micand57@gmail.com

Om få uger tændes den olympiske ild på ”National Stadium” i Tokyo. De XXXII olympiske lege bliver på grund af den globale pandemi en meget speciel begivenhed, idet langt hovedparten af japanerne ønsker OL 2020 enten udskudt eller helt aflyst. Derudover vil ingen tilskuere uden Japan få mulighed for at overvære konkurrencerne og atleter, trænere og ledere vil være underlagt en lang række restriktioner i forhold til deres adfærd, både i og uden for den olympiske by.

OL 2020 gennemføres af økonomiske årsager

OL 2020 i Tokyo, der skulle være afviklet sidste sommer, gennemføres udelukkende af økonomiske årsager. Japans regering kan juridisk ikke aflyse legene, idet Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ejer begivenheden, mens Tokyo er kontraktligt forpligtet til at være værtsby. Det anslås at en aflysning af OL 2020 ville afstedkomme et samlet tab på 17 milliarder dollars. Derudover vil IOC kunne imødese uoverskuelige retssager, både fra kommercielle samarbejdspartnere og ikke mindst tv-selskaber som NBCUniversial, BBC og Eurosport, som har eksklusive rettigheder til direkte tv-transmissioner fra legene. Der er heller ingen tvivl om at manglende indtægter fra IOC i forbindelse med OL 2020 ville medføre at både hovedparten af internationale specialforbund og nationale olympiske komitéer, vil være økonomisk insolvent, såfremt legene blev aflyst.

Stor usikkerhed om de enkelte atleter og holds aktuelle sportslige niveau

Også ud fra sportslige perspektiver kan der stilles mere end ét spørgsmål ved værdien af OL 2020. Alle 33 internationale specialforbund, som er repræsenteret i Tokyo, har igennem de seneste 18 måneder – i større eller mindre grad – udsat eller aflyst både verdensmesterskaber, kontinentale mesterskaber som f.eks. EM, World Cups og OL-kvalifikationsstævner. Derudover har træningslejre og øvrige forberedelser, som er blevet ændret eller aflyst, skabt masser af usikkerhed og frustrationer hos såvel atleter, trænere som ledere. OL 2020 bliver således radikalt anderledes end tidligere afholdte OL.

Meget stor forskel på medaljechancer i de enkelte sportsgrene

Uanset disse på flere områder urimelige forhold og vilkår for atleterne vil OL 2020 indeholde 16 intense konkurrencedage, hvor 10.500 atleter fra 204 nationer kæmper om medaljer, hæder og ære i 339 discipliner. Danmark har kvalificereret atleter og hold i 16 sportsgrene – præcis det samme antal, som ved OL 2016 i Rio. Danske atleter har kvalificeret sig i bueskydning, judo og skateboard, hvilket ikke var tilfældet for 4 år siden. Til gengæld vil Danmark ikke være repræsenteret i tennis, triatlon og fodbold (mænd) som i 2016. Der er imidlertid meget stor forskel på de danske medaljechancer i de 16 sportsgrene.

Tidligere VM-resultater og kontinuitet på højt internationalt niveau er afgørende for OL-medaljepotentiale

Selv for de største medaljekandidater er der ingen garanti for sportslig succes ved OL. Det skyldes bl.a. at olympiske lege adskiller sig markant fra internationale mesterskaber som VM og EM. OL afholdes kun hvert fjerde år, medieinteressen – især overfor ”mindre” sportsgrene som f.eks. roning, kajak og skydning – er langt større end normalt og alle atleterne bor sammen på tværs af sportsgrene i den olympiske by. Af disse årsager er det også yderst sjældent at danske atleter eller hold vinder medalje som OL-debutanter. De væsentligste kriterier for OL-medaljekandidater er efter min opfattelse atleterne og holdenes VM-resultater og især kontinuitet af præstationer på højt internationalt niveau indenfor de seneste 4 år. Atleter og hold, som har vundet VM-medaljer eller som minimum opnået top-8 resultater ved VM, har nemlig vist at de kan ”kæmpe med om medaljerne”. Og så viser analyser af OL-resultater over tid at der ”kun” realiseres to medaljer ud fra 5 potentielle medaljekandidater.

En officiel målsætning og en ”uofficiel” kandidatliste

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmarks officielle målsætning ved OL 2020 er 8-10 medaljer. Men der er også udarbejdet en ”uofficiel” liste med 20-25 atleter og hold, som er medaljekandidater. DIF, Team Danmark og de enkelte forbund har igennem dialog på forhånd aftalt, hvilke navngivne atleter og hold som efter deres opfattelse har størst chance for medaljer og hermed også prioriteret ressourcerne forskelligt i forhold til alle atleterne og holdene, både før og under legene. Der er mange forskellige årsager til at DIF, Team Danmark og forbundene undlader at offentliggøre den ”uofficielle liste” over medaljekandidater – og overlade det til medierne, tv-seerne og andres mere eller mindre kvalificerede gætterier. Men lad mig sætte navn på nogle af de atleter og hold, som efter min opfattelse har de største medaljechancer i Tokyo.

4 km-holdet og Mørkøv/Hansen som de største medaljekandidater

Danmark har efter min opfattelse langt de fleste og nogle af de største i cykling – og især i banecykling. De største medaljekandidater er 4 km-holdet, som ved det seneste VM i februar 2020 blev verdensmestre og satte ikke mindre end tre verdensrekorder. Holdet, der bestod af Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Rasmus Pedersen, har også vist en stor stabilitet ved VM 2018 (sølv) og VM 2019 (bronze) siden OL 2016 i Rio, hvor holdet vandt bronze. Foruden Danmark har også Australien, Storbritannien, New Zealand og Italien gode medaljechancer. Blandt de største danske medaljekandidater i Tokyo er også 36-årige Michael Mørkøv og 29-årige Lasse Norman Hansen. Både Mørkøv (2008) og Hansen (2012 og 2016) har tidligere vundet OL-medaljer og ved VM 2020 blev de suveræne verdensmestre i parløb. Mørkøv og Hansens store rutine og tekniske færdigheder gør dem efter min mening til … guldfavoritter.

Regerende olympiske- og verdensmestre vil altid være (stor)favoritter

Som regerende olympiske mestre (2016) og dobbelte verdensmestre (2019 og 2021) er håndboldherrerne også blandt Danmarks største medaljekandidater. Holdet har en utrolig bredde og topkvalitet på samtlige positioner på banen, både målmand, forsvar og angreb. OL-turneringen, hvor hele 8 ud af 12 hold kvalificerer sig til kvartfinalen efter 5 gruppekampe, betyder at kampene efter min opfattelse først bliver ”rigtig alvorlige” i kvartfinalerne og fremefter. Danmark er (stor)favorit til guldet, men Spanien, Frankrig og vore nordiske naboer – Sverige og Norge – både kan og vil meget gerne udfordre det danske landshold. Men jeg tror at det lykkes håndboldherrerne at genvinde mindst en medalje.

To mentalt stærke piger kan vinde OL-medaljer på vandet

Jeg tror også på dansk OL-medalje i sejlsport, hvor især Anne-Marie Rindom (Laser Radial), der netop er fyldt 30 år, er en af Danmarks største medaljekandidater. Anne-Marie deltager for 3. gang ved OL og hun vandt bl.a. OL-bronze i 2016. Derudover har Anne-Marie en række internationale topresultater, bl.a. VM-bronze (2018) og VM-guld (2019). Sidstnævnte præstation betød bl.a. at Rindom i 2019 af World Sailing blev kåret som verdens bedste sejler på tværs af alle olympiske bådtyper – som den første dansker nogensinde. Jeg tror at Anne-Marie Rindoms største konkurrenter i Tokyo bliver den regerende olympiske mester og 4-dobbelte verdensmester Marit Bouwmeester fra Holland og Emma Plasschart fra Belgien, som vandt VM-guld i 2018.

Også kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen, der vandt OL-sølv i Rio, er blandt Danmarks største medaljekandidater. Og hun har endda efter min opfattelse medaljechance i både K1 200 og K1 500. Emma viser altid – i lighed med Anne-Marie Rindom – et utroligt højt bundniveau og stor mental styrke – ved internationale mesterskaber. Hendes største konkurrent til medaljerne i Tokyo bliver utvivlsomt Lisa Carrington fra New Zealand, som er dobbelt olympiske mester (2012 og 2016) samt verdensmester i K1 200 ved de seneste 7 verdensmesterskaber. Også Danuta Kozák fra Ungarn og Volka Khudzenka fra Hviderusland i K1 500 og Marta Walczykiewicz fra Polen på K1 200 vil efter min opfattelse udfordre den 25-årige lollik fra Maribo.

Den høje fynbo mod en af Japans største medaljekandidater

Danmark har også stolte olympiske traditioner i badminton, senest med bl.a. OL-bronze i 2016 til Viktor Axelsen. Jeg tror også at Viktor, der blev verdensmester i 2017, har rigtig gode medaljechancer i Tokyo, bl.a. på grund af en seedning til en semifinale. De største favoritter til OL-medaljerne – foruden Axelsen – er efter min mening Kento Momota med et særdeles entusiastisk hjemmepublikum bag sig, Chou Tien Chen fra Taiwan og Anthony Ginting fra Indonesien. Anders Antonsen (VM-sølv 2019), der også er seedet til en semifinale, kan måske overraske de øvrige medaljekandidater.

Stor chance for første OL-medalje til Færøerne

Danmark har vundet medaljer i roning ved de seneste 6 olympiske lege. De største medaljechancer i Tokyo må absolut tildeles Sverri E. Nielsen i singlesculler. Færingen, der bl.a. har vundet VM-sølv i 2019, har haft en meget markant fremgang i de seneste 2-3 år. Blandt hans største konkurrenter er den regerende verdensmester Oliver Zeidler fra Tyskland og Kjetil Borch fra Norge, men færingen virker målrettet og topmotiveret for at erobre den første OL-medalje nogensinde til det stolte ø-rige midt ude i Atlanten.

