Uncategorized @da

Fortsat usikkerhed om OL og PL 202(1) i Tokyo

Olympiske Lege (OL) og Paralympiske Lege (PL) er for sportsfolk, både i Danmark og internationalt, en helt særlig event – ikke mindst på grund af legenes enorme mediedækning samt den personlige, kollektive og nationale prestige, som er forbundet med at vinde OL- eller PL-medaljer. Allerede i slutningen af marts 2020 valgte den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Japans regering at udsætte OL 2020 til perioden 23. juli – 8. august 2021 og PL til perioden 24. august – 5. september 2021. Der er ingen tvivl om at IOC – og ikke mindst mange olympiske specialforbund, som har OL som den altovervejende indtægtskilde – vil gå ”utrolig langt” i forhold til den globale folkesundhed, for at gennemføre OL og PL i sommeren 2021. Aflysning af legene vil medføre tab af gigantiske tv-indtægter og stærkt faldende indtægter fra kommercielle partnere, hvilket vil kaste alle olympiske sportsgrene – undtagen fodbold – ud i en eksistentiel, økonomisk krise. Udsættelse af OL og PL har allerede medført en ekstraregning på 12 milliarder kr. for Japan som nation og Tokyo som by. Ekstraudgifterne skal især bruges til en lang række foranstaltninger, der skal forhindre smittespredning under legene. Derudover har opbakningen fra den japanske befolkning til afholdelse af OL og PL været markant faldende i de seneste måneder. Den seneste måling fra nyhedsmediet Kyodo News viser at over 70 % af den japanske befolkning går ind for en yderligere udsættelse eller en fuldstændig aflysning af legene. De fleste – og ikke mindst ”sportsfanatikere” – kan nu ”kun” håbe på at en godkendt vaccine kan skabe større og bedre sikkerhed for alle – atleter, trænere, ledere og tilskuere – når mennesker fra mere end 200 lande samles for at dyste om olympisk og paralympisk hæder.

Danmark har kvalificeret atleter og hold i mange sportsgrene

Årets aflysninger af VM i bl.a. badminton, brydning, kajak og roning samt aflysningerne af EM i bl.a. atletik og svømning gør det meget vanskeligt at vurdere de danske medaljechancer i Tokyo. Helt overordnet kan det konstateres at Danmark på nuværende tidspunkt har kvalificeret atleter og hold til OL i 12 forskellige sportsgrene: Atletik, bordtennis, bueskydning, brydning, cykling (bane og landevej), håndbold (mænd), kajak, ridning (dressur, military og spring), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Danmark rigtig gode chancer for at kvalificere atleter i badminton og golf ud fra ranglisteplaceringer, så antallet af sportsgrene formentlig lander helt tæt på 15, som var antallet af danske sportsgrene ved OL 2016.

Banecykling har de fleste og største OL-medaljechancer

De største danske OL-medaljefavoritter skal efter min opfattelse findes i banecykling, hvor de danske ryttere ved VM i februar opnåede imponerende resultater. Årets suverænt bedste danske sportspræstation er efter min mening VM-guld og verdensrekord med tiden 3.44.672 i 4 km holdforfølgelsesløb. Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Rasmus Pedersen vandt foran New Zealand og Italien, hvorimod stolte banecykelnationer som Australien og Great Britain skuffede fælt. Disse to nationer har traditionelt kæmpet om OL- og VM-guldet igennem en længere årrække. Og de vil helt sikkert forsøge at udfordre Danmark i kampen om OL-guldet i Tokyo. Jeg tror også på OL-medalje til de to rutinerede baneryttere – Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv– i parløb. Begge har tidligere vundet OL-medaljer og i februar 2020 blev de suverænt verdensmestre. Det bliver også rigtig spændende at følge både Julie Leth og Amalie Dideriksen i parløb og Amalie Dideriksen i omnium ved det kommende OL. De seneste års VM- og World Cup-resultater har vist at der – også hos de kvindelige baneryttere – er medaljepotentiale.

Cykling er klart den sportsgren i Danmark, som har vist de bedste resultater og den største sportslige fremgang i de seneste 3-4 år. Danske ryttere har også i 2020 opnået flotte resultater, både i klassikere som Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a Espana samt endags-klassiskere som Gent-Welvelgen, som i år blev vundet af eks-verdensmesteren Mads Pedersen.  Det imponerede internationale niveau blandt danske ryttere blev også bekræftet ved VM 2020 i september, som blev afholdt i Italien. Det blev ikke til VM-medaljer, men hele 4 top 8-placeringer i 4 forskellige OL-discipliner: Jakob Fuglsang blev nr. 5 i linjeløb, Kasper Asgren blev nr. 6 i enkeltstart, Cecilie Uttrup blev nr. 8 i linjeløb og Emma Norsgaard blev nr. 7 i enkeltstart. Af den årsag må også landevejsryttere tilskrives gode medaljechancer, når det går løs på landevejene i og udenfor Tokyo.

Sejlsport er traditionelt en stærk dansk OL-sportsgren 

Jeg tror også på OL-medaljer i sejlsport – en af de klassiske danske OL-sportsgrene. Danske sejlere har igennem årene vundet hele 30 OL-medaljer, heraf 12 af guld. VM 2020 i olympiske discipliner som 49’er, 49’er FX, Nacra og Laser Radial, der blev afholdt i Australien umiddelbart før pandemiens udbrud, gav desværre ingen VM-medaljer, men hele 4 top 8-placeringer: Anne-Marie Rindom blev nr. 4 i Laser Radial, Jonas Warrer og Jacob Precht blev nr. 7 i 49’er, Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby blev nr. 6 i 49’er FX, mens Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck blev nr. 8 i Nacra. Størst OL-medaljepotentiale i Tokyo har efter min mening Anne-Marie Rindum i Laser Radial. Rindom har bl.a. vundet 2 VM-guld og 2 VM-bronze inden for de seneste 5 år og ved OL 2016 blev det til OL-bronze. Jeg tror også at Cenholt og Lübeck har gode chancer for at erobre en (overraskende) OL-medalje i farvandet ud for Tokyo.

Roning og badminton har også OL-medaljekandidater

Blandt gode danske præstationer i 2020 bør også nævnes Sverri E. Nielsens EM-guld i roning, ikke mindst fordi to af den stærke færings formodentligt værste konkurrenter til det kommende OL – Kjetil Borch fra Norge og Oliver Zeidler fra Tyskland – blev besejret klart i en flot disponeret finale.  Også Viktor Axelsens All England-sejr i badminton, der blev spillet umiddelbart før Covid-19 pandemiens globale lock-down var blandt de bedste danske sportspræstationer i 2020.

Håndboldlandsholdet for herrer leverede det mest skuffende resultat

Årets mest skuffende sportspræstation var efter min opfattelse det danske herrelandshold i håndbold ved EM i starten af 2020. Det er yderst sjældent at en regerende olympisk mester og verdensmester må forlade EM efter det indledende gruppespil. Men étmål-nederlag til Island og uafgjort mod Ungarn betød tidlig hjemrejse for et ellers meget sejrs- og medaljevant dansk landshold. Det bliver spændende at følge herrelandsholdets præstationer, både ved VM i Egypten om få uger og ikke mindst ved OL, hvor titlerne skal forsvares. Jeg bliver ikke overrasket, såfremt det bli’r til både VM- og OL-medalje – måske ikke af guld – men kvaliteten og især bredden af topspillere på det danske herrelandshold er i disse år helt unik. Samme kvalitet og bredde findes ikke på kvindelandsholdet i håndbold, selv om EM på hjemmebane indeholdt flere opløftende elementer og godt spil frem til en meget skuffende præstation mod turneringens overraskelse Kroatien i kampen om bronzemedaljer.

Fodboldlandsholdet for herrer skal til to “eksaminer” i det kommende år

Det danske herrelandshold i fodbold står overfor to meget spændende ”eksaminer” i 2021: EM-slutrunden 2020 med tre hjemmekampe i Parken: Finland (12. juni), Belgien (17. juni) og Rusland (21. juni). Ud fra de enkelte nationers placeringer på FIFA’s verdensrangliste er Belgien (nr. 1) og Danmark (nr. 12) favoritter til at gå videre fra gruppespillet, men også i fodboldens verden sker der af og til store overraskelser. For mig vil det også være en stor overraskelse – eller mere præcist en stor skuffelse – såfremt det ikke lykkes Danmark i 2021 at kvalificere sig til VM 2022 i fodbold, der skal afholdes i oliestaten Qatar. Modstanderne i VM-kvalifikationer – Østrig (nr. 23), Skotland (nr. 48), Israel (nr. 87), Færøerne (nr. 107) og Moldova (nr. 177) – er alle placeret markant lavere på FIFA’s verdensrangliste end Danmark (nr. 12).

Til slut vil jeg gerne ønske alle – atleter, trænere, ledere og tilskuere – i dansk og international eliteidræt – en glædelig jul og et særdeles travlt nyt sportsår.

