micand57@gmail.com

Tæt sammenhæng mellem lønkroner og sportslige resultater

Analyser fra både international og dansk fodbold har igennem de seneste tiår vist at der er en klar sammenhæng mellem lønkroner til spillere og sportslige resultater. Idrættens Analyseinstitut har bl.a. vist at superligaklubbernes personaleomkostninger kan forklare mere end 4/5 af sportslige resultater siden årtusindskiftet. Konklusionen er at de klubber, der over tid kan opretholde det højeste lønbudget til spillere, trænere, sundhedsstab og administration, alt andet lige vinder mest. Det er dog langt fra alle superligaklubber, som har været lige dygtige og effektive i forvaltning af deres økonomiske ressourcer. Nogle klubber, som f.eks. FCN, FCM og Hobro IK, har sportsligt overpræsteret markant, mens andre klubber som f.eks. Brøndby IF, OB, AGF og AaB har underpræsteret stort sportsligt igennem de seneste fem sæsoner.

PARKEN Sport & Entertainment A/S er meget andet end FCK

Der er i dag kun to kandidater til DM-guldet 2019-2020:  FC Midtjylland og FC København. FCK har igennem de seneste 20 sæsoner været helt suveræn i dansk klubfodbold med i alt 12 DM-titler og kun én sæson (2017-2018) har klubben ikke vundet medaljer. FCK er også den eneste danske klub med succes i international fodbold med gentagne deltagelse i både Champion League- og Europa League-gruppespil siden årtusindskiftet. Det er tv-indtægter fra disse turneringer og ikke mindst PARKEN Sport & Entertainment A/S’ ”side-business” i form af feriecentrene ”Lalandia”, som har skabt økonomiske ressourcer til spillerindkøb – og hermed også lønomkostninger – som ligger et pænt stykke over de nærmeste konkurrenter. Ud fra de økonomiske ressourcer, som er til rådighed for klubbens sportslige ledelse, har FCK’s resultater i Superligaen i de seneste 5 år imidlertid ikke været imponerede – snarere tværtimod. Det er ganske vist blevet til 3 DM-titler, men vinder FCM dette års mesterskab, hvilket efter min opfattelse er mest sandsynligt, har FCK faktisk underpræsenteret sportsligt i Superligaen i forhold til klubbens økonomiske ressourcer. Derimod har FCM overpræsteret i Superligaen siden rigmanden Matthew Benham, der også ejer af den engelske Championship-klub Brentford, i 2014 opkøbte hovedparten af FCM’s aktier i forbindelse med en truende konkurs. ”Ulvene fra Heden” vandt året efter klubbens første mesterskab, som blev genvundet i sæson 2017-2018. Og i dag er klubben efter min mening også storfavorit til at vinde klubbens tredje mesterskab og hermed femte DM-medalje på bare 6 sæsoner. Derudover har klubbens også overpræsteret på transfermarkedet med salg af spillere som Pione Sisto, Aleksander Sørloth og Paul Onuachu. Talentudvikling på klubbens akademi har igennem hele FCM’s historie været en af klubbens kerneydelser. Og dette med meget stor succes, idet akademiet har bl.a. udviklet spillere som Simon Kjær, Winston Reid og Erik Sviatchenko.

FC Nordsjælland er klart bedst til at købe, udvikle og sælge spillere 

Også FC Nordsjælland har været særdeles dygtige til at udvikle talenter via Superligaen til salg til udenlandske klubber. Klubben blev i 2015 opkøbt af en investorgruppe – ”The Pathway Group Limited” – med bl.a. Tom Vernon, som tidligere havde startet i fodbold-akademiet ”Right to Dream” i Ghana. Formålet med samarbejdet er at FCN skal være selvforsynende med spillere fra FCN’s samarbejdsklubber i lokalområdet og ikke mindst unge spillere fra Afrika, som skal bruge Superligaen som springbræt til en karriere i de største europæiske ligaer. Det er i høj grad lykkes, idet FCN netop er tildelt topkarakter – ”højeste internationale klasse – i DBU’s licenssystem. Klubben har – i lighed med FCM – har tjent rigtig mange penge i de seneste år – mere end 250 mio. kr. – på transferindtægter, bl.a. på spillere som Emre Mor, Mathias Jensen, Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard. Transferindtægterne i både FCN og FCM har også ”udlignet” betydelige driftsunderskud i de to klubbens regnskaber. Samtidig er det imponerede at FCN hver sæson har kvalificeret sig til top-6 og hermed medaljeslutspillet. Det tror jeg også bliver tilfældet i denne sæson, hvor FCN er min favorit til bronzemedaljerne.

“Traditionsklubber” underpræsenterer, både på banen og i regnskaberne 

Der er imidlertid også superligaklubber som f.eks. Brøndby IF, OB, AGF og AaB, som resultatmæssigt har underpræsenteret i de seneste 5 sæsoner i forhold til klubbernes økonomiske ressourcer. Årsagerne til dette faktum er mangfoldige og komplekse: “Dårlige” køb og salg af danske – og især udenlandske – spillere, manglende kvalitet og kontinuitet blandt spillere, trænere, sportsdirektører og bestyrelse, svag talentudviklingsstrategi, vigende tilskuer- og sponsorinteresse og meget, meget andet.  Især Brøndby IF har både sportsligt og økonomisk været en rigtig dårlig forretning. Det er alene astronomiske økonomiske ”donationer” på 50-80 mio. kr. årligt fra hovedaktionæren Jan Bech Andersen, som har holdt klubben ”oven vande”. Lønomkostninger har været tårnhøje sammenlignet med de fleste andre superligaklubber og det seneste tiår har klubben fra Vestegnen været uden DM-titler og ”kun” vundet 2 sølv- og 3 bronzemedaljer. Også andre traditionsklubber i dansk fodbold som AGF, OB og AaB har haft det særdeles vanskeligt resultatmæssigt i de seneste år. Den fynske fodboldstolthed OB er allerede med to resterende kampe i grundspillet uden chance for kvalifikation til kampen om medaljer. På trods af et af ligaens højeste budget er det kun lykkes OB at kvalificere sig én gang blandt landets 6 bedste hold i de seneste 5 sæsoner. Resultatmæssigt er det kun AGF, som har præsteret dårligere i samme periode. ”De hviie fra Fredensvang” overraskende imidlertid alt og alle med en imponerede halvsæson i efteråret 2019, hvor holdet sluttede på en flot 3. plads. AGF’s start på foråret 2020 var – bl.a. uafgjort mod Hobro på hjemmebane og nederlag til Silkeborg – alt andet end prangende. Blot uafgjort i den udsatte kamp mod Randers FC, vil dog sikre AGF en plads i top-6, hvilket ikke er sket i de seneste 8 sæsoner. ”En svale gør dog ingen sommer”, så AGF bør – efter min opfattelse – fremadrettet ud fra klubbens økonomiske ressourcer kvalificere sig til medaljeslutspillet mindst 3 ud af 4 sæsoner. Samme forventning bør stilles til Nordjyllands fodboldstolthed – AaB – som efter danske mesterskaber i 2008 og 2012, har haft meget svært ved at opnå resultatmæssig stabilitet. Klubben er uden DM-medaljer i de seneste fem sæsoner og kampen om den sidste plads i medaljespillet kan meget vel tilfalde Randers FC – på bekostning af AaB. Randers FC, som faktisk er en af de klubber, som ud fra en relativ beskeden økonomi, har vist stor sportslig stabilitet som superligaklub over en længere årrække.

Esbjerg fB, Silkeborg IF og Hobro IK ligner tre nedrykker 

Måske venter de største dramaer i superligaen 2019-2020 i nedrykningspillet, hvor hele 3 klubber bliver ”sorteper”. Blandt kandidater til nedrykning er Hobro IK, der faktisk har overpræsteret markant sportsligt med de seneste 6 sæsoner, hvor klubben har haft det suverænt laveste budget af samtlige superligaklubber. Klubbens lønomkostninger udgør i denne sæson kun 1/10 af klubber som FCK, Brøndby IF og FCM. Jeg tror imidlertid ikke at Hobro IK – og Silkeborg IF – undgår nedrykning i denne sæson. Og så skal endnu en traditionsklub – Esbjerg fB – vise langt bedre spil i de resterende kampe for at undgå den sidste nedrykningsplads. Konsekvenserne for alle tre nedrykkere bliver et indtægtstab – primært i form af tv-penge og sponsorater – på 30—40 mio. kr. Den viden er også kendt i klubber som AC Horsens og SønderjyskE, som også kan komme i fare for nedrykning.

Ud fra den økonomiske udvikling, både i dansk og international fodbold, tyder alt på at meget få ligaklubber i de kommende sæsoner bliver rigere og rigere, mens de ”fattige” klubber får mere og mere vanskeligt ved – resultatmæssigt over en hel sæson – at overraske og udfordre de mest pengestærke konkurrenter. Derfor tror jeg også at kampen om DM-guldet i de kommende år alene bliver et anliggende mellem FCK og FCM. Så må resten af superligaklubberne kæmpe om bronzemedaljerne eller …. nedrykning.