Kampen om splitsekunderne og OL-medaljerne

Den sidste af de største danske medaljekandidater er efter min opfattelse svømmeren Pernille Blume, der meget overraskende vandt OL-guld i 2016 i 50 meter fri. Blume har også efter OL-triumfen i Rio opnået gode resultater, bl.a. 4. pladser ved både VM 2017 og VM 2019. OL-finalen, der svømmes søndag den 1. august, afgøres inden for få hundrede eller måske tusinddele af et sekund. Og blandt kandidaterne til medaljerne er – foruden Blume – Sara Sjöström fra Sverige, som vandt tre OL-medaljer i Rio, Ranomi Kromowidjojo fra Holland og de to australiere: Emma McKeon og Cate Campell, som har svømmet på årets to hurtigste tider på 50 meter fri.

Danmark vinder mindst ti medaljer – og der vil også være overraskelser

DIF og Team Danmark ” … forventer at de 8-10 medaljer blandt andet bliver vundet i cykling, håndbold, sejlsport, kajak, badminton, svømning, ridning, roning og skydning”. Jeg tror at Danmark vinder mindst 10 OL-medaljer, men ikke i flere end 7 sportsgrene. Der vil være nogle af ovennævnte atleter og hold, som ikke kommer hjem med medaljer. Og der vil helt sikkert også være atleter og hold, som (meget) overraskende kommer hjem med medaljer – måske endda nogle, som ikke står på den ”uofficielle” liste over potentielle medaljekandidater.  Det er ikke mindst disse overraskelser, som gør OL til noget helt ekstraordinært – også for atleterne.

Du kan læse mere om OL 2020 her:

https://olympics.com/tokyo-2020/en

https://ol2020.dif.dk

Bonnucci – en del af verdens stærkeste forsvarskvartet

Den 34-årige Leonardo Bonnucci er født og opvokset i Viterbo – en provinsby med 70.000 indbyggere lidt nord for Rom – hvor han også spillede ungdomsfodbold. Som 18-årig skrev han kontrakt med Milano-klubben Inter, som hurtigt lejede ham ud til Serie B klubber som bl.a. A.C. Treviso, S.S.C. Bari og C.F.C Genoa. Det var først med skiftet i 2010 til storklubben Juventus F.C. at Bonnucis nationale og internationale karriere for alvor tog fart. Bonnuci blev forsvarsmakker med den rutinerede landsholdsspiller Andrea Barzagli og de to år ældre Giorgio Chiellini. Og med målmandslegenden Gianluigi Buffon som ekstra gardering bagved de tre bagerste forsvarsspillere. En kvartet, som på rekordtid udviklede sig til verdens stærkeste forsvar.

Chiellini – “Den gamle dames forsvarsgeneral”

Den 36-årige Giorgio Chiellini er født i Pisa og allerede som 16-årig debuterede han for Serie C-klubben A.S. Livorno Calcio. Efter korte ophold i bl.a. A.S. Roma og A.C.F. Fiorentina skrev han i 2005 kontrakt med Juventus F.C., som han har repræsenteret igennem de seneste 16 sæsoner. Resultater med ”La Vecchia Signora” er helt unikke: 9 nationale mesterskaber, 5 pokaltitler og mere end 400 kampe i Serie A. Derudover mere end 70 kampe i Champions League, hvor han har været tabende finalist to gange (2015 og 2017). Chiellini blev allerede som 15-årig udtaget til det italienske U-16 og i 2005 fik han debut på det italienske A-landshold. Chiellini står i dag foran hans 6. internationale slutrunde (EM 2008, 2012 og 2016 samt VM 2010 og 2014) – og måske endda ikke den sidste. Chiellini har imidlertid været meget skadet igennem de seneste sæsoner, men Juventus’ nye cheftræner Massimilano Allegri har netop udtalt at han satser på duoen Bonnuci og Chiellini som nøglefigurer, når Juventus skal forsøge at tilbageerobre det nationale mesterskab – ”Scudetto” – i næste sæson.

Et unikt makkerskab med spidskompetencer i verdensklasse

De to siamesiske tvillinger – Chiellini og Bonucci – har igennem det seneste tiår udgjort det centrale forsvar, såvel hos Juventus F.C. som på det italienske landshold. De har begge passeret mere end 100 landskampe og sammen med Gianluigi Buffon, som opnåede 161 landskampe i perioden 1997 – 2017 har de to klassespillere skabt respekt og anerkendelse langt udenfor støvlelandet.  Både Chiellini og Bonucci har en række fysiske, tekniske, taktiske og mentale kvaliteter, men spidskompetencer hos de to er forskellige. Bonnuci besidder især tekniske færdigheder på et usædvanligt højt niveau, idet han er i stand til at igangsætte angreb med lange og præcise afleveringer. Han er langtfra blandt de hurtigste forsvarsspillere, men hans placeringsevne og spilintelligens har international topkvalitet. Chiellini er utvivlsomt en af verdens stærkeste forsvarsspiller i mand-mod-mand-spillet. Derudover har han et meget stærk hovedspil, både i forsvar og angreb. Endvidere er han – både verbalt og spillemæssigt – en naturlig dirigent af sine medspillere, hvilket også har gjort ham til anfører, såvel på klub- som landshold. De to spilleres spidskompetencer supplerer på den måde hinanden og så giver mange års samarbejde mellem de to også en helt særlig tillid og tro på hinanden. Som de har udtrykt det i et dobbeltinterview i den største italienske sportsavis ”Gazzatta dello Sport”: ”Vi kender hinanden langt bedre end vore ægtefæller kender os”.

“Gli Azzuri” – Ingen vinder titler udelukkende på stærkt forsvarsspil

Italien har ”kun” vundet Europamesterskabet en gang, nemlig på hjemmebane i 1968. Kun 4 nationer – Jugoslavien, Sovjetunionen, England og Italien – deltog i slutrunden, hvor semifinalen mellem Italien og Sovjetunionen endte uden mål trods forlænget spilletid. Finalisten – Italien – blev herefter fundet ved lodtrækning uden for de to omklædningsrum. Italien har været repræsenteret ved i alt 9 ud af 15 EM-slutrunder og to gange har ”de azurblå” været tabende finalister (2000 og 2012). Jeg tror at Italien har rigtig gode muligheder for at nå enten til semifinalen eller finalen ved UEFA EURO 2020. Den manglende kvalifikation til VM 2018 har nemlig på mange måder været et vendepunkt for den stolte fodboldnation og under den tidligere verdensklasseangriber Roberto Mancini’s ledelse har holdet vundet samtlige kampe i EM-kvalifikationen og er ubesejret i de seneste 27 landskampe. En verdensklassemålmand i form af Gianlugi Donnarumma fra AC Milan, som har løftet arven efter Gianluigi Buffon og Juventus-duoen – Bonnuci og Chiellini – har ikke lukket mål ind i de seneste otte landskampe. En stærk defensiv er imidlertid i dag ikke tilstrækkeligt til at vinde hverken EM- eller VM-trofæet. Optimismen blandt italienerne er derfor også knyttet til en meget spændende midtbanetrio bestående af klassespillerne: Marco Verratti fra Paris Saint-Germain, Jorginho fra Champion League-vinderne Chelsea og supertalentet Nicolo Beralla fra mesterholdet Inter. Helt fremme er profilerne hos ”de azurblå” Ciro Immobile fra S.S. Lazio, Federico Chiesa fra Juventus F.C. og Lorenzo Insigne fra S.S.C. Napoli.

Hellere ti sejre på 1-0 end én sejr på 10-0

På fredag aften vil anføreren for ”Gli Azzurri” – Giorgio Chiellini –sammen med sine holdkammeraterne gøre alt for at Italien får en god start på UEFA EURO 2020 med en sejr eller i hvert fald uafgjort mod Tyrkiet – en nation, som Italien aldrig har tabt til. Chiellini udtalte for nogle år siden at ” … jeg langt hellere vil vinde ti kampe med 1-0 end én kamp med 10-0”. Såfremt det sker i de kommende uger vil vejen til endnu en stor triumf for ”de azurblå” være åben – Forza Italia !

Du kan læse mere om italiensk fodbold i denne blog:

«La bella momenti della vita» – om livets værdier og fodbold | MA57 Consulting

“Blind” tillid til idrætsorganisationerne

Idrætsorganisationer som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DIF’s specialforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF) har i hele deres levetid kæmpet for at en klar rollefordeling og arbejdsdeling i forhold til staten: Staten skal ”investere” flest mulige ressourcer (penge) i idrætsorganisationerne, der ”båret af frivillige”, til gengæld skal bidrage til ”samfundets bedste” uden statslig indblanding. Denne adskillelse er kun blevet udfordret ganske få gange, når idrætsorganisationerne – nationalt og internationalt – ikke selvstændigt har kunnet løse bestemte opgaver på tilfredsstillende vis. Oprettelse af statslige institutioner som Team Danmark (1985), Lokale- og Anlægsfonden (1993), Anti Doping Danmark (2004) og Idrættens Analyseinstitut (2004) er eksempler, hvor skiftende regeringer og Folketinget igennem lovgivning har påtaget sig et (med)ansvar for idrættens ”udfordringer” og udvikling. Ellers har tilliden til og respekten for idrætsorganisationernes autonomi og suveræne selvbestemmelsesret været særdeles udbredt blandt de politiske partier. Ja – den har faktisk været tæt på ”blind”.