Stærk kombination af teoretisk viden og anvendt praksis 

Jens Bangsbo spillede tilbage i 1970’ og 80’erne over 350 kampe i Danmarks bedste fodboldrække, bl.a. for Kastrup Boldklub, Hvidovre IF, Lyngby Boldklub og Esbjerg f.B. Han er uddannet cand.scient. og har skrevet mere end 300 videnskabelige artikler og 25 bøger om fodbold.  Og ikke mindst har han formået at integrere spillets fysiske, tekniske og taktiske elementer, både i den daglige træning og klubbens spilkoncept. Bangsbo har også i flere perioder været tilknyttet det danske fodboldlandshold som fysisk træner i forbindelse med slutrunder samt været instruktør for såvel DBU, UEFA som FIFA. Bangsbo anses i dag som en af verdens mest kompetente eksperter inden for fysisk træning i fodbold. Og engagementet i Atalanta B.C. kombineres i dag med jobbet som professor i arbejdsfysiologi på Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

Et offensivt og aggressivt spilkoncept 

Det var også som fysisk træner at Jens Bangsbo for mere end 20 år siden mødte den jævnaldrende Gian Piero Gasperini i Juventus F.C. – Italiens mest vidende klub, både nationalt og internationalt. På daværende tidspunkt var Bangsbo konsulent for storklubben under den legendarisk træner Marcello Lippi, mens Gasperini fungerede som ungdomstræner i samme klub. Gasperini og Bangsbo fandt hurtigt hinanden i samtaler om kvaliteter og udfordringer ved forskellige spilkoncepter. Gasperini har altid været tilhænger af en offensiv spilstil, hvor der stilles store krav til de enkelte spillere, både fysisk, teknisk, taktisk og mentalt. ”Det er langtfra tilfældigt at vi har været det mest scorende Serie A-hold i de seneste to sæsoner. Vores formation er typisk 3-5-2 eller 3-4-3 med et offensivt, aggressivt pres mod modstanderen. Det indebærer, at spillerne skal levere et meget stort løbepensum i hver eneste kamp, uanset om vi spiller på hjemme- eller udebane. Spilkonceptet betyder også at alle træningspas foregår med meget høj intensitet, hvilket langtfra passer alle spillere. Fodbold er en holdsport, men træningen må individualiseres for at opnå det størst mulige effekt. Derfor arbejder vi meget ofte med specifik teknisk-taktisk træning i grupper på 3-5 spillere. Hos os skal spillerne indfri spilkonceptet – og ikke omvendt. Derfor sker det også relativt ofte at klubben køber spillere, som vi relativt hurtigt sælger videre eller lejer ud, fordi de simpelthen ikke kan honorere den form for fodbold, som Atalanta B.C. skal opnå resultater på”, fortæller den 63-årige Bangsbo.

Fysisk og mental træthed “lige rundt om hjørnet”

Det offensive spilkoncept med aggressivt pres på modstander og en høj defensiv linje med 3 forsvarer og kort afstand mellem forsvar og midtbane gør også ind imellem Atalanta B.C. sårbar. Ikke mindst mod hold, som mestrer kontraspillet på et højt niveau, som f.eks. Liverpool F.C. ”Vi har oplevet at der i sæsonens første kampe er scoret mange mål imod os, både i Serie A og Champions League. Det skyldes at vores presspil ikke har fungeret helt så godt som sidste sæson. Og så har vi lavet alt for mange personlige fejl – det bli’r straffet om de allerbedste hold” fortæller Bangsbo. Blandt årsagerne til Atalanta B.C.’s gode resultater over en længere periode er i følge Bangsbo at klubben har været forskånet for skader. ”Vi har igennem snart et år kun anvendt 14-15 spillere, hvilket er helt usædvanligt i forhold til det store antal kampe, som vi har spillet. Vi kan imidlertid nu konstatere flere negative konsekvenser af Covid-19 pandemien, som forlængede sidste sæson og betød stort set ingen sommerpause. Mange af vore spillere er nu både fysisk og mentalt trætte efter et meget stort antal kampe. Det koster at spillerne ikke har fået den pause, deres kroppe er vant til og har brug. Af den årsag kan jeg godt være lidt bekymret for de kommende uger, idet vi skal præstere både i Serie A, Coppa Italia og Champions League. Den afgørende kamp om kvalifikation til ottendedelsfinalen i CL bliver formentlig kampen mod Ajax i Amsterdam”.

Samtaler er nøglen til en meget stærk fællesskabsfølelse 

Jens Bangsbo har nu igennem årrække arbejdet i Italien, men har også været tilknyttet klubber i både Grækenland og Tyrkiet. ”Jeg elsker Italien og fodbold – og ikke mindst italienernes indstilling til livet. Det var en stor oplevelse for mig og min familie at bo her i tre år. Vi følte os velkomne og italienerne er generelt indkomne og meget passioneret af de ting, som de finder vigtige i livet. Jeg har også oplevet hos italienske toptrænere som Lippi, Ancelotti og Gasperini at de er rigtig dygtige til at søge råd og vejledning hos de faglige eksperter, som indgår i deres stab. Italienske toptrænerne har ofte meget stor karisma, hvilket også er tilfældet med Gasperini. Og så har de en klar filosofi med holdets spilkoncept. Derudover lærer jeg disse år utroligt meget af Gian Piero’s mandskabsbehandling. Han formår gennem ofte lange og dybdegående samtaler, både med de enkelte spillere, holdet og staben omkring holdet, at skabe en meget stærk fællesskabsfølelse” fortsætter Bangsbo, som ikke har sat dato på udløbet af hans samarbejde med Gasperini og Atalanta B.C. ”Jeg har lært af et langt liv i fodbold at tingene kan skifte på et splitsekund – også i Italien”.

Du kan læse mere med Atalanta B.C på websitet:

• https://www.atalanta.it

Ligeledes kan du læse om Jens Bangsbo’s videnskabelige artikler og bøger om fodbold her:

• https://nexs.ku.dk/ansatte/?pure=da/persons/jens-bangsbo%2824839560-f889-42a6-9b73-97b69f101548%29.html

Nord- og Syditalien er to forskellige verdener

Der er stor forskel på både velstand, levevilkår og mentalitet i Nord- og Syditalien. Rom har altid været Italiens hovedstad og ikke mindst landets politiske og religiøse centrum for den vestlige civilisation, dels som hovedstad i Romerriget og dels som hjemsted for Pavestolen. Det var især industrialiseringen i slutningen af forrige århundrede, der skabte store indkomst- og formueforskelle mellem syd og nord i Italien. Norditalien er i dag rig, industrielt veludviklet og domineret af private virksomheder, mens Syditalien er fattig, meget afhængig af landbrug og med meget høj arbejdsløshed i flere regioner. Derfor er det heller ikke tilfældigt at de fleste, rigeste og mest vindende fodboldklubber, både nationalt og internationalt, er placeret i Norditalien. Mere end ¾ af Serie A-klubberne kommer fra Norditalien og kun S.S.C. Napoli har historisk været i stand til for alvor at udfordre klubberne i Norditalien.

“Den gamle dame” som ingen kommer tæt på 

Størst blandt de italienske klubber er Juventus F.C. fra Torino, der har vundet ikke mindre end 37 nationale mesterskaber. Eller mere end dobbelt så mange som de to Milano-klubber – A.C. Milan og F.C. Inter – der begge har vundet 18 nationale mesterskaber. ”Den gamle dame”, som er klubbens kælenavn, har vundet det nationale mesterskab i de seneste 9 sæsoner og intet tyder på at nogen anden klub kan forhindre Juventus F.C. med verdensstjerner som Bonucci, Chiellini, Ronaldo og Dybala at vinde det 10. mesterskab i træk, når regnskabet skal gøres op til foråret 2021. Dertil kommer at Juventus F.C. har vundet to Champions League-titler og tre Europa League-titler igennem de seneste årtier. Torinoklubbens nationale og internationale succes har længe været en torn i øjet på alle tifosi i Milano – Italiens næststørste by med mere end 1,3 mio. indbyggere. Og nu presses de to traditionsrige klubber fra en helt uventet kant: Atalanta B. C. fra Bergamo.

Fra “elevatorklub” til Champions League-kvartfinalist 

Atalanta Bergamasca Calcio, der blev stiftet i 1907 af en gruppe gymnasielever, har spillet i Serie A i hele 58 sæsoner, men aldrig vundet det nationale mesterskab. Og indtil for få sæsoner siden var det en ”elevator-klub” mellem Serie A og Serie B. Men med ansættelsen af Gian Piero Gasperini i sommeren 2016 begyndte en ny epoke for klubben, som også har haft kendte danske landsholdsspillere, som Jørgen Leschly Sørensen (1949-1953) og Flemming Nielsen (1961-1964) blandt klubbens profiler. Det var bl.a. med Flemming Nielsen på holdet at Atalanta B.C. i 1963 vandt ”Coppa Italia” – den italienske pokalturnering. Gasparini introducerede en meget offensiv og aggressiv spillestil med den lille argentiner Alejandro ”Papu” Gomez som omdrejningspunkt på midtbanen samt Luis Muriel og Duvan Zapata fra Colombia og sloveneren Josip Ilicic som hyperfarlige angribere. Resultaterne udeblev heller ikke, idet klubben blev nr. 4 i sæsonen 2016-2017 og efterfølgende nr. 3 i de seneste to sæsoner. Og i sidste sæson scorede holdet hele 98 mål, hvilket er det højeste antal mål i Serie A siden 1948. Med topplaceringerne i Serie A har Atalanta B.C. også skaffet til adgang til Champions League-gruppespillet og hermed også sikret sig en meget væsentlig kapitalindsprøjtning til køb af spillere fra ”’øverste internationale hylde”. Resultatmæssigt overgik debuten i Champions League i sæsonen 2019-2020 også alt og alles forventninger, idet kun få sekunder skilte klubben fra en plads i CL-semifinalen.