Du kan få yderligere information om økonomi i danske superligaklubber og internationale topklubber på følgende website:

• Steen Houman’s blog – https://steenhoumann.com
• Idrættens Analyseinstitut – https://idan.dk
• Off the Pitch – Football, Business and News – https://offthepitch.com/

Stor forskel på superligaklubbernes omsætning og sammensætning af indtægter

Ud fra de seneste års økonomiske analyser kan det estimeres at den totale omsætning i Superligaen (fodbold) i sæsonen 2019-2020 er på ca. 2,8 mia. kr. Der er imidlertid meget store forskelle imellem de 14 selskabers omsætninger, som varierer mellem 30-35 mio. kr. for selskaber som Hobro IK A/S og Silkeborg IF A/S til 800-820 mio. kr. for PARKEN Sport og Entertainment A/S – koncernen bag FC København, som igennem mange år har været suverænt højeste blandt Superligaens selskaber, primært på grund af ikke-fodboldrelaterede aktiviteter som feriecentrene Lalandia og udlejning af Parken. FCK, der har vundet 12 danske mesterskaber siden årtusindskiftet og været ”fast deltager” i europæiske klubturneringer i samme periode står altså bag næsten 1/3 af omsætningen i dansk fodbold.

Håndbold og ishockey er mere sårbare end fodbold

Omsætningen i Primo Tours-ligaen (herrehåndbold) og HTH-ligaen (kvindehåndbold) kan i indeværende sæson estimeres til ca. 300 mio. kr. Også blandt de 28 ligaklubber i håndbold er der meget store variationer i forhold til selskaberne eller klubbernes omsætninger. Der er variationer fra få millioner i ligaklubber som EH Aalborg og Ajax til ca. 30 mio. kr. i selskaber som Aalborg Håndbold A/S, Skjern Håndbold A/S og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold A/S. Derimod er de omsætningsmæssige variationer i danske ligaklubber i ishockey langt mindre end i såvel fodbold som håndbold. Den totale omsætning i dansk ishockey kan i indeværende sæson estimeres til ca. 80-90 mio., fordelt på 7-14 mio. kr. i de 9 ligaklubber. Ligaklubbernes indtægter fordeler sig primært på 4 hovedkilder: Matchday-indtægter (entre og sæsonkort, salg af mad og drikkevarer, merchandise etc.), sponsorindtægter, tv-indtægter og transferindtægter (salg af spillere). Sidstnævnte er helt afgørende for langt de flest superligaklubbers økonomiske succes eller fiasko, mens transferindtægter stort set ikke eksisterer i hverken håndbold eller ishockey. Der er naturligvis også variationer i de enkelte ligaklubber relative andel af hovedkilderne. Den primære indtægtskilde for ligaklubber i håndbold og ishockey er sponsorindtægter, der typisk udgør 75-85 % af den samlede omsætning. Matchday-indtægterne i disse to sportsgrene udgør typisk 15-20 %, mens ligaklubbernes direkte indtægter af tv-rettigheder i håndbold og ishockey er begrænset til 3-6 % af de samlede indtægter. Dog har det stor betydning for ligaklubbernes muligheder for sponsorkontrakter at sponsorer kan eksponeres via direkte tv-kampe. For ligaklubberne i håndbold og ishockey udgør sponsorindtægter, enten som ”frie midler” eller barteraftaler, som er en byttehandel af ydelser med samme værdi imellem ligaklub og virksomhed i stedet for at betale hinanden for udført arbejde, langt den største andel af indtægterne. Hovedparten af disse ligaklubber har som oftest enkelte hovedsponsorer og et stort antal lokale virksomheder, som støtter den lokale ligaklub.

TV-indtægter samt køb og salg af spillere er altafgørende for superligaklubberne 

Sammensætning af indtægtskilder i dansk fodbold er meget anderledes end i håndbold og ishockey. Superligaklubberne er meget afhængige af indtægter fra tv-rettigheder, som udgør i alt 275 mio. kr. for indeværende sæson eller næsten 20 mio. kr. pr. ligaklub i gennemsnit. For enkelte superligaklubber udgør tv-indtægterne altså den største procentdel af klubbens samlede indtægter. Beløbene til de enkelte superligaklubber udbetales ”normalt” efter klubbens placering ved spillerunde 13 og 26 samt ved sæsonafslutning. Men i dag mangler de to sidste rater af tv-pengene at blive udbetalt til superligaklubberne. Det vil derfor være en økonomisk katastrofe for alle superligaklubber, såfremt de resterede kampe i sæsonen 2019-2020 aflyses. Alt tyder da også på at de resterende kampe i superligaen, både i grund- og slutspillet, afvikles – desværre – uden tilskuere i maj og juni måned.

Der er heller ingen tvivl om at danske superligaklubber vil opleve et markant fald i forhold til transferindtægter. Det bliver i de kommende ”transfer-vinduer” langt sværere at sælge spillere fra danske klubber til udenlandske klubber, som også er særdeles hårdt ramt økonomisk. Ligeledes har mange af superligaklubberne bundet en meget stor del af udgifterne i længerevarende kontrakter med spillere og trænere. Og det kan være meget vanskeligt at justere udgifterne i takt med et markant fald i indtægter. På det område har ligaklubberne i håndbold og især i ishockey på grund af typisk ét-årige kontrakter med spillere nogle komparative fordele frem for superligaklubberne i fodbold.

Både kort og langsigtede økonomisk konsekvenser for alle ligaklubber 

Det er naturligvis svært at vurdere hvor stort et fald i sponsorindtægter danske ligaklubber vil opleve til den kommende sæson 2020-2021. Mit personlige bud vil være et fald på 20-30 %, men med store variationer imellem de enkelte klubber. Jeg tror også at ligaklubberne i håndbold og ishockey vil blive relativt hårdere ramt økonomisk af ”COVID 19-pandemien” end superligaklubberne i fodbold, idet en meget stor andel af indtægterne i håndbold og ishockey er baseret alene på sponsorindtægter. Det er meget få virksomheder og brancher, både i Danmark og globalt, som ikke vil opleve markante fald i omsætning og indtjening i 2020 og evt. også i efterfølgende år. Virksomheder og koncerner i særlige brancher som f.eks. flyselskaber, detailhandel og restauranter, som allerede i dag har afskediget et stort antal medarbejdere på grund af svigtende salg, vil naturligt være meget tilbageholdende med at gentegne sponsorater eller indgå nye aftaler med ligaklubber i dansk fodbold, håndbold og ishockey – ikke på grund af manglende vilje, men på grund af manglende … penge.

Yderligere informationer om økonomi i danske ligaklubber:

Rasmus K. Storm & Christian Gjersing Nielsen: ”Mindre tilbagegang i den danske ligaøkonomi i 2018” (17.8.2019 – Idrættens Analyseinstitut) https://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2019/b233_mindre-tilbagegang-i-den-danske-ligaoekonomi-i-2018/

Rasmus K. Storm & Christian Gjersing Nielsen: ”Dansk håndboldøkonomi har fundet et mere stabilt leje” (5.9.2018 – Idrættens Analyseinstitut) https://www.idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2018/b143_dansk-haandboldoekonomi-har-fundet-et-mere-stabilt-leje/

Ingen stat, organisation, virksomhed eller skole kan etableres eller udvikles af enkeltpersoner, uanset disses viden, evner, passion eller handlekraft. Men personligt lederskab er alligevel en af de altafgørende faktorer for stater, organisationer, virksomheder og skolers indre styrke og sammenhængkraft. Og især har kompetent og engageret personligt lederskab stor betydning og værdi for stater, organisationer, virksomheder og skolers forhold til omverdenen. Personligt lederskab er et helt centralt begreb i professor, ph.d. og dr.phil. i historie Hans Bondes nye bog: ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” (Syddansk Universitetsforlag, 2020), som er udgivet i anledning af Gymnastikhøjskolen i Ollerup 100 års jubilæum. Og lad det være sagt med det samme: Bogen er fremragende historiefortælling, både i ord og billeder.

En fantastisk rejse i ord og billeder 

Bogen bringer læseren på en fantastisk fortløbende rejse, hvor begivenheder – gymnastikopvisninger, jordomrejser, elevmøder, Landsstævner, bygninger og kunstværker, demokratifestivaler og meget, meget andet – beskrives i 100 opslag af én eller flere kilder. Kilderne er centrale aktører – som via Bondes fortolkning – fremkommer med synspunkter, holdninger og erindringer med udgangspunkt i en perlerække af billeder fra fortid og nutid. Blandt de historiske vidner er spændvidden stor, lige fra tidligere elever, lærere, forstandere, gymnastikpædagoger, journalister, arkitekter, professorer, diplomater, ministre til Kong Christian X. De 100 opslag, ét for hvert år fra Gymnastikhøjskolens indvielse i 1920 og frem til i dag, skaber et sammenhængende forløb baseret på særdeles omfattende dokumentation.

Bogen indeholder en indmarch og en udmarch, som enhver folkelig gymnastikopvisning, syv kapitler og skriftlige referencer. Indmarchen sætter scenen for bogens struktur og hovedtemaer samt beskriver Bondes personlige forhold til Gymnastikhøjskolen fra starten af 1990’erne, hvor daværende forstander Gunnar B. Hansen overdrog Bonde ansvaret for at udarbejde en uvildig doktordisputats på baggrund af Niels Bukh’s private arkiver, som havde været ”skjult” viden for offentligheden siden Bukh’s død i 1950.