Statslig tilskud til idræt via udlodningsmidler er alene historisk betinget

Den statslige støtte til idræt er helt unik i forhold til andre modtagere af statslig støtte. Årsagen hertil er alene historisk betinget. Udgangspunktet for statslige tilskud til idræt var indførslen af tips på danske fodboldkampes resultater i slutningen af 1940’erne, hvor der blev oprettet statsligt selskab: Dansk Tipstjeneste A/S (i dag Danske Spil). Overskuddet fra tipningen skulle gå til børne- og ungdomsarbejdet i idrættens organisationer. Og begrundelsen var at idrætten stillede kampe til rådighed for spil. Fordelingen af overskuddet mellem organisationerne blev primært fastsat på baggrund af organisationernes størrelse i form af forenings- og medlemstal. Disse grundprincipper har – også efter indførsel af lotto i slutningen af 1980’erne – været gældende. Der er imidlertid ingen logisk begrundelse for at fastholde denne særlige finansieringsform, idet stort set alle udlodningsmidlerne i dag er relateret til lotto, skrabespil og spil på internationale kampe og mesterskaber, både i og udenfor sport. Af den årsag burde statens tilskud til idræt – både til etablerede idrætsorganisationer som DIF, DGI og DFIF og statslige institutioner som Team Danmark, Anti Doping Danmark og Lokale- og Anlægsfonden – ligesom alle andre områder af samfundslivet reguleres af finansloven.

Idrætsorganisationer har reelt monopol på statslige tilskud

Statslige tilskud via finansloven vil også give de folkevalgte politikere, (kultur)ministeren og regeringen mulighed for løbende at tage stilling til omfanget og fordelingen af den statslige støtte til idræt. Etableringen af et idrætsministerium vil imidlertid fordre en aktiv statslig idrætspolitik med en regering og en ressortminister som en offensiv med- og modspiller, både overfor de frivillige idrætsorganisationer, de statslige idrætsinstitutioner og alle andre aktører inden for idræt. I dag er dansk idræt desværre totalt domineret af de to største idrætsorganisationers reelle monopol på statslig støtte. I det seneste tiår er det nemlig – på trods af fuldstændigt forandrede idrætsmønstre, såvel blandt børn, unge, voksne som ældre – lykkes for DIF og DGI igennem et bevidst, strategisk samarbejde og målrettet, politisk lobbyarbejde at overbevise stort set alle politiske partier om at idrætsorganisationerne – ”blot” de bevilges tilstrækkelig mange penge – kan løse stort set alle idrætslige, bevægelses- og sundhedsmæssige opgaver. Et eksempel herpå er kampagnen ”Bevæg for livet”, der er baseret langt mere på retorik og reklameslogans end på analyser og forskning. Det var uklogt, da den tidligere regering med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget i 2014 valgte at overlade al initiativ og økonomi til DIF/DGI-kartellet i form af en fastfrysning af de statslige udlodningsmidlerne i en periode på mere end 10 år. Visionen om at ” … Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation” lyder umiddelbart meget sympatisk og attraktiv, men den er lige så umålelig og unuanceret som udsagnet om at ”danskerne skal være verdens lykkeligste befolkning”.

Statslige tilskud “overser” nye aktivitets- og organiseringsformer

Fastfrysningen af udlodningsmidlerne i mere end ti år er også et gigantisk politisk svigt af de mange nye iværksættere, innovatører og facilitatorer, som har spiret frem udenfor det organiserede foreningsliv i de seneste tiår. Selvstændige iværksættere, innovative virksomheder, digitale serviceydelser, utraditionelle faciliteter og netværk for socialt udsatte har skabt grobund for nye idrætsaktiviteter, som hverken kan – eller bør – udbydes og varetages af det etablerede foreningsliv. Idrætsorganisationer som DIF og DGI rummer mange, værdifulde kvaliteter, men staten bør også forholde sig til og eventuelt yde økonomisk støtte til nye aktivitets- og organiseringsformer, som kan supplere de traditionelle foreninger og måske endda (re)vitalisere idræt som et dynamisk kulturfænomen.

Stort behov for ny statslig lovgivning om eliteidræt

Også inden for eliteidræt er der et stort behov for en langt mere offensiv statslig idrætspolitik. Kulturministeren, regeringen og Folketinget har netop forspildt en oplagt mulighed for en gennemgribende revision af Lov om eliteidræt i forbindelse med den såkaldte ”svømmesag”. I stedet for nogle få beskedne tilføjelser til den eksisterede lov, burde man i langt højere grad forholde sig til placeringen og udviklingen af dansk eliteidræt i en international kontekst, hvor professionalisering, globalisering og ikke mindst en voldsom kommercialisering har skabt markant større uligheder mellem de enkelte sportsgrene samt synliggjort en række ”skyggesider” af eliteidræt som f.eks. korruption, matchfixing, salg af klubber til international kapitalfonde og profilering af diktatoriske regimer via sportsevents. Det er emner, som enhver ansvarlig regering burde forholde sig til og ikke som i dag overlade ”suverænt” til idrætsorganisationerne eller ”lukke øjnene for”.

Sport er også politik

Såfremt der ikke er politisk evne, mod og vilje blandt de politiske partier og regeringen til at udfordre de to største idrætsorganisationers reelle monopol samt at forholde sig til udviklingen inden for international eliteidræt, er der absolut ingen grund til at oprette et selvstændigt idrætsministerium. En statslig idrætspolitik kræver nemlig både visioner samt løbende diskussioner om idrættens mål og strategier, som rækker væsentligt ud over idrætsorganisationernes (egen) interesse og formåen. Og hermed også en (kultur)minister og en regering, som anerkender og værdsætter at sport også er politik.

”Raumdeuter” fra TSV Pähl

Thomas Müller er født i Weilheim i Oberbayern og allerede som 5-årig blev han indmeldt i den lokale klub TSV Pähl. Som 10-årig blev han rekrutteret til FC Bayern Münchens ungdomsafdeling, hvor han hurtigt udviklede både offensive og defensive kvaliteter.  Som 15-årig debuterede han på det tyske U-16 landshold og han blev ofte benyttet i forskellige offensive positioner; Spydspids, hængende angriber, offensiv midtbanespiller eller wing. Müllers unikke alsidighed som både målscorer og assisterede spiller blev udviklet i ungdomsårene og er altså ingen tilfældighed. Thomas Müller ser sig selv som en ”raumdeuter”, der ser muligheder for sig selv og sine holdkammerater før alle andre, og udnytter dem grundet hans mange og intense løb. Thomas Müller er langt fra blandt de hurtigste, stærkeste eller bedste tekniske fodboldspillere i verden, men uden tvivl blandt de mest spilintelligente.

VM  2010 og VM 2014 – topscorer og blandt VM’s bedste spillere

Thomas Müller debuterede i august 2008 som 18-årig for FC Bayern München i Bundesligaen mod HSV. Det blev imidlertid i den første sæson som senior kun til 4 kampe på klubbens bedste hold. Det store gennembrud i Bundesligaen kom i sæsonen 2009-2010, hvor Thomas Müller spillede samtlige 34 kampe. Og med 13 mål og 11 assist bidrog han på afgørende vis til at FC Bayern München vandt både mesterskabet og pokalturneringen. Thomas Müllers fantastiske sæson betød også at landstræner Joachim Löw udtog ham til det tyske landshold. VM 2010 i Sydafrika blev det helt store internationale gennembrud på ”Die Mannschaft” for Thomas Müller, der med 5 mål og 3 assists var en afgørende faktor bag holdets VM-bronzemedalje. Han spillede samtlige VM-kampe undtagen semifinalen mod Spanien, hvor han var ude på grund af karantæne. Thomas Müller blev VM-turneringens topscorer og han blev også udnævnt som VM’s bedste unge spiller.

Det største internationale resultat med ”Die Mannschaft” opnåede Thomas Müller ved VM 2014, der blev afholdt i Brasilien. Tyskland vandt for 4. gang titlen som verdensmestre efter suverænt spil igennem hele VM-turneringen. Især Tysklands sejr på 7-1 over VM-værten i semifinalen, er en historisk kamp som sent vil blive glemt, hverken i Tyskland, Brasilien eller resten af verden. Thomas Müller blev med 5 mål næstbedste VM-målscorer efter James Rodriguez fra Colombia og én af 5 tyske spillere på VM’s All-Star team.

VM 2018 – sportslig fiasko og fravalgt til ”Die Mannschaft”

VM 2018, der blev afviklet i Rusland, blev i modsætning til både VM 2010 og VM 2014, en sportslig fiasko, både for det tyske landshold og Thomas Müller. Nederlag til Mexico og Sydkorea i gruppespillet sendte de forsvarende verdensmestre hjem inden VM-turneringen for alvor var startet. Og Thomas Müller måtte forlade en VM-turnering uden hverken mål eller assists. Den personlige skuffelse for Thomas Müller blev endnu større, da landstræner Joachim Löw kort tid efter VM meddelte at Müller – sammen med to af sine klubkammerater – Jerome Boateng og Mats Hummels – ikke indgik i Löw’s planer frem imod EM 2020. Thomas Müller har vist spil i verdensklasse i de seneste sæsoner, så det vil være en markant svækkelse af et – alt andet end imponerede – tysk landshold, såfremt Löw undlader at udtage Thomas Müller til den kommende EM-slutrunde, hvor Tyskland i München møder Frankrig, Portugal og Ungarn i det indledende gruppespil. Der bør efter min opfattelse blive til langt flere end de 100 landskampe og 38 mål, som Thomas Müller indtil videre har opnået.

Et unikt samspil mellem to verdensklassespillere

De seneste sæsoner – og ikke mindst sæsonen 2019-2020, hvor FC Bayern München vandt hele 5 titler – har nemlig været en fantastisk periode for Thomas Müller. Ikke mindst hans samspil med klubbens topscorer Robert Lewandowski har været en af de væsentligste årsager til klubbens mange triumfer. Thomas Müller har i den frie rolle, som cheftræner Hansi Flick har tildelt ham, udviklet sig til den klart mest assisterende spiller i Bundesligaen. Og det har ikke mindst den polske topscorer nydt godt af, idet langt de fleste af hans 35 mål i denne sæson og 34 mål i sidste sæson er sket efter assists fra Thomas Müller. De to sympatiske verdensklassespillere udgør efter min opfattelse én af – eller måske mere præcist – verdens farligste angrebsduo.