“Gli Azzurri” – nationens samlingspunkt 

Italienernes stærke passion for fodbold omfatter ikke kun klubfodbold, men absolut også landsholdet ”Gli Azzurri” – de azurblå – der har vundet VM-titlen fire gange (1934, 1938, 1982 og 2006) – kun overgået af Brasilien med 5 verdensmesterskaber (1958, 1962, 1970, 1994 og 2002). Lidt overraskende har Italien, hvor målmandslegenden og anføreren 42-årige Gianluigi Buffon om få uger spiller landskamp nr. 177, kun vundet et enkelt Europamesterskab, nemlig på hjemmebane i 1968. Italien har ofte fremstået som en nation med mange politiske konflikter og interessemodsætninger mellem de enkelte regioner i nord og syd. På trods af disse konflikter og modsætninger har fodboldlandsholdet altid været et nationalt samlingspunkt på tværs af italienernes alder, køn, politisk observans og økonomisk hapitus.

Livets smukke øjeblikke  

På tirsdag aften møder Atalanta B.C. et af verdens bedste klubhold: De engelske mestre og CL-mestre 2018-2019 fra Liverpool F.C. i Champions Leagues gruppespil. Og næste søndag er der topopgør på ”Gewiss Stadium”, når F.C. Inter fra Milano – formentlig med Christian Eriksen som indskiftningsspiller – kommer på besøg i Bergamo. På grund af risiko for smittespredning er det desværre ikke muligt, hverken for mig eller andre tilskuere, at være fysisk tilstede på stadion. Så jeg må i stedet følge kampene ”live på tv” på en af de lokale barer. Derimod er det stadig tilladt at nyde en god middag med vin fra Valcalepio-distriktet på ”Ristorante Il Ducale”, besøge kunstgalleriet ”Accademia Carrara” og købe et par sko og nye bukser i en af de mange modebutikker på ”Via XX Settember”. Også en ”jysk bonderøv” har lært at livet kan bestå af ”smukke øjeblikke”.

I min næste blog vil jeg fortælle lidt om baggrunden for Atalanta B.C.’s sportslige præstationer i de seneste år med min gode ven – og i dag assistenttræner for Atalanta B.C. – Jens Bangsbo som hovedkilde. Bloggen vil blive offentliggjort få dage før CL-kampen: Atalanta B.C. – FC Midtjylland, der spilles tirsdag den 1. december 2020 på ”Gewiss Stadium” i Bergamo.

Du kan få yderligere information om Serie A her: http://www.legaseriea.it/en

Derudover kan bogen af Jesper Ralberg & Mikael Sørensen: “Calcio Italiano – kultur, politik og økonomi” (2013) anbefales.

FCM er debutant i CL-gruppespillet

FCM’s placering som nr. 102 på UEFA’s rangliste indikerer at klubbens kvalifikation til CL-gruppespillet og ikke mindst den medfølgende kapitaltilførsel absolut ikke er hverdag for den ambitiøse fusionsklub fra Herning-Ikast, der så sent for 7 år siden var snublende nær på økonomisk konkurs. Den engelske rigmand Matthew Benham, der også er ejer af den engelske Championship-klub Brentford F.C., opkøbte på daværende tidspunkt hovedparten af klubbens aktier og sikrede den hermed økonomisk. Efterfølgende har FCM med 3 danske mesterskaber, én sølv- og to bronzemedaljer samt en pokaltitel på 6 sæsoner overtaget FCK’s dominans i dansk fodbold. De kommende måneder og år vil vise om FCM også kan begå sig på den største internationale fodboldscene: UEFA Champions League.

Økonomisk kapitalkoncentration i de største ligaer

Pengestrømmene i UEFA Champions League er gigantiske, hvilket fremgår af den seneste årlige rapport fra den internationale revisions- og analysevirksomhed Deloitte. Den samlede omsætning i europæisk fodbold er på knap 220 milliarder kroner og udgør mere end 80 % af omsætningen for samtlige sportsgrene i Europa. Og næsten 2/3 af omsætningen i europæisk fodbold findes indenfor de fem største ligaer: Premier League (England), La Liga (Spanien), Bundesligaen (Tyskland), Serie A (Italien) og Ligue 1 (Frankrig). Den økonomiske koncentration i de største ligaer er kun gået én vej siden årtusindskiftet: Opad. Den økonomiske vækst skyldes primært astronomiske tv-kontrakter, både i forhold til de nationale ligaer og de to europæiske klubturneringer: Champions League (CL) og Europa League (EL).

Salg af TV-rettigheder = klubfodboldens økonomisk succes

 UEFA sælger tv-rettighederne til Champions League på flerårige kontrakter til en række forskellige tv-selskaber, som sender kampene på tirsdage og onsdage i ét eller flere lande. De enkelte CL-kampe indgår i forskellige pakker, hvor nogle kampe er ”gratis”, mens andre er ”pay-per-view” kampe. Tv-selskaberne handler også rettighederne imellem hinanden på tværs af landegrænserne. Salg af tv-rettigheder til Champions League udgør langt hovedparten af UEFA’s samlede indtægter. Og disse er næsten fordoblet igennem de seneste 5 år, nemlig fra 11 milliarder kr. i 2014 til 21 milliarder i 2019. Derimod udgør den økonomiske omsætning på kampdage fra tilskuere, både nationalt og internationalt, kun 10-15 % af den samlede omsætning. Den altafgørende årsag til at sidste sæsons Champions League og Europa League blev afviklet over én kamp, uden tilskuere og inden for få dage fra kvartfinaler og frem til finalen var ikke sportslig, men udelukkende økonomisk. De substantielle bidrag til UEFA og de enkelte europæiske topklubber fra tv-kontrakter og eksponering af multinationale sponsorer var simpelthen alt for store til at CL og EL ikke blev færdigspillet.

Europæiske topklubber er ejet af ikke-europæisk kapital

UEFA understøtter koncentration af gigantiske summer i de fem største ligaer ved at fordele 70 % af udbetalingerne fra de to europæiske klubturneringer – Champions League og Europa League – til netop disse fem fodboldnationer. De fem største ligaer er også på forhånd tildelt 19 pladser – eller 60 % – ud af 32 pladser i CL’s gruppespillet. En væsentlig forklaring på denne fordeling er en latent trussel fra de pengestærkeste klubber – Real Madrid C.F., F.C. Barcelona, Manchester United F.C., F.C. Bayern München, Paris Saint-Germain F.C., Manchester City F.C. og Liverpool F.C. – om at gå egne veje i form af en ”lukket turnering” udelukkende for disse klubber. De europæiske topklubber, hvoraf de fleste er ejet af investorer fra Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, USA eller andre lande uden for Europa, har igennem det seneste tiår haft årlige vækstrater på 8-10 % og de enkelte klubbers årlige omsætning er i dag på 5-7 milliarder kr.

De rigtigste klubber har monopol på sportslig succes

UEFA har strakt sig meget langt sportsligt for at tilgodese de pengestærkeste klubber og i dag er Champions League en ”lukket VIP-fest” for de rigeste, mens mindre nationers bedste klubber – i bl.a. Danmark, Sverige og Norge – i langt de fleste tilfælde må ”nøjes med” at kvalificere sig til den næstbedste europæiske klubturnering: Europa League og fra næste sæson den tredjebedste europæiske klubturnering: Conference League. Den enorme kapitalkoncentration hos topklubberne i de fem største ligaer har også en række sportslige konsekvenser. I sæsonen 2019-2020 formåede ingen klubber fra andre end de fem største ligaer at spille sig videre blandt de 16 bedste klubber fra gruppespillet. Og på UEFA’s ranking, som er udregnet efter klubbernes resultater i de seneste 5 års europæiske klubturneringer, er der kun 3 klubber – F.C. Shaktar Donetsk fra Ukraine (nr. 12), F.C. Porto (nr. 19) og S.L. Benfica (nr. 20) fra Portugal – blandt de 20 højst rangerede klubber.

Uligheden i europæisk klubfodbold bli’r større og større

Udviklingen i europæisk fodbold er éntydig: De rigeste klubber i de største ligaer bli’r rigere og rigere. Og klubberne i de mindre ligaer – bl.a. den danske Superliga – får (måske) en (marginalt) større økonomisk omsætning, men i relation til finansielle kapløb blandt Europas pengestærkeste klubber bli’r klubberne fra de mindre nationer fattigere og fattigere. De bedste spillere – også fra Danmark – vil naturligt søge mod de fem stærkeste ligaer og koncentrationen af topspillere er – og vil fremover yderligere være – på relativt få klubber. Det er tankevækkende at den næstbedste række i England – The Championship – i dag har en væsentligt større omsætning end f.eks. de bedste ligaer i Holland, Belgien og Portugal. På et ”globalt og ureguleret marked” vil de (få) stærkeste altid klare sig bedst. Og med kapitaloverførsler over landegrænser og kontinenter vil uligheden (bare) blive større og større – især inden for fodbold, som har hele verdens befolkning som forbrugere.

Du kan få yderligere informationer her:

• ”Deloitte Football Money League” – https://www2.deloitte.com/bg/en/pages/finance/articles/football-money-league-2020.html
• UEFA Champions League – https://www.uefa.com/uefachampionsleague/

Roy Hodgsons baghave: Et nedslidt, trist og fattigt forstadskvarter  

Jeg besøgte kort tid efter Roy Hodgsons tiltrædelse som manager i Crystal Palace for 3 år siden den nedslidte og triste bydel Croydon, hvor Roy Hodgson er født og opvokset. Roy’s mor arbejdede i et bageri og hans far var buschauffør i et af Londons fattigste områder, hvor boligblokke af beton, sammenbyggede rækkehuse, grønthandlere, frisørsaloner, fish-and-chips butikker, betting-firmaer og pubber udgør et rodet og rå forstadskvarter. På samme måde som de mange forskellige etniciteter udgør det pulserede og farverige gadebillede. Der var på ingen måde tilfældigt at Croydon for snart 10 år siden var centrum for en række uroligheder, hvor huse og butikker blev sat i brand og konfrontationer mellem politi og urostiftere blev forsidestof i medierne. Roy var som dreng, i modsætning til sin far som var Newcastle United-fan, glædende Crystal Palace-tilhænger og han forsøgte også at slå igennem som ungdomsspiller i favoritklubben. Det lykkes imidlertid aldrig, men drømmen om at vinde fodboldkampe, respekt og anerkendelse med Crystal Palace forblev uændret hos Hodgson igennem hans livslange karriere som manager for 16 forskellige klubber og landshold i 8 forskellige lande.