Niels Bukh – en karismatisk gymnastikpædagog med naive politiske visioner 

Hvert kapitel beskriver en historisk periode, hvor gymnastik som kulturelt, kropsligt, politisk, socialt og æstetisk fænomen knyttes tæt sammen med konkrete begivenheder, som gennem årtier har sat sig dybe spor og afgørende inspiration for livet hos rigtig mange unge, både fra Danmark og udlandet. Gymnastikhøjskolens motto: ”Ord og Dåd” har igennem et århundrede været langt mere end tre små ord. OD har nemlig også været betegnelsen for ”Ollerup Delingsfører”, som mere end 20.000 har opnået gennem et højskolekursus på minimum 12 uger.  Bonde betoner imidlertid at ” … ord alene ikke flytter ret meget. Der skal handling (dåd) til” og ”Dog kan dyrkelsen af ”handling” frem for omtanke også føre til en anti-intellektualisme, der giver afkald på kritisk refleksion og dialog” (p. 18). Med det udgangspunkt er bogens to første kapitler ”En ny mandetype” (1920-1932) og ”Den tyske dragning (1933-1943) fascinerende læsning. Kapitlerne fokuser bl.a. på Bukh’s opstart af Gymnastikhøjskolen, der i forhold til den traditionelle danske højskole med fokus på ”det levende ord” og sangen, anvendte kroppen og specifikt gymnastikken som centralt sprog og redskab. Niels Bukh og Gymnastikhøjskolen var en naturlig del af en dansk national vækkelse, hvor landbefolkningen gennem andelsbevægelsen og ikke mindst gymnastik- og skytteforeninger, udviklede et kulturelt og politisk engagement, både lokalt i sognene og nationalt i partiet Venstre. Gymnastik var ikke i første halvdel af det 20. århundrede en sportsgren som fodbold, atletik og svømning, men ” … en aktiv kulturkraft, der på landet dels formgiver hele generationer af unge mænd og kvinder, dels står som et alternativ til byernes konkurrencesport og endelig via utallige opvisninger bliver vartegn for danskhed i udlandet” (p. 17). De to første kapitler kommer helt tæt på den karismatiske, homoseksuelle og politisk naive Niels Bukh, der over en meget kort årrække – sammen med elever, medarbejdere og lokalbefolkning – opbygger et krops-, kunst- og kulturcenter på Sydfyn med en imponerede hovedbygning, landets første indendørs svømmehaller (1926) og en af Europas største idrætshaller (1932). Bukh’s sympati, beundring og ønske om samarbejde med andre stærke mænd i diktaturer – som Hitler i Nazi-Tyskland og Mussolini i Italien – er også mere langvarigt og stærkt end mange andre danskere, som først henimod slutningen af 2 verdenskrig ”skiftede side”. Det er i dag en kendt sag, at rigtig mange danske virksomhedsejere tjente enorme summer, både før og under 2. verdenskrig, på at samarbejde med eller arbejde for den tyske krigsmaskine. Men Bukh tog aldrig for alvor afstand fra sine politiske synspunkter og holdninger efter afslutningen på 2. verdenskrig i 1945. Derfor blev Bukh’s sidste leveår frem til hans død som 70-årig i 1950 en personlig nedtur af dimensioner. Disse år er beskrevet i bogens tredje kapitel ”Nyorientering” (1944-1950), hvor det også fremgår at et stort statslån fra Venstre-regeringen i 1948, trofaste medarbejdere og tidligere OD’eres opbakning overraskende hurtigt bragte elevtallet på den genopbyggede gymnastikhøjskole tilbage til tiden før Besættelsen.

Den svære vej ud af Bukh’s “skygge” 

Bogens fjerde kapitel ”I mesterens fodspor” (1951-1967) afdækker bl.a. en langvarig og opslidende intern magtkamp mellem Arne Mortensen og Jørgen A. Broegaard, som delte forstanderposten på Gymnastikhøjskolen efter Bukh’s død. Arne Mortensen var efter ansættelse som gymnastiklærer i 1936, leder af skolens elitehold og nærmeste ven Bukhs oplagte afløser som gymnastikhøjskolens forstander, men ”Morten” var uden en kvalificerende uddannelse. Det kriterium opfyldte Jørgen A. Broegaard, som havde været elev på skolen i 1930’erne og efterfølgende uddannet som teolog og hermed kvalificeret til at være ansvarlig for gymnastikhøjskolens historiske, kulturelle og åndelige fag. De to “medforstandere” var imidlertid meget uenige om forvaltningen af ”arven efter Bukh”. Arne Mortensen ønskede at videreføre gymnastikhøjskolens “ånd, sjæl og gymnastik” som forbilledet Bukh, mens Broegaard foretrak et kritisk eftersyn i forhold til Bukhs homoseksualitet og politiske holdninger, især under Besættelsen. Bukh’s tro væbner – Arne Mortensen – vandt i 1966 magtkampen, da Gymnastikhøjskolens bestyrelse valgte af afskedige Jørgen A. Broegaard. Og hermed kunne ”Bukh-kulten”, som også omfattende en ekstrem konservatisme, både politisk og gymnastisk, videreføres frem til næste forstanderskifte i 1976.

Ungdomsoprøret, som “gik forbi” Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Inden dette skifte skete der imidlertid voldsomme forandringer, både nationalt og internationalt, udenfor Gymnastikhøjskolens mure. Disse forandringer i form af oprør mod autoriteter, seksuel frigørelse, ligestilling mellem kønnene, pigtrådsmusik og fri hash er bl.a. beskrevet i bogens femte kapitel ”Ungdomsoprøret og Ollerup” (1968-1975). Ungdomsoprøret kulturelle frisættelse bevægede sig imidlertid langt udenom Gymnastikhøjskolen til forstander Arne Mortensen udelte tilfredshed. Han udtalte i 1970 følgende til medierne: ”Der er overhovedet ikke grobund for et ungdomsoprør her på Skolen. Man kan ikke uddanne ledere uden anvendelse af autoritet. Det fundament, Niels Bukh skabte Skolen på, er stadig Skolens”. Det var derfor både et ydre pres og en indre ”nødvendighed” – langt snarere end ønsker eller behov hos Gymnastikhøjskolens bestyrelse og mange tidligere OD’ere – at der i begyndelsen af 1990’erne, dvs. mere end 40 år efter grundlæggeren Niels Bukhs død, sker et ”Opgør med fortiden” (1976-1998). Gunnar B. Hansen, der havde været elev på Gymnastikhøjskolen, leder af eliteholdet, viceforstander og fra 1976 forstander fandt det altafgørende for Gymnastikhøjskolens aktuelle omdømme og ikke mindst fremadrettede troværdighed at belyse Bukh som forstander og menneske – med styrker og svagheder.

Inspiration for nogle gymnastik- og idrætshøjskoler – og modbillede til andre  

Opgøret med ”faderfiguren” Niels Bukh er hovedemnet i bogens sjette kapitel, som også omhandler beskrivelse af den nye forstander Gunnar B.’s introduktion af Beatles-musik til primitiv mandsgymnastik, elevdemokrati og internationale elevers kursusophold indenfor demokrati og foreningsliv. I dette kapitel beskrives også Gymnastikhøjskolens rolle for forbillede eller modstykke for andre af landets gymnastik- og idrætshøjskoler. På mange gymnastik- og idrætshøjskoler, bl.a. Gerlev Idrætshøjskole (1935), Gymnastikhøjskolen ved Viborg (1951), Idrætshøjskolen i Sønderborg (1952), Idrætshøjskolen i Aarhus (1971) og Nordjyllands Idrætshøjskole (1986) var forstandere og langt størstedelen af lærerne tidligere elever eller lærere fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Men der var også idrætshøjskoler, bl.a. Den Jyske Idrætsskole (1943 – nu Vejle Idrætshøjskole) og Idrætsskolerne i Oure (1987), som blev etableret med udgangspunkt i konkurrencesport i form af træner- og instruktøruddannelser i fodbold, atletik, sejlads, golf eller moderne dans. Og med faglige profiler, ordens- og leveregler, som lå milevidt fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Balancen mellem tradition og fornyelse – højskolernes vigtigste opgave   

Bogens syvende kapitel ”Kulminerede springserie – Flagskib for demokratiet” (1998-2020) sætter fokus på de seneste to årtier med den nuværende forstander Uffe Strandby, tidl. elev på Gymnastikhøjskolen, som frontfigur. Kapitlet har to centrale temaer: Renovering og nybyggeri samt introduktion af nye former for ”gymnastik”. Bissetraditionen, der blev introduceret af Niels Bukh i 1922 og som stadig praktiserer i dag, har skabt imponerende bygninger på Gymnastikhøjskolen. Men dagligt slid og bygningsmaterialer af varierende kvalitet har også i seneste år medført et stort behov for renoveringer og mere tidssvarende faciliteter, som f.eks. et topmoderne springcenter, som blev indviet i 2002. Og senest er den gamle idrætshal blevet omdannet til en moderne multifunktionel arena med mobile tilskuertribuner til opvisninger, sportskonkurrencer, udstillinger, koncerter og kongresser. Renoveringen af idrætshallen, inden- og udendørs svømmehal samt kunstværker rundt om på skolens område er bl.a. blevet tilvejebragt via donationer fra private fonde som Realdania, Ny Carlsbergfondet og A.P. Møller Fonden. Renoveringen og de nye faciliteter har også betydet at skolens faglige profil inden for gymnastik har ændret sig radikalt. I dag er moderne dans, fitness, parkour, crossfit, teamgym, tumbling, zumba, yoga og performance vægtet på samme niveau som tidligere tiders ”kerne-discipliner”: Springgymnastik og rytmisk gymnastik. Med udvidelsen af den faglige profil har Gymnastikhøjskolen i Ollerup formået at balancere mellem tradition og fornyelse, hvilket er én af højskolernes allervigtigste opgaver.

Udmarch samler de syv kapitler i en overskuelig og præcis syntese. Men allervigtigst opstiller Bonde en række valg og spor for udviklingen af Gymnastikhøjskolen i Ollerup, som alle med hjerte og hjerne for Skolen har ret og pligt til at forholde sig til. Jubilæumsbogen ”Fra udkant til forkant. Kampen om gymnastikken gennem 100 år” fortjener et flere minutters stående bifald – og Gymnastikhøjskolen i Ollerup fortjener tak for ”ord og dåd” samt god fornøjelse med de næste 100 år.