På vej mod klubrekord

FC Bayern Münchens præsident Karl Heinz Rummenige har til det tyske sportsmagasin Bild udtrykt sig meget præcist om Müllers rolle i klubben: ”Thomas Müller er helt sikkert en af vores absolut største profiler, både til træning og i kampe. Han går altid forrest og inspirerer sine holdkammerater. Jeg kan ikke forestille mig ham spille for nogen anden af klub end vores ”. Flere europæiske topklubber – bl.a. Liverpool FC, Manchester United og Juventus – har nemlig gentagne gange forsøgt med millioner af euro at lokke Thomas Müller væk fra Allianz Arena og Säbener Strasse i München. Men indtil videre har han været trofast overfor hjerteklubben med en kontrakt frem til sommeren 2023. Og intet tyder på at han ønsker at forlade Bayern, hvor han – sammen med sin kæreste – bor på en gård på landet og med en stor passion for heste.

Thomas Müller har i dag spillet 378 kampe og scoret 128 mål i Bundesligaen for FC Bayern München. Derudover kan tilføjes 126 kampe og 48 mål i Champions League. Han har vundet hele 28 titler, bl.a. 10 nationale mesterskaber, 6 DBF pokaltitler, to Champions League-mesterskaber (2013 og 2020) og et verdensmesterskab (2014) – meritter, som har gjort Thomas Müller til den vindende tyske fodboldspiller nogensinde. Derudover vil han formentlig også – med næsten 600 klubkampe i bagagen – i kommende år passerer de tre klublegender i FC Bayern München: Sepp Meier (700), Oliver Kahn (632) og Gerd Müller (605) – for flest kampe for den tyske storklub. Så vidtgående var drømmen for den krølhårede dreng fra TSV Pähl ikke tilbage i midten af 1990’erne, da fodboldstøvlerne blev snøret for første gang. Men flid og trofasthed kan bringe én langt i livet – også i fodbold.

Ingen kan leve (alene) på fortidens minder 

Aarhus Håndbold har i de seneste dage åbent erkendt at der simpelthen ikke var flere eller andre muligheder for at køre klubben – eller snarere ”projektet” – videre. Pengekassen var tom og hermed er landets næststørste by – Aarhus – for første gang siden den første landsdækkende DM-turnering i herrehåndbold blev afviklet i 1946-1947, ikke repræsenteret af en klub. Tidligere har ikke færre end 7 aarhusianske klubber – AGF, Aarhus KFUM, Skovbakken, Viby IF, VRI, Aarhus Fremad og AIA – spillet i landets bedste række og ikke færre end 11 gange har en aarhusiansk klub vundet DM-guld. Det seneste DM-guld ligger dog ikke mindre end 38 år tilbage. Og ingen kan leve (alene) på fortidens minder.

Tre stærke talentudviklingsmiljøer – GOG, Mors-Thy og Skanderborg

I lighed med Aarhus har storbyer som København og Odense også haft umådelig svært ved at fastholde og ikke mindst videreudvikle klubber inden for tophåndbold for herrer. De seneste 3 årtier har ligahåndbold for herrer – foruden Aalborg – været domineret af mindre provinsbyer som Kolding, Skjern, Gudme-Oure-Gudbjerg, Silkeborg, Holstebro, Nykøbing Mors og Skanderborg. Der er mange årsager til denne udvikling, men en væsentlig forklaring på flere af disse klubbers succes har været etablering og udvikling af ”håndboldakademier”. De tre talentmiljøer, som har udviklet langt de fleste og langt de bedste liga- og landsholdsspillere i håndbold, findes i GOG og Skolerne i Oure, Mors-Thy Håndbold og Sports College Mors samt i Skanderborg Håndbold og Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA). Alle tre miljøer er karakteriseret ved et tæt og forpligtende samarbejde mellem klub og akademi, bl.a. via fælles trænere, lærere og faglige eksperter.

Det kan efter min opfattelse umiddelbart være vanskeligt at få øje på Skanderborg Håndbolds fordele og gevinster ved en ”ligeværdig fusion” med Aarhus Håndbold. På kort – og måske også på længere sigt – kan der forhåbentligt opnås større økonomisk støtte fra flere sponsorer i Østjylland, men der er også risici forbundet med at træne og afvikle kampe på to forskellige adresser. Lad mig blot nævne KIF Kolding København som et skræmmende eksempel.

SHEA er et “guldæg” for Skanderborg Håndbold og … dansk håndbold 

Jeg håber at Skanderborg Håndbold i de kommende år vil fastholde de bærende klubværdier og fortsat arbejde målrettet for at bevare et ligahold for kvinder og videreudvikle SHEA. På SHEA har unge talenter på 15-19 år fra hele landet mulighed for at kombinere håndbold på højt niveau med en ungdomsuddannelse og her møder talenterne i hverdagen meget kompetente trænere og faglige eksperter – fysioterapeuter, diætister og sportspsykologer – som kan rådgive og vejlede dem, både på og udenfor banen. Nuværende landsholdsspillere som Kristina Jørgensen (Viborg HK) og Johan Hansen (TSV Hannover Burgdorf) er gode eksempler på talenter, som har fået en væsentlig del af deres udvikling som spillere og mennesker på SHEA.

Klubfarve og logo er også stærk identitet

For nogle mennesker er form vigtigere end indhold – for andre er det omvendt. Og så er der glædeligvis også nogle, som værdsætter både indhold og form. Mange vil nok hævde at en klubfarve og et logo ”kun” er form og ikke indhold. Jeg tror at klubfarve og logo er langt mere end form, nemlig en stærk identitet. Af den årsag håber jeg heller ikke at Skanderborg Håndbold også udskifter klubsagen ”Grøn i hjertet”, når den nye ”ligeværdige fusion” skal realiseres. En ”ny” klubfarve og et ”designer-logo” er nemlig ingen garanti for (fortsat) høj kvalitet – heller ikke i Skanderborg Aarhus Håndbold.

Danmarks næststørste holdsport – håndbold – befinder sig i en transitionsfase, hvor klubber med bærende værdier som frivillighed, inklusion, diversitet og socialt fællesskab er under et stærkt kommercielt pres. Blandt Danmarks absolut stærkeste håndboldklubber med disse værdier er Skanderborg Håndbold, som nu skifter både klubfarve og logo. Årsagen er en ”ligeværdig fusion” med Aarhus Håndbold, som for få dage siden blev begæret konkurs. Formelt er der (måske) tale om en fusion og et ligeværdigt samarbejde, men reelt oprettes der “blot” en ny overbygning for Skanderborg Håndbold’s ligahold for herrer. Alle spillere, træner og administrative medarbejdere hos Aarhus Håndbold er fritstillet på et tidspunkt, hvor alle øvrige klubber på samme niveau allerede for længst har indgået aftaler med spillere og trænere for næste sæson. Hvor mange af Aarhus Håndbold’s spillere, som tilbydes en kontrakt med den nye overbygning af Skanderborg Håndbold, vil de kommende uger vise.

Ingen kan leve (alene) på fortidens minder 

Aarhus Håndbold har i de seneste dage åbent erkendt at der simpelthen ikke var flere eller andre muligheder for at køre klubben – eller snarere ”projektet” – videre. Pengekassen var tom og hermed er landets næststørste by – Aarhus – for første gang siden den første landsdækkende DM-turnering i herrehåndbold blev afviklet i 1946-1947, ikke repræsenteret af en klub. Tidligere har ikke færre end 7 aarhusianske klubber – AGF, Aarhus KFUM, Skovbakken, Viby IF, VRI, Aarhus Fremad og AIA – spillet i landets bedste række og ikke færre end 11 gange har en aarhusiansk klub vundet DM-guld. Det seneste DM-guld ligger dog ikke mindre end 38 år tilbage. Og ingen kan leve (alene) på fortidens minder.

Tre stærke talentudviklingsmiljøer – GOG, Mors-Thy og Skanderborg

I lighed med Aarhus har storbyer som København og Odense også haft umådelig svært ved at fastholde og ikke mindst videreudvikle klubber inden for tophåndbold for herrer. De seneste 3 årtier har ligahåndbold for herrer – foruden Aalborg – været domineret af mindre provinsbyer som Kolding, Skjern, Gudme-Oure-Gudbjerg, Silkeborg, Holstebro, Nykøbing Mors og Skanderborg. Der er mange årsager til denne udvikling, men en væsentlig forklaring på flere af disse klubbers succes har været etablering og udvikling af ”håndboldakademier”. De tre talentmiljøer, som har udviklet langt de fleste og langt de bedste liga- og landsholdsspillere i håndbold, findes i GOG og Skolerne i Oure, Mors-Thy Håndbold og Sports College Mors samt i Skanderborg Håndbold og Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA). Alle tre miljøer er karakteriseret ved et tæt og forpligtende samarbejde mellem klub og akademi, bl.a. via fælles trænere, lærere og faglige eksperter.

Det kan efter min opfattelse umiddelbart være vanskeligt at få øje på Skanderborg Håndbolds fordele og gevinster ved en ”ligeværdig fusion” med Aarhus Håndbold. På kort – og måske også på længere sigt – kan der forhåbentligt opnås større økonomisk støtte fra flere sponsorer i Østjylland, men der er også risici forbundet med at træne og afvikle kampe på to forskellige adresser. Lad mig blot nævne KIF Kolding København som et skræmmende eksempel.