Stor sportslig succes i Sverige: 4 mesterskaber og to pokaltitler

Roy Hodgson blev uddannet idrætslærer, men allerede som 23-årig begyndte Hodgson sin trænerkarriere i engelske amatørklubber. Det var imidlertid først med ansættelse som cheftræner i Halmstad BK i midten af 1970’erne at hans imponerende trænerkarriere for alvor tog fart. Halmstad BK var på daværende tidspunkt bundhold og nedrykningstruet i Sveriges bedste fodboldliga – Allsvenskan – men på rekordtid indførte Hodgson en ny spillestil med stor succes: Halmstad BK vandt sensationelt det svenske mesterskab i Hodgsons første sæson i klubben, hvilket gentog sig tre år senere. Også i Malmø FF, som altid har været en af Sveriges topklubber, opnåede Hodgson med 2 mesterskaber og 2 pokaltitler på fire sæsoner (1985-1989) stor sportslig succes. På grund af disse præstationer blev Hodgson meget anerkendt og han havde stor indflydelse på svensk fodbolds udvikling igennem 1970’erne og 1980’erne. Hodgson introducerede – sammen med sin gode ven og trænerkollega Bob Houghton – zoneopdækning med en høj offside-line af de fire forsvarsspillere samt et høj pres på modstandernes boldholder af midtbane- og angrebspillerne.

Grundstenen til FCK’s dominans i dansk fodbold

Roy Hodgson lagde også grundstenen til FCK’s sportslige succes i de seneste tiår, selv om han kun var tilknyttet klubben i en enkelt sæson: 2000-2001. Hodgson er efter min opfattelse den klart største trænerkapacitet, som har virket i Superligaen. På rekordtid lykkes det den rutinerede englænder, som på daværende tidspunkt også havde været træner for Milano-klubben Inter i Serie A og landstræner i Schweiz, med et klassisk britisk 4-4-2 spilkoncept og en stærk disciplin på holdet eksemplificeret gennem de to ledertyper: Jacob Laursen som midterforsvarer og Ståle Solbakken som bagerste midtbanespiller at opnå stor sportslig succes: FCK tabte kun 4 kampe i sæsonen 2000-2001 og blev suveræn dansk mester. På mange måder har Hodgson sammensat sit spilkoncept efter simple principper – i modsætning til mange ”moderne” trænere og managere. Hodgson har f.eks. altid troet på at jo længere bolden er fra ens eget mål, jo færre mål scorer modstanderne. Hodgson blev også i FCK kendt for sin rå – men også familiære – omgangstone med spillere, stab, formand og bestyrelse. FCK har naturligvis udviklet og nuanceret Hogdsons 4-4-2 spilkoncept, men der er efter min opfattelse ingen tvivl om at det primært var Hodgson, som ændrede FCK fra at være et middelmådigt hold til et mesterhold.

”England Manager”: Øretævernes holdeplads

Det er naturligvis langtfra kun succes, som kan hæftes på Roy Hodgsons karriere som manager igennem mere end 4 årtier. Blandt hans mere ”mørke” kapitler kan nævnes en meget kortvarig periode i efteråret 2010 som manager for et af storklubberne i britisk fodbold: Liverpool FC. På trods af en 3-årig kontrakt blev forholdet mellem Hodgson og spillere, stab, bestyrelse og ikke mindst fans i LFC aldrig velfungerende – kemien passede simpelthen. Heller ikke Roy Hodgson’s virke som manager for det engelske landshold i perioden 2012-2016 blev for alvor nogen succes. For enhver engelsk manager er drømmejobbet ”England Manager”, men presset fra især medierne på denne position er ubønhørligt og til tider meget smerteligt. Det virker som om flere af de engelske medier stadig lever ”i skyggen af” VM-triumfen på Wembley i 1966. I løbet af Hodgsons 4-årige ansættelse som manager opnåede England sin hidtil bedste placering som nr. 2 på FIFA World Ranking (efterår 2013). Det lykkes også Hodgson at kvalificere England til både VM 2014 i Brasilien og EM 2016 i Frankrig, men begge slutrunder blev sportslige fiaskoer. Forventningerne til det engelske landshold var tårnhøje forud for VM 2014, men nederlag til både Italien (1-2) og Uruguay (1-2) samt en målløs kamp mod Costa Rica sendte nationens stolthed – ”The Three Lions” – ydmygede retur efter det indledende gruppespil. Resultaterne satte Hodgson under et voldsomt pres i de britiske medier og blandt de entusiastiske – eller mere præcist fanatiske – engelske fans. Og med det absolutte lavpunkt – det traumatiske nederlag på 1-2 til ”miniputnationen” Island i ottendels-finalen ved EM 2016 – var Hodgson’s tid som manager for det engelske landshold forbi.

Hjem til barndommens gade og ungdommens legeplads

På grund af de manglende resultater med det engelske landshold var der også mange som tvivlede på Roy Hodgsons kvalitet som manager for barndomsklubben Crystal Palace, da han blev tilbudt jobbet i september 2017. Og starten som Crystal Palace-manager var også alt andet end prangende: 7 tabte kampe og en målscore på 0-17. Hodgson havde imidlertid en stærk tro, både på hans spilkoncept og på stenhårdt arbejde, hvilket altid har været en del af Hodgsons hverdag. Langsomt – men sikkert – fandt holdet og Hodgson hinanden. Og med 44 points i de resterende 31 kampe opnåede klubben en formen 11. plads i Premier League. Der er aldrig tidligere sket i Premier Leagues historie at et hold har undgået nedrykning efter at have tabt de første 7 kampe af turneringen. Også Hodgsons anden sæson (2018-2019) blev en succes med en 12. plads og 49 points – det højeste antal points, som klubben nogensinde har opnået. Heller ikke i Hodgsons tredje sæson (2019-2020) var Crystal Palace med en 14. plads og 43 points i nærheden af nedrykning, hvilket betød at Hogdsons kontrakt med barndomsklubben blev forlænget til sommeren 2021.

På lørdag eftermiddag vil efterkrigs- og arbejderdrengen fra Croydon igen sætte sig ved sidelinjen på Selhurst Park og følge hver detalje ”on the pitch” – en gentleman er tilbage i barndommens gade og på ungdommens legeplads.

Du kan læse mere om her:

• Richard Allen: Roy Hodgson: A football Life: The first biography of England’s manager (2014).
• Mike Carson: The Manager – Inside the Minds of Football’s Leaders (Bloomsbury Publishing Plc., 2013).

En af “fædrelandets sønner” vendte Rusland ryggen 

Det statsstyrede dopingsystem er hovedtemaet i bogen: «The Rodchenkov Affair. How I Brought Down Putin’s Secret Doping Empire« (Ebury Publishing, London, UK, 2020), som netop er udkommet. Bogens forfatter er Dr. Grigory Rodschenhov, der i perioden 2006-2015 var direktør for Ruslands eneste World Anti-Doping Agency-akkrediterede laboratorium. Den 61-årige Rodchenkov, der har en Ph.d.-grad i kemi fra Moskva Universitet, valgte i starten af 2016 at flygte fra Rusland til USA, efter at WADA’s uafhængige kommission igennem en længere periode havde fremkommet med adskillige beskyldninger mod Rodchenkov, bl.a. om bortskaffelse og destruktion af 1.417 dopingprøver fra vinter-OL 2014 og afpresning af russiske atleter for at skjule deres positive testresultater. Rodchenkov frygtede for sin sikkerhed i Rusland og han lever i dag – 4 år senere – stadig skjult under USA’s vidnebeskyttelsesprogram. To af Rodchenkovs nærmeste medarbejdere fra ”antidoping-laboratoriet” i Moskva – Vyacheslav Sinyev og Nikita Kamaev – døde “uventet” i månederne efter, at dopingskandalen startede.

