styrkes i 2009-2012 med det formål i højere grad at sikre, at danske atleter opnår de rette mentale redskaber for at kunne træne og præstere optimalt på højeste internationale niveau. Det sportspsykologisk koncept har særligt fokus på den præstationsfremmede og praktisk anvendelige sportspsykologi”. Konceptet satte fokus på tre indsatsområder: Mental træning, coaching og udviklingssamtaler samt psykologisk bistand, f.eks. i forbindelse med skader og kriser. Konceptet skulle være målrettet såvel atleter som trænere samt i videst muligt omfang implementeres i den daglige træning. Af den årsag blev samtaler, supervision og uddannelse af både atleter og trænere opprioriteret markant i de efterfølgende år.

Evidens-baseret viden fra international forskning

I efteråret 2008 blev Jakob Hansen, Kristoffer Henriksen, Greg Diment og Louise Sonne Schjellerup ansat som sportspsykologiske konsulenter i Team Danmark. Og sammen med teamleder Jens Meibom fik de ansvaret for at udarbejde et fælles koncept på baggrund af evidens-baseret viden fra international forskning. Ligeledes skulle teamet udarbejde specifikke koncepter og modeller til de enkelte sportsgrene. Det var helt essentielt at de fire sportspsykologiske konsulenter havde faglige uddannelser på højt niveau, dvs. mindst 5-årige kandidatuddannelser. Det var også en stor fordel for udvikling af feltet at Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet på samme tid etablerede en forskningsenhed “Learning & Talent in Sport” og senere en kandidatuddannelse: ”Konkurrence- og eliteidræt” med sportspsykologi er et af de mest centrale fag. Derudover skulle de sportspsykologiske konsulenter besidde mindst 5 års praktisk erfaring med elitesport, enten om atlet eller træner. Endelig var det en stor faglig styrke at bl.a. Greg Diment kunne bidrage med viden og erfaringer fra Australian Institut of Sport (AIS), som igennem årtier har været et af verdens stærkeste faglige miljøer indenfor anvendt sportspsykologi.

Faglig viden, erfaringer fra praksis og stærkt netværk

Flere og flere forbund, klubber og elitekommuner har i de seneste år ansat faglige eksperter indenfor anvendt sportspsykologi, hvilket har medført et væsentligt kvalitetsløft af dansk elitesport. Greg Diment og Kristoffer Henriksen er fortsat ansat som sportspsykologiske konsulenter i Team Danmark, som også løbende har ansat nye medarbejdere indenfor feltet og ikke mindst videreudviklet koncepter, modeller og samarbejdsrelationer med atleter, trænere og sportschefer. Der er ikke forbundet en autorisation – altså formelle lovkrav – i forhold til at virke som ”sportspsykolog”, hvilket f.eks. er gældende for læger, kiropraktorer og fysioterapeuter. En sådan autorisation har til formål at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af disse fagprofessionelles ydelser. Autorisation er ikke obligatorisk for at kunne arbejde som psykolog, men på visse arbejdsområder, f.eks. udarbejdelse af psykologiske undersøgelser af børn, forudsætter en autorisation som psykolog. Enhver kan altså anvende titlen ”sportspsykolog” eller ”sportspsykologisk konsulent”. Alle klubber, forbund og elitekommuner bør imidlertid sikre mindst 3 særlige kompetencer ved ansættelse af en sportspsykologisk konsulent. For det første en solid faglig uddannelse på mindst kandidatniveau med særlig fokus på sportspsykologi. For det andet flere års praksiserfaring som atlet eller træner – og meget gerne erfaringer fra forskellige sportsgrene. Og for det tredje bør den sportspsykologiske konsulent indgå i et stærkt netværk, hvor ny inspiration og vidensdeling er prioriteret højt. Det kan evt. være et nationalt netværk som ”Dansk Idrætspsykologisk Forum” eller internationale organisationer som ”European Federation of Sport Psychology” eller ” International Society of Sport Psychology”. Derudover skal den sportspsykologisk konsulent være indstillet på at arbejde tæt sammen med de øvrige faglige eksperter: Lægen, fysioterapeuten, diætisten, den fysisk træner, sportschefen og naturligvis (chef)træneren, som har det overordnede ansvar for den daglige træning – til glæde og gavn for atleten og holdet.

Du kan læse mere her:

Team Danmark – sportspsykologi – https://www.teamdanmark.dk/performance/sportspsykologi

Scandinavian International University – https://www.unestahl.com

Dansk Idrætspsykologisk Forum – http://xn--danskidrtspsykologiskforum-6ic.dk

European Federation of Sport Psychology – https://fepsac.com

International Society of Sport Psychology – https://www.issponline.org