Du kan læse mere på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, både fortid og nutid, her:

• Gymnastikhøjskolen i Ollerup – https://ollerup.dk/
• Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. I. Danmarks store ungdomsfører (1880-1939) (Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2001).
• Hans Bonde: Niels Bukh. En politisk-ideologisk biografi. II. Ikaros fra Ollerup (1940-1950). (Museum Tusculasnums Forlag, Københavns Universitet, 2001).

Bogen kan bestilles her:

Fra udkant til forkant – Kampen om gymnastikken gennem 100 år

London – en af verdens mest spændende metropoler

Der er mange ting, som er uforandret siden OL og PL for snart 8 år siden: Fiskesuppen på ”Borough Market”, som er et af Londons største og ældste fødevaremarkeder, musicalen ”Les Misérables”, som er opført dagligt på ”Queens Theater” siden 1985 og menneskemængden i ”The Tube” – Londons metrosystem, som betjener 1,3 milliarder passagerer om året. Men der også sket markante forandringer: Antallet af cyklister er mangedobbelt, priserne på sæsonkort til Premier League klubberne Arsenal, Tottenham, Chelsea og West Ham er eksploderet og briterne udtrådte – beklageligvis efter min mening – for få uger siden formelt af EU efter næsten fem årtiers medlemskab.

England – og måske mere præcist United Kingdom – kan med rette kaldes for sportens oprindelsesland, idet sportsgrene som fodbold, cricket, rugby, tennis, badminton og bordtennis blev opfundet og udbredt over hele verden af briter tilbage i sidste halvdel af det 18. århundrede. UK var dengang – og er fortsat i dag – et meget fragmenteret samfund med store indkomst- og formueforskelle i befolkningen, både nationalt og lokalt. En af de allerstørste udfordringer for britisk sport i dag er netop at den voksende afstand mellem den professionel sport og ”Sport for All”. Også mellem de enkelte sportsgrene er uligheden et voksende og synligt problem – ikke mindst i London, hvor langt de fleste sportsaktiviteter for børn og unge er organiseret udenfor de traditionelle klubber og forbund. Den stigende afstand mellem sport som mål for økonomisk profit eller sport som middel til social integration, dannelse og læring for børn og unge afspejler sig også i forhold til den statslige, økonomiske støtte til sport. UK Sport har ansvaret for tildeling af ressourcer til olympiske forbund og atleter, mens Sport England støtter både forbund, skoler, velgørenhedsorganisationer og private projekter, som arbejder på at realisere visionen om flere aktive medborgere – uanset køn, alder, uddannelse og race. Den statslige støtte, både til UK Sport og Sport England, er stigende, mens den lokale, offentlige støtte er yderst begrænset. Den voksende afstand mellem sport som mål eller middel er også en af de væsentligste forklaringer på at meget få børn og unge under 18 år – mindre end 20 % – dyrker sport i organiserede klubber og forbund. De tilsvarende medlemstal for børn og unge i de nordiske lande er mere end 3 gange så stort, dvs. over 60 %.

God opførsel – både på og udenfor sportsarenaen 

Et af projekterne, som har fokus på rekruttering af børn og unge til sport i London, er Green House Sport (GHS). Projektet anvender sport – bl.a. bordtennis, basketball, svømning og judo – til at engagere og inspirere børn og unge fra socialt belastede områder. Ud fra et holistisk perspektiv arbejder veluddannede og fuldtidsansatte trænere fra GHS sammen med lokale skoler på at lære børnene og de unge færdigheder, som de kan anvende både i og uden for sport. Det overordnede formål er at forbedre børnene og de unges hverdag og livsvilkår. Green House Sport er primært finansieret af private fonde og omfatter mere end 8.000 børn og unge i London, der hverken har økonomisk råd eller social opbakning fra deres forældre til at blive medlem af en traditionel sportsklub.

Et andet projekt er ”Chance to Shine” (CTS), der anvender cricket som middel til at børn og unge lærer og udvikler sig, både fysisk, mentalt og socialt. På den måde er cricket med til at skabe en bedre hverdag for børnene og de unge, der meget ofte har en anden etnisk baggrund end den britiske. Velgørenhedsorganisationen ”Cricket Foundation”, der er iværksat uafhængigt – både organisatorisk og økonomisk – af det nationale cricketforbund, tilbyder cricket som aktivitet for mere end ½ mio. børn og unge på næsten 5.000 skoler i Wales og England. Foruden cricket i skolerne igangsætter projektet også cricket på grønne områder og parker i indre byområder, bl.a. i London.  Street cricket tilbyder på den måde en anden vej ind i sporten, idet mere end 85 % af børnene og de unge i CTS ikke er medlem af en traditionel cricketklub.

Glædeligt gensyn med “Queen Elizabeth Olympic Park”

Manglen på organiserede klubber, mange familiers begrænsede økonomi og især lav offentlig støtte, både til faciliteter og aktiviteter, er nogle af de største udfordringer på britisk sport – ikke mindst i storbyer som London. Det var derfor også glædeligt for mig at gense ”Queen Elizabeth Olympic Park”, som jeg besøgte første gang tilbage i 2006 – kort tid efter at London var blevet tildelt værtskabet for OL og PL 2012. I dag anvendes flere af de olympiske anlæg til glæde og gavn for lokalområdets børn og unge, bl.a. Lee Valley VeloPark, som indeholder tracks til mountain-bike og BMX samt en meget flot indendørs cykelbane. Alle aldersgrupper har mod betaling adgang til cykelbanen og Lee Valley Regional Park indeholder rigtige gode muligheder for outdoor-aktiviteter som roning, kajak, fodbold, rugby, hockey og tennis.

Uligheden bli’r større og større – også i sportens verden

London Stadium, som er den største sportsfacilitet i ”Queen Elizabeth Olympic Park” er i dag hjemmebane for Premier League klubben West Ham United, der siden klubben blev stiftet i 1895, har haft tilknytning til den østlige del af London. Klubben er også kendt for nogle af de meste trofaste og stolte fans i verden. Mange af disse har imidlertid ikke været tilfredse med at forlade det legendariske stadion ”Upton Park” til fordel for det olympiske stadion med plads til 60.000 tilskuere. Frustrationen over det nye stadion viste sig imidlertid ikke lørdag eftermiddag, hvor “The Hammers” vandt fortjent 3-1 over Southampton og hermed bevarede troen på endnu en sæson i Premier League. Professionelle klubber som West Ham United er i dag multinationale koncerner med årlige omsætninger over 1 milliard kroner. Afstanden mellem ”Chance to Shine” og West Ham United er ufattelig stor. Og uligheden i sportens verden, både i og udenfor England, bliver desværre bare større og større.

Du kan få yderligere informationer på følgende website:

• Idan Forum – https://www.idan.dk/idan-forum/
• London Sport – https://londonsport.org/
• Green House Sport – https://www.greenhousesports.org/
• Chance to Shine – https://www.chancetoshine.org/
• Queen Elizabeth Olympic Park – https://www.queenelizabetholympicpark.co.uk/
• Lee ValleyVeloPark – https://www.visitleevalley.org.uk/en/content/cms/london2012/velo-park/
• West Ham United – https://www.whufc.com/

Mere end byens hold 

AGF’s præstationer og ikke mindst rigtig god opbakning fra tilskuere og kommercielle samarbejdspartnere i efteråret 2019 giver imidlertid klubbens mange fans i og udenfor Aarhus drømme om og realistisk tro på at der er nye og bedre tider på vej for klubben med de stolte traditioner. Lad mig nævne 3 af de vigtigste årsager til at AGF efter min mening – for kun tredje gang siden årtusindskiftet – har rigtig gode muligheder for at kvalificere sig til medaljespillet blandt de 6 bedste fodboldklubber. Og har rigtig gode chancer for at vinde DM-bronze. Guld og sølv fordeles mellem FCK og FCM – som de plejer.

Stærk fightervilje og en gennemtænkt spilkoncept

For det første har holdet vist en flot stabilitet i sæsonens første 20 kampe. Der er kun et hold i Superligaen – FCM – der har lukket færre mål ind og kun tre hold – FCK, Brøndby og Randers FC – der har scoret flere mål end AGF. Der har i efterårets kampe været en god balance på holdet med udgangspunkt i et stærkt forsvar, en hårdt arbejdende midtbane og et effektivt angreb. Hovedparten af points er ikke hentet på teknisk og velpoleret spil, men på stærk fightervilje og et gennemtænkt spilkoncept. Jeg har især været imponeret af anfører Nicklas Backman, der har været uundværlig i det centrale forsvar, og længere fremme har Mustapha Bundu i mange kampe været kampafgørende med sin imponerende gennembrudskraft og flotte scoringer. AGF’s gode præstationer skyldes både godt arbejde på og uden for banen. Den sportslige ledelse med sportschef Peter ”PC” Christiansen i spidsen har købt godt ind, således AGF i dag formentlig har en af de bredeste trupper i Superligaen.

David Nielsen – En vindertype, som er blevet voksen

For det andet har ansættelsen af cheftræner David Nielsen i efteråret 2017 vist sig at være det helt rigtige valg for AGF. Den 43-årige Nielsen, som er født og opvokset i Skagen, er en vindertype, der har en meget realistisk og pragmatisk tilgang til spillet, holdet og den enkelte: Alle skal bidrage og yde en helhjertet indsats til fælles bedste. Det er meget positivt, både for AGF og David Nielsen, at parterne nu har forlænget samarbejdet med 3 år – frem til sommeren 2023. Kontraktforlængelsen giver klubben mulighed for at videreudvikle både spillestil, træningskultur og talentudvikling på Fredensvang, hvor et nyt klubhus skaber en optimal ramme for trænere, spillerne og staben rundt om holdet. AGF’s sportslige præstationer, især i efteråret, er også årsagen til at David Nielsen – sammen med Åge Hareide, Ståle Solbakken og Christian Nielsen – velfortjent er nomineret af DBU som Årets træner 2019, som kåres om kort tid.