En livsfarlig “cocktail”

Efter flugten fra Rusland har Rodchenkov, dels i interviews med medier, dels via medvirken i Netflix-dokumentaren Icarus og dels gennem vidneudsagn til McLaren-rapporten, været særdeles åben om hans centrale rolle i Ruslands systematiske statsdoping. Især Mc-Laren-rapporten, som var en uafhængig undersøgelse bestilt af WADA, indeholder detaljerede oplysninger om at det russiske sikkerhedspoliti (FSB) deltog aktivt i at dække over positive dopingprøver fra mere end 1.000 russiske atleter fra mere end 30 forskellige sportsgrene, såvel sommer-, vinter- som parasportsgrene. McLaren-rapporten fastslog også at Moskva-laboratoriet under Rodchenkovs ledelse opererede under statskontrol og at ansatte på Moskva-laboratoriet blev pålagt at være en del af det statslige system, der gjorde det muligt for russiske atleter at konkurrere og ikke mindst vinde OL- og VM-medaljer via brug af dopingstoffer. Det største svindelnummer blev foretaget i forbindelse med vinter-OL 2014 i Sojti, hvor Rodchenkov i dagtimerne fungerede som internationalt anerkendt leder af “antidoping-laboratoriet”, men om natten var hjernen bag et gigantisk svindelnummer. Rodchenkov udnyttede sin faglige viden som kemiker til at udvikle en ”cocktail” bestående af tre anabolske sterioder – oxandrolone, methenolone og trenbolone – som han blandede med spiritus og ”leverede” til et stort antal russiske atleter. ”Cocktailen” skulle gugles rundt i munden et par gange inden den blev spyttet ud. De forbudte stoffer blev opløst i alkoholen og optaget gennem mundhulen. Samtidigt blev der udarbejdet en særlig liste med atleter, hvis dopingprøver automatisk skulle udskiftes for deres egen rene urin opbevaret i ”FSB Command Center” i Sotji. Det lykkes nemlig agenter fra det russiske sikkerhedspoliti at finde en metode til at åbne og genlukke de reagensglas, der normalt skulle være umulige at manipulere med. Forud for vinter-OL var der blevet boret et hul i væggen på “antidoping-laboratoriet”, som var under streng kontrol af WADA og en række internationale dopingeksperter. Og under vinter- OL blev de russiske atleters urinprøver om natten smuglet ud en hemmelig agent forklædt som VVS-mand og hen til det det nærliggende hovedkvarter for sikkerhedspolitiet, som lå i samme bygningskompleks. Rodchenkov var, både i 2014 og i dag, overbevist om at ”cocktailen” var med til at forbedre de russiske atleters sidste procenter i jagten på OL-succes – og ikke mindst medaljer – på hjemmebane i Sotji.

Doping – også et familieanliggende

Den nye bog tilføjer en række nye oplysninger om statsdoping i Rusland og ikke mindst Dr. Grigory Rodchenkov’s rolle i ”systemet”. Bogen indeholder spændende kapitler om Rodchenkovs barndom og ungdom som talentfuld mellemdistance-løber og ikke mindst hans første erfaringer med anvendelse af doping som 22-årige student ved Moskva. Den unge Rodchenkov fik især råd og vejledning af hans mor, der arbejdede som læge på et hospital i Moskva, hvor hun bl.a. skaffede ampuller med nandrolon – et væksthormon, som var meget anvendt af atleter fra især Østbloklande som Sovjetunionen og DDR. Bogen indeholder også kapitler om Rodchenkov’s karriere inden for Ruslands Olympiske Komité og hans ”samarbejde” om brug af ulovlige stoffer med hans søster – Marina Rodchenkova – der i 2012 blev dømt og fængslet for indkøb og salg af forbudte stoffer. Rodchenkov fortæller bl.a. i bogen at han ikke blev fængslet af russiske myndigheder i 2012, fordi de havde ”øremærket” ham til at dope ”fædrelandets atleter” ved vinter-OL 2014 i Sotji.

Ny lov i USA kan “vende op og ned” på magtforhold i international eliteidræt

Bogen er udkommet på et særdeles interessant tidspunkt, hvor USA’s senat står overfor at vedtage en særlig lov – ”The Rodchenko Anti-Doping Act (RADA) – som vil give de amerikanske myndigheder en hidtil uset kontrol over international eliteidræt – til stor utilfredshed for både den Internationale Olympiske Komité (IOC) og World Anti-Doping Agency (WADA). RADA blev i efteråret 2019 vedtaget af Repræsentanternes Hus og såfremt den også vedtages i Senatet skal RADA derefter underskrives af præsident Donald Trump før den officielt ophæves til lov. Lovens formål er at retsforfølge personer, organisationer og virksomheder – herunder sponsorer – som har viden om og/eller medvirker til doping af atleter – amerikanske og ikke-amerikanske – i større international sportskonkurrencer gennem brug af forbudte stoffer eller metoder. Loven gælder alle større internationale sportskonkurrencer – som f.eks. OL og VM – hvor amerikanske atleter deltager og hvor arrangørerne modtager sponsorering fra virksomheder, der driver forretning i USA. Lovens sanktioner inkluderer bøder på op til $ 1 million eller fængsel på op til 10 år, afhængigt af lovovertrædelsen. Individuelle atleter, der bliver testet positiv for doping, vil ikke blive straffet i henhold til loven, men atleter, der mener at de er blevet snydt af konkurrerende atleter eller andre, der er involveret i statsstøttet doping, kan anlægge civilt søgsmål mod disse. IOC og WADA ser ”The Rodchenkov Anti-Doping Act” som en meget stor trussel mod de internationale organisationers ”autonomi” og suverænitet, som efter deres opfattelse bør være ”hævet over” nationale love og retssystemer.

Det russiske antidopingagentur (RUSADA) anses i øjeblikket for ikke at være i overensstemmelse med WADA’s retningslinjer og kodeks. Men RUSADA har anket en 4-årig udelukkelse fra bl.a. de Olympiske Lege og verdensmesterskaber i udvalgte sportsgrene, til den internationale sportsdomstol – ”Court of  Arbitration for Sport” (CAS). Der venter flere storpolitiske dramaer i de kommende måneder og år – med Putin og Trump i baggrunden … eller frontlinjen.

Eliteidræt på internationalt niveau er et selektivt og ekskluderende system

Der er ikke tale om en gennemgribende revision af den eksisterende Lov om eliteidræt, men udelukkende om tilføjelser. Det er efter min mening både uhensigtsmæssigt og ærgerligt. Der er nemlig mere end nogensinde før brug for at politikerne sætter ord på og retning for de(t) væsentligste formål med dansk eliteidræt i en international kontekst. Eliteidrætslovens første paragraf fastslår at ” … Team Danmark er en offentlig selvejende institution, der har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde” – men udvikle dansk eliteidræt til hvad? Der er i dag en uheldig sammenblanding af mål eller midler i forhold til Eliteidrætslovens overordnede formål. Sportslige resultater er f.eks. ikke nævnt specifikt, hverken i lovens formålsparagraf eller i de 12 opgaver, som loven beskriver. Det er imidlertid meningsløst ikke at anskue Team Danmarks arbejde ud fra et internationalt resultatperspektiv, dvs. gode sportslige resultater ved internationale mesterskaber som OL, VM og EM – men absolut ikke for enhver pris. Seksuelle krænkelser, udlevering af medicin uden lægefaglig godkendelse eller lignende hører (heller) ikke til i sportens verden, men eksempler på bl.a. mistrivsel og spiseforstyrrelser vil altid forekomme i bestemte træningsmiljøer. Ligeledes er det min opfattelse at ” … eliteidræt på internationalt niveau er et selektivt og ekskluderende system, hvor atleter kan og skal fravælges. Langtfra alle trives i et sådant system. Ja – måske er det egentligt de færreste. Der vil altid være en magtrelation mellem atlet og træner, da trænerens opgave er at fravælge og prioritere blandt atleterne. Af den årsag er det også meningsløst at sammenligne eliteidrætsmiljøer med for eksempel arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvor inklusion og social omsorg er bærende værdier” (”Vil al den snak om trivsel tvinge danske atleter ned fra medaljeskamlen”, Jyllands-Posten, 8. juli 2020).

Får tilføjelserne til eliteidrætsloven konsekvenser for Team Danmarks næste støttekoncept og rammeaftale med Kulturministeriet?

Såfremt Kulturministeren og Folketingets partier undlader at drøfte og tage stilling til det mest essentielle spørgsmål i diskussionen om dansk eliteidræt i et internationalt perspektiv – nemlig de(t) overordnede formål med og retningen for udvikling af danske eliteidræt – bliver det spændende at følge lovtilføjelsernes konsekvenser, dels for Team Danmarks støttekoncept 2021-2024 og dels for rammeaftalen mellem Team Danmark og Kulturministeriet i samme periode. De seneste 4 støttekoncepter (2005-2020), der definerer hvem, hvad og hvordan Team Danmark kan støtte atleter, hold og forbund og seneste tre rammeaftaler mellem Team Danmark og Kulturministeriet (2009-2020) har betonet at det vigtigste mål har været at ” … Team Danmark-støttede specialforbund skal præstere på højeste internationale niveau og vinde medaljer ved EM, VM og OL. Samtidig skal Danmark som nation placere sig i top-5 blandt nationer under 10 mio. indbyggere og i top-25 blandt alle nationer målt på internationale ranglister” (Rammeaftale mellem Team Danmark og Kulturministeriet 2017-2020, februar 2017). Vil objektive, målbare sportslige resultater have samme værdi og betydning, når tilføjelserne til Lov om eliteidræt træder i kraft pr. 1. januar 2021 eller vil andre målsætninger opnå højere prioritet efter ønske fra Team Danmark og/eller Kulturministeren?