SHEA er et “guldæg” for Skanderborg Håndbold og … dansk håndbold 

Jeg håber at Skanderborg Håndbold i de kommende år vil fastholde de bærende klubværdier og fortsat arbejde målrettet for at bevare et ligahold for kvinder og videreudvikle SHEA. På SHEA har unge talenter på 15-19 år fra hele landet mulighed for at kombinere håndbold på højt niveau med en ungdomsuddannelse og her møder talenterne i hverdagen meget kompetente trænere og faglige eksperter – fysioterapeuter, diætister og sportspsykologer – som kan rådgive og vejlede dem, både på og udenfor banen. Nuværende landsholdsspillere som Kristina Jørgensen (Viborg HK) og Johan Hansen (TSV Hannover Burgdorf) er gode eksempler på talenter, som har fået en væsentlig del af deres udvikling som spillere og mennesker på SHEA.

Klubfarve og logo er også stærk identitet

For nogle mennesker er form vigtigere end indhold – for andre er det omvendt. Og så er der glædeligvis også nogle, som værdsætter både indhold og form. Mange vil nok hævde at en klubfarve og et logo ”kun” er form og ikke indhold. Jeg tror at klubfarve og logo er langt mere end form, nemlig en stærk identitet. Af den årsag håber jeg heller ikke at Skanderborg Håndbold også udskifter klubsagen ”Grøn i hjertet”, når den nye ”ligeværdige fusion” skal realiseres. En ”ny” klubfarve og et ”designer-logo” er nemlig ingen garanti for (fortsat) høj kvalitet – heller ikke i Skanderborg Aarhus Håndbold.

Et diktatorisk regime med love og straffe fra en anden tidsepoke og kultur

Qatar, som er et af verdens rigeste lande, er et enevældigt kongedømme styret af Al Thani-klanen. Landet har 2,3 millioner indbyggere, men kun 300.000-400.00 har rettigheder som fuldgyldige statsborgere i Qatar. Resten er gæstearbejdere med tidsbegrænset opholdstilladelse, hvoraf langt de fleste kommer fra fattige lande i Asien og Afrika. Derudover er der en mindre procentdel af højtuddannede specialister fra Europa og Nordamerika. Al Thani-klanen besidder langt hovedparten af Qatar’s økonomiske rigdom, som primært er tilvejebragt gennem produktion af olie- og naturgas. Den politiske magt er reelt placeret hos klanens overhoved: Emiren Tamim bin Hamad Al Thani. Landet har ingen politiske partier eller valgt parlament, men en rådgivende forsamling, hvis medlemmer er udpeget af emiren. Sharia, som har udgangspunkt i islams etiske og moralske regler, danner grundlaget for lovgivningen i Qatar. En af rettighederne er at mænd har ret til mere end én kvindelig ægtefælle – samme vilkår gælder ikke for kvinder. Det er derfor ikke usædvanligt at mandlige statsborgere i Qatar har 4-6 hustruer. Sharia anvendes især indenfor familie-, straffe- og arveloven. Stening, piskning og dødsstraf er almindelige straffeformer. I familiesager tæller kvindens beretning kun i yderst begrænset omfang, ligesom homoseksualitet og konvertering fra islam er «forbrydelser», der straffes med døden. Det samme er utroskab, når det er mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand. Seksuelle «forseelser» eller indtagelse af alkohol straffes typisk med piskning eller stening. Styreformen og menneskerettigheder i Qatar ligger altså milevidt fra principperne i demokratiske samfund, som vi kender dem fra Europa og den vestlige civilisation.

Mange fjender som naboer – men USA som ”militær ven”

Qatar er en lille halvø – mindre end Jylland – som er forbundet med den arabiske halvø. Forholdet til den største nabo og dominerede stormagt i regionen – Saudi Arabien – er alt andet venligt, hvilket også påvirker relationer til de nærmeste naboer: De forenede Emirater, Bahrain og Iran. Fjendskabet til de nærmeste naboer betyder bl.a. at grænserne ind til Qatar siden 2017 har været spærret i form af en handelsblokade. Qatars nærmeste allierede i den evige kamp for selvstændighed er verdens stærkeste militære aktør: USA, som har placeret sit militære hovedkvarter og vigtigste luftbase i Mellemøsten uden for Qatars hovedstad Doha. Det er ikke mindst af sikkerhedspolitiske årsager at Al Thani-klanen har valgt at anvende sport som ”soft power” til at skaffe sig tætte og stærke relationer uden for Mellemøsten.

Internationale sportsevents som strategisk PR-redskab

Qatar har igennem de seneste to årtier systematisk og strategisk anvendt internationale sportsevents til at skaffe sig politisk goodwill og ikke mindst udvikle kommercielle netværk inden for den globale sportsindustri. Blandt de største internationale sportsevents, som de seneste år er blevet afviklet i Qatar, kan nævnes Asian Games (2006), VM i håndbold (2015), VM i cykling (2016) og VM i atletik (2019). VM 2022 i fodbold er det næste udstillingsvindue, men ”kronjuvelen” for Qatar vil helt sikkert være at få tildelt værtskabet for OL i 2032.

Et væsentligt element i Qatars internationale sportsstrategi er det statsejede tv-selskab beIN SPORTS, som har tv-kanaler i USA og Canada, men først og fremmest er kendt for aktiviteter i Mellemøsten og store dele af Asien. TV-selskabet er også stærkt på vej ind i Europa, bl.a. gennem en tv-aftale med den franske fodboldliga. TV-kontrakter er i dag ”nøglen” til at få tildelt internationale sportsevent og i den forbindelse er beIN SPORTS, som er skabt med tv-selskabet Al-Jazzeera som forbillede, et af de største og stærkeste globale tv-selskaber med speciale i sport.

Qatar Sport Investments – en ny ”spiller” i europæisk klubfodbold

Qatar har også i det seneste tiår gennem de statslige selskaber – Qatar Sport Investments og Qatar Airways – involveret sig økonomisk i europæisk klubfodbold, bl.a. i den franske storklub Paris Saint-Germain, hvor den nuværende beINSPORTS-præsident Nasser Al-Kehlïfi er præsident og ejer. Derudover har Qatar store økonomiske interesser i de nuværende Champion League-mestre – den tyske storklub Bayern München. Oliestaten poster således milliarder af kroner i europæiske topklubber og for få uger siden indgik Qatar Airways en af de største sponsoraftaler med UEFA, idet det statsejede flyselskab skal være hovedsponsor ved den kommende EM-slutrunde til sommer.

Penge lukker munden på de fleste … og de stærkeste  

Qatar har igennem de seneste to årtier investeret milliarder i sport, som ingen andre af de største sportsnationer – USA, Kina, Rusland, Tyskland, Frankrig eller England – kommer blot i nærheden af. Det anslås at oliestaten anvender 1.400 milliarder på stadions, veje, jernbaner, hoteller og infrastrukturer i forbindelse med VM 2022. Derudover har Qatar – strategisk og velovervejet – spredt statslige investeringer overalt på kloden – fra Heathrow lufthavn og stormagasinet Harrod i London, Volkswagen, Deutsche Bank og Siemens i Tyskland, olieselskabet Rosneft i Rusland, investeringsfonden CITC Group i Kina til ejendomme i New York og Washington D.C. Frem i mod VM-slutrunden om 20 måneder vil uafhængige organisationer som f.eks. Amnesty International utvivlsomt med større eller mindre succes forsøge at sætte fokus på de tusinder af migrantarbejdere har mistet livet på byggepladser i Qatar. På trods af gentagne forsikringer om reformer og forbedringer af de fattige arbejderes forhold er der imidlertid kun sket yderst beskedne forbedringer igennem årene. Penge lukker munden på de fleste og …. de stærkeste. Sådan er det (også) i international topsport.

Danske klubber er stærkt påvirket af den globale, kommercielle udvikling

De danske fodboldklubbers økonomi i form af tv-indtægter, køb og salg af spillere, sponsorindtægter og Matchday-indtægter befinder sig naturligvis på et helt andet niveau end klubberne i de største europæiske ligaer. Den årlige omsætning hos danske topklubber som FC København og FC Midtjylland udgør mindre end 15 % af den årlige omsætning hos bundklubber som Fulham F.C. og Sheffield United i Premier League eller topklubber som Norwich City F.C. og Swansea City A.F.C. fra Championship. Alligevel er ejerstrukturen i mange danske klubber også under markant forandring på grund af den globale, kommercielle udvikling indenfor international klubfodbold. Siden den engelske rigmand Matthew Bentham, der også ejer den engelske Championship-klub Brentford F.C., i 2014 købte hovedparten af aktierne i FC Midtjylland, er 9 ud af 24 klubber i landets to bedste rækker – Superligaen og Nordic Bet-ligaen – blevet opkøbt af udenlandske investorer, som ejer mere end halvdelen af klubbernes aktier.

Hovedparten af danske klubber på vej på ”udenlandske hænder” 

FC Nordsjælland, der igennem en årrække har samarbejdet med den engelske forretningsmand Tom Vernons ”Right to Dream-akademi” i Ghana, blev for få måneder siden købt af den egyptiske ”Mansour Group”. SønderjyskE blev sidste efterår købt af den amerikanske finansmatador Robert Platek, som for få uger siden også købte den italienske Serie A-klub Spezia. Derudover er Vejle Boldklub fra Superligaen også kommet ”på udenlandske hænder” i form af Andrej Zolotko – en tidligere spilleragent fra Moldova – og den kinesisk spilleragent Lucas Chang. Og senest har endnu tre Superligaklubber – Randers FC, AC Horsens og AaB – udbudt sig til potentielle, udenlandske investorer. Det er således meget realistisk at mere end halvdelen af Superligaklubberne i løbet af kort tid er ejet – helt eller delvist – af udenlandske investorer. Dette er allerede tilfældet i landets næstbedste række, hvor halvdelen af klubberne – Vendsyssel FF, Fremad Amager, FC Helsingør, Esbjerg fB og HB Køge – indenfor de seneste 2-3 år er blevet opkøbt af udenlandske investorer. Der er flere forklaringer på denne udvikling.