Sportslig og økonomisk katastrofekurs er ændret – og sportsligt resultat, som matcher lønbudget

For det tredje tyder meget på at AGF er på rette vej i forhold til at få et godt sportsligt udbytte af klubbens økonomiske ressourcer. I lighed med David Nielsen var ansættelsen af ærkerivalen Randers FC’s tidligere direktør Jacob Nielsen tilbage i sommeren 2014 også det helt rigtige valg for AGF. Den direkte og kontante Nielsen har med målrettet fokus, stor energi og opbakning fra klubbens bestyrelse formået at skabe kontinuitet, hvilket er altafgørende for sportslig og økonomisk succes – ikke kun i fodbold, men i al elitesport. Der er nemlig – både i dansk og international fodbold – en entydig langsigtet sammenhæng mellem input af lønkroner og sportslige præstationer. Idrættens Analyseinstituts undersøgelser igennem de seneste to tiår viser at superligaklubbernes personaleomkostninger kan forklare mere end 80 procent af variationerne i de sportslige resultater. I praksis betyder det, at de klubber, der over tid kan opretholde det højeste lønbudget, alt andet lige vinder mest. FCK har været klart førende med aktuelle personaleomkostninger til spillere, trænere, eksperter og administration på 146 mio. kr., Brøndby har udgifter på 110 mio. kr. , mens FCM har udgifter på 94 mio. kr.. Derefter følger AGF, hvis aktuelle personaleomkostninger beløber sig til 66 mio. kr. – altså en samlet 4. plads. Og måske overraskende for de fleste et markant større budget end f.eks. OB med 42 mio. kr. og Randers FC med 33 mio. kr. Superligaklubbens økonomiske indtægter, som er forudsætningen for lønomkostninger, er altså langt den største del af forklaringen på at FCK har vundet 6 mesterskaber og 3 sølvmedaljer i det seneste tiår og at FCM har vundet 2 mesterskaber og i alt 4 medaljer i de seneste 5 år. Penge – uanset om de kommer Champions League-deltagelse, TV-rettigheder, kommercielle samarbejdspartnere, tilskuere eller private mæcener – spiller altså en altafgørende rolle for sportslige resultater. Så alene ud fra økonomiske perspektiver bør AGF være en stabil aktør i top-6 slutspillet – efter min mening minimum 4 ud af 5 gange. Det sidste har absolut ikke været tilfældet siden årtusindskiftet, ligesom køb og salg af spillere op igennem 00’erne og 10’erne helt frem til de seneste år samlet set har været en sportslig og økonomisk katastrofe. AGF har i dag flere spillere med stor markedsværdi, især den kun 22-årige Mustafa Bundu fra Sierra Leone. Jeg tror at det kan blive meget værdifuldt at AGF’s ledelse valgte ikke at sælge den særdeles talentfulde spiller – eller andre potentielle salgbare spillere – til udlandet i vinterens transfervindue. Flere af AGF’s nærmeste konkurrenter til bronzemedaljerne – Brøndby, OB, AaB, FCN og Randers FC – har valgt at sælge mange af deres største profiler, hvilket efter min opfattelse kan blive sportsligt meget kostbart.

På søndag eftermiddag vil mere end 10,000 tilskuere gå ad Stadion Allé mod Ceres Park, når AGF møder ærkerivalerne fra Randers FC. Kampen er meget vigtig, men ikke altafgørende for AGF’s chancer for slutspil og medaljer i 2020. Det resterende 5 kampe mod Hobro, AC Horsens, Silkeborg IF, OB og AaB er lige så vigtige og så vil vi –både nu og i de kommende sæsoner – råbe: ”Kom Så De Hvii .. e” – ”Kom Så De Hvii .. e” – ”Kom Så De Hvii ,,, e” ….

“Ledelsesmæssige svigt” og “systemiske fejl” – men ingen juridisk ansvarsvurdering

Det fremgår af Kammeradvokatens omfattende undersøgelse at ” … der kan konstateres en række kritisable forhold i forbindelse med den ledelsesmæssige håndtering af træningsmiljøet for elitesvømmerne i perioden 2003 til 2013. Dette gælder især Dansk Svømmeunion, men også Team Danmark”. Det fremgår også at Kammeradvokaten ” … ikke har foretaget en egentlig juridisk ansvarsvurdering i forhold til organisationer eller enkeltpersoner, det være sig ansættelsesretligt, økonomisk eller i øvrigt. Når vi her refererer til ledelsesmæssige svigt, refererer vi til svigt hos organisationerne som sådan”. Undersøgelsen betoner at ” … Team Danmark er som selvejende institution en del af den offentlige forvaltning og er dermed omfattet af bl.a. offentlighedsloven og forvaltningsloven”. Det betyder at ” … Team Danmark er forpligtet til at sikre, at organisationens økonomiske ressourcer anvendes i overensstemmelse med de formål, hvortil de er givet. Team Danmark har i den forbindelse ansvar for løbende at kontrollere, hvorvidt de enkelte specialforbund, som modtager støtte fra Team Danmark, agerer i overensstemmelse med de forventninger til tilrettelæggelsen af eliteidrætten, som er kodificeret i eliteidrætsloven”. Team Danmark har altså ikke tilsynspligt i statsretslig forstand, men handlepligt overfor samarbejdspartnere – i det konkrete tilfælde Dansk Svømmeunion – som ikke lever op til ”Lov om eliteidræt”, herunder ”Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt”, retningslinjer for vejning af svømmere og udlevering af medicin.

Behov for diskussion om – og evt. revision af – Lov om eliteidræt 

Som direktør – og hermed øverste administrative ansvarlige i Team Danmark – i perioden 1.9.2006 – 17.12.2014 har jeg et medansvar for at en række kritisable forhold ikke blev ændret på tilfredsstillende vis. Der er mange årsager til de ledelsesmæssige svigt – både før og under min ansættelsesperiode – hvilket også fremgår af Kammeradvokatens undersøgelse. Ligeledes er der også mange årsager til og forklaringer på de systemiske svagheder, som undersøgelsen afdækker. Det ændrer imidlertid ikke på følgende personlige kommentar: Det er dybt beklageligt – ikke mindst for de unge svømmere, som har oplevet svigt og hvor det har fået alvorlige konsekvenser for dem i livet – at dialogen, kommunikationen og samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Svømmeunion på mange punkter var mangelfuld og dårligt fungerende i ovenstående periode. Ligeledes kan jeg desværre i dag også konstatere at der – både i Dansk Svømmeunion og i Team Danmark – har været ansatte som har haft viden, som de ikke har lagt frem på rette tid og sted. Det er ligeledes yderst beklageligt. Jeg håber at den meget triste og alvorlige sag om forholdene i dansk elitesvømning får lovgivningsmæssige konsekvenser til glæde og gavn for udvikling af dansk eliteidræt.

Du kan læse rapporten: ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i dansk svømning” her:

• https://www.teamdanmark.dk/nyheder/2020/februar/kammeradvokatens-undersoegelse/

Derudover kan du læse om mine tidligere synspunkter og holdninger om sagen her:

“På dybt vand – Lov om eliteidræt, inhabilitet og magt-relationer” (25. april 2019)

• https://ma57.dk/paa-dybt-vand-lov-om-eliteidraet-inhabilitet-og-magt-relationer/

“Fortsat på dybt vand: En redningskrans blev kastet, men uden land i sigte” (10. maj 2019)

• https://ma57.dk/fortsat-paa-dybt-vand-en-redningskrans-blev-kastet-men-uden-land-i-sigte/

Efterskrift (14.2.2020):

Jeg har siden offentliggørelsen af Kammeradvokatens undersøgelse: ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion” (6. februar 2020), mine udtalelser i medierne (bl.a. Radio4 og BT) og ovenstående blog fået mange henvendelser – langt de fleste positive. Jeg har også efterfølgende nærlæst mine tidligere synspunkter og holdninger, både i medierne og i to tidligere blogindlæg (25. april 2019 og 10. maj 2019). Jeg fastholder gerne hver en sætning og komma i de to blogindlæg. Men naturligvis har jeg – alene og sammen med andre – brugt tid og kræfter på fleksioner, eftertanke og samtaler om undersøgelsen, som rækker helt tilbage til 2003 og fremtil idag  – dvs. 3 år før og 5 år efter min ansættelse som direktør i Team Danmark.

En af mine samtaler indeholdt følgende udsagn: ”Michael – Det er meget ofte de mennesker, som råber højst om god etik og moral, som samtidig selv handler uetisk og dobbeltmoralsk”. Det udsagn har jeg tænkt en del over, bl.a. ud fra grundprincipper i en retsstat som Danmark. Et af de mest centrale grundprincipper i en retsstat er magtens tredeling, som blev omtalt af den franske filosof Montesquieu i ”De l’esprit des lois” fra 1748. Grundprincippet betyder at magten er opdelt i en udøvende magt (en regering, der leder den offentlige forvaltning), en lovgivende magt (Folketinget) og en dømmende magt (domstolene). Kammeradvokatens undersøgelse er omfattende, men den placerer ikke personligt ansvar, hverken i Dansk Svømmeunion, Team Danmark eller imellem de to parter. Kammeradvokatens undersøgelse afdækker altså ikke om der er sket overtrædelse af lovgivning. Det er imidlertid enhver persons, organisations eller institutions ret at anlægge en sag ved en domstol, såfremt man har opfattelse af et lovbrud. Og så kan domstolene – ikke offentligheden eller medierne – træffe en juridisk afgørelse, såfremt en eller flere personer, et forbund (Dansk Svømmeunion) eller en institution (Team Danmark) har overtrådt Lov om eliteidræt.