En ”uafhængig” funktion kan være en helt forkert løsning  

Kulturministeren ønsker med tilføjelserne til Lov om eliteidræt som tidligere nævnt at styrke Team Danmarks tilsynsforpligtelse, således at institutionen ” … er forpligtet til at føre tilsyn med, at de regler og retningslinjer, der gælder for Team Danmark, og som Team Danmark fastsætter, bliver overholdt, og at arbejdet i de specialforbund og lignende partnere, som Team Danmark samarbejder med, foregår i overensstemmelse med Team Danmarks etiske og sociale grundlag” og ” … Team Danmark etablerer en uafhængig funktion med en særligt udpeget person, som atleter, trænere og andre kan henvende sig til, hvis de oplever uacceptabel adfærd i de elitetræningsmiljøer, som Team Danmark samarbejder med. Den uafhængige funktion refererer direkte til Team Danmarks bestyrelse”. Det mest interessante med ovenstående tilføjelse er imidlertid at ” … Team Danmark er ansvarlig for at etablere og udarbejde en nærmere beskrivelse af den uafhængige funktion efter drøftelse med atleternes repræsentanter og inddragelse af Datatilsynet. Beskrivelse af funktionen skal fremgå af Team Danmarks vedtægter” (Forslag til Lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud af lotteri, juli 2020). Det vil imidlertid være altafgørende for værdien og kvaliteten af en ”uafhængig” funktion at de almene retsprincipper om adskillelse mellem en lovgivende, udøvende og dømmende magt er gældende. Såfremt Team Danmarks bestyrelse skal være både lovgivende og dømmende instans med en ”særligt udpeget person” med reference til Team Danmarks bestyrelse som udøvende instans, vil der tale om en særdeles uheldig konstruktion. Jeg har altid været meget betænkelig, når idrættens organisationer – eller andre – har etableret og udviklet ”parallel-systemer” til de almene domstole. Og lige netop i forhold til eliteidræt, hvor virksomheden i form af træning og konkurrencer hviler på et lovgrundlag, bør konflikter, tvister og alvorlige uenigheder efter min bedste overbevisning afgøres ved almene domstole, når en part – atlet, træner, sportschef, forbund eller andre – oplever et lovbrud af en modpart. De største styrker ved almene domstole er nemlig at alle aktører har ret og pligt til at afgive vidneforklaring og at alle udtalelser sker under vidneansvar. Medier og offentlig debat er helt centrale i ethvert demokratisk retssamfund, men tolkning, straf og sanktioner i forhold til samfundets love og regler – herunder også Lov om eliteidræt – skal varetages af domstolene og ikke af andre instanser.

Habilitet gælder for alle – undtagen Danmarks Idrætsforbunds bestyrelsesmedlemmer

Tilføjelserne til Lov om eliteidræt indeholder også nogle positive ændringer, ikke mindst i forhold til bestyrelsesmedlemmers habilitet. Kulturministeren foreslår at ” … medlemmer af Team Danmarks bestyrelse ikke samtidig må være ansat i Danmarks Idrætsforbund eller specialforbund under Danmarks Idrætsforbund eller være medlem af bestyrelsen i et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund” (Forslag til Lov om eliteidræt, lov om fremme af integritet i idrætten og lov om udlodning af overskud af lotteri, juli 2020). Team Danmark bør efter min mening være en uafhængig, faglig videns-institution uden bestyrelsesmedlemmer med snævre idrætspolitiske og økonomiske egeninteresser. Det er meget positivt at Kulturministeren – efter den groteske sammenblanding af interesser hos Dansk Svømmeunions direktør, der var indstillet af DIF til Team Danmarks bestyrelse – nu foreslår at dette ikke fremadrettet kan finde sted. Men det er fortsat særdeles uheldigt at bestyrelsesmedlemmer i Danmarks Idrætsforbund fortsat – også – kan være bestyrelsesmedlemmer i Team Danmark. Der har nemlig igennem årene været en række sager, bl.a. Dansk Volleyball Forbunds stævning af og retssag mod Team Danmark (2010-2011) og sagsbehandlingen vedr. placering af et nationalt elitesportscenter (2011-2014), hvor flere af Team Danmarks bestyrelsesmedlemmer, der var indstillet af DIF, havde mere end svært ved at finde ud af hvilke interesser, som de varetog: Team Danmarks eller Danmarks Idrætsforbunds. Der er efter min opfattelse ingen begrundelser for DIF’s bestyrelsesmedlemmers særstatus – i forhold til DIF’s medlemmer: Bestyrelsesmedlemmer og ansatte i specialforbundene – når det gælder medlemskab af Team Danmarks bestyrelse.

Du kan læse om mine synspunkter og holdninger vedr. Lov om eliteidræt og ”svømmesagen” i følgende blogs:

• På dybt vand – Lov om eliteidræt, inhabilitet og magt-relationer (25. april 2019) – https://ma57.dk/paa-dybt-vand-lov-om-eliteidraet-inhabilitet-og-magt-relationer/
• Fortsat på dybt vand – En redningskrans blev kastet, men uden land i sigte (10. maj 2019) –

https://ma57.dk/fortsat-paa-dybt-vand-en-redningskrans-blev-kastet-men-uden-land-i-sigte/

• Drømmen som blev knust af magtpolitik og en tåbelig lejeaftale (18. november 2019) – https://ma57.dk/droemmen-som-blev-knust-af-magtpolitik-og-en-taabelig-lejeaftale/
• ”Undersøgelse af forholdene for elitesvømmere i Dansk Svømmeunion” – Personlige kommentarer (9. februar 2020) – https://ma57.dk/undersoegelse-af-forholdene-for-elitesvoemmere-i-dansk-svoemmeunion/

Meget mere end en undervisningsbog 

Bogens primære målgruppe er gymnasieelever og -lærere, men den henvender sig også til studerende og undervisere på seminarier, højskoler og universiteter samt personer, som er interesserede i kroppen som historisk, kulturelt, politisk og identitetsmæssigt fænomen. Bogen er altså først og fremmest en undervisningsbog, hvilket bl.a. illustreres af de mange opgaver, analyser, turguider og spørgsmål, som er indeholdt i bogens seks kapitler. Bogen består af et imponerede historisk kildemateriale, både i tekster og billeder, som giver anledning til og mulighed for læring og fordybelse hos læseren. Og de to historikere demonstrerer bogen igennem at de besidder både ”menneskekundskab og verdensforståelse”, hvilket er afgørende for at kunne stille og besvare spørgsmål på kvalificeret vis. Derudover er bogen suppleret af en række podcasts på kanalen ”Mediano Sport & Perspektiv”, hvor Bonde og Elsborg uddyber og diskuterer bogens hovedtemaer. Den nye kanal, som også indeholder en række aktuelle udsendelser om sport og politik, er blevet til et samarbejde mellem Idrættens Analyseinstitut og formidlingsportalen Idrætshistorie.dk.

Det er en svær og kompliceret opgave at gennemgå, analysere og formidle kroppen som fænomen fra det antikke Grækenland til nutidens olympiske lege. Af den årsag har forfatterne også været nødsaget til at foretage en række fravalg og i stedet fokusere på udvalgte krops- og idrætshistoriske hovedtemaer: Sporten i det antikke Grækenland og det romerske kejserrige (500 f.v.t. – 480 e.v.t.), den danske gymnastikpioner J.P. Müller og den moderne gennembrud (1870-1890), det dansk-tyske idrætssamarbejde før og under 2. verdenskrig (1933-1945), sporten som magtpolitisk middel under Den kolde krig (1948-1991) og stormagterne Kina og Ruslands anvendelse af OL 2008 i Beijing og vinter-OL 2014 i Sotji som nationalpolitisk propaganda.

Kildekritik og metodisk indsigt er en utalt mangelvare blandt elever, studerende og undervisere

Det er desværre efter min opfattelse færre og færre gymnasieelever, studerende og undervisere, som har sikker og stærk metodisk indsigt og viden, bl.a. i forhold til kildekritik og metodiske nøglebegreber. Derfor er bogens første kapitel: ”Historisk metode og teori” et rigtig godt afsæt for de efterfølgende fem kapitler. Gennem brug af billeder, film, symboler og kilder introduceres læseren til begreber som historiebevidsthed og -brug, troværdighed og tendens, primære og sekundære kilder, første- og andenhåndsvidne, kommunikationsmodel, visuel analyse, ”blød” og ”hård magt” samt forestillende nationale fællesskaber. Her er der tale om obligatorisk pensum, såfremt læserens idrætshistoriske synsfelt skal udvides og nuanceres.

Sport, kropskultur og politik – fra antikken til Putin’s vinter-OL 2014 i Sochi

Der er, både i Danmark og udlandet, udgivet mange bøger om sport og kropskultur i det antikke Grækenland. Årsagen til dette er den franske baron Pierre de Coubertin (1863-1937), der ønskede at forbedre unge menneskers opdragelse og uddannelse igennem sport. Coubertin var meget inspireret af antikkens olympiske lege og ikke mindst at unge igennem sport og ædel kappestrid kan lære at opføre sig efter bestemte regler og tilegne sig bestemte værdier. Derudover havde Coubertin også en vision om at sport kan være et middel til at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt, bl.a. ved at unge mennesker fra hele verden mødtes hvert fjerde år for at skabe fred og forståelse mellem mennesker. Og i 1896 lykkes det så Coubertin af genoplive de olympiske lege, dog i en form og et indhold, som ligger langt fra den form og det indhold, som vi kender i dag.

Der er en sammenhæng mellem den antikke og den moderne sportskultur, men det lykkes også på fornem vis Bonde og Elsborg at påvise nogle markante brud mellem sportens rolle i det antikke Grækenland og de moderne olympiske lege, som vi bl.a. har oplevet dem i de seneste årtier. Lidt forenkelt kan man sige at den antikke sport var fuldstændig sammenvævet med samfundskulturen i form af religion, demokrati, politik, krig, kunst og seksualitet. I dag er de olympiske lege efter min opfattelse fuldstændig sammenvævet med gigantiske kommercielle interesser mellem stormagter, multinationale sponsorer og internationale TV-selskaber, som efterstræber et underholdningsshow uden alt for mange forstyrrelser. Den konklusion er kun blev befæstet efter dels personligt at have oplevet OL 2008 og OL 2014 på tætteste hold og dels at have læst bogens kapitel om ”Nutidens olympiske lege: Beijing 2008 og Sotji 2014”.