Danske klubber som ”springbræt” til en større liga

For det første er danske klubber en relativ nem og billig adgang for internationale klubejere til at hente unge spillere fra især Afrika og Sydamerika til en af Europas stærkeste ligaer, hvor transfers for køb af spillere har været eksponentielt stigende i de seneste år. Det er ikke usædvanligt at salg af en talentfuld angriber til den næstbedste række i England – Championship – kan indbringe et beløb på op imod 100 mio. kr. Og beløbene er naturligvis væsentlig højere, såfremt det lykkes at sælge eller videresælge spillere til de fem største ligaer i Europa: Premier League, Bundesligaen, Serie A, La Liga og Ligue 1. De danske klubber anvendes altså som primært som ”springbræt”, idet det er nemt at få opholds- og arbejdstilladelse som fodboldspiller i Danmark, uanset hvor man kommer fra i verden. Den nemme adgang til opholdstilladelse er en stor fordel for klubsamarbejder, som er blevet stadig mere udbredt i international fodbold.

Udenlandske investorer ejer typisk flere klubber i Europa

For det andet indgår danske klubber, som har udenlandske ejere, typisk i et formelt samarbejde eller uformelt netværk med andre klubber i Europa. Samarbejderne er karakteriseret ved at en investor eller en kreds af investorer køber aktiemajoriteten i to eller flere klubber, hvilket bl.a. er tilfældet i Esbjerg f.B. Den traditionsrige klub blev for få uger siden opkøbt af en amerikansk og kinesisk investorgruppe, som desuden ejer aktiemajoriteten i den engelske Championshipklub Barnsley FC, AS Nancy fra Frankrig, KV Oostende fra Belgien og FC Thun fra Schweiz. Især Barnsley FC og AS Nancy har markant større sportsligt og økonomisk potentiale med de tre klubber fra de mindre ligaer, som primært skal fungere som fødekæde for unge, billige talenter og som gode talentudviklingsmiljøer. Derudover kan klubberne også via fælles ejerkreds nemt låne eller leje de enkelte spillere på tværs af de enkelte klubber.

Lavt lønniveau og velorganiseret samfund

For det tredje betyder de danske regler at spillerne fra f.eks. Afrika og Sydamerika ikke skal have en speciel høj løn, sammenlignet med andre europæiske lande som bl.a. Holland. Den relativt åbne virksomhedsmodel i Danmark er noget, der lokker udenlandske investorer til. Der er nemlig ikke mange restriktioner hverken fra de danske myndigheder eller fra DBU og Divisionsforeningen, hvis man vil købe en dansk fodboldklub. Derudover er Danmark er også et stabilt og velorganiseret land med en stærk infrastruktur og et højt uddannelsesniveau. Endelig kommer mange af de unge spillere fra Afrika og Sydamerika også til et land, hvor de fleste taler engelsk – et sprog, som talenterne kan få stor glæde og gavn af senere i karrieren.

FCN og FCM har solgt mange talenter via stærke akademier

For det fjerde har dansk klubfodbold også været i stand til at udvikle er nogle meget stærke fodboldakademier, især i FC Nordsjælland og FC Midtjylland. På disse akademier er der udviklet en række ”salgbare talenter”, både fra Afrika, Sydamerika og Danmark, som med succes er blevet solgt og videresolgt til stærke klubber i både Tyskland, Italien, Holland og Spanien. Blandt disse kan nævnes Emre Mor (Borrusia Dortmund), Mohammed Kudus (Ajax) og Mikkel Damsgaard (U.C. Sampdoria) fra FCN og Simon Kjær (AC Milan), Pione Sisto (Celta Vigo) og Paul Onuacho (KRC Genk) fra FCM. Om klubber som f.eks. Vendsyssel FF, Helsingør FC og Fremad Amager også er i stand til at udvikle talenter i lighed med FCN og FCM er efter min opfattelse særdeles tvivlsomt.

Udenlandske investorer indebærer (også) store risici

Det er naturligvis ikke i sig selv odiøst at udenlandske investorer placerer kapital i danske fodboldklubber. Og meget tyder da også på at de fleste udenlandske ejere har købt flere af klubberne relativt billigt. Der er dog efter min opfattelse flere risici ved at aktiemajoriteten i en dansk fodboldklub er placeret hos én eller få udenlandske investorer uden lokal tilknytning i klubben. Jeg tror ikke at udenlandske investorer vil fastholde deres engagement i klubben, såfremt der ikke indenfor en overskuelig tidsperiode udvikles salgbare spillere – kun derved opnås nemlig en ”fornuftig” forrentning af ”investeringen”. Og i den forbindelse er der efter min mening kun plads til 3-4 attraktive talentakademier i et lille land som Danmark med kun 5 mio. indbyggere.

NHL – en af verdens stærkeste ligaer

Søvsø har siden han som 8-årig overværede sin første ishockeykamp i Vojens Skøjtehal haft en stærk passion for verdens hurtigste holdsport. Ishockey er ”gået i blodet” på Søvsø, der nu i mere end 25 år har skrevet bøger om dansk ishockey og været freelance-journalist om NHL for bl.a. Jyllands-Posten, Information og Herning Folkeblad. I dag er Søvsø tillige chefredaktør på Danmarks Ishockey Unions website – Metalligaen.dk. Det er således en yderst faglig kompetent ”hockey-journalist”, som giver læseren viden om 14 drenge, der igennem en årrække har trænet benhårdt med masser af fravalg for at realisere og udleve drømmen om at spille i en af verdens sportsligt, økonomisk og tilskuermæssigt stærkeste ligaer.

Bogen indledes med to kapitler – ”Istid i Danmark” og ”Ishockeyens hellige gral” – som giver læseren en solid baggrundsviden, dels om ishockeyens opstart og udvikling i Danmark og dels om spillets oprindelse i midten af det 19. århundrede på frosne søer i Canada og USA’s nordligste stater. Også de efterfølgende magtkampe mellem forskellige forbund om at retten til at organisere turneringer for de bedste hold i Nordamerika, er interessant læsning – især for ”hockey-historikere”.

Dansk VM-succes – blandt verdens 16 bedste igennem to årtier

De første ishockeykampe i Danmark blev spillet på Peblingesøen i København med KSF som den dominerende klub. Det er imidlertid først i 1970’erne med opførsel af indendørs skøjtehaller i mange af landets kommuner og ”import” af ishockeyspillere og -trænere fra bl.a. Canada, USA, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Sverige at sporten blev populær i Danmark, især blandt drenge i byer som Vojens, Esbjerg, Herning, Aalborg, Frederikshavn, Rødovre, Herlev, Gladsaxe og Rungsted. Landsholdet fristede længe en tilværelse i C-gruppen eller bunden af B-gruppen, men i foråret 2002 sikrede landsholdet sig meget overraskende oprykning til A-gruppen. Debuten ved A-VM 2003 resulterede bl.a. i en sensationel sejr på 5-2 over USA og 2-2 mod de senere verdensmestre fra Canada. Efterfølgende har landsholdet kontinuerligt formået at bevare status blandt verdens 16 bedste nationer med VM-kvartfinaler mod Sverige i 2010 og Finland i 2016 og ikke mindst VM 2018 på hjemmebane i Herning og København som sportslige højdepunkter.

NHL – masser af myter, rivaliseringer og legender

Historien om verdens bedste ishockeyliga – NHL – og et af de mest ikoniske sportstrofæer – Stanley Cup – er fyldt med myter, anekdoter, ritualer og legender, bl.a. Wayne Gretzky, der opnåede et antal af points, titler, overskrifter og rekorder, som aldrig vil blive overgået i NHL. Ligeledes er beretningen om ”Original Six-æraen”, hvor seks NHL-hold fra de store traditionelle ishockeybyer – Boston Bruins, Montreal Canadiens, Detroit Red Wings, Toronto Maple Leafs, Chicago Blackhaws og New York Rangers i 25 sæsoner i træk (1942-1967) i en 6-holdsliga med mere end 70 kampe i grundspil samt semifinaler og finaler bedst af 7 kampe, skabte en rivalisering, som stadig lever i dag mere end et halvt århundrede senere. Søvsø’s fascination af NHL er åbenlys, men han refererer også åbent om én af sportens ”skyggesider”: Iscenesatte slagsmål på isen, hvor ”en rask nævekamp har været en del af uddannelsen som ishockeyspiller”.

Både sejre og nederlag – på og udenfor isen

Bogen indeholder 14 kapitler om både nuværende og tidligere NHL-spillere, som haft deres opvækst i en dansk ishockeyklub, ofte efterfulgt af periode som ungdomsspiller i Sverige eller collegespiller i USA eller Canada. På den måde får læseren både viden om dansk ishockeys største profiler som Frans Nielsen, Jannik Hansen, Mikkel Bødker, Peter Regin, Lars Eller og Frederik Andersen, men kommer også tæt på nuværende NHL-spillerne som 25-årige Nikolaj Ehlers – der allerede har spillet næsten 400 NHL-kampe for Winnipig Jets – og jævnaldrende Oliver Bjorkstrand, der efter min opfattelse begge har gode chancer for at opnå mere end 1.000 NHL-kampe og måske også Stanley Cup-triumfer, såfremt de undgår alvorlige skader. De 14 kapitler er rigtige gode fortællinger, hvor Søvsø ved brug af forskellige kilder – spillerne, trænere og holdkammerater, general managers og familiemedlemmer – får beskrevet sportslige højdepunkter i form af overraskende ”drafts”, scoringer, brutale tacklinger samt ”gyldne” og ”brudte” kontrakter. Men fortællingerne rummer også menneskelige skuffelser i form af alvorlige skader, nederlag i sidste sekund af 7. slutspilskamp og usikre fremtidsudsigter.