Der kan være – og er – stor forskel på god og dårlig ledelse. Og meget ofte sker de forskellige vurderinger af god og dårlig ledelse ud fra subjektive kriterier og begrænset viden. Af disse årsager vil jeg også gerne opfordre alle til at gennemlæse hele undersøgelsen fra Kammeradvokaten.

På samme måde kan der være – og er – stor forskel på eliteatleters opfattelse af trænere i internationale eliteidrætsmiljøer. F.eks. udtalte Lotte Friis – den suverænt mest vidende elitesvømmer med bl.a. OL-bronze og mange VM-medaljer i olympiske discipliner – følgende efter DR1-dokumentarer: “Mark Regan har betydet meget for mig. Han var en slags reservefar for mig. Han var der for mig, han støttede mig, han var hård ved mig. Han var den træner, som for alvor fik sat gang i min karriere og fik mig ud af en dansk boble-mentalitet. Han pressede mig til det yderste. Og det er jeg utrolig taknemmelig for. For uden ham er det ikke sikkert, at min karriere havde været ligeså fin” og ”Vi er jo alle forskellige og skal alle håndteres forskelligt. Jeg har det helt fint med at have trænet under de to trænere (Mark Regan og Paulus Wildeboer). Jeg har det helt fint med den måde, tingene foregik på. Og det er efter min overbevisning også den måde, at tingene bliver gjort på i andre store svømmenationer” (DR – 23. april 2019).

Der er mange personer – både i Dansk Svømmeunion og Team Dammark – som har ansvar for mistrivsel, herunder spiseforstyrrelse og udlevering af medicin over en periode på mere end 10 år. Der er også en del personer – både i og udenfor DS og TD – som har et medansvar for de enkelte sager i dansk elitesvømning. Af den årsag er der også nu behov for en politisk debat om en revision eller en ny lov om eliteidræt i Danmark.

Fokus og eksempler fra fodbold – men også generel viden om børn og unges adfærd og holdninger

Bogens fire forfattere har mange årtiers erfaringer med idræt – og især med fodbold. Det betyder at bogen indeholder mange gode historier og eksempler på adfærd, sprog og holdninger hos børn, unge og deres forældre. Empirien er hentet, dels fra forfatternes praktisk, pædagogiske erfaringer med undervisning, træning og kampe og dels fra interviews med spændende og kompetente fodboldspillere, trænere, ledere og pædagogiske medarbejdere i institutioner og skoler. På den ene side er det en stor styrke at anekdoter og eksempler fra fodbold, som er den klart største sportsgren i Danmark, både blandt piger og drenge, er meget dominerende i bogen. På den anden side er det en markant svaghed at kultur, adfærd, sprog og værdier fra andre sportsgrene, både holdsport som f.eks. håndbold, ishockey og volleyball som individuelle sportsgrene som f.eks. atletik, svømning og gymnastik, ikke beskrives eller diskuteres i nævneværdigt omfang. Der er nemlig efter min opfattelse, flere forskelle end ligheder, når det kommer til de enkelte sportsgrenes DNA – ikke mindst når det gælder børn og unge.

Stærke værdier og holdninger er nødvendige – også i forhold til børn og unges hverdag 

Bogen indeholder tre hoveddele, fordelt på 9 kapitler. Bogens første 4 kapitler præsenterer en solid teoretisk viden om nutidens børn og unge, primært belyst og diskuteret ud fra dansk litteratur, undersøgelser og forskning. Det virker for mig ikke logisk at indlede bogen med en definition af vinderkultur med eksempler på ”High Performance team” som Manchester United. Forfatterne påpeger ganske korrekt at en hård præstationskultur med ensidig fokus på resultater og en perfekthedskultur blandt danske børn og unge har en række særdeles uheldige konsekvenser for ”kernen” hos det enkelte barn, nemlig tillid, tryghed, selvkontrol, empati, ansvarsfølelse og evne til at indgå i fællesskaber. Af den årsag bør børne- og ungdomstrænere, pædagoger, lærere, ledere og forældre efter min opfattelse heller ikke søge den vigtigste inspiration til at etablere og udvikle stærke idrætsmiljøer inden for eliteidræt. Eliteidræt og high performance handler ”skåret ind til benet” om prioritering, selektion og fravalg – og i langt mindre grad om glæde, trivsel og inklusion. Bogens andet kapitel er et velvalgt opgør med ”curlingkulturen”, som har præget opdragelse og holdninger i alt for mange familier, skoler og klubber igennem de seneste årtier. For langt de fleste børn sker opdragelse og dannelse i dag uden for familien og via sociale medier. Mor og far er som oftest udearbejdende, og der tilbringes mange timer udenfor hjemmet – i vuggestue, børnehave, skole, SFO og klub. ”Feje modstanden væk” fra velmenende voksne udvikler ikke selvstændige og robuste børn. Forfatterne bør roses for at markere klare og tydelige holdninger, bl.a. i konflikter blandt børn. Udsagn som f.eks. ” … at lære børn at håndtere og komme igen efter konflikter og modgang er en fremragende og nyttig beskæftigelse, som er en grundlæggende livsforudsætning for at kunne klare sig som voksen i et komplekst samfund med høj hastighed og mange modstridende interesser og livsmåder” og ”Det er en vigtig del af en sund børneudvikling, at børnene udvikler social læring og personlige egenskaber til at komme godt og styrket ud af en presset situation. De lærer, hvordan konflikter kan håndteres og overkommes uden mobning eller vold som foretrukken løsningsmodel” (side 51) er et kompetent modsvar til alt for meget voksenkontrol og -styring i langt de fleste børn og unges hverdagsliv.

Sociale relationer og dannelse skal læres – de kommer ikke af sig selv

Bogens tredje kapitel introducerer en af bogens mest værdifulde teoretiske bidrag og med forfatternes ord: ”en sammenfattende model for forståelsen og formidlingen af bogens budskaber”: Relationsmodellen eller dannelsescirklen. Ethvert menneske skal etablere, udvikle og mestre færdigheder på tre forskellige niveauer: Individuelt – Relationelt – Kollektivt. Nutidens børn og unge dannes og udvikles i en kompleks verden, hvor mange interessenter og forhold spiller ind på børns og unges muligheder for at trives og klare sig godt. Børn dannes og udvikles gennem tidlige relationer og opdragelse i familien, men også gennem institutioner som vuggestue, børnehave, skole og klubber og ikke mindst gennem kammerater, venner og sociale medier, i langt større og stærkere omfang og indhold end nogensinde tidligere. Forfatterne har også på dette område et klart budskab og en præcis anbefaling: ”En løsning omkring børn og unges udfordringer med robusthed og mentale styrke ser ud til at ligge i de relationelle færdigheder – evnen til at spille hinanden gode, som individ og gruppe. Præstationer udspiller lige midt imellem individuelle og kollektive færdigheder” … ”Evnen til at præstere som individ og hold kan trænes og skal rammesættes. Det kræver indsats og teamsamarbejde fra alles side. Især i de tidlige år skal børnenes kerne dyrkes. Senere skal de nødvendige livsfærdigheder og gameplaner for individet og holdet styrkes” (side 293). Det sidste teoretiske kapitel præsenterer en række almene psykologiske begreber og mere eller mindre videnskabelige teorier om bl.a. vedholdenhed, impulskontrol, adfærds- og personlighedsprofiler (rød, blå, gul og grøn kategori), risikoadfærd, indre og ydre motivation – alt i alt et rodet og usammenhængende kapitel, som savner kvalitet.

Masser af gode og brugbare værktøjer 

De efterfølgende 4 kapitler og bogens 2. hoveddel – ”Værktøjskasser til gameplan og den voksne som leder” (kap. 5), ” … dig som forælder” (kap. 6), ” … dig som underviser og pædagog” (kap. 7) og ” … dig som leder i en organisation eller forening” (kap. 8) – indeholder til gengæld masser af kvalitet. I disse kapitler kommer forfatternes omfattende praksisviden og konkrete redskaber i spil på fremragende vis. De fire kapitler indeholder en række konkrete øvelser, eksempler, cases og refleksionspørgsmål, som både giver læseren ny viden og udfordrer synspunkter, holdninger og adfærd i forhold til egen praksis. Det er ligeledes en stor styrke at de enkelte kapitler relaterer sig til forskellige arenaer for børn og unges hverdag og at der beskrives cases fra andre sportsgrene end fodbold. De enkelte kapitler indeholder en perlerække af emner og dilemmaer, som med stor fordel kan anvendes på pædagog- og læreruddannelsen, trænerkurser i forbund og klubber, på forældremøder og alle andre steder, hvor rammer og vilkår for børn og unges hverdagsliv italesættes og diskuteres.