Ny viden er der til overflod i kapitlet om den danske gymnastikpioner J.P. Müller, som bygger på Bondes seneste forskningsværk: ”Sundhedsapostlen J.P. Müller, bind 1: Det kropsligt moderne gennembrud” (Syddansk Universitetsforlag, 2020). Det moderne gennembrud forbindes som oftest med et åndeligt, demokratisk og litterært opbrud, men Bonde tilføjer opbruddet en ny dimension: Et sanseligt-erotisk opbrud, som sundhedspædagogen J.P. Müller blev pioner for. Müllers individuelle, holistiske gymnastik har også fokus på ernæring, rygning, søvn, underbeklædning, stuetemperatur, sex samt pleje af tænder, mund, hals, hår og fødder – og den frigjorte. nøgne krop blev således et voldsomt oprør mod victoriansk samtid i slutningen af forrige århundrede.

Der er også masser af ny viden i kapitlet om ”Den kolde krig i arenaen”, hvor sport i 1970’erne og 80’erne blev et særdeles brugbart middel i kampen mellem Østblokken med USSR i front og Vestblokken med USA i front. Ikke mindst kampen mellem de to Tyskland: DDR og BRD på sportsarenaerne og ikke mindst i dopinglaboratorierne under Den kolde krig er på en og samme tid både fascinerende og skræmmende læsning. Murens fald og Tysklands genforening er efter min opfattelse en af verdenshistoriens største og bedste begivenheder, hvor sport – og ikke mindst det ”nye” Tysklands VM-triumf i fodbold i 1990 – fik utrolig stor betydning for tyskernes selvforståelse og identitet.

Vi forstår ikke nutiden eller fremtiden – uden at kende fortiden   

Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre (1905-1980) har udtalt at ” … intet ændrer sig så ofte som fortiden. Enhver generation skaber sit eget historiske billede”. Bogen ”Med kroppen ind i kulturen – Idrætshistoriske strejflys” kan være med til at give vores generation en rigtig god referenceramme til at forstå og forklare vores historiske billede(r) om kroppen i kulturen … på godt og ondt. God læselyst – MA

Du kan få yderligere information om bogen her:

• Idrætshistorie.dk – http://idraetshistorie.dk/med-kroppen-ind-i-kulturen/
• Mediano – Sport & Perspektiv – https://www.mediano.nu/

Svenske atleter og landshold vandt hele 16 VM-medaljer i 2019

Sverige har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2020 i 13 sportsgrene: Atletik, bordtennis, brydning, bueskydning, cykling (landevej), fodbold (kvinder), gymnastik (redskab), judo, kajak, ridning (dressur, military og spring), sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Sverige også rigtig gode chancer for at kvalificere sig i håndbold, både for kvinder og mænd, golf og taekwondo i de kommende kvalifikationsturneringer eller via verdensranglisten. Derimod er der intet som tyder på at Sverige kvalificerer sig til de nye sportsgrene på det olympiske program: Baseball (mænd), softball (kvinder), klatring, karate, skateboard og surfing. Sverige har altid haft tradition for at kvalificere sig i mange sportsgrene, men efter min opfattelse får Sverige meget svært ved at kvalificere sig i 22 forskellige sportsgrene, hvilket var tilfældet ved OL 2016, hvor Sverige vandt 11 medaljer i 7 forskellige sportsgrene. Svenske atleter og hold har imidlertid i de seneste år opnået rigtig mange gode VM-resultater i olympiske discipliner. Blandt andet vandt Sverige ikke mindre end 16 VM-medaljer i olympiske discipliner i 2019 og top 8-placeringspoints ved VM har også været større i de seneste år end i årene forud for OL 2016. Sverige står altså stærkt forud for OL 2020 med de største medaljekandidater i atletik ved den kun 21-årige stangspringer Armand Duplantis, der vandt VM-sølv i 2019 og for få måneder siden satte ny verdensrekord med et spring på 6,18 meter. Også diskoskasteren Daniel Ståhl, der vandt VM-sølv i 2017 og blev verdensmester i 2019, er en stærk medaljekandidat i Tokyo. Størst medaljefavorit er efter min mening imidlertid den 26-årige svømmestjerne Sarah Sjöström, der vandt hele 3 medaljer ved OL 2016 og ikke mindre end 4 medaljer i olympiske discipliner ved VM 2019. Også i sportsgrene som brydning, golf, ridning, sejlsport, skydning og fodbold for kvinder har Sverige efter min opfattelse realistiske medaljechancer ved OL 2020.

Danmark er meget langt fra niveauet før OL 2016

Danmark var bedste nordiske nation ved OL 2016, hvor det blev til i alt 15 medaljer i 9 forskellige sportsgrene – et af de historisk bedste danske OL-resultater nogensinde. Danmark har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2020 i 12 sportsgrene: Atletik, bordtennis, brydning, bueskydning, cykling (landevej og bane), håndbold (mænd), kajak, ridning (dressur, spring og military), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Danmark rigtig gode chancer for at kvalificere atleter i badminton og golf via ranglisteplaceringer, således at antallet af sportsgrene med dansk deltagelse ved OL 2020 kommer meget tæt på 15, som var antallet ved OL 2016. Danske atleter og hold viste gode VM-resultater i 2019 i olympiske discipliner, hvor det blev til i alt 12 medaljer og ikke mindre end tre af guld: Mads Pedersen i cykling (landevej), Anne-Marie Rindum i sejlsport (Laser Radial) og håndbold for mænd. Både Rindom, der vandt OL-bronze i 2016 og håndbold-herrerne, der er forsvarende OL-mestre, er efter min opfattelse medaljekandidater i Tokyo. Største danske medaljefavoritter er efter min opfattelse imidlertid 4 km-holdet i banecykling, som i februar 2020 blev suveræne verdensmestre og samtidig satte ny verdensrekord med tiden 3 minutter og 46,203 sekunder. Også Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv i parløb har vist verdensklasse igennem de seneste år og de to rutinerede ryttere er et rigtig godt bud på dansk OL-guld i Tokyo. Foruden banecykling, sejlsport og håndbold må også badminton med Viktor Axelsen og Anders Antonsen i herresingle samt kajak med Emma Åstrand Jørgensen i K1 200 tildeles realistiske medaljechancer ved OL 2021. Modsat Sverige og Norge har Danmark opnået markant færre medaljer og top 8-placeringspoints ved VM i de seneste tre år end i sammen periode forud for OL 2016. Derfor bliver det efter min opfattelse mere end vanskeligt at komme bare i nærheden af 15 medaljer ved OL 2020.

Norske atleter og landshold har vist meget markant fremgang i de seneste 3 år

Norge har opnået mange rigtige gode VM-resultater, både i forhold til medaljer og top 8-placeringspoints, i de seneste år. Og alt tyder på at Norge vinder væsentligt flere medaljer og får langt flere top 8-placeringspoints ved OL 2021 end ved både OL 2012 og OL 2016, som begge var meget skuffende for en af verdens bedste sportsnationer. Norge har i dag sikret sig kvalifikation til OL 2020 i 8 sportsgrene: Atletik, cykling (landevej og bane), gymnastik (redskab), ridning (dressur og spring), roning, sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Norge rigtig gode chancer for at kvalificere sig til den olympiske håndboldturnering, både for kvinder og mænd. Og begge hold må også efter min opfattelse anses for at være realistiske medaljekandidater. Især Norges håndboldlandshold for kvinder har opnået imponerende resultater ved de seneste tre olympiske lege i form af to guld- og en bronzemedalje. Blandt de største medaljekandidater bør også nævnes 400 meter hækkeløberen Karsten Warholm, som blev verdensmester på distancen i både 2017 og 2019, svømmeren Henrik Christiansen, som vandt VM-sølv på 800 fri i 2019 og singlesculleren Kjetil Borch, som vandt VM-guld i 2018 og VM-bronze 2019. Blandt Borchs konkurrenter til en OL-medalje er færingen Sverri Nielsen, som har vist imponerede fremgang i de seneste år.

Finland kan få svært ved at undgå sportslig OL-fiasko 

Finland har i modsætning til Norge vundet meget få VM-medaljer og opnået få top 8-placeringspoints i de seneste år. Blandt andet vandt finske atleter og hold kun en enkelt VM-medaljer i olympiske discipliner i 2019. Og meget tyder på at Finland kan få vanskeligt ved at forbedre nationens dårligste sommer-OL nogensinde, nemlig OL 2016 i Rio hvor det kun blev til en enkelt bronzemedalje. Finland har i dag kun sikret sig kvalifikation til OL 2021 i 6 sportsgrene: Atletik, cykling (landevej), ridning (dressur), sejlsport, skydning og svømning. Derudover har Finland gode chancer for at kvalificere atleter i kampsport som boksning, brydning, taekwondo og judo samt vægtløftning og golf. Jeg tror imidlertid ikke at Finland kommer i nærheden af repræsentation i 16 sportsgrene, hvilket var tilfældet i Rio. Størst medaljechancer blandt de finske atleter har efter min opfattelse bryderen Petra Olli, som tidligere har vundet VM-guld og sejleren Tuula Tenkanen i Laser Radial samt Lizzie Armanto, der er født og opvokset i USA, i den nye olympiske sportsgren – skateboard.

Island har ingen medaljekandidater, men opnår formentlig kvalifikation i 5 sportsgrene

Island har igennem tiderne vundet fire olympiske medaljer, senest sølvmedalje i mændene håndboldturnering ved OL 2008. Nationen med kun 300.000 indbyggere har imidlertid ofte været repræsenteret af atleter og hold i forskellige sportsgrene, senest ved OL 2016 i følgende: Atletik, gymnastik, judo og svømning. På nuværende tidspunkt har Island kun kvalificeret svømmeren Anton Sveinn McKee (200 m bryst), men mon ikke at det lykkes at opnå kvalifikation i en eller to sportsgrene mere i løbet af de næste 11 måneder.

