”Raumdeuter” fra TSV Pähl
Thomas Müller er født i Weilheim i Oberbayern og allerede som 5-årig blev han indmeldt i den lokale klub TSV Pähl. Som 10-årig blev han rekrutteret til FC Bayern Münchens ungdomsafdeling, hvor han hurtigt udviklede både offensive og defensive kvaliteter. Som 15-årig debuterede han på det tyske U-16 landshold og han blev ofte benyttet i forskellige offensive positioner; Spydspids, hængende angriber, offensiv midtbanespiller eller wing. Müllers unikke alsidighed som både målscorer og assisterede spiller blev udviklet i ungdomsårene og er altså ingen tilfældighed. Thomas Müller ser sig selv som en ”raumdeuter”, der ser muligheder for sig selv og sine holdkammerater før alle andre, og udnytter dem grundet hans mange og intense løb. Thomas Müller er langt fra blandt de hurtigste, stærkeste eller bedste tekniske fodboldspillere i verden, men uden tvivl blandt de mest spilintelligente.
VM 2010 og VM 2014 – topscorer og blandt VM’s bedste spillere
Thomas Müller debuterede i august 2008 som 18-årig for FC Bayern München i Bundesligaen mod HSV. Det blev imidlertid i den første sæson som senior kun til 4 kampe på klubbens bedste hold. Det store gennembrud i Bundesligaen kom i sæsonen 2009-2010, hvor Thomas Müller spillede samtlige 34 kampe. Og med 13 mål og 11 assist bidrog han på afgørende vis til at FC Bayern München vandt både mesterskabet og pokalturneringen. Thomas Müllers fantastiske sæson betød også at landstræner Joachim Löw udtog ham til det tyske landshold. VM 2010 i Sydafrika blev det helt store internationale gennembrud på ”Die Mannschaft” for Thomas Müller, der med 5 mål og 3 assists var en afgørende faktor bag holdets VM-bronzemedalje. Han spillede samtlige VM-kampe undtagen semifinalen mod Spanien, hvor han var ude på grund af karantæne. Thomas Müller blev VM-turneringens topscorer og han blev også udnævnt som VM’s bedste unge spiller.
Det største internationale resultat med ”Die Mannschaft” opnåede Thomas Müller ved VM 2014, der blev afholdt i Brasilien. Tyskland vandt for 4. gang titlen som verdensmestre efter suverænt spil igennem hele VM-turneringen. Især Tysklands sejr på 7-1 over VM-værten i semifinalen, er en historisk kamp som sent vil blive glemt, hverken i Tyskland, Brasilien eller resten af verden. Thomas Müller blev med 5 mål næstbedste VM-målscorer efter James Rodriguez fra Colombia og én af 5 tyske spillere på VM’s All-Star team.
VM 2018 – sportslig fiasko og fravalgt til ”Die Mannschaft”
VM 2018, der blev afviklet i Rusland, blev i modsætning til både VM 2010 og VM 2014, en sportslig fiasko, både for det tyske landshold og Thomas Müller. Nederlag til Mexico og Sydkorea i gruppespillet sendte de forsvarende verdensmestre hjem inden VM-turneringen for alvor var startet. Og Thomas Müller måtte forlade en VM-turnering uden hverken mål eller assists. Den personlige skuffelse for Thomas Müller blev endnu større, da landstræner Joachim Löw kort tid efter VM meddelte at Müller – sammen med to af sine klubkammerater – Jerome Boateng og Mats Hummels – ikke indgik i Löw’s planer frem imod EM 2020. Thomas Müller har vist spil i verdensklasse i de seneste sæsoner, så det vil være en markant svækkelse af et – alt andet end imponerede – tysk landshold, såfremt Löw undlader at udtage Thomas Müller til den kommende EM-slutrunde, hvor Tyskland i München møder Frankrig, Portugal og Ungarn i det indledende gruppespil. Der bør efter min opfattelse blive til langt flere end de 100 landskampe og 38 mål, som Thomas Müller indtil videre har opnået.
Et unikt samspil mellem to verdensklassespillere
De seneste sæsoner – og ikke mindst sæsonen 2019-2020, hvor FC Bayern München vandt hele 5 titler – har nemlig været en fantastisk periode for Thomas Müller. Ikke mindst hans samspil med klubbens topscorer Robert Lewandowski har været en af de væsentligste årsager til klubbens mange triumfer. Thomas Müller har i den frie rolle, som cheftræner Hansi Flick har tildelt ham, udviklet sig til den klart mest assisterende spiller i Bundesligaen. Og det har ikke mindst den polske topscorer nydt godt af, idet langt de fleste af hans 35 mål i denne sæson og 34 mål i sidste sæson er sket efter assists fra Thomas Müller. De to sympatiske verdensklassespillere udgør efter min opfattelse én af – eller måske mere præcist – verdens farligste angrebsduo.
På vej mod klubrekord
FC Bayern Münchens præsident Karl Heinz Rummenige har til det tyske sportsmagasin Bild udtrykt sig meget præcist om Müllers rolle i klubben: ”Thomas Müller er helt sikkert en af vores absolut største profiler, både til træning og i kampe. Han går altid forrest og inspirerer sine holdkammerater. Jeg kan ikke forestille mig ham spille for nogen anden af klub end vores ”. Flere europæiske topklubber – bl.a. Liverpool FC, Manchester United og Juventus – har nemlig gentagne gange forsøgt med millioner af euro at lokke Thomas Müller væk fra Allianz Arena og Säbener Strasse i München. Men indtil videre har han været trofast overfor hjerteklubben med en kontrakt frem til sommeren 2023. Og intet tyder på at han ønsker at forlade Bayern, hvor han – sammen med sin kæreste – bor på en gård på landet og med en stor passion for heste.
Thomas Müller har i dag spillet 378 kampe og scoret 128 mål i Bundesligaen for FC Bayern München. Derudover kan tilføjes 126 kampe og 48 mål i Champions League. Han har vundet hele 28 titler, bl.a. 10 nationale mesterskaber, 6 DBF pokaltitler, to Champions League-mesterskaber (2013 og 2020) og et verdensmesterskab (2014) – meritter, som har gjort Thomas Müller til den vindende tyske fodboldspiller nogensinde. Derudover vil han formentlig også – med næsten 600 klubkampe i bagagen – i kommende år passerer de tre klublegender i FC Bayern München: Sepp Meier (700), Oliver Kahn (632) og Gerd Müller (605) – for flest kampe for den tyske storklub. Så vidtgående var drømmen for den krølhårede dreng fra TSV Pähl ikke tilbage i midten af 1990’erne, da fodboldstøvlerne blev snøret for første gang. Men flid og trofasthed kan bringe én langt i livet – også i fodbold.