“Guldkorn” om vejen fra talent til topatlet 

Portrætterne af de enkelte spillere varierer naturligvis, ikke mindst på grund af spillernes forskellige NHL-karrierer: Fra Frans Nielsen med 15 sæsoner og mere end 900 NHL-kampe for New York Islanders og Detroit Reds Wings, Lars Ellers triumf som Stanley Cup-vinder med Washington Capitals i 2018 til Joachim Blichfeld og Aleksander True, som først lige har startet deres NHL-karriere hos San Jose Sharks. Bogens primære målgruppe er alle børn, unge og voksne, som har interesse i og passion for ishockey, men også trænere, sportschefer og forældre, som er optaget af og involveret i at udvikle børn og unge i andre sportsgrene kan få masser af inspiration i bogen. Lad mig blot nævne fire eksempler på ”guldkorn” fra spillere, som har haft evnerne og ikke mindst motivationen og viljen til at ”gå hele vejen” fra talent til NHL-profil.

Den første træner er (måske) den vigtigste  

Peter Regin, som er en af dansk ishockey allerbedste spillere med 254 NHL-kampe for bl.a. Ottawa Senators, New York Islanders og Chicago Blackhawks, har følgende kommentar til betydningen af en dygtig og passioneret ungdomstræner i Herning IK: ”Todd Björkstrand er den træner og det menneske, der har haft størst betydning for min karriere. Det var ham, der formåede at få mig det sidste stykke ud over kanten. Skal du videre i din karriere, skal du ud over din komfortzone og Todd skubbede til mig – hele tiden … Han pressede mig, mens jeg var i en alder hvor det var vigtigt at videreudvikle sig, og det hærdede mig mentalt. Han havde et kæmpe engagement i os unge spillere, og det var hans vilje og passion, der drev os til at blive og for mit vedkommende blive klar til at være en professionel atlet. Det er jeg vanvittig taknemlig for”.

Alsidig fysisk træning er altafgørende 

Todd Bjorkstrand’s søn – Oliver – som i dag er i gang med sin 6. sæson for Columbus Blue Jackets giver også et godt råd, som mange talenter i holdsport med fordel kan lytte til: ”Jeg dyrkede sport konstant, og når jeg ser tilbage, har det været vigtigt at træne alle former for bevægelse. Atletikken gav mig mulighed for at bruge kroppen på en helt anden måde, end når jeg spillede fodbold og ishockey, og træningen til højdespring gav mig for eksempel styrke i hop og svaj i ryggen. Jeg er sikker på. at jeg har haft gavn af det senere”.

Kun bedre ved at spille mod ældre og bedre spillere

Frans Nielsen, der har altid været et stort forbillede, både på og udenfor isen, for de øvrige danske landsholds- og klubkammerater, giver følgende råd til talenter i holdsport, som ”kun” har fokus på offensive færdigheder og resultater: ”Det har altid været vigtigt for mig at blive matchet mod de ældre og stærkere spillere. Jeg kunne udvikle min teknik og drible, når jeg mødte min egen årgang, men når jeg mødte de ældre, skulle jeg give alt og kæmpe for at være med. På den måde fik jeg chancen for at udvikle min fysik og mit arbejde over hele banen. Hvis du kun dominerer, lærer du ingenting om dit defensive spil. Sådan var det også videre i min karriere”.

Succes over tid ligger i detaljerne  

Lars Eller, som bl.a. betoner ”læretiden” som junior i den svenske topklub Västra Frölunda og et stærkt familiesammenhold som særlig værdifuldt for hans karriere, har som mange andre internationale topspillere fokus på detaljerne, både i træning i kamp. Eller formulerer det på følgende måde: ”Jeg er meget grundig og går systematisk til værk. Det er en stor del af min personlighed og min tilgang til spillet. Hver gang jeg træner, vil jeg være sikker på at hvert eneste sekund af min træningstid kommer mig til gode på isen. For eksempel allierer jeg mig altid de bedste og mest specifikke trænere i off-season, og jeg går langt for at finde de bedste. Jeg bruger tid på at søge dem frem, og det er lige meget, hvad det koster …. Jeg har nået en alder, hvor jeg ved at jeg ikke bliver hurtigere, større eller stærkere, men jeg kan stadig blive bedre”.

Vinter-OL 2022 – ny drøm for danske NHL-spillere

Dansk ishockey med ”kun” 17 klubber og ca. 3.000 spillere under 18 år er med fantastisk opbakning og indsats fra forældre, trænere og frivillige ledere nået utroligt langt med at udvikle spillere til verdens bedste liga – NHL. Næste ”step på rejsen” – og min personlige drøm for dansk ishockey – er kvalifikation til vinter-OL 2022 i Bejing. Det vil være unikt at opleve NHL-profiler som Nielsen, Andersen, Eller, Bjorkstrand og Ehlers kæmpe om OL-medaljer mod NHL-stjerner som Ovechkin, Crosby, McDavid, Kane og Laine – med hele verden som tilskuere. Som målrettet træning forud for vinter-OL om et år bør du læse Søvsø’s fremragende bog.

Biathlon er en af de mest populære vintersportsgrene

Biathlon eller skiskydning er en fascinerende og særdeles krævende sportsgren, som består af skidisciplinen langrend og præcisionsskydning med riffel. Kombinationen af mange forskellige færdigheder hos skiskytterne – udholdenhed, fart, strategi, præcision og koncentration – har betydet at biathlon især i de seneste år har udviklet sig til en af de mest populære vintersportsgrene. World Cups i bl.a. Oberhof og Ruhpolding i Tyskland, Hochfilzen i Østrig, Anholz i Italien og Holmenkollen i Norge tiltrækker i dag mere end 40.000 tilskuere – foruden millioner af tv-seere fra hele verden. Biathlon er på det olympiske program med i alt 11 discipliner: 5 for hvert køn (sprint, jagtstart, fællesstart, individuel og stafet) og én mix-stafet med to skiskytter af hvert køn. Alle discipliner er karakteriseret ved at skiskytterne løber flere omgange over en bestemt distance – typisk mellem 7,5 og 20 km – og flere gange undervejs afgiver skiskytterne 5 skud på 50 meter, enten i liggende eller stående stilling. Skivens diameter er 45 millimeter ved liggende skydninger og 115 millimeter ved stående skydninger.

Johannes Thingnes Bø – på vej mod legende-status efter Bjørndalen og Fourcarde

Johannes Thingnes Bø, der er født og opvokset i Stryn på Vestlandet som den yngste af en søskendeflok på fem, viste allerede som junior et unikt talent som skiskytte. Han vandt bl.a. 3 guldmedaljer ved VM for juniorer i 2012 og allerede sæsonen efter vandt han sin første World Cup-sejr, kvalificerede sig til vinter-OL 2014 i Sochi og opnåede en flot 3. plads i den samlede World Cup. Efterfølgende har den 27-årige nordmand været én af verdens bedste skiskytter med bl.a. 3 OL-medaljer, 20 VM-medaljer og ikke mindre end 52 World Cup-sejre. Det var imidlertid først i sæsonen 2018-2019 at den sympatiske nordmand formåede at vinde den samlede World Cup foran den franske legende – Martin Fourcarde, som vandt World Cuppen 7 sæsoner i træk. De seneste to sæsoner har Johannes Thingnes Bø imidlertid været den suverænt mest vindende skiskytte og især hans 6 VM-medaljer – 3 guld og 3 sølv – ved sidste års VM i Antholz var af historisk karakter.

De fire bedste skiskytter i den samlende World Cup er nordmænd

Også i denne sæson er Johannes Thingnes Bø favorit til at vinde den samlede World Cup og flest VM-medaljer, men han er stærkt udfordret af tre af hans landsmænd: Storebror 32-årige Tarjei Bø, Johannes Dale og ikke mindst sæsonens største overraskelse: Sturla Holm Lægreid.  Den 23-årige Lægreid har allerede i sin første internationale sæson vundet ikke mindre end 4 individuelle løb og derudover opnået 3 podieplaceringer, hvilket pt. giver en 2. plads i den samlede World Cup. Umiddelbart er det vanskeligt at finde skiskytter fra andre nationer, som for alvor kan true de 4 nordmænd, som efter 15 af sæsonens 26 individuelle løb er placeret på de fire øverste pladser i den samlede World Cup. Jeg tror at duellen om den samlede World Cup først afgøres mellem Bø og Lægreid i sæsonens sidste løb: Søndag den 21. marts 2021 på Holmenkollen i Oslo. De suveræne norske skiskytter kan dog i kampen om VM-medaljer efter min opfattelse blive udfordret af bl.a. de to franskmænd – Quentin Fillon Mailet og Emilie Jacquelin – Arnd Peiffer fra Tyskland, de to svenskere – Sebastian Samuelsen og Martin Ponsiluoma – og russeren Alexander Loginov, som tidligere har været udelukket i 2 år på grund af doping samt veteranen Jakov Fak, som har fordel af hjemmebane ved VM.

Marte Olsbu Røiseland – “Champion of Champions 2020”

Marte Olsbu Røiseland, der kommer fra Arendal i den sydlige del af Norge, har i lighed med Johannes Thingnes Bø, for alvor i de seneste tre sæsoner markeret sig som verdens bedste kvindelige skiskytte. Olsbu Røiseland debuterede allerede i World Cuppen tilbage i sæsonen 2012-2013, men hun havde igennem flere sæsoner meget svært ved at opnå top 10-placeringer, både ved VM og World Cups. VM 2020 blev imidlertid den 30-årige Olsbu Røiseland helt store internationale gennembrud. Hun blev nemlig den første skiskytte nogensinde, som vandt 7 VM-medaljer – 5 guld og 2 bronze – ud af 7 mulige. En fantastisk præstation, som medførte kåring af Olsbu Røiseland som verdens bedste kvindelige atlet i 2020 – ”Champion of Champions” – af det franske sportsmagasin L’ Equipe.