Der kan naturligvis ske meget i løbet af det kommende år. Nogle atleter og hold kan opnå stor fremgang, mens andre kan få svært ved at bevare deres nuværende niveau – eller blive ”overhalet” af konkurrenter for andre nationer. Overordnet set er der dog grund til optimisme for de nordiske nationer – ikke mindst Sverige og Norge – mens Danmark, Finland og Island kan få svært ved at opnå resultater som ved OL 2016.

Du kan få yderligere informationer om de enkelte landes resultater og OL-kvalifikationer på følgende websites:

• Sveriges Olympiska Kommitté (Sverige) – https://sok.se/
• Team Danmark (Danmark) – https://www.teamdanmark.dk/
• Olympiatoppen (Norge) – https://www.olympiatoppen.no/
• Suomen Olympiakomitean (Finland) – https://www.olympiakomitea.fi/
• The National Olympic and Sports Association of Iceland (Island) – https://www.isi.is/

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don’t be afraid of the darkAt the end of a storm
There’s a golden sky
And the sweet silver song of a lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone

You’ll never walk alone

Walk on, walk on
With hope in your heart
And you’ll never walk alone

You’ll never walk alone

På næste søndag, når Liverpool Football Club møder Aston Villa fra Birmingham i Premier League, vil sangen ”You’ll Never Walk Alone” igen lyder fra højtalerne på Anfield – Liverpool FC’s legendariske hjemmebane siden klubbens stiftelse i 1892. Desværre uden tilskuerne på “The Kop”og de øvrige tribuner, men for alle klubbens millioner af tilhængere – i Liverpool og overalt på kloden – vil sangen og følelserne denne aften være helt speciel. Tilhængerne kan nemlig fejre Liverpool FC’s første nationale mesterskab i 30 år. En klub, som har gennemlevet triumfer og tragedier af ufattelige dimensioner igennem de seneste årtier.

Fra musical om en fars “fejltrin på jorden” til verdens mest berømte fodboldsang

”You’ll Never Walk Alone” er først og fremmest kendt som verdens mest berømte fodboldsang. Teksten får det til at risle ned ad rygraden, og når så sangen lyder på Anfield i Liverpool, Celtic Park i Glasgow eller Signal Iduna Park i Dortmund, må man ydmygt konstatere, at hvor emotionel og generøs fodbold også kan være. Sangens rækkevidde og holdepunkt gennem generationer for millioner af fodboldfans, er egentlig overraskende. Historien om ”You’ll Never Walk Alone” begyndte tilbage i 1945, hvor den blev forfattet af den legendariske duo Rodgers & Hammerstein til musicalen ”Carousel”. Musicalen er en meget sørgelige historie om en far, der bliver sendt ned fra himlen for at søge tilgivelse for nogle af de fejltagelser, han gjorde sig skyldig i gennem livet på jorden. ”You’ll Never Walk Alone” optræder bl.a. som afslutningsnummer i musicalen, hvor faren får lov til at vende tilbage til himlen efter at have forsonet sig og overværet datterens high-school afslutning. Denne slutning har bl.a. betydet, at sangen ofte er blevet – og fortsat bliver – sunget i forbindelse med skoleafslutninger i USA.

LFC – håbet om storhed for en trist og fattig havneby

Havnebyen Liverpool har alle dage været tæt kulturelt og socialt forbundet med USA, og den unge sanger Gerry Marsden havde i biografen i starten af 1960’erne set den amerikanske filmatisering af ”Carousel”. Selve filmen var han ikke så imponeret af, men ”You’ll Never Walk Alone” kunne han ikke ryste af sig. Gerry Marsden var forsanger i Liverpool-gruppen ”Gerry and The Pacemakers”, og i efteråret 1963 var Gerry Marsden parat til at indspille sangen på single. Gerry Marsden havde set og ikke mindst hørt rigtigt: En klassiker var født, men ingen havde overhovedet drømt om, hvilken indflydelse sangen med tiden skulle få. Dengang i efteråret 1963 havde Liverpool FC med den legendariske Bill Shankly som manager netop begyndt sin opstigning til de bedste fodboldklubber i England. Klubben var bl.a. sæsonen før vendt tilbage til den bedste division – efter 8 sæsoner i den næstbedste. De mange havnearbejdere fra Liverpools dokområder havde også netop vundet retten til at holde fri hver lørdag eftermiddag, og “Merseybeat” med bands som ”The Beatles” og ”Gerry and The Pacemakers” var for alvor med til at sætte Liverpool på landkortet. Og på verdens mest berømte ståtribune – “The Kop” – stod 28.000 “scousers” hver anden lørdag og skrålede med på tidens hitparade, som før hver hjemmekamp blev spillet over højtaleranlægget. Da turen kom til ”You’ll Never Walk Alone” blev publikum ved med at synge, også efter at højtalerne var slukket. Og selv da sangen forsvandt fra hitlisterne, fortsatte fansene på “The Kop” med at synge den. Herefter gik der ikke lang tid, inden den blev fast repertoire til alle LFC’s kampe. Et ufravigeligt ritual lige inden spillerne løber på banen. Senere samme sæson (1963-64) vandt klubben sit første nationale mesterskab i 17 år, hvilket også var det første mesterskab med Bill Shankly som manager. Og ”You’ll Never Walk Alone” har siden akkompagneret klubben i med- og modgang.

To tragedier, som aldrig bliver glemt 

Blandt klubbens største triumfer kan nævnes 6 titler i den fornemmeste europæiske turnering ”Champions League”, 3 titler i UEFA-Cup’en, 19 nationale mesterskaber (incl. sæson 2019-2020) og 7 FA Cup-titler, hvilket har gjort Liverpool FC til en af de mest vindende engelske klubber nogensinde, og den klub i Storbritanien, som har vundet flest europæiske titler. Men sangen har virket stærkest og mest trøstende i klubbens sorte stunder – ikke mindst i forbindelse med tragedierne på Heysel og Hillsborough. Tragedien på Heysel Stadium i Bruxelles fandt sted under finalen i den europæiske mesterholdsturnering mellem Liverpool FC og Juventus FC i maj 1985. En time før kampen viste det sig, at de opstillede afspærringer, der skulle opretholde et såkaldt neutralt område på tribunerne mellem Liverpool- og Juventus-tilhængere, var alt for spinkle. Afspærringerne gav efter, og der opstod kaos blandt Juventus’ tilhængere på grund af presset fra Liverpool’s tilhængere. Det resulterede i, at alle fans blev samlet på den ene tribune, som styrtede sammen, hvorved 39 mennesker mistede livet. Kampen blev spillet færdig trods protester fra holdenes managere, og det endte med en 1-0 sejr til Juventus. Efterfølgende blev 14 Liverpool-tilhængere idømt fængsel i op til 3 år for uagtsomt manddrab.

Kun 4 år efter gennemlevede Liverpool FC og dens tilhængere endnu en tragedie på Hillsborough Stadium i Sheffield, hvor 96 fans omkom og mere end 400 fans blev kvæstet. Ulykken skete i forbindelse med en kamp, hvor ”The Reds” mødte Nottingham Forest i FA Cup-semifinalen. Mere end 25.000 Liverpool-tilhængere havde taget turen til Sheffield og kort efter kampens start blev de 96 tilhængere – bl.a. enkelte børn på 6-8 år – mast ihjel. Både umiddelbart efter kampen og helt frem til for få år siden har der været utallige undersøgelser og forklaringer på årsagerne til tragedien. For kun 4 år siden – og et kvart århundrede efter tragedien på Hillsborough Stadium – offentliggjorde en jury, som var nedsat af den britiske regering, at de 96 LFC-tilhængere omkom som følge af en strafbar handling. Politiet, der var til stede under kampen, blev således dømt for uagtsomt manddrab. Desuden blev arrangørerne af kampen kritiseret for ikke at have haft styr på afviklingen af kampen, herunder at have undladt at udskyde kampstarten på grund af den massive tilskuertilstrømning. Og endelig fik redningsfolkene kritik for ikke at have indset katastrofens omfang i tide. Dermed fik Liverpool-tilhængerne oprejsning for de beskyldninger, der gennem årene havde været rettet mod dem for meddelagtighed i tragedien.

I glæde og sorg …. 

”You’ll Never Walk Alone” synges også andre steder end på Anfield Road og den har en forståelig global appel. Men uanset det faktum vil sangen altid være tæt forbundet med Liverpool Football Club. Tilhørsforholdet til sangen er blevet forstærket efter Hillsborough-tragedien, og for Liverpool-fans er ”You’ll Never Walk Alone” blevet indbegrebet af, hvad både fodbold og livet går ud på: Vi står sammen – i glæde og sorg.

Du kan få yderligere information om Liverpool Football Club på websitet:

• https://www.liverpoolfc.com/

Følgende bøger om Liverpool Football Club kan anbefales:

• Gaarskjær, Jesper: Liverpool. Historien om The Reds (Gyldendal, 2015).
• Christensen, Esben Suurballe m.fl.: Liverpool i blodet (Turbine, 2017)
• Hughes, Simon: The Red Journey. An Oral History of Liverpool Football Club (de Coubertins Books, 2017).
• Platt, Mark: Liverpool Football Club. Champions of Europe. (Grange Communication Ltd., 2019).