Et kvalificeret modspil til “den enkelte barn i centrum” 

Bogens sidste kapitel opsummerer på en klar og præcis måde de vigtigste refleksioner, budskaber og anbefalinger. Forfatterne sammenfatter de tre væsentligste hovedtemaer for udvikling af robuste og livsduelige børn og unge, nemlig opdragelse, præstationskultur og behovet for ledelse. Det er befriende – og langt fra vanligt – at høre så klar en holdning som følgende: ”Der synes at være behov for, at voksne i alle sfærer, hvori børn og unge indgår, påtager sig tydelig ledelse og søger at opnå følgeskab. Der er behov for en tydelig rammesætning om børnenes dannelse, opdragelse og adfærd, og at det skitseres, hvordan man vil have det. Som voksne ledere for de forskellige arenaer, hvor børnene befinder sig, har vi en meget vigtig opgave i at lære vores børn og unge at mestre livet i en foranderlig verden og i et samfund, hvor det ligesom på fodboldbanen ofte går hurtigt. Uanset hvilken rolle vi indtager i barnets eller den unges liv, og uanset hvilken arena, vi møder den på, så har vi et ansvar for at gøre os umage og sikre, at de trives, lærer de rette færdigheder og rustes til livet. Det stiller store krav til os som mennesker og til vores samfund”

Det har været hele umagen værd at læse bogen. Den kan varmt anbefales til alle, der vil børn og unge alt det bedste.

Bogen kan købes her:

• https://www.bog-ide.dk/produkt/4945191/pia-schou-nielsen-goer-dig-umage

VM-guld i håndbold, landevejscykling og sejlsport 

Foruden Danmarks historiske VM-guld i herrehåndbold blev der glædeligvis også leveret andre sportslige præstationer i absolut verdensklasse af danske atleter og hold i 2019. Den kun 23-årige cykelrytter Mads Pedersen blev på regnvåde og vindblæste veje i Yorkshire den første danske verdensmester for mandlige professionelle i landevejscykling og sejleren Anne-Marie Rindom vandt både VM og EM i Laser Radial – en fantastisk præstation, som også gav genlyd i international sejlsport. Den sympatiske idrætsstuderende fra Aarhus blev da også på grund af resultaterne – som den første danske nogensinde – kåret som ”Rolex World Sailor of the Year 2019” af ”World Sailing”.

Danske atleter og hold har i 2019 vundet i alt 12 VM-medaljer i olympiske discipliner. hvilket er meget positivt. Cykling har været bedst med 4 VM-medaljer. Foruden Mads Pedersen imponerede VM-guld, vandt Lasse Norman Hansen og Casper Folsach VM-sølv i parløb (banecykling), mens 4 km-holdet i forfølgelsesløb (banecykling) samt Julie Leth og Amalie Dideriksen (banecykling) vandt VM-bronze. Cykling, især bane og landevej, har været klart den sportsgren i dansk eliteidræt, som har haft størst sportslig fremgang igennem de seneste år. Og det er især meget imponerende at rekruttering og udvikling af verdensklasseryttere sker ud fra et yderst begrænset antal ungdomsryttere. Sejlsport har også haft et rigtig godt år med 3 VM-medaljer i olympiske discipliner. Foruden Anne Marie Rindoms VM-guld, vandt Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck VM-sølv i Nacra 17, mens Ida Maria Baad og Marie Thusgaard vandt VM-bronze i Auckland på New Zealand. Cykling og sejlsport har med andre ord vundet mere end halvdelen af de danske VM-medaljer i 2019. De øvrige 5 VM-medaljer i 2019 er fordelt på 3 sportsgrene: Roning, badminton og kajak. Sverri S. Nielsen (roning) vandt VM-sølv i singlesculler, ligesom Anders Antonsen (badminton) gjorde det i herresingle (badminton). Endelig vandt Emma Aastrand Jørgensen (kajak) i K1 200 meter og W4- med Christina Juhl Johansen, Lærke Berg Rasmussen, Frida Sanggaard Nielsen og Ida Gørtz Jacobsen (roning) VM-bronze.

Færre atleter og hold er med i kampen om VM-medaljer

Antallet af VM-medaljer i olympiske discipliner er – sammen med antallet og værdien af top 8-placeringer ved VM eller på verdensranglisten – de bedste parametre for dansk eliteidræts internationale niveau. Det er vanskeligt at sammenligne resultaterne i de enkelte år, idet antallet og karakteren af internationale mesterskaber er forskellig fra år til år. Det giver imidlertid god mening at sammenligne resultaterne i 2019 og 2015, altså det sidste år inden OL. Antallet af VM-medaljer i olympiske discipliner er i 2019 lidt højere end i 2015, hvor det blev til 11 VM-medaljer, fordelt på svømning (3), badminton (2), sejlsport (2), brydning (1), cykling (1), kajak (1) og roning (1). Derimod er antallet og værdien af top 8-placeringer i 2019 er dårligere end i 2015. Danske atleter og hold har i år kun opnået 21 top 8-placeringer ved VM mod 27 i 2015. Ligeledes har danske atleter og hold kun opnået 112 placeringspoints i olympiske discipliner mod 133 placeringspoints i 2015.

Danmark taber terræn på internationale ranglister 

Det vil være forbundet med stor risici at vurdere chancerne for dansk succes ved OL 2020 alene ud fra antallet af VM-medaljer i 2019. Det er nemlig et faktum at dansk eliteidræt i de seneste tre år har haft et markant faldende resultatniveau. Danmark har i perioden 2017-2019 opnået markant dårligere VM-resultater end i den sammenlignende periode 2013-2015. Antallet af VM-medaljer har i 2017-2019 været 25 (medaljepoints: 43) mod 31 (medaljepoints: 55) i 2013-2015, mens det samlede antal top 8-placeringspoints har i 2017-2019 været 349 mod 409 i 2013-2015 – dvs. et fald på 15-20 %. Det faldende resultatniveau er også gældende i ikke-olympiske sportsgrene, som f.eks. orienteringsløb, speedway, sportsdans og bowling. Den negative udvikling kan også aflæses på ”Greatest Sporting Nation-ranglisten” (https://www.greatestsportingnation.com/), som registrerer internationale resultater i 98 olympiske og ikke-olympiske discipliner, hvor Danmark således er faldet fra en samlet placering som nr. 26 i 2013-2015 til nr. 34 i 2017-2019 på ranglisten over samtlige nationer og fra nr. 9 i 2013-2015 til nr. 14 på ranglisten pr. indbygger – efter nationer som bl.a. Bahrain, Estland, Kroatien, Serbien og Finland.

Grund til behersket OL-optimisme – efter svage VM-resultater i 2017 og 2018  

På baggrund af de seneste års VM-resultater vil en realistisk målsætning for OL 2020 efter min opfattelse være 10 medaljer. De mest oplagte medaljekandidater er efter min mening banecykling – både parløb og omnium for kvinder og mænd samt 4 km-holdforfølgelsesløb. Derudover må Anne-Marie Rindom samt Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck (sejlsport), Emma Aastrand Jørgensen (kajak), Viktor Axelsen og Anders Antonsen (badminton), firer uden styrmand og Sverri Nielsen (roning) og ikke mindst herrelandsholdet i håndbold anses for at være gode bud på danske OL-medaljer i Tokyo.  På nuværende tidspunkt ser jeg ikke danske OL-medaljechancer i hverken atletik eller brydning: To sportsgrene, hvor danske atleter vandt to OL-sølvmedaljer for 4 år siden. Der er naturligvis flere forklaringer på dansk eliteidræts markante dårligere resultater i de seneste 3 år end tidligere. Sportsgrene som f.eks. svømning, badminton, roning, skydning, orienteringsløb, sportsdans, speedway og bowling, som traditionelt har vundet mange internationale medaljer til VM og EM, har tilsyneladende ikke formået at sikre en stærk ”fødekæde” af atleter og hold på højeste internationale niveau. Og så har Team Danmarks støttekoncept 2017-2020 været alt for visionsløst og mangelfuldt til at udvikle dansk eliteidræt. Slutresultatet skal først endeligt evalueres efter OL 2020 i Tokyo, men 12 VM-medaljer i 2019 har bestemt øget min optimisme i forhold til danske OL-medaljer i cykling, sejlsport, roning, badminton, kajak og håndbold.

Til slut vil jeg gerne ønske alle – atleter, trænere, ledere og fans – i dansk og international eliteidræt en glædelig jul og et godt nyt sportsår.

Beslutningen sker ikke mindst på grund af en flot bevilling på 100 mio. kr. i efteråret 2018 fra Novo Nordisk Fonden til Team Danmark. Af Novo Nordisk pressemeddelelse fremgår det at ” … 50 mio. kr. er målrettet etablering af topmoderne faciliteter, der skal bruges i forbindelse med idrætsforskning, f.eks. højdehotel, klimarum og andre træningsfaciliteter, hvor udstyret giver mulighed for at monitorere atleternes præstationer under træning og restitution. Bevillingen til disse specialfaciliteter er betinget af, at Team Danmark inden udgangen af 2020 har opnået støtte fra anden side til at etablere en bygning, der kan rumme specialfaciliteterne”.

Mere end en forklaring på ny strategi 

Der er imidlertid en anden forklaring på hvorfor drømmen om et nationalt elitesportscenter i København desværre kun tegner til at blive en bygning på Københavns Universitet, som kan rumme specialfaciliteterne. Enhver, som har beskæftiget sig med eliteidrætsforskning på internationalt niveau, er fuldstændig klar over at en anlægsbevilling på 50 mio. kr. ikke gør underværker.

Der var mange årsager til at Kjeld Rasmussen, Brøndbys borgmester fra 1966 til 2005, har rekorden som Danmarks længst siddende borgmester. En af de væsentligste årsager var at Rasmussen havde et meget stort hjerte for idræt, hvilket især Brøndby IF – én af Danmarks mest vindende fodboldklubber – har nydt godt af igennem mere end et halvt århundrede. Derudover indså den socialdemokratiske borgmester hurtigt at kommunale investeringer i idrætsanlæg og aftaler med eksterne samarbejdspartnere kunne være vejen til stabile indtægter i den kommunale pengekasse. En af Rasmussens mest ”geniale” aftaler blev indgået med Danmarks Idrætsforbund (DIF) i starten af 1970’erne, hvor Brøndby Kommune og DIF indgik en aftale om at DIF skulle opføre ”Idrættens Hus” på en mark på den københavnske vestegn. Bygningen, som blev indviet i 1974, var DIF’s ejendom, men placeret på en lejet grund, som tilhører Brøndby Kommune og som først kan tilbageleveres i år 2060 – altså om 41 år. Derudover har ”Idrættens Hus” i dag en belåning, som langt overstiger faciliteternes reelle markedsværdi.

