Fodboldens siamesiske tvillinger

Bonnucci – en del af verdens stærkeste forsvarskvartet

Den 34-årige Leonardo Bonnucci er født og opvokset i Viterbo – en provinsby med 70.000 indbyggere lidt nord for Rom – hvor han også spillede ungdomsfodbold. Som 18-årig skrev han kontrakt med Milano-klubben Inter, som hurtigt lejede ham ud til Serie B klubber som bl.a. A.C. Treviso, S.S.C. Bari og C.F.C Genoa. Det var først med skiftet i 2010 til storklubben Juventus F.C. at Bonnucis nationale og internationale karriere for alvor tog fart. Bonnuci blev forsvarsmakker med den rutinerede landsholdsspiller Andrea Barzagli og de to år ældre Giorgio Chiellini. Og med målmandslegenden Gianluigi Buffon som ekstra gardering bagved de tre bagerste forsvarsspillere. En kvartet, som på rekordtid udviklede sig til verdens stærkeste forsvar.

Chiellini – “Den gamle dames forsvarsgeneral”

Den 36-årige Giorgio Chiellini er født i Pisa og allerede som 16-årig debuterede han for Serie C-klubben A.S. Livorno Calcio. Efter korte ophold i bl.a. A.S. Roma og A.C.F. Fiorentina skrev han i 2005 kontrakt med Juventus F.C., som han har repræsenteret igennem de seneste 16 sæsoner. Resultater med ”La Vecchia Signora” er helt unikke: 9 nationale mesterskaber, 5 pokaltitler og mere end 400 kampe i Serie A. Derudover mere end 70 kampe i Champions League, hvor han har været tabende finalist to gange (2015 og 2017). Chiellini blev allerede som 15-årig udtaget til det italienske U-16 og i 2005 fik han debut på det italienske A-landshold. Chiellini står i dag foran hans 6. internationale slutrunde (EM 2008, 2012 og 2016 samt VM 2010 og 2014) – og måske endda ikke den sidste. Chiellini har imidlertid været meget skadet igennem de seneste sæsoner, men Juventus’ nye cheftræner Massimilano Allegri har netop udtalt at han satser på duoen Bonnuci og Chiellini som nøglefigurer, når Juventus skal forsøge at tilbageerobre det nationale mesterskab – ”Scudetto” – i næste sæson.

Et unikt makkerskab med spidskompetencer i verdensklasse

De to siamesiske tvillinger – Chiellini og Bonucci – har igennem det seneste tiår udgjort det centrale forsvar, såvel hos Juventus F.C. som på det italienske landshold. De har begge passeret mere end 100 landskampe og sammen med Gianluigi Buffon, som opnåede 161 landskampe i perioden 1997 – 2017 har de to klassespillere skabt respekt og anerkendelse langt udenfor støvlelandet.  Både Chiellini og Bonucci har en række fysiske, tekniske, taktiske og mentale kvaliteter, men spidskompetencer hos de to er forskellige. Bonnuci besidder især tekniske færdigheder på et usædvanligt højt niveau, idet han er i stand til at igangsætte angreb med lange og præcise afleveringer. Han er langtfra blandt de hurtigste forsvarsspillere, men hans placeringsevne og spilintelligens har international topkvalitet. Chiellini er utvivlsomt en af verdens stærkeste forsvarsspiller i mand-mod-mand-spillet. Derudover har han et meget stærk hovedspil, både i forsvar og angreb. Endvidere er han – både verbalt og spillemæssigt – en naturlig dirigent af sine medspillere, hvilket også har gjort ham til anfører, såvel på klub- som landshold. De to spilleres spidskompetencer supplerer på den måde hinanden og så giver mange års samarbejde mellem de to også en helt særlig tillid og tro på hinanden. Som de har udtrykt det i et dobbeltinterview i den største italienske sportsavis ”Gazzatta dello Sport”: ”Vi kender hinanden langt bedre end vore ægtefæller kender os”.

“Gli Azzuri” – Ingen vinder titler udelukkende på stærkt forsvarsspil

Italien har ”kun” vundet Europamesterskabet en gang, nemlig på hjemmebane i 1968. Kun 4 nationer – Jugoslavien, Sovjetunionen, England og Italien – deltog i slutrunden, hvor semifinalen mellem Italien og Sovjetunionen endte uden mål trods forlænget spilletid. Finalisten – Italien – blev herefter fundet ved lodtrækning uden for de to omklædningsrum. Italien har været repræsenteret ved i alt 9 ud af 15 EM-slutrunder og to gange har ”de azurblå” været tabende finalister (2000 og 2012). Jeg tror at Italien har rigtig gode muligheder for at nå enten til semifinalen eller finalen ved UEFA EURO 2020. Den manglende kvalifikation til VM 2018 har nemlig på mange måder været et vendepunkt for den stolte fodboldnation og under den tidligere verdensklasseangriber Roberto Mancini’s ledelse har holdet vundet samtlige kampe i EM-kvalifikationen og er ubesejret i de seneste 27 landskampe. En verdensklassemålmand i form af Gianlugi Donnarumma fra AC Milan, som har løftet arven efter Gianluigi Buffon og Juventus-duoen – Bonnuci og Chiellini – har ikke lukket mål ind i de seneste otte landskampe. En stærk defensiv er imidlertid i dag ikke tilstrækkeligt til at vinde hverken EM- eller VM-trofæet. Optimismen blandt italienerne er derfor også knyttet til en meget spændende midtbanetrio bestående af klassespillerne: Marco Verratti fra Paris Saint-Germain, Jorginho fra Champion League-vinderne Chelsea og supertalentet Nicolo Beralla fra mesterholdet Inter. Helt fremme er profilerne hos ”de azurblå” Ciro Immobile fra S.S. Lazio, Federico Chiesa fra Juventus F.C. og Lorenzo Insigne fra S.S.C. Napoli.

Hellere ti sejre på 1-0 end én sejr på 10-0

På fredag aften vil anføreren for ”Gli Azzurri” – Giorgio Chiellini –sammen med sine holdkammeraterne gøre alt for at Italien får en god start på UEFA EURO 2020 med en sejr eller i hvert fald uafgjort mod Tyrkiet – en nation, som Italien aldrig har tabt til. Chiellini udtalte for nogle år siden at ” … jeg langt hellere vil vinde ti kampe med 1-0 end én kamp med 10-0”. Såfremt det sker i de kommende uger vil vejen til endnu en stor triumf for ”de azurblå” være åben – Forza Italia !

Du kan læse mere om italiensk fodbold i denne blog:

«La bella momenti della vita» – om livets værdier og fodbold | MA57 Consulting

Felt