Olsbu Røiseland, Eckhof eller Øberg vinder den samlede World Cup 

Olsbu Røiseland har vundet i alt 2 OL-medaljer, 12 VM-medaljer og 8 World Cup-sejre. Og nu tyder alt på at hun for første gang i karrieren har gode chancer for at vinde den samlede World Cup. Blandt Olsbu Røiselands værste konkurrenter både til VM-medaljerne og den samlede World Cup er veninden og træningsmakkeren Tiril Eckhof, som pt. indtager 2. pladsen i den samlede World Cup – kun 8 points efter Olsbu Røiseland. Også Hanne Øberg fra Sverige, som pt. indtager 3. pladsen i den samlede World Cup – et points efter Eckhof – er en alvorlig trussel for Olsbu Røiseland, både i World Cuppen og til VM. Også hos kvinderne tror jeg at vinderen af World Cuppen først findes mellem Olsbu Røiseland, Eckhof og Øberg i sæsonens sidste løb – søndag den 21. marts 2021 – på Holmenkollen i Oslo. Blandt kandidater til VM-medaljerne i næste uge må også regnes Dorthea Wierer fra Italien, Lisa Theresa Hauser fra Østrig, Franziska Preuss fra Tyskland og Julia Simon fra Frankrig. Især Simon og Hauser viste imponerende form ved det seneste World Cup-stævne i Antholz.

VM 2021 som pejlemærke for vinter-OL 2022

Det kommende VM vil også give signaler om de enkelte skiskytter og nationers potentiale ved næste års vinter-OL, som finder sted i Beijing i perioden 4. – 20. februar 2022. Der er ingen tvivl om at de største og fleste medaljekandidater for verdens stærkeste vintersportsnation – Norge – skal findes i biathlon. Verdensklasseatleter som Johannes og Tarjei Bø, Dale og Lægreid hos mændene samt Olsbu Røiseland, Eckhof og Tandrevold hos kvinderne vil være eksponenter for et stort antal OL-medaljer og efter min opfattelse også væsentlig flere end de 6 OL-medaljer – heraf ”kun” én af guld – som Norge vandt ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang.

Du kan finde relevante informationer om biathlon på følgende websites:

• International Biathlon Union – https://www.biathlonworld.com
• TV2 Sport – https://play.tv2.dk/programmer/sport/oevrig-sport/skiskydning

Eliteidræt er ikke sort eller hvid – men med mange farver 

I de seneste år har der – både nationalt og internationalt – været stigende fokus på eliteatleters mentale sundhed og trivsel – eller rettere mangel på samme. Personlige fortællinger i medierne om spiseforstyrrelser, præstationsangst, depression, mistrivsel, uetisk adfærd og seksuelle krænkelser blandt trænere og ledere har for alvor vist eliteidrættens ”skyggesider”. Og langt hen af vejen er eliteidrættens positive gevinster for atleterne i form af øget selvtillid og stærkere selvværd, mod, vilje og ”mental toughness” blevet trægt i baggrunden. Flere internationale forskningsprojekter har indikeret at stigende krav og øget pres fra omgivelserne på den enkelte atlet kan have skadelige virkninger på atleternes mentale sundhed og trivsel. Denne udvikling har også medført at internationale organisationer som “International Society of Sport Psychology” (ISSP), “European Federation of Sport Psychology” (FEPSAC) og den “Internationale Olympiske Komité” (IOC) har iværksat en række initiativer, som kan sætte yderligere fokus på emnet.

Første danske forskningsprojekt om eliteatleters mental sundhed og trivsel

Formålet med det danske forskningsprojekt er at undersøge mental sundhed og trivsel blandt danske eliteatleter, herunder forekomsten af angst og depressive symptomer hos mandlige og kvindelige eliteatleter. Derudover er formålet også at identificere både mentale risikofaktorer (f.eks. skader, overtræning, stress, fravælgelse og manglende søvn) og fremmende faktorer (f.eks. social støtte fra familie og venner, velfungerende træningsmiljøer og bestemte personlighedstræk hos den enkelte atlet) i forhold til dennes mentale sundhed og trivsel, både i og udenfor eliteidrætten.

Atleter fra individuelle sportsgrene og holdsport med forskellige sundhedsprofiler

Forskningsprojektets respondenter er 612 danske eliteatleter fra 18 forskellige sportsgrene, der har besvaret en anonym online-version af ”Holistic Athlete Mental Health Survey”. Eliteatleterne repræsenterer både individuelle sportsgrene (bl.a. atletik, badminton, cykling, svømning, triathlon og tennis) og holdsport (bl.a. basketball, fodbold, håndbold, ishockey og volleyball). Atleterne var i gennemsnit 19 år og dyrker deres sportsgren på nationalt eller internationalt niveau. Eliteatleterne blev på baggrund af besvarelserne inddelt i tre kategorier: ”Stærk mental sundhedsprofil”, ”Moderat mental sundhedsprofil” og ”Svag mental sundhedsprofil”. Efterfølgende blev forskelle og ligheder mellem eliteatleter i de tre kategorier analyseret ud fra en Kruskal-Wallis-test.

Danske eliteatleter har samme sundhedsprofil som eliteatleter i andre lande

Forskningsprojektets resultater viser at langt de fleste danske eliteatleter – 75 % eller 3 ud af 4 – oplever enten middel eller høj trivsel i hverdagen. Denne andel er lidt højere end den danske befolkning i samme aldersgruppe. Relativt få atleter – 14 % – angav at de inden for de seneste to uger havde oplevet moderate (10 %) eller svære symptomer (4 %) på angst, mens 80 % – eller 4 ud af 5 – angav at de inden for de seneste to uger havde oplevet moderate eller ingen symptomer på depression. 11 % af atleterne angav at de havde oplevet symptomer på både angst og depression inden for de seneste to uger. Forekomsten af svære symptomer på angst og depression hos danske eliteatleter er på samme niveau som blandt samme aldersgruppe i befolkningen. Ligeledes er forekomsten af symptomer på angst og depression blandt danske eliteatleter på samme niveau som blandt eliteatleter i andre lande, bl.a. Sverige, Australien, Schweiz, Tyskland og Storbritannien.

Markante kønsforskelle 

Blandt forskningsprojektet mest opsigtsvækkende resultater er at kvindelige eliteatleter har en signifikant højere forekomst af symptomer på angst (20 % vs. 10 %) og depression (28 % vs. 18 %) end mandlige eliteatleter. Desuden havde kvindelige eliteatleter også en signifikant lavere samlet score på mental trivsel end mandlige atleter. Disse markante kønsforskelle findes også uden for eliteidrættens verden, hvor andelen af danske teenager-piger med symptomer på angst og depression, bl.a. på ungdomsuddannelsesinstitutioner, har været markant stigende i de seneste år. Forskerne angiver desværre ikke specifikke årsager til disse kønsforskelle. Til gengæld betoner forskerne at der ikke fandtes nogen forskelle mellem atleter i individuelle sportsgrene og holdsport. Og at eksempler på mistrivsel, angst og depression forekommer i alle sportsgrene og i aldersgrupper.

Langt hovedparten af eliteatleter trives rigtig godt i elitesport

Forskningsprojektet viser også at 64 % – eller næsten 2/3 – kan kategoriseres som eliteatleter med en ”stærk mental sundhedsprofil”, 30 % af eliteatleterne har en ”moderat mental sundhedsprofil” og kun et beskedent mindretal – 6 % – kan kategoriseres som atleter med en ”svag mental sundhedsprofil”. Eliteatleter med en ”stærk mental sundhedsprofil” oplever god social støtte, både i privatlivet og i eliteidrætten. Atleter med høj trivsel og fravær af symptomer på mentale lidelser vurderer deres sportsmiljø til at være mere støttende med hensyn til selvbestemmelse, inddragelse, prioriteringer og valg i og udenfor eliteidrætten. Atleter med en ”svag mental sundhed” viser en høj grad af mistrivsel, sover mindre og oplever i langt højere grad stressende elementer både i privatlivet, på uddannelsen og i eliteidrætten. Og mange af disse atleter vil formentlig før eller siden fravælge et fortsat liv som eliteatlet. Det er naturligvis væsentligt at have fokus på disse atleter og ikke mindst de udfordringer og dilemmaer, som disse atleter står overfor i træning og konkurrencer. Men der er også en stor risiko for at trænere, sportschefer og ledere kan bruge (alt) for mange ressourcer på atleter, som dybest set ikke ”passer ind” i eliteidrættens selektive og ekskluderende struktur. Forskerne fra SDU går ikke så langt med deres konklusion, men peger i stedet på at der er brug for individuelle og fleksible løsninger for den enkelte eliteatlet.

Alle sportsgrene har selvstændige karakteristika og særlige udfordringer 

Desværre indeholder artiklen, som præsenterer forskningsprojektet, ikke en analyse om atleternes mentale sundhed og trivsel i de enkelte sportsgrene.  Der er efter min opfattelse ingen tvivl om at træningskultur, -miljø, -omfang og -indhold, sociale relationer mellem atleter og mellem træner og atleter, rolle- og ansvarsfordeling og meget, meget andet er meget forskellige på tværs af individuelle sportsgrene og holdsport. Af den årsag bør trænere, sportschefer og atleter – både efter forskernes og min opfattelse – også være yderst varsomme med at opstille ”standardløsninger” på tværs af sportsgrene.

Blandt forskernes anbefalinger til klubber og forbund står især én tydelig og præcis: Unge talenter skal klædes rigtig godt på med viden og erfaringer fra nuværende og tidligere eliteatleter og -trænere for at kunne håndtere pres, krav og forventninger, som unægtelig følger med en tilværelse som eliteatlet.

Artiklen: “To Flourish or Languish, that is the question: Exploring the mental health profiles of Danish elite athletes” (Psychology of Sport & Exercise, No. 52 – 2021) kan rekvireres ved henvendelse til adjunkt Andreas Küttel (mail: akuttel@health.sdu.dk).