Idrættens Hus – en kold administrationsbygning, hvor atleter og trænere ikke har førsteprioritet 

Der er formentlig ikke mange, som vil betegne ”Idrættens Hus” som en visionær og bæredygtig idrætsfacilitet med stor fokus på atleternes og trænernes ønsker og behov. Og der er formentlig heller ikke mange, som finder placeringen af ”Idrættens Hus” hensigtsmæssig i forhold til offentlig transport. Desuden er det heller aldrig lykkes DIF at udvikle ”Idrættens Hus” til andet og mere end en kold administrationsbygning. Disse tre forhold var også årsagen til at placeringen af et nationalt elitesportscenter i Brøndby efter min mening ville være lige så tåbelig, som DIF’s lejeaftale med Brøndby Kommune.

Verdens bedste sportsnationer har samlet ressourcer på Campus-område

Drømmen om et nationalt elitesportscenter i Danmark blev drøftet første gang på Team Danmarks bestyrelsesmøde i slutningen af 2011. Forbilledet var tilsvarende centre i nogle af verdens bedste sportsnationer på størrelse som Danmark: Australien, Norge og New Zealand, som med stor succes havde samlet stort set alle nødvendige ressourcer i én og samme facilitet: Atleter, trænere, eksperter som læger, fysioterapeuter, diætister, sportspsykologer og ikke mindst forskere, som enten var tilknyttet Australian Institute of Sport og University of Canberra (Australien), Olympiatoppen og Norges Idrettshøgskole i Oslo eller High Performance Sport New Zealand og University of Auckland i New Zealand – på ét campus.

Visionen om og indholdet af ét nationalt elitesportscenter blev første gang drøftet på et bestyrelsesmøde i Team Danmark i november 2011. På et bestyrelsesmøde i februar 2013 indstillede jeg til bestyrelsen at Team Danmark skulle udarbejde en analyse med en omkostning på ca. 1 mio. kr. om en mulig placering af et nationalt elitesportscenter, enten ved Royal Arena i Ørestaden eller ved Parken og Østerbro Stadion med Rigshospitalet og Københavns Universitet inden for gåafstand. Denne indstilling faldt absolut ikke i god jord hos DIF’s ledelse, som i dagene op til bestyrelsesmødet var i tæt kontakt med samtlige Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer. Konsekvensen af DIF-formanden hektiske aktivitet ved telefonen, blev en ikke-beslutning på Team Danmarks bestyrelsesmøde. Sagen blev sendt til ”hjørnespark” og mødet blev efter min opfattelse et af de sorteste kapitler i Team Danmarks historie. Fra det øjeblik mistede jeg også håbet om og troen på et nationalt elitesportscenter i København uden for ”Idrættens Hus” på niveau med tilsvarende centre i Australien, Norge og New Zealand.

Spild af ressourcer på ikke-eksisterende potentialer 

Team Danmark og DIF har nu i mere end 6 år ”videreudviklet” tankerne og ideerne om et nationalt elitesportscenter. Videreudviklingen af drømmen er beskrevet i rapporten: ”Nationalt elitesportscenter i Danmark – Fase 2, februar 2017). Derudover ansatte DIF og Team Danmark i 2017 en fælles ”projektdirektør”, som skulle være frontfigur i forhold til at realisere visionen, målsætninger og strategier i ovennævnte rapport. Projektdirektørens ansættelse er nu ophørt med DIF og Team Danmarks fælles beslutning om radikalt at ændre drømmen om ét nationalt elitesportscenter med alle funktioner og ressourcer samlet på én lokalitet er ”lagt i graven”. Efter min mening har Danmark hverken sportsligt eller forskningsmæssigt potentialer eller ressourcer til at opbygge eller udvikle 4 ”innovationscentre” i København, Aarhus, Odense og Aalborg – med mindre at de fire kommuner og de fire universiteter finansierer langt størstedelen af de økonomiske ressourcer til centrene.

Kjeld Rasmussen – ”Vestegnens konge” igennem flere årtier – var en meget klog og handlingsorienteret borgmester, men jeg tror faktisk at han ville være oprigtig ked af at lejeaftalen mellem DIF og Brøndby Kommune blev en altgørende forhindring for den bedste løsning for Danmarks bedste atleter: Et nationalt elitesportscenter i København – men uden for Brøndby Kommune.

Coloroda Springs – “US Olympic City” 

Mange af USA’s topatleter og hold, bl.a. i svømning, gymnastik, brydning, basketball, boksning og skydning, har deres træningsfaciliteter på US Olympic & Paralympic Training Center i Colorado Springs. Centret indeholder også US Olympic & Paralympic Committee’s administration og mange forbund har deres administration i Colorado Springs, som næste år åbner verdens største sportsmuseum og Hall of Fame. Centret blev etableret i slutningen af 1970’erne og er i dag et af verdens absolut bedste træningscenter med bl.a. boliger til 140 atleter, trænere og eksperter, træningsfaciliteter, restaurant, serviceydelser til atleterne indenfor bl.a. sportsmedicin, fysioterapi, ernæring, sportspsykologi og præstationsanalyse. Centret anvendes ofte til træningssamlinger for de bedste atleter og hold, som forberedelse til de største nationale og internationale mesterskaber, som f.eks. Panamerikanske lege, VM og OL. Det er også muligt for college- og universitetshold betale for et træningsophold på centret, som har mere end 450 sengepladser.

OL er en særlig event – også for USA’s største og bedst betalte sportsstjerner 

OL har stor status og prestige for alle  atleter i USA, også i kommercielle sportsgrene som basketball og ishockey. «OL har altid været noget helt særligt for USA og nationens topatleter. Atletik og svømning er for os de største sportsgrene ved sommer-OL, mens ishockey er den største sportsgren ved vinter-OL. Vi arbejder hver dag målrettet og hårdt på at USA skal være repræsenteret i alle sportsgrene ved OL og også helst være blandt medaljevinderne. Vi har heldigvis mange atleter, som kvalificere sig til både 3, 4 og 5 olympiske lege”, fortæller Susie Parker-Simmons, som er sportsdirektør for US Olympic Committee & Paralympic Committee. USOPC samarbejder med alle 28 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til OL 2020 i Tokyo og alle 7 forbund, som kan kvalificere atleter og hold til vinter-OL 2022 i Beijing. ”Vi er optimistiske i forhold til de kommende OL, men vi kan også konstatere at mange forbund har svært ved at fastholde de største talenter, som tiltrækkes af individuelle sportsgrene som tennis og golf eller kommercielle sportsgrene på colleger og universiteter, som f.eks. amerikansk football, basketball, baseball eller ishockey. I disse sportsgrene er muligheder for at få attraktive økonomiske stipendier på college eller universiteter langt større end i sportsgrene som f.eks. brydning, bueskydning, bobslæde og kunstskøjteløb”.

Træningsfaciliteter og sportscampus i verdensklasse  

På US Olympic & Paralympic Training Center har atleterne adgang til række serviceydelse på højeste internationale niveau. Centret har bl.a. et tværfagligt sportsmedicinsk team bestående af læger, fysioterapeuter, diætister og kiropraktorer.  Ligeledes har centret en træningsfacilitet, hvor atleter og trænere kan få råd og vejledning om disciplinspecifikke styrke- og udholdenhedstræningsprogrammer. Faciliteten indeholder også topmoderne teknologisk udstyr, som kan anvendes til biomekaniske analyser. Derudover er der på Campusområdet indrettet et træningslokale, hvor atleterne kan træne under forskellige klimatiske forhold, som f.eks. højde, varme og luftfugtighed. Denne træningsfacilitet bliver et væsentligt redskab for mange atleter i forberedelserne frem imod OL 2020 i Tokyo, som vil byde på store udfordringer for atleterne, især i forhold til luftfugtighed.

”Vi forsøger hele tiden at optimere forholdene for vores topatleter, bl.a. gennem brug af ny teknologi i træning og konkurrencer. I forhold til vintersport kan vi konstatere at Sverige og især Norge har rigtig mange topatleter i sportsgrene som langrend, skiskydning, nordisk kombineret og alpint skiløb. Det så vi senest ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang, hvor Norge vandt ikke færre end 39 medaljer, heraf 14 af guld. Vi har ikke de samme muligheder for at rekruttere talenter igennem stærke klubmiljøer som i de nordiske lande. Det er kun i få stater som Colorado, Wyoming og Idaho at vi kan tilbyde atleter gode træningsfaciliteter og vi må ofte rejse på længerevarende træningsophold i Europa for at optimere forholdene for atleterne i vintersport. Ved sidste vinter-OL 2018 viste vi imidlertid at vi godt kan vinde over både Norge, Sverige og Finland, da Kikkan Randall og Jessica Diggens vandt OL:guld i holdsprint for kvinder – den præsentation er vi meget stolte over”, forklarer Susie Parker-Simmons, der er født og opvokset i Australien, men nu været tilknyttet US Olympic & Paralympic Committee i mere end to årtier.

Du kan få yderligere oplysninger om US Olympic & Paralympic Committee på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC og om US Olympic & Paralympic Training Center på https://www.teamusa.org/About-the-USOPC/olympic-paralympic-training-centers/csoptc/about